Hallerne som stykke (grafisk)

Luk øjnene og forestil dig alle de fordomme du har om moderne teater, men se bort fra din eventuelle modvilje, sådan var Hallerne. Der var blinkene lys, voldsomme bevægelser, høje lyde, rekvisitter der blev smidt rundt i lokalet, underlige dialoger, nøgenhed, ting og handlinger der ikke umiddelbart havde noget med historien at gøre, det hele var en stor forvirring, men på et eller andet plan så virkede det. Moderne teater er noget der skal opleves og jeg fik sandelig en på opleveren.

Stykket er baseret på Josefine Klougarts roman af samme navn. Det er en roman der lægger meget op til læserens egen fortolkning af hvad der egentlig foregår, så jeg var meget spændt på hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre at dramatisere det. Der er så mange mennesker der skulle ind med hver deres fortolkning der vil komme imellem min fortolkning af bogen og min fortolkning af stykket. Om det er godt eller skidt, det ved jeg faktisk ikke. Det betød bare, at det fra mit perspektiv var to helt forskellige historier, med to helt forskellige perspektiver.

Historien er forholdsvis simpel. Der er en mand (Thomas Bang) og en kvinde (Ene Øster Bendtsen) der er et par der elsker og ødelægger hinanden. Han kan ikke forholde sig til, at han i virkeligheden elsker dette ene ynkelige væsen (kvinden) og søger andre veje, men vender altid hjem igen. Hun kan ikke finde balancen mellem at være luder i sengen, og Hausfrau i hjemmet. Et engangsknald (Therese Sølvsteen) kommer ind i deres hjem og afsløre dem for hvad de virkelig er, to individer der er sammen fordi de begge mangler noget i sig selv, som de uden held søger i den anden.

Dette er jo så min fortolkning af hvad der skete på scenen. Eller rettere, det er min fortolkning nu, hvor jeg dagen efter sidder i min lejlighed med mine noter foran mig og grubler over tingene. I går da jeg sad på¨min plads var det hele et virvar af indtryk der bekræftede og modsagde hinanden.

Kvinden og manden var hinandens modsætninger, skønheden og udyret, en brovten trold og ballerinaen, næsten lydløse skrig mod grov overspilning. Hun, et lille nips, en ængstelig tragisk person. Han, et stort brød i gummisko der hvinede mod gulvet, en ulækker fulderik, der ofte virkede komisk.

Hun er den egentlige hovedperson, det er en kvindes kamp for at finde et ståsted, men ikke et ståsted for at realisere sig selv, bare et sted hvor hun kan overleve. Han er bare en statist, måske ved han det, måske er det derfor han taler så højt og fægter med armene og nedgør hende. Mind manden (altså min fortolkning af manden) er voldsom, men er også stærk som person, derfor blev jeg skuffet, jeg syntes at Thomas Bang overspillede og han irriterede mig, men måske det har sin legitimitet, måske hans fortolkning bare er anderledes end min.

Jeg går ikke ofte i teateret, så jeg kan på ingen måde bedømme skuespillernes evner. Jeg blander min holdning til karakterene og skuespillerne sammen, jeg lader mig forføre af deres spil, og selvom jeg ved at det er teater, så tror jeg at det er virkelighed, at han er sådan og hun er sådan, og er det ikke også meningen.

Jeg lod mig fascinere af hende (EØB). Hendes ansigt mindede mig om et maleri af en fin kvinde fra middelalderen, med hendes slanke ansigt og lidt udstående fiskeøjne, og hun var smuk midt i alt det voldsomme, midt i forvirringen, midt i alt det seksuelle.

Jeg har valgt et meget seksuelt billede, men jeg har næsten ikke talt om sex, men det er fordi jeg ser det seksuelle som en rekvisit, det er noget der er der for at fortælle en historie om noget helt andet, nemlig kvinden der finder sin styrke, og manden der erkender sit nederlag.

Til sidst ligger 'han' slapt ned af benet, ubrugelig og ufarlig,og hun lægger sig oven på ham og drager et lettelsens suk, for endelig er det forbi.

Foto:
Han: Thomas Bang
Hun: Ene Øster Bendtsen
Foto Rumle Skafte
Hallerne
Aarhus Teater