Hallerne

“Hallerne” af Josefine Klougart udgivet på Rosinante 2011.

Okay, jeg kan lige så godt melde klart ud fra start, jeg forstod kun en brøkdel at hvad der skete i denne her bog. Der var en helt masse af sådan nogle symbolske ting, og det er jeg virkelig ikke særlig god til at forstå, og det var kun fordi jeg var stædig, at jeg fik den læst.

Bogen handler om en mand og en kvinde der bor i København. Han er professor på universitetet, og hun går vist nok derhjemme. Deres forhold bygger på rå sex, de taler ikke ret meget sammen. Han hader hende, men kan ikke finde en kvinde der kan tage hendes plads, så i stedet slår han hende, ydmyger hende og tager hende hårdt. Hun tilhører ham. Hun opsøger ligefrem det destruktive, både i ham og i sig selv på grund af noget der startede i barndommen. Hun prøver hele tiden på at se ham, sådan rigtigt se ham og nå ind til det der virkelig er ham, også selvom hun mister sig selv undervejs. En gang imellem lykkes det hende, men når det sker, er de fremmede overfor hinanden og for sig selv, og han kan ikke hold det ud, så han slår hende.

Josefine Klougarts første bog “Stigninger og fald” var en samling smukke stemningsbilleder fra en barndom på landet i Jylland, så der er lidt et spring til destruktiv sex i København, men man kan fjerne pigen fra landet, men ikke landet fra pigen. Ligegyldigt hvor rå og kynisk bogen nogle gange bliver, så dukker der ustandseligt små grønne pletter op. Lyden af blæretang der sprænger under vand, fugle og en meget bevidst iagttagelse af vejret.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad moralen i bogen er. Måske er det, at der ikke findes sådan noget, som uforpligtende sex. Måske er det, at den leg der er mellem manden og kvinden som begreber altid vil have et element af ødelæggelse i sig. Måske er det, at vi alle sammen er ødelagte og plagede af angst, og at vi derfor skader os selv og hinanden for at lindre smerten.

Bogen er en slags drejebog, et skuespil, hele parrets liv står for skue, de bliver iagttaget og bedømt, men publikum har ingen medfølelse, de i ser, men de reagere ikke, og derfor er manden og kvinden endnu mere ensomme midt i al ødelæggelsen.

Som sædvanligt leger Josefine med sproget, ser på hvor langt hun kan strække det før det mister sin betydning, og på trods af bogens råhed, så bevarer hun et element af skønhed.