“Moonwalk med Einstein” af Joshua Foer er en rigtig god bog der mister pusten halvvejs inde.
Man kan enten læse den som en temmelig middelmådig tangerende til jævnt kedelig bog om at memorere spillekort på konkurrenceniveau, eller som en virkelig spændende bog om vores hjerner, sprog, viden og erindringer og om hvordan vi bruger det hele.
JF dækkede som journalist USA mesterskabet i hukommelse, og bliver udfordret til at bevise, at det er rigtigt at alle kan trænes op til at kunne memorere et sæt spillekort på 90 sekunder. Han går til opgaven med liv og sjæl, men undervejs undersøger han de neurologiske, filosofiske, lingvistiske og historiske aspekter ved vores hjerner og hukommelse. Hvordan lagre hjernen forskellige former for erindringer? Hvad er en erindring? Hvad vil det sige at huske? Hvad har vi brug for at huske? Hvad er ord i det hele taget? Hvad er sprog? Hvad er sanser?
Alle disse overvejelser er rigtig spændende og godt beskrevet, men JF som person kommer til at fylde mere og mere, og højtstående personer i hukommelses miljøet bliver skubbet frem i rampelyset, og der er ikke lagt skjul på hvem man skal kunne lide og især hvem man ikke skal kunne lide, men jeg kan ikke lide nogen af dem.
Undervejs spekulerede jeg da flere gange på, om jeg også ville kunne træne mig selv til at huske mere af pi end 3,1415 (om ikke nødvendigvis 22,000 decimaler).
Teknikken skulle være at danne sig erindringspaladser (konkrete bygninger man i sin erindring kan bevæge sig rundt i) og placere personificeringer af de ting man skal huske (jo mere obskøn jo bedre).
Men jeg har et problem, jeg har meget svært ved at danne billeder for mit indre blik, selv det hus jeg voksede op i kan jeg ikke rigtigt se for mig, jeg ved hvor rummene lå, men jeg kan ikke se dem, men måske det bare er min ADD, måske er det bare fordi jeg ikke kan koncentrere mig grundigt nok. Eller også kommer jeg bare med dårlige undskyldninger fordi jeg ikke gider lægge kræfter i noget der i grunden er helt meningsløst, jeg ville jo kun kunne det på grund af blærefaktoren.
Som en del af konkurrencen skal deltagerne også memorere et digt, og det er noget jeg meget gerne ville kunne, men i modsætning til tal, spillekort, ord og ansigter bliver der ikke givet en vejledning til hvordan man skal gøre, og det er jeg virkelig træt af, for jeg kan de første mange sider af Peters jul, og folk forbløffes hver gang, men jeg vil gerne lære det hele. Hvis jeg begyndte at træne nu, ville jeg sikkert godt kunne til næste jul, men er det virkelig umagen værd?
Der er en aspergerdreng med i bogen, men han bliver fremstillet som en forfærdelig fusker, men jeg kunne virkelig godt tænke mig og vide om hvordan den autistiske hjerne fungerer. Er der forskel? Ja selvfølgelig er der forskel, det er jo ligesom hele pointen med diagnosen, men hvad er forskellen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar