onsdag den 30. december 2015

M Train

Jeg kender mest Patti Smith fra musikken, men selvom "M Train" er en form for selvbiografisk bog, så står der stort set intet om musik. I stedet handler den om at drikke sort kaffe, læse gode bøger og se detektivserier på fjernsynet i bemeldte rækkefølge... What's not to like... Det skulle da lige være, at hun indrømmer, at hun bedre kan lide den amerikanske remake "The Killing" frem for den oprindelige "Forbrydelsen". NOOOOO, hvordan kan hun gøre det imod os... Okay, faktisk har jeg aldrig selv set mere end et par tilfældigt løsrevne afsnit, men jeg er list undskyldt, for jeg var meget meget syg dengang, jeg har dog stadig min nationale stolthed...

Jeg vælger dog at tilgive hende, for "M Train" er nemlig en meget speciel bog. Det er ikke fordi den er det bedst skrevne eller den mest spændende, men den er skrevet af en kvinde der skriver som en mand. Hun skriver om at læse fantastiske bøger, besøge berømte kunstneres gravsteder, være med Continental Drift Club uden at være forsker, men bare fordi hun finder tanken kontinentaldrift romantisk (filosofisk), om at lyve sig ind på en mexicansk café ved at påberåbe sig at være journalist/forfatter for at komme til at drikke koppevis af noget af verdens bedste kaffe, om at det er svært at skrive om ingenting, om rodløsheden efter hendes mands død og om at tage billeder med et gammelt polaridkamera.
Hvad der ikke står noget om er tanker om ikke at være god nok, om at være totalt overskudsagtig, om hvor svært det er at kombinere husarbejde med en karriere, lange beskrivelser af tøjvalg*, frygt for hendes (voksne) børns ve og vel eller om at have gode veninder man altid hænger ud med.
Det er egentlig ikke, fordi jeg er helt vild med den form for litteratur, jeg kan bare godt lide at hvordan man skriver og hvad man skriver om ikke skal være bestemt af ens køn.

*her findes der for Patti kun ét rigtigt valg; strømper med bier, over-alls, en slidt og uformelig læderjakke og en strikhue.

TITEL: M Train FORFATTER: Patti Smith FORLAG: Alfred A. Knopf SIDEANTAL: 254 UDGIVELSESÅR: 2015

søndag den 22. november 2015

Courtney Love: The Real Story

Det er ikke til at vid hvor meget "The Real Story" der egentlig er tale om, men betyder det så meget, hvis man ikke ligefrem skal bruge den til en skoleopgave? Der er skrevet tusindvis af grimme ting om Courtney Love, at hun tog stoffer under sin graviditet, at hun ikke gjorde nok for at forhindre Kurt Cubain, hendes mand, i at begå selvmord eller at hun ligefrem fik ham slået ihjel. Enhver der står anklaget har ret til en advokat til at forsvare sig, men den sværeste opgave er at forsvare sig mod folkets dom, og der har de brug for en forfatter eller journalist til at skrive en forsvarstale. På teologisk sprog hedder et sådant skrift en apologi, og for mange hvad er da rockmusik [punk] andet end en religion?

Uden egentlig at vide ret meget om CL på forhånd, så var der dog en historie jeg synes manglede, nemlig historien om hvordan Caitlin Moran kind of accidentally killed Kurt Cubain. I kan høre hende fortælle historien i denne video 8:57 eller lidt senere.


Eller egentlig mangler historien ikke, for den hører nemlig ikke til i CL's historie. Jeg har bare lyst til, at den skulle være der, fordi jeg elsker Caitlin. 

"Courtney Love: The Real Story" er ikke et litterært mesterværk, 100% pålidelig eller en grundig gennemgang og analyse af hendes musik, men den egner sig glimrende til helt almindelig læsning, og den er helt sikkert bedre end sladderbladenes farvestrålende sider eller tilfældige googlesøgninger der sender en ud i internettets mere dunkle hjørner. Vi har dog brug for biografier om rockstjerner, for verden er fuld af unge der har brug for noget at drømme om. Talentfulde unge, unge med en kaotisk baggrund eller personlige problemer. Så læs, lyt, sorter, byg dig din helt egen personlighed!



TITEL: Courtney Love: The Real Story FORFATTER: Poppy Z Brite FORLAG: Orion SIDEANTAL: 209 UDGIVELSESÅR: 1997

søndag den 1. november 2015

Monet + Tossede fugle

Nathalie Djurberg: A Thief Caught In The Act (Blue Bird, Purple Bird)

Kæresten og jeg var egentlig taget på AROS for at se Monet, men det var en smule skuffende, for selvom der var masser af hipsterskæg på fotografierne af Monet, så var der stort set hverken åkander eller broer. Monet er selvfølgelig også god på sine mindre berømte billeder, men det var nettop åkander og broer jeg ønskede at se. Som barn var jeg på museum for at se Monet, men turen blev dengang ødelagt af en mur af voksne museumsgæster, som ikke fandt sympati for en lille pige fra provinsen og hendes lille tegneblok, og som ikke ville give plads, selvom jeg endnu ikke var stor nok til at ødelægge deres udsyn til billederne. 

Nede i forhallen havde jeg set reklamer for en mindre omtalt udstilling. Overskriften "New Nordic" ligner så mange andre titler for tiden, men der var også et billede af en stor tosset fugl, og den kunne jeg ikke stå for.

Det var ikke nogen stor udstilling, bare tre rum, tossede fugle der guffer medicin i sig, et puderum af en slags og et sadomasochistisk blomster- og prinsesseland. Jeg var vildt begejstret for især fuglene, og ydes hverken fuld retfærdighed af billedet ovenfor eller i den bog jeg købte i museumsbutikken. De var sjove, udtryksfulde og gennemførte og helt igennem herlige. Udstillingen havde også andre elementer end fugle, men det var fuglene der virkelig erobrede min kærlighed, så hvis kunstnerne bag en dag udgiver en screen saver med den tossede fugl fra puderummet, så ville jeg aldrig nogensinde igen være i stand til at bruge min computer til noget fornuftigt.

FLICKERS OF DAY AND NIGHT - Nathalie Djurberg & Hans Berg
LOST IN TRANSLATION - Claude Monet
@ AARoS Aarhus Kunstmuseum

tirsdag den 20. oktober 2015

The Blazing World

Foto: Jan Kort
'The Blazing World' med Mungo Park som lige nu spilles på Aarhus Teater er et moderne hatteteater for voksne. Tre skuespillere render frem og tilbage, ud og ind og rundt om en opdelt skærm og spiller stykkets 15 roller. 15 er i hvert fald hvad jeg får det til i en hurtig optælling efter hukommelsen. Men der er ingen hatte, faktisk er der næsten ingen kostumer eller rekvisitter, og det er heller ikke altid fast hvilken skuespiller der spiller hvilke roller. Så, for at tilkendegive hvem det er der snakker nu, præsenteres karakterenes navne og funktioner på skærmen over skuespillernes hoved. Det er en simpel og praktisk løsning, og det fungerer fint.

Historien handler om kunstneren Harriet Burden kaldet Harry, hvis mangel på succes muligvis eller sandsynligvis skyldes hendes køn og hendes overlegne intellekt. Efter sin mands død vælger hun at hævne sig på den mandscentrerede kunstverden, samt på sin far og sin afdøde mand. Ved at udnytte mandlige kunstnere, bruge hun dem som sine egne masker, for at få kunstverdenen til at acceptere hendes kunst, for derefter, engang i den nærmeste fremtid, at trække tæppet til side, vise sig og råbe ud til en chokeret tilskuerskare "Ha, se, det var bare mig...". Selvfølgelig går det galt. Det gør sådan noget altid. Den første mandlige kunstner, som hun bruger som maske, er et skvat der krakelerer, fordi han ikke er stor nok til at rumme hende. Den anden passer perfekt, og er hendes mandlige alterego (og hun hans kvindelige), og er den legekammerat hun fantaserede om som barn. Hun kunne være stoppet her, men nej, der skal altid være en tredje, det siger litteraturens regler. Den tredje af hendes mandlige masker viser hende hendes egen grusomhed, idet han også selv er grusom, og det kan vise sig at hun i ham har fundet sin overmand. Er du forvirret? Godt, det er også meningen.

Det var så et resumé af Harry Burdens historie, og ligesom hundredvis af andre feministiske historier, handler den om en kvinde, der prøver at finde sin identitet. I litteraturen skal kvinder altid tænke enormt meget over deres egen identitet, og jeg har lyst til at beklage mig over det, men jeg kan ikke rigtig tillade mig det, for i virkeligheden bruger jeg også selv en masse tid på at filosofere over lige nettop identitetsfølelsen. Hvad der i stor stil redder 'The Blazing World' er, at Harry ikke kun tænker, hun handler også, og så snart man har en aktiv handling, har man også en litterær handling, og derved forvandler historien sig fra et feministisk manifest til en thriller om vrede og hævn, som kan nydes af flere end bare en håndfuld feministiske akademikere.

Historien handler også om kunstverdenen i sig selv med dens kunstnere, anmeldere og tilskuere, egomaniske onanisterm der bruger kunsten som undskyldning for at iagttage mig selv og rose sig over hvor kloge og talentfulde de selv bilder sig ind at være. Jeg skreg af grin velvidende, at det hænder, at denne person er mig selv. Men hvad er forholdet egentlig mellem kunstneren, kunsten og tilskueren? Ændres kunsten, hvis tilskuerens billede af hvem kunstneren, der har udtænkt og produceret kunsten, er? 

Nogle af de ting der skete forstod jeg ikke. Hvis der for eksempel er nogen der kan fortælle mig, hvad der var med Rune og Felix, så gi'r jeg en kop kaffe. Jeg ved ikke hos hvem skylden, for at jeg ikke forstod det, ligger. Forfatteren? Dramatikeren? Skuespillerne? Eller mig selv? Måske er der ikke så meget at forstå. Måske er det naivt at tro, at hvis jeg bare forstår denne lille ting, så vil jeg også forstå meningen med det hele, ikke bare stykkets slutning, men også kvindens rolle i samfundet, en mors rolle i familien eller kunstnerens rolle i forhold til sin kunst.

TITEL: The Blazing World  FORFATTER: Siri Hustved  DRAMATISERING: Lucas Svensson  INSTRUKTØR: Anders Lundorph  SCENOGRAF: Nicolaj Spangaa  MEDVIRKENDE: Chrisine Albeck Børge, Anders Budde Christensen, Henrik Prip

torsdag den 17. september 2015

Inger Støjberg skriver om Sussi & Leo

Når man en stille dag vandrer gennem biblioteket og tilfældigt piller bøger ud af reolen, hænder det at man rammer guld. I slutningen af august var jeg mere heldig end jeg nogensinde før har været. Egentlig ved jeg ikke om jeg var heldig, eller en eller anden bibliotekar havde moret sig med at stille denne bog et sted hvor et uskyldigt offer nemt ville finde den.

I hvert fald bed jeg på, og jeg for til tasterne. Jeg skrev DETTE blogindlæg, på facebook, sms'er og hvor som helst jeg havde muligheden. "OMG OMG har i set hvad Inger Støjberg har skrevet???". det gav mig en kæmpe følelse af tilfredsstillelse.

Nu ved jeg ikke, om jeg måske har lidt dårlig samvittighed. Jeg bryder mig ikke om Sussi & Leo, men fortjener de virkelig at blive tvunget ind i den nuværende indvandredebat bare fordi én der skrev en bog om dem for 11 år siden i dag lægges for hån? Eller følger vi bare en lang dansk tradition med at gøre grin med begrebet Sussi&Leo? Som en der gik i folkeskole i 90'erne, har jeg ingen erindring om en tid før den skøre duo med jævne mellemrum dukkede op i medierne, hvorefter vi alle sammen skreg af grin.

Hvorfor egentlig? De er ikke dygtige nok til at blive internationale rockstjerner, men det gælder vel for de fleste af os, så det burde ikke i sig selv være grund til latterliggørelse. Egentlig har de været dygtige nok til at gøre det de gør i meget lang tid og leve af det.

Men det alle der læser dette nok virkelig venter på er at gøre grin med Inger Støjberg. Og nej, Inger har ikke de store litterære tallenter, hvilket nok ikke kommer bag på nogen. I denne genre af bøger, hvor der står kort og ultra simpelt om et begrænset emne, er den litterære kvalitet generelt ikke særlig høj, men normalt er forfatteren også af fuldkommen ukendt karakter. I det øjeblik Inger blev kendt, også selvom det ikke var for sin skrivekunst at hun blev kendt, så skifter fokus fra bogens indhold til dens udformning, og det kan den ikke holde til, eller også er det hende der ikke holder til det. Jeg har læst bøger der var langt værre, men det der gør denne bog slem, men samtidig også ufrivilligt morsom, er den sammenhæng den sættes ind i i disse dag.  Ting vi sikkert har glemt alt om om nogle år, hvorefter bogen vil vende tilbage til at være en lidt ligegyldig bog om nogle semikendte enternainere/musikere fra 90'erne (primært).

TITEL: Toner i livet FORFATTER: Inger Støjberg FORLAG: Forlaget Nordpress SIDEANTAL: 90 UDGIVELSESÅR: 2004

lørdag den 22. august 2015

Symposion



NB Stikord til (især) gymnasieelever til bedre forståelse af Platons "Symposion" findes længere nede på siden!!!

Jeg kan godt lide at tale negativt om Platon, og det er der flere grunde til:

  • Da jeg havde oldtidskundskab på gymnasiet, var min læger et ucharmerende fjols som for en lang periode fremover ødelagde mit forhold til den klassiske kultur.
  • Som medlem af den hvide veluddannede middelklasse var pædofil kærlighed, homo-erotik og en filosofisk vandring mod en højere væren mere end mit teenage-jeg kunne håndtere.
  • Men vigtigst af alt, så er der en forbløffende stor gruppe mennesker som bliver virkelig sure ved enhver kritik af Platon.
Der er som sådan ikke noget galt med Platon. Nogle af de ting han siger er gode, andre er helt ude i hampen. Noget ting kan vi bruge i dag næsten 2400 efter, at det er skrevet, noget kan vi ikke. Noget kan vi læse som visdom/filosofi mens andet bør læses som en god og underholdende fortælling. 

Jeg havde selv store vanskeligheder med at forstå disse ting, da jeg i en alder af 19 år trak et spørgsmål om 'Symposion' til min eksamen i 3.g. Jeg var ikke jordens mest flittige elev, så da jeg ikke forstod eksamenspørgsmålet, så var jeg meget usikker på, om det var mig eller læreren der var en idiot, og af frygt for at det var mig, turde jeg ikke rigtigt at snakke med nogen om det. 

Nu, 11 år senere, i en alder af 30, har jeg genlæst Platons 'Symposion', og jeg tror, at jeg nu måske ville være i stand til at besvare spørgsmålet, men jeg er også rimmelig sikker på, at jeg i gymnasiet ikke ville have kunnet det, heller ikke selvom jeg rent faktisk havde læst hele pensum og været der til alle timerne. Det har vist sig, at det hverken var læreren eller mig der var idioter, det var spørgsmålet, som læreren stillede, der var helt ude af trit med kvaliteten af hans undervisning.

Noter til forståelse af tekste:
At snakke om Platon og om Sokrates kommer stort set ud på ét. Sokrates var en stor filosof som ikke selv skrev noget ned, men det gjorde hans elev Platon derimod mange år senere. Platon var stor beundrer af sin læremester (Sokrates), så hvis Platon skriver at Sokrates siger et eller andet, så kan man godt regne med, at det er det der er historien facit/klimaks/morale/konklusion. Er man selv enig eller ej, det betyder ikke så meget. hvis en oldlærer spørger, så er det sandsynligvis dette han eller hun fisker efter.

'Symposion' handler om en lille gruppe mænd der ligger til bords, for det gjorde man dengang, mens de drikker vin og holder taler om kærligheden/Eros. De vigtige ord her er mænd, drikke, tale og kærlighed/Eros.
Grækenland var et mandsdomineret samfund. Det var mændene der bestemte, diskuterede, elskede, og dem de elskede var også mænd.
Et moderne symposium er en kultiveret diskussion blandt akademikere, men de gamle grækere skyllede ordene ned med rigelige mængder vin, og Sokrates selv kunne, ifølge Platon, drikke dem alle under bordet uden selv at blive fuld.
I en græsk diskussion gjaldt det ikke kun om at have ret og sige de klogeste ting, man skulle også være den der formulerede sig på smukkeste vis.
Når mænd havde sex med kvinder, var det i det gamle Grækenland primært en praktisk foranstaltning som skulle sikre slægtens overlevelse. Nej, den ægte kærlighed/Eros/begær var en sag mellem mænd, eller rettere, det var sag mellem gamle mænd/elskeren og unge drenge/den elskede. Det er det emne der diskuteres i 'Symposion', hvad den kærlighed mellem mænd er, og hvorfor det er den bedste slags kærlighed.

Til aller sidst, hvis man er ved at gå kold i bogen og synes at det er noget lort, så slå om på Alkibiades' tale, hvor en ung smuk mand som er fuld og meget forelsket i Sokrates gør sig selv fuldstændig til grin.

TITEL: Συμπόσιον DANSK TITTEL: Symposion FORFATTER: Platon OVERSÆTTER: en lang række muligheder UDGIVELSESÅR: ca 385–370 f.kr.

onsdag den 8. juli 2015

Smagen af honning



"Smagen af honning" fortæller historien om en familie. Joan, mor, har smerter og blødninger fra underlivet og frygter, at der er noget galt. Bjørn, far, cykler, når han da ikke lige arbejder. Liv, den ældste datter, studerer medier, erkendelse og formidling, men mest elsker hun at feste med høj musik, alkohol og ecstasy. Rosa, den yngste, klæder sig i sort, ved ikke hvad hun vil efter ferien og bliver sur når hendes forældre plager om at få et svar. Dette er historien om en helt almindelig familie sat under lup, og ingen familier ser godt ud så tæt på. Samtidig følger vi i dagbogsbeskrivelser en familie præget af vold og seksuelle overgreb.

Jeg fik at vide, at det skulle være lidt af et mysterium hvorledes dagbogen forbindes til den primære handling. Det vil jeg nu sige, at det på ingen måde er. Jeg regnede det ud allerede i første afsnit, men det ødelagde bestemt ikke min oplevelse af bogen. Dette er IKKE en krimi, det er historien om en families tragedie, og der er derfor ingen behov for mysterier. Faktisk vil jeg sige, at det er en fordel at fjerne sine forventninger om mysterier, for man kan derfor fokusere på de mere vigtige elementer om familierelationer og traumer.

I enhver helt almindelig familie hænder det, at der sker noget vigtigt. Tragedien rammer og ens liv vendes på hovedet. Alting står så tydelig klart, at det kan være svært at forstå, at folk rundt om én fortsætter deres ligegyldige snak. Dem udenfor, dem der endnu ikke er ramt af tragedien, de går til kærlighedscoach, læser "Kommunikation der skaber indhold" og "Vejen til din indre ressource og de siger ting som:
"Jeg synes bare, at der er en fantastisk bog. Den fik mig til at tænke over så meget, og som jeg lige sagde til Joan og Lone, har den også fået mig til at gøre ting anderledes. Jeg bliver bare så glad for livet af den bog. Vi skal være så taknemmelige for livet hver eneste dag".
                                                                                                              s. 96
Alt sammen tomme floskler og ændringer uden betydning. En enkelt kvinde tager disse ting til sig bryde fuldstændigt med  alt det gamle, men vi kender ikke hendes historier, hendes kriser og hendes begrundelser. Joan tager med til  foredraget, hun læser bøgerne og hun sidder og deltager i deres snak, men hendes krise er for stor til disse lommefilosofier.

TITEL: Smagen af honning FORFATTER: JG Gylling FORLAG: Brændpunkt SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 2015

mandag den 29. juni 2015

Blå Nætter

"Blå nætter" er faktisk god. At jeg lyder overrasket, skyldes ikke, at jeg havde nogen grund til at tro, at Cecilie Sund Kristensen ikke kan skrive, men skyldes derimod en mistro til min egen evne udi at forstå poesi. Måske er det tiden der har ændret sig, måske er det mig, eller måske er det bare et spørgsmål om smag og behag. Poesi romaner lyder smukke, men jeg forstår nul og nix. Romantikerne er alt for højtravende til at kunne relateres til mit eget liv. Symbolik vs symbolisme. En jambe er en trokæ og en trokæ er er en jambe. "Det handler om SEX" sagde min dansklærer, og 21 hormonpumpede teenagere så forventningsfulde ned i den udleverede tekst.
Om lidt, saa er vi skilt ad, Som Bærrene paa Hækken; Om lidt, er vi forsvundne, Som Boblerne i Bækken.                        Emil Aarestrup                        'Angst'
Og vi forstod det ikke.

'blå nætter' er mere håndterlig.

  • Der er en handling. Man følger hovedpersonen baglæns gennem et destruktivt forhold til en mand.
  • Teksten har digtformat. Alt der skal siges, siges kort, resten må man selv tænke sig til.
  • Digtene har et moderne format. Sætninger og ord er ikke hevet, vredet og mishandlet ned i et format med rim og versefødder.
  • Digtene er skrevet i et sprog man forstår. En pik er en pik og skjules ikke bag symboler om sprudlende gejsere eller bananer. Der er måske nok et enkelt ord hist og her der er lidt for søgte, men pyt.

Det destruktive i mennesket har mange ansigter. man kan ødelægge sig selv, man kan ødelægge andre, og man kan lade andre ødelægge sig. Det er den sidstnævnte form for det destruktive denne digtsamling handler om. Den handler om hvordan kærlighed kan ødelægge én, om kærligheden til den 'forkerte', om sår og blå mærker der minder én om, at man selv er forkert. Det er i hvert fald sådan jeg læser det. Måske er det bare sådan jeg ønsker at læse det, ud fra min egen historie, for min egen historie udgør jo de briller hvormed jeg læser. Cecilie prøver med 'Blå nætter' at sige noget og ramme folk. Jeg tænker på, om det kun lykkes, hvis man læser den 'rigtige' fortolkning. Jeg som læser fik noget ud af fortællingen, noget der satte tanker i gang, noget jeg kan bruge i mit liv, og sådan som jeg ser det, er det et af litteraturens vigtigste succeskriterier, og ikke om ens digtanalyse kan give én 12 til eksamen.

Cecilie har selv tegnet forsiden, hvilket hun er sluppet ganske udmærket fra. Den passer godt til ungdomslitteratur. Den siger lidt: dette er noget jeg selv godt kunne finde på at tegn, noget jeg selv måske kunne finde ud af at tegne, så måske det indeni også er lidt ligesom mig. Det er en tanke jeg godt kan lide.

En lille ting som ikke betyder det store, men som begyndte at irritere mig halvvejs inde i bogen er, at siderne ikke er markeret med de sædvanlige 1; 2; 3;... men derimod med Side 1; Side 2; Side 3;... Det virker lidt overflødigt. Det er sådan noget man skriver på universitetsopgaver og andre mere eller mindre officielle ting, hvor man ikke altid kan være sikker på modtagerens åndsevne. Men som sagt er det en småting, og det ødelægger jo heldigvis ikke digtenes værdi.


TITEL: Blå nætter FORFATTER: Cecilie Sund Kristensen FORLAG: Copenhagen Storytellers SIDEANTAL: 77 UDGIVELSESÅR: 2015

mandag den 8. juni 2015

Chineasy

Kan man anmelde en bog man ikke har læst? Det kommer vel an på hvorfor man ikke har læst den. I dette tilfælde skyldes det, at det ikke som sådan er en læse-læsebog, men næremere en lære at læse-læsebog.

"Chineasy" er en bog skrevet for at introducere den kinesiske tegnskrift for vesten. Mange mennesker tænker ikke over det i dagligdagen, men sprog og 'nationalpersonlighed' siger meget om hinanden. Ofte er der en grund til at vi siger som vi gør, fx er video latin for "jeg ser". Med den måde "Chineasy er bygget op, giver ordene en lille fortælling om deres betydning. Personligt sad jeg og morede mig over at:
Mand + Menneske = Fru (s. 18)
Der er ikke noget usædvanligt i, at i mange kulturer, og især i gamle dage, så blev kvinden mandens ejendom ved ægteskabet, altså "mandens menneske". Det sjove er dog på næste side:
For meget + For meget = Fru/Kone (s. 19)
 Jeg kender ikke forklaringen på dette. Jeg kommer til at tænke på en træt gammel mand der ustandseligt plages af sin sure kone, og det morer mig, og det betyder, at det ikke er noget jeg kommer til at glemme lige foreløbigt. For sådan er det tit, jo sjovere noget er, jo bedre husker man det.
Derud over er der også:
Kvinde + Kvinde = Skænderi (s. 47)
Meget + Kvinde = Griskhed (s. 48) 
Kvinde + Hest = Mor (s. 77) 

Jeg indrømmer, at jeg er lidt af en sprognørd. På min reol har jeg en hel hylde kun dedikeret til ordbøger og grammatikker. Nogle af dem er store og tunge og skrevet af meget alvorlige mennesker om sprog der ikke længere tales. Det er der mange mennesker der ikke synes er særlig spændende, og det kan jeg egentlig godt forstå, men denne bog taler om ord vi alle sammen bruger i hverdagen, den bruger illustrationer og farver til at vise og forklare de kinesiske ord så de giver mening. Der findes over 1,2 mia kinesisk-talende mennesker her i hverden, så det ville måske ikke være helt spildt lige at lære et ord eller to, når nu det er gjort så let for os. Bogen kan lige nu fås i Føtex til 99 kr.

TITEL: Chineasy DANSK TITTEL: Chineasy FORFATTER: ShaoLan Hsueh OVERSÆTTER:Inge Aagaard ILLUSTRATIONER: Noma Bar FORLAG: Turbine SIDEANTAL: 192 UDGIVELSESÅR: 2014