fredag den 31. august 2012

Den rasende hær

Jeg går altid ind til en krimi med, lad os kalde det modværge, jeg finder hele genren temmelig tåbelig og unødvendigt voldelig, dertil lagt et middelmådigt amatørarbejde i skrivestil, sprog og plot, men det galder for alle regler at der må være en undtagelse, og jeg tror at jeg her har fundet min.

Historien i ‘Den rasende hær’ er forholdsvis ordinær. I henhold til en gammel legende begås der i en lille nordfransk landsby en række mord. Samtidig kører der en sag om en forretningsmogul der er blevet brændt ihjel i sin bil, og hvor folk højt oppe i hierarkiet vanskeliggør opklaringen. Midt i alt dette står den noget forvirrede kriminalkommissær Adamsberg med sine to nørdede håndlangere.

Historien er dog ikke det der interesserer mig, det gør detaljerne til gengæld. Der er kælet så meget for detaljerne, at det virker en dansende vind gennem hele romanen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en nørd med detaljer, og jeg synes nærmest, at de kan være smukke når de bruges på den rigtige måde. En bog kan være så proppet med detaljer at det virker kvælende, ja nærmest tragisk, men her hjælper det bare til med at understrege Adamsbergs nærmest barnlige forvirring, for et barn lader sig opsluge af detaljerne og glemmer tiden, og det sker også her, men detaljerne er ikke kun forvirrende, de er også vigtige på deres samme sære facon.

“Og han tager fejl. For det er i Brasilien, at sommerfuglen basker med vingerne, og i Texas, at tornadoen rammer”.
“Gør det nogen forskel, Danglard?”
“Ja, for jo længere man fjerner sig fra de rette ord, jo lettere bliver selv de reneste teorier til sladder. Og så ved man ikke længere, hvor man er henne. Jo mere tilnærmelsesvis og unøjagtig man er, jo tyndere bliver sandheden, og jo tykkere bliver dunkelheden”.

“Den rasende hær” s. 88-89

Og Fred Vargas har kontrol over sine detaljer og over sit sprog. Hun svæver overlegent hen over vandene og trækker i trådende, hun er sommerfulglens vinger, og det lykkes hende forholdsvis godt at holde styr på det hele. Hun er intelligent og velformuletet, og hun ved hvor hun er på vej hen, men ligegyldigt hvor meget positivt jeg har at sige om den, så er den stadigvæk en krimi, så der sker lidt de samme ting som der sker i så mange andre krimier. Hvad der dog skiller sig markant ud, er personerne. Vargas univers er i modsætning til hendes kollegers hovedsageligt befolket af behagelige mennesker. De er ikke perfekte, måske en smule tossede og alkoholiske, men de er ikke ødelagte, og de er i bund og grund gode nok. 


Egentlig ved jeg ikke og det er godt eller skidt, men mest af alt er det en dejlig afveksling, jeg har nemlig set franske krimier i fjernsynet. deres betjente er korrupte og ubehagelige, men ikke her. Men selvom personerne er behagelige, er de ikke nemme at holde af, for deres personligheder er meget ensidige, det kan selvfølgelig godt skyldes at dette er bog nummer otte i serien, og hvis alternativet er voldelige personer med ubehandlede barndomstraumer, så foretrækker jeg langt dette.

Jeg nød dog at læse bogen, ikke for plottets skyld, jeg kunne ikke være mindre interesseret i hvem morderen er (hvilket skyldes genren og ikke denne specifikke bog), men sproget og detaljerne var en ren lise.

ORIGINAL TITEL: L’armée furieuse DANSK TITEL: Den rasende hær FORFATTER: Fred Vargas FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 396 UDGIVELSESÅR: 2011 (2012)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar