William Blake i udvalg

Citatet er taget uden fra en lidt mere uskyldig kontekst.

Vi bilder os nogle gange ind, at vi i nutiden er de eneste der har forsøgt at snakke om voldtægt som andet end kvindens skyld og skam, men det er langt fra tilfældet. I 1793 gav Blake sit besyv med med "Albiondøtrenes visioner". Her fortælles der om Oothoon der nægter at acceptere voldtægten som en skam hun skal bøde for ved sin egen frivillige død. Hun prøver at overbevise sin kæreste, Theotormon, om sin renhed, men han afviser hende og trækker sig ind i sin egen selvmedlidenhed og skinsyge fantasier. 

Denne samling af Blakes værker indeholder tre typer tekster:
Digte, hvis indhold i stor stil beskriver barnets og det naturliges uskyldighed som bliver udnyttet af den nye industrielle verden.
Profetier om hvordan den franske revolution og eksplosionen af nye ideer der strømmer ud over Europa.
Mytologier fra Blakes eget lille univers med guder og antiguder. Blakes teologi der i hans digte er mere konventionel, med den barmhjertige Gud der holder sin hånd beskyttende over de uskyldige børn, ses der her langt større voldsomhed og splid, som lægger sig tæt op af de gnostiske ideer.

Jeg går ud fra at poesi næsten altid er bedst på originalsprog. Desværre kan jeg ikke alle sprog, og selv engelsk, som jeg normalt forstår ganske udmærket, så kan de fine nuancer alt for nemt gå tabt. Jeg er derfor meget glad for udgivelser som denne der trykker den oprindelige tekst og oversættelsen side om side, så man kan springe frem og tilbage alt efter lyst og behov. Desuden indledes hver tekstgruppe med en god og ikke al for lang introduktion og kommentar til det man nu skal til at læse. Jeg var meget glad for disse indledninger, for jeg er ikke altid lige god til at forstå det til tider meget voluminøse billedsprog som digtere benytter sig af.

TITEL: William Blake i udvalg FORFATTER: William Blake KOMMENTARER:Ib Johansen ILLUSTRATIONER: William Blake FORLAG: Det Poetiske Bureaus Forlag SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 2016

Der er en skør konge i Danmark

Jeg vil med det samme indrømme, at dette nok er den største bogskuffelse jeg til dato har oplevet. Det var ikke den dårligste bog jeg nogensinde har læst, men skuffelsen føles på en måde langt tungere. Hvis jeg har læst en dårlig bog, så ryster jeg på hovedet og lægger den fra mig, måske allerede før jeg har læst den færdig. I skuffelsen derimod føler jeg mig på en måde fanget. På den ene side har jeg lyst til at smide bogen fra mig og skrige af raseri, men samtidig trækkes jeg ind og må lige læse et par sider til, for måske sker der noget der giver idiotien mening, men redningen kommer ikke, og hver side jeg læser er blot endnu en skuffelse. Når jeg så er færdig med bogen sidder jeg så tilbage med følelsen af at være blevet narret.

Jeg indrømmer, at mine forventninger var høje, hvordan kunne de være andet. Historien om Christian XVII er spændende, fyld af sex, intriger, svigt og galskab (se bla Livlægens besøg). Og Dario Fo er en fremragende historiefortæller med speciale i det pikante. Hvordan kan en sådan kombination være andet end formidabel?

Jeg ved at historiske romaner ikke altid er historisk korrekte. Nogle gange handler det om små detaljer der ændres for at historien kan skride frem andre gange bruges en historisk ramme til at fortælle forfatterens egen historie. Begge dele accepterer jeg, men jeg ser det som en underforstået del af aftalen, at disse historiske ukorrektheder er prisen man nogle gange må betale for at skabe den gode fortælling. Problemet med 'Der er en skør konge i Danmark' er, at Dario Fo i mine øjne har taget en god og spændende historie og har beskåret, fordrejet og udvandet den i en grad, så den mister alt der gør den interessant, som gør den til en fortælling.

Jeg forstår godt hvad han har gang i. Jeg forstår godt ønsket om at retfærdiggøre Struense, for fra et moderne perspektiv var hans humanistiske ideer jo både gode og fornuftige. Jeg forstår også hele diskussionen om hvad er historisk sandhed, og hvordan formidler man den. Mit problem med Dario Fos bog stammer fra kombinationen af disse to punker. Jeg synes ikke, at han er sluppet godt fra det. For mig virker resultatet som et desperat forsøg på at retfærdiggøre Struenses tanker ved at sætte et stort fedt kryds hen over hans gerninger, og den eneste grund til at kunne gøre det er, at vi (og især Dario Fo) i dag er enige med Struenses tanker. Kunne man forestille sig den samme bog skrevet, hvis Struenses handlinger havde været de samme, men hvor hans ideer derimod ikke havde stemt overens med vores (og Dario Fos) moderne etiske værdier...?

ORIGINAL TITEL: C'è un re pazzo in Danimarca DANSK TITEL: Der er en skør konge i Danmark FORFATTER: Dario Fo ILLUSTRATIONER: Dario Fo FORLAG: Multivers SIDEANTAL: 199 UDGIVELSESÅR: 2015

Moranifesto

Jeg var så  begejstret, da jeg læste, at Caitlin Moran skulle til at udgive en ny bog, at jeg straks gik på nettet for at forudbestille den. Da jeg så endelig fik den, blev jeg en lille smule skuffet, for det viste sig, at det ikke var sådan en bog-bog, men en samling af hendes klummer fra The Times. Og misforståelsen var absolut selvforskyldt, for bogens titel er "Moranifesto". Jeg har læst alle Morans bøger, og hendes bøger-bøger plejer at hedde sådan noget som "How to be a Woman" eller "How to build a Girl", hvorimod hendes tidligere klummesamling hed "Moranthology". Ser I det samme mønster som mig? Eller rettere det mønster min hjerne valgte at overse i sin begejstring.

Nu skal jeg heller ikke virke alt for negativ. Morans klummer er også rigtig gode. Grunden til at jeg blev skuffet er, at jeg har abonnement på The Times for at læse Morans klummer, så jeg havde faktisk læst de fleste. De er nu stadig gode.

I hvilken grad bogen egentlig er et manifest er jeg måske ikke den rette til at besvare. Det er ikke et stort politisk manifest, og selvom der er en masse om politiske emner, så er det mere en opfordring til alle om, at vi ikke skal overlade al politik og politiske kommentering til "de politiske mennesker", dem der er hvide, midaldrende mænd, dem der har den politiske uddannelse, dem der har kontakterne, dem der allerede har et jakkesæt. Disse politiske mennesker er ikke onde, det er ikke det der er pointen. Pointen er, at man skal løfte sin stemme og sige sin mening, for de politiske mennesker vil måske gerne gøre hvad der er godt, men de fleste ved ikke hvordan det er at bo i et belastet område, hvordan det er at være enlig mor til tre og skulle klare sig på en kontanthjælp, hvordan det er når alle ens håb og drømme synker i grus, fordi man rammes af fysisk eller psykisk sygdom, hvordan det er at være et af de mennesker der normalt ikke bliver hørt. 

"Moranifesto" behandler en lang række spørgsmål skrevet på et almindeligt engelsk. Den er ikke proppet med statestikker, den beskriver almindelige menneskers problemer (artiklen om hendes evige krig med uduelige printere er guld værd), men mest af alt er det er varm bog af en kvinde der gerne vil gøre verden til et lidt bedre og venligere sted, inden hendes to teenagedøtre begynder at færdes derude på egen hånd. Hun lægger ikke skjul på, at det er det der er hendes mål, og det gør mig glad. Det giver mig mod på at prøve. Vi kan ikke alle være fantastiske mennesker der redder verden ligesom Superman eller vinder Nobels Fredspris, men vi kan alle, selv jeg, prøve at gøre verden bedre, en lille bid af gangen.

TITEL: Moranifesto FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Ebury Press SIDEANTAL: 435 UDGIVELSESÅR: 2016

Og sådan blev det

Normalt kan jeg godt lide at tage et billede af anmeldte bog med nogle blomster eller noget sjovt eller noget, men denne her forside er så charmerende, at den får lov til at stå for sig selv :) Andre gange har jeg gjort noget lignende har det bare været dovenskab, men ikke denne her gang, baby.

Jeg har i første omgang døbt bogen "Bogen jeg aldrig kan huske hvad hedder". Det er ikke fordi det er en dårlig titel der ikke passer til bogen, det er bare fordi jeg er en spade. Jeg havde læst et par anmeldelser, været inde i en boghandel og spørge efter den og læst de første tre kapitler, før jeg fandt på at læse hvad bogen egentlig hed. Jeg havde bare set på den lille pige og tænkt på rødder og havde slet ikke tænkt på at der også var en titel. Hmm, så læste jeg titlen, og siden har jeg haft lidt svært ved at få ordlyden korrekt, jeg bliver hele tiden ved med at glemme det lille vigtige (?) ord "og".

"Rod" er et vigtigt ord i bogen. Der er i:

- Træers rødder, som Risten tegner.

- Rødder på forsiden

- Rod i familielivet.

- Ristens søn Rod.

- Rod på gulvet og i køkkenvasken.

- Ristens biologiske rødder.

- Ristens kulturelle rødder i sameland.  

- Ristens religiøse rødder.

- Rod i hovedet.

Jeg er en rimelig klog person, jeg er belæst, jeg interesserer mig for mange ting, men jeg ved ikke noget om samer, ud over at de bærer nogle smukke blå dragter og de kan lide rensdyr. Jeg ved at de er det oprindelige folk i Skandinavien, og vi har generelt ikke behandlet dem særlig pænt. En stor del af denne bog handler om samer og de nordmænd der lever langt langt oppe nordpå, hvor mørket hersker hele vinteren. Jeg er sikker på den handler om op til flere forskellige problematikker angående samer, men jeg og min manglende viden desangående opfatter det ikke, og det er fordi bogen IKKE på nedladende vis skærer tingene ud i pap. Det er fordi Uthaug selv er halvt same, hun kender problematikkerne og ikke bare fordi hun har læst om dem i en tyk bog, og derfor har hun ikke behov for at sige til verden "se hvor klog jeg er, jeg kan læse", og mon ikke jeg i den nærmeste fremtid selv vil læse videre om spørgsmålet.

Et andet tema i bogen er ’de underjordiske’ som er nogle sagnvæsner man tror på på Island og åbenbart også i Nordnorge. Jeg kender ikke deres nærmere geografiske udbredelse, men i Danmark har vi aldrig rigtigt talt om dem. Vi talte i gamle dage om elvere og trolde og den slags, og de levede såmænd under jorden, men i hvilken grad de er beslægtet med de underjordiske ved jeg ikke Troen på de underjordiske lever den dag hos islændinge og åbenbart også i Norge, hvor vi i langt højere grad har givet afkald på disse mytologiske aspekter.(Jeg snakker om Island fordi det nu engang er det geografiske område jeg kender mest til).

Disse aspekter giver bogen en lidt fremmed karakter, så det ikke bare er en bog om en disfunktionel familie i middelklasse Danmark med voksne der gør det bedste de kan for at ødelægge et barn, men det lykkes ikke helt, for Risten er en sej lille én.

Hovedpersonen Risten/Kirsten er som barn super sej og fanden i voldsk på en stille måde, og man kan ikke andet end elske hende, men i sidste halvdel af bogen har hun lidt mistet sit bid, og det er en skam. Jeg har længe fuldt med i Marens blog, som handler om Uthaugs eget liv, som er helt normalt og rablende galt på én og samme tid, og til sammenligning kommer den voksne Kirsten til at virke kedelig og apatisk, hvilket jeg ikke nødvendigvis ville have syntes hvis det var kommet fra en anden forfatter, så jeg tror lidt problemet er, at jeg havde urealistisk høje forventninger.

TITEL: Og sådan blev det FORFATTER: Maren Uthaug FORLAG: Lindhardt og Ringhof SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 2013

Kunsten at være kvinde

Hvad er feminisme egentlig? Det er et lidt underligt begreb, om navlelange bare bryster og furier, noget man i min generation ikke rigtigt har lyst til at være, men Moran har en mere håndterlig deffinition.

”Stik hånden ned i trussen.

a)      Har du en vagina? Og

b)      Vil du bestemme over den?

Hvis du svarede ’ja’ på begge spørgsmål, så Tillykke! Du er feminist”

s. 90

Jeg kan godt lide den definition, den er på en eller anden måde mere universel og simpel end mange af de andre der findes. Det lyder som noget jeg faktisk har lyst til at være en del af.

Der er to sideløbende agendaer i denne bog. Først og fremmest en guide, til morskab for voksne kvinder og som reel guide til unge piger om, hvad der sker med en kvindes krop gennem livet. Samtidig er det en diskussion af, på hvilke områder af livet der stadig er kampe der er værd at kæmpe.

Moran er klummeskribent af komiker slagsen og det går stærkt når anekdoter og argumenter flyver gennem luften. Det er et par uger siden jeg læste bogen, og jeg sidder og kan egentlig ikke huske ret meget om hendes argumenter og hvad hun argumenterede for og imod, men jeg kan huske, at jeg faktisk kunne synes at det var okay at være uenige uden at blive tudet ørerne fulde af skyldfølelse og søstersolidaritet. Jeg tror dog at en af grundende til at jeg husker så forholdsvis lidt er, at hun langt hen af vejen bare fortæller mig mine egne meninger, ligesom mange andre af dem der vil læse denne bog, hun prædiker langt hen af vejen for de allerede omvendte. Normalt er det en ment dårligt når man siger sådan, men det behøves ikke at være sådan, vi har alle brug for engang imellem at få at vide, at der er en grund til at vi mener som vi mener, og at der er andre der mener det samme som mig.

Hendes anekdoter derimod er virkelig underholdende, og der kommer nogle historier, som normale overskudsagtige kvinder ligesom ’glemmer’ at fortælle, når de i en uendelighed snakker om sig selv, pubertetens uhæmmede liderlighed, familiestridigheder og en førstegangsfødendes uforberedthed. Og ja, Moran snakker om sig selv, og det er det der gør den morsom, for hun er en yderst morsom person. 

Det er en bog med et voluminøst sprogbrug, men ikke som sådan vulgært, det er hvad min mor ville kalde kvindehørm, bare sådan helt almindeligt småfrækt

TITEL: Kunsten at være kvinde FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2013

Moderskab

Haha betonfeminisme tænkte jeg, da jeg fandt denne lille sag til 25 kr, det skal nok blive underholdene. Det blev underholdene, men ikke på den måde jeg havde forventet.

Jeg har vist flere gange snakket om mine vanskeligheder ved at finde bøger der giver en kvindeskildring som jeg kan forholde mig til og finde forbilledlig, for enten elsker de sko, eller også er de neurotiske kriminalbetjente. Jeg er måske nok neurotisk, og jeg er ikke helt ligeglad med sko, men jeg er også temmelig meget mere end det. Jeg er jo heller ikke mor, kan man så sige, men det er hovedparten af bogens kvinder faktisk heller ikke, ikke hvad vi mener med 'mor' i hvert fald.

Den opofrende og omsorgsfulde mor som vi kender fra 'gamle dage' er en ganske ny opfindelse fra 1800-tallet. Før den tid blev de fleste børn opfostret af ammer og tjenestefolk, også hos ganske almindelige familier. Kvinden og hustruen var en der fødte børnene, men ellers var hendes job at holde hus. Kvaliteten af ammerne var dog i mange tilfælde aldeles tvivlsom, og børnedødeligheden var enormt høj, derfor argumenterede man for moderskabet, for at rede børnene og befolkningskurven.

Kvinden har gennem historien været undertrykt i forskellig grad og forskellig måde, og det er mest det bogen handler om. Egentlig burde den nok nærmere hedde kvinde-lighed, eller noget i den stil.

Bogen er sådan delvist videnskabelig, og den gør det faktisk ganske udmærket de første 260 sider, men på de sidste 20-30 sider går det hele i skudder mudder., det er når vi kommer til de sider der handler om generationerne efter Gieses egen. Hun har beskrevet fortidens kvinder uden at dømme dem, vel fordi de ikke kunne gøre for det, eller fordi de ikke vidste bedre, men så kom hendes egen generation, rødstrømperne, og proklamerede SANDHEDEN, og der er ikke så meget forståelse for at kvinder derefter kunne træffe andre valg end dem.

Bogen er dog fra 2004, og der er sket meget med moderskabet siden da. Da jeg ikke er så gammel og ikke har noget om samfundsdebatten i 90'erne er det en skam, for det er svært at forholde sig til en debat, som han ikke kan huske. Jeg er født i '85, så jeg har været barn i både 80'erne og 90'erne, men jeg genkender ikke rigtigt min mor i bogens kvindeskikkelser.

Bogens første 220 sider er ren historie, og det er skide spændende, så kommer der 40 sidders kvindekamp der er relevant, for nogle gange tror jeg at vi glemmer detaljerne om, hvad det egentlig var de kæmpede for dengang, og så kommer de sidste omtalte sider, som jeg godt kunne have været foruden.

TITEL: Moderskab FORFATTER: Suzanne Giese FORLAG: tiderne skifter SIDEANTAL: 288 UDGIVELSESÅR: 2004

White Noise

Jack Gladney er leder af center for Hitlerstudier på et universitet i en lille universitetsby i USA. Hans femte ægteskab er med Babette, og de bor med deres fire sammenbragte børn. Sammen med vennen og kollegaen Murray, og sønnen Heinrich, gennemanalyserer Jack livet, samfundet og alt det der. Selv da en stor menneskeskabt katastrofe indtræffer diskuterer og argumenterer de sig ud af det, for mennesket har jo udviklet os ud over den primitive frygt for den umiddelbare fare, eller det har vi så alligevel ikke, for frygten for døden er noget som kun mennesker oplever, og den ryster og lammer os.

Romanen foregår i sidste midten af 1980'erne, så der er gået næsten 30 år, og jeg troede at alt ville virke anderledes, ja ligefrem fremmed, men sådan er det overhovedet ikke, så enten var 80'erne temmelig meget ligesom i dag, eller også er 80'erne sat på spidsen ligesom almindeligheden i dag. Jeg er selv født i 85 og kan ikke huske andet end lugten af brød og følelsen af sand mellem tæerne, så det skal jeg ikke kunne sige noget om. Kun nogle få ting skiller sig ud, der er ingen personlige computere og mobiltelefoner, folk ryger hvor som helst og når som helst, og man brugte heller ikke sikkerhedsseler, og det meste af det hører jo til i småtingsafdelingen.

Det er ikke direkte skrevet som en fremtidsroman, men den har visse sådanne elementer, så derfor undrer det mig lidt, at DeLillo ikke lader til at interessere sig meget for tanken om personlige computere, især taget i betragtning, at der gennem hele romanen løber en rød tråd af tv, radio og ugeblade som en konstant flod af en massemedial hvid støj.

Det mest interessante i bogen er efter min mening dens portrættering af den akademiske verden, hvor alt, og jeg mener virkelig alt, skal anelyseres, diskuteres og fortolkes langt ud i det absurde. Det er hylende morsomt. Her sidder der en gruppe (mænd) med mørke briller og akademiske kapper og i fuldeste alvor diskutere de steder hvor de har pisset i håndvasken, eller det frigørende og hævnende ved at forestille sig sin egen begravelse. Det er måske lidt fjollet, men på den anden side siger det også en hel del om mennesker, så hvis man ikke inkluderede det i diskussionen en gang imellem, vil det være at skjule eller negligere en vigtig del af det at være menneske, for vi er ikke så ophøjede som vi gerne vil være, det meste af tiden er vi faktisk ret platte.

Der bliver også diskuteret mere seriøse emner, bilulykker på film, Elvis og Hitler. Jack arbejder med Hitler, men jeg forstår ikke helt hvorfor DeLillo har valgt det emne. Det bliver egentlig forklaret i slutningen af bogen, men det gav ikke ret meget mening for mig. Det havde noget at gøre med frygten for døden, men frygten for døden bliver først taget op i slutningen af bogen, og de mest gennemgående emner har mere med formidling at gøre, formidling igennem fjernsynet eller i supermarkedet, eller noget om mennesker der er mere generelt end bare en enkelt person, men der er måske også noget generelt med sidestillingen af Hitler og Elvis, noget generelt som jeg ikke forstår, men som måske har noget at gøre med alle de andre absurditeter.

I mine øjne kommer frygten for døden meget pudseligt ind som tema i bogen, og det får personerne fra at være morsomme til at være irriterende og irrationelle, men det er vel det dødsangsten gør ved os, men der kommer heldigvis nogle ret utraditionelle betragtninger frem der reder historien fra at blive klicheagtig og træls, men det ændre ikke på at jeg bedst kunne lide den første del, hvor vi zapper gennem scener fra familiens liv, og hvor der diskuteres uden at der rigtigt sker noget.

TITEL: White Noise FORFATTER: Don DeLillo FORLAG: Pinguin Books SIDEANTAL: 326 UDGIVELSESÅR: 1984 (1986)