Glasborgen

"Glasborgen" af Anne-Marie Vedsø Olesen.

En operasangerinde med et forkvaklet forhold til sin mor, en musikglad vanddæmon og en psykopatisk komponist kommer ind på en bar. Det er ikke hvad der sker, men det kunne det lige så godt have været, så banal er historien.

En operasangerinde skal som dubleant synge hovedpartiet i en opsigtsvækkende ny opera efter at primadonnaen dør under mystiske omstændigheder. Hun indleder et hedt forhold med den meget specielle for ikke at sige særprægede dirigent, men hun føler stor modvilje mod hans ven. Hun indser for sent at der er noget galt, og bliver fanget. Den eneste måde hun kan redde sig selv på, er ved at bruge sin stemme. Snip snap snude, så var det moderne folkeeventyr ude.

Vedsø Olesens romaner er altid rodfæstede i et kunstværk, en opera eller et maleri, men denne er det altså det nye operahus i København der står for skud, hvilket er problematisk. Et kunstværk kan man smække på romanens forside, og et stykke musik kan man med reklame pauser høre på Spotify, men et bygningsværk derimod, det stiller krav til forfatterens evne til at beskrive, men selvom der er gjort et godt forsøg, så ender det mest med at lyde som en reklame for operahuset.

Den dybere mening med bogen er at sætte fokus på det kompromisløse i kunsten (et ord der ellers sjælden sættes i forbindelse med opera). Der er operasangerinden der ved at give slip på en tyranniserende mor når til helt usete højder, og komponisten der skaber kunst ved at gå uden om at hvad vi anser for menneskeligt, og lige her er det korthuset falder sammen, for her går Vedsø Olesen nemlig på kompromis med hvad hun selv har lyst til og evner for at skrive, og med hvad der sælger flest bøger nu i vore dage.

Hvis man gerne vil sælge bøger, så gælder det om at tilsætte en sadistisk massemorder, der med uhyggelige instrumenter torturerer sine ofre på måder inkvisitionen kun kunne have våde drømmer om. Men den form for fantasi besidder Vedsø Olesen heldigvis ikke, så den var faktisk til at holde ud at læse, og jeg er glad for at hun ikke besidder den, for har har vi ikke snart fået blod nok.