William Blake i udvalg

Citatet er taget uden fra en lidt mere uskyldig kontekst.

Vi bilder os nogle gange ind, at vi i nutiden er de eneste der har forsøgt at snakke om voldtægt som andet end kvindens skyld og skam, men det er langt fra tilfældet. I 1793 gav Blake sit besyv med med "Albiondøtrenes visioner". Her fortælles der om Oothoon der nægter at acceptere voldtægten som en skam hun skal bøde for ved sin egen frivillige død. Hun prøver at overbevise sin kæreste, Theotormon, om sin renhed, men han afviser hende og trækker sig ind i sin egen selvmedlidenhed og skinsyge fantasier. 

Denne samling af Blakes værker indeholder tre typer tekster:
Digte, hvis indhold i stor stil beskriver barnets og det naturliges uskyldighed som bliver udnyttet af den nye industrielle verden.
Profetier om hvordan den franske revolution og eksplosionen af nye ideer der strømmer ud over Europa.
Mytologier fra Blakes eget lille univers med guder og antiguder. Blakes teologi der i hans digte er mere konventionel, med den barmhjertige Gud der holder sin hånd beskyttende over de uskyldige børn, ses der her langt større voldsomhed og splid, som lægger sig tæt op af de gnostiske ideer.

Jeg går ud fra at poesi næsten altid er bedst på originalsprog. Desværre kan jeg ikke alle sprog, og selv engelsk, som jeg normalt forstår ganske udmærket, så kan de fine nuancer alt for nemt gå tabt. Jeg er derfor meget glad for udgivelser som denne der trykker den oprindelige tekst og oversættelsen side om side, så man kan springe frem og tilbage alt efter lyst og behov. Desuden indledes hver tekstgruppe med en god og ikke al for lang introduktion og kommentar til det man nu skal til at læse. Jeg var meget glad for disse indledninger, for jeg er ikke altid lige god til at forstå det til tider meget voluminøse billedsprog som digtere benytter sig af.

TITEL: William Blake i udvalg FORFATTER: William Blake KOMMENTARER:Ib Johansen ILLUSTRATIONER: William Blake FORLAG: Det Poetiske Bureaus Forlag SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 2016

Der er en skør konge i Danmark

Jeg vil med det samme indrømme, at dette nok er den største bogskuffelse jeg til dato har oplevet. Det var ikke den dårligste bog jeg nogensinde har læst, men skuffelsen føles på en måde langt tungere. Hvis jeg har læst en dårlig bog, så ryster jeg på hovedet og lægger den fra mig, måske allerede før jeg har læst den færdig. I skuffelsen derimod føler jeg mig på en måde fanget. På den ene side har jeg lyst til at smide bogen fra mig og skrige af raseri, men samtidig trækkes jeg ind og må lige læse et par sider til, for måske sker der noget der giver idiotien mening, men redningen kommer ikke, og hver side jeg læser er blot endnu en skuffelse. Når jeg så er færdig med bogen sidder jeg så tilbage med følelsen af at være blevet narret.

Jeg indrømmer, at mine forventninger var høje, hvordan kunne de være andet. Historien om Christian XVII er spændende, fyld af sex, intriger, svigt og galskab (se bla Livlægens besøg). Og Dario Fo er en fremragende historiefortæller med speciale i det pikante. Hvordan kan en sådan kombination være andet end formidabel?

Jeg ved at historiske romaner ikke altid er historisk korrekte. Nogle gange handler det om små detaljer der ændres for at historien kan skride frem andre gange bruges en historisk ramme til at fortælle forfatterens egen historie. Begge dele accepterer jeg, men jeg ser det som en underforstået del af aftalen, at disse historiske ukorrektheder er prisen man nogle gange må betale for at skabe den gode fortælling. Problemet med 'Der er en skør konge i Danmark' er, at Dario Fo i mine øjne har taget en god og spændende historie og har beskåret, fordrejet og udvandet den i en grad, så den mister alt der gør den interessant, som gør den til en fortælling.

Jeg forstår godt hvad han har gang i. Jeg forstår godt ønsket om at retfærdiggøre Struense, for fra et moderne perspektiv var hans humanistiske ideer jo både gode og fornuftige. Jeg forstår også hele diskussionen om hvad er historisk sandhed, og hvordan formidler man den. Mit problem med Dario Fos bog stammer fra kombinationen af disse to punker. Jeg synes ikke, at han er sluppet godt fra det. For mig virker resultatet som et desperat forsøg på at retfærdiggøre Struenses tanker ved at sætte et stort fedt kryds hen over hans gerninger, og den eneste grund til at kunne gøre det er, at vi (og især Dario Fo) i dag er enige med Struenses tanker. Kunne man forestille sig den samme bog skrevet, hvis Struenses handlinger havde været de samme, men hvor hans ideer derimod ikke havde stemt overens med vores (og Dario Fos) moderne etiske værdier...?

ORIGINAL TITEL: C'è un re pazzo in Danimarca DANSK TITEL: Der er en skør konge i Danmark FORFATTER: Dario Fo ILLUSTRATIONER: Dario Fo FORLAG: Multivers SIDEANTAL: 199 UDGIVELSESÅR: 2015

De seks

To historier har domineret nyhederne i denne uge. 
- Debattør Mads Holgers selvmord.
- Læreruddannelsen har for første gang i mange år modtaget et stigende antal ansøgninger.
På usandsynlig vis fanger denne bog stemningen i begge disse. Denne 100 år gamle ungdomsbog, der på let moraliserende vis prøver at beskrive den ægte ungdom, fortæller historien om seks venner der igennem tre år på et lærerseminarium sammen oplever livets op- og nedture.

Min mor fortalte mig engang, at en af personerne i "De seks" er baseret på min oldefar. Det skulle eftersigende være den mest irriterende af dem, men jeg ved ikke om det henviser til den bondske medløber, den syfilitiske bølle, den tuberkuløse charmetrold eller  ham der er ser perfekt moralsk, at jeg adskillige gange havde lyst til at kværke ham

En af grundene til, at jeg holder så meget af at læse børnebøger er, at det altid siger rigtig meget om et samfund, hvad der prøves at give videre til børnene. Som roman er denne bog fx udmærket men på  ingen måde fremragende, og på grund af dens fuldstændigt urealistiske ideal for drenge/unge mænd har jeg lidt ondt af de mange generationer af drenge for hvem dette var 'hvad man burde læse'. Nej tak, så foretrækker jeg langt De fem, Harry potter og Terry Pratchett. Som historisk dokument derimod er den enormt interessant. Især to episoder fangede min interesse:

1. Åbenbart blev det betragtet som moralsk godt for rigtige drenge at kaste deres afsky på en anden dreng fordi han ikke lever op til deres ideer om lærerstandens idealer, hvilket her betyder, at han er sjusket klædt, taler sjællandsk og er overvægtig. Det ses efterfølgende som et bevis på et godt drengehumør og gåpåmod når de efterfølgende driver gæk med/mobber denne. Som en moderne læser var det svært ikke at misbelige det, men da offeret derefter viser sig at være en tilpas ubehagelig person, til at det beroligede min samvittighed.
2. Den unge kvinde der har skyndt sig igennem skoven for at nå frem til en aftale beskrives som rødmosset og svedig og derfor uren og ikke jomfruelig.

"De seks" bliver 100 år i år, og selvom der er mange ting galt med den moderne verden, så er jeg alligevel ganske tilfreds med den tid jeg blev født ind i.

TITEL: De seks - en fortælling om ungdom FORFATTER: Rudolf Bruhn FORLAG: H Hagerup SIDEANTAL: 232 UDGIVELSESÅR: 1916 (1922)

Just Kids

"Når nu jeg var ved at falde i svimer over hvor god jeg syntes 'M Train' var, vil jeg så føle mig skuffet hvis jeg nu læser denneher?". Jeg holder 'Just Kids' op foran næsen på boghandleren. Hun ryster på hovedet og siger, at det tror hun bestemt ikke, at jeg vil. Jeg stoler på hende og køber bogen. Alligevel tager det mig et halvt år at tage mod til mig til at tage den ned fra hylden og læse den, for hvad nu hvis jeg alligevel ville blive skuffet..? 

Jeg blev selvfølgelig ikke skuffet, men jeg blev heller ikke revet med på helt samme måde, som jeg blev af 'M Train'. 

Hvor 'M Train' er en selvbiografisk skildring i små løsrevne øjebliksbilleder. Billeder der var hendes, men stadig universelle nok til at det måske kunne være mig, hvis jeg lukker øjnene og anstrenger mig. Så er er detter en mere typisk selvbiografi/biografi over hende og Robert Mapplethorpes ungdom i New Yorkes fattige kunstmiljø i den aller aller yderste periferi af Warhols Art Factury, ikke fordi hun havde nogen interesse i Warhol, men fordi Mapplethorpe havde, og det er det er en af grundende til, at jeg bedre kunne lide 'M Train'.

Jeg forstår godt, at Mapplethorpe er den mest berømte/farvestrålende af de to.

Jeg forstår godt, at han spillede en enorm rolle i hendes liv.

Jeg kan endda til nøds forstå, at det var en anden tid, og at det generelt var mandens interesser og venner der betød noget i et parforhold.

Men når nu jeg købte bogen, fordi jeg ville læse om hende, så ville jeg ønske at jeg også rent faktisk kom til at læse om hende. 

Og så alligevel slugte jeg også denne bog som var det medicinen mod den dødelige sygdom livet er. Bare fordi en bog ikke er genial, så kan den stadigvæk godt være rigtig god.

TITEL: Just Kids FORFATTER: Patti Smith FORLAG: Bloomsbury SIDEANTAL: 306 UDGIVELSESÅR: 2010

LINDA og mysteriet i ørkenen

Dette er ikke en bog/forfatter jeg nogensinde før har hørt om, men der er noget uimodståeligt ved ens eget navn på forsiden af en bog. Hovedpersonens fulde navn er Linda Craig, ikke Larsen ligesom mig, men der optræder faktisk en familien Larsen i bogen. Det er den slags små tilfældige sammenfald der kan gøre en i godt humør :-)

Det er bare en ganske almindelig mysteriebog om en ung kvinde (Linda) på 16 år, som er med til at opklare en række hestetyverier. Som en ihærdig læser af De 5-bøger virkede den sjældent overraskende. Der er trods alt grænser for på hvor mange forskellige måder teenagere kan opklare mysterier på.

Den eneste lidt interessante ting der er at sige om denne bog i forhold til fx mange andre pigebøger med titler i kategoriern

"[pigenavn] og [stikord til bogens handling]"

er, at der intet krav eller forventning stilles til Linda om at tage kjole på og opføre sig som en pige. Faktisk går selv bogens voksne kvinder i (ride)bukser, men jeg ved ikke, om det skyldes, at den foregår på en ranch, eller om det skyldes at den er skrevet så relativt sent som 1964.

TITEL: Linda Craig and the Palomino mystery DANSK TITTEL: Linda og mysteriet i Ørkenen FORFATTER: Ann Sheldon OVERSÆTTER:Ilse Haugwitz FORLAG: Det andet forlag SIDEANTAL: 118 UDGIVELSESÅR: 164

Moranifesto

Jeg var så  begejstret, da jeg læste, at Caitlin Moran skulle til at udgive en ny bog, at jeg straks gik på nettet for at forudbestille den. Da jeg så endelig fik den, blev jeg en lille smule skuffet, for det viste sig, at det ikke var sådan en bog-bog, men en samling af hendes klummer fra The Times. Og misforståelsen var absolut selvforskyldt, for bogens titel er "Moranifesto". Jeg har læst alle Morans bøger, og hendes bøger-bøger plejer at hedde sådan noget som "How to be a Woman" eller "How to build a Girl", hvorimod hendes tidligere klummesamling hed "Moranthology". Ser I det samme mønster som mig? Eller rettere det mønster min hjerne valgte at overse i sin begejstring.

Nu skal jeg heller ikke virke alt for negativ. Morans klummer er også rigtig gode. Grunden til at jeg blev skuffet er, at jeg har abonnement på The Times for at læse Morans klummer, så jeg havde faktisk læst de fleste. De er nu stadig gode.

I hvilken grad bogen egentlig er et manifest er jeg måske ikke den rette til at besvare. Det er ikke et stort politisk manifest, og selvom der er en masse om politiske emner, så er det mere en opfordring til alle om, at vi ikke skal overlade al politik og politiske kommentering til "de politiske mennesker", dem der er hvide, midaldrende mænd, dem der har den politiske uddannelse, dem der har kontakterne, dem der allerede har et jakkesæt. Disse politiske mennesker er ikke onde, det er ikke det der er pointen. Pointen er, at man skal løfte sin stemme og sige sin mening, for de politiske mennesker vil måske gerne gøre hvad der er godt, men de fleste ved ikke hvordan det er at bo i et belastet område, hvordan det er at være enlig mor til tre og skulle klare sig på en kontanthjælp, hvordan det er når alle ens håb og drømme synker i grus, fordi man rammes af fysisk eller psykisk sygdom, hvordan det er at være et af de mennesker der normalt ikke bliver hørt. 

"Moranifesto" behandler en lang række spørgsmål skrevet på et almindeligt engelsk. Den er ikke proppet med statestikker, den beskriver almindelige menneskers problemer (artiklen om hendes evige krig med uduelige printere er guld værd), men mest af alt er det er varm bog af en kvinde der gerne vil gøre verden til et lidt bedre og venligere sted, inden hendes to teenagedøtre begynder at færdes derude på egen hånd. Hun lægger ikke skjul på, at det er det der er hendes mål, og det gør mig glad. Det giver mig mod på at prøve. Vi kan ikke alle være fantastiske mennesker der redder verden ligesom Superman eller vinder Nobels Fredspris, men vi kan alle, selv jeg, prøve at gøre verden bedre, en lille bid af gangen.

TITEL: Moranifesto FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Ebury Press SIDEANTAL: 435 UDGIVELSESÅR: 2016

Statens Museum for Kunst

Dette indlæg kan betragtes som en begrundelse for, at man aldrig burde gå på museum uden at betale mig en masse penge for komme med morsomme kommentarer. Men egentlig handler det bare om, at jeg værdsatte en sjælden mulighed for at se på kunst af en ældre dato. Jeg kan mægtig godt lide moderne kunst, men nogle perioder har ikke haft samme rigdom af skøre små detaljer. 

Cornelis Cornelisz van Haarlem (1562-1638), Titanernes fald, 1588-90

Engang placerede man ofte et kradsende figenblad over kønsdele, men her har vi et lidt mere kreativt forsøg, en guldsmed. Jeg spekulerer på, om der nogensinde har været nogen som helst der har været den mindste smule i tvivl om, hvad det egentlig skulle forestille. Jeg håber dog, at tidligere tiders folk har fået lige så meget sjov ud af det som jeg har haft.

Franz Rösel von Rosenhof, Jorden efter syndefaldet, 1690.

En ørn/grif der har snapset en fuldvoksen elefant? Dette er et udklip af scenen efter syndefaldet, men syndefaldet er den event der førte til den tilstand vi har nu, hvor løven og lammet ikke længere er venner men jæger/bytte. Denne postsyndefaldsvirkelighed som vi reelt lever i virker derfor dybt skuffende. Denne virkelighed hvor elefanter mere er truet af menneskelige krybskytter end af sultne griffer...

forgotten who

Manden til venstre er er godt billede på hvordan jeg danser, når jeg en sjælden gang prøver. Det er også et rigtig godt billede på, hvorfor det er, at jeg så sjældent danser.

"Sct Michael og dragen", kunstner ukendt

Det kan diskuteres hvordan en rigtig drage ser ud, men så vidt jeg ved, så er de for de meste reptilagtige. Derfor undrer det mig at denne drage er udstyret med et par ganske store babser som eller primært er forbeholdt pattedyr.

Julius Exner, efter, 19. årh.: "En gondol"

Well, vi tager vel alle sammen til Venedig for at nyde en god udsigt...

Jørgen Haugen Sørensen, Nationalfølelsen, 2005

Bare titlen "Nationalfølelsen" får mig til at grine, og det ligner da også udmærket en sur gammel mand. Jeg tror dog, at jeg her kan vise hvor Jørgen Haugen Sørensen har sin inspiration fra.

Walter Moers, Kaptajn Blåbjørns 13½ liv, "Vrøvlebølger", 2001