mandag den 31. december 2012

The God of Small Things

"The God of Small Things" eller "De små tings gud" handler om de tveæggede tvillinger Estha (dreng) og Rahel (pige). I slutningen af 1960'erne, da tvillingerne er 7 år gamle, sker der en forfærdelig ulykke, og de mister deres uskyld og alt hvad de holder kær. Tvillingerne bliver skilt ad, og de ser ikke hinanden igen i over 20 år. De er nu begge ødelagte af de begivenheder der skete den sommer, den ene tom den anden tavs.

Man får ikke straks at vide hvad der skete den sommer. Ved at springe frem og tilbage i tiden bliver vi først præsenteret for en perlerække at handlinger og konsekvenser der strækker sig gennem flere generationer. Det er handlinger af vold og kærlighed, sex og psykisk terror. Det er en splittet familie i et splittet land i en splittet verden. De to tvillinger har ikke en chance, de må bare flyde med strømmen, og tage imod hvad verden præsenterer dem for.

Et af bogens hovedtemaer er hvem der må elske hvem, på hvilken måde og hvor meget. Det er børnene der bliver elsket dobbelt så meget af deres mor, fordi de ikke har nogen far, datteren der bliver elsket en lille smule mindre fordi hun sårer sin mor, pigen der bliver elsket mere en alle andre, drengen der bliver tvunget af manden, den kasteløse der bliver elsket selvom det er forbudt, manden der har noget at bevise, kvinden der bryder reglerne og må tage konsekvenserne. Det er en hel verden der bliver til kaos fordi reglerne bliver brudt, og politiet der må genoprette orden. Det var en fantastisk og smuk bog, men det var svært at leve sig ind i den, for det er en verden jeg ikke er en del af, og som jeg ikke forstår.

Det er en lingvistisk, semantisk og morfologisk bog, dvs noget om sprog i alle dets former og skikkelser. Tvillingernes egentlige sprog er malaayan, men deres familie er anglofile, så de taler engelsk, de leger med engelsk, de eksperimenterer med engelsk, og det giver et helt andet stemningsbillede end folk der skriver på engelsk, bare fordi det nu engang er det land de er født i, eller fordi det bare er praktisk. Hvordan denne bog kan oversættes til noget som helst sprog, det forstår jeg ikke, jeg forstår det så lidt, at jeg faktisk overvejer at læse bogen én gang til og så på dansk for at finde ud af det.
"Little Man. He lived in a cara-van. Dum dum".
Det er omkvædet til bogen og minder hele tiden én om den barnlige uskyld der prøver at vinde fodfæste.

Det er en politisk bog, om arbejderes rettigheder og om de kasteløse, men forfatteren, hvis man slår hende op på Wikipedia, forfatter og politisk aktivist er aktiv inde for mange andre områder også, og der er sikkert masser af hentydninger til mange af disse andre områder også, jeg opdager dem bare ikke, fordi det er en verden så fjern fra min egen. Selvfølgelig ved jeg at Indien eksisterer, selvfølgelig har jeg læst ting fra og om Indien, men et eller andet sted forbliver det en eventyrverden. Jeg har ingen anelse om hvordan klædningsstykkerne, dyrene og planterne ser ud, jeg ved ikke hvad maden er, jeg kender ikke floderne og himlen og menneskene, men jeg bliver alligevel suget ind i verdenen, frastødt og fascineret. Flere gange refereres der til Joseph Conrads "Heart of Darkness" og viser Indien som det det nye Afrika med deres elitære hvide/honningfarvede og og sorte/mørke slaver.

TITEL: The God of Small Things FORFATTER: Arundhati Roy FORLAG: Harper Perennial SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 1997

fredag den 28. december 2012

The Hobbit

En meget veltilfreds Smaug på sit guld
Jeg fik læst "Hobbiten højt da jeg var barn, men da jeg for nyligt var inde og se filmatiseringen (nr 1 af 3), da kunne jeg ikke huske nær nok til at vurdere hvad der var rigtigt og hvad der var opfundet. Okay, det hele er vel i grunden opfundet, men hvad der er opfundet af Tolkien og hvad der er opfundet af Peter Jackson. Så var der jo ikke andet at gøre end at læse den igen.

Thorin er efterkommere af dværgekongerne under det Ensomme Bjerg, hvor de samlede deres skatte, men så kom dragen Smaug og drev dem på flugt. Nu vil dværgene have deres rige tilbage, og for at få det skal de have hjælp fra troldmanden Gandalf, og hobbiten Bilbo. Bogen handler om  de 13 dværge, Bilbo og til dels Gangalfs farefulde rejse gennem Midgård til det Ensomme Bjerg, hvor de skal overvinde dragen, bemægtige sig skatten og kæmpe et stort slag, men vejen er farefuld og slutningen ikke helt som de regnede med.

Jeg er ikke den store fantasy læser, heller ikke Tolkien. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide det, jeg får det bare ikke gjort, men jeg har da læst nok i mine yngre dage til at jeg synes at jeg kan give en nogenlunde kvalificeret vurdering af kvaliteten, og jeg må sige at Tolkien ligger helt i toppen, både hvad angår historien og de litterære kvaliteter. Min far siger tit om "Ringenes Herre" (bøgerne) at de indeholder 1 kys og endnu færre vittigheder. Jeg skal ikke kunne sige noget om de romantiske kvaliteter, da der simpelthen ikke er nogen kvinder i "Hobbiten", men vittige bemærkninger er der da nogle stykker af, om end kun få.

Bogen er opbygget med krise, løsning, krise, løsning, som en perlerække af små uafhængige eventyr der først knyttet til hinanden til aller sidst i det store slag, hvilket i mange genre ville virke irriterende, men når der er tale om krigere, og man ikke ved om personerne vil overleve dagen i morgen, så giver det på sin vis fint mening. De forskellige dele er heldigvis meget afvekslende, og man kan gradvist se hvordan hovedpersonen, Bilbo, udvikler sig, og hvordan dværgene ændre deres opfattelse af deres lille følgesvend. Ellers er der ikke synderligt meget personkarakteristik at hente.

"Hobbiten" er en relativt kort bog, og den er planlagt til at strejke sig over 3 helaftensfilm, så selvfølgelig var der i filmen en masse kriser og slag, bulder og brag, som enten kun ganske kort, eller overhovedet ikke omtales i bogen. I den første del af bogen, som jeg har set på film, savnede jeg egentlig lidt alle de sideløbende historier, men da jeg først kom til næste del, virkede historien egentlig mere sammenhængende og, ja jeg tør næsten ikke bruge ordet i en fantasysammenhæng, troværdig.

I forbindelse med filmatiseringen af "Ringenes Herre" var jeg en af de mange piger der sukkede over Legolas, og elvere var bare de sejeste, men i "Hobbiten", både filmen og bogen, finder jeg dem en smule fimsede og irriterende. Det er selvfølgelig ikke så efterstræbeligt at klæde sig ud som dværg, og dværge er også ret irriterende i det lange løb, men dværge forventes at være sådan. Jeg var ret skuffet over at blive skuffet af elverne.

TITEL: The Hobbit FORFATTER: J R R Tolkien FORLAG: Unwin Paperbacks SIDEANTAL: 253 UDGIVELSESÅR: 1937 (1977)

søndag den 23. december 2012

Leoparden

Italien, Sicilien, 1860-1910.

Det var en tid med store sociale forandringer, Italien blev samlet, adelen mistede magt, penge og anseelse, og bogens hovedperson, fyrste Selina, skal prøve at manøvrere sin familie helskindet igennem denne nye samfundsorden. For at gøre det må han kombinere den gamle magt, adelen, navnet, hans familie, med den nye magt, pengene, proletariatet, borgmesterens Calogero, og han lader sin nevø, Tancredi, gifte sig med Calogeros datter Angelica, også selvom hans egen datter er smask forelsket i ham.

"Leoparden" foregår samme tid og sted som store dele af Umberto Ecos roman "Kirkegården i Prag", og jeg må med skam erkende, at jeg stadig ikke forstår ret meget af det politiske spil. Det er på den tid da general Garibaldi kommer til Sicilien med sin frivillige hær, rødskjorterne, og Tancredi slår sig til ham af opportunistiske frem for ideologiske årsager. Den sociale og politiske revolution, Risorgimento, er langsom om for alvor at slå igennem. Der bliver afholdt et valg, men modstandernes stemmer bliver ignoreret, de eksisterer simpelthen ikke, men politik har alligevel ikke ret meget med de almindelige mennesker at gøre, så hvad skidt, om den ene eller anden har magten kan vel komme ud på et. Fyrsten ledes til at tro, at intet for alvor vil blive forandret, men må til sidst erkende, at han er den eneste sande leopard.

Bogens store modstykker er fyrsten Selina og borgmesteren Calogeros, hvis familier skal forenes i et fornuftsægteskab. Der bliver snakket meget om Angelicas skønhed, men det er bare en bonus, det er hendes penge der er vigtige. Fyrsten er fra en af de gamle adelsslægter, og hele hans liv er gennemsyret af den KORREKTE opførelse, selv når han besøger en luder mens hans kone får et hysterisk anfald, så gør han det på den korrekte måde. Borgmesteren tilhører den nye magt, han har opkøbt land og skabt sig en formue, men han er en plebejer, og kan ikke engang barbere sig ordentligt. De to mænd bryder sig ikke om hinanden, men de har et fælles mål, fyrsten har brug penge, og borgmesteren har brug for et navn.

Dette er for hovedpartens vedkommende en bog uden illusioner. Lampedusa, der selv hørte til en af de gamle adelsslægter, og han havde været vidne til deres hovmodige forfald. I "Leoparden", navngivet efter leoparden på Selines våbenskjold og efter fyrstens stoiske elegance, prøver Lampedusa at skære det sicilianskes folk, og ikke kun adelen ind til benet og tage dem med bukserne nede. Det lykkes ganske fint, og det er et næsten helt gennemført ironisk værk om hovmod og manerer, både gode og dårlige. Det er i hvert fald så langt som jeg forstår, for jeg ved alt for lidt om disse ting til helt at forstå de finere nuancer. I slutningen, hvor Selinaslægten kun er en skygge af sig selv, mister bogen dog lidt sit sarkastiske bid og går hen og bliver lidt småsentimental, og man kan efter min opfattelse sagtens helt droppe at læse de to sidste kapitler, men det er måske bare mig der igen ikke rigtigt forstår.

Som modvægt til bogens sydende sarkasme, er sproget umådelig smukt og flydende, og måske var det det der forledte mig til i lang tid at opfatte fyrsten som en god og behagelig mand. På grund af alle de afsløringer bogen kom med, fik forfatteren flere gange afslag, og den blev først udgivet efter hans død. Den bliver betegnet som en af de vigtigste romaner i nyere italiensk litteratur, og en af de vigtigste historiske romaner. Ligesom der er nogle forlag der må ærgre sig over at have sagt nej til JK  Rowling, ligeledes må der nu være nogle italienske forlæggere der har godt og grundigt ondt i røven, for selv et halvt århundrede senere, sælger bogen stadig godt.

ORIGINAL TITEL: Il Gsttopardo DANSK TITEL: Leoparden FORFATTER: Giuseppe Lampardusa FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 253 UDGIVELSESÅR: 1958




søndag den 16. december 2012

1Q84, trilogi

I to år har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse disse tre bøger, også selvom jeg er stor Murakami fan. Først ville jeg vendte til alle tre bøger var udkommet, og da de var, så kom jeg bare aldrig frem til det. Måske virkede det så uoverskueligt med tre bøger, måske var jeg inde i en dårlig periode eller måske glemte jeg bare alt om den. Jeg ville egentlig gerne eje dem fandt jeg ud af. Normalt går jeg ikke op i om bøger er lånt eller købt, men særlige bøger, dem jeg virkelig godt kan lide, der får jeg et adrenalin kick af at se dem på min bogreol, det ser nærmest smukt ud. Men så kom det til prisen. Hvert bind kostede over 200 kr, og det synes jeg ikke lige at jeg havde plads til på budgettet, men så fandt jeg hele trilogien samlet til 190 kr og så skulle man være et skarn hvis jeg ikke købte den, og når en god bog er købt, så skal den også læses.

Aomame og Tengo er skal begge til at gøre noget højst usædvanligt, og når man gør det, så kan verden ikke længer forblive den samme, den ligner godt nok sig selv, men der er to måner på himlen og en religiøs sekt får Aomame og Tengo i søgelyset. De lever hver deres liv, hvert deres sted i Tokyo, men deres skæbner er tæt forbundne. Dette er en romantisk fortælling om en dreng og en pige der skal finde hinanden, men Tokyo er en stor by, og de skal ikke bare finde hinanden, ved at slå et navn op i telefonbogen, de skal FINDE hinanden på et højere niveau, og Tokyo er en stor by, og livet er endnu større, så hvis det skal lykkes, så må virkeligheden vrides og vendes. Murakamis magi handler ikke om at svinge en tryllestav eller brygge en eliksir, det handler om at være tålmodig og vendte på at skæbnen leder en. Det handler om, at der er en virkelig virkelighed, og så er der Aomame og Tengos vikelighed hvor små mænd skaber luft pubber og skaber en spejlverden der er til for at det umulige vil ske, at Aomame og Tengo møder hinanden.

Aomame og Tengos kærlighed er selvfølgelig den ægte vare. De forelskede sig i hinanden da de var 10, men der gået 20 år og de er langt fra hinanden. For Aomame er sex noget der er fysisk og destruktivt, noget der skal til tor at dæmpe følelserne indeni. For Tengo er det et fysisk behov der bare skal opfyldes fra tid til anden, ikke noget der betyder alverden. Sexscenerne i bogen er amputerede og forkvaklede, for følelserne er skåret fra. Sex med børn finder sted i bogen og fordømmes, men det virker på en eller anden ret provokerende måde ikke meget mere forkvaklet end sex uden følelser. Den 'ægte' sex findes dog, og den er både noget fysisk og noget åndeligt, det er noget ganske særligt, og det er den eneste slags sex der kan nydes fuldt ud.

Der foregår mangt og meget i bogen, men det finder alt sammen sted for at Aomame og Tengo skal finde hinanden, så man skal ikke nødvendigvis forvente, at man får en afslutning på de spørgsmål man uundgåeligt kommer til at stille sig selv. Når han kun behøves at gribe de aller vigtigste bolde, og kan lade de resterende falde ned i intetheden, giver det Murakami mulighed for at takle en langt bredere vifte af personer, temaer og magiske elementer, og det er utrolig spændende at være vidne til, men også dybt frustrerende. Ved en hvilken som helst anden forfatter, ville man finde det sjusket eller finde forfatterens evner begrænsede, men dette er Murakamis stil, og det er ikke fordi han ikke kan fortælle, det er fordi han ikke vil, for der er spørgsmål der ikke bør besvares. Hvis man for eksempel skulle høre hvordan det sidenhen gik den unge pige Fuku-Eri, ville man forvandle noget magisk til noget profant, og magiske er lige nøjagtigt hvad Murakamis bøger er og bør være. Der kommer heller ikke mange forklaringer på hvordan tingene fungere, det gør de bare, det er som om skæbnen har en syg sans for humor

Et sted drikker Tengo Carlsberg, og et andet sted læser han Isak Dienesen, aka Karen Blixen, og mit hjerte bankede af national stolthed, lige indtil min mor spurgte, om han gør det samme ved andre lande. Pludselig lagde jeg mærke til, at det gjorde han, og da jeg først havde lagt mærke til det, så var det egentlig lidt irriterende. Det er fedt, når det er ens eget land, men når det er Costa Rica, Finland, Tyskland og Australien. Forfattere bliver også nævnt i hobetal, også uden at have noget med historien at gøre. Men måske irriterer det mig fordi det er sådan jeg selv taler, om ting der egentlig ikke har noget med det overordnede tema at gøre. Måske er det for at blære mig over alle de ting jeg ved, eller måske er det fordi der alligevel dybt nede er en mening med det hele. Chekov sagde, at hvis man introducerer en pistol i en histories, så skal den også affyres, men meget er sket siden russisk litteratur i 1800-tallet, og Murakami introducerer et utal af elementer
der aldrig bliver brugt.

En sjov lille note her til sidst, så er et af bogen tilbagevendende motiver licensindsamlere til NHK (Japans DR), og licens i Japan fungere stort set på samme måde som i Danmark, man skal ifølge loven betale det, ligegyldigt om man ser NHK eller ej, og det er et selvstændigt organ, der i hvert fald i teorien ikke har noget med staten at gøre, det er desuden lige så upopulært i Japan som i Danmark.

ORIGINAL TITEL: 1Q84 ENGELSK TITEL: 1Q84 FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Vintage SIDEANTAL: 1318 UDGIVELSESÅR: 2009+2010 (2011)

torsdag den 13. december 2012

Barn Jesus i en krybbe lå

Denne bog er skrevet af Kirsten Nielsen, som jeg på universitetet har haft til et fag om Genisis (1. mosebog). Hvilket gjorde at det undrede mig, at hun har skrevet en bog om noget så essentielt for det NYE testamente som juleevangeliet (Lukas 2,1-20). Hun er en sød ældre dame, og blændende dygtig. Hendes forsknings områder er Gammel Testamente; Bibelen som litteratur, gudsbilleder i Bibelen, intertekstualitet, Jobs bog, metaforik, Satanskikkelsen i Bibelen, og Bibelens receptionshistorie; bibelsk billedsprog i moderne salmer (kopieret fra universitetets hjemmeside). Derfor giver det alligevel god mening, for juleberetningen er ikke nogen enkeltstående tekst som kun findes hos Lukas, den har rødder mange steder i det gamle testamente, den findes hos evangelisterne, den strakte sig ud og blev til et utal af manuskripter som ikke kom med i den endelige udgave af Biblen, de såkaldte gammeltestamentlige pseudopigrafer og de nytestamentlige apokryfer, og i dag kender vi den blandt andet fra vores salmer, og det er ud fra disse sammenhænge, at Kirsten Nielsen har skrevet sin bog.

Bogen koncentrerer sig om julekrybber, og Kirsten Nielsen har brudt dem ned til deres enkelte bastandele. Der er den hellige familie, oksen og æslet, hyrderne, englene de hellige tre konger og stjernen. Hver del har sin egen historie der ikke altid hører til hos Lukas. Lad os for eksempel tage oksen og æslet som findes i mange julekrybber, som som hverken står nævnt i Lukas eller hos de andre evangelister. Der står til gengæld noget hos profeten Esajas:
Oksen kender sin ejer,
æsel sin herres krubbe;
men Israel kender ikke mig,
mit folk fatter intet.
                              Es 1,3
Så oksen og æslet er med fordi de genkender Jesus som Guds søn i modsætningen til menneskene. Sammenkoblingen af Jesus' fødsel og oksen og  æslet laves i de nytestamentlige apokryfer, i det uægte Matthæusevangelium fra det 9. århundrede.

Alt dette baggrundsmateriale gør dette til en helt speciel julebog på den, fra mit perspektiv, fede måde, men den er også skrevet på en helt speciel måde, på den ene side, er det bedstemoderen/præsten der kommer op i hende der fortæller en sød lille historie om Jesusbarnet der kom til verden julenat, omringet af mennesker dyr og engle, men samtidig kommer universitetsprofessoren op i hende, og bogen er fuld af kildehenvisninger der, hvis man ikke er vant til den slags, kan virke forvirrende på læsningen. Problemet, hvis man kan kalde det det, er, at "Barn Jesus i en krybbe lå" er en sammenfatning at to allerede eksisterende bøger, "Barn Jesus i en krybbe lå" (samme titel) af Ingeborg Pedersen og julekrybbens historie, og "Kristi fødsel" af Ole Davidsen, om, ja du havde nok gættet det, Jesus' fødsel.

Det er spændende hvordan teori (kilderne) og praksis (julekrybberne) smelter sammen til en forståelig helhed, for det hele er ganske forståeligt. Det eneste der kan forvirre er, at man på forhånd bør vide lidt om hvordan Biblen som vi kender den blev til, og om de tekster der ikke kom med, men kan man abstrahere for det, så er dette en rigtig god lille bog.

TITEL: Barn Jesus i en krybbe lå FORFATTER: Kirsten Nielsen FORLAG: Det Danske Bibelselskab SIDEANTAL: 51 UDGIVELSESÅR: 2004

torsdag den 6. december 2012

Mumitroldene og tilværelsens gåde

For syv Søren, jeg havde lige skrevet en lang og fin anmeldelse, men da jeg trykkede 'udgiv' gik siden ned, jeg måtte genstarte computeren, og *puf* var alt hvad jeg havde skrevet væk, den plejer ellers altid at gemme undervej, og det har den også gjort, for jeg havde skrevet det over flere dage, men nu er det væk, og muligvis burde jeg kunne finde det hele et sted, men jeg er en spade til computere, og jeg gider ikke engang gøre forsøget, for det ville sikkert tage mig længere tid end bare at skrive det hele igen.

Hvad er der med store drenge og unge mænd der gør, at de altid skal citere filosoffer, forfattere og andre berømtheder? Helt fra den unge knægt der tror at positivismen handler om at tænke positivt til Jukka Laajarinne der her skrevet en bog hvor eksistentialismen og de 5 filosoffer/forfattere Beauvoir, Camus, Heidegger, Kiekegaard og Satre er nævnt på hver anden linje. Måske er det fordi de ikke tror, at de selv har noget klogt at sige. Det er ikke fordi kvinder på nogen måde er moralsk overlegne på dette punkt, de er bare anderledes. Kvinder 'synes at', 'mener at' og 'tror at', og de gør det for at intimidere andre kvinder, men er mænd filosofiske fordi de tror, at det giver den sex? Jeg elsker Mumitroldene, og jeg har læst dem mange, mange gange, men erotiske? Det tror jeg ikke lige, heller ikke selvom de analyseres igennem en lind strøm af kloge menneskers kloge ord.

"Mumitroldene og tilværelsens gåde beskæftiger sig med eksistentialismen, og kun med eksistentialismen (og kun de fem tidligere nævnte filosoffer/forfattere), hvilket er en skam, for der gives ingen forklaring på, hvorfor lige nettop den filosofiske retning, og det eneste konkrete argument jeg kan komme på er, at Tove Jansson er en efterkrigstidsforfatter, men mere sandsynligt er det, at det bare er eksistentialisterne Jukka Laajarinne selv bedst kan lide, hvilket er fint nok, det burde bare fremstå lidt tydeligere.

Eksistentialismen er en filosofi der har stor fokus på individet fokus på individet og det personlige/frie valg. Der er ingen større mening, ingen dybere logik, og det efterlader tit filosofferne i angst og mismod, hvilket der sandt nok er en del af i Mumitroldene (vi snakker her kun og bøgerne, ikke om de forsødede tegnefilm). Tove Jansson har også stor fokus på individernes udvikling, men det fremstår også, at en person som oftest bliver lykkeligere hvis han eller hun opfører sig i forhold til sin art. En Filifjonk skal helst være patentlig, en Hemul skal være samler eller festlig (der findes forskellige slags Hemuler) og en Homse, han skal have styr på tingene. Der er selvfølgelig undtagelser, og Jukka Laajarinne mener da også, at der er tale om at de er sådan, fordi de er opdraget til at være sådan, og fordi omgivelserne forventer at de er sådan, og det er en helt legal mening, men der er bare ikke mere bevis for det end der er for det modsatte.

Det er meget fint og klogt med en eksistentialistisk vinkel på det hele, men Jukka Laajarinne glemmer tiltider, eller faktisk glemmer han det hele tiden, at selvom Mumitroldene kan læses og give mening for voksne, så er det først og fremmest historier for børn, og de følger børnenes logik og humor. Nogle gange behøves tingene ikke at være så pokkers komplicerede.

Der er dog én person der ikke for alvor får lov til at leve sit liv som hun vil, og det er Murren. Hvad jeg godt kan lide ved bogen her er, at den forsvare hende, også overfor Mumitroldene der ellers er heltene i historien. Murren er stor og Kold og uhyggelig, og derfor er folk bange for hende, hader hende ligefrem og tvinger hende ind i rollen som en skurk. Sandt nok har hun ødelagt Mumimors rosenbed ved at sidde der for længe, så intet mere kan gro, men der er ingen der ser, at hun bare længes efter varmen. Da Toflen og Viflen stjæler hendes kongerubin dømmer Snorkernes og Mumiernes domstol, at hun slet ikke havde ret til at eje den, fordi hun ikke ser den skønhed, også selvom den rent faktisk tilhørte hende. Hun er ikke engang tilstede til at forsvare sig selv, men hov, hvorfor er det hende der er under anklage, det er jo Toflen og Viflen der er tyvene? Jukka Laajarinne ser Murren, og han forsvare hende, han 'glemmer' lidt, at Mumitrolden til sidst tør hende op.

ORIGINAL TITEL: Muumit ja olemisen arvoitus DANSK TITEL: Mumitroldene og tilværelsens gåde FORFATTER: Jukka Laajarinne FORLAG: Alfa SIDEANTAL: 184 UDGIVELSESÅR: 2009 (2012)