Fri og i gode hænder

Bogen har to sider, altså to formål og ikke to ark, og de er meget forskellige, så jeg har til hensigt at behandle dem meget adskilt.

Hovedformålet med bogen er at behandle emnet mystik. Ifølge "Katolsk minileksikon" er mystik

Gr. myein = at lukke sig (øjne, læber) for at samle sig om Guds virken i sjælen

Men ifølge Pierre Stutz, som har skrevet "Fri og i gode hænder" er det så meget mere end det. Han favner emnet så bredt at man kan blive i tvivl om hvorvidt der er tale om mystik eller spiritualitet eller om de to er to alen af samme stykke, det gør det dog ikke mindre interessant.

Ved at beskrive en lang række personer som han anser for ekstra spirituelle, prøver han at give et billede af hvordan Gud virker gennem folk på forunderlig forskellig vis. Der er et frygteligt virvar af levnedsbeskrivelser og referencer til bøger. Nogle af personerne giver mening, andre gør i mindre grad. Bogen bliver lanceret som en spirituel katolsk bog, men det ville give mere mening bare at kalde den spirituel, for især evangeliske personligheder bliver trukket ind, og også eksempler fra islam og jødedommen.

Der er blevet skrevet mange ting om spiritualitet, men jeg har ikke før set noget der er så omfattende på så lille et format. Det gør selvfølgelig, at det kun bliver et overfladisk indblik, men Stutz forsøger ikke at angive at det er mere end det, nu ved jeg da i hvert fald hvor det ville være interessant at vide mere.

Jeg vil ikke her opridse hvad Stutz mener mystik/spiritualitet er, for det er så vidt et begrem at det ville blive op til en halv meter lang beskrivelse, men jeg kan sige at det er yderst interessant.

Den anden del af bogen har jeg ikke så meget positivt at sige om, faktisk har jeg ikke noget positivt at sige om den.

Mange store mystikere har også været provokatører, og det prøver Stutz også på at være. Man skal ikke være bange for folk der har en anden mening end en selv, men det var ikke særlig sjovt at læse. I små stik piller spredt ud over hele bogen giver han udtryk for sine meninger der ikke stemmer overens med Kirkens lære, hvilket han også påtaler. Dog må jeg give ham at det jo virkelig lykkedes ham at provokere mig, også selvom det bare fasttømrede min gamle holdning endnu mere

At man er uenig med Kirkens morallære, det er der så mange der er, så det tænker jeg ikke så synderligt meget på, men at han kalder sig selv for lidenskabelig kristen (katolik) men samtidig er fortaler for en markant anderledes teologi omkring Jesus Kristi væren, det finder jeg forkert. Han må gerne have en anden teologi, men så skal han bare ikke kalde sig katolik.

Det drejer sig især om to emner. Jesus som vejen, sandheden og liveet, og om Jesus der ofrer sig for os (undskyld fremhævelserne, det ser dumt ud, men det er en yderst effektiv metode til at fremhæve pointerne).

Måden han giver sine uenigheder til kende på er nok det jeg virkelig ikke kan lide ved bogen. Den katolske kirke er mit hjertebarn, og selvom den har været under både værre og mere målrettede angreb og har overlevet, så gør det stadig ondt på mig.

Om jeg vil anbefale bogen er lidt svært at sige, det kommer lidt an på hvem man er. Jeg selv er en meget sårbar sjæl, så flere gange blev jeg så ked af det og oprevet, at jeg måtte lægge bogen fra mig i nogle dage, men samtidig har jeg også lært en hel masse.