lørdag den 30. juni 2012

Troldepus 21-30

Det måtte jo ske før eller siden, at Troldepus lidt taber pusten. Det er helt naturligt, der er en hulens masse bøger, så på et tidspunkt må han jo nødvendigvis begynde at gentage sig selv lidt. En typisk Troldepus historie går: Troldepus møder et nyt dyr, han tager det med hjem for at vise det frem for familie og venner, han hjælper det med et problem det har, han bringer det hjem til hvor det kommer fra. Det er selvfølgelig meget godt alt sammen, men når man er i gang med at læse alle bøgerne fra en ende af, så virker det til sidst en smule kvælende.

Det særlige som Troldepus kan, nemlig at formidle en viden om mennesker og dyr, det findes ikke i alle bøgerne, og Troldepus 21-30 bliver indlet med hele fre af disse bøger hvilket flere gange var ved at få mig til at opgive hele projektet.

Men det blev bedre. ' Troldepus i mosen' er en Troldepus historie som den bør være, med dyrevenner, en uvorn lillesøster, almindelige mennesker, der laver mennesketing der skal undersøges tilsat en smule drama.

Men det der gør dette bind i omnibus serien speciel er, at der er hele tre historier hvor det ikke er menneskene men derimod andre trolde man stifter bekendtskab med. I 1-10 var der egentlig kun Troldepus og dyrene vi hørte om, i 11-20 begyndte resten af familien også at spille en rolle, og vi begyndte at høre om deres indbyrdes relationer, og nu i 21-30 får vi mere at vide om hvem troldene er som art og samfund. Historierne virker atypiske, men de er bestemt ikke dårlige. Umiddelbart ser det ikke ud til, at der findes ret mange trolde. De bor langt fra hinanden i små familier, og mødes for det meste kun når der bydes til fest. De er for det meste venlige og yderst småborgerlige.

Ligeledes i dette bind får Pussi Troldunge sin debut, og hun kan, om end ikke på lige fod, så dog på fod med Troldepus, deltage i hans eventyr, og hun gør det godt.Hunkønsvæsener har generelt været yderst underrepræsenterede, men sammen med Pussi Troldunge, øder vi også et svagt antal stigende hundyr og damemennesker. Dog er det for det meste kun hunner hvis det absolut ikke kan være anderledes. En malkeko er nødt til at være en hun, og kængerumor med sin pung ligeså, men ser man på de tidlige bøger, er dette stadig en stor ændring, eller forbedring om man vil. Den største ændring i kønnenes rolle er hos menneskene, en pige får lov til at spille en aktiv rolle for første gang, med replikker og alt muligt.

Året siger 1967 +-, og jeg tror, at det er det der gør den store forskel. Det var gået af mode at dele bøger op i pige og drengebøger, og nu skulle alle kunne være med, derfor skal også begge køn kunne identificere sig med bogens personer. Om det klæder bøgerne er vist en smagssag, men det betyder i hvert fald, at Troldepus har ændret karakter.

Troldepus 1-10
Troldepus 11-20

TITEL: Troldepus 21-30 FORFATTER: Dines Skafte Jespersen  FORLAG: Cicero SIDEANTAL: 540 UDGIVELSESÅR: 1967 +- (2011)

torsdag den 28. juni 2012

Vor Frue i Aarhus


Mange mennesker tager til Odense Domkirke vor at se Claus Bergs berømte altertavle fra omkring 1530, men ikke alle ved at der også findes en i Aarhus, i Vor Frue kirke på Kloster Torv. 

Når man kommer inde fra byen, bliver man slået af den skærende kontrast mellem den smukke gamle kirke, og narkomanerne der har samlet sig i dens skygge, og går man indenfor fortsætter det forvirrende billede, for dette reformationen har ikke gjort noget godt for denne kirke., og endnu værre har den moderne tid været. Væggene er domineret af enorme malerier af kirkens godgørere i gigantiske rammer der kan få katolske helgener og deres altre til at virke ydmyge og pjaltede. Og orglet og kirkebænkene der er bygget i en underlig mellembrun let rødlig træsort virker som en midlertidig IKEA løsning, der lige er blevet proppet ind i sidste øjeblik. Dette billede blev dog ikke hjulpet af, at der var en mindre ombygning i gang bag i kirken.

Men nu var det ikke kirkerummet jeg var kommet for at se, men derimod altertavlen, i al sin katolske vælde, for ligegyldigt hvad man ellers måtte mene om folkekirken og protestantismen generelt, så er det nærmest irrelevant, for altertavlen er og bliver katolsk, jævnfør fire katolske helgener nederst på dørenes inderside. Man kan så undre sig og takke den himmelske skaber for, at den i det hele taget er blevet bevaret og ikke brændt under reformationsårene. Generelt var reformationen i Danmark en meget tam oplevelse i forhold til hvad der ellers gik for sig i resten af Europa.

Altertavlens hænger de 12 apostle og ser ned på én med forvrængede troldeansigter. Jeg gøs lidt, for jeg kom ude fra en af de få varme sommerdage og ind i den kolde kirke, men også fordi jeg følte at de så misbilligende på mig. Vi er i Danmark ret tolerante med påklædning, og i de protestantiske kirker endnu mere end i de katolske, men jeg var alligevel pinligt bevidst om, at mine små sommershorts ikke var passende til sammenhængen.

Det var slet heller ikke meningen, at jeg skulle have været i kirke, men jeg skulle finde noget at fordrive tiden med, og så kom jeg i tanke om altertavlen med korsfæstelsen. Siden barnsben har jeg haft en særlig fascination af lige netop denne scene. Jeg burde ikke sige dette, det er ikke en særlig god kristen ting at tænke, men billeder med Jesus bliver nemt alt for pæne og nuttede, og det er aldrig rigtig noget jeg er faldet for, men scenen med Jesus og de to røvere, den er grim, grum og blodig, og det er den i endnu højere grad på Bergs altertavle.

Mennesker, forvredne og fordrejede, syndige og lidende, det grimme i det smukke og det smukke i det grimme, guld og blåt, mand og kvinde, lyse og mørke.

Jeg var endda så heldig at være derinde mens der blev øvet til en kirkekoncert. Bach tror jeg, men hvad ved jeg. Jeg kan godt lide musik fra den tid, men jeg ved ikke noget om det, og ville ikke kunne kende den ene komponist fra den anden, men det er næsten altid Bach, så det er et sikkert gæt.

søndag den 24. juni 2012

Bliv løber for livet

Jeg har altid hadet sport, og jeg var en af de personer der ikke kunne løbe ligegyldigt hvor meget jeg prøvede, og jeg så i øvrigt dum ud, og selvom jeg gerne ville af med noget af alt mit fedt, så fik jeg bare ikke rigtigt taget mig sammen. Så flyttede jeg til et nyt bosted, og jeg fik en kontaktpædagog der selv var engageret løber, og så blev jeg sat til i det mindste at give det et forsøg, og det gjorde jeg så, og som månederne gik, begyndte jeg faktisk at kunne lide det.

Hvis jeg skal gøre noget, kan jeg lige så godt gøre det ordentligt, og det er en af grundende til at jeg købte denne bog. Den anden grund var, at jeg havde set Rikke Rønholt i fjernsynet i forbindelse med ny forskning og graviditeter. Ikke at jeg har nogen tanker om hverken at blive gravid eller undgå det, men så vidste jeg i det mindste hvem hun var.

Grunden til, at jeg gerne ville læse en løbebog af Rikke Rønholt og ikke af hvem som helst anden er, at hun er topatlet inden for de små distancer, især 800 m løb, så dette er befriende nok ikke en bog om at løbe længere og længere, og til sidst løbe et maraton, for det er nemlig slet ikke min ambition. Jeg vil gerne løbe hurtigt, helst hurtigere end alle mulige andre, og her er endelig en bog der siger, at det er helt okay at være sådan, og der er en masse gode hjælpemidler og baggrundsmateriale til hvordan. Der står alt det man har brug for at vide om at løbe, ligegyldigt hvilken type løber man er, fra sprinter til maratonløber til hyggemotionist.

Hvad der til gengæld ikke er inkluderet er alle os der faktisk helst vil løbe på et løbebånd.  Det at løbe på løbebånd bliver omtalt som en sur nødløsning hvis vejret er for dårligt, eller man skal genoptræne, eller hvad ens grund så end kan være. Der bliver sagt meget kritisk om at løbe på løbebånd, om at det ikke er rigtigt løb, så jeg bliver helt flov på vegne af mig selv, og jeg stiller mig selv det spørgsmål, om jeg så overhovedet kan tillade mig at kalde mig selv løber.

'Bliv løber for livet' er også en dybt personlig bog fyldt med sjove anekdoter og flotte billeder. Måske kan det for nogen blive lige lovlig meget selvpromovering, men jeg er vild med det, især billederne, for Rikke Rønholt har en rigtig flot krop. Det er måske lidt nedgørende at bedømme en atlet ud fra hvordan hun ser ud, men for mig er det samtidig meget relevant. Samtidig med at jeg er begyndt at tage min løbetræning seriøst, er jeg også begyndt at få større muskler, og det får min spiseforstyrrede hjerne til at bryde sammen, fordi jeg ikke længere kan passe mine bukser, hvilket jo må betyde at jeg er fed, for min hjerne kan ikke skelne mellem muskler og fedt. Derfor er det, undskyld jeg siger det, fedt at se hendes krop, der er smuk, selvom den har muskler.
_______________________

Uddrag af mail fra Rikke Rønholt

"Jeg håber ikke du har forstået det sådan, at der er noget dårligt ved at
løbe på løbebånd (man skal bare være klar over, at man ikke kan løbe helt
så stærkt i den "virkelige verden" som man kan på et løbebånd, men det er
jo kun relevant for nørder som mig, som går vildt op i marginaler). "

TITEL: Bliv løber for livet FORFATTER: Rikke Rønholt  FORLAG: Politikens forlag SIDEANTAL: 212 UDGIVELSESÅR: 2011

fredag den 22. juni 2012

I vendernes vold

Thorbjørn er en dansk trælleknægt hos venderne, men han drømmer om at blive ridder og gifte sig med den skønne Rechiza, hans mester, Mistivois, fosterdatter. Arkona, hvor de bor, bliver angrebet af danskerne. Thorbjørn bliver sat fri, Mistivoi bliver dræbt og Rechiza bliver taget som gidsel, men Thorbjørns liv bliver ikke spor lysere af den grund, for hjemme i Swinaborg (Svendborg) er han ikke andet end Sigrid Slattenpattens frillesøn, og Rechiza ser stadig bare på ham som en træl, og hun vil meget hellere have Thorbjørns i hemmelighed halvbror, stormandssønnen Åge.

"I vendernes vold" er en historie om en ung man der drømmer om at bryde den sociale arv, for at bruge et moderne ord, i en tid hvor det var imod Guds bud at stræbe efter noget større. Han er en fattig knægt uden en slægt/familie der bakker ham op, men han har evner og han har venner og han har held. Han tjente under Mistivoi, der var en stor kriger og en af verdens bedste hestetemmere og Thorbjørn har lært ham kunsten efter, og han for stort brug for disse evner, da han bliver skibet tilbage til Danmark, hvor han så skal prøve at stable sig et liv på benene. Og Thorbjørn er dygtig, men flid og evner er ikke nok, hvis man vil være ridder, ikke længere i hvert fal, og det VIL Thorbjørn, men man skal også guld og herkomst til, og det har han ikke.

Mange lægger mærke til den unge mand og hans særlige evner på den fantastiske hest, Brunac, selv kong Valdemar, men selv det er ikke nok til at gøre Thorbjørn til ridder. Men er ridderlivet virkelig alt det han kender fra fortællingerne? Langt fra alle de riddere han støder på er ædle og modige, de er tværtimod griske, fordrukne, liderlige, hovmodige og smålige. Selvom Thorbjørn ikke har en familie der vil kendes ved ham, så har han mange venner, der prøver at banke lidt realitetssans ind i hovedet på ham, men Thorbjørn VIL være ridder. Bogen handler om at blive voksen og prøve at skelne mellem drømme og virkelighed, men også om at vise sig som en ægte mand, om at være en ridder i hjertet, den handler om at udvikle disse evner, at være stolt, men ikke smålig, at være god, men ikke dum, at gøre det rigtige selvom det ikke ser ud til at være det der er bedst for en selv.

Thorbjørn har lidt svært ved at knytte relationer til de mennesker der er omkring ham. Han er forelsket i en uopnåelig pige, han skændes konstant med sine overordnede og roder sig ud i al mulig ballade, men han har hesten Brunac, og den forstår ham. Når han rider på den, er det som om de smelter sammen til ét kød, og den adlyder selv den mindste bevægelse, men hvis Brunac skal blive rigtig god, skal Thorbjørn lære at tøjle sig selv, men det kan han ikke selv se. Og fri er ikke noget man er, det er noget man lærer. Thorbjørn voksede først op med en ond og voldelig fosterfader, hvorefter han blev taget som træl, og det er først som ung mand, at han reelt får sin frihed, men det kan han slet ikke finde ud at at håndtere, og det sætter nogle meget voldsomme følelser i gang, som han skal lære at håndtere, men det er ikke spor let.

Dette er den anden bog i Josefine Ottesens Danerriget romanserie der handler om Danmark i rigtig rigtig gamle dage, og denne gang er vi i midten af 1100-tallet. Handlingen i de to første bøger har ikke direkte noget med hinanden at gøre, men maner aner fjernt i denne bog, hvad der hændte Ragnhild, der var hovedperson i den første bog. Dette er ikke bare en ungdomsbog der tilfældigvis foregår i en fjern fortid, det er en vaske ægte historisk roman, der giver et troværdigt billede af hvordan livet så ud den gang. Jeg hader bøger der kun lader som om de er historiske, og hvor der er fejl på fejl eller endnu værre, hvis det i bund og grund er en moderne fortælling klædt ud, men Josefine Ottesen har virkelig puslet for detaljerne, og det har båret frugt, for det er blevet til en rigtig god fortælling.

Slægtens offer (Danererriget 1094-95)

TITEL: I vendernes vold (Danererriget 1168-71) FORFATTER: Josefine Ottesen  FORLAG: Høst & Søn SIDEANTAL: 347 UDGIVELSESÅR: 2012

tirsdag den 19. juni 2012

Døderummet

SPOILER ALLERT, I DEN GRAD SPOILER ALLERT!!!

Jeg er sur, jeg er meget sur. Jeg fik denne krimi, thriller what ever gratis med Femina, hvilket ikke var spor gratis, for jeg ville aldrig ellers have læst Femina. Det er noget jeg gør det der med at købe ugebladsromaner hver gang jeg kan komme til det. Jeg synes, at de er fantastisk forfærdelige, og de er en god modeleksir mod noget at det højlitterære intellektuelle wannabe kulturelite tis jeg godt en gang imellem kan være forfalden til.

Når man får en bog med et blad, så vælger man sjældent selv om det skal være en krimi, en romance eller hvad, man læser, hvad man får. Man skal ikke brokke sig over at få dårlig litteratur, men man skal heller ikke narre sig selv, og det laver rod inde i min lille autistiske hjerne og jeg bliver vaske ægte vred, når Berlingske Tidene giver den seks stjerner, og selv Weekend Avisen udtaler sig positivt om den.

Historien er den sædvanlige banale med en KVINDELIG efterforsker, i dette tilfælde en retsmediciner, Maria Krause, der skal undersøge nogle bestialske og meget mystiske SEKSUELLE mord på unge piger der er blevet TORTURERET i dagevis. Der er beviser på ligene der giver mistanke om at morderen muligvis kan være SPEDALSK, hvilket jo naturligvis er meget MYSTISK i dagens Danmark. Maria Krause tager NATURLIGVIS sagen meget personligt pga noget underligt noget med noget der hændte hende næsten 20 år tidligere, og hun går i gang med at undersøge sagen på egen hånd. Historien indeholder naturligvis mere end én PSYKOPATISK SADISTISK SEKSUELT FORKVAKLET morder, og vi får naturligvis en BLODIG SELVTÆGTS slutning.

Jeg ville have elsket bogen for hvad den var, en ugeblads roman, hvis ikke der havde stået alle de rosende ord fra nogle af landets mest respekterede aviser.
- Bogen er IKKE 6 stjerner værd, måske 3.
- Bogen er IKKE velskrevet, jeg har bestemt oplevet værre, men sproget er altså ikke så godt skrevet at det ligefrem fortjener at blive fremhævet i en anmeldelse.
- Bogen er IKKE original. Man hunt på prostituerede i en skov, set. Psykopatiske sadister, set. Langtrukne og blodige seksual mord, set. Kvindelige privat efterforskere med en dyster hemmelighed og stor vrede, set. Selvtægts slutning, set. Spor der henleder tankerne på noget der virker helt absurd, som i dette tilfælde spedalskhed i Danmark, set.
- Bogen er IKKE forbudt fascinerende, alle læser bestialske krimier nu om dage, det er det på ingen måde noget forbudt over.

Det kommer til at lyde som verdens værste roman når jeg fortæller om den, og det er det overhovedet og helt aldeles ikke, det er bare en helt almindelig krimi som de nu en gang bliver leveret nu om dage. Det er sådan tingene gøres, det er det 'vi' vil have, og det kan jeg brokke mig over fra nu af og til næste jul, men det ændrer ikke ved at der er penge i det. Så jeg indrømmer blankt, at jeg af alle mennesker ikke er den bedste til at anmelde krimier, for jeg bryder mig i bund og grund ikke om dem, men jeg brokker mig i virkeligheden ikke over bogen, jeg brokker mig over anmelderne og forlaget der placere iturevne brudstykker af anmeldelserne på bogens bagside, giv os gode, velskrevne og troværdige anmeldelser, tak, så ødelægger i ikke bøgerne for os.

TITEL: Døderummet FORFATTER: Susanne Staun FORLAG: Gyldendal + Femina SIDEANTAL: 328 UDGIVELSESÅR: 2010 (2012)

lørdag den 16. juni 2012

Kafka på stranden

SPOILER ALLERT!

Haruki Murakamis lille perle "Kafka på stranden" har genlæst fordi jeg bare måtte have en anmeldelse af den her på bloggen, men nu hvor jeg har, kommer jeg i tvivl om hvad jeg skal. Hvordan giver man et resume af en bog der består af metaforer og hypoteser?

Kafka Tamura er 15 år da han løber hjemmefra. Det er noget han er nødt til at gøre for at han ikke ender med at blive en han ikke har lyst til at være, men han gør det også for at komme væk fra sin far der ikke har behandlet ham spor godt. Men det er ikke nok geografisk at komme væk, han bliver også nødt til at tage på en åndelig rejse og gøre op med det mørke der findes inden i ham og som prøver på at kvæle ham.

Undervejs på sin rejse møder han den jordnære pige, Sakura, og den sikre bibliotekar, Oshima, der giver ham deres støtte, men de kan kun det, han kan kun selv bestemme om han vil leve eller ej.

Dette er ikke en almindelig historie om en dreng der løber hjemmefra, det er en historie om hvordan harmonien i verden er blevet brudt, og hvordan der skal rettes op på det igen. Kafka er både et offer for, og nærmest en personificering af denne disharmoni mere end han er en egentlig dreng på 15 år.

Uden at være vidende herom, bliver Kafka hjulpet af den lidt enfoldige Nakata. Nakata kan tale med katte, og da han skal redde den skildpaddefarvede Sesam fra en modbydelig kattedræbende Jonny Walker (ham fra Whiskeyen), da bliver han viklet ind i et eventyr der bringer ham langt ud over sine tryghedzone, men det går slet ikke op for ham, at han bør være bange.

"Kafka på stranden" er ikke nogen almindelig bog, og personerne gennemgår da ikke nogen almindelig udvikling, der sker derimod noget helt fantastisk med dem, de begynder at lyse, og bliver uforglemmelige. I skolen lærte vi om begrebet hjemme-ude-hjem. Man går fra en tryg situation ud i verden, hvor man gennemgår så grueligt meget, for til sidst at vende hjem til fred og fordragelighed, og skønt denne situation til dels passer på Nakata, så er det en helt anden udvikling Kafka gennemgår. Skønt Kafka foretager en fysisk rejse, så er det her det indre der tæller. I bogens start er han i disharmoni, han hænger kun lige akkurat sammen, men der kun lige. I løbet af bogen opløses han og bliver en metafor, for at kunne blive transformeret til et helt og mere harmonisk menneske.

"Kafkapå stranden" er Murakamis mest forvirrende men samtidig, men samtidig den smukkeste. Jeg holder især meget af historien om Hoshino, den rastløse langtidschaufør, der finder sin menneskelighed gennem Nakata, og finder sin følsomme side gennem Beethovens musik, som i sidste ende gør ham i stand til at kunne blive en helt og redde verden FRA ren og skær vilje. Det er ikke fordi historien på nogen måde virker specielt realistisk, men i midten af alle de mere surrealistiske elementer, virker det som en lille oase.

ORIGINAL TITEL: Umibe no Kafuka DANSK TITEL: Kafka på stranden FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Klim SIDEANTAL: 459 UDGIVELSESÅR: 2005 (2007)

Hvad skovsøen gemte

Jeg er ikke nogen krimifan, det ville være synd at sige, men en dag stod jeg i Aarhus og skulle med toget hjem (1t 12m) og jeg havde ikke nogen bog med. Jeg tænkte, at det var simpelthen for kedeligt, så jeg gjorde et smut ind om min yndlingsboghandler, for at købe mig ud af problemet.

Der var ingen bøger som jeg bare måtte eje, i hvert fald ikke nogen jeg på det givne tidspunkt kunne komme i tanke om, så jeg rodede rundt i deres billige billigbøger. De bøger der så mest interessante ud, havde jeg allerede læst og resten var krimier, hvilket jeg som sædvanligt bare ikke gad, men så fangede denne bog min opmærksomhed, for hen over forsiden stod der med store bogstaver "DANMARKS FØRSTE KRIMI", og selvom jeg ikke interesserer mig for krimier, så interesserer jeg mig for historie, og for hvordan folk tænkte, og den er vitterligt fra gamle dage, den er nemlig fra 1903.

Holst er selvlært detektiv (i moderne ord 'kriminalbetjent), han har nemlig læst alt hvad verdenslitteraturen har at byde på under genren detektivromaner. Under en udflugt til en lille skovsø finder han, sammen med en ældre svensk herre og dennes yndige datter, liget af et spædbarn. Retsmedicinerens og den formodede moder/morders historier stemmer ikke overens, så man beslutter sig for at dræne søen for at se om der skulle gemme sig flere lig af spædbørn. Det gør der ikke, men man finder til gengæld liget af en ung og nøgen kvinde. Holst bliver sat på sagen der både fører ham rundt i Sverige og til Italien.

Historien er temmelig banal, men de moralske dilemmaer er så markant anderledes end det vi kender i dag, at det virkelig gør bogen interessant. På et tidspunkt afhører Holst en mand, manden siger, at han godt kan fortælle første halvdel af historien, men resten kan han ikke fortælle fordi venskabets bånd byder ham ikke at gøre det, og det er jo bare helt okay, tænker en moderne dansker sarkastisk, men det er det faktisk, Holst ikke så meget som løfter et øjenbryn. Venskaber spiller i det hele taget er vigtig rolle i bogen, og venskaber er ikke noget man bare har, det er noget der forpligter, og som gør blind. Og venskab gør dog også at Holst ikke kan udføre sit job ordentligt, eller sådan vil vi i hvert fald se på det i dag, men jeg er i tvivl om, hvordan man så det den gang, og det er det der gør bogen spændende.

Bogen er meget fascineret af Goethe og der står
"Man fortæller om den store Goethe, at da han kom til Venedig, blev han grebet af en besynderlig stemning, egentlig en ånd, der for i ham, vidt fra den tyske spekulative, romantiske digterånd" (s. 153)
 Hehe, sådan kan man vel også sige det. Jeg har skrevet om det før, HER, for hvad der nok i moderne vendinger skete, var at Goethe kom til Italien og fik sex, og så ændrede hans forfatterskab sig markant. Noget nær det samme sker for Holst, han kommer til Venedig og falder i hænderne på en forførerske, og gennem bekendtskabet til hende, vokser hans kærlighed til svenskerens datter, og han lægger sin stivhed fra sig.

Holst er nemlig en meget regelret og jævnt kedelig person, hvilket gør ham temmelig upopulær hjemme i København. Bogens bagside omtaler ham som en dansk Sherlock Holmes, men det er han bestemt ikke. Holmes var en rablende gal narkoman med skøre idéer, Holst er bare en stivstikker, der, skønt han bløder op i løbet af bogen, bare er en høflig skal uden nogen egentlig personlighed, men det er måske bare fordi han er dansker, for så mange spændende personer har vi jo egentlig heller ikke produceret i forhold til vore anglosaksiske naboer mod vest, hverken IRL eller i bøgerne. Danskerne bliver vel mest spændende når englænderne skriver om os (Hamlet).

Sproget er heldigvis delvist moderniseret, for det danske sprog er blevet ændret markant efter at have været udsat for to verdenskrige, men den er stadig ikke helt letlæselig, og flere gange er jeg i tvivl om hvorvidt udtryk jeg godt nok kender, men om de mon havde en anden betydning den gang, men jeg finder det inspirerende at læse noget hvor helt almindelige hverdgsting (og her tænker jeg ikke kun på mord) beskrives på så anderledes en måde, det giver ligesom et nyt perspektiv på tingene.

TITEL: Hvad skovsøen gemte FORFATTER: Palle Rosenkrantz FORLAG: Cicero SIDEANTAL: 192 + efterskrift UDGIVELSESÅR: 1903 (2003)

onsdag den 13. juni 2012

Mørkets hjerte

Jeg har begået en dødssynd, jeg har læst denne lille sprogperle (Heart of Darkness) i en til dansk oversat version, men nu stod jeg nu en gang på biblioteket og havde travlt fordi jeg skulle nå et tog. Et eller andet skulle jeg dog have (ferie uden bøger, hvilken skrækkelig tanke) så den blev det.

Sømanden Marlow fortæller om den gang han var kaptajn på en flodpram på (Congo)floden. Hans primære opgave er vist egentligt at hente elfenben inde i landet ved de små handelsstationer, men den altoverskyggende mission bliver at hente den sagnomspundne, nærmest messianske personlighed Kurtz, der der skaffer mere elfenben end nogen anden, men hvis metoder er en kende for alternativ, selv i Afrika, hvor hvide mænd kan slippe af sted med lidt af hvert.

Bogen handler om, hvordan Afrika gør hvide mænd gale, eller også er de gale i forvejen, men Afrikas varme, dets vildhed og dets sygdomme blotlægger kun mørket i deres hjerter, og disse mørke hjerter fører læseren som en strøm gennem hele denne lille roman. Disse hvide mænd for her i Afrika mulighed for at give deres ondskab frit spil, for her er der mennesker, de på huden sorte, der rangere så langt under selv den mest ordinære mand, at han uden nogen form for konsekvenser kan banke dem, skyde dem, føre dem bag lyset. Afrika er en lejeplads for voksne mænd med antisociale problemstillinger. I Europa eller USA er de små, men herude er de kæmper, men på de små trange handelsstationer er der ikke plads til alle disse egoer og luften bliver endnu mere lummer af deres nid og nag.

 Hovedpersonen Marlow virker dog forbløffende upåvirket af denne hvide galskab og han har rollen som fortællingens moralske kompas. Hans idéer er helt moderne, og han væmmes ved de andre hvides behandling af de sorte. Mens jeg læste bogen var jeg enormt glad for ham, og tænkte, at det var GODT at han var der til at afværge blodige angreb, men efterfølgende har jeg lidt tænkt, at han måske var lige lovlig god til, at jeg helt kan forholde mig til det.

Det er svært at skrive om bogen uden at røbe slutningen, så på det sidste stykke her, vil jeg advare om SPOILER ALLERT!!!

Men måske er det mig der har misforstået noget, måske lader Marlow sig alligevel påvirke af Afrika, han lader sig i hvert i en helt særlig grad tryllebinde af Kurtz, ikke manden, men idéen, idéen om denne mand der er noget helt særligt, ham med de fantastiske idéer, ham med de vise ord, det karismatiske væsen, ham som ingen af de slemme mænd kan lide, hvilket jo nødvendigvis må gøre ham god, men Afrika korrumperer den bedste, og i løbet af bogen forvandler han sig langsomt til en sørgelig skikkelse med gudekomplekser.

Bogen er sørgelig og depressiv, men bogen er skrevet helt vidunderligt smukt, men jeg kan ikke indrømme at jeg altid helt forstår hvad der står, men det betyder ikke så meget, for sproget førere en gennem bogen, og den underlige kontrast mellem smukt sprog, vilde omgivelser og ødelagte mennesker fungerer rent faktisk.

ORIGINAL TITEL: Heart of Darkness DANSK TITEL: Mørkets hjerte FORFATTER: Joseph Conrad FORLAG: Kælderbiblioteket SIDEANTAL: 128 UDGIVELSESÅR: 1899 (1997)

onsdag den 6. juni 2012

12 måneder

Helen er en kvinde der forsøger at leve sit liv på overfladen, det er hun simpelthen nødt til, for hvis hun virkelig lod sig selv føle noget, så ville det gøre alt for ondt. Hendes søn som hun forlod da han var barn er blevet narkoman, hendes soul-mate er død, og måske var det hendes skyld, og så dør hendes mor, som hun aldrig helt var fortrolig med.

Efter hendes elskedes død, løsriver Helens egentlige jeg sig fra hendes krop, og hun bliver en iagttager til sit eget liv, så selvom det er hende selv der skriver historien, så er bogen skrevet i 3. person, undtagen de gange hvor hun pludselig og med et føler noget, noget der er ægte.

Hun er kommet tilbage til Danmark efter et helt liv, hvor hun har rejst ude i verden for at dokumentere al dens elendighed i krig og fattigdom mens hun har forsømt sin familie, både den hun er født ind i, og den hun selv havde skabt med mand og barn. Nu kommer hun tilbage for at komme sig over et traume, og for at få sig et helt normalt liv, men hendes familie er mistroiske, for de kan mærke at hun ikke helt er til stede, så måske tør de ikke at lukke hende ind, for hvad nu hvis hun bare stikker af igen, river sig løs fra dem, og efterlader dem med et blødende sår i sjælen.

Et af bogens temaer er Helens forhold til sønnen Viktor, men den handler om nutiden, og ikke om hvorfor hun forlod ham den gang han var 3, og det er godt, for det gør at hun ikke skal forsøge at retfærdiggøre sin handling, og det ville hun i læserens øjne ikke kunne uden at blive irriterende eller rørstrømsk, og det ville ødelægge bogens lidt kølige charme.

Man hører tit om moderfølelsen, om at selv de mest kyniske kvinder smelter og elsker deres egen lille unge så snart han/hun er født, men hvad nu hvis man ikke helt kan. Helen holder af sin søn, og ønsker at hjælpe ham økonomisk og praktisk og vil lave udstillinger med ham, men hun er ikke helt til stede i sine handlinger. Hun holder af sin søn, men hun elsker ham ikke. Kan man være et helt menneske uden at elske sin egen søn, uden at elske nogen. Helen elskede Naipur, den nepalesiske oprørsleder, men nu er han død, og hun føler ingenting.

I lang tid var jeg meget forvirret over bogen, for jeg kunne ikke finde ud af at placere den, men så gik det op for mig, at det er et forsøg på at kombinere chick-lit genren med literær kvalitet. Helen lever det overfladiske liv, hvor hun er succesfuld med et højt prestige job med med moralske pluspoint og som har indbragt så meget at hun kan leve et helt år uden at arbejde og ikke behøves t tænke på økonomi selvom hun lever et liv med cafebesøg, god vin og mad og bo i hvad jeg opfatter som en ret fed lejlighed (jeg kan slet ikke forestille mig hende i et lille hummer). Hendes venner og familie er også tilpas overskudsagtige, kunstneriske, succesfulde, og den ene er selvfølgelig lesbisk på den 'rigtige' måde.

Chick-lit pointerne generede mig en del, især hvis hun virkelig er så deprimeret, som hun til tider giver udtryk for at være, for så kan man slet ikke alle de overskudsagtige ting. Jeg ville ønske at der bare en enkelt gang var en politisk eller social ukorrekthed, der ville gøre bogen lidt mere menneskelig og vedkommende.

Men litterært set er bogen virkelig god, og det kan godt mærkes at forfatteren er både journalist og litteraturhistoriker. Især litteraturhistorikeren gør sig gældende, for et af temaerne er selvbiografien, og hvad den kan bruges til. Hvordan skriver man noget om sig selv? Hvad skal med og endnu vigtigere, hvad skal ikke med? Hvem er det man skriver til? Hvilket billede af sig selv er det, at man forsøger at udstille? Det billede Helen forsøger at give af sig selv, er som sagt meget overfladisk og overskudsagtigt, men hendes familie og venner er ikke enige, og de kommer til orde og giver deres kommentarer med i små spredte fodnoter, og disse fodnoter er guld værd

I hvilken grad kan mennesket beskrive sig selv, det er det spøgelse der har plaget humaniora i årtier. Han man beskue sin egen navle  uden at ens syn bliver farvet af hvad man ønsker at se? Det er dette spørgsmål Connie Aagaard prøver at belyse i sin roman gennem den personlige beretning og Helen, ét menneske i hele verden, hele verden i ét menneske. Det er et spørgsmål der har interesseret mig meget gennem de sidste mange år, så jeg synes personligt at det bliver behandlet alt for overfladisk, men måske det ville blive for tungt og ødelægge stilen, hvis der blev gået et spadestik dybere.

En literært velskrevet chick-lit roman, jeg troede aldrig at jeg skulle se det, men det er nu egentlig lykkedes meget godt, også selvom jeg ikke er meget til hele den genre, men jeg er bestemt til bøger der er skrevet godt, så betyder det ikke helt så meget om handlingen kan følge med.

TITEL: Tolv måneder FORFATTER: Connie Warnick Aagaard  FORLAG: Replikant SIDEANTAL: 282 UDGIVELSESÅR: 2012

søndag den 3. juni 2012

Slægtens offer

Da jeg første gang læste at bogen 'trækker klare paralleller til nutidens debatter om tvangsægteskaber og selvtægt', fik jeg koldsved og tænkte, hvad det mon var for noget bras jeg havde rodet mig ud i at skulle anmelde. Bogen foregår for næsten 1000 år siden, så hvis forfatteren, Josefine Ottesen, havde ladet sig friste til at lægge moderne tanker, argumenter og kommunikationsformer i munden på personerne, så ville det ikke være til at holde ud, men det kan jeg allerede nu afsløre, at det gjorde hun IKKE. 

Josefine Ottesen har faktisk fået skrevet en rigtig god historisk roman om brydningstiden mellem hedensk tid og kristen tid, men også en rigtig god bog om at gå fra at være pige til at være kvinde.


Ragnhild er 13 år, og selvom hun endnu ikke har fået sin første blødning, så nærmer tiden sig, og det ved hun, og det ved hendes familie, så de prøver at få hende til at opføre sig derefter. Men Ragnhild er en vildkat, og ingen skal bestemme over hende, og hun kan godt slå igen, det ved især hendes halvbror og gode ven, trællesønnen Aras. Det er dog farlige tider de lever i, så for at redde slægten og gården bliver Ragnhild lovet bort til den nidding til Sote, som hun afskyr og slet ikke vil have, men hun har ikke noget valg, her er det slægten der bestemmer, og hendes far og farmor har talt og der er blevet givet håndslag.


Et af emnerne i bogen er Ragnhilds forhold til religion. Hun er datter af en meget kristen kvinde, og sønnedatter af Frøjs sejdkvinde, så hun har begge religioner med sig, men det skaber ikke nogen decideret konflikt, og hun beder flittigt til både Frøj og Jesus Kristus, når hun er i problemer, for det skader jo ikke at være på den sikre side. Men selvom både hun og samfundet fortsat holder fast i de gamle guder, så er det imod kristendommen retningen går, og man aner gennem bogen hvordan magtbalancen skubber sig. Igennem sine egne kriser bliver Ragnhilds eget forhold til religion, og især til kristendommen, også mere intenst, og mere voksent, og det er dybt fascinerende at iagttage denne udvikling, for kristendom er ikke blot for de få udvalgte, som Ragnhilds mor, der går i religiøs ekstase og bruger al sin tid i bedehuset. Det er også en religion for dem der søger trøst, når verden føles alt for stor og uoverskuelig


Familien fylder i Ragnhilds to meget forskellige brødre. Niels er hendes 'rigtige bror, for de har samme mor. Han har altid været svagelig, så han kan ikke følge sin far og blive en stor handelsmand. Han får i stedet lov til at gå i kirkens tjeneste, som både han og moderen altid har ønsket sig. Selvom hun holder meget af ham er Ragnhild også dybt misundelig, for hun føler at moderen kun ønsker hans lykke, og at han får alle de muligheder hun ikke selv kan få på grund af hendes køn. Ragnhilds anden bror, Aras, er søn af en trælkvinde og derfor også selv en træl, og de to er de bedste venner, men deres forskellige status som træl og fri, borer sig med jævne mellemrum ind mellem dem som en kile. Det er ikke noget Ragnhild tænker noget videre over, men det gør Aras, for det kan ikke være sjovt at se sine søskende have det så meget bedre end en selv.


'I vendernes vold (Danerriget 1168-71)'


TITEL: Slægtens offer (Danererriget 1094-95) FORFATTER: Josefine Ottesen  FORLAG: Høst & Søn SIDEANTAL: 284 UDGIVELSESÅR: 2009

lørdag den 2. juni 2012

Mit smukke genom

Lone Frank, videnskabsjournalist på Weekendavisen, mistede begge sine forældre før tid, og det har givet hende en stor usikkerhed om sin egen identitetsfølelse. Hvem er hun? Hvor kommer hun fra? Hvad er meningen med det hele?  Der er ikke længere nogen der kan fortælle hende om den gang hun var lille eller om familien x antal generationer tilbage i tiden. Men måske er der alligevel en løsning, for hvad siger hendes egen grundlæggende biologi, hendes gener, om hende. Det vil hun prøve at finde ud af, så hun udsætter sig selv for en række tests der ikke er smertefulde for andet end pengepungen

Hvad kan hendes gener sige om hende? Hvilke sygdomme vil hun få? Hvordan er hendes personlighed? Hvor går grænsen for hvad man kan, vil og må sige? For det der med generne, det er jo ikke kun et spørgsmål om en enkelt persons nysgerrighed, det er jo også et spørgsmål om hvilke personer der får hvilke chancer. Hvem har størst risiko for at blive kriminelle, og hvordan skal de behandles? Hvilke sygdomme skal fostre screenes for? Hvilke sygdomme skal 'berettige' til en abort? Og hvad er i det hele taget en sygdom? For forskning vil nok føre store samfundsmæssige ændringer med sig. Eller vil den nu også det? Og i så fald, hvilke?

Lone Frank går i dybden med en lang række af genetikkens og samfundets store spørgsmål, men det er også en dybt personlig beretning om Lone Frank personen, der har forfærdeligt meget at slås med, men som alligevel klarer sig ganske godt på mange områder.

Lone Frank skriver rigtig godt, og det gør bogen til en fornøjelse at læse selvom den er proppet med videnskabelige forklaringer på gener, proteiner, signalstoffer, og selvom det sikkert er en illusion, så sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg da sådan nogenlunde forstår det. Okay, 'forstår' er måske så meget sagt, men jeg sidder da trods alt ikke tilbage med en følelse af, at jeg bare er alt for dum til at forstå noget som helst af noget som helst. Der er hele tiden en god afveksling mellem videnskaben og personlige historier, både fra nutiden og fra hendes barndom, så jeg kunne bare læse og læse uden at blive træt af det hele.

Jeg har en personlig årsag til gerne at ville læse den her bog. Jeg er asperger-autist, og hvad nu hvis man kunne screene fostre for autisme, skulle jeg så have været en abort? Har min depression i virkeligheden i alle de år haft ret? Skulle jeg aldrig nogensinde have været født? Ingen snakker om at abortere autisterne, ikke endnu i hvert fald, og da slet ikke Lone Frank, der faktisk taler rigtig pænt om os (s. 207), men jeg kan ikke selv lade være med at tænke på det. Der står noget om abort, men kun om smertefulde sygdomme der ikke er kontroversielle som systisk fibrose, og om ting der er så kontroversielle at det dårlig nok er aktuelt i lille Danmark, som barnets køn, men hvad med mongolisme? Den diskussion ville jeg gerne have haft, måske fordi det er aktuelt, eller måske fordi jeg føler at diskussionen kunne føres over på mit eget jandicap, selvom det på mange måder er meget anderledes.

Men hvad med et teologisk/filosofisk (på dette felt er der stort overlap) stridbart emne som det frie valg? Hele tanken om syndefaldet beror jo på den antagelse, at Adam og Eva reelt havde et valg, men hvad nu hvis de (især Eva) var disponibel til at være impulsiv? Hvad vil det i det hele taget sige at være disponibel? Er ens skæbne så forseglet? Hvad sker der med generne efter undfangelsen? hvilke hændelser ændre os, hvilke kemiske stoffer løber rundt i vores åre? Der har vi epigener dem der viser hvilke dele af vores gener der er aktive og hvilke der ikke er. Og straks bliver det hele mere kompliceret og endnu mere spændende.

Lone Franks egen historie fylder en hel del, og jeg svinger mellem at synes, at hun er mega sej, have ondt af hende og tænke, at hende ville jeg ikke kunne holde ud at være sammen med. Historien er leveret med en god portion sarkasme, men også med stor selvindsigt, og det er spændende læsning, men jeg kan ikke lade være med at tænke at det samtidig er en forsvarsmekanisme (hvilken kliché) for det kan virkelig ikke være rart at være så rodløs.

TITEL: Mit smukke genom FORFATTER: Lone Frank  FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 307 UDGIVELSESÅR: 2010