Der er en skør konge i Danmark

Jeg vil med det samme indrømme, at dette nok er den største bogskuffelse jeg til dato har oplevet. Det var ikke den dårligste bog jeg nogensinde har læst, men skuffelsen føles på en måde langt tungere. Hvis jeg har læst en dårlig bog, så ryster jeg på hovedet og lægger den fra mig, måske allerede før jeg har læst den færdig. I skuffelsen derimod føler jeg mig på en måde fanget. På den ene side har jeg lyst til at smide bogen fra mig og skrige af raseri, men samtidig trækkes jeg ind og må lige læse et par sider til, for måske sker der noget der giver idiotien mening, men redningen kommer ikke, og hver side jeg læser er blot endnu en skuffelse. Når jeg så er færdig med bogen sidder jeg så tilbage med følelsen af at være blevet narret.

Jeg indrømmer, at mine forventninger var høje, hvordan kunne de være andet. Historien om Christian XVII er spændende, fyld af sex, intriger, svigt og galskab (se bla Livlægens besøg). Og Dario Fo er en fremragende historiefortæller med speciale i det pikante. Hvordan kan en sådan kombination være andet end formidabel?

Jeg ved at historiske romaner ikke altid er historisk korrekte. Nogle gange handler det om små detaljer der ændres for at historien kan skride frem andre gange bruges en historisk ramme til at fortælle forfatterens egen historie. Begge dele accepterer jeg, men jeg ser det som en underforstået del af aftalen, at disse historiske ukorrektheder er prisen man nogle gange må betale for at skabe den gode fortælling. Problemet med 'Der er en skør konge i Danmark' er, at Dario Fo i mine øjne har taget en god og spændende historie og har beskåret, fordrejet og udvandet den i en grad, så den mister alt der gør den interessant, som gør den til en fortælling.

Jeg forstår godt hvad han har gang i. Jeg forstår godt ønsket om at retfærdiggøre Struense, for fra et moderne perspektiv var hans humanistiske ideer jo både gode og fornuftige. Jeg forstår også hele diskussionen om hvad er historisk sandhed, og hvordan formidler man den. Mit problem med Dario Fos bog stammer fra kombinationen af disse to punker. Jeg synes ikke, at han er sluppet godt fra det. For mig virker resultatet som et desperat forsøg på at retfærdiggøre Struenses tanker ved at sætte et stort fedt kryds hen over hans gerninger, og den eneste grund til at kunne gøre det er, at vi (og især Dario Fo) i dag er enige med Struenses tanker. Kunne man forestille sig den samme bog skrevet, hvis Struenses handlinger havde været de samme, men hvor hans ideer derimod ikke havde stemt overens med vores (og Dario Fos) moderne etiske værdier...?

ORIGINAL TITEL: C'è un re pazzo in Danimarca DANSK TITEL: Der er en skør konge i Danmark FORFATTER: Dario Fo ILLUSTRATIONER: Dario Fo FORLAG: Multivers SIDEANTAL: 199 UDGIVELSESÅR: 2015

Keith Richards - Life

Hvor meget kan man stole på en selvbiografi?  Det ved jeg ikke, men når det drejer sig om en af verdens største rockstjerner, Keith Richards, betyder det så så meget om det er sandt eller ej? Sidder man så ikke bare i ave og føler sig beæret over at få lov at være i hans selvskab? Jeg har faktisk aldrig sådan rigtig lyttet til den slags, men stemningen kom ligesom over mig, og jeg skulle da lige høre hvad alt postyret drejede sig om. Nu har jeg så spillet Rolling Stones på repeat i en uge.

Bogen er skrevet et lettilgængeligt og morsomt sprog tilsat en lang række af bandeord. Den er skrevet på en måde, så man føler, at han taler direkte til en, som en virkelig sej rock'n roll bedstefar der slænger sig i en sofa og fortæller. Mest fortæller han om personer, hvilket ikke er alt for interessant, da jeg ikke hvem 95% af dem er. Nogen af dem kunne jeg sikkert have slået op, men der er rigtig mange navne, og det ville have taget en evighed. Jeg valgte at nøjes med bare at lade mig rive med af stemningen, og det er en god stemning, selv de vildeste herointåger og en kold tyrker virker på en eller anden måde glamourøse i hans selskab.

Det vigtigste for mig ved denne bog var at sætte denne bog ind i en musikalsk og social kontekst. Keith Richards var ikke en eller anden fra ungdomsoprøret der tilfældigvis viste sig at være god til det der med en guitar. The Rolling Stones voksede ud af en blues og rythm and blues scene, der var kontinuitet i det, der var en mening med det hele. Det der med ungdomsoprøret, det var bare sådan de var, og det var sådan verden omkring dem med tiden formede sig. Keith Richards viser sig dog også hovedsageligt at være en musik nørd der er lidt rap i kæften og lidt rigelig vild med de 'søde' sager, for stoffer, dem er der masser af.

Stoffer er der faktisk rigtig mange af, især heroin. Keith Richards beskriver sig selv som en eksemplarisk stofmisbruger, og det er her det med sandheden måske godt kan drages i tvivl, for hvor ansvarlig en misbrugsforældre kan man være, når man er så bevidstløs, at man ikke engang vågner når politiet står og rusker i én?

Der er en del morsomme historier, blandt andet en hvor han tager to sværd og jagter en ung mand til sin datters bryllup, fordi den unge mand har stjålet et par forårsløg. For mig udenforstående, er det de sjove historier der er mest interessante, men det er ikke dem der er dominerende. Denne bog er hovedsageligt skrevet til musiknørderne, hvilket på sin vis er meget charmerende.

TITEL: Life FORFATTER: Keith Richards FORLAG: Phoenix SIDEANTAL: 613
UDGIVELSESÅR: 2010

Alice

Alice Roosevelt (Longworth) var datter af den amerikanske præsident Theodor Roosevelt, født i 1884, og i en tid hvor kvinder blev bedt om at sidde ned og holde deres kæft gik hun til bal med en slange i håndtasken, røg cigaretter offentligt og spillede poker om penge. I sin søgen efter sin fars opmærksomhed var hun vil og pressede samfundets normer til det yderste. Hun var drønende populær i medierne og i den amerikanske befolkning.

Som pige havde hun ikke modtaget nogen organiseret undervisning, men var selvlært, og da hun havde løbet hornene af sig og var blevet gift, så forventede man at hun slog sig til ro, for det var nu engang sådan tingene fungerede. Det gjorde hun måske nok på sin vis, men nu kastede hun sig helhjertet ind i politik, eller rettere ind i sin fars politik, for hun ikke bare elskede sin far, hun forgudede hvert et ord han sagde. I årtier var hun et af knudepunkterne i amerikansk politik, 'mere et monument end Washington monumentet', det var i hendes hjem at man mødtes, i hvert fald hvis man var republikaner.

Jeg er ikke nogen speciel fan af biografier. Forlagene lever tit efter den parole, at alle mennesker er interessante, hvilket jeg bestemt ikke synes de er. De fleste mennesker, mig selv inklusiv, er temmelig kedelige når det kommer til stykket. En person der dog virkelig fortjener omtale er Alice Roosevelt. I sine unge dage var hun lidt en Paris Hilton anno 1900, det tætteste USA kommer på en kongelig person.

Bogen tog mig lang tid at læse ved siden af studierne, for den er næsten 500 sider lang, og den midterste tredjedel er meget politisk, men Mrs L (som hun i sine senere år) er en person der NEMT kan fylde alle 500 sider, ved kun lige at skøjte hurtigt hen over den sidste tredjedel af hendes lov For hendes liv er delt op i tre meget forskellige dele. Ungdommen, hvor hun forsøgte at fange faderens opmærksomhed var oprørsk. Voksen, hvor hun kastede sig ud i sin fars politiske agenda og kæmpede med næb og klør, og alderdommen hvor hun lidt mere kunne lade se til.

Dette er en bog om faderkomplekser, alkoholiske ægtemænd, en kvinde der dominerer sin datter, en verden der ændre sig i hujende hast og om en kvinde, der formår at blive behandlet på lige fod med mændene. På trods af tidånden blev mrs l flere gange tilbudt politiske nomineringer, sågar posten som vicepræsident, men på trods af sin dominans, var hun en genert person, og hun afslog gang på gang, skønt hendes popularitet i befolkningen, ville have sikret hendes medkandidat en sikker sejr hver gang.

Hvis du dog ikke er hooked på at læse en lang bog på engelsk, så gør i det mindste dig selv den tjeneste at læse wikipediaartiklen om hende HER.

TITEL: Alice - Alice Roosevelt Longworth, from White House Princess to Washington Power Broker FORFATTER: Stacy A. Cordery FORLAG: Pinguin SIDEANTAL: 483 UDGIVELSESÅR: 2007

Moderskab

Haha betonfeminisme tænkte jeg, da jeg fandt denne lille sag til 25 kr, det skal nok blive underholdene. Det blev underholdene, men ikke på den måde jeg havde forventet.

Jeg har vist flere gange snakket om mine vanskeligheder ved at finde bøger der giver en kvindeskildring som jeg kan forholde mig til og finde forbilledlig, for enten elsker de sko, eller også er de neurotiske kriminalbetjente. Jeg er måske nok neurotisk, og jeg er ikke helt ligeglad med sko, men jeg er også temmelig meget mere end det. Jeg er jo heller ikke mor, kan man så sige, men det er hovedparten af bogens kvinder faktisk heller ikke, ikke hvad vi mener med 'mor' i hvert fald.

Den opofrende og omsorgsfulde mor som vi kender fra 'gamle dage' er en ganske ny opfindelse fra 1800-tallet. Før den tid blev de fleste børn opfostret af ammer og tjenestefolk, også hos ganske almindelige familier. Kvinden og hustruen var en der fødte børnene, men ellers var hendes job at holde hus. Kvaliteten af ammerne var dog i mange tilfælde aldeles tvivlsom, og børnedødeligheden var enormt høj, derfor argumenterede man for moderskabet, for at rede børnene og befolkningskurven.

Kvinden har gennem historien været undertrykt i forskellig grad og forskellig måde, og det er mest det bogen handler om. Egentlig burde den nok nærmere hedde kvinde-lighed, eller noget i den stil.

Bogen er sådan delvist videnskabelig, og den gør det faktisk ganske udmærket de første 260 sider, men på de sidste 20-30 sider går det hele i skudder mudder., det er når vi kommer til de sider der handler om generationerne efter Gieses egen. Hun har beskrevet fortidens kvinder uden at dømme dem, vel fordi de ikke kunne gøre for det, eller fordi de ikke vidste bedre, men så kom hendes egen generation, rødstrømperne, og proklamerede SANDHEDEN, og der er ikke så meget forståelse for at kvinder derefter kunne træffe andre valg end dem.

Bogen er dog fra 2004, og der er sket meget med moderskabet siden da. Da jeg ikke er så gammel og ikke har noget om samfundsdebatten i 90'erne er det en skam, for det er svært at forholde sig til en debat, som han ikke kan huske. Jeg er født i '85, så jeg har været barn i både 80'erne og 90'erne, men jeg genkender ikke rigtigt min mor i bogens kvindeskikkelser.

Bogens første 220 sider er ren historie, og det er skide spændende, så kommer der 40 sidders kvindekamp der er relevant, for nogle gange tror jeg at vi glemmer detaljerne om, hvad det egentlig var de kæmpede for dengang, og så kommer de sidste omtalte sider, som jeg godt kunne have været foruden.

TITEL: Moderskab FORFATTER: Suzanne Giese FORLAG: tiderne skifter SIDEANTAL: 288 UDGIVELSESÅR: 2004

Ibn Fadlan

 Første gang jeg stødte på Ibn Fadlan var i gymnasiet, da vi skulle læse kilder til old nordisk religion. Da jeg så her i løbet af sommeren tog et fag om vikinger på Aarhus sommeruniversitet, stødte jeg på ham igen. Efter sommeruni var min far og jeg på nationalmuseets vikingeudstilling, og så købte jeg en bog med hans tekster i.

Jeg vil gerne sige, at jeg købte bogen for at blive super klog, muligvis for at blære mig, men sandheden er, at jeg også købte bogen fordi jeg godt kan lide at sige hans navn, Ibn Fadlaaan.

Ibn Fadlan og bogens andre rejsende Bagdadgensere (?) beskriver i bogen deres rejser op nordpå i årene mellem 800 og 1050. De er handelsrejsende, geografer og missionærer, og de kommer vidt omkring og støder på mange forskellige folkefærd, men det der er relevant for mig, er deres møde med de såkaldte Rus.

Rus var et handels/krigerfolk fra det nuværende Kiel. De stammede oprindeligt fra Sverige og rejste via floderne. De assimilerede sig med tiden med de omringende slaviske stammer, men på Ibn Fadlans tid var deres skikke stadig delvist skandinaviske, så det er en af de få kilder der findes til vikingekultur og religion, for Ibn Fadlan er nemlig helt speciel i sit forsøg på objektivitet, og det lykkes ham faktisk forbløffende godt.

Deres rejser foregår hovedsageligt i Kaukasus og nord rundt om Sortehavet og længere op nordpå. Her er en beskrivelse fra det nuværende Usbekistan

"We saw a land which made us think a gate to the cold of Hell had opened before us" (s. 8)

Kulden og de lange vinternætter og sommerdage er det der gør størst indtryk, en af dem må oveni købet bryde ramadanen fordi sommernætterne er for korte til at få et anstændigt måltid mad, og de korte vinterdage giver problemer med at få udført de 5 daglige bønner.

Deres møde med de forskellige folkeslag er dog også spændende, for dette er før Djengis Khan kom og ensrettede hele regionen, så hver lille stamme har deres egne regler og egen tro.

"Each of them [the Bâshghirds] carves a piece of wood shaped like a Phallus and attaches it about his person. When he wants to start out on a journey, or when he meets an enemy, he kisses it ond bows before it, and says:
'Lord, do this or that for me'
I said to the interpreter:
'Ask one of them to explain their behavior and why they consider such a thing to be their Lord'
He answered:
'Because I came from such a thing and cannot imagine anything else to be my Creator'"

Dette er en bog så nørdet, at folk får et dødt udtryk i øjnene når jeg snakker om den, men hvis man selv er lidt af en nørd så er den helt klart læseværdig, om ikke andet så fordi man får lov til at opleve jøder og muslimer side om side uden at det giver anledning til problemer.

TITEL: Ibn Fadlan and the Land of Darkness FORFATTER: Ibn Fadlan m.fl FORLAG: Pinguin Classics SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 921 (2012)

Dværgen

Bogens dværg er hofdværg/hofsnog ved en Lorenzo "il Magnifico" di'Medici-agtig fyrste. Han er en meget hadefuld og bitter mand, der findes ingen positive følelser i hans liv, det skulle da lige være hans iver og krig og ødelæggelse. Han kan dog kun lide angrebskrig, et forsvar ser han som en svaghed.

Dværge er ikke mennesker, de bliver købt og solgt ved Europas hoffer, og er for det meste en blanding mellem narre og husdyr, men denne dværg er stolt, intelligent og manipulerende. Han tilbeder sin herre, fyrsten, og hader fyrstinden (måske fordi han i virkeligheden elsker hende) og alle andre hader han også. Han er egenrådig og egentlig ret skræmmende.

Had er det gennemgribende tema i bogen, krig og menneskets fejlfuldhed, og det er igennem denne kyniskhed at dværgen forsøger at gennemskue sine medmennesker. Bogen foregår i renæssancen, men den kunne egentlig også godt foregå nu, eller under 2. Verdenskrig, hvor den er skrevet. Det er noget man BØR skrive om en bog, ligegyldigt om det passer eller ej. Det passer, sådan sa, men mest af alt foregår den i renæssancen, på en tid hvor man bevægede sig på grænsen mellem middelalderens intriger og krige og oplysningens kunst og viden. Dværgen som person og som rolle hører middelalderen til, men det ser han ikke, og han nægter at anerkende sit fald i status

Til il Magnificos hof er hører, ud over dværgen, også en Leonardo da Vinci-agtig person, men det er ikke den ophøjede da Vinci man ellers hører om i for eksempel "Da Vinci mysteriet". Han er dygtig og videbegærlig og intelligent, men han er også distræt, en krigsmager og selvcentreret. Dværgen hader ham, ligesom han hader alle andre mennesker, og han hader ham især efter at han med magt er blevet tvunget til at stå nøgenmodel, og det kan man jo godt forstå. Hvor dværgen er symbol på det tidligere system, middelalderen, da er da Vinci symbol på det nye, renæssancen, med sine anatomiske undersøgelser af afdøde forbrydere, hvilket dværgen finder enormt frastødende.

"Dværgen" kan godt lidt ses som en parodi på Machiavellis "Fyrsen" for selvom dværgen ser fyrsten som et lysene eksempel og tilbeder den jord han går på, så bliver det for læseren klart, at hans politiske evner lader meget tilbage at ønske. Nutiden kender da også mest il Magnifico for hans forkærlighed for kunst og bygningsværker, og ikke for hans økonomiske sans. Han lånte store summer af penge for at føre krig mod nabostaten, og til at begynde med går det godt, men det ender med at gå så gruelig galt, efter han lavede et kneb som gør sig godt i bøger, men i virkeligheden knap så meget i 'virkeligheden', og han ender med at bringe krig og sygdom til sit eget folk.

Familiemæssigt går det også helt ad hækkenfelt til, og det er dværgens skyld, eller det er det egentlig ikke kun, de kunne bare lade være med at forsømme hinanden hver især, men dværgen er nu engang en modbydelig lille en uden reel indflydelse, og så er det nu engang dejlig nemt at skyde skylden på ham.

ORIGINAL TITEL: Dvärgen DANSK TITEL: Dværgen FORFATTER: Pär Lagerkvist FORLAG: Dansklærerforeningen SIDEANTAL: 190 UDGIVELSESÅR: 1944 (2000)

Leoparden

Italien, Sicilien, 1860-1910.

Det var en tid med store sociale forandringer, Italien blev samlet, adelen mistede magt, penge og anseelse, og bogens hovedperson, fyrste Selina, skal prøve at manøvrere sin familie helskindet igennem denne nye samfundsorden. For at gøre det må han kombinere den gamle magt, adelen, navnet, hans familie, med den nye magt, pengene, proletariatet, borgmesterens Calogero, og han lader sin nevø, Tancredi, gifte sig med Calogeros datter Angelica, også selvom hans egen datter er smask forelsket i ham.

"Leoparden" foregår samme tid og sted som store dele af Umberto Ecos roman "Kirkegården i Prag", og jeg må med skam erkende, at jeg stadig ikke forstår ret meget af det politiske spil. Det er på den tid da general Garibaldi kommer til Sicilien med sin frivillige hær, rødskjorterne, og Tancredi slår sig til ham af opportunistiske frem for ideologiske årsager. Den sociale og politiske revolution, Risorgimento, er langsom om for alvor at slå igennem. Der bliver afholdt et valg, men modstandernes stemmer bliver ignoreret, de eksisterer simpelthen ikke, men politik har alligevel ikke ret meget med de almindelige mennesker at gøre, så hvad skidt, om den ene eller anden har magten kan vel komme ud på et. Fyrsten ledes til at tro, at intet for alvor vil blive forandret, men må til sidst erkende, at han er den eneste sande leopard.

Bogens store modstykker er fyrsten Selina og borgmesteren Calogeros, hvis familier skal forenes i et fornuftsægteskab. Der bliver snakket meget om Angelicas skønhed, men det er bare en bonus, det er hendes penge der er vigtige. Fyrsten er fra en af de gamle adelsslægter, og hele hans liv er gennemsyret af den KORREKTE opførelse, selv når han besøger en luder mens hans kone får et hysterisk anfald, så gør han det på den korrekte måde. Borgmesteren tilhører den nye magt, han har opkøbt land og skabt sig en formue, men han er en plebejer, og kan ikke engang barbere sig ordentligt. De to mænd bryder sig ikke om hinanden, men de har et fælles mål, fyrsten har brug penge, og borgmesteren har brug for et navn.

Dette er for hovedpartens vedkommende en bog uden illusioner. Lampedusa, der selv hørte til en af de gamle adelsslægter, og han havde været vidne til deres hovmodige forfald. I "Leoparden", navngivet efter leoparden på Selines våbenskjold og efter fyrstens stoiske elegance, prøver Lampedusa at skære det sicilianskes folk, og ikke kun adelen ind til benet og tage dem med bukserne nede. Det lykkes ganske fint, og det er et næsten helt gennemført ironisk værk om hovmod og manerer, både gode og dårlige. Det er i hvert fald så langt som jeg forstår, for jeg ved alt for lidt om disse ting til helt at forstå de finere nuancer. I slutningen, hvor Selinaslægten kun er en skygge af sig selv, mister bogen dog lidt sit sarkastiske bid og går hen og bliver lidt småsentimental, og man kan efter min opfattelse sagtens helt droppe at læse de to sidste kapitler, men det er måske bare mig der igen ikke rigtigt forstår.

Som modvægt til bogens sydende sarkasme, er sproget umådelig smukt og flydende, og måske var det det der forledte mig til i lang tid at opfatte fyrsten som en god og behagelig mand. På grund af alle de afsløringer bogen kom med, fik forfatteren flere gange afslag, og den blev først udgivet efter hans død. Den bliver betegnet som en af de vigtigste romaner i nyere italiensk litteratur, og en af de vigtigste historiske romaner. Ligesom der er nogle forlag der må ærgre sig over at have sagt nej til JK  Rowling, ligeledes må der nu være nogle italienske forlæggere der har godt og grundigt ondt i røven, for selv et halvt århundrede senere, sælger bogen stadig godt.

ORIGINAL TITEL: Il Gsttopardo DANSK TITEL: Leoparden FORFATTER: Giuseppe Lampardusa FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 253 UDGIVELSESÅR: 1958

Barn Jesus i en krybbe lå

Denne bog er skrevet af Kirsten Nielsen, som jeg på universitetet har haft til et fag om Genisis (1. mosebog). Hvilket gjorde at det undrede mig, at hun har skrevet en bog om noget så essentielt for det NYE testamente som juleevangeliet (Lukas 2,1-20). Hun er en sød ældre dame, og blændende dygtig. Hendes forsknings områder er Gammel Testamente; Bibelen som litteratur, gudsbilleder i Bibelen, intertekstualitet, Jobs bog, metaforik, Satanskikkelsen i Bibelen, og Bibelens receptionshistorie; bibelsk billedsprog i moderne salmer (kopieret fra universitetets hjemmeside). Derfor giver det alligevel god mening, for juleberetningen er ikke nogen enkeltstående tekst som kun findes hos Lukas, den har rødder mange steder i det gamle testamente, den findes hos evangelisterne, den strakte sig ud og blev til et utal af manuskripter som ikke kom med i den endelige udgave af Biblen, de såkaldte gammeltestamentlige pseudopigrafer og de nytestamentlige apokryfer, og i dag kender vi den blandt andet fra vores salmer, og det er ud fra disse sammenhænge, at Kirsten Nielsen har skrevet sin bog.

Bogen koncentrerer sig om julekrybber, og Kirsten Nielsen har brudt dem ned til deres enkelte bastandele. Der er den hellige familie, oksen og æslet, hyrderne, englene de hellige tre konger og stjernen. Hver del har sin egen historie der ikke altid hører til hos Lukas. Lad os for eksempel tage oksen og æslet som findes i mange julekrybber, som som hverken står nævnt i Lukas eller hos de andre evangelister. Der står til gengæld noget hos profeten Esajas:

Oksen kender sin ejer,
æsel sin herres krubbe;
men Israel kender ikke mig,
mit folk fatter intet.
                              Es 1,3

Så oksen og æslet er med fordi de genkender Jesus som Guds søn i modsætningen til menneskene. Sammenkoblingen af Jesus' fødsel og oksen og  æslet laves i de nytestamentlige apokryfer, i det uægte Matthæusevangelium fra det 9. århundrede.

Alt dette baggrundsmateriale gør dette til en helt speciel julebog på den, fra mit perspektiv, fede måde, men den er også skrevet på en helt speciel måde, på den ene side, er det bedstemoderen/præsten der kommer op i hende der fortæller en sød lille historie om Jesusbarnet der kom til verden julenat, omringet af mennesker dyr og engle, men samtidig kommer universitetsprofessoren op i hende, og bogen er fuld af kildehenvisninger der, hvis man ikke er vant til den slags, kan virke forvirrende på læsningen. Problemet, hvis man kan kalde det det, er, at "Barn Jesus i en krybbe lå" er en sammenfatning at to allerede eksisterende bøger, "Barn Jesus i en krybbe lå" (samme titel) af Ingeborg Pedersen og julekrybbens historie, og "Kristi fødsel" af Ole Davidsen, om, ja du havde nok gættet det, Jesus' fødsel.

Det er spændende hvordan teori (kilderne) og praksis (julekrybberne) smelter sammen til en forståelig helhed, for det hele er ganske forståeligt. Det eneste der kan forvirre er, at man på forhånd bør vide lidt om hvordan Biblen som vi kender den blev til, og om de tekster der ikke kom med, men kan man abstrahere for det, så er dette en rigtig god lille bog.

TITEL: Barn Jesus i en krybbe lå FORFATTER: Kirsten Nielsen FORLAG: Det Danske Bibelselskab SIDEANTAL: 51 UDGIVELSESÅR: 2004

Drenge

Tom og Anton er bogens hovedpersoner, men mest Tom. Anton er den gode dreng der altid er fornuftig og gør de rigtige ting. Tom er også en god dreng, men han kan godt lide "fest" (sjov og ballade) og klassens ballademagere får ham flere gange trukket ham med i deres leg, og tit får han også en straf, selvom det ikke er hans skyld. Der kommer en ny lærer på skolen, hr Hjarmar, som er venlig og retfærdig, men også lidt streng. Klassens uromagere skal da til at starte med prøve grænser af, men de bliver med det samme sat på plads, og en ro breder sig over klassen. Da hr Hjarmar bliver kredsfører i Forbundet (FDF) kommer der pludselig et helt nyt indhold i drengenes liv.

"Drenge" er skrevet i 1914, året hvor 1. verdenskrig startede, hvilket ikke stod nogen steder i mit eksemplar, der var trykt i 1958, så gang på gang blev jeg chokeret over den nationalisme der driver disse unge drenge. Jeg har som sådan ikke imod national stolthed og kærlighed til den danske fane, men bogen beskriver nærmest amerikanske tilstande, hvilket virker så fremmed for mig.

"Drengene læste:
        "Landsmænd, ser du min grav,
        så meld det tilbage til hjemmet,
        jeg er faldet i kamp,
        tro min konge, mit land"
"Det er kønt," hviskede drengene, medens øjnene duggedes"
                                Bruhn, Rudolf "Drenge" s. 136

Det er egentlig helt kvalmt at læse, men man må forstå den historiske sammenhæng. I 1864 tabte Danmark slaget ved Dybbøl, og den dansk-tyske grænse kom til at ligge ved Kolding. Vi følte os ydmyget, og Tyskland spillede med musklerne og til sidst brød krigen ud. Det lykkedes Danmark at forblive neutralt, ikke fordi vi ikke hadede Tyskland, for det gjorde vi i stor stil, men fordi vi gerne ville undgå invasion og undertrykkelse. 1. verdenskrig var generelt en krig der fik nationalismen til at blomstre over hele Europa. Efter 2. verdenskrig fik disse strømninger et noget mere blakket ry, og derfor kan det virke helt skræmmende at læse om i dag.

Bogens grundlæggende tema er formningen af GODE drenge. De skal være flittige og dygtige i skolen, de skal vise respekt, de skal øve gode gerninger, og så skal de slås. Vi har med tiden vænnet os til en mere og mere feminin pædagogik der ikke lader drenge være drenge, men i denne bog bliver drengene direkte rost for en god ærefuld slåskamp. Jeg tror muligvis at det kan være sundt for drenge at få sig en slåskamp fra tid til anden, så længe det går fair for sig, hvilket det selvfølgelig altid gør i bogen, men det gør det ikke i virkeligheden. I virkeligheden er det nok kun én dreng der får tæv og bliver ydmyget, og det er sikkert altid den samme dreng. Men sammen med slåskampene, hører i bogen også den ærefulde opførsel, og det er tydeligt, at Toms opførsel, gennem Anton og hr Hjarmar, støt forbedres, og han gør mange gode og ærefulde gerninger, og han vinder derved de voksnes respekt. Bogen har sikkert haft god indflydelse på unge drenge, men det hele kan godt blive lidt kvalmt i længden, selvom mange af historierne egentlig er meget sjove.

Hr Hjarmar er den GODE lærer anno 1914. Vi møder ham mange gange siden, som for eksempel i "Dead Poets Society". Det er den samme og dog en helt anden. Det er denne nye lærer der kommer ind og står i stærk kontrast til sine støvede og bryske kolleger. Det er ham der samler klassen under sine vinger og giver dem håb og drømme, men mål og metode har ændret sig over tid. Hr Hjarmar er ikke denne pysse nyssede lærer der opdrager drengene til små individualister, han er streng og skælder ud og slår når det er nødvendigt, men han er retfærdig, og det kan drengene godt mærke. Målet var dengang ikke kreativ udfoldelse af individet, det var ære og ansvarsfølelse. Helt ærligt, så har jeg altid hadet "Dead Poets Society", jeg har altid fundet den anstrengende og i perioder direkte træls. Hr Hjarmar er ikke en lærer jeg ville ønske at have, men jeg kan i langt højere graf forholde mig til ham. I disse forskrækkede tider vil ingen af de to lærertyper dog fuldt kunne eksistere, for de ville straks blive anklaget for usømmelig omgang med børn.

Eller børn og børn. Drengene er 12-14 år, og dengang, så var man jo nærmest voksen. Det sjove er, at der ikke optræder én eneste pige, på nær et par mødre, ikke engang søstre er der, men det skyldes sikkert, at drengene som gode kristne FDF'ere skulle være rene og ærbare i tanke, ord og gerning, og bare skyggen af en pige kunne jo lede disse små hormonbomber ud af kurs.

Jeg købte egentlig mest bogen for sjov, fordi jeg fandt den i en genbrugsbutik til 5 kr, men det viste sig at den skulle lære mig nogle ting om min egen familie.

Da min mor hørte hvad jeg læste, kunne hun fortælle, at Rudolf Bruhn har skrevet en fortsættelse til "Drenge", "De seks", hvor min oldefar (på min mormors side) var med, rent faktisk den mest irriterende af de seks seminarister. Selvom jeg ikke er vild med "Drenge", så kunne jeg vildt godt tænke mig at få fat i "De seks" for at komme lidt tættere på min familie og hvem jeg er.

Anton og Tom tager i bogen, lige før 1. verdenskrigs udbrud, en tur fra Kolding og ned gennem tyskland, den del der engang var dansk, og de møder et meget fjendtligt Tyskland, et Tyskland hvor alt dansk er strengt forbudt. Dette billede er fra 1939, på brinken til den næste verdenskrig, hvor min morfar (til venstre) og hans kammerat tog den samme tur ned gennem Tyskland og så videre til Frankrig. Deres tur var præget af en helt anden venlighed  og en helt anden forståelse mellem disse to danske studenter og de unge mænd i Hitler Jugend som de mødte undervejs.

TITEL: Drenge FORFATTER: Rudolf Bruhn FORLAG: H Hagerup SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 1914 (1958)

Solis billedbibel

I forbindelse med trykkekunstens opfindelse, og i forbindelse med reformationen begyndte Bibler at blive tilgængelige for menigmand på eget sprog i stedet for på latin, men det var der ikke altid lige meget ved, for store dele af bekolkningen kunne ikke læse eget sprog meget bedre end de kunne latin, så der kom en voksende industri af billedbibler.

Når vi tænker på billebibler, tænker vi normalt på noget der er for børn, men ikke dengang. Disse billedbibler var dog for voksne og var ofte for de fattige for det var dem der ikke kunne læse. Jeg har tidligere haft om det i BIBLIA PAUPERUM NOVA. I bogens forordet står der ganske lidt og disse Bibler, men ikke så meget som jeg personligt godt kunne have tænkt mig. Virgil Solis var en af de mest berømte, men var hans Bibel også for de fattige? Eller havde de rige også fået øjnene op for godt kunsthåndværk? Også dengang må det vel have presset priserne opad.

I 1500-tallet hvor denne Bibel er fra vidste man meget lidt om klædedragtens historie, og alle folk er derfor klædt i renæssancestil, hvilket giver et nærmest farverigt indtryk på de sort-hvide billeder. Det er generelt nogle meget 'farverige' billeder med ædle landskaber, overdådige paladser og Moses med horn.

Moses med horn er et meget brugt billede i middelalderen. Det stammer fra den hebraiske tekst QRN (qaran) som både kan betyde at have horn og have stråler (glorie?) og så er det et vurderingsspørgsmål som jeg ikke er kvalificeret til at tage, men min hebraisklærer siger stråler, for hvorfor i alverden skulle han have horn, hvilket jeg da sagtens kan se, men hvis han på den anden side havde sagt, at selvfølgelig havde Moses horn, så ville jeg sikkert finde det lige så logisk, simpelthen fordi det var ham der sagde det.

Hvilke skriftsteder der er blevet udvalgt til at blive illustreret, kan jeg ikke se nogen logik i. Er det Solis personlige favoritter? Er de udvalgt af en biskop/ kardinal eller en mæcen som et bestillingsarbejde? Eller er der tale om et udtryk for en i 1500-tallet fremherskende teologi? Umiddelbart tror jeg mest på det første og mindst på det sidste, for evangelierne fylder nul og niks (14), hvorimod Johannes åbenbaring fylder hele 26 af bogens 146 illustrationer.

ORIGINAL TITEL: Bibliche Figuren DANSK TITEL: Solis' Billedbibel FORFATTER: Vergilio Solis FORLAG: Wormianum SIDEANTAL: 157 UDGIVELSESÅR: 1560 (1986)

Désirée

Den unge Désirée er en silkehandlers datter under den franske revolution, hun bliver forlovet med sin svoger, den fattige general Napoleon Bonaparte, men han svigter hende til fordel. Hun gifter sig med en anden general som bliver forsvarsminister, markis, bliver relativt demokratisk valgt som kronprins af Sverige og til sidst kronet som konge over Sverige og Norge. Men er det et liv for en datter af revolutionen, en vaske ægte republikaner?

Dette er en bog om ærgerrighed, om hvordan Napoleon starter ud som en latterlig lille general som ingen andre end Désirée tager alvorligt, men hvordan flere og flere begynder at kysse ham i R-Ø-V-E-N. Jeg tvivler på, at Napoleon havde megen sans for humor, især ikke når det galt hans egen person, men jeg kan et eller andet sted godt se det sjove i at lave flere og flere absurde love og regulativer, bare for at se om folk hopper på den. Og folk hopper på den, og jo mere vanvittig han bliver, jo mere tror de fine herre og damer på ham. Selv Désirée, som er en formidabel menneskekender, men måske ikke så forfærdelig klog. Napoleon ER Frankrig, eller hans røv bliver i hvert fald lige så stor som Frankrig. Désirée starter også ud småt, som det mindste barn i en borgerlig familie, men som den eneste bevarer hun sin integritet, hvilket er lidt irriterende, for det gør hende lidt for perfekt, jeg kunne godt have brugt et raseriudbrud eller en enkelt lidt for dekadent vane eller bare et eller andet, noget der gør hende lidt mere menneskelig. Hun hverken særlig køn eller, efter eget udsagn, særlig klog, men i bøger er det oftest sådan at kvinden måske ikke er så køn, hvilket i litteraturen er med i den pulje der hedder (lidt for) perfekt, lidt for alle-vil-kunne-lide-dig-agtigt.

fra Wikipedia

Dette, at hun ikke er så klog er dog et glimrende virkemiddel til, at hun i denne dagbogsform kan beskrive livet og tiden omkring Napoleon uden at bogen bliver alt for tør og alt for meget skolebog, men hvor troværdig den er som dagbog, det ved jeg ikke, der står i hvert fald rigtig meget om politik og meget lidt om følelser og endnu mindre om hendes søn, som hun ellers elsker meget højt, men det genere mig ikke, for det er det andet der interesserer mig mest.

Désirées mand, Jean-Baptiste Bernadotte, senere kong Carl XIV af Sverige og Norge, kalder min far en laban som stak Napoleon i ryggen så snart lejligheden bød sig, men helt ærlig, så var det Napoleon, en rablende gal og krigerisk selvudnævnt kejser han stak, hvilket burde tjene ham til hans ære. Desuden var svenskerne vist meget glade for ham, indtil han blev lidt småskør på sine gamle dage, men det skulle Désirée nok få styr på, men hvilken mand ville ikke blive småskør, hvis han blev afholdt fra sex med sin højtelskedekone i 12 år? Havde han en affære i mellemtiden? Sikkert, men det er bare ikke helt det samme.

Man skal dog ikke fortvivle helt, hvis man er til romantik, for bogen skildre et langdistanceforhold på en måske lidt perfekt og overskudsagtig måde, og jeg åd det råt. Jeg sukkede da Désirées elskede Jean-Baptiste vendte hjem fra krigen og tog hende i sine arme, og mit hjerte hoppede da de til sidst finder hinanden igen efter mange års afsavn. Jeg elsker baller og smukke kjoler, og jeg beundrede Désirées evne til at forstå og behandle sine medmennesker, også sine tjenestefolk, men jeg kunne godt have undværet alle de forudsigelser bogens personer kommer med, altså ikke den politisk analyserende slags, men den der kommer i drømme og kortspil.

Jeg har bildt alle mulige mennesker ind, at bogen er blevet genudgivet, fordi den lille nye svenske prinsesse var opkaldt efter hende, men det er ikke rigtigt, hun hedder nemlig Estelle Silvia Ewa Mary, men hvores blik er dog alligevel rettet mod det svenske kongehus af slægten Bernadotte, så hvorfor ikke tage et tilbageblik på hvordan det hele startede.

PS Der var en del problemer med at tryksværten smittede af.

ORIGINAL TITEL: Désirée DANSK TITEL: Désirée FORFATTER: Annemarie Selinko FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 523 UDGIVELSESÅR: 1951 (2012)

Jesus' historier

Ja, der er en lille ' i titlen, så det er historier AF Jesus (lignelser) og ikke OM Jesus, hvilket jeg i første omgang slet ikke havde lagt mærke til, så jeg blev en lille smule overrasket da jeg gik i gang med at læse den.

Ved i hvad børn? Der var engang en præst, og han hed Kaj Munk. Han skrev lange indlæg i avisen hvor han diskuterede heftigt med sine modstandere, sådan en heder et meget svært ord, han hedder en polemiker. Kaj Munk havde mange grimme ting at sige om vores demokratiske styreform, og han længtes efter Europas stærke mand, men så kom 2. Verdenskrig, og så blev den stærke mand i form af Hitler lidt for nærværende, og ham kunne Kaj munk heller ikke lide. Tyskerne ville statuere et eksempel, det vil sige at de ville vise folket hvem der bestemte, og så skød de ham, og det var jo ikke så godt.

Okay, jeg regner med at i syntes at det bare var en lille smule belastende at læse mig skrive på den måde, men sådan er hele bogen skrevet. Bogen er selvfølgelig skrevet for mindre børn end mig (jeg kan godt nogle gange regne mig selv for et barn), men falder børn virkelig for den slags? Gjorde de det dengang i 40'erne og ville de stadig gøre det i dag? Jeg har desuden altid troet at de til børnene henvendte sætninger var noget de voksne selv fyldte på den skrevne tekst, men ikke her. Det er ikke fordi, at jeg har noget imod at Kaj Munk henvender sig til børnene, det er mere det at han gør det hele tiden. Evig og altid står der en sætning der med mine øjne kunne oversættes til 'Jamen så hør dog efter, barn!", og evig og altid skal han forklare ord. Okay, den med at forklare svære ord, den kan jeg godt forstå, men det sjove er, at de ord der IKKE var grund til at forklare dengang, dem forstod jeg dårlig nok i dag, men det har mest at gøre med landbo udtryk.

Men måske var det vigtigt at minde børnene om at lytte efter, for de litterære i lignelserne ligger ikke just på højde med Harry Potter. Misforstå mig ikke, for her kan jeg få en masse mennesker på nakken, men lignelserne har meget at sige på et teologisk plan, ja sågar på et praktisk og hverdagsagtigt plan, men som historier der skal fange børns interesse, så tror jeg at børn i dag er for forvente, ellers skal de i hvert fald være meget små. Der er selvfølgelig undtagelser, som for eksempel historien om den barmhjertige samaritaner, og den har jeg da også en gang opført som skuespil med en flok børn som jeg underviste. Eller historien om den fortabte synd som er ca 20 gange længere end den korteste af småhistorierne.

Man kan lære meget om sin egen tro ud fra hvad vi lærer vores børn om troen, og derfor går det mig også meget på, når Kaj Munk selv opfinder ting. Han begår ikke alvorlige brud på præsteetikken, han ligger ikke ord i munden på Jesus som ikke passer med Biblens teologi, men han opfinder fakta om den historiske Jesus. Man ved ikke meget om Jesus, han blev født i Betlehem af en kvinde ved navn Maria, og hans (sted) far var tømrer og hed Joseph, han blev født i en stald og selv som barn havde han kloge ting at sige om Gud, men der ud over hører vi ikke rigtigt noget til ham før han er noget og 30 og lader sig døbe i Jordanfloden og derefter går rundt i landet og prædiker, omvender folk og udfører mirakler, det er hvad man ved. Man kan komme med nogle kvalificerede gæt om hvordan han levede sit daglige liv ud fra familiens formodede økonomi, ud fra hvor han boede og ud fra hvad man ved om mellemøstlig arkæologi. Man kan ud fra Jesus' fortællinger komme med et estimeret gæt på hvad han har lært om samfundet, politik, og arbejde. Hvad man derimod ikke ved noget om er om Josef var en dygtig og anbefalet tømrer, man ved ikke hvordan Maria styrede den hjemlige økonomi og man ved ikke hvad Jesus legede med som barn, men det påstår Kaj Munk at han ved, og han påstår ligefrem at en hel række af lignelserne handler og Jesus' egen familie, men hvorfor skulle han i lignelserne fortælle en masse gode historier om sin familie, når han i alle de andre evangeliske tekster er så afvisende over for dem?

Kaj Munk finder også på når det gælder jødisk praksis, eller rettere så projektere han kristen praksis over på historier der egentlig omhandler jøder, en jødisk præst ville for eksempel aldrig bede fader hvor, men fred være med det. Jødisk praksis er både smuk og spændende, men man skal ikke nødvendigvis forvirre børn mere end højst nødvendigt, og det er jo trods alt kristendommen han prøver at lære børnene om.

Nu vil jeg igen våge pelsen og påstå at Lolland og Jylland minder meget om hinanden. Kaj Munk blev født på Lolland, men udøvede sin præstegerning i Jylland, så han har været præget meget af begge steder, og med det mener jeg at landbolivet, og det ses tydeligt i denne bog, både i billeder og sprog og humor.

Han af Sted til Udlandet med sine Penge og ødsler dem alle sammen væk. Han bestilte aldrig noget, og han drak sig fuld hver Aften, og han var Kæreste med flere Piger paa eengang, og det er grimt, og det er ogsaa noget der koster.

Kaj Munk, "Jesus' historier", s. 28

Om det er alkoholen eller pigebørnene der koster vil jeg lade ubesvaret ;-)

TITEL: Jesus' historier FORFATTER: Kaj Munk ILLUSTRATOR: Herluf Jensenius FORLAG: Nyt nordisk forlag Arnold Busck SIDEANTAL: 73 UDGIVELSESÅR: 1943 (1951)

Skygger fra Oktoberland

“Skygger fra oktoberland” af Nikolaj Johansen handler om en pige fra Kolding der pludselig forsvinder uden et spor. Politiet finder ingen logisk forklaring på hendes forsvinden, og så må familien ty til mere ulogiske svar, for de har brug for svar, de har brug for et eller andet som de kan klynge sig fast i. Ganske hurtigt går familien i opløsning, og ligeledes går pigen i opløsning i en fjern verden. Bogen handler om trangen til at forklare, om at finde mønstre hvor der ingen møstre er, om at prøve at finde en mening.

“Skygger fra oktoberland” handler også om en pige der er fanget i en mørk verden som hun ikke forstår, og om hvordan hun bare prøver at overleve, men det er svært, for hun er anderledes end alle andre på det sted, og det skræmmer folk og gør dem fjendtligt stemt over for hende. Og denne anderledeshed er bogens eneste virkelig svage punkt. Det fortælles at pigen kun går verdenens beboere til midt på livet, men det giver ingen problemer såsom at sætte sig på en stol, passe tøj eller åbne døre, hvilket er enormt irriterende, for så har hendes højde slet ikke nogen betydning for historien, og så virker det forstyrrende. Inde for dramaturgien siger man, at hvis man lægger en pistol på et bord, så skal den også bruges. Pigens højde er fortællingens ubrugte pistol.

Bogen handler om kannibalisme, ikke så meget om det at spise et andet menneskes kød, men om enten at invadere eller fratage folk dele af dem selv. Den handler om hvordan de to ting egentlig begge resulterer i det samme, at vi mister os selv, men at vi beskytter os mod invationen, men ganske frivilligt udlevere os selv til den første og bedste beskytter. Bogens to dæmoner repræsenterer to to måder at miste sig selv. Den onde omtales som Forføreren og er den der går ind i hjertet og indtager en person. Man ledes automatisk til at tænke på Søren Kierkegaards ‘Forførens dagbog’ hvori en man ikke finder nydelsen i den kvinde på hvem han har kastet sin kærlighed, men på det intellektuelle spil, manipulationerne og indtrigerne. Johansens Forfører er dog, selvom han kan optræde meget belevent, mere fysisk og angriber sine ofre. Beskytteren derimod går under navnet Mort, som leder tankerne hen på døden, og i grunden er de to dæmoner to alen af ét stykke, den eneste reelle forskæl er at den ene indtager og den anden optager. Den ene beskytter man sig imod, den anden giver man sig frivilligt til, og så ledes er bogen ikke bare om at forsvinde fra sin verden og sin familie, men også om at miste sig selv. Der er heller ikke tale om, at kanibalen (eller kanibalerne) får noget fra sine ofre, det det er kun offeret der mister sig selv.

Sammen med bogen har forfatteren også lavet en research blog, hvilket er en fin drejning på historien, for det bøjer grænsen mellem fantasi og virkelighed, for på den ene side er der hans research om heksejagt i 1600-tallet, og på den anden er der psykiske medier og mystiske fotografier.

I forfatterens research skriver han, at massepsykoserne og selvtægt faktisk var forholdsvist sjældne fænomener i forbindelse med forfølgelse af hekse, men det er alligevel det der bliver lagt op til i bogen. Jeg har læst noget af Arthur Millers “Heksejagt”, men den var så skræmmende, at jeg måtte lægge den fra mig, jeg kunne slet ikke holde til det. Bogen her lægger op til noget af det samme, men lader så være med at gå dybere ind i det, hvilket er en skam, for bogen havde virkelig store potentialer på det punkt.

Gys er ikke en genre jeg har gjort det meget i, og jeg kommer nok heller ikke til at begynde på det nu, men jeg kan bestemt nyde bogen for sine litterære kvaliteter, for på plottet er sammenhængende og gennemtænkt og logisk på sin egen lidt skæve manér, og sproget er flydende og lige lidt bedre end man tit ser i den type bøger, uden det kammer over og bliver for højtravende, og det synes jeg, at forfatteren skal have respekt for.

TITEL: Skygger fra Oktoberland FORFATTER: Nikolaj Johansen FORLAG: Replikant SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 2012

Livlægens besøg

Kongen, Christian VII, blev gal. Hans far var en fordrukken horebuk der lod adelen have den reelle magt, og adelen ville have at Christian blev ligesådan, så de lod ham opdrage med terror, og måske var det det der gjorde det, eller måske var det sket alligevel, i hvert fald blev han gal. For at holde styr på ham hyrede man Struensee til at være hans livlæge. Struensee var en god mand, men han havde idéer om folkets ligeværd, og han brugte kongens sårbarhed til at lave en fredelig revolution. Struensee var en god mand, og derfor forelskede den forsømte dronning, Caroline Mathilde, sig i ham og han i hende. Og revolutionen ender til sidst i en voldelig modrevolution ledet af Guldberg, en uanseelig mand.

Nogle vil måske genkende historien fra filmen 'En kongelig affære' med Mads Mikkelsen som Struensee.

Spørgsmålet der burde blive stillet i bogen er 'hvem er egentlig helten i dette spil', men det bliver ikke stillet, i stedet gås der ud fra, at det er Struensee. Det giver på en eller anden måde god mening i vores oplyste verden, Struensee var jo trods alt oplysningsmand, men det var hans samtid ikke. Han pressede nogle reformer ned over hovedet på et folk der slet ikke var parat til det, og han gjorde det af veje der er svære at retfærdiggøre. Hvis man så kunne sige, at han havde en eller anden form for plan, men hans love virkede mere eller mindre tilfældige, og når han for eksempel besluttede at et krigsskib ikke skulle bygges, så tænkte han hverken på værftsarbejderne eller de soldater der nu stod uden job. Han tænkte på Folket, men han tænkte ikke på folk. Ja, det er sejt, at vi som de første fik trykkefrihed (og mistede den igen) men til hvad nytte fik vi den? Og hvem gav ham ret til at bruge/misbruge den skrøbelige unge mand, som det egentlig var hans job at beskytte? Den Gud som han ikke troede på?

Struensees modstykke, Guldberg, er heller ikke nogen særlig god helt. Han var snu, snerpet, og jævnt kedelig, men hvis man koncentrerer sig, kan man godt lidt se hans pointe. Dengang i 1700 grønlangkål, der var den enevældige konge Guds udvalgt, og Guldberg troede på Gud. Måske virkede det underligt at så skrøbelig og gal en ung mand skulle lede et land, men Guds veje er nu engang uransagelige, og det skal man ikke gå imod. Det er helt klart i bogen, at man ikke skal kunne lide ham, og han er en helt igennem negativ figur, helt ned til hans undertrykte begær efter dronningen.

Til modstykke for dette undertrykte begær, er Struensees og dronningens rigt udfoldede erotiske eventyr, og de fylder meget (for meget) i bogen. Caroline Matilde blev udvalgt, som man nu engang gjorde det, ud fra sin politiske betydning, og hendes eneste mål var, at hun skulle føde landet en arvtager, derfor blev den skrækslagne Christian også tvunget til at bedække hende som en so. Hun fødte en søn, og så mistede hun al sin betydning. Det er selvfølgeligt synd for hende, og man forstår godt, at hun forelsker sig i Struensee, der som den eneste behandler hende som et rigtigt menneske. Gennem Struensee finder hun for første gang en personlighed og det viser sig at hun har evner, og det viser, at hun har mere forstand på politik end Struensee.

Hele misseren ender selvfølgelig frygtelig ulykkeligt, men det er som om det ikke rigtigt generer mig så meget. Enquist har ligesom ved "Hamsun" forsøgt at skrive en meget personlig beretning, og den bliver personlig, meget personlig, man stifter endda bekendtskab med dronningens slimhinder under samlejet med Struensee, hvilket jeg egentlig godt kunne have været foruden, men undersøgelser viser også, at vi lever i en enormt snerpet og moraliserende tid.

Enquist har en meget analyserende måde at skrive, så her kan man, mere end noget andet sted, tale om den alvidende tredjepersonsfortæller, og normalt er det super fedt, og jeg har læst flere af han bøger (her "Hamsun" og "om idræt") men lige her formår det ikke at trække den meget personlige stil op fra massen af romantiske ugebladsromaner og op til noget større og bedre. Mest af alt skyldes det nok, at man hører alt for lidt om livet udenfor hoffet. I "Hamsun" gjorde det ikke så meget, for de fleste ved en hel del om 2. verdenskrig, men jeg ved i hvert fald for lidt om 1700-tallet til helt at kunne forholde mig til fortællingen, det bliver en pantomine, et teaterstykke, men måske er det det der er meningen, måske er det for at vise hvor fjernt og løsrevet styret var fra de styrede.

ORIGINAL TITEL: Livläkarens besök DANSK TITEL: Livlægens besøg FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 353 UDGIVELSESÅR: 1999

Matematikfilosofi

Jeg har egentlig aldrig været specielt god til matematik, og i gymnasiet var jeg egentlig heller ikke særlig vild med det, men det skyldtes vist for en stor del lærerne. De jeg skulle vælge universitetsfag, der var aldrig nogen tvivl om at det var det jeg skulle, så blev det teologien jeg kastede mig over, og det er det stadig. Alligevel er det lykkedes mig at udvikle mig til lidt af en nørd også på de naturvidenskabelige områder, hvilket jeg vist kan takke mine forældre for, arv og belastning.

For nogle år siden var der et spørgsmål jeg gik og tumlede med, og som voldte mig store kvaler, for hvad er matematik egentlig? Det er jo ikke en naturvidenskab som vi normalt definerer den.

The natural sciences are branches of science that seek to elucidate the rules that govern the natural world by using scientific methods.

Wikipedia

Matematik derimod

Mathematics is the abstract study of topics encompassing quantity, structure, space, change, and others; it has no generally accepted definition.

Wikipedia

For nogle måneder siden fandt jeg så denne lille sag på biblioteket. Jeg lånte den mest for sjov, tænkte ikke, at jeg nogensinde ville få den læst, men bare det at slæbe den med hjem, fik mig til at føle mig super klog. Det tog mig flere måneder, og flere spørge sessioner hos mine matematik forældre, men jeg kom faktisk igennem den. Den var hende svær noget af tiden, men også vildt interessant.

Hovedparten af bogen omhandler matematikkens historie igennem de mest ikoniske opdagelser og filosofier, for vi kan ikke komme uden om det, matematik lægger sig meget tæt op af filosofien, ja, i mange tilfælde udgør den ligefrem filosofien, vi kender det fra oldtidens naturfilosoffer. Mange af de hard core matematiske ting forstod jeg ikke rigtigt så meget af i sig selv, men jeg tror nok, at jeg i en hvis udstrækning fangede essensen af det hele. Som jeg opfattede det, var der tre overordnede temaer i 'vores' måde at tænke om matematikken på.
1) Finde matematikkens Sandheder.
2) Finde matematikkens sprog.
3) Er 1 og 2 universelle logiske strukturer eller menneskelige konstruktioner.
Og dermed ikke ment, at matematikerne holdt op med at finde matematiske beviser, bare fordi man begyndte at snakke om matematikkens sprog. Med matematikkens sprog begynder man at anerkende matematikens ligheder med lingvistikken, den videnskabelig undersøgelse af menneskelige sprog (selvom kling'on og elvish vist også kan studeres på visse universiteter). Man prøvede at lave et matematisk sprog, hvor man helt fjerne de følelsesbetonede elementer og de kulturelle kløfter man finder i alle andre sprog, således at denne, matematikens universelle sandhed, kunne formuleres. Men var matematikken nu også så sand igen, eller er det en menneskeligt konstrueret sprog som vi bruger til at beskrive verden omkring os?

Costas minimalflade

Bogen er fuld af spændende diskussioner, men da jeg også er en humanistisk og teologisk nørd, syntes jeg at bogens sidste del del var den aller mest spændende. Hvor GOD er matematikken? Her kommer bogens to forfattere ind på de menneskelige faktorer. Der diskuteres blandt andet hvordan teknologiske hjælpemidler og den menneskelige forståelsesevne former matematikken. I oldtiden havde man lineal og passer, og så var cirklen og trekanten de nærmest guddommelige former, og i dag har vi computeren, kan konstruere former som Costas minimalflade.

Der diskuteres også matematikkens moral. Pythagoraser måske ikke just værdibetonet, men når man for eksempel skal ind og beregne risiko versus gevinst ved atomkraft, så er man nødt til at tillægge faktorer som menneske-, dyre- og planteliv, penge, energi og deslige forskellige værdi. Hvor mange mennesker skal have strøm for at opveje et statistisk menneskeliv, når man ser på sandsynligheden for at det går galt. Det var nogle virkelig spændende diskussioner, og der gjorde mig glad for at jeg havde holdt ud gennem Gödel, hvor jeg ikke bare ikke forstod den matematiske side, jeg forstod ikke engang hvad han prøvede at sige.

Bogen er også fyldt med små sjove anekdoter. For eksempel nævnes det at Russell, da han var 11 år gammel, blev introduceret til Euklids matematik af sin storebror, og at han fra den dag af var helt vild i varmen. Sikke en nørd tænkte jeg og sad lidt og grinede for mig selv, men så sagde min mor noget der slet ikke var faldet mig ind. Russell var barn i 1880'erne, og dengang var der bare ikke nær så meget at gå og underholde sig med, så matematik kunne måske ligefrem give et afbræk fra kedsomheden.

Den lange læsetid gav dog visse vanskeligheder. Fordi der ikke er tale om en lang kontinuerlig historie men nærmere små brudstykker, så er det sværere at huske detaljerne, og således stod der på et tidspunk at Russell gjorde et eller andet fra fængslet, og jeg tænkte bare, fængsel??? Men jeg kunne simpelthen ikke holde ud at læse mere end en 10 sider af gangen før min hjerne begyndte at koge over, men jeg kom igennem, og jeg er stolt af mig selv.

TITEL: Matematikfilosofi FORFATTER: Ole Skovsmose og Ole Ravn FORLAG: Systime SIDEANTAL: 257 UDGIVELSESÅR: 2011

Notes from a small island

Jeg ankom til Aarhus en dag på vej ind på universitetet, og jeg så på min bog og tænkte, at den ALDRIG ville holde hele vejen hjem. Der er indtil flere gode boghandlere i Aarhus, men fordi jeg ikke havde nogen som helst planer om faktisk at skulle ind til byen, selvom det kun ville tage mig yderligere 20 min på vej hjem, så vidste jeg, at det ville jeg aldrig have fået taget mig sammen til. Jeg havde derfor to valg, enten købte jeg en bog i 7/11 på stationen, eller også skulle jeg håbe, at de horder af universitetsstuderende der skulle købe bøger efterhånden var tyndet ud, og så kunne jeg gå i universitetsboghandlen, Stakbogladen. Jeg valgte det sidste, hvilket var super fedt og virkelig farligt. Normalt når man går ind i en boghandel, så prøver de at favne så bredt som muligt, så man falder måske over nogle titler der er spændende, men kun et par enkelte som man bare må have. Ikke her, her kunne de gå direkte efter lysken og sætte deres små tænder i. Deres målgruppe er unge, veluddannede mænd og kvinder (mest kvinder) med sans for god litteratur og sarkastisk overlegenhed, og der var hylde efter hylde med gode bøger.

Jeg valgte en rejseberetning af Bill Bryson, en forfatter jeg før har haft stor succes med. Bogen handler i al sin enkelthed om, at Bryson, der i mange år har boet i England, bryder op og tager tilbage til staterne, men før han gør det, tager han lige en tur rundt i dette lidt sære land ved hjælp af offentlig transport, hvilket bringer ham de mest sandsynlige og ikke mindst usandsynlige steder hen.

Jeg var lang tid om at varme op til bogen, dels fordi jeg ikke kender nok til England til helt at forstå de finere nuancer, og dels fordi jeg synes at Bryson plejer at være langt bedre, måske skyldes det også, at der i virkeligheden ikke skete så forfærdeligt meget på hans tur. han starter sin rejse i september og slutter i november, så halvdelen af landet er lukket ned fordi det er udenfor sæsonen, hvilket giver nogle morsomme historier om transportproblemer, men mest er der bare problemer, fordi der ikke rigtigt sker noget, det ville ellers have været morsomt at opleve Brysons sarkastiske vid kaste sig over nogle af de mindre heldige forsøg på at gøre historie spændende, eller over tåbelige turister og hvad der ellers er om sommeren, men det er efterår, og der sker virkelig ikke ret meget. Om det er godt eller skidt er svært at sige, det kommer an på hvad hans hensigt med bogen er. Måske var hans hensigt at sige til briterne, her er jeres land, her er hvad I har at arbejde med, men for en udenforstående er det ikke altid lige interessant, så lige nu overvejer jeg hvem jeg skal forære bogen til. Skal det hende der er i gang med at skrive sit engelsk speciale, eller hende der er i gang med sit andet semester på st Andrews?

Men efterhånden som jeg kom længere ind i bogen, og hvor der ligesom var nogle temaer der gik igen (offentlig transport, dårlig og malplaceret arkitektur og rablende gale historiske personager) så begyndte bogen at blive mere interessant, og jeg endte faktisk med at fnise en hel del, hvilket bliver mere og mere sjældent, jo flere bøger jeg læser. Jeg beundre hans galde over arkitektur og mennesker, og hvordan han kan være bitter og morsom på samme tid, og jeg prøvede for sjov at skrive som ham (hvad skal man ellers bruge idoler til). Dog var det jeg fandt mest morsomt, beskrivelsen af nogle af de mere bemærkelsesværdige personer i England, men der var alt for få af disse beretninger.

Bogen handler om England i 90'erne, og det er næsten 20 år siden, men det var faktisk kun nogle år før jeg selv begyndte at rejse rundt der, så selvom det meste gik hen over hovedet på mig, så var der da ting jeg husker, især om den offentlige transport, der er endnu værre og endnu mere designet til IKKE at opfylde kundernes behov end det danske, og det var hyggeligt at 'gense' nogle af de steder jeg har været, og som jeg enten hadede eller holdt af, men jeg var teenager dengang, og verdens centrum var min egen navle, og men interessante verden udgik kun 85 cm derfra (radius på da Vincis cirkel), så der var så uendeligt mange af de her ting jeg ikke så og ikke tænkte over, jeg forelskede mig bare hovedkulds i landet.

Dette er en rejsebog, men den er svær at bruge, hvis man vil rejse rundt i landet, for der er intet stikordsregister, ingen indholdsfortegnelse, intet ordentligt kort, og kapitlerne er bare nummererede, så hvis man er et sted og lige vil vide hvad Bryson synes, så må man bladre frem og tilbage til man med lidt held finder det rigtige sted.

En lille note til sidst, så i en lille episode helt næsten uden betydning, møder Bryson en togentusiast, og begynder straks at tænke Aspergers syndrom, hvilket måske ikke er helt forkert, men det lader som om der vist er mange af den type i England, så om det bare er noget typisk engelsk, som den amerikanske Bryson misforstår, eller om der bare er mere plads til autister i et land som England, det er svært at sige.

ORIGINAL TITEL: Notes from a small island DANSK TITEL: ingen 
 FORFATTER: Bill Bryson FORLAG: Black swan SIDEANTAL: 378 UDGIVELSESÅR: 1993

Opmålingen af verden

Yndlingsbog nummer et eller andet. Jeg elsker bøger, så jeg har mange yndlings. Det er min yndlings fordi den er lige så sydende sarkastisk som jeg er, og fordi den beskæftiger sig med både det storslåede eventyr og med den grå lortehverdag, og at den viser at det ikke nødvendigvis er bedre bare fordi man er et stort geni.

Grundprincippet i bogen er, at to parallelle linier altid vil mødes et sted ude i uendeligheden. De to parallelle liner er matematiker og astronom, Gauss, og Humboldt den yngre, ikke ham jeg som humanist lærte om på universitetet men hans noget mere interessante lillebror.

Gauss var vidunderbarn og toppede tidligt, men han kom fra fattige kår og hans sure bitre væsen gjorde det svært for ham at sælge sig selv, så han lever et skodliv med at måle bakker i tyskland efter at hans livs store kærlighed (eller rettere nr to efter hans mor) dør i barselsseng. Gauss er min favorit, han er nørdet og aspergeragtig og lever et liv der er mere rædselsfuldt end mit, og det er især i kapitlerne om ham at sarkasmen driver ned af væggene, og jeg kan ikke lade være med at grine når det går ham skidt. Desuden er der lidt jantelov over det, han skal ikke tro han er noget, især ikke når det er helt klart, at han er et stort geni.

Baron von Humboldt er blevet opdraget som en ægte tysk romantiker, han kan græde, recitere digt og skrive lange kærlighedsbreve til unge smukke kvinder, men han gør det bare langt fra så godt som sin ældre broder. Han får sin uddannelse inden for naturvidenskaben og klarer sig ganske udmærket, men så snart hans mor dør stikker han af til den nye verden verden for at udforske Sydamerika og for at bevise neptunismen der siger at jorden er en kold kugle indvendig. Første del er besværligt men lykkes, hvilket man ikke kan sige om det andet. Humboldt er flyvsk og beviser mange rigtige ting, men også mange ting der er knap så rigtige. Han er en mere lystig figur, og rablende gal, blandt andet gør han turen gennem Sydamerika sammen med tre lig han har stjålet fra en indfødt begravelsesplads, og en herreløs hund.

De to parallelle linier skal så selvfølgelig mødes til sidst, og det bliver en akavet affære, men yderst underholdende og inkludere blandt andet et medium, et studenteroprør og en flugt, men det må i selv læse mere om.

Det er de første 2/3 af bogen, dem der handler om videnskab og opdagelsesrejser der er de absolut mest interessante, og dem læste jeg i toget forleden dag. I går da jeg var syg og virkelig havde brug for opmuntring, da var det den sidste del jeg var kommet til, hvilket var irriterende. Faktisk mangler jeg stadig 20 sider, men jeg ved hvad der sker, og det er ikke ret meget videnskab. Det mest interessante ved den sidste del af bogen er dog, at man får en del at vide om den paranoia der hvilede over det tyske kejserrige. Det er svært at forestille sig, men tre mand måtte ikke stille sig op på gaden samtidig, det var et opløb, men når man endelig får noget at vide, så kunne man lige så godt få lidt mere med. Det hele kommer i brudstykker, som er svære at få en mening ud af, og det er der en mening med, for især Gauss har sit hoved så langt op i r**en på stjernehimlen at han ikke anede at konen var gravid, og af en sådan mand kan man heller ikke forlange, at han ved noget om krigen.

Man snakker tit om intelligente bøger, men nogle gange har jeg på fornemmelsen, at man bare mener svære, og det er ikke nødvendigvis det samme, nogle gange, faktisk ret tit, får bøger også æren uden at være nogen af delene, hvilket er irriterende ud over alle grænser. Denne bog er ikke svær, med mindre man gerne vil forstå alt det videnskabelige, men det er ikke absolut nødvendigt, det er bare et raffineret krydderi, men den er intelligent nok til at være interessant, for ellers var det bare historien om en glad og en vred galning. Hvis man dog altid er et glad og positivt menneske, der ser tingene fra den lyse side, glasset altid er halvt fyldt og man mener at livet bare er skønt, så er dette nok ikke en bog for dig, men jeg elsker den.

ORIGINAL TITEL: Die Vermessung der Velt DANSK TITEL: Opmålingen af verden FORFATTER: Daniel Kehlmann FORLAG: Per Kofod SIDEANTAL: 288 UDGIVELSESÅR: 2005 (2009)

Børnenes bog

Den drømmende eventyrforfatter, Olive Wellwoods, store udvidede familie er omdrejningspunkt i denne roman. Vi begynder i viktoriatidens sidste årtier i en fantasiefterlignet verden, hvor der er skabt plads og frihed til alle husets mange børn. Alting er drømme og store idealer, men med et nyt århundrede begynder virkeligheden at tage form, det ved de fleste af børnene, men det lader ikke til at alle de voksne har lyst til at følge med, og jo mere konkret virkeligheden begynder at blive, jo mere rykker fokus sig over på nogle af de mindre eventyragtige familier, der på en helt anden måde forstår at følge med tiden. Bogen kulminerer med 1. verdenskrig, hvor de sidste illusioner brister.

'Børnenes bog' skildre over 100 vidt forskellige personer med vidt forskellige livsforløb, og selvom der er personer der er mere gennemgribende end andre, så er det svært at tale om deciderede hovedpersoner. Egentlig er det lidt ironisk at kalde den for 'Børnenes bog', for den skildre langt mere de voksne der omgiver børnene, og som prøver at skabe en verden for børnene, som i langt højere grad er for dem selv, og så handler den om børnene når de efterhånden begynder at blive voksne. Allermest handler den dog om England og Europa i en brydningstid. Verden ændrede sig med faretruende hast og idealer og ideologier blomstrede op, men de blev alle sammen smadret af 1. verdenskrigs grusomheder.

Bogen handler dog også om helt almindelige mennesker med mere eller mindre indviklede relationer. Der er Ollives yndling, Tom, som ikke vil blive voksen, Dorothy der vil være læge selvom hun er kvinde og som er et af de mange børn Ollive nærmest glemmer at hun har, den kunstneriske Phillip som bliver fundet i en krypt under et museum og som ender i lære hos den mærkelige Fludd og hans endnu mærkeligere familie. Men selvom forholdende er indviklede, så er de i grunden også ret banale, og selvom bogen er på over 600 sider, bliver der ikke gjort plads til, at folkene skiller sig ud fra deres helt præcise bane, og det eneste sted hvor folks skæbner reelt overrasker er i krigen, hvor alt alligevel er kaos.

Mest af alt synes jeg at denne bog gør sig bedst  som en skønlitterær historiebog, for handlingsmæssigt gør den ikke meget for mig, dertil er den for overfladisk og banal. Derimod er det fascinerende at læse om en historisk periode, som jeg faktisk ikke rigtigt ved så meget om, og læse om hvordan historien ændrede menneskene. Vi kan godt lide at tro at vi alle er helt unikke og noget helt særligt, men i virkeligheden er vi alle et produkt af vores samtid. I bøger er det ikke altid helt tydeligt. Bøger om forskellige tider, giver forskellige personkarakteristikker, men det er sjældent, at bogen strækker sig over lang nok tid til, at man helt lægger mærke til det, men denne bog strækker sig over godt 20 år, og lægger derfor et spor af bitte små ændringer, som til sidst munder ud i en helt ny verden.

Nogle gang kan historieundervisningen godt blive lidt tør, og med den et ikke super spændende plot, så kan 667 sider godt være en noget anstrengende affære.

ORIGINAL TITEL: The Children's Book DANSK TITEL: Børnenes bog FORFATTER: A. S. Byatt FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 667 UDGIVELSESÅR: 2009 (2020)

Hamsun

Knut Hamsun var ikke bare en forfatter, han var et norsk folkeklenodie og nobelprismodtager. Lidt småskør var han måske, men hvad skidt, det kan sådan nogle kunstnere jo godt være en gang imellem, så man lod ham være og beundrede ham på afstand, men så kom krigen, og han udtrykte sin glæde ved tyskerne og ved Hitler. Landsforræder i krigstid, råbte folk, og efter krigen måtte han i retten, men hvis man kunne få ham erklæret senil og tilstrækkelig skør, så kunne man glemme det hele og undgå at trække hans navn gennem sølet. Og det gjorde man så, men Hamsun ville have lov til at stå til ansvar for sine egne handlinger.

Det handler bogen om, men den handler endnu mere om Hamsuns familie. Her er en familie man for alvor kan kalde destruktiv. Faderen der ikke er der fordi han ikke kan høre noget, og fordi han vælger ikke at høre noget. Han forguder sin mor selvom hun sendte ham væk hjemmefra til et forfærdeligt liv hos en slægtning, men hvad mutter gør er altid det rigtige, så Hamsuns børn skal også væk, og de bliver forstyrede næsten alle sammen, én kommer på kant med loven, én melder sig frivilligt til SS, og så er der Ellinor der ikke er syg hun spiser bare ikke noget, og så drikker hun alt for meget. Mand og kone kan ikke udstå hinanden. Hun synes han har mistet sine idealer og han mener hun berøver ham hans frihed, men alligevel kan de ikke finde ud af at forlade hinanden, skønt de prøver.

Bogen er drejebogen bag filmen om Hamsun, så den er lidt mærkeligt skrevet, fyldt med stemningsbilleder og tale, men man får ikke at vide hvad personerne tænker og føler, det må man føle og analysere sig frem til, og sådan noget finder jeg svært, men det er ikke altid meningen, at det skal være let. Der var heller ikke mange lange udførlige beskrivelser af forhistorie, omgivelser eller pointer, og alligevel lykkedes det forfatteren at gøre det til en smuk bog. Det er sproget der er så flot (selvom det er oversat). Hvert ord er så omhyggeligt udvalgt lige præcis fordi det er så vigtigt, når man kun skal have det aller mest nødvendige med, og helst lidt mindre end det fordi man selv skal tænke

"Ellinor er smuk, men hun har det dårligt. Hun er påfaldende afmagret, ansigtet indfaldent, hænderne skeletagtige. Men hun er ikke syg, kun aneurektiker.

 Hamsun foran hende, han har hænderne fulde af smørrebrød, han har selv smurt det" (s. 51)

Der står jo ikke noget, og alligevel fortæller det alt om en familie der er ramt af anoreksi, hvordan det er hele familien der bliver ramt, hvordan det ikke er en sygdom, for hun kan jo bare spise, men hvordan det jo ikke BARE er at spise, når faderen i 1940 selv går i køkkenet for at smøre et par fedtemader.

Jeg har læst og set meget om 2. Verdenskrig, men denne bog stillede et spørgsmål jeg aldrig før havde stillet mig selv. Hvorfor var det egentlig så logisk at det var englænderne man holdt med, hvis man ikke sådan rigtigt interesserede sig for politik, og hvis de eneste nyheder man fik var den lokale avis, og endnu mere hvis man som Hamsun var døv og ikke lige kunne høre hvad folk gik og talte om. Vi ved nu at Hitler var ond, meget ond, men jeg har svært ved helt at sætte mig ind i hvem der egentlig vidste hvad på hvilket tidspunkt. Kan man stille nogen til ansvar for ikke at vide noget om oplysninger der er svært tilgængelige?

Et andet godt spørgsmål bogen stiller er, hvorfor er det logisk, at demokrati er godt? Hamsun har jo egentlig ret, verden er fuld af idioter (mig selv indberegnet) der lader sig lede af tilfældigheder og mere eller mindre direkte manipulation, er det virkelig sådan vi vil have at vores ledere bliver valgt? Jeg går ind for demokrati, mest fordi alle alternativerne er værre, men demokratiet har sine fejl, og det er vigtigt at vi anerkender de fejl, men nogle gange virker demokratiet som en religion, noget vi er villige til at gå i krig for og omvende andre lande til, enten frivilligt eller ved magt. Jeg er glad for at leve i et demokrati, og jeg under også andre det, men det er ikke altid godt.

ORIGINAL TITEL: Hamsun DANSK TITEL: Hamsun FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 215 UDGIVELSESÅR: 1996

Schindlers liste

Dette er hverken en skønlitterær roman eller et stykke faglitteratur, det er et heltekvad.

Krigen begynder og vor helt, Oscar Schindler, efterlader sin hustru i en lille søvnig by, og drager ud i verden, hvor han gør lynkarriere og smider om sig med penge og forføre damerne og charmere mændene. Han er lige akkurat fræk nok til at udfordre systemet og heldigvis er han mere loyal overfor sine jødiske medarbejdere end han er overfor sin kone. Hele krigen spiller han højt spil og plejer sine bekendtskaber for at rede disse, hans jøder. Da østfronten rykker nærmere, må han flytte sin fabrik og sine jøder til et mere sikkert sted, og nu handler det mere om at rede jøder end om rent faktisk at producere noget. Hans egen lille private jødelejr bliver et paradis for jøderne, men også en joke, en hån mod styret, det bliver både jødernes sejr, og hans personlige triumf.

Schindler opnåede ikke meget før krigen, og han gik flere gange konkurs efter. Han var lidt en sjover, han kunne lide damer og hurtige motercykler, og han var flygtig og frygtede ensformighed og rutiner. Nogle af hans største talenter lå inden for svindel, bestikkelse og sortbørshandel, ikke ligefrem evner at være stolt af i fredstid, men under krigen kunne han blomstre, og han fik muligheden for at gøre noget anstændigt, og han gjorde det godt. Man kan spørge sig selv hvad hans motiver var, og man kan spørge sig selv om han kunne have gjort mere, men betyder det virkelig noget? Er en god handling en god handling ud fra motivet eller ud
fra resultatet? Man hvis man spørger sig selv om det, så skal man også spørge sig selv om en helt masse andre ting angående ansvar, skyld, muligheder og på hvor mange penge et menneskeliv er værd. Schindler satte en pris på menneskeliv, og han brugte mange penge på dem, men han tjente også godt, i hvert fald til at begynde med.

Men nok om Schindler som person, hvordan er 'Schindlers liste' som bog. Den er rædselsfuld. Jeg er et fornuftigt væsen, jeg kan godt selv regne ud at anden verdenskrig var en frygtelig ting, og at Amon Goeth (bogens helt store skurk) er en ond og sadistisk mand, jeg kan, og jeg vil gerne have lov til, at komme med de konklusioner selv, jeg behøves ikke at se det skåret ud i pap.

Anden verdenskrig er et voldsomt emne, og hvordan behandler man det med respekt når man skriver og læser om den? Skal man behandle den med respekt? Jeg tror, at det er meningen, at bogen skal trække tårerne frem i øjnene på en, og at man skal stille sig selv det spørgsmål, hvad ville jeg have gjort, men på grund af bogens opbygning og idoliserende tone kom jeg til at kede mig, og jeg sank hen i en tilstand af ligegyldighed, og jeg greb mig selv i at være fuldstændigt ligeglad med, om disse personer levede eller døde. Bogen står på min liste over bøger man SKAL have læst, og jeg forstår egentlig ikke hvorfor. Måske fordi bogen er ved at være gammel, måske er den den første af sin art, jeg ved det ikke, eller også var der et eller andet jeg bare slet ikke bed mærke i eller forstod, men nu kan jeg da krydse den af.

ORIGINAL TITEL: Schindlers List (Schindlers Ark) DANSK TITEL: Schindlers liste FORFATTER: Thomas Keneally FORLAG: Forlaget Per Kofod SIDEANTAL: 346 UDGIVELSESÅR: 1982 (1994)