Karlsvognen

Oh Jeg har haft mange gode stunder med Kristin Marja Baldursdottirs og endelig kan jeg igen nyde Islands stærke kvinder, som vi møder dem igen i hendes fjerde bog "Karlsvognen".

En kvindelig psykiater i sin bedste alder, plus nogle år, står pludselig efter et indbrud alene med den 14-årige datter af en kvinde hun knap nok kender. Hun beslutter sig for at tage pigebarnet med op i sommerhuset for at slippe væk fra det hele. Pigen er bestemt ikke glad for at være der og det samme gælder doktoren. DVD-maskinen virker ikke, så hun må finde på en måde at underholde pigen på, og så begynder hun at fortælle sin historie, ikke frivilligt, hun kan bare ikke lade være. Alle barndommens traumer kommer strømmende.

Endnu en gang møder vi et samfund uden mænd, er de ikke på havet, er de døde eller bare fraværende, så det giver plads til stærke kvinder der bider tænderne sammen og for tingene gjort, man stiller sig ikke op og spørger, om man har lyst, eller om man kan, man er nødt til det for at overleve i dette barske land. I alle bøgerne knejser matriarken i baggrunden, en figur der er skiftevis hadet og elsket, men uden hende kan intet finde sted.

KMB er en af de få forfattere jeg har stødt på i hele min lange læse 'karriere' der formår at skrive om kvinder med den respekt de egentlig fortjener. Kvindeskikkelser i litteraturen er ellers meget karaktereserede
Chick lit - tilpas succesfuld kvinde, men tilpas uheldig til at man kan holde af hende, hendes veninder er helt perfekte.
Mama - succesfuld kvinde får et barn og kan ligesom fortælle alle andre hvordan det skal gøres og ikke gøres.
Famme fatal - siger lidt sig selv
Luderen - ligeså
Forskeren/karrierekvinden/kriminalkommicæren - kæmper for at klare sig i en mandsdommineret verden, men fordi hun er kvinde ser hun ting som mændende ikke kan og ender derfor med at brilliere.
Moderen - hende der bare ikke forstår.
Særlingen - det er bare heeelt okay ikke at være som alle andre.
Og sådan fortsætter det. Det bliver nogle gange så grælt at jeg hader at være født som kvinde, for litteratur for og om kvinder er aldrig dybe, filosofiske eller sofistikerede, de er platte og tilnærmelsesvist ligegyldige. Der er ingen af personerne i KMB's bøger jeg virkelig bryder mig om, de er skrappe, stædige, hysteriske, mærkelige og sure, men jeg nærer en dyb respekt for dem, og derfor elsker jeg dem på en eller anden underlig måde.

Personerne i "Karlsvognen" er dog mere uudholdelige og mere flade end i de tidligere romaner, men det er også den korteste af bøgerne, ikke mere end 170 sider, så der er grænser for hvor meget man kan nå. I det hele taget har den ikke nær så meget pondus, drama og troværdighed som de tidligere.

Starten, hvor doktoren og pigen bliver sat sammen virker meget, søgt, men det ville hurtigt være glemt hvis KMB havde ført persongalleriet til uventede højder, men man sidder bare med en psykiater der hele sit liv har undertrykt sine følelser, og en teenagepige der er lost, som ikke kender sit lands historie, traditioner og almindelig god opførsel og derfor ikke har de naturlige grænser. Hele pointen er, at børn har brug for at blive opdraget, ellers bliver de psykisk ustabile. Det er ikke fordi jeg ikke giver hende ret, men jeg synes bare det blev beskrevet så firkantet.

Slutningen går hen og bliver meget syrealistisk og der skal fortolkes en helt masse. Den slags er min autistiske hjerne ikke ret god til, så jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad bogen slutter med, jeg håber lidt, at jeg kan få et af mine familiemedlemmer til at læse den og fortælle mig hvad der sker.