Smagen af honning

"Smagen af honning" fortæller historien om en familie. Joan, mor, har smerter og blødninger fra underlivet og frygter, at der er noget galt. Bjørn, far, cykler, når han da ikke lige arbejder. Liv, den ældste datter, studerer medier, erkendelse og formidling, men mest elsker hun at feste med høj musik, alkohol og ecstasy. Rosa, den yngste, klæder sig i sort, ved ikke hvad hun vil efter ferien og bliver sur når hendes forældre plager om at få et svar. Dette er historien om en helt almindelig familie sat under lup, og ingen familier ser godt ud så tæt på. Samtidig følger vi i dagbogsbeskrivelser en familie præget af vold og seksuelle overgreb.

Jeg fik at vide, at det skulle være lidt af et mysterium hvorledes dagbogen forbindes til den primære handling. Det vil jeg nu sige, at det på ingen måde er. Jeg regnede det ud allerede i første afsnit, men det ødelagde bestemt ikke min oplevelse af bogen. Dette er IKKE en krimi, det er historien om en families tragedie, og der er derfor ingen behov for mysterier. Faktisk vil jeg sige, at det er en fordel at fjerne sine forventninger om mysterier, for man kan derfor fokusere på de mere vigtige elementer om familierelationer og traumer.

I enhver helt almindelig familie hænder det, at der sker noget vigtigt. Tragedien rammer og ens liv vendes på hovedet. Alting står så tydelig klart, at det kan være svært at forstå, at folk rundt om én fortsætter deres ligegyldige snak. Dem udenfor, dem der endnu ikke er ramt af tragedien, de går til kærlighedscoach, læser "Kommunikation der skaber indhold" og "Vejen til din indre ressource og de siger ting som:

"Jeg synes bare, at der er en fantastisk bog. Den fik mig til at tænke over så meget, og som jeg lige sagde til Joan og Lone, har den også fået mig til at gøre ting anderledes. Jeg bliver bare så glad for livet af den bog. Vi skal være så taknemmelige for livet hver eneste dag".
                                                                                                              s. 96

Alt sammen tomme floskler og ændringer uden betydning. En enkelt kvinde tager disse ting til sig bryde fuldstændigt med  alt det gamle, men vi kender ikke hendes historier, hendes kriser og hendes begrundelser. Joan tager med til  foredraget, hun læser bøgerne og hun sidder og deltager i deres snak, men hendes krise er for stor til disse lommefilosofier.

TITEL: Smagen af honning FORFATTER: JG Gylling FORLAG: Brændpunkt SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 2015

Blå Nætter

"Blå nætter" er faktisk god. At jeg lyder overrasket, skyldes ikke, at jeg havde nogen grund til at tro, at Cecilie Sund Kristensen ikke kan skrive, men skyldes derimod en mistro til min egen evne udi at forstå poesi. Måske er det tiden der har ændret sig, måske er det mig, eller måske er det bare et spørgsmål om smag og behag. Poesi romaner lyder smukke, men jeg forstår nul og nix. Romantikerne er alt for højtravende til at kunne relateres til mit eget liv. Symbolik vs symbolisme. En jambe er en trokæ og en trokæ er er en jambe. "Det handler om SEX" sagde min dansklærer, og 21 hormonpumpede teenagere så forventningsfulde ned i den udleverede tekst.

Om lidt, saa er vi skilt ad, Som Bærrene paa Hækken; Om lidt, er vi forsvundne, Som Boblerne i Bækken.                        Emil Aarestrup                        'Angst'

Og vi forstod det ikke.

'blå nætter' er mere håndterlig.

• Der er en handling. Man følger hovedpersonen baglæns gennem et destruktivt forhold til en mand.
• Teksten har digtformat. Alt der skal siges, siges kort, resten må man selv tænke sig til.
• Digtene har et moderne format. Sætninger og ord er ikke hevet, vredet og mishandlet ned i et format med rim og versefødder.
• Digtene er skrevet i et sprog man forstår. En pik er en pik og skjules ikke bag symboler om sprudlende gejsere eller bananer. Der er måske nok et enkelt ord hist og her der er lidt for søgte, men pyt.

Det destruktive i mennesket har mange ansigter. man kan ødelægge sig selv, man kan ødelægge andre, og man kan lade andre ødelægge sig. Det er den sidstnævnte form for det destruktive denne digtsamling handler om. Den handler om hvordan kærlighed kan ødelægge én, om kærligheden til den 'forkerte', om sår og blå mærker der minder én om, at man selv er forkert. Det er i hvert fald sådan jeg læser det. Måske er det bare sådan jeg ønsker at læse det, ud fra min egen historie, for min egen historie udgør jo de briller hvormed jeg læser. Cecilie prøver med 'Blå nætter' at sige noget og ramme folk. Jeg tænker på, om det kun lykkes, hvis man læser den 'rigtige' fortolkning. Jeg som læser fik noget ud af fortællingen, noget der satte tanker i gang, noget jeg kan bruge i mit liv, og sådan som jeg ser det, er det et af litteraturens vigtigste succeskriterier, og ikke om ens digtanalyse kan give én 12 til eksamen.

Cecilie har selv tegnet forsiden, hvilket hun er sluppet ganske udmærket fra. Den passer godt til ungdomslitteratur. Den siger lidt: dette er noget jeg selv godt kunne finde på at tegn, noget jeg selv måske kunne finde ud af at tegne, så måske det indeni også er lidt ligesom mig. Det er en tanke jeg godt kan lide.

En lille ting som ikke betyder det store, men som begyndte at irritere mig halvvejs inde i bogen er, at siderne ikke er markeret med de sædvanlige 1; 2; 3;... men derimod med Side 1; Side 2; Side 3;... Det virker lidt overflødigt. Det er sådan noget man skriver på universitetsopgaver og andre mere eller mindre officielle ting, hvor man ikke altid kan være sikker på modtagerens åndsevne. Men som sagt er det en småting, og det ødelægger jo heldigvis ikke digtenes værdi.

TITEL: Blå nætter FORFATTER: Cecilie Sund Kristensen FORLAG: Copenhagen Storytellers SIDEANTAL: 77 UDGIVELSESÅR: 2015

Chineasy

Kan man anmelde en bog man ikke har læst? Det kommer vel an på hvorfor man ikke har læst den. I dette tilfælde skyldes det, at det ikke som sådan er en læse-læsebog, men næremere en lære at læse-læsebog.

"Chineasy" er en bog skrevet for at introducere den kinesiske tegnskrift for vesten. Mange mennesker tænker ikke over det i dagligdagen, men sprog og 'nationalpersonlighed' siger meget om hinanden. Ofte er der en grund til at vi siger som vi gør, fx er video latin for "jeg ser". Med den måde "Chineasy er bygget op, giver ordene en lille fortælling om deres betydning. Personligt sad jeg og morede mig over at:

Mand + Menneske = Fru (s. 18)

Der er ikke noget usædvanligt i, at i mange kulturer, og især i gamle dage, så blev kvinden mandens ejendom ved ægteskabet, altså "mandens menneske". Det sjove er dog på næste side:

For meget + For meget = Fru/Kone (s. 19)

 Jeg kender ikke forklaringen på dette. Jeg kommer til at tænke på en træt gammel mand der ustandseligt plages af sin sure kone, og det morer mig, og det betyder, at det ikke er noget jeg kommer til at glemme lige foreløbigt. For sådan er det tit, jo sjovere noget er, jo bedre husker man det.
Derud over er der også:

Kvinde + Kvinde = Skænderi (s. 47)

Meget + Kvinde = Griskhed (s. 48) 

Kvinde + Hest = Mor (s. 77) 

Jeg indrømmer, at jeg er lidt af en sprognørd. På min reol har jeg en hel hylde kun dedikeret til ordbøger og grammatikker. Nogle af dem er store og tunge og skrevet af meget alvorlige mennesker om sprog der ikke længere tales. Det er der mange mennesker der ikke synes er særlig spændende, og det kan jeg egentlig godt forstå, men denne bog taler om ord vi alle sammen bruger i hverdagen, den bruger illustrationer og farver til at vise og forklare de kinesiske ord så de giver mening. Der findes over 1,2 mia kinesisk-talende mennesker her i hverden, så det ville måske ikke være helt spildt lige at lære et ord eller to, når nu det er gjort så let for os. Bogen kan lige nu fås i Føtex til 99 kr.

TITEL: Chineasy DANSK TITTEL: Chineasy FORFATTER: ShaoLan Hsueh OVERSÆTTER:Inge Aagaard ILLUSTRATIONER: Noma Bar FORLAG: Turbine SIDEANTAL: 192 UDGIVELSESÅR: 2014

How To Build A Girl

Jeg er rigtig glad for at kunne sige, at jeg har taget fejl. Denne bog ER blevet oversat til dansk under titlen "Hvordan bygger man en pige".

Johanna er 14 år og bor i et socialt boligbyggeri, men der vil hun gerne væk fra, hun vil gerne være 'a real girl, in a real place'. Efter en meget pinlig episode på live TV beslutter hun sig for at det der med at være Johanna ikke går særlig godt, så hun må opfinde sig selv på ny til at være en person som nogen muligvis snart vil have sex med, én som kan få et job som knivskarp musikkritikker og én som kan komme til at bo i London.

Bogens hovedtemaer er sex, musik og fattigdom, fod de er nemlig meget fattige. De var fattige før, men nu er de endnu fattigere, og Johanna ved at det er hendes skyld, og den altoverskyggende angst driver hende til vandvid. Dette er ikke bare den slags angst som man får dagen før en eksamen, det er noget kvælende og knusende som får hende til at arbejde endnu hårdere fordi hun ved at byrden for at redde hele familien ligger på hendes nu 16-årige skuldre.

I begyndelsen af 90'erne kom arbejderklassen på mode, og det kom især til udtryk i musikken. Grunge, indie, alle disse bands, opdager Johanna, taler direkte til hende, de fortæller hende, at også hendes historie er værd at fortælle, for hun er også et rigtigt menneske.

Eftersigende blev Caitlin Moran så arrig over "Fifty Shades of Grey", at hun satte sig ned og skrev sin egen bog om kvindelig seksualitet, denne bog, og det må man give hende at hun har.

"Here's the amzing thing about sex: you get a whole person to yourself, for the the first time since you were a baby. Someone who is looking at you - just you - and thinking about you, and wanting you, and you haven't even had to lie at the bottom of the stairs and pretend you're dead to get them to do it"
                                                                                        s.224

Der er rigtig meget i den her bog om sex, både om onani, den første gang, hvordan man får sex og hvad man stiller op med en ubrugelig stor penis.

I det hele taget er denne bog en stor guidebog til hvordan man er teenager, om de ting som jeg gerne ville have vidst dengang jeg var teenager, i modsætning til andre guidebøger der fortæller hvad voksne gerne have at teenagere ved, som hvad gør man når man står til en fest og man ikke kender nogen og man føler sig ensom... man begynder at ryge.

Caitlin Moran er oprindeligt musikkritiker, og musikkritikere er et folkefærd der har deres helt egen måde at skrive på. Man fornemmer musikken i deres ord, hele pasager kan være som guitarsoloer, og sådan er denne bog også, hvilket vil være svært at oversætte til dansk, hvis den da overhovedet bliver oversat til dansk. Hendes bog "kunsten at være kvinde" var to år om at ramme det danske marked og kom først ud i en tid hvor den ikke var nær så provokerende som da den blev skrevet. "How to Build a Girl" er meget provokerende, ikke på en uhøflig måde, men som en forfriskning af en ungdomslitteratur der for tiden kun bevæger sig langsomt fremad. Den er ikke kun forfriskende fordi den handler om sex, men også fordi forfatteren går ud fra at hun har at gøre med intelligente unge piger.

Caitlin Moran forventer ikke at læseren i første omgang forstår alle hendes bog- og musikreferencer, så derfor er hun meget specifik med bøgernes titel og forfatter og bands og albums, så man selv kan gå ud og læse videre og høre videre og måske finde ud af i hvilken retning man vil bygge sin pige, for vi er alle sammen i gang med at bygge os selv gennem bøger, musik, fjernsyn og de mennesker vi møder på vores vej.

TITEL: How to Build a Girl FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Ebury Press SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2014

The Collected Dorothy Parker

Kan man tale morsomt om selvmord? Jeg gør det selv i stor udstrækning, til forargelse for mange mennesker. At tale morsomt om noget er ikke det samme som at sige, at det ikke er et alvorligt emne, det er bare en måde at komprimere noget meget stort og helt uforståeligt ned til noget som man kan tage frem og forholde sig til.

Résumé
Razors pain you;
Rivers are damp;
Acids stains you;
And drugs cause cramp.
Guns aren't lawful;
Nooses give;
Gas smells awful;
You might as well live.

Dorothy Parker havde brug for at forholde sig til selvmord, for hun forsøgte det selv, to gange så vidt jeg husker, og det er ikke godt at vide hvor mange gange det kun blev ved tanken. Hun skriver om selvmord, især i sine digte, fordi det er noget hun ved noget om.

En anden ting hun ved noget om er overklassefrue, hvilket er emnes for næsten samtlige af hendes noveller, for hun var født Rothschild. Det er nok hendes noveller jeg holder aller mest af, for hun har nogle fantastiske beskrivelser af kvinder og ægteskaber (i overklassen) fra før kvindefrigørelsen rigtigt satte ind. Som voksen var hun dog ikke rig. Selvom hun i perioder tjente godt, så havde hun også en slem tendens til at spendere det hele på alkohol og hotelregninger, men hun levede alligevel lidt et overklasse liv. På sine senere dage blev hun socialist, og det klædte ikke hendes skrivestil, for hvordan kan en der aldrig har vasket så meget som en sok til fulde skrive en historie om en vaskekone. Jeg er en af de anmeldere der synes at bøger er bedst hvis forfatteren til fulde kender det emne han eller hun skriver om.

Den morsomste del af bogen er dog hendes bog- og teateranmeldelser. Hun har for eksempel nogle meget grimme ting at sige om A.A. Milne, Peter Plys's far. Hun lagde dog ikke skjul på, at hun bare generelt hadede at være anmelder, og hendes bitterhed flyder som sort galde gennem alle hendes anmeldelser, og det er absolut hysterisk morsomt.

Jeg er absolut forelsket i Dorothy Parker, men et samlede værker kan, på trods af høj kvalitet, være noget tyk at tygge sig igennem. Heldigt for mig, men uheldigt for Dorothy Parker, er det dog at hun det meste af sit liv led af skriveblokkering. Hvis hun skulle være ærlig, og det var hun tit, især når hun var fuld, og det var hun tit, så hadede hun at skrive.

TITEL: The Collected Dorothy Parker FORFATTER: Dorothy Parker FORLAG: Penguin Books SIDEANTAL: 603 UDGIVELSESÅR: (2001)

The Chronicles of Narmo

Caitlin Moran er i dag en verdenskendt forfatter og feminist, men da hun var teenager var hun fed, fattig og gik ikke i skole. Hvad hun til gengæld gjorde var at læse en masse bøger. 'Når man kan læse bøger kan man vel også skrive dem' tænkte hun, og det gjorde hun så, selvom det endte med at tage langt mere tid end hun lige havde regnet med. Hun startede med at skrive da hun var 13 og fik den udgivet da hun var 15 3/4.

"The Chronicles of Narmo" er resultatet og handler temmelig meget om hendes egen familie og det er bestemt ikke kedeligt. Bogen handler om hvordan Narmo-børnene bliver taget ud af skolen og hvordan deres liv former sig derefter. Den handler om skænderier, kedsomhed og om at være meget meget fattig iblandet nogle små magiske elementer.

I og med at det er en børnebog skrevet af et barn, så har den ikke den samme angst som børnebøger skrevet af voksne om, at man da ikke kan referere til andre bøger, for 'man kan jo ikke forvente at børn der læser en bog har læst andre bøger', Men Caitlin Moran havde læst masser af andre bøger, så hun referer gladelig løs, hvilket er helt enormt charmerende.

Generelt er der bare en helt fantastisk humor og flow i denne lille bog.

'My first attempts at prose
were twelve pages long and inlined to expose
the shoutings and cheating and beatings and fights
the panic and shame and ill-fitting tights
of school

We were laughing at someone who said what we thought
sneezes and sniffles and things that we caught
hiccups and punch-ups and packed lunch and break-ups
pinching and cheating and too many grown ups 
at school
                      s133

TITEL: The Chronicles of Narmo FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Corgi SIDEANTAL: 142 UDGIVELSESÅR: 1992 (2013)

Keith Richards - Life

Hvor meget kan man stole på en selvbiografi?  Det ved jeg ikke, men når det drejer sig om en af verdens største rockstjerner, Keith Richards, betyder det så så meget om det er sandt eller ej? Sidder man så ikke bare i ave og føler sig beæret over at få lov at være i hans selvskab? Jeg har faktisk aldrig sådan rigtig lyttet til den slags, men stemningen kom ligesom over mig, og jeg skulle da lige høre hvad alt postyret drejede sig om. Nu har jeg så spillet Rolling Stones på repeat i en uge.

Bogen er skrevet et lettilgængeligt og morsomt sprog tilsat en lang række af bandeord. Den er skrevet på en måde, så man føler, at han taler direkte til en, som en virkelig sej rock'n roll bedstefar der slænger sig i en sofa og fortæller. Mest fortæller han om personer, hvilket ikke er alt for interessant, da jeg ikke hvem 95% af dem er. Nogen af dem kunne jeg sikkert have slået op, men der er rigtig mange navne, og det ville have taget en evighed. Jeg valgte at nøjes med bare at lade mig rive med af stemningen, og det er en god stemning, selv de vildeste herointåger og en kold tyrker virker på en eller anden måde glamourøse i hans selskab.

Det vigtigste for mig ved denne bog var at sætte denne bog ind i en musikalsk og social kontekst. Keith Richards var ikke en eller anden fra ungdomsoprøret der tilfældigvis viste sig at være god til det der med en guitar. The Rolling Stones voksede ud af en blues og rythm and blues scene, der var kontinuitet i det, der var en mening med det hele. Det der med ungdomsoprøret, det var bare sådan de var, og det var sådan verden omkring dem med tiden formede sig. Keith Richards viser sig dog også hovedsageligt at være en musik nørd der er lidt rap i kæften og lidt rigelig vild med de 'søde' sager, for stoffer, dem er der masser af.

Stoffer er der faktisk rigtig mange af, især heroin. Keith Richards beskriver sig selv som en eksemplarisk stofmisbruger, og det er her det med sandheden måske godt kan drages i tvivl, for hvor ansvarlig en misbrugsforældre kan man være, når man er så bevidstløs, at man ikke engang vågner når politiet står og rusker i én?

Der er en del morsomme historier, blandt andet en hvor han tager to sværd og jagter en ung mand til sin datters bryllup, fordi den unge mand har stjålet et par forårsløg. For mig udenforstående, er det de sjove historier der er mest interessante, men det er ikke dem der er dominerende. Denne bog er hovedsageligt skrevet til musiknørderne, hvilket på sin vis er meget charmerende.

TITEL: Life FORFATTER: Keith Richards FORLAG: Phoenix SIDEANTAL: 613
UDGIVELSESÅR: 2010