Aspergirls

"Aspergirls - empowering females with aspergers syndrome" af Rudy Simone er en slags guidebog/selvhjælpsbog til aspergerpiger/kvinder og deres forældre. Det er også en slags selvbiografi, men hvor hun også viser os glimt af livet for en hel række andre aspergerpiger. Bogen er delt op i 21 kapitler (+ nogle stykker til) der handler om forskellige symptomer ved aspergers syndrom, så som overstimulering af sanserne, skyldfølelse og særinteresser og om forskellige livsfaser så som universitetet, forældrerollen og det at blive ældre.

Jeg lånte bogen af min psykolog og sad og læste i toget hjem, og der blev jeg meget følelsesmæssigt påvirket, ja sågar lidt bitter, for her var en bog om alle de ting jeg godt vidste, men som jeg havde måttet kæmpe så urimeligt hårdt for at komme til forståelse af. Nej, ikke urimeligt hårdt, bare hårdt. Jeg blev også bange, bange for at den ville fortælle mig at jeg bare er en helt ordinær aspergerpige (jeg er vant til at føle mig som noget særligt fordi der er så få af os, i hvert fald som er diagnostiserede). Jeg var bange for, at jeg ville føle mig udenfor fordi alle dem i bogen havde noget tilfælles som jeg ikke kunne genkende. Jeg var bange for at blive til grin fordi mit arbejde for at formidle aspergerpigers problemstillinger ville være overflødigt.

Efterhånden som jeg fik læst lidt mere i den blev billedet den maler lidt mere nuanceret, og jeg kunne slappe mere af. Nogle gange havde jeg dog lyst til at græde fordi et eller andet ramte et blødt punkt, især da den snakkede om universitetet, og om den hjælp man burde være berettiget til. Jeg gik på universitetet og måtte stoppe igen før jeg blev diagnostiseret, og selvom det var hårdt, og hårdere end jeg kunne klare, så var det nogle fantastiske år, og bogen fik mig til at savne det, fik mig til at tænke at måske en dag...

Judy gør et godt arbejde med at formidle hvordan det er at have aspergers syndrom når man er en pige, og det er der brug for, for næsten alle bøger omhandler drenge, og der er meget stor forskel på symptomerne for de to køn. Hvad jeg godt kunne have brugt var, at hun havde prøvet på i punktform at stille diagnosekriterierne op for piger, for når jeg har læst en hel bog, så har jeg svært ved at huske hvad jeg kunne genkende og hvad jeg ikke kunne genkende. Betyder det da overhovedet noget? Det gør det hvis man har aspergers, det betyder i hvert fald noget for mig.

Judy er selv aspergerpige, og hun har derfor som andre aspergere en særinteresse, hendes er holistisk medicin og andre spirituelle ting. Det er fint nok at hun interessere sig for det, men især hen mod slutningen af bogen kommer det til at fylde alt for meget, især når hun raser mod læger der vil give medicin, for så skulle man hellere sluge nogle holistiske piller. Jeg får en hulens masse medicin, og jeg kan ikke fungere uden, og jeg vil ikke have at forældre benægter deres børn gavnlig medicin bare fordi en eller anden siger det i en bog, vel og mærke en der ikke har nogen uddannelse i medicin eller farmakologi.

Men generelt er jeg godt tilfreds med bogen om end jeg synes at "empowering females with aspergers syndrome" er lige lovligt luftigt for min smag, men fred være med det. Bogen er et godt billede af hvordan vi tænker og fungere, og det er skrevet i et sprog der er til at forstå, hvis man da kan læse engelsk, for den er nemlig ikke blevet oversat til dansk, hvilket den burde være, i hvert fald hvis du spørger mig, og det gør du vel egentlig, for det er jo min blog du læser.