Viser opslag med etiketten kioskbadsker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kioskbadsker. Vis alle opslag

lørdag den 9. marts 2013

Verdensmester med vilje

Er det ikke bare den mest fantastiske forfærdelige titel I nogensinde har set :-P Dem der kender mig ved efterhånden, at jeg har en stor forkærlighed for dårlige bøger, ikke bare sådan nogle kedelige og ligegyldige bøger, men bøger der er så gennemsyret dårlige, at jeg skriger af grin, så da jeg så denne bog for en 10'er nede i Føtex, så var jeg solgt. Den er selvfølgelig fra Virkelighedens verden, en serie som folk for et årti siden slugte fre tusinde hyldemeter af om året. På hovedbiblioteket i Aarhus havde den ligefrem sin egen reol. Det skyldtes sikkert, at folk ville blive fornærmede hvis de kom under skønlitteratur, men en eller anden bibliotekar (eller to) der elskede bøger, kunne ikke nænne at putte dem under biografier.

Denne bog handler om Peter der var verdensmester i Kikboxing, fotomodel og blærerøv, men som var ude for en slem bilulykke og skulle starte helt forfra med at lære at gå og tale og alt muligt. Han kan ikke lide at blive behandlet som en handicappet, som det er synd for, så det vil jeg hermed lade være med, for ellers ville jeg nok have gjort det.

Bogen er præcis så fantastisk forfærdelig som man kan forestille sig. Peter en selvtillid så stor, og han hungre også så meget efter berømmelse, at det får Sidney Lee til at virke ydmyg og værdig, hvilket i og for sig er meget underholdende, men også lidt kvalmende. Han siger bare, at han er en blærerøv, og at han er stolt af det, men som vi sagde i 90'erne, så kræver det "charme, selvtillid og lækkert hår", og man kunne nok også selv tilføje ordet værdighed til den formel. Jeg er dog sjældent støt på en person så blottet for charme og værdighed som Peter, og det er godt, for det er det der gør bogen så hylende morsom.
"Og indrømmet, jeg er blevet kaldt blærerøv mere end en gang! Men hvad så? Måske er det derfor, jeg er så begejstret for Mads Christensens bog. Faktisk ville jeg gerne skrive en ny blærerøvsbog sammen med ham - ja, vi deler jo efternavn. så..."
s 23
Jeg vil ikke sige at hele bogen er noget lort, for det er faktisk en flot kamp han kæmper, og han gør virkelig fantastiske fremskridt, men det hele drukner i blærerøvskommentare og berømmelsesfantasier. Jeg synes faktisk, at det er spændende at læse om hvordan fysisk træning gavner ham, både lige efter ulykken sker og i forbindelse med genoptræningen, og man spekulerer på hvor meget det mon ville have gavnet bogens andre patienter, hvis de før deres ulykker også havde taget en løbetur og nogle armbøjninger bare en gang imellem. Det er jo ellers ikke noget man tænker på når man vælger sofaen frem for fitness centret.

Peter går meget op i den fysiske træning, men han nægter pure at få nogen form for psykologisk hjælp, men som læser synes jeg, at kunne bruge en del, han er opfarende, fornægtende, deprimeret og han han lever i en eller anden lille fantasiverden. Han plejede at være model, og vil gerne være det igen. Han går meget op i at man er flot og overskudsagtig, men se lige hvilket billede han har på forsiden, det er bestemt ikke et billede af en flot fyr i slutningen af 20'erne.

Men nu har jeg så skrevet alle disse grimme ting for at 'respektere' hans ønske om at blive behandlet som en normal, men sandheden er ikke nødvendigvis, at han er normal. Han var ude for en alvorlig ulykke, og han har fået en hjerneskade af en eller anden grad, og hvem ved i hvilken grad det har påvirket ham psykisk og mentalt. Og jeg bliver faktisk lidt flov over at more mig så meget over bogen.

TITEL: Verdensmester med vilje FORFATTER: Peter Christensen Bente Hoffmann 
FORLAG: Aschehoug (virkelighedens verden) SIDEANTAL: 142 UDGIVELSESÅR: 2005

tirsdag den 19. juni 2012

Døderummet

SPOILER ALLERT, I DEN GRAD SPOILER ALLERT!!!

Jeg er sur, jeg er meget sur. Jeg fik denne krimi, thriller what ever gratis med Femina, hvilket ikke var spor gratis, for jeg ville aldrig ellers have læst Femina. Det er noget jeg gør det der med at købe ugebladsromaner hver gang jeg kan komme til det. Jeg synes, at de er fantastisk forfærdelige, og de er en god modeleksir mod noget at det højlitterære intellektuelle wannabe kulturelite tis jeg godt en gang imellem kan være forfalden til.

Når man får en bog med et blad, så vælger man sjældent selv om det skal være en krimi, en romance eller hvad, man læser, hvad man får. Man skal ikke brokke sig over at få dårlig litteratur, men man skal heller ikke narre sig selv, og det laver rod inde i min lille autistiske hjerne og jeg bliver vaske ægte vred, når Berlingske Tidene giver den seks stjerner, og selv Weekend Avisen udtaler sig positivt om den.

Historien er den sædvanlige banale med en KVINDELIG efterforsker, i dette tilfælde en retsmediciner, Maria Krause, der skal undersøge nogle bestialske og meget mystiske SEKSUELLE mord på unge piger der er blevet TORTURERET i dagevis. Der er beviser på ligene der giver mistanke om at morderen muligvis kan være SPEDALSK, hvilket jo naturligvis er meget MYSTISK i dagens Danmark. Maria Krause tager NATURLIGVIS sagen meget personligt pga noget underligt noget med noget der hændte hende næsten 20 år tidligere, og hun går i gang med at undersøge sagen på egen hånd. Historien indeholder naturligvis mere end én PSYKOPATISK SADISTISK SEKSUELT FORKVAKLET morder, og vi får naturligvis en BLODIG SELVTÆGTS slutning.

Jeg ville have elsket bogen for hvad den var, en ugeblads roman, hvis ikke der havde stået alle de rosende ord fra nogle af landets mest respekterede aviser.
- Bogen er IKKE 6 stjerner værd, måske 3.
- Bogen er IKKE velskrevet, jeg har bestemt oplevet værre, men sproget er altså ikke så godt skrevet at det ligefrem fortjener at blive fremhævet i en anmeldelse.
- Bogen er IKKE original. Man hunt på prostituerede i en skov, set. Psykopatiske sadister, set. Langtrukne og blodige seksual mord, set. Kvindelige privat efterforskere med en dyster hemmelighed og stor vrede, set. Selvtægts slutning, set. Spor der henleder tankerne på noget der virker helt absurd, som i dette tilfælde spedalskhed i Danmark, set.
- Bogen er IKKE forbudt fascinerende, alle læser bestialske krimier nu om dage, det er det på ingen måde noget forbudt over.

Det kommer til at lyde som verdens værste roman når jeg fortæller om den, og det er det overhovedet og helt aldeles ikke, det er bare en helt almindelig krimi som de nu en gang bliver leveret nu om dage. Det er sådan tingene gøres, det er det 'vi' vil have, og det kan jeg brokke mig over fra nu af og til næste jul, men det ændrer ikke ved at der er penge i det. Så jeg indrømmer blankt, at jeg af alle mennesker ikke er den bedste til at anmelde krimier, for jeg bryder mig i bund og grund ikke om dem, men jeg brokker mig i virkeligheden ikke over bogen, jeg brokker mig over anmelderne og forlaget der placere iturevne brudstykker af anmeldelserne på bogens bagside, giv os gode, velskrevne og troværdige anmeldelser, tak, så ødelægger i ikke bøgerne for os.

TITEL: Døderummet FORFATTER: Susanne Staun FORLAG: Gyldendal + Femina SIDEANTAL: 328 UDGIVELSESÅR: 2010 (2012)

lørdag den 28. april 2012

Skæld ud på Gud

"Skæld ud på Gud" er skrevet af sygehuspræsten på Vejle Sygehus, Preben Kok. Det er et arbejde hvor han hver dag bliver konfronteret med voldsomme følelser og stor sorg, og han har derfor været nødt til at udvikle en metode til at hjælpe folk igennem dette virvar.

Vi er alt for høflige over for Gud mener Preben Kok, Når nu Gud er den almægtige, ham der bestemmer alt, så er vi i vores gode ret til at skælde ud på Gud når han gør os alvorligt syge og vi snart skal dø. Vi moderne mennesker er som besatte af at skulle have kontrol over alting, altid, men det har vi bare ikke, så når krisen rammer, rammer den dobbelt, derfor beder Kok sine patienter om at skælde ud på Gud, for at de derigennem kan opleve forløsningen.

Når man så har skældt ud på Gud, så lader det til at man uden undtagelse får det bedre. Jeg forstår godt, at han vil gøre lidt reklame for sin metode, men det virker for simpelt, og selvom det er en dyb bog, så for alle disse succeser den til at virke overfladisk, og det er en skam, for hans teorier bag virker ellers fornuftige nok.

"Skæld ud på Gud" handler om det moderne menneske, om vores forkvaklede forhold til krisesituationer og om den ubalance der er opstået mellem kønnene. Han slår et slag for maskulin spiritualitet, for når den kvindelige grænsespringende ånd får lov at råde frit, så bliver vi stressede og deprimerede fordi alting hele tiden kan gøres bedre og burde gøres bedre. Dertil har vi brug for det maskuline til at sige stop, hertil og ikke længere, ikke nu i hvert fald.

Først reagerede feministen i mig, men han har faktisk fat i noget. Efter 60'erne blev det nærmest en synd at være mand, og hvis man var en mand, så skulle man helst være det på den lidt mere feminine måde (med mindre man da lige er en af de der pumpede typer). Jeg har længe prøvet at undersøge hvad det vil sige at være kvinde, men underligt nok, så har jeg fundet den bedste forklaring i denne bog der handler om at være mand. Desværre kommer det hele nogle gange til at virke som klynk om at vi kvinder skulle tage at behandle mændene lidt bedre. Jeg tror ikke at det var tilsigtet, men sådan kommer det til at virke.

Da jeg købte denne bog i en seven-eleven på Københavns Hovedbanegård, havde jeg ikke just de store forhåbninger til den, men den er egentlig ganske udmærket, ja, faktisk ganske god.

Jeg fandt dog en større teologisk/filologisk fejl, som jeg har beskrevet nærmere HER

TITEL: Skæld ud på Gud FORFATTER: Preben Kok FORLAG: Informations Forlag  SIDEANTAL: 119 UDGIVELSESÅR: 2008

onsdag den 25. april 2012

Skæld ud på Gud, rettelse

Kedsomheds alarm!

Jeg er i gang med at læse "Skæld ud på Gud" af sygehuspræst Preben Kok, og i forhold til at jeg købte bogen på en seven-eleven, så er jeg bestemt positivt overrasket. Jeg var dog ikke kommet synderligt langt ind i den før jeg fandt en, hvad jeg ville kalde, temmelig alvorlig fejl.

Kok kommer i bogen med en udredning om det Biblens syn på mand og kvinde, og hvordan de to køns forhold er til hinanden. Han understreger sin pointe ved at sammenligne det hebraiske ord for mand, iish, og for kvinde, isshah, "kvinde" som han fejlagtigt oversætter med "mandinde". Jeg vil til fulde give ham ret i, at de to ord til forveksling ligner hinanden, men det er et fatamorgana. vi ønsker at de gør skal være det samme ord, for det er smukt og simpelt, men i virkeligheden forholder det sig langt mere kedeligt.

Hvis man ser på det hebraiske ord isshah (kvinde) kan man se en lille prik inde i sh, det er et tegn der hedder dages forte (en fordobling) der er kommet der, fordi der en gang for umindelige tider siden var et n der blev assimileret (opslugt) af sh.

Dengang for mange mange år siden hed en kvinde inshah, og for at I kan være sikre på, at jeg taler sandt, så kan man stadig se n i pluralis-formen af ordet, hvor kvinder hedder henholdsvis nashiim eller neshee alt efter hvilket construct-forkold ordet står i (ca forskellen mellem nominativ og genitiv).

Dette er en fejl der ødelægger hele den teologiske pointe, i det afsnit, for når der er to forskellige ord for mand og kvinde, og ikke bare ét, så er det ikke længere så klart at de er uløseligt bundet sammen.

Undskyld hvis jeg har kedet jer, men nogen skal holde vores forfattere i ørerne, og der er jo grænser for hvor mange der har styr på deres hebraiske.

tirsdag den 24. april 2012

Den lilla bus

SPOILER ALLERT!
Her i weekenden købte jeg Hendes Verden ene og alene for at få dette vidunder af en bog :-P I et anfald af meningsløs sarkasme, satte jeg mig endda til at læse den, hvilket var lige så fantastisk rædselsfuldt som jeg havde forestillet mig, og det var lige hvad jeg gik og trængte til.

"Den lilla bus" af Meave Binchy handler om syv unge, eller næsten unge mennesker, der sammen rejser fra Dublin hjem til deres hjemby Rathdoon for at holde weekend. Med sig har de hvert deres øjensynligt uløselige problem, som de bruger hjemvejen til at gruble over. Dee's gifte elsker er øjensynligt på vej tilbage til konen, Mickeys bror har til gengæld forladt kone og børn til fordel for en yngre model, og Kev er kommet med i en forbryderbande. I løbet af weekenden får de dog alle til hobe løst deres problemer, og det viser sig endda, at der er en simpel løsning på det hele, jamen er det ikke bare fantastisk.

"Den lilla bus" var hverken mere eller mindre end jeg forventede at den skulle være ud fra hvilket blad den kom sammen med. Den var for at sige det på en pæn måde helt igennem harmløs. Den havde ikke det mindste bid, ikke én sætning der kunne ruske op i nogen, den luller folk ind i en tryg søvn, for alt ender jo godt til sidst, selv for Toms søster der er indlagt på en psykiatrisk afdeling på grund af sin bulimi, det hele skal nok løse sig, for nu får hun besøg af Toms mulige kæreste Celia, der lige har overtalt sin mor til at komme på alkohol afvænning.

Det er bestemt og ikke på nogen måde en bog jeg ville anbefale til venner og familie, men den var lige præcis det som jeg havde brug for her i weekenden, nemlig en lille mundfuld af absolut ingenting og ligegyldighed, så hurra for kioskbaskere.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at den gav et godt indblik i forholdene i Irland i 1980'erne, men det gør den ikke. Den er så vidt muligt skrevet så den kan passe ind hvor som helst, når som helst.

Det var dog en smule pinligt at sidde med den i toget her i går, folk omkring mig kunne jo ikke vide at jeg havde en ironisk distanceret tilgang til den, vide, at jeg ikke selv tog den seriøs. Men hvad skidt, jeg blev da underholdt i en times kørsel hver vej.

ORIGINAL TITEL: The Lilac Bus DANSK TITEL: Den lilla bus FORFATTER: Maeve Binchy FORLAG: Cicero + Hendes Verden SIDEANTAL: 201 UDGIVELSESÅR: 1984 (2012)

mandag den 6. februar 2012

Løb dig lykkelig

"Løb dig lykkelig" af Christina Bølling var med i denne uges nummer af Alt for damerne (nr 5 2012).

Min kontaktpædagog er meget optaget af at ville gøre mig til en løber, hvilket jeg er ret skeptisk omkring. Jeg kan rigtig godt lide hende, og jeg respekterer hendes meninger, men jeg er lidt mistroisk når det kommer til sport. Jeg finder det kedeligt, uinspirerende, ubehageligt, tangerende til smertefuldt, grimt, og fik jeg nævnt kedeligt. Dog vil jeg ikke være kendt som doven eller for ikke i det mindste at give det en chance, så jeg købte Alt for damerne for at få denne lille sag.

"Løb dig lykkelig" lyder jo godt, det lyder for godt til at være sandt, det lyder så idealistisk, at jeg fandt det morsomt, og det lyder som noget der lige så godt kunne handle som soul searching som om løb.

Bogen er en hurtig lille sag og gennemgår de vigtigste aspekter ved at løbetræne, motivation, vægttab, muskler, udstyr, mad og træningsprogram og det gør den egentlig ganske udemærket, hvis man da som læser læser den med en god portion humoristisk sans, for den er så frelst at faderhuset virker som en flok hængemuler.

Ifølge bogen vil man som løber aldrig mere skulle bekymre sig om vægten og om kalorier, altid elske at skulle ud og løbe, ikke bare for den gode fornemmelse bagefter, men også for selve løbeturen, også selvom det regner, og man vil alt i alt være et ikke bare gladere men et direkte lykkeligt menneske. Jeg syntes det var fantastisk at læse bogen og jeg skraldgrinede mig igennem flere pasager.

Jeg spurgte nogle af vores meget løbeglade pædagoger. Jo, man kan godt have problemer med vægten selvom man er en entusiastisk løber, nej, man elsker ikke nødvendigvis at skulle ud i regn og blæst, men om man bliver et lykkeligt menneske var vi lidt uenige om.

Men ud over at være en idealistisk bog, så er det faktisk en ganske god bog om løber der forklare nogle af de processer der sker i kroppen, og giver et hvorfor og hvordan indblik i mange af løbeglædens mysterier, og tingene begynder lige så stille at give mening inde i hovedet på mig. Jeg tror aldrig at jeg bliver særlig hooked (man kan selvfølgelig aldrig vide), men jeg har da i det mindste besluttet mig for at give det et forsøg, og ikke bare fordi pædagogerne siger at jeg skal, men fordi, jeg er et åbent menneske der er med på den værste, også selvom det i første omgang lyder rædselsfuldt. Kedeligt er det så at man absolut skal starte laaangsomt ud, hvilket pædagogerne fortæller mig ti gange i timen (faktisk mere, for det var ti gange i løbet af aftensmaden der varer en halv time).

Lige til sidst vil jeg dog som en kvinde på 175 cm brokke mig over at der igen gås ud fra, at en helt normal kvinde vejer 60 kg. jeg vejer lidt over 60 kg, og jeg har knogler stikkende ud alle steder, og jeg ville hade det hvis min lillesøster fx kom hjem og lignede mig. Vi er blevet besat af vægt og BMI (jeg selv med) men faktum er, at nogle er små og spinkle og andre er store og bredskuldrede, de tal der virker for nogen, virker ikke for andre.

Alt for damerne kan købes til og med tirsdag, og det er ikke en skam for mænd også at ville have denne bog, for den er bestemt de 29,95 kr værd (i kan jo altid fortælle kassedamen at det er til jeres kone/kæreste, som om det interesserer hende). Jeg er i hvert fald glad for at jeg købte den, for nu glæder jeg mig (næsten) til at komme ud og løbe her lidt senere i dag.