Rystet spejl

Overført fra min anden blog

Jeg sidder og læser "Rystet spejl" af Søren Ulrik Thomsen udgivet på Gyldendal. Det var ikke lige det jeg havde regnet med at bruge min ferie på, men jeg havde pludselig lidt tid til overs, og så lå den bare der på min fars reol.

Jeg ved ikke hvorfor jeg var så mistroisk. Ja, det er en bog af en midaldrende mand til midaldrende mænd, men det gælder for megen stor litteratur. "Nattog til Lissabon" af Pascal Mercier, "Dronning Lionas mystiske flamme" af Umberto Ecco, "Dummas klubben" af Arturo Perez-Reverte og "Alle navnene" Jose Saramago. Der sker noget med mandlige forfattere, når de bliver konfronteret med deres egen dødelighed, og sætter sig til at tænke over livet, tilværelsen og alt det der.

Søren Ulrik Thomsen er temmelig nøjagtigt på alder med min far, og det er vel en af grundende til, at han har købt bogen, for ellers er han ikke meget til digtsamlinger. At min far læser den er en ting, men at jeg læser den er noget helt andet. Hvad kan jeg, en ung kvinde på 26, få ud af at læse om en midaldrende mand der skriver om at miste sin mor?

Jeg kan lære noget om livet og om skønheden i dets banaliteter. Han skriver et sted, at livet er endnu mere eventyrligt and alle hans ungdoms drømme, fordi man ikke kunne have forstillet sig dets trivialitet. For livet er ikke de store øjeblikke, det er alle de dage der ligger imellem og som bare er der, hvor man bare skal være til.

Set er disse dage Thomsen forholder sig til, de dage hvor ungdommen virker mere fjern og mere nær på samme tid, for er det ikke det der betegner en midaldrende mand, når det går op for ham at ungdommens flirten med revolutionen er et overstået kapitel som kun findes i drømmende?

Mine år i psykiatrien er forhåbentligt slut, de år fyldt med gråd, blod og drama, og jeg skal lære at leve et liv der er så trivielt, at det næsten er normalt. Alle steder får man pebet ørerne fulde af, at vi skal være ekstraordinære, men ikke nødvendigvis ifølge Thomsen, men han vil heller ikke have en til at sumpe hen i ligegyldighed, bare leve det liv man nu en gang er givet og så lade være med at klynke over det.

Dagen i dag var ikke "måske"
den var der
og så var den væk.
Derfor var dagen i dag den bedste.