tirsdag den 17. juli 2012

Mumitrolden - de tre første romaner

Der er bare nogle gange, hvor man mere end noget andet har brug for en god børnebog, eller tre. De tre første Mumi-bøger har ellers aldrig før hørt til mine favoritter, og jeg overvejede seriøst at springe frem til de tre næste, og der skal jo være orden på tingene, og det viste sig da også at især en af historierne var langt bedre end jeg huskede.

Der er fuld gang på handlingen, og bøgerne modsiger sig selv med jævne mellemrum, men det er ikke noget problem så længe man ikke er så dum at man prøver at give et resumé af handlingen, så det vil jeg prøve at lade være med.

Her på billedet sidder jeg så med hospitalsarmbånd om mit fede håndled og lader bogen hvile på mine klamme lår med de blodplettede bukser, og der står stadig en toiletrulle efter det nervesammenbrud jeg fik i mandags (der skulle pudses næse og tørres øjne i timevis). Et sådan humør passer perfekt til Mumitrolden, det er nemlig ikke, som tegnefilmene ellers antyder, sødsuppede historier om at være lykkelig og gode venner hele tiden. Selvom det ikke er så tydeligt i de første par bøger, så gemmer der sig et meget tungt finsk mørke lige under overfladen og lurer, men alligevel er er de også super hyggelige.

Mumitrolden selv er bare en sød lille dreng med nogle seriøse moderbindinger. Det forhindrer ham dog ikke i at forelske sig i andre piger, dog forelsker han sig i de piger han aldrig helt kan få, for Snorkfrøknen elsker kun sig selv, og galionsfiguren er af af træ og har ikke nogen ben. Faderen er der men spiller egentlig ikke nogen væsentlig rolle, og det kan man jo godt forstå, få han stak af med hatifnatterne da Mumitrolden var helt lille, og det var Mumitrolden og hans mor der fandt ham og ikke omvendt, og lur mig om ikke faderen skal give noget igen før han helt kan tages til nåde igen.

I "Kometen kommer" (bog nr 2) er Mumitrolden ridderen der drager ud i verden på en 'quest', om med sig har han sin hjælper og komiske 'side qick', det lille dyr Sniff der er besat af at eje. På deres færd møder de vismanden, Mumrikken, der er besat af ikke at eje noget, og som ikke helt er den venlige sjæl man ellers beundrer ham for at være. På vejen hjem fra deres mål får Mumitrolden igen chance for at vise sin ridderlighed, da han skal rede en skønjomfru, Snorkfrøknen, i nød.

Mumimor er på ingen måde en frontfigur, men på sin vis står hun som symbol på hele Mumiuniverset. Hun er indbegrebet af hygge og tryghed med sin håndtaske og sine udflugter, men mørket findes i hende, og mister hun sin taske bliver hun angst og ligefrem neurotisk. Det siges om den ensomme og uhyggelige Murren, der er så kold at hun fryser alt til is omkring sig, at hun engang selv var en Mummimor der blev forladt af sin Mummitrold (glæd jer til de senere bøger), så i hende kan man se den skygge der hviler i vores Mumimor, og som gør bøgerne til noget ganske særligt.

De første bøger her er dog mest til de yngre læsere, og kan virke forhastede, flygtige og lidt irriterende på den voksne. Men selv om de slet ikke hører til mine yndlingsbøger, så er de nu meget gode alligevel.

Danskerne har faktisk aldrig været glade for bøgerne i modsætning til vores nordiske naboer. Tove Jansson selv kommenterede det en gang med at det var fordi vores land er så fladt og kedeligt at vi slet ikke kan forstå dem, og det er der måske nok noget rigtigt i. Hattifnatterne er dog et folk som vi i min optik burde kunne forstå. Dette blege folk med en usund længsel efter horisonten, som mødes i en stemning af ligegyldighed, for først for alvor at kunne leve, når lynet slår ned.

ORIGINAL TITEL: Småtrollen och den stora översvämningen, Kometen kommer og Trollkarlens hat DANSK TITEL: Mumitrolden - de tre første romaner
FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 276
UDGIVELSESÅR: 1945, '46 og '48 (2008)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar