Landsbyens blod

Der er noget meget specielt ved at læse litteratur så langt væk fra som fra Kina. Gang på gang oplevede jeg, at jeg med min europæiske tankegang slet ikke havde forstået hvilke oplysninger der var relevante og hvad bogen i det hele taget handlede om. Det var et stort kulturchok, og jeg lærte meget. Denne anmeldelse vil derfor handle om hvad jeg i løbet af weekenden lærte om Kina.

"Landsbyens blod" af Yan Lianke handler om en gammel bedstefar der har to umulige sønner der bringer vanære over familien.

Den ene er besat af penge, han tjener sine første penge som blodkøbmand, og tapper landsbyen for blod og ære. Nålene bliver brugt igen og igen, og landsbyen oplever efter en snes år en epidemi af Feberen, bedre kendt som AIDS. Den pengeglade søn vil ikke vedkende sig sit ansvar i hele affæren men begynder at tjene penge på de kister som skulle gives til de ramte familier. Til sidst begynder han også at sælge ligene, han arrangere skyggebrylluper, så dem der dør unge og ugifte kan få sig en ægtefælle i underverdenen.

Den anden søn er bund liderlig. Da han har fået feberen og hans kone ikke længere vil ligge med ham bliver han sur, og da han møder sin fætters kone som også er syg, foreslår han at de bliver bollevenner. Deres affære bliver opdaget, men den liderlige søn er også et skvat som ikke tør tage konsekvenserne af sine handlinger. Han beder derfor sin far om at rede trådende ud. Han genoptager dog senere igen affæren, som udvikler sig til kærlighed.

Den gamle bedstefar forsøger hele tiden at få sine sønner til at gøre hvad der er godt og ærefuldt, og når de kategorisk nægter at gøre det, må han gå bodsgang til de forurettede for at gøre skaden god igen.

På et tidspunkt prøver man at samle alle de syge på en skole, så man har styr på dem. Dette fik mig til at sammenligne bogen med "en fortælling om blindhed", men situationen endte ikke i det rene anarki, de syge blev ikke frygtet som pesten (for at bruge den europæiske tanke gang). Et land som Kina der har oplevet hungersnød, og som har overlevet Mao, der tager man nok lidt lettere på massedøden, det er ikke noget man direkte ønsker, men man accepterer det og begraver sine døde i stilhed.

Til at starte med syntes jeg faktisk at bogen var en lille smule kedelig, for det gik slet ikke op for mig hvor skandaløs sønnernes opførsel var. Det gjorde det måske endda først, da den pengeglade søn ville sælge knoglerne fra sin afdøde søn (fortælleren) til en amtsmand der havde mistet en datter der var seks år ældre, halt, og med svære epileptiske anfald, at han var villig til at sælge sin søn til så dårligt et parti, bare for at vinde magt, det får den gamle bedstefar til at reagere.

I forbindelse med den liderlige søn, ser man hvor direkte den kinesiske måde at skrive på er. I en europæisk bog ville der stå noget i retningen af at de to syge fandt trøst og nærvær hos hinanden i en tragisk og uudholdelig situation. Her står der bare at han kom hen til hende og siger jeg er syg, du er syg, og vores ægtefælder vil ikke vide af os. Jeg har lyst, lad os gøre det. Tingene bliver sagt meget mere lige ud, og da hendes svigermor, hans tante, finder ud af det skriger hun efter pigebarnet, dit skræv er så bredt som en ladeport.

AIDS findes ikke i Kina. Sådan lyder det fra højeste sted, men det gør det jo så alligevel. Dette er en provokations bog, men også en informationsbog, i et smukt og rørende sprog beskriver den en meget uheldig situation.