mandag den 28. maj 2012

En Bitterfisses Bekendelser

Tør man anmelde en bog af en dame for hvem bloggende førtidspensionist er et ukvemsord? Man bliver helt bange for at nedkalde sig hendes vrede og bitterhed, men så kommer jeg i tanke om, at jeg jo er en nobody uden radikale meninger, glamourøst liver eller nogen stor fanskare, og så ånder jeg lettet op.

Hvis man slet ikke på nogen som helst måde ved hvem Bitterfissen Bethany er, så ved jeg ikke hvor i Danmark man kan have været det sidste år til halvandet. Selv vidste jeg egentlig ikke meget mere, end at hun har præsteret at pisse alle dem der er noget, eller selv synes de er, af, og at hun har et rigtig grimt sprog, som en kvindelig sexfikseret Kaptajn Haddock.

Bogen er fyldt med en lang række røfler (røffeler?) til en lang kendiser og wannabekendelser, og det var da morsomt langt hen af vejen, men med mit halvfesne halvhjertede kendskab til den arena gjorde at jeg ikke vidste hvem halvdelen af dem var.

hendes perverse sprog og lemfældige omgang med seksuelle udbrud, har fået megen omtale, og ja, det er grimt, og ja, jeg blev efter et stykke tid ret træt af det, men det provokerer os jo ikke fordi det er grimt, men fordi det er af en kvinde og om de kvindelige kønsorganer, hvis det var en mand der skrev det samme om sit vedhæng havde vi rystet på hovedet og ikke mere, og DET provokere mig.  Faktisk var der mange der fornægtede ideen om at en kvinde kunne skrive sådan, og de var flere gange ude og sige, at der nok i virkeligheden var tale om en mand.

Hele spørgsmålet om anonymitet har været et af de helt store samtaleemner, var det fejt eller sejt?  Bogen, 'En Bitterfisses Bekendelser' udkom 29. februar 2012, og d. 19. marts 2012, gik Bethany Hansen ud og afslørede sin sande identitet, Jeanett Veronica Hindberg. Spørgsmålet er så om bogen skulle være den helt store finale før en æra skulle være slut, eller om det viste sig at Bitterfissen bare var lige så medieliderlig som alle de kvinder hun i sin blog og bog tordnede imod. Hvis det er det sidste, er det bare sørgeligt,

Men skulle dette virkelig være slutningen? Selvom jeg måske ikke har fulgt med i hendes blog, så har hun i stor stil præget de danske medier, og tvunget folk til at tage et blik på dem selv, eller i hvert fald os andre til at se på dem, og se, at måske er de alligevel ikke så ophøjede. I så fald var det en lidt tam finale. Det burde, i mine øjne, have været et manifest for blogverdenen, et dokument for fremtidige generationer, men sådan leger Bethany ikke. Den har nogle af de ting jeg håbede, det har den bestemt, men det er hovedsageligt flere personangreb, rettet mod personer der vil være glemt og borte om 5 år.

En ting skal Bethany dog have, og det er, at bogen er utroligt gennemført hele vejen igennem. Hun er ond mod de dumme (hvilket er de fleste af os) og er sympatisk med de få der fortjener det, Bethany er nemlig god på den måde, som hun selv ville sige det.

TITEL: En Bitterfisses Bekendelser FORFATTER: Bethany Hansen  FORLAG: Forlaget Turbulenz SIDEANTAL: 219 UDGIVELSESÅR: 2012

12 måneder, forskrab

Jeg har modtaget bogen '12 måneder' af Connie Warnick Aagaard fra forlaget Replikant, med udgivelsesdag 7. juni.

Jeg spurgte min kontakt på forlaget lidt nærmere ud om hvad jeg kunne forvente mig af bogen, og hun svarede mig at:
"Bogen er kort sagt en fortælling, struktureret over 12 kapitler, en prolog og en epilog. Den kvindelige hovedperson, Helen, beskriver over de 12 kapitler, hvordan hun langsomt "kommer til sig selv", i forsøget på at forstå, hvad der er sket hende på et bjerg i Nepal. Det er basalt set en historie om tabt kærlighed og et mysterie. Men bogen er samtidig en meta-historie om det at fortælle om sit eget liv, altså det, at enhver selvbiografi på en måde altid lyver. Deraf temaet, om man egentlig kan fortælle tingene sandfærdigt, objektivt."
Så basalt set er det enten en dybt fascinerende bog om selvet, objektivitet i forbindelse med, eller mangel på samme og andre hermeneutiske emner, eller en rædselsfuld bog om en midaldrende dame der tager til østen for at finde sig selv. Jeg advarede min kontakt om, at jeg var til eksamen i dette emne (Faucould) i studium generale på universitetet, og at jeg har beskæftiget mig en del med det siden, så lige netop på det område kan jeg være ret skånselsløs i mine anmeldelser, men den risiko turde hun godt løbe, jeg sidder i hvert fald med den mellem hænderne nu (eller rettere så ligger den på bordet, for jeg kan måske ikke ti-fingersystemet, men jeg skriver dog med begge hænder).

lørdag den 26. maj 2012

Njals saga



SPOILER ALLERT!

Jeg har ikke lyst til at høre om hvordan "Njals saga" er et idoliserende heltekvad skrevet i en tid hvor flere hundrede år efter, i en tid hvor Island var besat af Norge, og hvor befolkningen drømte sig tilbage til tidligere tiders frihed og heltemod.Det kan godt være at det er rigtigt, men det er ikke nær så sjovt som at tro på, eller i det mindste lade som om man tror på, at det er rigtigt.

Njal er egentlig ikke hovedpersonen i fortællingen, men derimod den vise mand der retter op på den skade de andre i historien forvolder, og som står som symbolet på den diplomatiske løsning, hvilket er en sjældenhed for disse gæve vikinger.

Første del handler hovedsageligt om Njals gode ven Gunnar der er så heltemodig som ingen anden, han har dog en kone der er egenrådig som bare pokker og har set sig sur på Njals kone, og de to udkæmper så en krig der må koste mange mænd livet mens deres ægtemænd blot ser hovedrystende til og betaler bod som det sig hør og bør. Gunnar får fjender der stræber ham på livet, og kun Njals gode råd holder ham i live, først da han ikke længere følger dem, må han dø.

Anden del handler om Njals sønner, der måske er dygtige krigere, men de har ikke faderens visdom og det ender da også med, at de får dem alle sammen dræbt, og det er op til fostersønnen Kåre at få sagen for retten og få hævn, hvilket er lettere sagt end gjort.

Njals saga handler om kampen mellem retssystemet og den diplomatiske løsning på den ene side, og den heltemodige hævn på den anden. Det foregår sådan, at der bliver begået et mord, man går i retten, der fælles dom, der betales bod, man indgår fred, mordet bliver hævnet med minimum et nyt mord, der kommer for retten og så videre. Jo mere indviklet sagen er, jo mere bureaukratisk bliver retssystemet også, og det er ikke altid de gode argumenter der vinder en sag eller ej. En sag kan godt frafalde ved at man for eksempel har sagt noget i en forkert rækkefølge eller andre petitesser. Efter at have været igennem møllen med at få tilkendt kontanthjælp, er men helt forstående med at det hele falder fra hinanden og at det endda er en 'advokat' der giver det første hug til at begynde et stort slag med anklageren og deres venner på den ene side, og forsvarene og deres på den anden.

Dette er nærmest som at se et afsnit af Paradise Hotel, når man hører hvordan de laver alliancer og går bag om ryggen på hinanden, forskellen er blot, at her er et ord et ord, og en mand end mand, og når man først har givet sit ord, så er man loyal til døden ligegyldigt hvilken usling han man har givet sit ord måtte være. Og ved siden af alt dette står Njal med sin visdom og sine gode råd. Folk lytter og de har respekt, men de følger det kun indtil den næste sværdvæksling.

Historien foregår omkring år 1000, og mens handlingen står på, kommer kristendommen til Island, så 1, 2, 3, BANG, så er de alle sammen kristne, sådan mere eller mindre i hvert fald, for deres adfærd ændres ikke bemærkelsesværdigt. Måske lader de en messe synge for sig før de ridder ud for at slå ihjel (paradoksalt nok) men de tror stadig på vartegn og Valhalla. Det var nok en gejstlig der skrev fortællingen ned der i 1280'erne, for hvem var der ellers der kunne skrive, men han havde nu nok ret i, at en ellers så markant ændring af tro, i virkeligheden ikke havde den store indflydelse på folks liv.

Det er tydeligt at se hvad folk har været interesseret i at høre om, og det er slægtstavler vold (og meget af det) og bemærkelsesværdigt nok også mode, skønt der nærmere var tale om middelalder mode end om vikingemode. Blodet flyder og der blive givet banesår i mængder (sår der resulterer i døden) og det er en spændende bog at læse, men den er så spækket med ord jeg aldrig havde hørt før (og denne udgave havde ingen ordforklaring) så mange steder havde jeg ikke den fjerneste idé om hvad der foregik.

ORIGINAL TITEL: Njála DANSK TITEL: Njals saga FORFATTER: ukendt 
FORLAG: Lademann SIDEANTAL: 197 + 267 UDGIVELSESÅR: 1280'ish (1980)

fredag den 25. maj 2012

Bibelen på bloggen

Marcus Rubin er agnostiker, jurist og skribent på Politiken. Under et ophold i Jerusalem vælger han at læse hele Bibelen (uden apokryfen) fra en ende af og skrive om hans indtryk undervejs. Vi får først og fremmest en genfortælling fra Adam og Eva, over Moses, dommerne, og kongerne, hel over alle profeterne, Jesus, Paulus, og til sidst den store finale i apokalypsen. Undervejs får vi også forfatterens noget vattede holdninger, og små sjove iagttagelser.

Bibelen er en meget voldsom affære med sex og vold ad libitum, og det kommer meget bag på Rubin, der gang på gang bliver chokeret og synes, at det er enormt synd for de folk menneskelig eller guddommelig vrede går ud over, Rubin er nemlig kultur radikal, og så skal alting helst være så pænt, og selvom folk gerne må have andre holdninger, så må de helst ikke have en anden moral end den pæne danske (folkekirkelige om man vil det eller ej) 'nu skal vi alle være søde og lege pænt sammen', men sådan er Bibelen overhovedet ikke, ikke en gang i det ny testamente.

Jeg har ikke noget imod at folk er uenige med mig, faktisk kan jeg godt lide det. Det selv samme siger Rubin, men det forhindrer ham ikke i gang på gang at blive forarget, og jeg kan ikke helt beslutte mig for om det er sjovt eller bare irriterende. Egentlig ville jeg hellere have faret om med jævne mellemrum og skældt og smelt, det havde været sjovere.

'Biblen på bloggen' har dog været ganske nyttig for mig at læse, for jeg har nok mest læst Bibelen i sin helhed, meget af den har jeg, men ikke det hele, og ved at se det hele i så kort en form, var der en del der pludselig gik op for mig. For bogen her gør det modsatte af de fleste teologiske værker. Teologiske værker gør nemlig for det meste det, at de tager et lille stykke og så skriver de en helt masse om det (husker stadig min eksamensopgave i Ny Testamente 2, skriv 7 sider om 18 linier). Rubin tager 1147 sider og skriver om dem på 295. Den er desuden let læst uden en masse svære teologiske ord og historiske og kulturelle kontekster. Jeg kunne måske godt have ønsket mig flere, men jeg er også en nørd, og jeg er godt klar over, at det er størstedelen af Danmarks befolkning ikke.

Bogen er yderst underholdende, for Bibelen er fyldt med finurlige detaljer der ikke umiddelbart giver mening. Hvem er Guds sønnerne, Gud (Jahve) er Jacob, Isaks søn, var på ingen måde en helt ifølge danske standarter. Det er virkelig underholdende at læse alle disse ting, og især Rubins kommentarer til dem, og jeg lå da også jævnligt flad af grin. Her kom det nørdede så op i mig, og jeg ville ønske, at han var gået mere i detaljer omkring disse ting og bare have skrevet en lille bitte smule om hvordan teologer før og/eller nu er kommet rundt om disse problemer, men ikke et ord hører vi fra dem, på nær et eneste sted i højsangen.

Men meget af min irritation over bogen skyldes, at jeg glemmer at dette ikke er et teologisk værk, det er en blog, og en blog er bare mere umiddelbar og luftig (ikke at der nødvendigvis er noget galt i det). Hvordan bloggen i sin tid så ud, ved jeg ikke, men det er i hvert fald lykkedes dem at redigere den så der blev en sammenhængende bog ud af det, og det er faktisk gjort godt.

TITEL: Bibelen på bloggen FORFATTER: Marcus Rubin FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 295 UDGIVELSESÅR: 2009

torsdag den 24. maj 2012

Eksil

Samantha og hendes familie er hvide og bor i Tanzania. Hvis de havde boet i Europa havde de og alle deres venner været fattige, men her lever de som konger og baroner. Bogen følger Samantha fra hun er 15 til 18, og vi følger hende på nært hold mens hun langsomt ødelægger sig selv, og efter en traumatisk oplevelse går det hele pludselig endnu stærkere.

Samanthas familie består af en alkoholiseret mor, en voldelig far som de aldrig ved hvor er og så den perfekte storesøster, Alison, som flere gange reder Samantha fra det totale sammenbrud. Men Alison kan bare ikke altid være der, hun har også sit eget liv at tage vare på.

Alison og Samanthas forhold er ret lige til. De er søstre og de elsker og støtter hinanden ligegyldigt hvor galt det går, og i Samanthas tilfælde, så går det galt hvert andet øjeblik, nogle gange fordi hun er en lille rod der roder sig ind i alt muligt, andre gange fordi verden bare ikke er ret sød imod hende. Moderen er der ikke, først fordi hun drikker, og siden fordi hun flytter ad pommeren til for at få styr på sit eget liv. Faderen, og de to pigers forhold til ham er til gengæld yderst fascinerende, de elsker hinanden, men det meste af tiden hader de også. Når Samantha laver nogle af de for hende mindre forseelser, så falder hammeren, men når hun virkelig er ude og skide, så er han egentlig en form for kærlig far, på sin egen noget brovtne facon. Alison der i modsætning til Samantha aldrig rigtigt har gjort oprør mod faderen, hun er nok det eneste menneske i hele landet der kan styre ham og hans raseri. Så på trods af alt det de må igennem, så forbliver de på sin vis en lille familie.

"Eksil" giver et billede af den totale destruktion af et menneske.  Folk ønsker at komme væk, væk fra skolen, og væk fra Afrika, for 'Gud har glemt Afrika'. Men Samantha og hendes slæng har glemt hvordan man drømmer, og er derfor mentalt fanget i deres egen lille verden af sex, alkohol og stoffer, de ønsker ikke en gang noget andet og bedre. Nogle af dem bliver voksne og får styr på sig selv, men så kommer der bare nye til, men de forsvinder også, og lige så stille bliver Samantha mere og mere alene midt i alt kaoset.

Afrika er det stof som myter og eventyr er gjort af, men der er ikke meget eventyr over bogen her, og der er heller ikke meget borgerrettigheds halløj. De hvide råder og regerer og de sorte opvarter dem, sådan var det, sådan er det, og sådan skulle det helst blive ved med at være, hvorfor skulle de ellers være kommet til Afrika... Alligevel er det hele egentlig noget skod. Embedsmændene er dybt korrupte, folk bliver syge, og hvis man tager til Europa er det koldt og man bliver nødt til at arbejde for føden, så den eneste måde at slippe væk på er ved at drikke sig i hegnet, ryge bhangi eller sniffe kokain. Der er forfald alle steder, selv på den amerikanske ambassade.

Bogen er inddelt i ultra korte kapitler der giver den en ADHD agtig stemning, hvilket passer fint med resten af bogen, og passer fint til Samantha, der egentlig er en rigtig sød pige, hun har bare nogle problemer, og dem bliver der hverken i skolen eller i hjemmet taget hånd om. De korte kapitler gør den også let at læse uden at det går hen og bliver irriterende, så den kan læses både af rutinerede, let øvede og uvante læsere. Nogle bøger der henvender sig til folk der ikke normalt læser, virker for mig nedladende, og jeg spekulerer på om de ikke nærmest virker afskrækkende på folk, men Ejersbo formår virkelig at fange læseren og efter ganske få sider var jeg helt opslugt og havde svært ved at lægge den fra mig igen, så svært at jeg helt opgav alle de serier jeg plejer at se, og det skal der ellers meget til for.

TITEL: Eksil FORFATTER: Jakob Ejersbo FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 283 
UDGIVELSESÅR:  2009

fredag den 18. maj 2012

Kirkegården i Prag

Umberto Ecos nyeste roman “Kirkegården i Prag” var lidt af en skuffelse, eller rettere, så var den alt for svær for en lallende ammatør som mig. Jeg holdt ud, men jeg måtte efterfølgende have historieundervisning af min far om Italiens samling og Napoleon 3, for bare at have den mindste forståelse for handlingsforløbet. Resumeet af bogen vil derfor bære præg af den forvirring jeg føler, så jeg håber at I vil bære over med mig.

Simone Simonini er en splittet mand, men er han så splittet, at han er identisk med abed Dalla Piccola?

Simonini er forvirret, det er som om han pludselig har glemt alt om hvem han er og hvad der er sket, og for at komme i tanke om det begynder han at skrive sin livshistorie fra han som barn lærer at hade jøder, frimuere og jesuiter til han som voksen står bag nogle af de mest berømte plot mod ovenstående. Simonini har nemlig et talent, han kan kreere falske dokumenter som ingen anden, og udtænke historier som hans samtid er mere end villige til at tro på, men han kan ikke udelukkende følge sin egen agenda, efterretningstjenester fra flere forskellige lande har også kikkerten vendt mod ham, og nogle af dem er frimuere og nogle af dem har brug for jødernes støtte, så de har alle mulige interesser i at hæmme Simoninis fremfærd, samtidig med at de benytter sig af hans ydelser. Jesuiterne som han hader, bare ikke nær så meget som han hader så mange andre, bruger også hans tallenter, og Simonini bruger også dem til at tjene kassen og til at udbrede sine og de personer han benytter sig af’s skriverier.

Simonini er en slags ond victoriansk James Bond, og på sin mission kommer han tæt på krigen i Italien, til satanisk messe i Paris, han må stikke sine venner i ryggen og han bliver afpresset af russerne og kan kommer tæt på nogle af de mest fremtrædende personer i det 19. århundrede, Garibaldi, Freyd og Dumas, for bare at nævne nogle stykker. Han færdes i underverden (nogle gang helt bogstaveligt ment), han færdes blandt studerende og han færdes i det bedre bogerskab, han færdes hvor det er nødvendigt for at få sine idéer igennem.

Bogen har i det det hele taget alt der skal til for at blive en hammer spændende roman, men den fortaber sig i historiske detaljer. Forstå mig ret, jeg elsker historiske romaner, men på et eller andet tidspunkt kammer det bare over, og man står som læser og føler at det er ens egen skyld at man ikke forstår, at det bare er fordi man er så pokkers dum.

Bogens overordnede temaer er jødehad og mediernes rolle, og det har jeg skrevet mere om på Kultur for unge, men et tema som jeg fandt yderst interessant, var hovedpersonen, Simoninis, forkvaklede seksualitet. Han hader for at sige det mildt kvinder, og det er ikke fordi han foretrækker mænd. Han føler en enorm afsky mod at skulle føle nærhed, især fra en kvinde, og i stedet kaster han alle sine dyriske lyster over maden. Simonini er nemlig en sand gourmet, og Eco gør meget ud af at beskrive alt den lækre mad han spiser, desværre står det hele på enten fransk eller italiensk, og det er kun i sjældne tilfælde oversat, så man står lidt tilbage uden helt at have en idé om hvad der egentlig foregår.
Nej, nu går jeg hen og bliver alt for negativ. bogen har bestemt sine litterære kvaliteter, for ligesom Simonini har et forkvaklet forhold til kvinder, så lykkes det ham heller aldrig at komme på venskabelig fod med mænd, han er derfor en yderst ensom mand, en mand der lever og ånder for sin mission.

ORIGINAL TITEL: Il cimitero di Praga DANSK TITEL: Kirkegården i Prag FORFATTER: Umberto Eco FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 528 UDGIVELSESÅR: 2010 (2012)

mandag den 14. maj 2012

Hvis børnepsykologien var opstået i Japan

Denne lille artikel var en jeg fik af en af pædagogerne på mit bosted efter en samtale vi havde haft, som jeg hverken kan huske hvor startede eller hvor endte, men sådan nogle små diskussioner har vi fra til til anden for at jeg ligesom kan holde de små grå i gang, ellers er det meget let at sumpe hen på et sted som dette. I hvert fald nævnte hun den, og jeg tænkte, at den kunne da egentlig være ret spændende at læse.

Hvis børnepsykologien var opstået i Japan - Om tværkulturelle erfaringer og udviklingspsykologiske teorier.

Der ligger to ting i at studerer andre kulturer når man taler om udviklingspsykologi. For det første er det relevant at vide, om de teorier og hypoteser vi har, om de er universelle for menneskeheden, eller om de er kulturelt betingede. Vi får også et indblik i hvordan vores egne holdninger måske mere er udtryk for personlige eller kulturelle meninger og moral. Okay, helt ærligt, så kan jeg ikke helt se hvorledes de to adskiller sig fra hinanden, jeg ser det lidt som to sider af samme sag, alt efter om vægten ligger på objektet eller subjektet, med fred være med det, det er jo trods alt ikke mig der læser pædagogik, og jeg skal ikke til eksamen i dette her.

Grunden til at der er valgt at blive fokuseret på Japan er, at det er et af de lande hvor levestandarten minder om vores eget samfund, den japanske kultur kan ligeledes defineres som 'finkulturel', men samtidig er den så markant anderledes fra den vestlige verden. Her kan man virkelig studere forskellen på arv og miljø (der bliver dog ikke talt om hvorvidt der kan være genetiske forskelle på japanske og vestlige børn.

Artiklen lægger vægt på hvordan de vestlige børn bliver opdraget til at være små individualister, hvorimod de japanske skal lære at være i harmoni med omgivelserne, og det er jo alt sammen meget godt, næsten for godt, for forfatteren er blevet så forblændet at hun glemmer alle videnskabelige principper og tager parti. Det fremgår klart af artiklen at den vestlige imperialisme er dåm og Japan er super sej, og sådan er det måske nok på nogle områder, men hun glemmer lidt, at Japan f.eks har jordens højeste selvmordsrate og at Japan er lige så forblændet af vesten som vi er af dem.

Når man skriver en videnskabelig artikel, skal man ikke begynde at tage parti, for det er ikke kun irriterende, det ødelægger helhedsindtrykket, og det sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af fakta. Noget andet der ødelægger helhedsindtrykket er, at der er så mange stavefejl og slåfejl, at det er til at græde over.

TITEL: Hvis børnepsykologien var opstået i Japan FORFATTER: Inger Bernth TIDSSKRIFT: ukendt  SIDETAL: 135-155 UDGIVELSESÅR: ukendt

lørdag den 12. maj 2012

Doppler som stykke


Andreas Doppler er en kompetent mand, en yderst kompetent mand, ligegyldigt hvad han har givet sig i kast med siden han var barn har han været kompetent, for det er jo sådan det skal være i vores samfund.

En dag på en cykeltur ude i skoven styrter han, og han ligger på jorden og rundt omkring ham er der helt stille, og det giver ham for første gang mulighed for at tænke over sit eget liv. Denne hændelse vender op og ned på hans liv, og han flytter ud i skoven hvor han vil leve fra hånden til munden, han vil være JÆGER, han vil være en rigtig mand.

Ude i skoven er der stille, og der sker ikke så meget, så Doppler, sådan kalder han sig nu, får tid til at tænke over tingene, over sig selv, over sit liv og over vores samfund, og han føre lange forvirrede samtaler med sig selv. Man kan ikke nødvendigvis sige at han bliver klogere af at få tænkt over tingene, på mange områder, hvis ikke de fleste, bliver han faktisk mere forvirrende, men det forhindre ham ikke i i nogle personers øjne at forvandle ham til en vis eremit, som de på sædvanlig menneskelig vis kopiere uden at have forstået noget som helst.

En der dog ikke er imponeret er Dopplers kone, hun er nemlig gravid og vil gerne have ham hjem hvor han har værsgo at tage sin del af ansvaret, men Doppler er ikke parat til at vende tilbage til vores samfund.

Doppler er som nævnt i meget kompetent mand, og i sin flugt ud i skoven forsøger han at komme væk fra alt det kompetente, og så alligevel, for han gør en ihærdigt forsøg på også at være en kompetent skovmand, men det lykkes kun delvist, for han har svært ved at finde vildmanden i sig selv.

Hans store manddomsprøve er da han i sult nedlægger en elg, men den efterlader sig en unge, og han føler at han skal retfærdiggøre sin handling, men det står ikke helt klart om han skal retfærdig gøre det over for elg kalven, som han døber Bongo, eller over for sig selv.

Bongo bliver dog en vigtig del af hans liv, på mange måder finder han mere samhørighed med denne elgkalv end han gør med sin egen søn der også dukker op i historien, og det har noget at gøre med at han også selv har mistet.

Doppler har lige mistet sin far, en mand han slet ikke kendte og som han ikke helt kan beslutte sig for, om han syntes om.

Et af stykkets centrale emner er forholdet mellem fædre og sønner. Der er Doppler og og hans far, der er Doppler og hans søn Gregers, og der er den excentriske eneboer Düsseldorf og hans far der var en tysk soldat. Düsseldorf ærer sin far gennem et miniaturelandskab af den krigsscene hvor hans far døde, så Doppler vil også ære sin far, han vil bygge et monoment over en ensom mand, for jobbet som far er ensomt for kender fædre og sønner virkelig hinanden?

Erland Loes "Doppler" er, jeg fristes næsten til at sige endelig, blevet gjort til et teaterstykke, en formidlingsform der passer perfekt til denne lidt skæve roman, og det bliver gjort godt.

Teateret Katapult er et lille teater, og det kræver en vis form for intimitet med publikum, ellers bliver det bare super pinligt. Jeg var inde og se stykket sammen med en skoleklasse, og det gjorde mig nervøs, for børn er meget umiddelbare og er derfor enten et meget taknemmeligt eller et meget hensynsløst publikum, og det kunne ende med at blive temmelig akavet, men skuespillerne formåede rigtig godt at fange de unge menneskers interesse, så det blev en virkelig fed oplevelse, meget federe end at se det sammen med voksne der har mere travlt med at virke kloge end henførte.

Forstod skoleeleverne det så? Ja det tror jeg på deres egen maner. Efter stykket var der spørgetime, og elevernes spørgsmål var gode og afspejlede deres alder (ca 14). Lærerne derimod var pinlige, de havde ikke en gang læst bogen (og den er altså ikke så forfærdelig lang). Så tillykke til skuespillerne og bravo til børnene.

Der findes en række af disse små teatre rundt omkring, og det er ikke noget helt almindelige mennesker går og tænker på, for os er det mest de store teatre der tæller noget, og det er en forbandet skam, for et lille teater tager ofte større chancer, det er noget de brænder for og eksperimentere med, så det er forhåbentlig ikke sidste gang jeg hører noget fra Katapult.

Manuskript: TeaterMinisteriet efter roman af Erlend Loe Skuespillere: Helga Rosenfeldt Olsen, Steffen Nielsen, Jacob Melchior Instruktion m.m.: Theresa D. Grønning Scenografi: Hans Krull og TeaterMinisteriet Lysdesign: Mogens Knudsen Lyddesign: Sune Hede

onsdag den 9. maj 2012

Skæringspunkt og andre noveller

SPOILER ALERT!

Hvordan giver man et resumé af en novellesamling? Det spørgsmål har plaget mig siden weekenden, så derfor er der for første gang gået flere dage med at udtænke en anmeldelse. Det er ikke fordi jeg er i tvivl om hvad jeg mener og bogen, den var nemlig god, men jeg var udelukkende forvirret over hvordan jeg skulle beskrive den.

De fleste af Flannery O'Connors noveller i samlingen "Skæringspunkt og andre noveller", som både er en af de bøger jeg har modtaget fra Katolsk Forlag OG en af mine '1001 bøger' i min bogudfordring, handler om en person der af den ene eller anden grund føler sig bedre end folk omkring ham/hende. Det kan være fordi han/hun er hvid, rig, uddannet eller fordi han ikke som sin mor lader sig diktere af gamle tiders racekløft. Men når så han/hun har fået et par sider til at fortælle hvorfor han/hun er bedre end andre, og hvor synd det egentlig er for ham/hende, så får han/hun sin velfortjente straf

O'Connor beskriver livet i de amerikanske sydstater både med en knivskarp analyse af forholdet mellem rig og fattig, sort og hvid, gammelt og nyt, men også med en varme der siger, at hun faktisk på en eller anden måde holder af de personer hun skriver om, ligegyldigt hvor irriterende de til tider kan være. Hun er dybt forankret i sydstaterne, men også i sin katolske tro.

Personerne i novellerne er dog så selvhøjtidelige og irriterende, at jeg der ikke nærer så stor en kærlighed til sydstaterne og mine medmennesker generelt flere gange var ved at få spat og måtte lægge bogen fra mig indtil mit blodtryk igen var normalt. Det værste var dog at jeg flere gange genkendte mig selv, mine tanker og mine handlinger i bogens personer. Er jeg virkelig sådan et skrækkeligt menneske? Hvis det der virkelig er mig, hvordan kan folk så holde ud at være sammen med mig? Måske er folk omkring mig bare mere åbentsindede end jeg er og måske er jeg bare ikke helt SÅ slem. Sandheden er nok at vi alle går rundt og føler os en lille smule bedre end andre mennesker, bare sådan en gang imellem, ikke at vi altid føler os som de aller bedste, men selv når vi er nede, kan vi som regel finde nogen der er mindre end os selv. Det er den side O'Connor konfronterer os med, og hun gør det godt.

Novellerne er ikke direkte religiøse, selvom nogle mere end andre beskæftiger sig om religiøse tematikker såsom skyld, erkendelse og åbenbaringer, men forfatterens egen religiøse ånd ligger lige under overfladen og danner fundamentet i historierne

ORIGINAL TITEL: Everything that rises must converge DANSK TITEL: Skæringspunkt og andre noveller FORFATTER: Flannery O'Conner FORLAG: Katolsk Forlag SIDEANTAL: 222 UDGIVELSESÅR: 1965 (1984)

lørdag den 5. maj 2012

Rubâijât

Det kan måske anses for en fornærmelse at denne lille persiske bog her på bloggen bliver smidt ind under kategorien 'arabiske verden'. Jeg vil undskylde over for mine iranske venner med at det er for nemheds skyld, for at der ikke skal blive for mange kategorier, og love, at hvis der kommer flere, så vil de få deres egen overskrift.

Omar Khajjâm var en multikunstner inden for adskillige videnskaber, filosofi, teologi og digtning der levede i Persien i det 11. og 12. århundrede.

Det persiske rige blev stort under den zoroastrisk religion, og kunst og litteratur blomstrede, men i 700-tallet kom araberne, og det blev indledningen til et 200-årigt mørke, men på Khajjâms tid kom der endnu en persisk guldalder, hvor vinen flød, videnskaben blomstrede og ordene strømmede fra poeterne som honning (ja det var en lidt anden islam end den vi kender i dag) og den varede indtil begyndelsen af 1100-tallet hvor korstogene satte ind og islam blev defensiv og indesluttet og det lod ikke meget blads til kunstarterne. Khajjâm var stadig i live på den tid og lagde i stor stil sine tidligere beskæftigelser på hylden til fordel for sin rettroenhed.

Et rubâî er en strofe på fire vers og som oftest handler om livsnydelse, vin og elskov, med en religiøs eller filosofisk pointe. Der findes mange myter om hvorfra Khajjâm fandt sin inspiration, der dog ofte indeholder druk og mystiske oplevelser, men mange af disse myter er af en senere dato.

Jeg drikker mit Bæger, hver brav Mand gør det samme.
Tro ej Guds Vrede sligt Smaateri vil ramme.
Gud vidste fra Evighed, at jeg vilde drikke,
 og drak jeg ej, blev Guds Alviden til Skamme.
 Man fornemmer i denne strofe Khajjâms munterhed, som man finder i alle hans strofer, og han bevarer også sin munterhed over for Gud. I denne lille strofe kan det dog lyde som om han ikke tager sin Gud alvorligt, men man skal ikke lade sig narre, for det gør han helt bestemt, blot på sin egen lidt fordrukne facon. Og skønt han udpensler sin egen drukkenskab, så har han ikke andet end hån til overs for de skinhellige der slider deres bedetæpper op, men i hjertet er lige så sorte som alle os andre.

Khajjâm er på den måde en mand der ser sin egen menneskelighed i øjnene og morer sig over den. Han drikker, han elsker, og han lever i det hele taget livet fuldt ud, og det er det jeg elsker ved ham. Jeg ville dog ønske, at jeg havde læst den i en mere moderne oversættelse, for når det alligevel skal oversættes fra et sprog så forskelligt fra vort, så kan det lige så godt blive oversat til moderne dansk.

Værket er fyldt med humor, og er nok en af de bedste digtsamlinger jeg til dato har læst. Faktisk gav jeg mig kun i gang med den i protest med "1001 bøger" og dens stærke overvægt af vestlige bøger, så jeg tænkte fandeme nej og gik i gang med den første og bedste ikke vestlige bog jeg kunne finde på min fars bogreol, og det var altså denne her, men hvis man ikke tager chancer, så misser man alle de små særlige overraskelser der ligger gemt hist og her.

TITEL: Rubâijât FORFATTER: Omar Khajjâm FORLAG: København SIDEANTAL: 64 UDGIVELSESÅR: 1100-tallet (1943)

torsdag den 3. maj 2012

Kongens fald

SPOILER ALERT!

Historien går sin gang, og Danmark går i krig i Sverige, Slesvig-Holsein og så i Sverige igen, først under kong Hans og siden under kong Christiern (Christian 2.). Christiern tager som optakt til reformationen et opgør mod kirken der på dette tidspunkt har en enorm magt og store store jordbesiddelser. Kongen er populær blandt almuen, men ikke blandt de adelige der jo havde set ham henrette en stor del af deres svenske kolleger og kongen tages til fange. Jyske bønder gør oprør men de når ikke langt og bliver mejet ned.

Sådan lyder noget af den Danmarkshistorie, som man i "Kongens Fald" kun får lov til at opleve som noget fjernt noget der ikke rigtigt kommer os ved, og det på trods af, at bogens hovedpersoner til tider står lige midt i det hele.

Jeg har nu siddet og gloet ind i skærmen i et kvarter, og jeg har ikke den fjerneste ide om hvordan jeg skal give et resume af denne noget forvirrende fortælling, så det vil jeghelt lade være med. Jeg vil i stedet springe direkte til nogle af bogens tematikker.

Historiens gang er kun noget man svagt aner i horisonten, selv når man står med mudder og blod til knæene, for lad os sige det som det er, at selvom bogens hovedperson, Mikkel Thøgersen, gik på universitetet indtel han på grund af forsømmelse blev jappet ud, så er og bliver han en bondesøn, og selvom han både kan hebraisk og latin, så ved han kun ganske lidt om den aktuelle politiske situation, og han interesserer sig vist heller ikke synderligt for det. Jeg har altid fundet historie spændende, men jeg følte mig for det meste temmelig blank, og jeg havde ikke den fjerneste idé om hvad der foregik, for jeg har ikke beskæftiget mig synderligt med middelalderhistorie siden midten af 90'erne hvor der blev spillet skak om Danmarkshistorien med Piet van Deurs.

Dengang da jeg gik i folkeskole og pigerne havde deres store og små intriger, da fik vi at vide, at det var meget bedre at være dreng, for drenge kom op og slås, og så var den sag ude af verden. Jeg er vokset op med den myte, at drenge på det punkt er pigerne langt overlegne, men det er denne bog et smukt modbillede på. Mikkel er nemlig en bitter, smålig og yders ucharmerende personlighed. Er han først blevet sur på nogen kan han bevare sit nag i årevis og tage en bitter hævn.

Dette er en bog om mænd på godt og ondt, mest ond. Der er den indesluttede Thøger, den livlige kvindebedåre Axel, smukke myndling Otte og den stærke kon Christiern, men alle har de en stærk udelængsel, de skal have løbet hornene af sig, og hvilken bedre måde end at drage i krig og nedlægge damer, nogle er bedre til sidstnævnte end andre, men for dem alle trækker krigen og især Mikkel der aldrig helt falder til ro drages af krigen tomult. Men på trods af alle de lident flaterende ting der nævnes om bogens personer, så opstår der mellem Mikkel og den ensomme tilfangetagne konge, som han siden han var ung har beundret og ønsket at tjene, et varmt bånd.

Johannes V. Jensen er jo nobelprismodtager, kulturkanon national klenodie og 1001 bøger, så jeg burde være ved at falde i svimer over bogen. Den er da ganske udmærket, og jeg nød at læse den, og selvom jeg godt kan se at den var langt forud for sin tid i stilistiske virkemidler, så er den i dag ikke noget så specielt særligt, så på det punkt skuffede den mig nok lidt.

Det bedste ved bogen var dog, at den ikke prøvede at trække et moderne verdensbillede ned over hovedet på en anden tid. Den lader middelalder være middelalder uden nogen tendenser til demokrati et skønjomfruer i nød. Der bliver slået ihjel voldtaget og reddet mil efter mil i godt dansk lortevejr.

Sikker Hansen illustrationer er dog en blandet fornøjelse. Nogle, som fer eksempel forsidebilledet er flotte og stemningsfyldte, men nogle indtil flere virker kedelige, ja nærmest ligegyldige.

TITEL: Kongens Fald FORFATTER: Johannes V. Jensen FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 240 UDGIVELSESÅR: 1900-1901 (1944)