Én af os sover

Josefine Klougart har begået et lille mirakel i hendes nye roman "Én af os sover". Jeg kan lige så godt sige det med det samme, at det er en af de bedste bøger jeg længe har læst, om end man nok er nødt til et være en rutineret læser for at kunne følge med, og dog, det er en meget følsom bog, så måske man bare skal være åben for at tage en lille angst pige ind. Bogen er så hjerteskærende følsom, at det nogle gange ikke er til at holde ud. Man spekulerer på hvordan hun overlever, hvordan hun kommer igennem dagen.

JK er noget modstræbende vendt tilbage til det midtjyske. Her finder hun sig fanget af sneen i sine forældres hus, hvor hun konfronteres med moderens dødelighed, og med sig selv og sin fortid, som en pige der er blevet forladt, og som prøver at forlade sig selv om og om igen.

Men bogen er meget mere end det, den handler om livet, om at blive forladt eller blive ladt tilbage efter døden eller om den gråzone der findes mellem de to, om at undskylde døden, om at give slip, men også om ikke at kunne, ville og turde, om at lyve for hinanden, fordi det er det man gør, man har ikke rigtigt noget valg, om at være ked af det når et glas går i stykker, fordi tanken om at tiden går er helt ubærlig, om alle de ting man ikke kan sige farvel til, om at finde en anden og så alligevel ikke, om ikke at kunne blive vred, om at opleve verden uden filter, om hele tiden at flygte fra sig selv, om at overleve hinanden, og endnu engang om blæretang der brister under vand.

Hvordan beskriver man noget, uden at ødelægge det, især når det i forvejen er skrøbeligt. JK river én med i en flod af ord der samtidig blotter og skjuler hvem hun virkelig er, og man lader sig rive med, og pludselig går det op for én, at man slet ikke kender hende, at det er en illusion, at man endnu en gang har ladet sig rive med, at man ikke har hendes nummer på mobilen så man kan ringe hende op og ønske hende held og lykke med teaterpræmieren på fredag, og man bliver skuffet over sig selv og sin egen uformåen.

Ordet har i det hele taget stor magt hos JK, og der eksperimenteres livligt, men hun gør sig også tanker om hvad det kan have af konsekvenser. Hvordan kan man beskrive noget uden samtidig at ødelægge det? Hun kan fokusere på at beskrive moderen som hun virkelig er, men når hun så løfter blikket fra tastaturet og ser på hende igen, så har hun ændret sig, eller måske er det JK selv der er blevet en anden. Forfatteren har magt over sproget, men sproget har også magt over forfatteren. Hun ønsker at skrive sandheden, og det kan hænde at det man skriver bliver til virkelighed, eller at det virkelige man skriver alligevel ender med at blive en løgn.
Så til spørgsmålet om det er en selvbiografi, så vil jeg nok nærmere kalde det en selvfiktion, det er hendes historie som hun er nødt til at fortælle den, mere end det er hvad der virkelig hændte.

Der er noget med tiden i denne roman, som noget der er gået i opløsning, som et spindelvæv der hist og her er gået i stykker. Farverige tråde leder tilbage til hendes tidligere bøger og fuldender dem.
Hvor "Stigninger og fald" er sat i barndommens land, handler "Én af os sover" om en pige der er blevet kvinde, men som delvist trækkes tilbage barndommen af handlinger hun ikke har kontrol over, men sprogligt er JK også blevet mere voksen, på den gode måde.
Og som "Hallerne" handler den om en mand der ødelægger en kvinde, om en kvinde der lader sig ødelægge af en mand.