Moranifesto

Jeg var så  begejstret, da jeg læste, at Caitlin Moran skulle til at udgive en ny bog, at jeg straks gik på nettet for at forudbestille den. Da jeg så endelig fik den, blev jeg en lille smule skuffet, for det viste sig, at det ikke var sådan en bog-bog, men en samling af hendes klummer fra The Times. Og misforståelsen var absolut selvforskyldt, for bogens titel er "Moranifesto". Jeg har læst alle Morans bøger, og hendes bøger-bøger plejer at hedde sådan noget som "How to be a Woman" eller "How to build a Girl", hvorimod hendes tidligere klummesamling hed "Moranthology". Ser I det samme mønster som mig? Eller rettere det mønster min hjerne valgte at overse i sin begejstring.

Nu skal jeg heller ikke virke alt for negativ. Morans klummer er også rigtig gode. Grunden til at jeg blev skuffet er, at jeg har abonnement på The Times for at læse Morans klummer, så jeg havde faktisk læst de fleste. De er nu stadig gode.

I hvilken grad bogen egentlig er et manifest er jeg måske ikke den rette til at besvare. Det er ikke et stort politisk manifest, og selvom der er en masse om politiske emner, så er det mere en opfordring til alle om, at vi ikke skal overlade al politik og politiske kommentering til "de politiske mennesker", dem der er hvide, midaldrende mænd, dem der har den politiske uddannelse, dem der har kontakterne, dem der allerede har et jakkesæt. Disse politiske mennesker er ikke onde, det er ikke det der er pointen. Pointen er, at man skal løfte sin stemme og sige sin mening, for de politiske mennesker vil måske gerne gøre hvad der er godt, men de fleste ved ikke hvordan det er at bo i et belastet område, hvordan det er at være enlig mor til tre og skulle klare sig på en kontanthjælp, hvordan det er når alle ens håb og drømme synker i grus, fordi man rammes af fysisk eller psykisk sygdom, hvordan det er at være et af de mennesker der normalt ikke bliver hørt. 

"Moranifesto" behandler en lang række spørgsmål skrevet på et almindeligt engelsk. Den er ikke proppet med statestikker, den beskriver almindelige menneskers problemer (artiklen om hendes evige krig med uduelige printere er guld værd), men mest af alt er det er varm bog af en kvinde der gerne vil gøre verden til et lidt bedre og venligere sted, inden hendes to teenagedøtre begynder at færdes derude på egen hånd. Hun lægger ikke skjul på, at det er det der er hendes mål, og det gør mig glad. Det giver mig mod på at prøve. Vi kan ikke alle være fantastiske mennesker der redder verden ligesom Superman eller vinder Nobels Fredspris, men vi kan alle, selv jeg, prøve at gøre verden bedre, en lille bid af gangen.

TITEL: Moranifesto FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Ebury Press SIDEANTAL: 435 UDGIVELSESÅR: 2016

Hvis børnepsykologien var opstået i Japan

Denne lille artikel var en jeg fik af en af pædagogerne på mit bosted efter en samtale vi havde haft, som jeg hverken kan huske hvor startede eller hvor endte, men sådan nogle små diskussioner har vi fra til til anden for at jeg ligesom kan holde de små grå i gang, ellers er det meget let at sumpe hen på et sted som dette. I hvert fald nævnte hun den, og jeg tænkte, at den kunne da egentlig være ret spændende at læse.

Hvis børnepsykologien var opstået i Japan - Om tværkulturelle erfaringer og udviklingspsykologiske teorier.

Der ligger to ting i at studerer andre kulturer når man taler om udviklingspsykologi. For det første er det relevant at vide, om de teorier og hypoteser vi har, om de er universelle for menneskeheden, eller om de er kulturelt betingede. Vi får også et indblik i hvordan vores egne holdninger måske mere er udtryk for personlige eller kulturelle meninger og moral. Okay, helt ærligt, så kan jeg ikke helt se hvorledes de to adskiller sig fra hinanden, jeg ser det lidt som to sider af samme sag, alt efter om vægten ligger på objektet eller subjektet, med fred være med det, det er jo trods alt ikke mig der læser pædagogik, og jeg skal ikke til eksamen i dette her.

Grunden til at der er valgt at blive fokuseret på Japan er, at det er et af de lande hvor levestandarten minder om vores eget samfund, den japanske kultur kan ligeledes defineres som 'finkulturel', men samtidig er den så markant anderledes fra den vestlige verden. Her kan man virkelig studere forskellen på arv og miljø (der bliver dog ikke talt om hvorvidt der kan være genetiske forskelle på japanske og vestlige børn.

Artiklen lægger vægt på hvordan de vestlige børn bliver opdraget til at være små individualister, hvorimod de japanske skal lære at være i harmoni med omgivelserne, og det er jo alt sammen meget godt, næsten for godt, for forfatteren er blevet så forblændet at hun glemmer alle videnskabelige principper og tager parti. Det fremgår klart af artiklen at den vestlige imperialisme er dåm og Japan er super sej, og sådan er det måske nok på nogle områder, men hun glemmer lidt, at Japan f.eks har jordens højeste selvmordsrate og at Japan er lige så forblændet af vesten som vi er af dem.

Når man skriver en videnskabelig artikel, skal man ikke begynde at tage parti, for det er ikke kun irriterende, det ødelægger helhedsindtrykket, og det sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af fakta. Noget andet der ødelægger helhedsindtrykket er, at der er så mange stavefejl og slåfejl, at det er til at græde over.

TITEL: Hvis børnepsykologien var opstået i Japan FORFATTER: Inger Bernth TIDSSKRIFT: ukendt  SIDETAL: 135-155 UDGIVELSESÅR: ukendt