Borgmesterens tunge

Nathaniel Rich har ladet sig inspirere af Haruki Murakamis "Trækopfuglens krønnikke" i denne sin debutroman "Borgmesterens tunge", og det er jo ikke det dummeste man kan gøre, især ikke når man samtidig er i stand til at finde sin egen mere vestlige stil (vestlige forfattere er nu en gang bedst når de holder sig til en vestlig stil, sorry to say).

Dette er ved første øjekast et klassisk eventyr. En amerikansk-italiensk-jødisk dreng (Eugene) forelsker sig i pige med 1000 navne og intet Jeg. Hun bliver fortryllet af sagnomspunden succesforfatter (Eakins). Den unge mand drager ud på en farefuld færd til eventyrlandet Italien for at redde sin prinsesse. Med sig på rejsen har han sin lille hjælper, semidværgen Lang (gad vist om det også er hans navn på engelsk eller om det er en lille joke).
Eugene kommer til drømmeland og finder sin store kærlighed, men selvom hun er glad for at se ham, så viser det sig at det slet ikke er en kærligheds historie alligevel.

Et andet sted i landet sidder Hr Schmitz og mister sin kone til døden og sin bedste ven til drømmeland. Han beslutter sig for at drage til Italien for at redde sin ven, han er fuld af gode intentioner, men når det kommer til stykket har han ikke mod til at gå hele vejen.

Gennem hele romanen bygges der en stemning op for blot at blive knust til sidst. NR har med vilje gjort det som mange langt mindre tallentfulde forfattere har ødelagt ellers gode bøger ved, nemlig at ødelægge slutningen, det er forfærdeligt, smukt og dybt provokerende, og man sidder tilbage med følelsen af at være blevet frarøvet noget, men hvis det ikke var blevet gjort ville det bare være en bog man læste og så glemte alt om igen, men det er der ingen chance for nu.

"borgmesterens tunge" er en bog om virkelighedsflugt, om at være så træt af det hele, at man bare tager sine ting og skrider uden at fortælle nogen hvor man tager hen, og selv hvis man i første omgang fortæller hvor man tager hen, så lykkes det alligevel én at forsvinde. Den handler både om at forsvinde geografisk og mentalt, og i flere af tilfældende om at forsvinde et sted hen hvor det mentale bliver geografisk.

Bogen handler også om en virkelighedsflugt gennem bøger, både det at læse dem, og det at skrive dem. Eakins er en forfatter der har skrevet stort set alt inden for litteraturen, han har skrevet kriminalromanerm erindringer, eventyr, digtsamlinger, esseays og jeg skal komme efter dig, og det gør han så, han kommer efter unge piger og tager dem med til sit drømmeslot i sit drømmeland, hvor de kan forblive unge mens de tilbeder ham i al evighed. I den virkelige verden er det mest mænd der tilbeder ham, og det er jo knap så interessant.
Vores unge ven, Eugene, skriver også, og hans manuskript bliver en slags tallisman der fører ham sikkert gennem alle de fare Italiens bjerge byder ham på, og til sidst 'redder' det ham fra at få samme triste skæbne for hans far.

Alligevel er bogens morale, at selvom det er godt med gode fortællinger, at det kan få en til at glemme alt det svære, så er det også farligt, for hvornår er man gået for langt.

Den gode Hr Schmitz forsøger godt nok at bringe sin ven tilbage til virkeligheden ved at forvandle virkelige steder og personer ind til små eventyr, men det er før det hele bliver alt for skræmmende, og han stikker af fra det hele.

Forvirret? Det er jeg også, men det er ikke nogen helt ringe følelse. Bogen er udgivet på Forlaget Ordenes By der er et lille uafhængigt forlag der går mere op i bøgernes kvalitet end i deres salgbarhed, og det er nok en af de fedeste nyheder jeg længe har hørt :)