Dans dans dans

"Dans dans dans" er en af Murakamis bedre bøger, men det er en fortsættelse til en er de mindre gode, "En vild fårejagt", som jeg i denne omgang sprang let og elegant hen over. Det er flere år siden at jeg læste dem, og min smag kan meget vel have ændret sig, men jeg har travlt på uni, så livet er for kort til andet end gode bøger. "Dans dans dans" derimod elskede jeg dengang, og jeg elskede den også nu.

Historien er en antikrimi om en navnløs skribent af fyldstof som leder efter sin forsvundne ex-kæreste/call girl. Samtidig må han tage sig af en forsømt 13-årig pige og en skuespiller som han gik i skole med engang. Da en anden call-girl myrdes, bliver det reelt en mulighed, at hans ex kæreste kan have været udsat for en forbrydelse, men historien bliver aldrig til en detektivhistorie, det hele foregår nemlig på et mere mentalt plan, hvor det ikke nødvendigvis handler om at fange forbryderen eller for den sags skyld finde ud af hvad der er sket.

Det er en bog om at være 34 og opdage, at man er ved at blive midaldrende (hans ord, ikke mine). Det er en blive ældre og blive voksen, hvilket både gælder hovedpersonen og den 13-årige pige Yuki, og de to får et rigtig godt forhold. Japanerne har tit et fascineret forhold til meget unge piger, som vi i vesten godt nogle gange kan få en lidt dårlig smag i munden over, men hovedpersonen og Yukis forhold holder sig på den 'rigtige' side af det anstændige, det er nærmest storebror og lillesøster.

Gennem samtaler med især Yuki og skuespillervennen Gotanda, kommer hovedpersonen med en filosofisk udredning af Murakamis melankolske grænsende til misantropiske verdenssyn. Her hvordan Yuki og hovedpersonen taler om en død person:

""Ja, men jeg tror alligevel, jeg virkelig fik sagt nogle forfærdelige ting."
"Til Dick?"
"Jeps."
Jeg trak bilen ud i vejsiden og slukkede for motoren.
"Det er simpelthen dumt at tænke på den måde," sagde jeg, mens jeg spiddede hende med øjnene. "I stedet for at fortryde, hvad du har gjort, kunne du have behandlet ham anstændigt fra starten af. Du kunne have prøvet at være rimelig. Men det gjorde du ikke. Du har simpelthen ikke ret til at være ked af det.""

s 306-307

Det er citater som dette der gør, at jeg i en grad elsker Murakamis bøger, rå, følsomme, filosofiske og meget konkrete. Det får en til at føle at han har fat i selve Sandheden om det at være menneske, man overgiver sig uden kamp, eller det gør jeg i hvert fald, for nogle gange har man bare brug for at få svar.

TITEL: ansu dansu dansu DANSK TITTEL: Dans dans dans FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Klim SIDEANTAL: 385 UDGIVELSESÅR: 1988 (1999)

Kardinalernes middag

I anledningen af pave Benedikt XVI vil jeg her anmelde en novelle/teaterstykke der foregår på Benedikt XIV's tid.

Benedikt XIV er ikke en af de specielt berømte paver, hvilket kommer til udtryk i, at der ikke står ret meget om ham på Wikipedia. Det tog konklavet 6 måneder at vælge ham, men så var han også pave i 18 år, 1740-1758.

Men historien handler sådan set ikke slet ikke om ham. Tre kardinaler kommer ind til en middag, en spanier, en franskmand og en portugiser. De taler om fortidens elskov for

"Den sjæl som ej har elsket, er vistnok ikke til"

Dantas s. 26

Spanieren siger "Jeg fægtede for hendes dyd, men talte aldrig med hende".
Franskmanden siger "Vi dansede minuet, jeg førte vittig tale, og fik sex (?)".
Portugiseren siger "Hun var grim, hun var min soul mate, men så døde hun".
Altså bare en lille sketch,  men dog mere værdig og litterær end dem vi udførte ved lejrbålet dengang jeg var spejder.

Man kan spørge sig selv, om ikke det er ironisk, at det er tre  kardinaler, altså tre cølibatære personer, der snakker om elskov, men ud over, at det nok er en del af komikken, så må man også gå ind og lave definitionsbestemmelser af forskellen mellem kærlighed og elskov i en sturm und drang inspireret situation. Vi snakker elskov i den gamle forståelse, hvor der ikke var tale om et samleje, men om pludseligt opblussende romantiske følelser og udlevelsen af disse, mo end disse herre ikke er tyskere, så deres skæbne bliver knap så grum, som den unge Werther. Man dog egentlig sige, at få er mere værdige til at snakke om elskov end tre gamle ugifte herre, thi deres elskov er ikke blevet ødelagte af ægteskabets realiteter.

TITEL: A Ceia dos Cardeais DANSK TITTEL: Kardinalernes middag FORFATTER: Julio Dantas FORLAG: Arne Frost Hansens Forlag SIDEANTAL: 27 UDGIVELSESÅR: 1901 (1967)

Extremely loud & incredibly close

Bog og film

Historien handler om drengen Oscar der mister sin far ved terrorangrebet 11. september 2001. Det er han selvfølgelig meget meget ked af, men han har meget svært ved at bearbejde sin sorg. Et år efter faderens død finder Oscar blandt faderens ting en konvolut indeholdende en nøgle. Det eneste spor til hvor nøglen passer er navnet Black der står skrevet uden på konvolutten. For at komme tættere på sin far og for at få det til at gøre lidt mindre ondt indeni, beslutter Oscar sig for at opsøge alle i New York ved navnet Black, for at finde den lås nøglen passer til. I bogen for vi yderligere historien om Oscars bedsteforældre, som lever med store savn og afsavn.

Alle lader til at miste og have mistet, men ingen er vise og stærke nok til at lede Oscar gennem hans sorg, eller det lader det i hvert fald til. Dette er et litterært værk om psyken, ikke et psykologisk værk, så der er ingen 5 faser af sorg, der er ingen hjælp til selvhjælp og ingen svar, der er kun Oscars (og bedsteforældrenes) smerte, og det er pinefuldt, men samtidig smukt at være vidne til, lige netop fordi det er et litterært værk. Både bog og film er af en sådan karakter, at de går ind og rammer én aller inderst inde, der hvor det gør ondt, men de gør det på forskellig vis. Bogen er smuk og grusom, menneskene er klædt af til skindet og man bliver brutalt konfronteret med deres sorg, smerte og utilstrækkelighed, men man ser også deres små finurlige underligheder, som i bogens ramme virker sjove og charmerende. Filmen handler i højere grad kun om Oscar. Den er enormt smuk i sine stemningsbilleder, men den er også enormt sørgelig, uden at det kammer over og bliver kvalmt. Personligt er jeg helt solgt. Bogen har jeg læst to gange (og dette er ikke den sidste), og filmen har jeg allerede set et utal af gange siden jeg købte den for kun to uger siden.

Hvad med Oscar. I bogen er han 8 og i filmen nok nærmere 10, for film og bøger er nødt til at bruge forskellige virkemidler for at opnå samme resultat. Det hørte jeg instruktøren sige en masse om i kommentatorsporet til en af hans andre film ("The hours"). Det andet spørgsmål er, har Oscar Aspergers syndrom? Det gives der ikke noget klart svar på i teksten. Jeg har vist den til flere af pædagogerne der hvor jeg bor, og vi kan sagtens blive enige om at det må han bare have. Det har noget at gøre med hans måde at tænke logisk på, den måde han tager verden ind på og bliver skræmt på, men som man, om ikke siger, så i hvert fald burde sige, hvad hjertet er fuldt af, løber hjernen over med. Filmens Oscar er lidt mere charmerende end bogens, men bogens virker klogere.

Jeg vil ikke sige hvad der er bedst, bogen eller filmen. De er både meget ens og meget forskellige. Filmen er den der er lettest tilgængelig for bogens skildringer af bedsteforældrene kan godt virke meget langtrukken, for den handler om hvor svært det er at kommunikere, symboliseret med bedstefaderen der er blevet stum af sorg. Det giver nogle lange passager med snak (den ene halvdel skrevet på en blok) hvor ingen siger det der skal siges, og der er ikke noget mere pinefuldt at læse end der hvor man ved hvad der BURDE stå, men man ved at det aldrig kommer til at stå. Bogen er derfor i langt højere grad en provokation af ens egen håndtering af sorg, hvor filmen mere er en beskrivelse af sorgens essens.

ORIGINAL TITEL: Extremly loud & incredibly close DANSK TITEL: ingen FORFATTER: Jonathan Safran Foer FORLAG: Hamish Hamilton (Penguin Books) SIDEANTAL: 355
UDGIVELSESÅR: 2005
INSTRUKTØR: Stephen Daldry UDGIVELSESÅR: 211 STUDIO: Warner Bros. Pictures SPILLETID: 124 min

Mumitrolden - de tre næste romaner

I "Mumitrolden - de tre næste romaner" begynder bøgerne at blive, hvad jeg vil kalde 'rigtige' romaner, hvorimod "de tre første romaner" mere bare var vrøvle historier for små børn, og det var en fornøjelse at læse.

Forordet er skrevet af Anders Lund Madsen, som jeg i forvejen ikke kan lide, og han gjorde i den grad Mumitroldene til sine, og sine alene, at jeg var sorgmodig hele den weekend og havde ikke lyst til at læse videre, og jeg endte til sidst på skadestuen hvor jeg fik 12 sting i højre arm, hvilket ikke kun var derfor, men det var en del af det. Det er min egen bog, så jeg overvejer kraftigt simpelthen at rive de to sider ud, for at undgå fremtidige episoder, for Mumitrolden er bøger jeg med jævne mellemrum vender tilbage til, men det ville være nærmest blasfemisk, man ødelægger da ikke bøger.

'Mumifars erindringsbog' er en bog om en far der indser at han er blevet en verandafar, og som drømmer sig tilbage til sin eventyrlige ungdom, men det er ikke nok at drømme, han vil også fortælle verden, men mest en dels sin søn om det, for han vil vise, at han i virkeligheden er en sej far. Mumitrolden lader sig imponere, men han forstår ikke, det er han endnu ikke gammel nok til, og det frustrerer Mumifar, og Mumimor må stryge ham med hårene for at få ham til at falde til ro. Bogen er stadigvæk en forfærdelig vrøvleroman, for Mumifar er vil imponere, og overdrivelse fremmer forståelsen.

'Farlig midsommer' er ligeså en vrøvleroman, men lidt mere nedtonet en mange af de andre (lidt i stil med 'Kometen kommer' fra "De tre første"), dog kan man sige, at det er en historie om for første gang at blive væk. De fleste børn har prøvet at blive væk fra deres mor i et stormagasin. Man er et fremmed sted, med fremmede mennesker, og de hjælper ikke altid på den måde man gerne vil have, og man ved at det er enormt vigtigt at finde sin mor, for hun venter jo på sin store og modige Mumitrold, som samtidig skal passe på den feminine og hjælpeløse Snorkfrøken, og nej, jeg bliver ikke fornærmet på mit køns vegne, for Lille My spiller for første gang en aktiv rolle i denne roman, og mage til kraft og selvstændighed skal man lede længe efter.

'Troldvinter' er den første bog som jeg virkelig regner for noget, og den handler om at blive voksen, stå på egne ben, og for første gang klare sig helt uden sin mor. Han vågner en vinter og hele familien, på nær lille My sover tungt, og starter ud med at være lille og bange og sove ved siden af sin mor, men da kulden og sulten får folk til at strømme til Mumidalen, vokser han med opgaven og tager imod dem. Murren har optrådt i flere af bøgerne, men først her finder hun sin endelige form, eller også er det Mumitrolden selv der har ændret sig, for hun er ikke længere bare stor, kold og uhyggelig, hun er et ægte væsen med følelser og håb, og hun vækker Mumitroldens og læserens medlidenhed. Moralen i historien er, at livet godt en gang imellem må være lidt hårdt, og at det er det der gør, at man bedre kan klare sig fremover.

Jeg synes, at det er super fedt at Mumitrolden bliver genudgivet (måske bliver nogle af Tove Janssons voksenbøger også udgivet og tilgængelige på dansk, man kan jo håbe). Det eneste der genere mig er formatet. Tre romaner i et kommer selvfølgelig til at fylde noget, men disse bøger er urimeligt store, og det er næsten ikke muligt at tage dem med nogen steder. Okay, måske er det også kun mig der som universitetsstuderende og pensionist der prøver at bruge Mumi som pendlerbog (en ikke skole- eller arbejdsrelateret bog pendlere har med i tasken for at fordrive tiden), men børn skal vel også nu om dage med toget for at besøge bedsteforældre, og så skal der bøger og legetøj med, og en børnehave- eller skoletaske til de mindste er ikke nær så rummelige som min skuldertaske, og selv i den var der dårlig nok plads. Så hurra for Mumi, men en ommer til formatet.

ORIGINAL TITEL: Mumipappans memoarer, Farlig midsommar og Trollvinter DANSK TITEL: Mumitrolden - de tre næste romaner FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 343 UDGIVELSESÅR: 1950, 1954 og 1957 (2010)

En landsbypræsts dagbog

Nogle anmeldelser er sværere end andre, og denne har jeg siddet og svedt over i mange dage. En anmeldelse må nødvendigvis være overfladisk, men hvordan skriver man overfladisk om noget der rammer én dybt? Hvis jeg derimod beslutter mig for, at dette er MIN blog, og jeg skriver hvad det passer mig, hvordan skriver man noget dybt uden at det kommer til at virke fjollet, måske en lille smule lalleglad?

Bogen handler om en lille sagtmodig landsbypræst der ikke er særlig populær i sit sogn. Man mener at han drikker, og det gør han måske også lidt, men slet ikke i det omfang som folk tror. Især den lokale greve kan ikke lide ham, tilskyndet af sin datter der spreder rygter og ikke kan tilgive ham hans rene hjerte. Til sidst må den lille præst søge til byen for at få sit svigtende helbred undersøgt.

Det virker nærmest absurd at skrive et resume af denne bog, for handlingen er slet ikke det bogen handler om. Handlingen er rent faktisk bare en undskyldning for, at den lille gode præst kan falde i dyb samtale med en bred vifte af personligheder for at diskutere menneskets natur. Man siger, at alle har noget interessant at sige, hvis man bare lytter godt, nok, men der må vel være grænser, i hvert fald i det virkelige liv. I denne bog findes small talk og anden overfladisk og ligegyldig tale ikke, selv børnene er vise. Men om man kan lide det eller ej, så er det i hvert fald meget indsigtsfuldt hvad der bliver sagt. Hmm, det kommer bare til at lyde så dumt, når man formulerer det sådan, men jeg kan ikke komme på et mindre misbrugt ord end 'indsigtsfuldt'.

Bogen blev til i en tid hvor Kirken var i krise i Frankrig, hvor folk levede deres liv uden at stole på Gud, måske endda lidt ligeglad med Gud. I dag er troen i krise i hele Europa, og det gør denne bog lige så relevant som nogensinde, men hvad der for mig er endnu vigtigere, så er troen i krise inde i mig selv, så denne bog er relevant for lige netop mig. Det er ikke fordi jeg som sådan tvivler på Guds kærlighed, det er ikke fordi jeg irriteres over Kirkens læresætninger, det er bare det, at jeg har en tendens til at slumre hen i mit trosliv, og jeg glemmer hvor vigtig en del af mit liv det egentlig er for mig. Når jeg så har læst en bog som denne, så kan jeg lidt endnu.

Jeg har læst bogen før, og den gang var jeg ved at falde i svimer over hvor fantastisk den lille præst er. Denne gang kunne han godt irritere mig lidt. Han er selvfølgelig stadig fantastisk, og han gør alle de ting en sand helgen skal gøre, især hans ydmyghed er lige netop ydmygt nok, uden at kamme over og blive til selvhad, men som en person i en skønlitterær roman, kan han godt blive bare en lille smule irriterende. Bogen har et klimaks, i præstens konfrontation af hendes egoisme og ondskab, og de har en rigtig spændende samtale, men jeg står lidt tilbage med ønsket om at vide, 'hvordan ville præsten håndtere, ikke bare andres, men også sin egen troskrise?'. Præsten har dog problemer med at bede, problemer som de fleste af os har, vi ved det barer ikke, eller tænker ikke lige over det, og det gør ham lidt mere menneskelig.

Men der optræder mange flere mennesker i bogen end greven og hans familie. Nogle kommer og går, og andre er gennemgående personer, men han har helt fantastiske samtaler med dem alle sammen. Min yndling er sognepræsten i Torcy, som er vores egen lille præsts ven og mentor. Han er også god, men langt mere bramfri og med store armbevægelser, og selvom han er vis, så er han også samtidig bogens lidt mere komiske indslag. Hver gang han kom på banen var det ligesom jeg rettede mig en smule op i sofaen, og hans ord trængte lidt dybere ind.

Der var også personer der mindede mere om mig selv (jeg vil ikke sige hvilke), og fordi jeg genkendte mig selv blev jeg irriteret, for hvorfor kunne de ikke lige være en lille smule bedre mennesker, så jeg ikke behøvede at få helt så dårlig samvittighed, når den lille præst irettesatte dem, men det er meningen at det skulle gøre ondt, for dette er en opsang til os alle sammen.

ORIGINAL TITEL: Journal d'un curé de champagne
DANSK TITEL: En landsbypræsts dagbog FORFATTER: Georges Bernanos FORLAG: Katolsk Forlag SIDEANTAL: 282 UDGIVELSESÅR: 1951 (2010)

Kafka på stranden

SPOILER ALLERT!

Haruki Murakamis lille perle "Kafka på stranden" har genlæst fordi jeg bare måtte have en anmeldelse af den her på bloggen, men nu hvor jeg har, kommer jeg i tvivl om hvad jeg skal. Hvordan giver man et resume af en bog der består af metaforer og hypoteser?

Kafka Tamura er 15 år da han løber hjemmefra. Det er noget han er nødt til at gøre for at han ikke ender med at blive en han ikke har lyst til at være, men han gør det også for at komme væk fra sin far der ikke har behandlet ham spor godt. Men det er ikke nok geografisk at komme væk, han bliver også nødt til at tage på en åndelig rejse og gøre op med det mørke der findes inden i ham og som prøver på at kvæle ham.

Undervejs på sin rejse møder han den jordnære pige, Sakura, og den sikre bibliotekar, Oshima, der giver ham deres støtte, men de kan kun det, han kan kun selv bestemme om han vil leve eller ej.

Dette er ikke en almindelig historie om en dreng der løber hjemmefra, det er en historie om hvordan harmonien i verden er blevet brudt, og hvordan der skal rettes op på det igen. Kafka er både et offer for, og nærmest en personificering af denne disharmoni mere end han er en egentlig dreng på 15 år.

Uden at være vidende herom, bliver Kafka hjulpet af den lidt enfoldige Nakata. Nakata kan tale med katte, og da han skal redde den skildpaddefarvede Sesam fra en modbydelig kattedræbende Jonny Walker (ham fra Whiskeyen), da bliver han viklet ind i et eventyr der bringer ham langt ud over sine tryghedzone, men det går slet ikke op for ham, at han bør være bange.

"Kafka på stranden" er ikke nogen almindelig bog, og personerne gennemgår da ikke nogen almindelig udvikling, der sker derimod noget helt fantastisk med dem, de begynder at lyse, og bliver uforglemmelige. I skolen lærte vi om begrebet hjemme-ude-hjem. Man går fra en tryg situation ud i verden, hvor man gennemgår så grueligt meget, for til sidst at vende hjem til fred og fordragelighed, og skønt denne situation til dels passer på Nakata, så er det en helt anden udvikling Kafka gennemgår. Skønt Kafka foretager en fysisk rejse, så er det her det indre der tæller. I bogens start er han i disharmoni, han hænger kun lige akkurat sammen, men der kun lige. I løbet af bogen opløses han og bliver en metafor, for at kunne blive transformeret til et helt og mere harmonisk menneske.

"Kafkapå stranden" er Murakamis mest forvirrende men samtidig, men samtidig den smukkeste. Jeg holder især meget af historien om Hoshino, den rastløse langtidschaufør, der finder sin menneskelighed gennem Nakata, og finder sin følsomme side gennem Beethovens musik, som i sidste ende gør ham i stand til at kunne blive en helt og redde verden FRA ren og skær vilje. Det er ikke fordi historien på nogen måde virker specielt realistisk, men i midten af alle de mere surrealistiske elementer, virker det som en lille oase.

ORIGINAL TITEL: Umibe no Kafuka DANSK TITEL: Kafka på stranden FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Klim SIDEANTAL: 459 UDGIVELSESÅR: 2005 (2007)

Skæld ud på Gud

"Skæld ud på Gud" er skrevet af sygehuspræsten på Vejle Sygehus, Preben Kok. Det er et arbejde hvor han hver dag bliver konfronteret med voldsomme følelser og stor sorg, og han har derfor været nødt til at udvikle en metode til at hjælpe folk igennem dette virvar.

Vi er alt for høflige over for Gud mener Preben Kok, Når nu Gud er den almægtige, ham der bestemmer alt, så er vi i vores gode ret til at skælde ud på Gud når han gør os alvorligt syge og vi snart skal dø. Vi moderne mennesker er som besatte af at skulle have kontrol over alting, altid, men det har vi bare ikke, så når krisen rammer, rammer den dobbelt, derfor beder Kok sine patienter om at skælde ud på Gud, for at de derigennem kan opleve forløsningen.

Når man så har skældt ud på Gud, så lader det til at man uden undtagelse får det bedre. Jeg forstår godt, at han vil gøre lidt reklame for sin metode, men det virker for simpelt, og selvom det er en dyb bog, så for alle disse succeser den til at virke overfladisk, og det er en skam, for hans teorier bag virker ellers fornuftige nok.

"Skæld ud på Gud" handler om det moderne menneske, om vores forkvaklede forhold til krisesituationer og om den ubalance der er opstået mellem kønnene. Han slår et slag for maskulin spiritualitet, for når den kvindelige grænsespringende ånd får lov at råde frit, så bliver vi stressede og deprimerede fordi alting hele tiden kan gøres bedre og burde gøres bedre. Dertil har vi brug for det maskuline til at sige stop, hertil og ikke længere, ikke nu i hvert fald.

Først reagerede feministen i mig, men han har faktisk fat i noget. Efter 60'erne blev det nærmest en synd at være mand, og hvis man var en mand, så skulle man helst være det på den lidt mere feminine måde (med mindre man da lige er en af de der pumpede typer). Jeg har længe prøvet at undersøge hvad det vil sige at være kvinde, men underligt nok, så har jeg fundet den bedste forklaring i denne bog der handler om at være mand. Desværre kommer det hele nogle gange til at virke som klynk om at vi kvinder skulle tage at behandle mændene lidt bedre. Jeg tror ikke at det var tilsigtet, men sådan kommer det til at virke.

Da jeg købte denne bog i en seven-eleven på Københavns Hovedbanegård, havde jeg ikke just de store forhåbninger til den, men den er egentlig ganske udmærket, ja, faktisk ganske god.

Jeg fandt dog en større teologisk/filologisk fejl, som jeg har beskrevet nærmere HER

TITEL: Skæld ud på Gud FORFATTER: Preben Kok FORLAG: Informations Forlag  SIDEANTAL: 119 UDGIVELSESÅR: 2008

BIBLIA PAUPERUM NOVA

Min egentlige anmeldelse skal skrives til Katolsk Orientering, da det er dem der har betroet mig denne bog, men jeg vil da også komme med en lille kommentar her, ellers er der jo ikke noget sjov ved at have en bogblog.

"Biblia pauperum nova-Ny bibel for de fattige i ånden" er er ikke en genfortælling af evangelierne, men en moderne fortolkning af Jesu liv og virke, dog med kraftig inspiration fra prædikerens bog fr det gamle testamente (begge et must read for de sagtmodige).

En flok åndssvage (fattige i ånden, for de skal arve jorden) vil opsætte et still-teater med 40 små scener fra Jesu liv instrueret på skift af de fire evangelister. Igennem billeder, tekst og visdomsord gives der et ængsteligt motiv af en ensom Jesus der ikke bliver forstået af sin samtidige, hvilket lyder som noget man har set tusind gange før, men det er det ikke, langt fra.

Det er en sørgmodig fortælling om at stå alene med noget betydningsfuldt midt i al ligegyldigheden. Han og Maria Magdalene finder sammen i hver deres ensomhed, og hun suger alle hans ord til sig, men heller ikke hun forstår, ikke rigtigt i hvert fald. Hun forstår ikke hvad det er han må gå igennem, hun forstår ikke, at det der må ske, må ske, men i højere grad end nogen anden er hun der for ham.

Teologisk er det egentlig en provokerende historie, men det er det i egentlig ikke alligevel, for historien handler mere om det moderne menneske end om Jesus. Eksistensen af Gud bliver ikke draget i tvivl, men Jesu guddommelighed, om ikke betvivles, så i hvert fald sættes i baggrunden. Historie handler om mennesket Jesus, om hans ensomhed og angst og om at føle sig forladt af Gud og mennesker, om at frygte døden, men også om at frygte livet. Jesus er ikke en voksen mand der har forliget sig med sin skæbne, men en stor knægt for hvem historien bare sker. Og Maria Magdalene er hverken besat eller prostitueret, men en ung kvinde der har ladet mænd bruge sin krop fordi det hele alligevel er så uendelig ligegyldigt, men efter hun mødte Jesus er hun kvinden med oliekrukken der forkæler ham og lever og ånder for ham, en moderne ung kvinde.

Tekst og billede smelter sammen på en mere fuldkommen måde end man normalt ser det ved en billedbibel, og den rørte mig dybt. Det er en voldsom beskrivelse af en voldsom historie med voldsomme ord og voldsomme billeder. Dette er ikke en bog der hastigt er blevet jappet sammen, der ligger en grundig research bag, og det kan jeg ikke andet end at respektere på trods af min teologiske uenighed. Jeg har svært ved ikke at bladre bogen igennem igen og igen, for det er som om man aldrig bliver færdig med at opleve/opdage nye drejninger, og for dem der ikke er så god til det der med at fortolke symboler, så er der en lille finurlig beskrivelse af hvert billede, som også er sjovt for os andre at læse.

Kvinde, hvorfor græder du

"Kvinde, hvorfor græder du?" er en samling erindringsbilleder og reflektioner af folkekirkepræst og samfundsdebatør Kathrine Lilleør, og som præst, kvinde mor og eks-kone, ja så græder hun meget, endog rigtig meget. Ikke altid fordi hun er ked af det, også hvis hun er glad, frustreret, vred, rørt eller tænksom, og nogle gange er det ikke hende der græder, man så er det nogle andre, tårerne flyder, og det hele kan godt blive lige lovligt overvældende.
Dette er lidt fortsættelsen på alle de tudende teenagepige bøger om den store kærlighed i en alder af 15 år, pigen er bare blevet ældre, men de store følelser er stadig på spil.

Bogen cirkler meget om emnet kvinde. Hvad vil det sige at være pige, kvinde, barn, datter, mor, kone, eks-kone, husmor eller arbejdende kvinde? Hvad er forholdet mellem mor og datter, mand og kvinde? Hvad vil det sige at være kvinde? Er der noget der er specielt kvindeligt? Gamle diskussioner, som jeg troede, at jeg var kørt helt død i, men Lilleør har nogle yderst interessante vinkler. Manden skal hærske over sin kvinde, ikke fordi samfundet siger det, ikke fordi hans ord er lov, men fordi den mand som hun elsker han regerer hendes sind, om han vil det eller ej.
Bogen beskæftiger sig ikke med hvad der er den perfekte kvinde, om det er speltmor eller karrierekvinde, men den beskæftiger sig med kvinders sind, og med hvor svage vi i grunden er på mange måder, svage i vores kærlighed til manden og til børnene, svage i vores splittelse mellem familie og arbejde, og svage i vores behov for at betro os. Men det er ikke en ynkværdig svaghed, det er en svaghed der fører os tættere på mennesker og på Gud.

Lilleør kommer ud fra det tidehvervske, fra dengang før det blev synonym med Dansk Folkeparti. Dengang hvor der blev råbt teologiske argumenter ud over spisebord og landsstævner, dengang der blev hamret i bordet og smækket med dørene, men Kathrine Lilleørs teologi, i hvert fald den i bogen her er let og feminin og med afrundede hjørner så man ikke slår sig på den, jeg kunne i hvert fald som katolik læse bogen uden at fare op af stolen med jævne mellemrum (i modsætning til Den åndløse dansker af Sørine Godtfredsen).

Hun giver nogle drøje hug til visse af sine præstekolleger, over præster der ikke tror på Gud, præster der går rundt og resignerer, over præster der ikke hvem de er og hvad de tror på, og der skal ikke hærske tvivl om, at hun er en præst der virkelig mener hvad hun siger, både privat, i Berlinske og fra prædikestolen. Og selvom alle tårerne, irriterede mig lidt, så selvom vi ikke er enige om alt, ja så nærer jeg den dybeste respekt for Lilleør, og sådan set også for folkekirken generelt.

Én af os sover

Josefine Klougart har begået et lille mirakel i hendes nye roman "Én af os sover". Jeg kan lige så godt sige det med det samme, at det er en af de bedste bøger jeg længe har læst, om end man nok er nødt til et være en rutineret læser for at kunne følge med, og dog, det er en meget følsom bog, så måske man bare skal være åben for at tage en lille angst pige ind. Bogen er så hjerteskærende følsom, at det nogle gange ikke er til at holde ud. Man spekulerer på hvordan hun overlever, hvordan hun kommer igennem dagen.

JK er noget modstræbende vendt tilbage til det midtjyske. Her finder hun sig fanget af sneen i sine forældres hus, hvor hun konfronteres med moderens dødelighed, og med sig selv og sin fortid, som en pige der er blevet forladt, og som prøver at forlade sig selv om og om igen.

Men bogen er meget mere end det, den handler om livet, om at blive forladt eller blive ladt tilbage efter døden eller om den gråzone der findes mellem de to, om at undskylde døden, om at give slip, men også om ikke at kunne, ville og turde, om at lyve for hinanden, fordi det er det man gør, man har ikke rigtigt noget valg, om at være ked af det når et glas går i stykker, fordi tanken om at tiden går er helt ubærlig, om alle de ting man ikke kan sige farvel til, om at finde en anden og så alligevel ikke, om ikke at kunne blive vred, om at opleve verden uden filter, om hele tiden at flygte fra sig selv, om at overleve hinanden, og endnu engang om blæretang der brister under vand.

Hvordan beskriver man noget, uden at ødelægge det, især når det i forvejen er skrøbeligt. JK river én med i en flod af ord der samtidig blotter og skjuler hvem hun virkelig er, og man lader sig rive med, og pludselig går det op for én, at man slet ikke kender hende, at det er en illusion, at man endnu en gang har ladet sig rive med, at man ikke har hendes nummer på mobilen så man kan ringe hende op og ønske hende held og lykke med teaterpræmieren på fredag, og man bliver skuffet over sig selv og sin egen uformåen.

Ordet har i det hele taget stor magt hos JK, og der eksperimenteres livligt, men hun gør sig også tanker om hvad det kan have af konsekvenser. Hvordan kan man beskrive noget uden samtidig at ødelægge det? Hun kan fokusere på at beskrive moderen som hun virkelig er, men når hun så løfter blikket fra tastaturet og ser på hende igen, så har hun ændret sig, eller måske er det JK selv der er blevet en anden. Forfatteren har magt over sproget, men sproget har også magt over forfatteren. Hun ønsker at skrive sandheden, og det kan hænde at det man skriver bliver til virkelighed, eller at det virkelige man skriver alligevel ender med at blive en løgn.
Så til spørgsmålet om det er en selvbiografi, så vil jeg nok nærmere kalde det en selvfiktion, det er hendes historie som hun er nødt til at fortælle den, mere end det er hvad der virkelig hændte.

Der er noget med tiden i denne roman, som noget der er gået i opløsning, som et spindelvæv der hist og her er gået i stykker. Farverige tråde leder tilbage til hendes tidligere bøger og fuldender dem.
Hvor "Stigninger og fald" er sat i barndommens land, handler "Én af os sover" om en pige der er blevet kvinde, men som delvist trækkes tilbage barndommen af handlinger hun ikke har kontrol over, men sprogligt er JK også blevet mere voksen, på den gode måde.
Og som "Hallerne" handler den om en mand der ødelægger en kvinde, om en kvinde der lader sig ødelægge af en mand.