mandag den 30. januar 2012

Aspergirls

"Aspergirls - empowering females with aspergers syndrome" af Rudy Simone er en slags guidebog/selvhjælpsbog til aspergerpiger/kvinder og deres forældre. Det er også en slags selvbiografi, men hvor hun også viser os glimt af livet for en hel række andre aspergerpiger. Bogen er delt op i 21 kapitler (+ nogle stykker til) der handler om forskellige symptomer ved aspergers syndrom, så som overstimulering af sanserne, skyldfølelse og særinteresser og om forskellige livsfaser så som universitetet, forældrerollen og det at blive ældre.

Jeg lånte bogen af min psykolog og sad og læste i toget hjem, og der blev jeg meget følelsesmæssigt påvirket, ja sågar lidt bitter, for her var en bog om alle de ting jeg godt vidste, men som jeg havde måttet kæmpe så urimeligt hårdt for at komme til forståelse af. Nej, ikke urimeligt hårdt, bare hårdt. Jeg blev også bange, bange for at den ville fortælle mig at jeg bare er en helt ordinær aspergerpige (jeg er vant til at føle mig som noget særligt fordi der er så få af os, i hvert fald som er diagnostiserede). Jeg var bange for, at jeg ville føle mig udenfor fordi alle dem i bogen havde noget tilfælles som jeg ikke kunne genkende. Jeg var bange for at blive til grin fordi mit arbejde for at formidle aspergerpigers problemstillinger ville være overflødigt.

Efterhånden som jeg fik læst lidt mere i den blev billedet den maler lidt mere nuanceret, og jeg kunne slappe mere af. Nogle gange havde jeg dog lyst til at græde fordi et eller andet ramte et blødt punkt, især da den snakkede om universitetet, og om den hjælp man burde være berettiget til. Jeg gik på universitetet og måtte stoppe igen før jeg blev diagnostiseret, og selvom det var hårdt, og hårdere end jeg kunne klare, så var det nogle fantastiske år, og bogen fik mig til at savne det, fik mig til at tænke at måske en dag...

Judy gør et godt arbejde med at formidle hvordan det er at have aspergers syndrom når man er en pige, og det er der brug for, for næsten alle bøger omhandler drenge, og der er meget stor forskel på symptomerne for de to køn. Hvad jeg godt kunne have brugt var, at hun havde prøvet på i punktform at stille diagnosekriterierne op for piger, for når jeg har læst en hel bog, så har jeg svært ved at huske hvad jeg kunne genkende og hvad jeg ikke kunne genkende. Betyder det da overhovedet noget? Det gør det hvis man har aspergers, det betyder i hvert fald noget for mig.

Judy er selv aspergerpige, og hun har derfor som andre aspergere en særinteresse, hendes er holistisk medicin og andre spirituelle ting. Det er fint nok at hun interessere sig for det, men især hen mod slutningen af bogen kommer det til at fylde alt for meget, især når hun raser mod læger der vil give medicin, for så skulle man hellere sluge nogle holistiske piller. Jeg får en hulens masse medicin, og jeg kan ikke fungere uden, og jeg vil ikke have at forældre benægter deres børn gavnlig medicin bare fordi en eller anden siger det i en bog, vel og mærke en der ikke har nogen uddannelse i medicin eller farmakologi.

Men generelt er jeg godt tilfreds med bogen om end jeg synes at "empowering females with aspergers syndrome" er lige lovligt luftigt for min smag, men fred være med det. Bogen er et godt billede af hvordan vi tænker og fungere, og det er skrevet i et sprog der er til at forstå, hvis man da kan læse engelsk, for den er nemlig ikke blevet oversat til dansk, hvilket den burde være, i hvert fald hvis du spørger mig, og det gør du vel egentlig, for det er jo min blog du læser.

lørdag den 28. januar 2012

Troldepus bind 1-10

Cicero har udgivet de samlede værker om Troldepus i fire bind med ti bøger i hver, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at købe dem alle sammen. Bøgerne er skrevet af Dines Skafte Jespersen der ud over at være forfatter også var overlærer, eller var det skoleinspektør. Som i kan se, så har jeg virkelig gjort mit skolearbejde godt.


Bindene handler om Troldepus der bor med sine forældre i en høj midt ude i en dansk skov, her render han rundt med sine venner Morten hare og Peter pindsvin, og de dyr der ikke vil være hans venner kanøfler han til underdanighed, eller også slår han dem ihjel eller sender dem på flugt.

Troldepus er meget fascineret af menneskerne, men Troldefar er bange for dem, og da Pus's kunster bliver for meget for ham, sender han ham som straf op til bestefaderen, den gamle Fjelgubbe, men det er slet ikke nogen straf, for pus nyder sin ferie langt deroppe i Norge, hvor han lærer et par endnu frækkere troldunger om hvordan man skal behandle dyrene ordentligt.

Pus har fået smag for eventyret, så da der skal soves vintersøvn smider han sin trylledrik i pejsen. Pus må så med sine venners hjælp klare sig i de lange vintermåneder, men det går nok, for uden Troldefar til at holde ham i ørerne, er der intet der forhindrer ham for at interagere med menneskerne (dog med sin hvide pind i munden så de ikke kan se ham). Der bliver fejret jul og der bliver skudt nytår ind, for menneskerne har det godt, og Pus sørger også for at hans venner også kan nyde godt af alt menneskernes overflod.

Det bliver forår og Pus burde lægge sig til at sove så hans forældre ikke opdager noget, men eventyret kalder i København, men Troldefar henter ham hjem, og han må fortælle alt hvad der er hændt ham. Troldemor bliver på begge deres vegne om, at Pus har bevist sit værd, og vist at han godt kan klare sig selv. Troldefar er ikke glad, men han er glad for Troldemors mad, så han siger hende ikke imod.

I løbet af foråret får Pus sig en lillesøster, lille Pussi Troldunge, og nu må han dele sin tid mellem eventyret og sin rolle som storebror/barnepige, men eventyrene stopper nu ikke for den lille Trold der både får lov til at lege med Troldefars magiske pulvere og komme på rednings mission til mosen, hvor lille Pussi har fået forvildet sig ud.


Jeg er ofte meget glad for at læse børnebøger, for ud over at være sjovere, hyggeligere og mere enkle end voksenbøger, så siger det rigtig meget om et samfund hvad det er vi prøver at lære vores børn, og man lærer meget af Troldepus. Vi lærer selvfølgelig meget om skoven, gården, byen og strandens dyreliv og om hvordan en frisk dreng bør rende rundt udenfor og klatre i træer og have det sjovt, for Pus er en hittepåsom dreng der skal prøve det hele om som ikke kan lide at sidde stille.

Men mest af alt er bøgerne en guide til almen høflighed, for selvom Troldepus er fræk som katten, så er han også en høflig ung mand der taler pænt til alle, og det er kun hvis de ikke behandler ham og hans venner pænt at han kanøfler dem, men nogle dyr er slemme og dræber for sjov og ikke bare for at få mad, og de skal ikke vide sig sikre for hverken Pus eller Jespersen er bange for døden.

Det er jo så ikke kun Pus der skal handle respektfuldt overfor de voksne, de skal også behandle ham med værdighed, for det skal gå begge veje. Den første bog er fra 1959, så Jespersen var lidt i god tid, for mange andre børnebøger fra den tid handler om artige små børn der er underlagt de voksne og glade for det.


Alligevel er bøgerne om Troldepus tydeligvis bøger fra en anden tid, og jeg snakker ikke bare om ting som fedtemader, træsko og tornyster, for ud over at Pus faktisk er fysisk aktiv hele tiden (helt utænkeligt i vore dage) så har han et meget stort ansvar for pasningen af sin lillesøster.

A pro pos Pussi, så kom hun til i 1973, og jeg vil mene, at hun blandt andet skulle bruges til at få pigekønnet ind i bøgerne, for indtil hun dukker op er verden befolket af drenge mænd og koner, men piger og pigeinteresser er ikke noget der rigtigt bliver brugt tid på. Men da bindet slutter er hun dog kun en baby, så det må vente til hun bliver lidt ældre.


Her til sidst vil jeg lige fortælle en lille sjov information, nemlig at nytårsbogen lægger meget vægt på at man ikke skal være bange for fyrværkeri og man bare skal knalde løs, endnu et billede på at bøgerne er ved at være ret gamle, men de holder faktisk, og jeg kan ikke vente med at dykke ned i den næste, og næste, og næste igen, for de besidder bestemt en litterær kvalitet.

Troldepus 11-20 HER
Troldepus 21-30 HER

onsdag den 25. januar 2012

Mail fra Josefine Klougart

Hej Josefine
Jeg ved ikke om du er interesseret, men jeg har skrevet lidt om "Hallerne" på min bogblog HER
Hjertelig hilsen
Linda

PS Jeg har sikkert misforstået det hele
______

kære linda
tusind tak for linket - det er jeg glad for.
du har slet ikke misforstået noget.
min litteratur, kan man slet ikke misforstå i den forstand. man skal bare opleve den, mærke billederne, føle noget. og det kan jeg jo let læse, at du gør! flot at du fremhæver billedet med blæretangen, det er også noget af det jeg selv er glad for i bogen.
hvis du har lyst, så tag en tur til århus teater og se den, når den har premiere d. 24. februar!

kærlig hilsen go alt godt!
josefine

En kongelig læser

"En kongelig læser" af Alan Bennett er en bog om at læse bøger, og om hvordan man ikke kan lade være være med at blive påvirket.

Bogen handler om hendes majestæt dronning Elizabeth II der forvilder sig op i en bogbus der holder parkeret ved Westminster. Af ren og skær høflighed låner hun en bog, og i ren pligt læser hun den til ende selvom den virker kedelig og den siger hende ikke rigtig noget. Alligevel låner hun en ny da hun næste uge afleverer den, og det sætter gang i en hel ny passion hos hende for det at læse bøger.

Med en læsehastighed og en iver der kun kan gøre en anden en misundelig arbejder hun sig igennem den højere bøsselitteratur, for hun har fået sig en lille læsementor i opvaskerdrengen og rødblonde bøsse, Norman. Efterfølgende kommer hun igennem bøger vi andre kan drømme om (en enkelt regnfuld ferieuge og hun har læst alle 13 bind af Proust (er det 13? Det mener jeg at det er)).

Dronningens læselyst begynder dog at gå ud over hendes kongelige pligter til stor irritation til hoffet og ikke mindst kabinetschefen og premierministeren. De eneste der er glade er familien der ikke længere bliver holdt til de samme høje standarter som normalt.

Igennem bøgerne lærer dronningen at komme i kontakt med sine medmenneskelige følelser som hun hele sit liv har lært at undertrykke, og hun begynder at lægge mærke til folk omkring, hvor højdepunktet er hvor hun løber hen til døren for at undskylde overfor en stuepige at hun kom med et pludseligt udråb der slet ikke var til hende.

Det er en komedie, men den er ikke ude på at få et billigt grin ud af de royale ligesom alt for mange dårlige komedier, host Bjarne Reuter host. Faktisk er den yderst respektfuld og beskriver dronningen som en midaldrende dame der på grund af sin pligt ikke har fået lov til at udvikle sig til et helt menneske. Jeg er ikke englænder, jeg har ikke noget forhold, hverken positivt eller negativt, til dronning Elizabeth, men jeg kan godt lide når man taler om nulevende mennesker med i hvert fald et lille gram respekt, så respekt til Mr Bennett

Bogen er en beskrivelse af hvordan bøger kan ændre et liv, få en til at tænke over sin egen plads i historien, og viser, at selvom man er dronning kan man godt blive smådeprimeret over ikke at have en egen stemme.

Jeg brokker mig tit til min far over at der findes en lang række bøger om midaldrende mænd der bliver dybt filosofiske, men at der ikke rigtigt er noget tilsvarende. Dette er ikke den bog der vender rundt på det. Den er blandt andet skrevet af en midaldrende mand, men det er godt nok for nu.

Det er hovedsageligt en bog om bøger, og det gør den godt. Den prøver at beskrive hvad det egentlig er der sker med folk når de læser bøger. Den handler om at udvide sin horisont og om at udvikle sig som menneske, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på om forfatteren virkelig selv har læst alle de bøger han så storladent henviser til...

mandag den 23. januar 2012

Spiritualitet nedefra


Her i begyndelsen af weekenden fik jeg tilsendt en stor pakke med bøger fra Pastoral centret (Pastoral centret er en institution under den katolske kirke i Danmark).

I går pjækkede jeg fra kirken, så jeg besluttede at bruge dagen på lidt åndelig lekture. Flere af bøgerne var fra serien kristen spiritualitet, og der står ikke noget om bogens indhold, så jeg havde ikke den fjerneste anelse om hvad jeg gik ind til.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg valgte "Spiritualitet nedefra" af Anselm Grün OSB og Meinrad Dufner fordi det var den korteste, så jeg tænkte, at den kunne jeg nok blive færdig med på en dags tid.

Bogen handler i bund og grund om, at der er to former for spiritualitet.
Spiritualitet oppefra er når man læser i Biblen, ser på kirkens tradition og lære og ser på helgenernes liv og danner sig et billede af hvad der er godt at gøre og hvordan man burde handle og gøre. Idealer er godt, det får os op på dupperne og får os til at stræbe efter hele tiden at blive bedre, men hvis man sætter idealerne for højt, ender man med at undertrykke alle de forbudte følelser og lyster, og man bliver bange for sig selv.
Spiritualitet nedefra er en søgen efter at lære sit sande jeg at kende, for kun ved at kende sig selv, kan man lære Gud at kende. Vi er alle mennesker, og vi har alle fejl og mangler, vi har alle vores at kæmpe med, og kun ved at favne alle disse ting kan vi bringe os tættere på Gud

Jeg har hørt alle tingene før, og til at starte med var jeg helt vild. Da jeg for snart ti år siden stod som katolsk aspirant og ny konvertit var jeg meget opsat på at gøre alle de rigtige ting. Jeg kom i kirke hver søndag, jeg læste i biblen, jeg hjalp mine medmennesker hvor jeg kunne og jeg syntes selv at jeg var meget ydmyg og beskeden, men jeg kunne ikke holde facaden, dertil var mine skyggesider for overvældende.
Jeg kan godt lide spiritualitet nedefra, for der møder man Gud lige der hvor man selv er.

Men så gik det galt. I deres beskrivelse af, at skulle savne sig selv og sine skyggesider, ville de også have at man ikke løb fra sin angst/depression/vrede/sygdom/handikap/undertykkelse, og der stod jeg af. Jeg har skrevet om det før, det at smerten kan blive for stor til at bære alene, og på det punkt syntes jeg at bogen gav udtryk for en meget ensom tro.

Igennem hele Kirkens historie har der fandtes eremitter (eneboere), men de fleste af os bor altså ude i den virkelige verden, hvor vi har venner og familie og andre der er villige til at hjælpe os. Er det da ikke en af hjørnestenene i kristendommen, at vi hjælper hinanden gennem angst og prøvelser? Bad Jesus da ikke sine disciple holde sig vågne da angsten overmandede ham i Getsemane have? Hjalp Simon af Kyrene ikke med at bære Jesu kors op på Golgata? Når Jesus i sin dødsangst påberåber Gud og beder ham tage dette kors fra ham, hvordan skal vi der end ikke når Jesus til sokkeholderne være stærke nok til at klare alle disse prøvelser og så blive stærkere?

På universitet fik jeg at vide, at i en god opgave skal man kunne læse indledningen og afslutningen og så alligevel få det hele med. Det er også lidt den måde man bør læse bogen her, for de er nemlig rigtig gode, det er det der ligger midt imellem der er så deprimerende.

Jeg har en fornemmelse af, at boget sigter mod læsere der er yngre end mig, og jeg tror den vil passe sig glimrende til nogen der står på grænsen mellem at være teenagere og være voksne. Forfatterene ser nemlig spiritualitet ovenfra som især gavnlig for unge mennesker, for unge mennesker har brug for idealer, så de ikke bliver rodløse. Når man så bliver ældre så er det tid til at begynde at se indad, og dette er netop en guide til de første spæde forsøg.

Jeg ville ikke have nogen skrupler over at forære bogen til en firmand (konfirmand) eller en student, med mindre person har hang til depressioner.

lørdag den 21. januar 2012

Autistisk BOG-føring

Mens jeg lige læser de sidste par hundrede sider vil jeg lige underholde mig selv ved at vise hvordan jeg holder styr på de bøger jeg læser.



Jeg har aspergers syndrom, så jeg har på en anden måde end andre lov til at være en komplet nørd og nørkle med tingene til en grad der minder om besættelse.



Dette er måske ikke mit mest intelligente indlæg til dato, men jeg synes selv at billederne er ret sjove.



Det sidste billede her er fra det år hvor jeg konstant var indlagt og derfor havde mere end almindeligt god tid til at læse.

I er velkomne til at synes, at det her er da vist noget pjat, i så fald kan i glæde jer til næste uge hvor jeg vil anmelde en børnebog.

søndag den 15. januar 2012

Niels Steensen



Der har i Danmark været en tendens til, at vi glemmer et af de største navne som dette land har produceret, Niels Steensen (1638-1686) på latin Nicolaus Steno (hov, dem af jer der er fra Aarhus kender måske ligefrem Stenomuseet, men i troede måske ligefrem at det havde noget med sten at gøre, hvilket er mindre forkert end det umiddelbart lyder).

Forleden ærede Google hans 374. fødselsdag, hvilket gav et katolsk mediestorm på Facebook, "for har du set at...", "jeg kan næsten ikke tro det..." og "kan det virkelig passe...". Det kunne det, og siden er danskerne så småt begyndt at støve vort gamle trofæ af igen.

I går kom der bland andet DENNE artikel på videnskab.dk, for det er det vi som danskere gerne vil huske ham for, som videnskabsmanden, men den forklare jo ikke den katolske mediestorm.

I den anledning vil jeg gerne have lov at anbefale en bog jeg læste for noget tid siden, og som giver et lidt anderledes indtryk af Niels Steensen, og som viser grunden til, at landets katolske gymnasium hedder Niels Steensens Gymnasium.

Denne tekst bliver nok lidt længere end min gennemsnitlige boganmeldelse, men det er fordi jeg gerne vil benytte lejligheden til at fortælle jer om en af de sejeste personer dette land har produceret. Hvis jeg kunne fik jeg jer alle til at læse bogen, men det er ikke realistisk, så i stedet vil jeg komme med en kort biografi, så I i det mindste lærer lidt, enjoy.

Skønnest af alt
"Skønnest af alt, en biografi af Niels Steensen" af Sr. Miriam Mortensen OSB (de underlige bogstaver fortæller, at det er en nonne fra bennediktinerordenen) udgivet på Katolsk Forlag.

"Skønnest af alt" er fortællingen om en ung man der levede i det der for videnskaben må betegnes som det mest interessante århundrede. Han var med til at skabe videnskaben som vi kender den i dag.

Men det er også historien om en ung mand der kommer fra et strengt lutheransk land der forbyder andre trosretninger og som kommer ud i verden og møder et væld af trosretninger og ideer.

Da N.S. regnes for en af grundlæggerne af et af de mest bibelsstridige studier, nemlig geologien, så ville bogen, hvis det havde været en skønlitterær bog skrevet i vore dage, have handlet om hvordan hans tro og hans studier kolliderede, men det er det ikke, og N.S. tvivler ikke et øjeblik på Gud den almægtige, eller det gør han i hvert fald ikke i en opbyggelig beskrivelse af hans liv.

Hvad han derimod begynder at tvivle på er den tro hans barnetro. Så derfor søger han hjælp hos en hel række af venner og bekendte der alle har en stor viden om deres tro og som er meget opsatte på at vise ham den rette vej. Men til at starte med foregår det hele på et meget intellektuelt plan, og han kan ikke få sit hjerte med, ikke før en kvinde ved navn Lavinia Arnolfini giver ham det sidste skub.

Samtidig med hans åndelige rejse, stifter vi også bekendtskab med en helt anden måde at drive videnskab på. I dag er der en indædt kamp mellem forskerne om de sparsomme forskningsmidler, men den gang måtte en forsker ikke blot være dygtig, han måtte også indynde sig hos en lokal adelsmand der så var mere end villige til at bidrage med penge og kontakter for sin fornøjelses og prestiges skyld.

N.S. kommer efter sine mange rejser i Europa tilbage til København, og selvom det ikke var helt legalt at være katolik, så så folk dog gennem fingre med dette. Men han bliver her ikke længe, og drager igen ud i det store spændende Europa, og undervejs beslutter han sig for at blive katolsk præst.

Han har ikke rigtig selv efterladt sig nogen skrivelser om denne beslutning, så sr. Miriam kan kun fortælle at han træffer beslutningen. Religiøs litteratur finder det ikke altid nødvendigt at have belæg for påstande omkring personernes dybe tro, men sr. Miriam tager sin rolle som formidler, ikke kun til andre katolikker men til alle danskere seriøst, så hun kommer ikke med gæt og de steder hvor hun ikke helt kan lade være, giver hun også udtryk for at det er tilfældet.

Med forbløffende fart bliver han også valgt som biskop, og vi følger hans arbejde for at passe sit arbejde over store områder der indbefatter store dele af Nortyskland, Danmark, Norge og Sverige. Han gør sit arbejde samvittighedsfuldt, men ville i virkeligheden ønske, at hans arbejdsområde var mindre, så han blot en gang imellem kunne hellige sig naturvidenskaben (undskyld mit sprogbrug) som hans hjerte stadig brænder for.

Jeg har mødt flere danskere der ikke ved hvor svært andre trosretninger har haft det i Danmark, selv fandt jeg først ud af det da jeg blev katolik. Vidste i for eksempel at vi først officielt fik religionsfrihed i 1848? Hvor svært det var at være katolik svingede, (svang, svungede? hvad hedder det egentlig?) og det gør det stadig.

Mens N.S. sad som biskop blev mange danskere landsforvist som forrædere, og nogle af dem endte hos n.S. der så måtte forsørge dem. En sidste gang besøgte han København, han måtte egentlig ikke forrette nogen biskoppelige hverv, men det gjorde han nu alligevel.

N.S. blev saligkåret i 1988 af Johannes Paul II (anmeldelsen har fået etiketten helgen for letheds skyld). En salingkåring betyder, at vi ikke er 100% sikkre på at han er en helgen, men at vi mener at han er en sej person, som vi kan se op til og lade os inspirere af, når vi nu halvt i blinde prøver at leve vore liv i kærlighed til Gud.

374 år er mange år, men N.S er lige så relevant nu, måske endda mere relevant end han længe har været. Hvorfor skal man vælge mellem sin tro og sin videnskab? Findes Gud da ikke der hvor hverdagens små mirakler for alvor ses, der hvor alle levende organismer fødes og dør og hvilken formulering der nu ville være passende for ikke levende ting som sten og sedimenter. N.S. var en person der til fulde formåede at leve sit liv i begge verdener og det er derfor at han er så sej.

Jeg har også en stor respekt for hans måde at praktisere sin tro på. Som mange andre hellige mand og kvinder levede han i streng askese, det vil sige, at hen sparede på mad og fine klæder i en tid og i et hverv der har et ry for dekadence og korruption. Når jeg tænker mig om kan jeg ikke lige komme i tanke om nogen hvor betegnelsen den fede munk faktisk passer ind.

Danmark vær stolt af din søn, lad det ikke kun være udenlandske medier der fra tid til anden får vores øjne op for denne helt specielle person.

torsdag den 12. januar 2012

Hallerne


“Hallerne” af Josefine Klougart udgivet på Rosinante 2011.

Okay, jeg kan lige så godt melde klart ud fra start, jeg forstod kun en brøkdel at hvad der skete i denne her bog. Der var en helt masse af sådan nogle symbolske ting, og det er jeg virkelig ikke særlig god til at forstå, og det var kun fordi jeg var stædig, at jeg fik den læst.

Bogen handler om en mand og en kvinde der bor i København. Han er professor på universitetet, og hun går vist nok derhjemme. Deres forhold bygger på rå sex, de taler ikke ret meget sammen. Han hader hende, men kan ikke finde en kvinde der kan tage hendes plads, så i stedet slår han hende, ydmyger hende og tager hende hårdt. Hun tilhører ham. Hun opsøger ligefrem det destruktive, både i ham og i sig selv på grund af noget der startede i barndommen. Hun prøver hele tiden på at se ham, sådan rigtigt se ham og nå ind til det der virkelig er ham, også selvom hun mister sig selv undervejs. En gang imellem lykkes det hende, men når det sker, er de fremmede overfor hinanden og for sig selv, og han kan ikke hold det ud, så han slår hende.

Josefine Klougarts første bog “Stigninger og fald” var en samling smukke stemningsbilleder fra en barndom på landet i Jylland, så der er lidt et spring til destruktiv sex i København, men man kan fjerne pigen fra landet, men ikke landet fra pigen. Ligegyldigt hvor rå og kynisk bogen nogle gange bliver, så dukker der ustandseligt små grønne pletter op. Lyden af blæretang der sprænger under vand, fugle og en meget bevidst iagttagelse af vejret.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad moralen i bogen er. Måske er det, at der ikke findes sådan noget, som uforpligtende sex. Måske er det, at den leg der er mellem manden og kvinden som begreber altid vil have et element af ødelæggelse i sig. Måske er det, at vi alle sammen er ødelagte og plagede af angst, og at vi derfor skader os selv og hinanden for at lindre smerten.

Bogen er en slags drejebog, et skuespil, hele parrets liv står for skue, de bliver iagttaget og bedømt, men publikum har ingen medfølelse, de i ser, men de reagere ikke, og derfor er manden og kvinden endnu mere ensomme midt i al ødelæggelsen.

Som sædvanligt leger Josefine med sproget, ser på hvor langt hun kan strække det før det mister sin betydning, og på trods af bogens råhed, så bevarer hun et element af skønhed.

tirsdag den 10. januar 2012

Growing up catholic



"Growing up catholic" af Mary J F C Meara, Jeffrey A J Stone, Maureen A T Kelly og Richard G M Davis fra 1984.

Jeg fandt denne lille perle i en genbrugsbutik til en 10'er. Nogle gange er det utroligt hvor heldig man kan være. Jeg har haft den stående på min reol længe, for jeg har nok haft en tendens til at forsømme den religiøse litteratur, og det galdt også selvom den faldt under kategorien humor.

Vi er skøre vi katolikker, og her i bogen kan man læse præcis hvor skøre, for dette er næmlig et antropologisk studie af disse underlige væsener der spræder sig over hele kloden. vi følger et typisk (amerikansk) katolsk liv fra vugge til grav, ikke som en biografi, men som en håndbog i livets faser, og med humor introduceres læseren til alle aspekter af et katolsk liv lige fra nakkebøjende syndsforståelse til Marvel comics JP II biografi (Johannes Paul II).

Har nonner hår? hvor i kirken er det passende at sætte sig? Hvilke film må man ikke se? Er det en synd at spise den sidste halvdel af sin hotdog hvis man pludselig kommer i tanke om, at det er fredag? Hvordan vælger man i en alder af 14 år det perfekte firmelsesnavn (når man bliver konfirmeret er der mulighed for at tage (endnu) et mellemnavn)? Hvordan forlader man bedst kirken og hvordan skal man efterfølgende opføre sig? Hvad er det tidligste man kan forlade messen? Hvad ændrede sig efter VK II (ikke venstre/konservative, ej heller 2. verdenskrig men derimod 2 vatikanerkoncil hvor det blev besluttet at fejre messer på folks modersmål)?

Det er sådanne spørgsmål bogen behandler, og ofte gives der to svar, hvad folk gør og hvad folk burde gøre, hvilket ikke altid er det samme.

Jeg er ikke vokset op som katolik, men jeg kender nok barnefødte katolikker (født ind i katolske familier, ikke katolikker født af børn) til at kunne se hvor hysterisk morsom bogen faktisk er. Jeg kender også vores traditioner og ritualer, vores dogmer og særheder. Jeg kender messen, jeg kender skriftemålet, jeg kender højtiderne og jeg kender præsterne og nonnerne. Hvad jeg dog ikke kender er de katolske skoler, tiden før VK II og USA(selvfølgelig kender jeg USA, men jeg har ikke boet der siden jeg var 5 måneder gammel, så jeg kender det mest fra film og bøger)

Hvis man slet ikke kender noget til den katolske kirke, vil man nok kun få meget lidt ud af bogen. Hvis man tror man ved en masse om den katolske kirke, men at man har al sin viden fra Dan Brown, så vil man nok tænke, HA, de katolikker er nogle overtroiske fjolser. Men hvis man kender den katolske kirke og dens medlemmer bare sådan nogenlunde, så er denne bog et kup, ikke ahttp://www.blogger.com/img/blank.giflene bliver man underholdt, man får også lige opfrisket hvordan det nu var med skærsilden, eller man kommer i tanke om, at skriftemålet er mere end bare at bekende de aller værste af sine synder.

Eftersom det er en amerikansk bog der tager afsæt i 1970'erne, så spiller The Kennedys en prominent rolle, hvilket jeg ikke kunne være meget mindre interesseret i, men det er ikke noget der umiddelbart generer min læsning.

"Groving up catholic" startede jeg på i søndags, og den påvirkede mig så meget, at jeg ønskede at det var søndag igen, så jeg kunne komme til skrifte og messe, for det gjorde jeg nemlig ikke i søndags. På grund af den lette tone i bogen blev jeg ikke plaget af dårlig samvittighed, hvilket jeg ellers nemt bliver.

En dag da jeg tilfældigvis mødte en veninde HER talte vi om det at være katolikker og vores begrem om skyld og skyldfølelse. Det er et emne bogen tager op flere gange, for det er nemlig en stor del af den katolske tro, for ikke nok med at det såre dig selv og dine nærmeste, det slår også naglerne dybere ind i Jesu hænder og fødder. Alligevel lykkes det bogen at behandle emnet, så det bliver morsomt og tilgængeligt.

Jeg vil anbefale bogen til alle mine katolske venner, men ikke nødvendigvis til jer andre, og hvis i ikke kan få fat på et eksemplar selv, så kan i altid låne mit, og hvis den bliver væk, ja så skidt, den kostede kun en 10'er

mandag den 9. januar 2012

Rystet spejl


Overført fra min anden blog

Jeg sidder og læser "Rystet spejl" af Søren Ulrik Thomsen udgivet på Gyldendal. Det var ikke lige det jeg havde regnet med at bruge min ferie på, men jeg havde pludselig lidt tid til overs, og så lå den bare der på min fars reol.

Jeg ved ikke hvorfor jeg var så mistroisk. Ja, det er en bog af en midaldrende mand til midaldrende mænd, men det gælder for megen stor litteratur. "Nattog til Lissabon" af Pascal Mercier, "Dronning Lionas mystiske flamme" af Umberto Ecco, "Dummas klubben" af Arturo Perez-Reverte og "Alle navnene" Jose Saramago. Der sker noget med mandlige forfattere, når de bliver konfronteret med deres egen dødelighed, og sætter sig til at tænke over livet, tilværelsen og alt det der.

Søren Ulrik Thomsen er temmelig nøjagtigt på alder med min far, og det er vel en af grundende til, at han har købt bogen, for ellers er han ikke meget til digtsamlinger. At min far læser den er en ting, men at jeg læser den er noget helt andet. Hvad kan jeg, en ung kvinde på 26, få ud af at læse om en midaldrende mand der skriver om at miste sin mor?

Jeg kan lære noget om livet og om skønheden i dets banaliteter. Han skriver et sted, at livet er endnu mere eventyrligt and alle hans ungdoms drømme, fordi man ikke kunne have forstillet sig dets trivialitet. For livet er ikke de store øjeblikke, det er alle de dage der ligger imellem og som bare er der, hvor man bare skal være til.

Set er disse dage Thomsen forholder sig til, de dage hvor ungdommen virker mere fjern og mere nær på samme tid, for er det ikke det der betegner en midaldrende mand, når det går op for ham at ungdommens flirten med revolutionen er et overstået kapitel som kun findes i drømmende?

Mine år i psykiatrien er forhåbentligt slut, de år fyldt med gråd, blod og drama, og jeg skal lære at leve et liv der er så trivielt, at det næsten er normalt. Alle steder får man pebet ørerne fulde af, at vi skal være ekstraordinære, men ikke nødvendigvis ifølge Thomsen, men han vil heller ikke have en til at sumpe hen i ligegyldighed, bare leve det liv man nu en gang er givet og så lade være med at klynke over det.

Dagen i dag var ikke "måske"
den var der
og så var den væk.
Derfor var dagen i dag den bedste.

Vi er da voksne mennesker

Overført fra min anden blog

Det virker så uoverskueligt at skrive om julen med alle dens farver, lyde og lugte. Jeg har sovet dårligt, og jeg har kvalme fordi jeg spiste for meget, og mit hovede er fyldt med alle de tanker der er så passende for denne sæson for dårlig samvittighed.

Jeg vil derfor åbne en kold cola, og sætte mig ved min computer og skrive om en bog jeg ville have givet min søster, men endte med at beholde selv, det er der en lang historie bag, men lad mig sige det sådan, at hun fik noget der var bedre, dyrere og meget mere passende.

I går mit i alt julehalløjet, fandt jeg et par timer til at sidde fredeligt, eller næsten fredeligt, med en bog. Det lykkedes mig at blive færdig med "vi er da voksne mennesker" af Anna Friis udgivet på Gyldendal.


Bogen handler om et kærestepar på min alder, de bor på Trøjborg i Aarhus og vil enormt gerne være voksne mennesker, men de kan bare ikke rigtigt tage sig sammen.

Indbegrebet af at være voksen er åbenbart at lave hjemmelavet mad og holde parmiddag med tapas, og det lykkes dem da også, i hvert fald nogle gange, men ved siden af er det hele så svært, specialet kører ikke, arbejdet som tjener er ensformigt og de kan ikke en gang finde ud af at have en affære når lejlighed byder sig (dette skriver jeg kun fordi jeg taler om en roman). I sand Helle Helle stil sker der faktisk ikke rigtigt noget som helst, for folks liv er i bund og grund ret kedelige, det vidste jeg bare ikke før.

Bogen handler generelt om alt det jeg er gået glip af fordi jeg fordrev mine tyvere på psykiatrisk hospital og på et døgnbemandet bosted for aspergere. Jeg troede at jeg gik glip af noget, jeg så mine venners facebook opdateringer og tænkte, at de var derude i verden og opleve en hulens masse, men måske var det bare aldrig rigtig sådan, måske levede de også bare liv fyldt med grå regnfulde hverdage med skænderier over ingenting.

Jeg ville ikke give den til min søster fordi hun selv sidder midt i eksaminer der ikke går helt som hun kunne ønske, så jeg tænkte, at hun ikke havde behov for at læse en deprimerende bog om at køre sur i sit speciale. For jeg tror at de fleste andre vil opfatte det som en deprimerende generationsskildring af os midt i 20'erne som lever et facadeliv på facebook, men bare ikke kan tage os sammen.

Jeg er så afgjort en del af denne generation, omend mit liv har set lidt anderledes ud, men jeg har heller ikke kunne tage mig sammen og blive voksen før en gang i løbet af sommeren.

Jeg finder bogen vældigt interessant, fordi den viser mig, at jeg ikke er gået glip af så forfærdeligt meget, men jeg må da også indrømme, at de var rart at gense mit elskede Aarhus igen gennem romanforfatterens øjne. Til dem som det nu en gang vil interesserer så foregår den hovedsageligt på Trøjborg og i Risskov, ikke bydelen, men selve skoven med træer, buske og gangstier.

Sådan ikke specielt meget a pro pos, så har jeg modtaget megen blandet respons på at jeg læser en gave jeg har købt til en anden før jeg pakker den ind, nogle synes det er helt i orden andre at det er dybt chokerende, men jeg knækker ikke ryggen i bøgerne, så man kan i princippet ikke se at de er blevet læst.

Moonwalk med Einstein


Overført fra min anden blog
“Moonwalk med Einstein” af Joshua Foer er en rigtig god bog der mister pusten halvvejs inde.

Man kan enten læse den som en temmelig middelmådig tangerende til jævnt kedelig bog om at memorere spillekort på konkurrenceniveau, eller som en virkelig spændende bog om vores hjerner, sprog, viden og erindringer og om hvordan vi bruger det hele.

JF dækkede som journalist USA mesterskabet i hukommelse, og bliver udfordret til at bevise, at det er rigtigt at alle kan trænes op til at kunne memorere et sæt spillekort på 90 sekunder. Han går til opgaven med liv og sjæl, men undervejs undersøger han de neurologiske, filosofiske, lingvistiske og historiske aspekter ved vores hjerner og hukommelse. Hvordan lagre hjernen forskellige former for erindringer? Hvad er en erindring? Hvad vil det sige at huske? Hvad har vi brug for at huske? Hvad er ord i det hele taget? Hvad er sprog? Hvad er sanser?

Alle disse overvejelser er rigtig spændende og godt beskrevet, men JF som person kommer til at fylde mere og mere, og højtstående personer i hukommelses miljøet bliver skubbet frem i rampelyset, og der er ikke lagt skjul på hvem man skal kunne lide og især hvem man ikke skal kunne lide, men jeg kan ikke lide nogen af dem.

Undervejs spekulerede jeg da flere gange på, om jeg også ville kunne træne mig selv til at huske mere af pi end 3,1415 (om ikke nødvendigvis 22,000 decimaler).

Teknikken skulle være at danne sig erindringspaladser (konkrete bygninger man i sin erindring kan bevæge sig rundt i) og placere personificeringer af de ting man skal huske (jo mere obskøn jo bedre).

Men jeg har et problem, jeg har meget svært ved at danne billeder for mit indre blik, selv det hus jeg voksede op i kan jeg ikke rigtigt se for mig, jeg ved hvor rummene lå, men jeg kan ikke se dem, men måske det bare er min ADD, måske er det bare fordi jeg ikke kan koncentrere mig grundigt nok. Eller også kommer jeg bare med dårlige undskyldninger fordi jeg ikke gider lægge kræfter i noget der i grunden er helt meningsløst, jeg ville jo kun kunne det på grund af blærefaktoren.

Som en del af konkurrencen skal deltagerne også memorere et digt, og det er noget jeg meget gerne ville kunne, men i modsætning til tal, spillekort, ord og ansigter bliver der ikke givet en vejledning til hvordan man skal gøre, og det er jeg virkelig træt af, for jeg kan de første mange sider af Peters jul, og folk forbløffes hver gang, men jeg vil gerne lære det hele. Hvis jeg begyndte at træne nu, ville jeg sikkert godt kunne til næste jul, men er det virkelig umagen værd?

Der er en aspergerdreng med i bogen, men han bliver fremstillet som en forfærdelig fusker, men jeg kunne virkelig godt tænke mig og vide om hvordan den autistiske hjerne fungerer. Er der forskel? Ja selvfølgelig er der forskel, det er jo ligesom hele pointen med diagnosen, men hvad er forskellen...

søndag den 8. januar 2012

Karlsvognen

Oh Jeg har haft mange gode stunder med Kristin Marja Baldursdottirs og endelig kan jeg igen nyde Islands stærke kvinder, som vi møder dem igen i hendes fjerde bog "Karlsvognen".

En kvindelig psykiater i sin bedste alder, plus nogle år, står pludselig efter et indbrud alene med den 14-årige datter af en kvinde hun knap nok kender. Hun beslutter sig for at tage pigebarnet med op i sommerhuset for at slippe væk fra det hele. Pigen er bestemt ikke glad for at være der og det samme gælder doktoren. DVD-maskinen virker ikke, så hun må finde på en måde at underholde pigen på, og så begynder hun at fortælle sin historie, ikke frivilligt, hun kan bare ikke lade være. Alle barndommens traumer kommer strømmende.

Endnu en gang møder vi et samfund uden mænd, er de ikke på havet, er de døde eller bare fraværende, så det giver plads til stærke kvinder der bider tænderne sammen og for tingene gjort, man stiller sig ikke op og spørger, om man har lyst, eller om man kan, man er nødt til det for at overleve i dette barske land. I alle bøgerne knejser matriarken i baggrunden, en figur der er skiftevis hadet og elsket, men uden hende kan intet finde sted.

KMB er en af de få forfattere jeg har stødt på i hele min lange læse 'karriere' der formår at skrive om kvinder med den respekt de egentlig fortjener. Kvindeskikkelser i litteraturen er ellers meget karaktereserede
Chick lit - tilpas succesfuld kvinde, men tilpas uheldig til at man kan holde af hende, hendes veninder er helt perfekte.
Mama - succesfuld kvinde får et barn og kan ligesom fortælle alle andre hvordan det skal gøres og ikke gøres.
Famme fatal - siger lidt sig selv
Luderen - ligeså
Forskeren/karrierekvinden/kriminalkommicæren - kæmper for at klare sig i en mandsdommineret verden, men fordi hun er kvinde ser hun ting som mændende ikke kan og ender derfor med at brilliere.
Moderen - hende der bare ikke forstår.
Særlingen - det er bare heeelt okay ikke at være som alle andre.
Og sådan fortsætter det. Det bliver nogle gange så grælt at jeg hader at være født som kvinde, for litteratur for og om kvinder er aldrig dybe, filosofiske eller sofistikerede, de er platte og tilnærmelsesvist ligegyldige. Der er ingen af personerne i KMB's bøger jeg virkelig bryder mig om, de er skrappe, stædige, hysteriske, mærkelige og sure, men jeg nærer en dyb respekt for dem, og derfor elsker jeg dem på en eller anden underlig måde.

Personerne i "Karlsvognen" er dog mere uudholdelige og mere flade end i de tidligere romaner, men det er også den korteste af bøgerne, ikke mere end 170 sider, så der er grænser for hvor meget man kan nå. I det hele taget har den ikke nær så meget pondus, drama og troværdighed som de tidligere.

Starten, hvor doktoren og pigen bliver sat sammen virker meget, søgt, men det ville hurtigt være glemt hvis KMB havde ført persongalleriet til uventede højder, men man sidder bare med en psykiater der hele sit liv har undertrykt sine følelser, og en teenagepige der er lost, som ikke kender sit lands historie, traditioner og almindelig god opførsel og derfor ikke har de naturlige grænser. Hele pointen er, at børn har brug for at blive opdraget, ellers bliver de psykisk ustabile. Det er ikke fordi jeg ikke giver hende ret, men jeg synes bare det blev beskrevet så firkantet.

Slutningen går hen og bliver meget syrealistisk og der skal fortolkes en helt masse. Den slags er min autistiske hjerne ikke ret god til, så jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad bogen slutter med, jeg håber lidt, at jeg kan få et af mine familiemedlemmer til at læse den og fortælle mig hvad der sker.

lørdag den 7. januar 2012

Den unge Werthers lidelse


Jeg har allerede skrevet om "Den unge Werthers lidelser" på min almindelige blog men ikke nogen decideret anmeldelse.

"Den unge Wethers lidelser" handler i korte træk om en ung velhavende mand i 1700-tallet der tager sig et sabatår, og slår sig ned et sted på landet hvor han kan tusse rundt og male lidt. Her forelsker han sig i en ung pige, men ak oh ve, hun er forlovet.
De to unge mennesker indleder et nært, platonisk og filosofisk venskab, og da hendes forlovede kommer hjem fra sin rejse, bliver de en køn lille trekløver. Alle finder det dog påfaldende, og den knuste Werther lader sig overtale til at forlade egnen og finde sig et job.
Werther egner sig ikke til arbejdsmarkedet, hans øverste chef kan godt lide ham, men det kan hans daglige overordnede ikke. Efter at han gør sig uheldigt bemærket til en fest for byens spidser og alle taler om ham bag hans ryg, lader han sig indlogere hos en rig mand, men han keder sig.
Til sidst kan han ikke lade være, men tager tilbage til egnen med pigen der i mellemtiden er blevet gift. Ustandseligt dukker han op og han bliver mere og mere deprimeret, og da en bonde han holder meget af begår mord i kærlighedens navn slår det ham helt ud.

"Den unge Wethers lidelser" og "Faust" begge af Tysklands forfatter nummero uno, eller i hvert fald en af dem, er hinandens modsætninger og alligevel et yndigt par, den ene om kærlighed uden sex, den anden om sex uden kærlighed.

1700-tallet ligger rigtig lagt tilbage i tiden, så for at en bog skal genoptrykkes igen i vore dage, skal der virkelig være noget gods i den, i hvert fald hvis den skal trygges i udlandet. Jeg har læst "Klims underjordiske rejse" og jeg siger jer, at den ikke holder, så hvis i vil læse Holdberg, så hold jeg til hans komedier.

Men Werther holder. Det er ikke så tit man i moderne tid støder på en kærlighedshistorie skrevet af en mand, hvilket er en skam, for Goethe beviser, at de godt kan. Som pige kan jeg godt sidde og filosofere over, hvorfor der ikke længere findes unge mænd som Werther og Albert (pigebarnets forlovede/ægtemand). Enkelte gange til gymnasiefester, når drengene begyndte at stå usikkert på benene, så kom gentlemanden frem i dem, og de tog en piges hånd og førte den til sine læber, det var så fuldestadiet før de begyndte at rage hende på brysterne. Måske har drengene bare lært, at det ikke betaler sig, at pigerne vil have en badboy, men jeg synes at det er en skam, at der ikke findes flere gentlemen i dag (pigernes opførsel er så et helt kapitel for sig, for vi er ikke spor bedre).

Jeg nævnte tilfældigt den unge Werther over for en bekendt, og det viste sig, at det var hans yndlingsroman. Jeg var ved at vælte ned af stolen af overraskelse. Det kom virkelig bag på mig, at andre end jeg og midaldrende akademikere kunne finde på at læse den, og især at det så var hans yndlingsbog, men jeg bebrejder ham ikke, for den er både velskrevet og veldrejet. Det er et unik indblik i en tid og et sted der ikke findes mere.

Og alligevel er den forbløffende moderne. Man forventer ikke at kunne genkende så meget, men det kan man.
- sabbatår, mange af de andre unge mænd drog på dannelsesrejse til Italien og Paris og studerede, men den unge Werther sidder bare i et fjernt sogn og feder den.
- giver penge til velgørenhed. Nu om dage er det på mode at hjælpe de sultne børn i Afrika, den unge Werther behøves kun at gå ned af vejen.
- kvinderne er ligeværdige partnere når der diskuteres, og det er helt selvfølgeligt at det er sådan, hvilket det ikke var i Danmark før en gang i 80'erne (i 70'erne skulle det altid påpejes, som om en diskuterende kvinde var en blanding af et freakshow og et peebshow).

Der var dog også ting der undrede mig.
- Goethe var protestant, Werther er protestant og præsten de besøger var protestant, men alligevel er der flere katolske end protestantiske referencer, som fx at klokkerne ringede til Angelus.
- at den gode Albert finder sig i at en smask forelsket Werther tilbringer al sin tid sammen med hans forlovede/ægteviv.

Jeg valgte egentlig bogen fordi den var tynd og et eller andet skulle jeg jo læse, men det var en af de sjældne tilfælde, hvor jeg virkelig bliver ekstatisk over en bog, og hvor følelsen varer ved.