Gengangere

At læse Henrik Ibsens 'Gengangere' er som et studie i menneskeligt fordærv.

Den aldrende fru Alving opretter et asyl i sin afdøde mand kaptajn Alvings navn. Hele sit liv har hun dækket over mandens udskejelser. Hendes mand gjorde en stuepige gravid, og nu flirter hendes søn med dennes datter, og hun pines af sin viden og 'skrifter' hos den forstokkede pastor Manders. En gang da hun efter et års ægteskab eller så forlod hun sin utro mand og ville ikke tilbage, men pastoren mindede hende om hendes hustruelige pligt og hun vender tilbage. Hændelsen får da oprøret til at ulme i hende og hun har udviklet sig til en fritænker. Over for pastoren sætter hun fokus på den dobbeltmoral der fandtes i borgerskabet. Når en husherre forgreb sig på en stuepige var det skidt, men man kom dog over det, men stuepigen, hun var et en falden kvinde og burde behandles som sådan

Sønnen Osvald er plaget af faderens synder som han ikke ved noget om, og han er forelsket i sin ukendte søster, men kærligheden gør ham lykkelig.

Fru Alvings har holdt hånden over synden så længe, men da asylet brænder begynder hun at se tingene anderledes og går til bekendelser over for de to unge, men det eneste der kommer ud af den sag er at stuepigen går fra sin bestilling og vil have del i den ægte fars penge, men den depressive og lapse unge mand går i mundende.

'Gengangerne' er en historie om modsætninger. Modsætninger mellem kønnene, mellem pligt og lyst, mellem sandhed og idealer, men modsætningerne mødes ikke i en dialektisk forenelighed der når frem til en større sandhed, men derimod men snarre som blanding af vand- og oliebaseret maling der krakelere og viser os mennesker som det forkrøblede afskum Ibsen nu en gang mener at vi er.

Det er ikke et persongalleri man som sådan kan holde af, jo lidt medlidenhed har man nu nok med Fru Alving det til slut også begynder at rable for hende.

Det er et uudholdeligt stykke der er beregnet til at være uudholdeligt, og jeg kan ikke helt lade være med at frydes over andres ulykke.

Stykket er fra en tid med en helt anden seksual moral, i hvert fald på overfladen, så man bliver ikke på samme måde som dengang forarget, men man kan nu nok stadig forundres over persongalleriet med deres lidenskabsløse kamp mod hinanden og sig selv. Selvom vi gør det på en anden måde, så vil vi stadig kunne nikke genkendende til Fru Alvings kamp for at opretholde facaden over et familieliv der i virkeligheden går ad helvedet til, og den suicidale unge mand der ved den mindste modgang giver op, ham har vi nu nok også stødt på, for mennesker er i grunden de samme som vi var dengang, fordærvede.