Glasborgen

"Glasborgen" af Anne-Marie Vedsø Olesen.

En operasangerinde med et forkvaklet forhold til sin mor, en musikglad vanddæmon og en psykopatisk komponist kommer ind på en bar. Det er ikke hvad der sker, men det kunne det lige så godt have været, så banal er historien.

En operasangerinde skal som dubleant synge hovedpartiet i en opsigtsvækkende ny opera efter at primadonnaen dør under mystiske omstændigheder. Hun indleder et hedt forhold med den meget specielle for ikke at sige særprægede dirigent, men hun føler stor modvilje mod hans ven. Hun indser for sent at der er noget galt, og bliver fanget. Den eneste måde hun kan redde sig selv på, er ved at bruge sin stemme. Snip snap snude, så var det moderne folkeeventyr ude.

Vedsø Olesens romaner er altid rodfæstede i et kunstværk, en opera eller et maleri, men denne er det altså det nye operahus i København der står for skud, hvilket er problematisk. Et kunstværk kan man smække på romanens forside, og et stykke musik kan man med reklame pauser høre på Spotify, men et bygningsværk derimod, det stiller krav til forfatterens evne til at beskrive, men selvom der er gjort et godt forsøg, så ender det mest med at lyde som en reklame for operahuset.

Den dybere mening med bogen er at sætte fokus på det kompromisløse i kunsten (et ord der ellers sjælden sættes i forbindelse med opera). Der er operasangerinden der ved at give slip på en tyranniserende mor når til helt usete højder, og komponisten der skaber kunst ved at gå uden om at hvad vi anser for menneskeligt, og lige her er det korthuset falder sammen, for her går Vedsø Olesen nemlig på kompromis med hvad hun selv har lyst til og evner for at skrive, og med hvad der sælger flest bøger nu i vore dage.

Hvis man gerne vil sælge bøger, så gælder det om at tilsætte en sadistisk massemorder, der med uhyggelige instrumenter torturerer sine ofre på måder inkvisitionen kun kunne have våde drømmer om. Men den form for fantasi besidder Vedsø Olesen heldigvis ikke, så den var faktisk til at holde ud at læse, og jeg er glad for at hun ikke besidder den, for har har vi ikke snart fået blod nok.

Charles de Foucauld

"Charles de Foucauld- I Jesus af Nazareths fodspor" af Lille søster Annie af Jesus er den tredje bog i serien om kristen spiritualitet, og er udgivet af Pastoral centret.

Charles blev født i Frankrig i 1858. Han mistede sine forældre da han var barn, så han og søsteren voksede op hos en bedstefar. Han var ikke nogen troende ung mand og var vist mest til fest og farver. Han starter en militærkariere, men under en tur til algeriet blev han smidt ud af hæren på grund af et forhold til en kvinde, som han dog hurtigt droppede igen. Han kommer dog ind i hæren igen, og bliver endnu en gang sendt til Algeriet, hvor han er en tid hvorefter han af egen fri vilje forlader militæret. Han begiver sig på en farlig opdagelsesrejse til Marocco forklædt som jøde, for Marocco var nemlig et meget lukket land der kun lod muslimer og jøder komme ind.

Charles bliver overvældet at muslimernes tro og deres kærlighed, så da han kommer tilbage til Frankrig kaster han sig straks over de teologiske studier, og han oversvømmes af en kærlighed til vor herrer, Jesus Kristus. Efter en pilgrimsvandring til det hellige land er han blevet inspireret af livet blandt de fattige håndværkere i Nazareth, og han indtræder da i et trapistkloster (en orden kendt for sin strenghed) og bliver sendt til Syrien. Han føler dog at gud har andre planer med ham, og i 1897 får han tilladelse til at forlade klosteret.

Charles tager til Nazareth, hvor han bosætter sig som eneboer og alt-mulig-mand ved et clarissakloster, men en blanding af eventyrlyst og ønsket om at bo endnu mere afsondret blandt verdens fattigste, driver ham videre, og han bosætter sig i en lille oase i Algeriet. Hans tilstedeværelse der er meget populært, og hans hus er hele tiden fyldt med besøgende, og den stakkels Charles får slet ikke tid til det liv i bøn han havde ønsket sig.

Efter nogle år åbner landet sig mod syd, og Charles begiver sig ind i det næsten ubeboede ørkenområde. Der bosætter han sig i et lille bitte samfund og lærer om deres sprog og kulter.

Jeg ved faktisk ikke hvad Charles de Foucauld officielt er værnehelgen for, for han står ikke i nogen af mine helgenleksikoner, men man kan uden problemer kalde ham venskabernes helgen, for det er hvad han gør hele sit voksenliv. Han kommer tæt på de mennesker der er aller længst nede, den fattige arbejder og nomaderne i Algeriet, og bliver deres venner. Han kommer ikke for at missionere med ordet, men med det gode eksempel.

Han har en meget smuk filosofi om, at vi bør stræbe efter at blive som Jesus af Nazareth, altså som den fattige og hård arbejdende håndværker, og det bliver beskrevet rigtig godt i bogen med en række uddrag fra alle hans breve. Men det er ikke det jeg vil beskæftige mig med her.

Der bliver gang på gang pisket en stemning op om den islamiske trussel, men muslimerne er ingen trussel. Vi frygter muslimerne fordi de har troen men det har vi i bred almindelighed ikke. Muslimerne kan få deres unge til at bede hver dag, men vi kan ikke få vores unge med i kirke den ene gang om ugen. Charles mødte muslimerne som det de var, nemlig venner, og det fik hans egne kristne tro til at vokse.

Charles levede i fred med sine muslimske naboer, og da han døde ved muslimske oprøreres hånd, græd hans muslimske venner sammen med de kristne.

Bogen henvender sig til ung såvel som gammel, og opfordre til venskab og hårdt arbejde. Venskaber er en gave, men man skal også arbejde for dem, vi skal nedbryde vores fordomme og idealisering og favne folk for det de nu en gang er, mennesker af kød og blod, med fejl og mangler, men uden venskaber er der ingen gode gerninger og uden gode gerninger ingen menneskelighed.

The Game

"
The Game" af Neil Strauss handler om ham selv der som ung, kikset, halvskaldet skribent ikke har meget held med damerne. Han bliver af sin udgiver sat i kontakt hed et miljø af professionelle scorekajer. Her går jagten ind, ikke kun på damer men på viden om hvordan man scorer damer. Neil sluger alle de bøger han kan finde og opsøger alle de store guruer, og efterhånden får han skamt sit alterego, Style.

Style er god til det der med damerne, og inden der er gået et år bliver han selv regnet for en af guruerne. Han tilsidesætter alt, job, venner og familie, og bliver helt opsluget af denne parallelverden. De er nogle stykker der ender med at gå sammen og prøver at starte project-Hollywood, deres egen version af the playboy mansion, men det går ikke helt som beregnet for hvis man tager en flok undertrykte nørder og sætter dem sammen i et hus, hvor de alle prøver at opfører sig som alfa hanner, så kan det kun gå galt,og det gør det til en grad hvor en stofpåvirket Courtney Love tilfører huset en snert af normalitet.

Style er selvfølgelig den eneste ansvarlige voksne i huset, og hele livsstilen begynder at føles så tomt, da han møder sit livs store kærlighed, Lisa. Hun bidder ikke på alle hans scoretricks og, han får først halet hende ind da han lader Neil skinde igennem.


Det er meningen at "The Game" skal forestille sig at være en selvbiografi, og det er den da sikkert også langt hen af vejen, men den virker alt for konstrueret til, at det er muligt at tro på. Det er som om der altid hænder de ting der er rigtige for at det kan blive en god historie. Det hele virker for gennemtænkt, alt fra hvor kikset han er til at starte med til hvor god fyr han ender med at være trods sin promiskuitet.

Neils yndlingsbog er 'Ulysses" af James Joyce og man kan ikke lade være med at spekulere på, om det hul han forsøger at fylde ud med damer, om det er en frygt for at ende som Leopold Bloom, et sølle skvat der bestikker fjerne bekendte med penge og alkohol for at være han venner, og som ikke har spor held med damerne, heller ikke hans kone, der har tilbragt hele dagen med en anden mand i sin seng.

Neil slår igen og skal rigtigt vise hvilken fanden karl han er, men samtidig vil han også vise sig fra sin politisk korrekte side og bruger hist og her en side eller to på at filosofere over sit forkvaklede syn på kvinder, men det virker halvhjertet. Han fortæller sig selv og læseren at han jo ikke lyver over for kvinderne, men det gør han så lidt alligevel, han fortæller i hvert fald ikke sandheden.

Bogen er ikke specielt nedværdigende for kvinder, men man står tilbage med en underlig fornemmelse af, at mænd bare er nogle sølle stakler der ødelægger deres egne chancer for ægte kærlighed for at for sex med en storbarmet blondine (sikke en kvindeting at sige). Jeg ved ikke om jeg lever i en illusion, men jeg forestiller mig altså at de drenge jeg kender er så meget mere en bare deres sex drive.

Men hvorfor læste jeg den så, når jeg nu har så mange grimme ting at sige om den? Det gjorde jeg fordi, at omme bag al den forkvaklede sex, så var det også en bog der på semividenskabelig vis forklarede sociale reaktioner, situationer og forhold. Jeg interessere mig for hvordan mennesker interagerer, for det som mange andre lærer helt naturligt, det må jeg læse mig til. Og det er denne bog god til at forklare.

For sjov har jeg sagt, at nu skulle jeg til at være god til at score damer, ha ha ha, men brugbart ville jeg sige at jeg nu har lært hvordan man kommer i kontakt med fremmede, hvordan man holder deres opmærksomhed, hvordan man aflæser deres signaler og hvordan man kommer videre i en samtale.

Mail fra Lissie Lundh

Kære Linda!

Tak for din mail og tak, fordi du sendte anmeldelsen. Jeg synes, at det er en god anmeldelse, du har skrevet, fordi du giver en god indføring i, hvad bogen faktisk handler om. Det har du gjort på en fin måde.

Jeg vil ønske dig alt mulig held med den blog, du driver.

Mange venlige hilsener fra
Lissie Lundh

Englenes dronning

"Englenes dronning- En historie om drengen Mathias og den hellige Birgitta" af Lissie Lundh udgivet på Katolsk forlag handler om den svenske middelalderdreng Mathias.

Mathias bor alene sammen med bedstemoderen, for hans mor er død, og hans far er i krig mod nordmændene. Han ville egentlig ikke, men når kongen kalder har man ikke noget valg andet end at følge med. Mathias har det dog godt i landsbyen sammen med sin bedste ven Birger, smedens søn. Hans liv tager dog en uventet drejning, da han en vinter bliver besat af en ond ånd der piner ham og får ham til at gøre grimme ting mod de mennesker han holder af og imod hellige billeder og genstande. Efter hvert anfald glemmer han dog hvad der er sket, men han lægger snart mærke til hvordan hele landsbyen bliver bange for ham og undgår ham, selv hans bedstemor og Birger.

Da foråret kommer får han ikke lov til at gå med ud i skoven og vogte svin sammen med de andre drenge, og det gør ham vældig trist til mode, så da ånden byder ham at slå Birgers søster ihjel, tager han benene på nakken og stikker af. Mathias vil tage op til Ulvåsa hvor den hellige Birgitta bor.

Den hellige Birgitta blev født ind i en fin, rig og from famillie i begyndelsen af det 13. århundrede, og allerede som helt lille barn begyndte hun af modtage syner fra Gud. Birgitta mistede sin mor da hun var 11 år, men en moster lærte hende at sy, at færdes blandt de rige og adelige og at være en fin dame, og hun var god til det, men hun forblev god og from. Hun giftede sig og fik børn, men de fattige og udstødte var også hendes børn, og hun oprettede fattighuse, sygestuer og arbejdede blandt prostituerede og hjalp dem til et mere værdigt liv.

Efter en pilgrimsvandring til Spanien, hvor hun modtog flere åbenbaringer, blev hendes mand Ulf syg og døde. dette blev et vendepunkt i Birgittas liv, og hun hengav sig endnu mere i bøn og modtog en lang række af åbenbaringer, der blev til nogle af middelalderens mest markante teologiske skrifter. Hun modtog blandt andet instrukser til at oprette en ny orden af munke og nonner. Hun tog til Rom for at få godkendt sin orden, og hun døde der i 1373.

I 1999 blev Den hellige Birgitta udråbt til hele Europas værnehelgen (beskytter)

På sin vej møder Mathias pigen Ingeborg og hendes syge mor der også er på vej op til den hellige Birgitta Ingeborgs mor er ikke spor sød ved sin datter og hun har hele tiden noget grimt at sige til hende.

I Ulvåsa får de en god modtagelse, også selvom det hurtigt bliver klart at Mathias er besat. Birgittas datter Katarina tager Ingeborg under sine vinger og giver hende den kærlighed hun ikke får fra sin mor, og pigebarnet begynder at vokse i glæden. Mathias hjælper jægeren Knud, men han er dog stadig besat og får anfald hvor han får voldsomme kræfter og smadre ting og angriber folk. Birgitta går i forbøn for ham hos Guds moder, Jomfru Maria (englenes dronning)og hendes skriftefader Magister Niels driver ved Guds kraft dæmonen ud af ham.

Hvor provokerende nogen end finder det, om man tror på Satan eller ej, eller om man tror at hekse i virkeligheden bare var uskyldige naturelskere, så ændrer det ikke ved det faktum, at 'det onde' var en grusom realitet for middelaldermennesket. I dag ville Mathias have fået hjernescanninger og masser af medicin, men samfundets stigmatisering (undskyld udtrykket) af ham ville have været den samme, men den hellige Birgitta byder den unge ridder der væmmes ved Mathias og vil have ham smidt på porten at undskylde overfor Mathias.

Jeg greb sjovt nok mig selv i at blive chokeret. Kan man virkelig i vore dage som katolik tillade sig at skrive om hekse og dæmoner? Har forfatteren modtaget vrede læserbreve? Bliver alle middelalderens sager om heksebrændinger nu taget op igen (som om protestanterne ikke var lige så slemme som katolikkerne)? Det paranormale har fået en renæssance, og for hver ond heks er der mindst 10 gode. At samle urter og give råd om kærlighed er ikke ondt, ligegyldigt om man kalder sig heks eller ej, men at fraternisere med fanden er. Jeg ved at de paranormale boger er meget populære blandt unge, og fred være med det, jeg finder dem i hvert fald ikke mere skadelige end så meget andet, men jeg må indrømme at jeg fandt det befriende at læse denne her bog. Der findes mange børnebøger der handler om religiøse tematikker, men kirken (og for den sags skyld også andre religioner) har ellers ikke meget plads i historierne, hvornår har Karla fra Karlas Kabale for eksempel sidst været i kirke? Eller Harry Potter bedt fader vor før han duelerede Voltemort (undskyld, you-know-who)?

Det er i det hele taget en lidt svær bog med mange svære ord og en helt masse latin. Svært er ikke nødvendigvis dårligt, men jeg kunne godt have brugt, at der var en ordforklaring i slutningen. Bogen er meget katolsk, og forfatteren går ud fra at den barnlige læser, eller som minimum barnets forældre også er det. Kan du for eksempel sidste halvdel af angelusbønnen? Jeg har aldrig bedt den alene, så jeg måtte slå den op. Hvis man vil have de religiøse børnebøger ud til en bredere skare er den alt for indforstået, men som katolsk børnebog (og det er jo hvad den er) så er den rigtig god.

Løb dig lykkelig

"Løb dig lykkelig" af Christina Bølling var med i denne uges nummer af Alt for damerne (nr 5 2012).

Min kontaktpædagog er meget optaget af at ville gøre mig til en løber, hvilket jeg er ret skeptisk omkring. Jeg kan rigtig godt lide hende, og jeg respekterer hendes meninger, men jeg er lidt mistroisk når det kommer til sport. Jeg finder det kedeligt, uinspirerende, ubehageligt, tangerende til smertefuldt, grimt, og fik jeg nævnt kedeligt. Dog vil jeg ikke være kendt som doven eller for ikke i det mindste at give det en chance, så jeg købte Alt for damerne for at få denne lille sag.

"Løb dig lykkelig" lyder jo godt, det lyder for godt til at være sandt, det lyder så idealistisk, at jeg fandt det morsomt, og det lyder som noget der lige så godt kunne handle som soul searching som om løb.

Bogen er en hurtig lille sag og gennemgår de vigtigste aspekter ved at løbetræne, motivation, vægttab, muskler, udstyr, mad og træningsprogram og det gør den egentlig ganske udemærket, hvis man da som læser læser den med en god portion humoristisk sans, for den er så frelst at faderhuset virker som en flok hængemuler.

Ifølge bogen vil man som løber aldrig mere skulle bekymre sig om vægten og om kalorier, altid elske at skulle ud og løbe, ikke bare for den gode fornemmelse bagefter, men også for selve løbeturen, også selvom det regner, og man vil alt i alt være et ikke bare gladere men et direkte lykkeligt menneske. Jeg syntes det var fantastisk at læse bogen og jeg skraldgrinede mig igennem flere pasager.

Jeg spurgte nogle af vores meget løbeglade pædagoger. Jo, man kan godt have problemer med vægten selvom man er en entusiastisk løber, nej, man elsker ikke nødvendigvis at skulle ud i regn og blæst, men om man bliver et lykkeligt menneske var vi lidt uenige om.

Men ud over at være en idealistisk bog, så er det faktisk en ganske god bog om løber der forklare nogle af de processer der sker i kroppen, og giver et hvorfor og hvordan indblik i mange af løbeglædens mysterier, og tingene begynder lige så stille at give mening inde i hovedet på mig. Jeg tror aldrig at jeg bliver særlig hooked (man kan selvfølgelig aldrig vide), men jeg har da i det mindste besluttet mig for at give det et forsøg, og ikke bare fordi pædagogerne siger at jeg skal, men fordi, jeg er et åbent menneske der er med på den værste, også selvom det i første omgang lyder rædselsfuldt. Kedeligt er det så at man absolut skal starte laaangsomt ud, hvilket pædagogerne fortæller mig ti gange i timen (faktisk mere, for det var ti gange i løbet af aftensmaden der varer en halv time).

Lige til sidst vil jeg dog som en kvinde på 175 cm brokke mig over at der igen gås ud fra, at en helt normal kvinde vejer 60 kg. jeg vejer lidt over 60 kg, og jeg har knogler stikkende ud alle steder, og jeg ville hade det hvis min lillesøster fx kom hjem og lignede mig. Vi er blevet besat af vægt og BMI (jeg selv med) men faktum er, at nogle er små og spinkle og andre er store og bredskuldrede, de tal der virker for nogen, virker ikke for andre.

Alt for damerne kan købes til og med tirsdag, og det er ikke en skam for mænd også at ville have denne bog, for den er bestemt de 29,95 kr værd (i kan jo altid fortælle kassedamen at det er til jeres kone/kæreste, som om det interesserer hende). Jeg er i hvert fald glad for at jeg købte den, for nu glæder jeg mig (næsten) til at komme ud og løbe her lidt senere i dag.

Youcat

"Youcat" er den katolske kirkes katekismus skrevet specifikt til unge mennesker. Den er udgivet ved et samarbejde mellem Pastoralcentret (ansgarstiftelsens forlag) og Katolsk forlag.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke altid er lige nemt for Kirken* at fastholde de unges interesse for tro og Kirke, når de efter firmelsen (konfirmationen) er for gamle til at forældrene tvinger dem til at gå til messe om søndagen, men ville det også være sådan hvis de virkelig forstod hvilken rigdom Kirken ligger inde med? Jeg nåede på ingen måde langt nok i mit teologistudie til på kvalificeret vis at kunne besvare det spørgsmål, men jeg synes at det er interessant, og jeg bifalder Kirkens forsøg på at rette op på det.

En katekismus er en kortfattet fremstilling af de aller vigtigste kristne læresætninger, fremstillet som en række spørgsmål og svar. "Youcat er delt op i 4 dele, det vi tror (om troen), at fejre de kristne mysterier (om kirken og dens regler og hvordan vi gør tingene og hvorfor), at leve i Kristus (hvad vil det sige at være menneske og hvordan lever man så godt og fromt et liv som muligt) og hvordan skal vi bede (bønsformer og hvad vi siger når vi beder).

Nu satte jeg mig jo på grund af denne anmeldelse og læste bogen fra ende til anden. Det er jo ikke helt sådan den er beregnet til at læse, skønt jeg må indrømme, at det på mærkværdig vis var ganske tilfredsstillende.

Man kan ikke "læse" hellige billeder og tekster på samme måde, som når man læser om ting, der ikke umiddelbart angår os, i avisen. Man skal betragte dem. Det vil sige, man skal løfte sit hjerte til Gud og fortælle ham, at man nu er helt åben for det, som han vil sige gennem det læste og det sete.
s. 275

Jeg satte mig ikke til at læse med den vinkel i tankerne, jeg troede bare jeg skulle læse et opslagsværk, faktisk kunne jeg ikke lige regne ud hvad alt posturet var omkring (youcat er et projekt der har været på alles læber i katolske sammenhænge) men jeg blev klogere. Dette er ikke bare et opslagsværk, det er en konkretisering af alt det som vi/jeg tror på. Jeg troede at teologi var alt for kringlet og for tungt til, at det kan skrives kort, og så endda for unge, men sådan er det jo overhovedet ikke. Gud er helt enkel, for Gud er kærligheden, og det er smukt og ligetil, også for unge mennesker.

Youcat omhandler også nogle af Kirkens mere kontroversielle emner, såsom homoseksualitet, abort, kvindelige præster og det med at ikke-katolikker ikke må modtage kommunionen (nadveren). Mange unge er meget diskussionslystne, og det var måske ikke tidligere alle sognepræster der var lige gode til at tage disse diskussioner, men her gives der en let forståelig og i mine øjne yders respektfuld forklaring på hvad Kirken mener og hvorfor. Om de så vil godtage det, det er en anden sag, men hvordan kan de afvise det, uden at have fået en ordentlig forklaring.

Der er blevet gjort en masse ud af layout, med blandet succes. Normalt er jeg virkelig ikke glad for gule omslag, det virker sådan lidt discount agtigt, men de får det faktisk til at fungere. Man kan ikke se det på billedet her men bag ved teksten "Youcat - dansk" er der et stort Y bestående af en masse små billeder i stil med dem man ser hos optikeren bare med kristne motiver. Så forsiden er god. Indeni står spørgsmål og svar på en overskuelig måde, og ude i margenen er der blevet gjort plads til en masse fede citater af paver, helgener, skriftsteder, filosoffer, forfattere fra alle mulige tidsaldre, trosretninger og lande. Dem havde jeg meget fornøjelse af. Der er også en masse små sjove tegninger af små mænd (nede i hjørnet er der en lille drejebog til når man lige sidder og keder sig).

Men så kommer vi til den mere uheldige del. Bogen er også fuld af fotografier, og mange af dem er altså lidt for cheasy, list for sødt, til min smag. Mange af dem er så perfekte i deres udtryk, at de bliver ligegyldige, som de fotografier der sidder i en ramme når man køber den, men det er ikke mere end hvad det er, det er fotografier, og de er der bare for at teksten ikke kommer til at virke kedelig (hvilket den bestemt ikke er) og de skal ikke få mig til at synes dårligt om en ellers virkelig god bog, sådan en bog som man bare bør have, fordi det er utænkeligt at man ikke lige har et eksemplar.

For en katolik burde Youcat være et ligeså selvfølgeligt et værk som Biblen, for protestanterne siger "skriften alene", men vi siger "skrift og tradition", og vi bør kende begge dele, både skriften og traditionen, og dette er en guide til begge dele.

*Kirken med stort K er ikke bare kirkebygningen, men Kirken som institution, Kirken som Kristi brud, Kirken som familie, Kirken som hele den katolske tro.