Just Kids

"Når nu jeg var ved at falde i svimer over hvor god jeg syntes 'M Train' var, vil jeg så føle mig skuffet hvis jeg nu læser denneher?". Jeg holder 'Just Kids' op foran næsen på boghandleren. Hun ryster på hovedet og siger, at det tror hun bestemt ikke, at jeg vil. Jeg stoler på hende og køber bogen. Alligevel tager det mig et halvt år at tage mod til mig til at tage den ned fra hylden og læse den, for hvad nu hvis jeg alligevel ville blive skuffet..? 

Jeg blev selvfølgelig ikke skuffet, men jeg blev heller ikke revet med på helt samme måde, som jeg blev af 'M Train'. 

Hvor 'M Train' er en selvbiografisk skildring i små løsrevne øjebliksbilleder. Billeder der var hendes, men stadig universelle nok til at det måske kunne være mig, hvis jeg lukker øjnene og anstrenger mig. Så er er detter en mere typisk selvbiografi/biografi over hende og Robert Mapplethorpes ungdom i New Yorkes fattige kunstmiljø i den aller aller yderste periferi af Warhols Art Factury, ikke fordi hun havde nogen interesse i Warhol, men fordi Mapplethorpe havde, og det er det er en af grundende til, at jeg bedre kunne lide 'M Train'.

Jeg forstår godt, at Mapplethorpe er den mest berømte/farvestrålende af de to.

Jeg forstår godt, at han spillede en enorm rolle i hendes liv.

Jeg kan endda til nøds forstå, at det var en anden tid, og at det generelt var mandens interesser og venner der betød noget i et parforhold.

Men når nu jeg købte bogen, fordi jeg ville læse om hende, så ville jeg ønske at jeg også rent faktisk kom til at læse om hende. 

Og så alligevel slugte jeg også denne bog som var det medicinen mod den dødelige sygdom livet er. Bare fordi en bog ikke er genial, så kan den stadigvæk godt være rigtig god.

TITEL: Just Kids FORFATTER: Patti Smith FORLAG: Bloomsbury SIDEANTAL: 306 UDGIVELSESÅR: 2010

Keith Richards - Life

Hvor meget kan man stole på en selvbiografi?  Det ved jeg ikke, men når det drejer sig om en af verdens største rockstjerner, Keith Richards, betyder det så så meget om det er sandt eller ej? Sidder man så ikke bare i ave og føler sig beæret over at få lov at være i hans selvskab? Jeg har faktisk aldrig sådan rigtig lyttet til den slags, men stemningen kom ligesom over mig, og jeg skulle da lige høre hvad alt postyret drejede sig om. Nu har jeg så spillet Rolling Stones på repeat i en uge.

Bogen er skrevet et lettilgængeligt og morsomt sprog tilsat en lang række af bandeord. Den er skrevet på en måde, så man føler, at han taler direkte til en, som en virkelig sej rock'n roll bedstefar der slænger sig i en sofa og fortæller. Mest fortæller han om personer, hvilket ikke er alt for interessant, da jeg ikke hvem 95% af dem er. Nogen af dem kunne jeg sikkert have slået op, men der er rigtig mange navne, og det ville have taget en evighed. Jeg valgte at nøjes med bare at lade mig rive med af stemningen, og det er en god stemning, selv de vildeste herointåger og en kold tyrker virker på en eller anden måde glamourøse i hans selskab.

Det vigtigste for mig ved denne bog var at sætte denne bog ind i en musikalsk og social kontekst. Keith Richards var ikke en eller anden fra ungdomsoprøret der tilfældigvis viste sig at være god til det der med en guitar. The Rolling Stones voksede ud af en blues og rythm and blues scene, der var kontinuitet i det, der var en mening med det hele. Det der med ungdomsoprøret, det var bare sådan de var, og det var sådan verden omkring dem med tiden formede sig. Keith Richards viser sig dog også hovedsageligt at være en musik nørd der er lidt rap i kæften og lidt rigelig vild med de 'søde' sager, for stoffer, dem er der masser af.

Stoffer er der faktisk rigtig mange af, især heroin. Keith Richards beskriver sig selv som en eksemplarisk stofmisbruger, og det er her det med sandheden måske godt kan drages i tvivl, for hvor ansvarlig en misbrugsforældre kan man være, når man er så bevidstløs, at man ikke engang vågner når politiet står og rusker i én?

Der er en del morsomme historier, blandt andet en hvor han tager to sværd og jagter en ung mand til sin datters bryllup, fordi den unge mand har stjålet et par forårsløg. For mig udenforstående, er det de sjove historier der er mest interessante, men det er ikke dem der er dominerende. Denne bog er hovedsageligt skrevet til musiknørderne, hvilket på sin vis er meget charmerende.

TITEL: Life FORFATTER: Keith Richards FORLAG: Phoenix SIDEANTAL: 613
UDGIVELSESÅR: 2010

Monkey hunting

For at være ærlig så handler rigtig mange bøger om stort set de samme ting, det være sig gode eller dårlige bøger, men engang imellem, får man fat i en bog der bare handler om noget helt andet. "Monkey hunting" er en af de bøger, den handler nemlig om kinesiske slaver på Cuba, og om den rodløshed der følger med i generation efter generation.

I bogen følger man fire generationer af Chen Pans familie, i en ikke lige linje. Chen Pan er son af en mislykket poet og bonde, og da høsten et år slår fejl, underskriver han en kontrakt og bliver sendt til Cuba. Det bliver dog hurtigt klart, at han har ladet sig sælge som som slave til sukkerrørsplantagerne. Chen Pan klarer sig godt som slave, og de egenskaber hjælper ham, da han flygter og lever 300 dage i junglen, hvorefter han opbygger en antikvitetsforretning og tjener rigtig mange penge. Hans livs kærlighed er den afrikanske slave Lucretia, som han køber, og på trods af venner og families opfordringer, får han sig aldrig en ny kone efter at hun dør og efterlader et stort hul i ham.

Chen Pan ender med hverken at være kinesisk eller cubansk, og ligegyldigt hvor hans børn, børnebørn og oldebørn er, så hører de aldrig nogensinde til eller finder sig til rette, hverken i kolonialisme, kommunisme, socialisme eller kapitalisme, hverken i krig, fred eller revolution, Kina, Cuba, USA eller Vietnam. Det er som om hver generation bliver mere og mere rodløs, men hvad er det der giver denne rodløshed? Chen Pan er måske slave, men han blev hverken slået ned eller taget til fange, han solgte sig selv, og måske gjorde han det, fordi han i forvejen var rodløs. Hans far var en mislykket poet, ikke fordi han var en dårlig poet, men fordi han ikke passede ind i nogle meget faste rammer, så måske startede rodløsheden med ham. For Chen Pan betyder faderens digte meget, men gennem generationerne udvandes trangen til poesi, og derfor bliver rodløsheden sværere at bære.

Fra da Chen Pan forlod Kina for at blive slave på Cuba i 1857 til oldebarnet Dominique forlader en gravid Luder i Saigon i 1970 er Kina et forvandlet sted og med Mao og kulturrevolutionen bliver Kina lige så rodløst som Chen Pans familie. Dominiques far forlod Cuba da revolutionen kom, og Dominique ender med at kæmpe i vietnamkrigen for amerikanernes side hvorfor hans cubanske mor ikke vil tale til ham mere. Chen Fang er et af Chen Pans næsten ukendte børnebørn. Pige, vokset op som dreng, trædende udenfor normerne og datter/søn af en afrikansk kineser født og bosat i Cuba, hun står ikke en chance da kulturrevolutionen bryder ud. Dominique og Chen Fang bærer straffen for fædrenes forræderi, et forræderi der ikke består i andet end ikke at være en del af den kommunistiske revolution i Cuba såvel som Kina.

Bogen er i Sydamerikansk stil skrevet i fantastik, det vil sige en lidt mere brugervenlig version af magisk realisme, lidt i stil med Isabel Allende. Det er Chen Pans kinesiske mors spøgelse, det er jungletrommer og det er regnskovens hemmelighed, men det hele er så diskret, at man næsten ikke lægger mærke til det, og dog er det der og adskiller den fra realismen.

bag i bogen er der et kort forfatter interview og nogle arbejdsspørgsmål, ud fra hvilke man godt kan regne ud, at der måske ikke er en hulens masse kød på fortællingen, og det er nettop bogens problem, 251 sider er simpelthen ikke nok til at omfatte fire generationer. Fordi der ikke er nok kød på, er det også svært for mig at danne et billede af historien inde i hovedet, og langsomt vil bogen sive ud af min erindring, og en eller anden dag vil jeg se på mine noter og overrasket udbryde "Gud ja, den har jeg også læst.

TITEL: Monkey Hunting FORFATTER: Cristina Garcia FORLAG: Ballantine Bookks
SIDEANTAL: 251 UDGIVELSESÅR: 2003 (2004)

Om Idræt

To reportager OL i München 1972 og fodbold VM i Mexico 1986.

Det siger vist en del om mig, at jeg er nødt til at proppe et 'fodbold' ind i den sætning, for hvilket andet VM ville fange vores interesse nok til at udgive en hel halv bog om?

Enquist er sportsentusiast og tidligere atlet, men han er også en forfatter der ynder at udstille menneskets smålighed og utilstrækkelighed. Verden har et stort fint glansbillede som vi kalder OL, men OL er og har aldrig, i hvert fald ikke i nyere tid, været hvad vi synes det skal være. Enquist interessere sig meget for det politiske og psykologiske spil der foregår på banen og ude i kulisserne, og det er ikke altid lige kønt.  Og så er det lige OL i '72, året hvor legene blev skændet af en terrorhandling, året hvor glansbilledet prioriteret frem for menneskeliv 'the game must go on, dead or alive', men sport og politik hænger sammen. Enquist har en kærlighed til de kæmpende atleter, som en voksen der kaster et kærligt blik på børnene på en legeplads, og hans skildring af deres nærmest kunstneriske udfoldelse er både smuk og til tider helt sørgmodig, men den grimme politik forsvinder aldrig helt ud af synsvidden.

OL er lige gået i gang, og det plejer altså ikke at interessere mig synderligt, og en af grundende er dumme sportsjournalister og deres åndsbollede spørgsmål 'hvordan synes du selv at det går?', men Enquists poetiske skildring af hvordan der er smukke præstationer midt i noget der, hvis man kradser lidt i overfladen, er grimt og hårdt, og han går det interessant, han gør at jeg lidt mere bider mærke i hvad der egentlig foregår.

Den del der handler om VM er dog ikke helt så interessant, det virker som om han egentlig ikke rigtigt gider. han har desuden skiftet fra svensk til dansk fokus, og det klæder ham ikke, eller også er det 80'erne der ikke lige er ham. Siger det mon noget at Mexico heller ikke gider? Landet har lige været ramt af et jordskælv og arbejdsløsheden og fattigdommen er stor, men de udenlandske fodboldturister og journalister skærmes for dette syn. Revolution eller kage.

Interessant er det dog at se den teknologiske udvikling, for i '86 fik sportsjournalisterne stillet nogle meget spæde databaser til rådighed, muligvis også noget der kunne minde om et internet, hvorfra de kan få data de lige så godt kunne finde andet steds, men det er fremskridtet, det er sådan man gør, men mit moderne pigehjerte er ikke imponeret, og det var Enquist vist heller ikke dengang.

ORIGINAL TITEL: Två reportage om idrott DANSK TITEL:  Om idræt FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 304 UDGIVELSESÅR: 1972/86

Troldepus bind 11-20

Troldepus er i denne anden omnibus af Dines Skafte Jespersen blevet ældre (og højere) og han begynder i langt større stil at bevæge sig ud af sin, eller rettere Troldefars, sikkerhedszone, men Troldefar har også fået langt større tiltro til ham, så han blander sig ikke længere så meget i knægtens skøre påfund.

I Første bind bevægede Troldepus sig hovedsageligt i skoven og på bondegårde og landsbyer i landet omkring, men nu kommer han ud i mosen og ud til havet, ja sågar ned på havets bund, og han kommer også på langfart, til Afrika, Grønland og lapland.

Som alle andre lignende bøger fra gamle dage, så var Troldepus i Afrika en pinefuld affære, og som så mange andre steder bliver det glemt at Afrika er en kæmpe stort kontinent, og består af meget mere end savanne og lerklinede hytter, men så var der heldigvis 9 andre og bedre bøger jeg kunne forlyste mig med.

På trods af, at vi snart må have bevæget os ind i 70'erne da bøgerne blev skrevet, så er det stadig en verden befolket af handyr (også i stor stil hos menneskene). Hvis der optræder et hundyr, så er det ikke hende Troldepus bliver venner med, men i stedet hendes mand.

Og Pussi Troldunge er endnu ikke gammel nok til at få sig sine egne venner, hun forlyster sig bare med de dyr Troldepus bringer hjem til hende, og det gør han gerne, sjældent har man set så hjælpsom og hengiven en storebror der lejer med sin søster, fortæller godnathistorie og forkæler hende på leder og kanter, men heldigvis, for at det ikke skal blive for kvalmt og sukkersødt, så længes han dog en gang imellem væk fra rollen som babysitter og vil hellere ud på egen hånd.

Mit yndlings element ved denne omnibus er, at Troldepus' forældre optræder mere som individuelle personer, og især forholdet mellem Troldepus og Troldefar udvikler sig. Troldefar ønsker sågar at være med i noget af alt det der menneske halløj spm Troldepus går og har gang i, og da troldefamilien skal ligge i telt er han helt ked af, at de ikke prøver at overtale ham til at tage med, da han allerede en gang har sagt nej, heldigvis for Troldefar, får han oprejsning, da turen går galt og han må komme og redde sin kone og datter (Troldepus kan godt klare dig selv). Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg at Troldefar så småt begynder at være stolt af alle sin søns føjterier.

Troldepus 1-10 Her
Troldepus 21-30 Her

Troldepus bind 1-10

Cicero har udgivet de samlede værker om Troldepus i fire bind med ti bøger i hver, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at købe dem alle sammen. Bøgerne er skrevet af Dines Skafte Jespersen der ud over at være forfatter også var overlærer, eller var det skoleinspektør. Som i kan se, så har jeg virkelig gjort mit skolearbejde godt.


Bindene handler om Troldepus der bor med sine forældre i en høj midt ude i en dansk skov, her render han rundt med sine venner Morten hare og Peter pindsvin, og de dyr der ikke vil være hans venner kanøfler han til underdanighed, eller også slår han dem ihjel eller sender dem på flugt.

Troldepus er meget fascineret af menneskerne, men Troldefar er bange for dem, og da Pus's kunster bliver for meget for ham, sender han ham som straf op til bestefaderen, den gamle Fjelgubbe, men det er slet ikke nogen straf, for pus nyder sin ferie langt deroppe i Norge, hvor han lærer et par endnu frækkere troldunger om hvordan man skal behandle dyrene ordentligt.

Pus har fået smag for eventyret, så da der skal soves vintersøvn smider han sin trylledrik i pejsen. Pus må så med sine venners hjælp klare sig i de lange vintermåneder, men det går nok, for uden Troldefar til at holde ham i ørerne, er der intet der forhindrer ham for at interagere med menneskerne (dog med sin hvide pind i munden så de ikke kan se ham). Der bliver fejret jul og der bliver skudt nytår ind, for menneskerne har det godt, og Pus sørger også for at hans venner også kan nyde godt af alt menneskernes overflod.

Det bliver forår og Pus burde lægge sig til at sove så hans forældre ikke opdager noget, men eventyret kalder i København, men Troldefar henter ham hjem, og han må fortælle alt hvad der er hændt ham. Troldemor bliver på begge deres vegne om, at Pus har bevist sit værd, og vist at han godt kan klare sig selv. Troldefar er ikke glad, men han er glad for Troldemors mad, så han siger hende ikke imod.

I løbet af foråret får Pus sig en lillesøster, lille Pussi Troldunge, og nu må han dele sin tid mellem eventyret og sin rolle som storebror/barnepige, men eventyrene stopper nu ikke for den lille Trold der både får lov til at lege med Troldefars magiske pulvere og komme på rednings mission til mosen, hvor lille Pussi har fået forvildet sig ud.


Jeg er ofte meget glad for at læse børnebøger, for ud over at være sjovere, hyggeligere og mere enkle end voksenbøger, så siger det rigtig meget om et samfund hvad det er vi prøver at lære vores børn, og man lærer meget af Troldepus. Vi lærer selvfølgelig meget om skoven, gården, byen og strandens dyreliv og om hvordan en frisk dreng bør rende rundt udenfor og klatre i træer og have det sjovt, for Pus er en hittepåsom dreng der skal prøve det hele om som ikke kan lide at sidde stille.

Men mest af alt er bøgerne en guide til almen høflighed, for selvom Troldepus er fræk som katten, så er han også en høflig ung mand der taler pænt til alle, og det er kun hvis de ikke behandler ham og hans venner pænt at han kanøfler dem, men nogle dyr er slemme og dræber for sjov og ikke bare for at få mad, og de skal ikke vide sig sikre for hverken Pus eller Jespersen er bange for døden.

Det er jo så ikke kun Pus der skal handle respektfuldt overfor de voksne, de skal også behandle ham med værdighed, for det skal gå begge veje. Den første bog er fra 1959, så Jespersen var lidt i god tid, for mange andre børnebøger fra den tid handler om artige små børn der er underlagt de voksne og glade for det.


Alligevel er bøgerne om Troldepus tydeligvis bøger fra en anden tid, og jeg snakker ikke bare om ting som fedtemader, træsko og tornyster, for ud over at Pus faktisk er fysisk aktiv hele tiden (helt utænkeligt i vore dage) så har han et meget stort ansvar for pasningen af sin lillesøster.

A pro pos Pussi, så kom hun til i 1973, og jeg vil mene, at hun blandt andet skulle bruges til at få pigekønnet ind i bøgerne, for indtil hun dukker op er verden befolket af drenge mænd og koner, men piger og pigeinteresser er ikke noget der rigtigt bliver brugt tid på. Men da bindet slutter er hun dog kun en baby, så det må vente til hun bliver lidt ældre.


Her til sidst vil jeg lige fortælle en lille sjov information, nemlig at nytårsbogen lægger meget vægt på at man ikke skal være bange for fyrværkeri og man bare skal knalde løs, endnu et billede på at bøgerne er ved at være ret gamle, men de holder faktisk, og jeg kan ikke vente med at dykke ned i den næste, og næste, og næste igen, for de besidder bestemt en litterær kvalitet.

Troldepus 11-20 HER
Troldepus 21-30 HER

Growing up catholic

"Growing up catholic" af Mary J F C Meara, Jeffrey A J Stone, Maureen A T Kelly og Richard G M Davis fra 1984.

Jeg fandt denne lille perle i en genbrugsbutik til en 10'er. Nogle gange er det utroligt hvor heldig man kan være. Jeg har haft den stående på min reol længe, for jeg har nok haft en tendens til at forsømme den religiøse litteratur, og det galdt også selvom den faldt under kategorien humor.

Vi er skøre vi katolikker, og her i bogen kan man læse præcis hvor skøre, for dette er næmlig et antropologisk studie af disse underlige væsener der spræder sig over hele kloden. vi følger et typisk (amerikansk) katolsk liv fra vugge til grav, ikke som en biografi, men som en håndbog i livets faser, og med humor introduceres læseren til alle aspekter af et katolsk liv lige fra nakkebøjende syndsforståelse til Marvel comics JP II biografi (Johannes Paul II).

Har nonner hår? hvor i kirken er det passende at sætte sig? Hvilke film må man ikke se? Er det en synd at spise den sidste halvdel af sin hotdog hvis man pludselig kommer i tanke om, at det er fredag? Hvordan vælger man i en alder af 14 år det perfekte firmelsesnavn (når man bliver konfirmeret er der mulighed for at tage (endnu) et mellemnavn)? Hvordan forlader man bedst kirken og hvordan skal man efterfølgende opføre sig? Hvad er det tidligste man kan forlade messen? Hvad ændrede sig efter VK II (ikke venstre/konservative, ej heller 2. verdenskrig men derimod 2 vatikanerkoncil hvor det blev besluttet at fejre messer på folks modersmål)?

Det er sådanne spørgsmål bogen behandler, og ofte gives der to svar, hvad folk gør og hvad folk burde gøre, hvilket ikke altid er det samme.

Jeg er ikke vokset op som katolik, men jeg kender nok barnefødte katolikker (født ind i katolske familier, ikke katolikker født af børn) til at kunne se hvor hysterisk morsom bogen faktisk er. Jeg kender også vores traditioner og ritualer, vores dogmer og særheder. Jeg kender messen, jeg kender skriftemålet, jeg kender højtiderne og jeg kender præsterne og nonnerne. Hvad jeg dog ikke kender er de katolske skoler, tiden før VK II og USA(selvfølgelig kender jeg USA, men jeg har ikke boet der siden jeg var 5 måneder gammel, så jeg kender det mest fra film og bøger)

Hvis man slet ikke kender noget til den katolske kirke, vil man nok kun få meget lidt ud af bogen. Hvis man tror man ved en masse om den katolske kirke, men at man har al sin viden fra Dan Brown, så vil man nok tænke, HA, de katolikker er nogle overtroiske fjolser. Men hvis man kender den katolske kirke og dens medlemmer bare sådan nogenlunde, så er denne bog et kup, ikke ahttp://www.blogger.com/img/blank.giflene bliver man underholdt, man får også lige opfrisket hvordan det nu var med skærsilden, eller man kommer i tanke om, at skriftemålet er mere end bare at bekende de aller værste af sine synder.

Eftersom det er en amerikansk bog der tager afsæt i 1970'erne, så spiller The Kennedys en prominent rolle, hvilket jeg ikke kunne være meget mindre interesseret i, men det er ikke noget der umiddelbart generer min læsning.

"Groving up catholic" startede jeg på i søndags, og den påvirkede mig så meget, at jeg ønskede at det var søndag igen, så jeg kunne komme til skrifte og messe, for det gjorde jeg nemlig ikke i søndags. På grund af den lette tone i bogen blev jeg ikke plaget af dårlig samvittighed, hvilket jeg ellers nemt bliver.

En dag da jeg tilfældigvis mødte en veninde HER talte vi om det at være katolikker og vores begrem om skyld og skyldfølelse. Det er et emne bogen tager op flere gange, for det er nemlig en stor del af den katolske tro, for ikke nok med at det såre dig selv og dine nærmeste, det slår også naglerne dybere ind i Jesu hænder og fødder. Alligevel lykkes det bogen at behandle emnet, så det bliver morsomt og tilgængeligt.

Jeg vil anbefale bogen til alle mine katolske venner, men ikke nødvendigvis til jer andre, og hvis i ikke kan få fat på et eksemplar selv, så kan i altid låne mit, og hvis den bliver væk, ja så skidt, den kostede kun en 10'er