"Growing up catholic" af Mary J F C Meara, Jeffrey A J Stone, Maureen A T Kelly og Richard G M Davis fra 1984.
Jeg fandt denne lille perle i en genbrugsbutik til en 10'er. Nogle gange er det utroligt hvor heldig man kan være. Jeg har haft den stående på min reol længe, for jeg har nok haft en tendens til at forsømme den religiøse litteratur, og det galdt også selvom den faldt under kategorien humor.
Vi er skøre vi katolikker, og her i bogen kan man læse præcis hvor skøre, for dette er næmlig et antropologisk studie af disse underlige væsener der spræder sig over hele kloden. vi følger et typisk (amerikansk) katolsk liv fra vugge til grav, ikke som en biografi, men som en håndbog i livets faser, og med humor introduceres læseren til alle aspekter af et katolsk liv lige fra nakkebøjende syndsforståelse til Marvel comics JP II biografi (Johannes Paul II).
Har nonner hår? hvor i kirken er det passende at sætte sig? Hvilke film må man ikke se? Er det en synd at spise den sidste halvdel af sin hotdog hvis man pludselig kommer i tanke om, at det er fredag? Hvordan vælger man i en alder af 14 år det perfekte firmelsesnavn (når man bliver konfirmeret er der mulighed for at tage (endnu) et mellemnavn)? Hvordan forlader man bedst kirken og hvordan skal man efterfølgende opføre sig? Hvad er det tidligste man kan forlade messen? Hvad ændrede sig efter VK II (ikke venstre/konservative, ej heller 2. verdenskrig men derimod 2 vatikanerkoncil hvor det blev besluttet at fejre messer på folks modersmål)?
Det er sådanne spørgsmål bogen behandler, og ofte gives der to svar, hvad folk gør og hvad folk burde gøre, hvilket ikke altid er det samme.
Jeg er ikke vokset op som katolik, men jeg kender nok barnefødte katolikker (født ind i katolske familier, ikke katolikker født af børn) til at kunne se hvor hysterisk morsom bogen faktisk er. Jeg kender også vores traditioner og ritualer, vores dogmer og særheder. Jeg kender messen, jeg kender skriftemålet, jeg kender højtiderne og jeg kender præsterne og nonnerne. Hvad jeg dog ikke kender er de katolske skoler, tiden før VK II og USA(selvfølgelig kender jeg USA, men jeg har ikke boet der siden jeg var 5 måneder gammel, så jeg kender det mest fra film og bøger)
Hvis man slet ikke kender noget til den katolske kirke, vil man nok kun få meget lidt ud af bogen. Hvis man tror man ved en masse om den katolske kirke, men at man har al sin viden fra Dan Brown, så vil man nok tænke, HA, de katolikker er nogle overtroiske fjolser. Men hvis man kender den katolske kirke og dens medlemmer bare sådan nogenlunde, så er denne bog et kup, ikke ahttp://www.blogger.com/img/blank.giflene bliver man underholdt, man får også lige opfrisket hvordan det nu var med skærsilden, eller man kommer i tanke om, at skriftemålet er mere end bare at bekende de aller værste af sine synder.
Eftersom det er en amerikansk bog der tager afsæt i 1970'erne, så spiller The Kennedys en prominent rolle, hvilket jeg ikke kunne være meget mindre interesseret i, men det er ikke noget der umiddelbart generer min læsning.
"Groving up catholic" startede jeg på i søndags, og den påvirkede mig så meget, at jeg ønskede at det var søndag igen, så jeg kunne komme til skrifte og messe, for det gjorde jeg nemlig ikke i søndags. På grund af den lette tone i bogen blev jeg ikke plaget af dårlig samvittighed, hvilket jeg ellers nemt bliver.
En dag da jeg tilfældigvis mødte en veninde HER talte vi om det at være katolikker og vores begrem om skyld og skyldfølelse. Det er et emne bogen tager op flere gange, for det er nemlig en stor del af den katolske tro, for ikke nok med at det såre dig selv og dine nærmeste, det slår også naglerne dybere ind i Jesu hænder og fødder. Alligevel lykkes det bogen at behandle emnet, så det bliver morsomt og tilgængeligt.
Jeg vil anbefale bogen til alle mine katolske venner, men ikke nødvendigvis til jer andre, og hvis i ikke kan få fat på et eksemplar selv, så kan i altid låne mit, og hvis den bliver væk, ja så skidt, den kostede kun en 10'er
Ingen kommentarer:
Send en kommentar