Jeg har allerede skrevet om "Den unge Werthers lidelser" på min almindelige blog men ikke nogen decideret anmeldelse.
"Den unge Wethers lidelser" handler i korte træk om en ung velhavende mand i 1700-tallet der tager sig et sabatår, og slår sig ned et sted på landet hvor han kan tusse rundt og male lidt. Her forelsker han sig i en ung pige, men ak oh ve, hun er forlovet.
De to unge mennesker indleder et nært, platonisk og filosofisk venskab, og da hendes forlovede kommer hjem fra sin rejse, bliver de en køn lille trekløver. Alle finder det dog påfaldende, og den knuste Werther lader sig overtale til at forlade egnen og finde sig et job.
Werther egner sig ikke til arbejdsmarkedet, hans øverste chef kan godt lide ham, men det kan hans daglige overordnede ikke. Efter at han gør sig uheldigt bemærket til en fest for byens spidser og alle taler om ham bag hans ryg, lader han sig indlogere hos en rig mand, men han keder sig.
Til sidst kan han ikke lade være, men tager tilbage til egnen med pigen der i mellemtiden er blevet gift. Ustandseligt dukker han op og han bliver mere og mere deprimeret, og da en bonde han holder meget af begår mord i kærlighedens navn slår det ham helt ud.
"Den unge Wethers lidelser" og "Faust" begge af Tysklands forfatter nummero uno, eller i hvert fald en af dem, er hinandens modsætninger og alligevel et yndigt par, den ene om kærlighed uden sex, den anden om sex uden kærlighed.
1700-tallet ligger rigtig lagt tilbage i tiden, så for at en bog skal genoptrykkes igen i vore dage, skal der virkelig være noget gods i den, i hvert fald hvis den skal trygges i udlandet. Jeg har læst "Klims underjordiske rejse" og jeg siger jer, at den ikke holder, så hvis i vil læse Holdberg, så hold jeg til hans komedier.
Men Werther holder. Det er ikke så tit man i moderne tid støder på en kærlighedshistorie skrevet af en mand, hvilket er en skam, for Goethe beviser, at de godt kan. Som pige kan jeg godt sidde og filosofere over, hvorfor der ikke længere findes unge mænd som Werther og Albert (pigebarnets forlovede/ægtemand). Enkelte gange til gymnasiefester, når drengene begyndte at stå usikkert på benene, så kom gentlemanden frem i dem, og de tog en piges hånd og førte den til sine læber, det var så fuldestadiet før de begyndte at rage hende på brysterne. Måske har drengene bare lært, at det ikke betaler sig, at pigerne vil have en badboy, men jeg synes at det er en skam, at der ikke findes flere gentlemen i dag (pigernes opførsel er så et helt kapitel for sig, for vi er ikke spor bedre).
Jeg nævnte tilfældigt den unge Werther over for en bekendt, og det viste sig, at det var hans yndlingsroman. Jeg var ved at vælte ned af stolen af overraskelse. Det kom virkelig bag på mig, at andre end jeg og midaldrende akademikere kunne finde på at læse den, og især at det så var hans yndlingsbog, men jeg bebrejder ham ikke, for den er både velskrevet og veldrejet. Det er et unik indblik i en tid og et sted der ikke findes mere.
Og alligevel er den forbløffende moderne. Man forventer ikke at kunne genkende så meget, men det kan man.
- sabbatår, mange af de andre unge mænd drog på dannelsesrejse til Italien og Paris og studerede, men den unge Werther sidder bare i et fjernt sogn og feder den.
- giver penge til velgørenhed. Nu om dage er det på mode at hjælpe de sultne børn i Afrika, den unge Werther behøves kun at gå ned af vejen.
- kvinderne er ligeværdige partnere når der diskuteres, og det er helt selvfølgeligt at det er sådan, hvilket det ikke var i Danmark før en gang i 80'erne (i 70'erne skulle det altid påpejes, som om en diskuterende kvinde var en blanding af et freakshow og et peebshow).
Der var dog også ting der undrede mig.
- Goethe var protestant, Werther er protestant og præsten de besøger var protestant, men alligevel er der flere katolske end protestantiske referencer, som fx at klokkerne ringede til Angelus.
- at den gode Albert finder sig i at en smask forelsket Werther tilbringer al sin tid sammen med hans forlovede/ægteviv.
Jeg valgte egentlig bogen fordi den var tynd og et eller andet skulle jeg jo læse, men det var en af de sjældne tilfælde, hvor jeg virkelig bliver ekstatisk over en bog, og hvor følelsen varer ved.
Hej, og undskyld, men nu bliver jeg lige lidt belærende.
SvarSletFor som Goethe-fan synes jeg måske nok lige, Faust blev nævnt/beskrevet noget fejlagtigt. Imo kan man på ingen måde sige, at den så enkelt er en modsætning til Werther, som er en ret ligetil roman om et ungt menneske og hans trængsler og ulykkelige kærlighed. Og "sex uden kærlighed"?? Har du læst Faust? Nej, sikkert ikke, og det forstår jeg godt, for den er satme en bitch at kæmpe sig igennem, i og med næsten hele showet er på rimende vers (omkring 12.000 af slagsen, pyh) og så er det jo et drama, ikke en roman. Jeg var bare stædig, men var det ikke for det (og en forbigående stærk interesse for F-myten), så var jeg nok gået kold.
Faust er et komplekst storværk, som Goethe arbejdede på i omkring 60 år (hvad er der i øvrigt med Faust og lange arbejdstider? Thomas Mann var 30 år om sin, haha). Og temaet er jo legenden om alkymisten Faust, som solgte sin sjæl til Djævelen hamselv og hvad det havde af konsekvenser for ham.
Faust kan opleves som mange ting, f.eks. en teodicé, dvs. en retfærdiggørelse af Gud og noget, som tager hele problematikken omkring godt versus ondt op. Det er jo allerede der noget mere big deal-agtigt og komplekst end at være noget med sex uden kærlighed. Host. Derudover er Faust et værk, som er fuldstændigt koldt overfor virkelighed og uafhængigt af tid (enhver tidsskala sprænges, hvis man kigger efter), det er ren, digterisk fantasi.
Gud og Djævelen (Mephistopheles) anerkender i øvrigt hinanden og Gud mener, at Djævelen er til for at sætte gang i mennesket, som ellers bliver sløvet. Igen og igen får man stuff og menneskets behov for at fejle, mens det stræber (i Fausts tilfælde efter perfektion). Djævelen mener samtidig, at verden egentlig er skabt for guder, for kun guder kan udholde alt det, som mennesket gennemgår og de krav, det lever under.
Meph. får jo rigtig rodet Faust ud i hensynsløst begær og andet sjov, så f.eks. stakkels Gretchen bringes i ulykke, igesom Faust også myrder hendes mor og bror. Så ja, der er måske din sex uden kærlighed, men det er jo kun en biting i hee historien og en lille del af alt det møg, han får rodet sig ud i, og han haster jo også bare videre fra Gretchen til spændende, nye lussinger. Og fra første del, hvor Faust har hovedrollen, sker der så et skift i anden del, hvor Goethe svinger sig op til simpelthen nu at ville beskrive livet og dets indhold i al sin storhed og vælde. Pænt umuligt, skulle man mene, men her går der altså for alvor filosofisk værk i den. Sikkert også fordi, han jo blev meget ældre i løbet af sit arbejde med værket. Her skifter han også fra en ret kristen fremstilling af Gud til en, hvor Gud mere repræsenterer lyset, naturen og farverne. Faust vender sig fra lyset, og han laver så meget halløj, at Meph. faktisk i scener helt fortryder, at han nogensinde indlod sig med ham. Goethe gør op med den kristne tro flere gange, f.eks. da han skriver, at ondskab ikke findes i naturen, men kun i religionen, og han fremstiller også i 2. del kirken som grådig og urimelig, mens Meph. til tider helt mister sin status som djævel. Da han er tilbage i sin vante form og tror, at nu får han sejren i hus, ser han sig pludselig snydt, Fausts sjæl er forsvundet, mens han dagdrømte om kærlighed og begyndte at forstå menneskets længsel efter denne. Faust starter som egoistisk og selvcentreret i sin stræben efter at vide og have indsigt i alt - undervejs mener han selv, at han udvikler sig, men man er ikke sikker. Han hævder, at han ikke længere stræber efter viden (for sig selv) men det gode (for andre). Men han fremstilles som lyvende for sig selv, selv da han er blindet og på gravens rand, hvor han ellers oplever at have nået større indsigt.
I slutningen har Goethe også store temaer som menneskelig bekymring, mangel, nød og skyld oppe, og det er selve bekymringen, som blinder Faust, fordi han afviser hende.
(fortsættes lige i næste kommentar, for den hele var for lang)
Ligesom det er interessant, at man i slutningen ender ud med Mephistopheles som den, der vil det onde, men udviker det gode, mens Faust er den, som vil det gode, men udvirker det onde (bl.a. alle dem, han igennem historien har slået ihjel, hvor han troede, han "hjalp" dem). Og det er igen interessant, at Faust udvirker det onde, fordi Gud har sat Meph. til at sørge for, at han kommer til det. Så er cirklen sluttet. Omend Gud så kan konkludere, som han vidste, at mennesket naturligvis ville fejle, når det prøvede at gøre godt, og dermed gør ondt. Uh-oh.
SvarSletOg hans sjæl? Den reddes skam ikke af Gud, men af den evige moder, fordi Goethe gerne ville vise livets kreative fornyelse, fødsel og genfødsel og aaaalt muligt stort her. Den evige moder, eller det evigt kvindelige, er udtryk for universel kærlighed og skabelse samt frelse, som altså hos Goethe ender med at være uafhængigt af Gud. Wow, må man sige.
Og nu sidder jeg her og er helt glad for, at du havde bragt det op, for nu fik jeg lejlighed til at hive bogen ned af reolen, slå op og huske og tænke en hel masse over, hvor fedt det alligevel var at læse den, selvom den er noget svær at komme igennem, og man til tider må støtte sig til analyser og andet for helt at forstå, hvad hulen der foregår.
Så tak - og håber, du kunne bruge det positivt, og måske endda blev en lille smule inspireret til at snuse lidt mere til den gode, gamle tysker. :)
Kh Josephine
Hej Josephine.
SvarSletMange tak for din kommentar.
Jeg indrømmer, at jeg ville få svært ved at yde Faust retfærdighed, for jeg læste den i en periode af mit liv, hvor jeg var meget syg med en depression, men det er utrolig spændende at læse din analyse af den :)
Hjertelig hilsen
Linda