Gilgamesh mm

Et sted på nettet stod der, at alle jo kender historien om Gilgamesh (og hvad der står på nettet, det må jo være sandt). Jeg kendte den dog ikke, ikke før jeg kom på universitetet i hvert fald, jeg tror faktisk ikke, at jeg kendte nogen af de mesopotamiske myter, så her vil jeg starte ved begyndelsen (skabelsen), tage oversvømmelsen med og slutte af med selve beretningen om Gilgamesh, for det er sådan Bent Haller gør det om end han gør det hele helt forkert.

Skabelsen (enuma elish):

I begyndelsen før alt andet er der Saltvand og ferskvand, Tiamat og Apsu. Guderne skabes i Tiamats mave. De larmer, så Apsu vil dem til livs, men Tiamat advarer dem, så Ea, den stærkeste af alle guderne, slår ham ihjel og får sønnen Marduk. Marduk leger med vindene hvilket nogle af de guder der stadig bor i Tiamat, og de overtaler hende til at hævne sig over hendes dræbte mand, Apsu. De gode guder ved ikke hvad de skal stille op, og Marduk tilbyder at ordne det, hvis han bliver leder. Han slår Tiamat ihjel og river hendes krop i stykker og skaber himlen og jorden. Kingu, Tiamats anden mand, som opildnede hende til kamp, bliver også slået ihjel og af hans blod skabes mennesket.

Stormfloden (Atrahasis):

Mennesket skabes fordi guderne er trætte af at arbejde, men menneskene formerer sig og larmer, og med jævne intervaller må guderne sende hungersnød og epidemier for at reducere menneskenes antal. Til sidst beslutter guderne at udrydde alle da de er alt for besværlige, men Enki advarer Atrahasis, som skal bygge en båd for at redde sig selv, sin familie og nogle dyr. Guden Enlil er rasende over menneskets redning, men de får trods alt lov til at leve.

Stormfloden (Gilgamesh):

Guderne vil sende en stormflod for at udrydde menneskene, men Ea advarer Utnapishtim, som bygger en båd til sig selv, sin familie, sine arbejdsmænd og markens dyr. Floden varer i seks dage og seks nætter. Da den slutter sender han først en due, så en svale og så en ravn ud. Da ravnen ikke kommer tilbage lugger han folk og dyr ud af båden, hvorpå han ofrer til guderne. Guderne er trods alt alligevel glade for at menneskene har overlevet og Enlil velsigner Utnapishtim og hans kone med evigt liv.

Gilgamesh:

Gilgamesh var 2/3 gud 1/3 menneske og han var en stor og stærk konge og lidt af en tyran. De unge piger havde han sex med på deres bryllupsnat (en gammel skik, droit de seigneur, herskerens ret) og de unge mænd dystede han mod, og folk var egentlig godt og grundigt trætte af ham, derfor klagede de til guderne. Guderne skaber derfor en vildmand, Enkido, som skal være Gilgamesh' ligemand.

Enkido lever sammen med dyrene og beskytter dem mod jægernes fælder, det bliver de trætte af, så de klager til Gilgamesh, som sender en tempelskøge ud, og hun tæmmer Enkido ved at have sex med ham.

Enkido og Gilgamesh kæmper og Gilgamesh vinder med nød og næppe, og de bliver de aller bedsteste venner og sjælebrødre. Sammen bekæmper de halvguden/monstret Humbaba og den kæmpemæssige Himlens tyr, men påkalder sig derved gudernes vrede, og Enkido må derfor dø, hvilket han klynker enormt meget over.

Efter Enkidos død bliver Gilgamesh vanvittig af sorg og opsøger Utnapishtim i det hinsides for at få hemmeligheden til et evigt liv. Utnapishtim beder ham holde sig vågen i seks dage og seks nætter, men han falder dog straks i søvn, som plaster på såret får han dog at vide hvor han kan finde en plante der vil gøre ham ung igen. Han mister dog planten da han lægger den fra sig for at tage et bad.

Jeg ved ikke hvilken historie Bent Haller bygger "Ba-bels bog" på, men det er i hvert fald hverken den arkadiske eller den babylonske (de ældste) for det er dem som jeg har læst i "Myths from Mesopotamia" og de bærer kun begrænset sammenligning, det er heller ikke tekster jeg kan finde noget om på internettet, og det irriterer mig. Det der irriterede mig mest var dog, at jeg mange gange har overvejet at læse "Ba-bels bog"  I STEDET FOR den oprindelige (oversatte). Så mest af alt handler min egen irritation om dovenskab og skam, skam over at ville tage den lette løsning.

Bent Haller har sat guden Ba-bel til at være far eller konge over guderne, hvilket er noget forfærdeligt sludder, da Babel blot er det hebraiske ord for byen Babylon. Bent Haller fortæller om hvordan Ba-bel skabte et mere kosmisk og naturvidenskabeligt tro univers, med planeter der kredser omkring solen, han har også menneskene til at læse i stjernerne, men i myterne er det drømmende der fortæller dem om fremtiden.

Tilføjet august 2015

Sex spiller en vigtig rolle i begge Gilgamesh-historierne.

" Shamhat loosened her undergarments, opened her legs, and he took in her attractions. [...]and he lay upon her. She did for him, the primitive man, as women do".

Dallay s. 55

"Hun spredte benene lidt mere, så han kunne mærke lugten og blive yderligere ophidset".

Haller s. 123

Samt denne illustration fra Rydahl s. 11.

Sex er det som er Enkidos syndefald, da han går i seng med tempelskøgen, Shamhat (i Bent Haller er det i stedet Gilgameshes førstehustru, Hetære). Efterfølgende vil dyrene ikke længere kendes ved ham og han kan ikke løbe så ubesværet som før, og han iklæder sig klæder og drager ind til byen. I Bent Hallers bog spiller det dog en endnu væsentligere rolle, da Hetære opretter kærlighedsskoler og hele Babylon bliver opslugt af seksuel eufori og udnævner hende efter hendes død til gud. At Babylon skulle have fået sexkuller fremgår er et par linier i Erra og Ishum (som jeg ikke lige kan finde på stående fod) en tekst der minder meget om Biblens profetiske litteratur og deres svada af lokalbefolkningen.

De mesopotamiske myter er gode, og Bent Hallers bog er egentlig slet ikke dårlig, men jeg bryder mig slet ikke om at han træller andre myter med ind, som slet ikke har noget at gøre her. Han indikere for eksempel, at alt dette skulle foregå før babelstårnet, men Gilgamesh myten bygger på en faktisk engang spild levende konge fra historisk tid langt langt langt efter babelstårnet.

Temaet i Gilgamesh er at lære at respektere døden. Først føler Gilgamesh sig udødelig, men efter vennen Enkidos død, lider han af frygtelig dødsangst.

Tilføjet august 2015:
Ved et rent tilfælde stødte jeg på John Rydahls gengivelse af historien om Gilgamesh for børn og folk som mig, og den kan nærmest betegnes som genial. Rydahl gør noget så usædvanligt som at tage en god, men svært tilgængelig historie, og skrive en moderne og letlæst historie som følger den gamle UDEN AT ÆNDRE NOGET VIGTIGT. Han opfinder ikke sin egen historie, morale eller humor. Det er som om han rent faktisk repektere den originale historie for hvad den er, en af verdens ældste overlevende historier, en historie som har været med til at forme den verden vi lever i i dag, en historie som oprindeligt var så god, at den har overlevet i 5000 år, som er så god, at den faktisk ikke behøves at blive lavet om.

ORIGINAL TITEL: Myth from Mesopotamia DANSK TITEL: ingen FORFATTER: ukendt OVERSÆTTER: Stephanie Dallay FORLAG: Oxford world's classics SIDEANTAL: 339 UDGIVELSESÅR: 1800 f kr (1989/2000)

TITEL: Babylonske religiøse tekster FORFATTER: ukendt OVERSÆTTER: O E Ravn FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 145 UDGIVELSESÅR: 1800 f kr (1953)

TITEL: Ba-bels bog FORFATTER: Bent Haller FORLAG: Aschehoug SIDEANTAL: 335 UDGIVELSESÅR: 2006

TITEL: Gilgamesh FORFATTER: John Rydahl ILLUSTRATOR: Gitte Skov FORLAG: Religionpædagogisk Forlag SIDEANTAL: 63 UDGIVELSESÅR: 2012

Barn Jesus i en krybbe lå

Denne bog er skrevet af Kirsten Nielsen, som jeg på universitetet har haft til et fag om Genisis (1. mosebog). Hvilket gjorde at det undrede mig, at hun har skrevet en bog om noget så essentielt for det NYE testamente som juleevangeliet (Lukas 2,1-20). Hun er en sød ældre dame, og blændende dygtig. Hendes forsknings områder er Gammel Testamente; Bibelen som litteratur, gudsbilleder i Bibelen, intertekstualitet, Jobs bog, metaforik, Satanskikkelsen i Bibelen, og Bibelens receptionshistorie; bibelsk billedsprog i moderne salmer (kopieret fra universitetets hjemmeside). Derfor giver det alligevel god mening, for juleberetningen er ikke nogen enkeltstående tekst som kun findes hos Lukas, den har rødder mange steder i det gamle testamente, den findes hos evangelisterne, den strakte sig ud og blev til et utal af manuskripter som ikke kom med i den endelige udgave af Biblen, de såkaldte gammeltestamentlige pseudopigrafer og de nytestamentlige apokryfer, og i dag kender vi den blandt andet fra vores salmer, og det er ud fra disse sammenhænge, at Kirsten Nielsen har skrevet sin bog.

Bogen koncentrerer sig om julekrybber, og Kirsten Nielsen har brudt dem ned til deres enkelte bastandele. Der er den hellige familie, oksen og æslet, hyrderne, englene de hellige tre konger og stjernen. Hver del har sin egen historie der ikke altid hører til hos Lukas. Lad os for eksempel tage oksen og æslet som findes i mange julekrybber, som som hverken står nævnt i Lukas eller hos de andre evangelister. Der står til gengæld noget hos profeten Esajas:

Oksen kender sin ejer,
æsel sin herres krubbe;
men Israel kender ikke mig,
mit folk fatter intet.
                              Es 1,3

Så oksen og æslet er med fordi de genkender Jesus som Guds søn i modsætningen til menneskene. Sammenkoblingen af Jesus' fødsel og oksen og  æslet laves i de nytestamentlige apokryfer, i det uægte Matthæusevangelium fra det 9. århundrede.

Alt dette baggrundsmateriale gør dette til en helt speciel julebog på den, fra mit perspektiv, fede måde, men den er også skrevet på en helt speciel måde, på den ene side, er det bedstemoderen/præsten der kommer op i hende der fortæller en sød lille historie om Jesusbarnet der kom til verden julenat, omringet af mennesker dyr og engle, men samtidig kommer universitetsprofessoren op i hende, og bogen er fuld af kildehenvisninger der, hvis man ikke er vant til den slags, kan virke forvirrende på læsningen. Problemet, hvis man kan kalde det det, er, at "Barn Jesus i en krybbe lå" er en sammenfatning at to allerede eksisterende bøger, "Barn Jesus i en krybbe lå" (samme titel) af Ingeborg Pedersen og julekrybbens historie, og "Kristi fødsel" af Ole Davidsen, om, ja du havde nok gættet det, Jesus' fødsel.

Det er spændende hvordan teori (kilderne) og praksis (julekrybberne) smelter sammen til en forståelig helhed, for det hele er ganske forståeligt. Det eneste der kan forvirre er, at man på forhånd bør vide lidt om hvordan Biblen som vi kender den blev til, og om de tekster der ikke kom med, men kan man abstrahere for det, så er dette en rigtig god lille bog.

TITEL: Barn Jesus i en krybbe lå FORFATTER: Kirsten Nielsen FORLAG: Det Danske Bibelselskab SIDEANTAL: 51 UDGIVELSESÅR: 2004

Solis billedbibel

I forbindelse med trykkekunstens opfindelse, og i forbindelse med reformationen begyndte Bibler at blive tilgængelige for menigmand på eget sprog i stedet for på latin, men det var der ikke altid lige meget ved, for store dele af bekolkningen kunne ikke læse eget sprog meget bedre end de kunne latin, så der kom en voksende industri af billedbibler.

Når vi tænker på billebibler, tænker vi normalt på noget der er for børn, men ikke dengang. Disse billedbibler var dog for voksne og var ofte for de fattige for det var dem der ikke kunne læse. Jeg har tidligere haft om det i BIBLIA PAUPERUM NOVA. I bogens forordet står der ganske lidt og disse Bibler, men ikke så meget som jeg personligt godt kunne have tænkt mig. Virgil Solis var en af de mest berømte, men var hans Bibel også for de fattige? Eller havde de rige også fået øjnene op for godt kunsthåndværk? Også dengang må det vel have presset priserne opad.

I 1500-tallet hvor denne Bibel er fra vidste man meget lidt om klædedragtens historie, og alle folk er derfor klædt i renæssancestil, hvilket giver et nærmest farverigt indtryk på de sort-hvide billeder. Det er generelt nogle meget 'farverige' billeder med ædle landskaber, overdådige paladser og Moses med horn.

Moses med horn er et meget brugt billede i middelalderen. Det stammer fra den hebraiske tekst QRN (qaran) som både kan betyde at have horn og have stråler (glorie?) og så er det et vurderingsspørgsmål som jeg ikke er kvalificeret til at tage, men min hebraisklærer siger stråler, for hvorfor i alverden skulle han have horn, hvilket jeg da sagtens kan se, men hvis han på den anden side havde sagt, at selvfølgelig havde Moses horn, så ville jeg sikkert finde det lige så logisk, simpelthen fordi det var ham der sagde det.

Hvilke skriftsteder der er blevet udvalgt til at blive illustreret, kan jeg ikke se nogen logik i. Er det Solis personlige favoritter? Er de udvalgt af en biskop/ kardinal eller en mæcen som et bestillingsarbejde? Eller er der tale om et udtryk for en i 1500-tallet fremherskende teologi? Umiddelbart tror jeg mest på det første og mindst på det sidste, for evangelierne fylder nul og niks (14), hvorimod Johannes åbenbaring fylder hele 26 af bogens 146 illustrationer.

ORIGINAL TITEL: Bibliche Figuren DANSK TITEL: Solis' Billedbibel FORFATTER: Vergilio Solis FORLAG: Wormianum SIDEANTAL: 157 UDGIVELSESÅR: 1560 (1986)

Jesus' historier

Ja, der er en lille ' i titlen, så det er historier AF Jesus (lignelser) og ikke OM Jesus, hvilket jeg i første omgang slet ikke havde lagt mærke til, så jeg blev en lille smule overrasket da jeg gik i gang med at læse den.

Ved i hvad børn? Der var engang en præst, og han hed Kaj Munk. Han skrev lange indlæg i avisen hvor han diskuterede heftigt med sine modstandere, sådan en heder et meget svært ord, han hedder en polemiker. Kaj Munk havde mange grimme ting at sige om vores demokratiske styreform, og han længtes efter Europas stærke mand, men så kom 2. Verdenskrig, og så blev den stærke mand i form af Hitler lidt for nærværende, og ham kunne Kaj munk heller ikke lide. Tyskerne ville statuere et eksempel, det vil sige at de ville vise folket hvem der bestemte, og så skød de ham, og det var jo ikke så godt.

Okay, jeg regner med at i syntes at det bare var en lille smule belastende at læse mig skrive på den måde, men sådan er hele bogen skrevet. Bogen er selvfølgelig skrevet for mindre børn end mig (jeg kan godt nogle gange regne mig selv for et barn), men falder børn virkelig for den slags? Gjorde de det dengang i 40'erne og ville de stadig gøre det i dag? Jeg har desuden altid troet at de til børnene henvendte sætninger var noget de voksne selv fyldte på den skrevne tekst, men ikke her. Det er ikke fordi, at jeg har noget imod at Kaj Munk henvender sig til børnene, det er mere det at han gør det hele tiden. Evig og altid står der en sætning der med mine øjne kunne oversættes til 'Jamen så hør dog efter, barn!", og evig og altid skal han forklare ord. Okay, den med at forklare svære ord, den kan jeg godt forstå, men det sjove er, at de ord der IKKE var grund til at forklare dengang, dem forstod jeg dårlig nok i dag, men det har mest at gøre med landbo udtryk.

Men måske var det vigtigt at minde børnene om at lytte efter, for de litterære i lignelserne ligger ikke just på højde med Harry Potter. Misforstå mig ikke, for her kan jeg få en masse mennesker på nakken, men lignelserne har meget at sige på et teologisk plan, ja sågar på et praktisk og hverdagsagtigt plan, men som historier der skal fange børns interesse, så tror jeg at børn i dag er for forvente, ellers skal de i hvert fald være meget små. Der er selvfølgelig undtagelser, som for eksempel historien om den barmhjertige samaritaner, og den har jeg da også en gang opført som skuespil med en flok børn som jeg underviste. Eller historien om den fortabte synd som er ca 20 gange længere end den korteste af småhistorierne.

Man kan lære meget om sin egen tro ud fra hvad vi lærer vores børn om troen, og derfor går det mig også meget på, når Kaj Munk selv opfinder ting. Han begår ikke alvorlige brud på præsteetikken, han ligger ikke ord i munden på Jesus som ikke passer med Biblens teologi, men han opfinder fakta om den historiske Jesus. Man ved ikke meget om Jesus, han blev født i Betlehem af en kvinde ved navn Maria, og hans (sted) far var tømrer og hed Joseph, han blev født i en stald og selv som barn havde han kloge ting at sige om Gud, men der ud over hører vi ikke rigtigt noget til ham før han er noget og 30 og lader sig døbe i Jordanfloden og derefter går rundt i landet og prædiker, omvender folk og udfører mirakler, det er hvad man ved. Man kan komme med nogle kvalificerede gæt om hvordan han levede sit daglige liv ud fra familiens formodede økonomi, ud fra hvor han boede og ud fra hvad man ved om mellemøstlig arkæologi. Man kan ud fra Jesus' fortællinger komme med et estimeret gæt på hvad han har lært om samfundet, politik, og arbejde. Hvad man derimod ikke ved noget om er om Josef var en dygtig og anbefalet tømrer, man ved ikke hvordan Maria styrede den hjemlige økonomi og man ved ikke hvad Jesus legede med som barn, men det påstår Kaj Munk at han ved, og han påstår ligefrem at en hel række af lignelserne handler og Jesus' egen familie, men hvorfor skulle han i lignelserne fortælle en masse gode historier om sin familie, når han i alle de andre evangeliske tekster er så afvisende over for dem?

Kaj Munk finder også på når det gælder jødisk praksis, eller rettere så projektere han kristen praksis over på historier der egentlig omhandler jøder, en jødisk præst ville for eksempel aldrig bede fader hvor, men fred være med det. Jødisk praksis er både smuk og spændende, men man skal ikke nødvendigvis forvirre børn mere end højst nødvendigt, og det er jo trods alt kristendommen han prøver at lære børnene om.

Nu vil jeg igen våge pelsen og påstå at Lolland og Jylland minder meget om hinanden. Kaj Munk blev født på Lolland, men udøvede sin præstegerning i Jylland, så han har været præget meget af begge steder, og med det mener jeg at landbolivet, og det ses tydeligt i denne bog, både i billeder og sprog og humor.

Han af Sted til Udlandet med sine Penge og ødsler dem alle sammen væk. Han bestilte aldrig noget, og han drak sig fuld hver Aften, og han var Kæreste med flere Piger paa eengang, og det er grimt, og det er ogsaa noget der koster.

Kaj Munk, "Jesus' historier", s. 28

Om det er alkoholen eller pigebørnene der koster vil jeg lade ubesvaret ;-)

TITEL: Jesus' historier FORFATTER: Kaj Munk ILLUSTRATOR: Herluf Jensenius FORLAG: Nyt nordisk forlag Arnold Busck SIDEANTAL: 73 UDGIVELSESÅR: 1943 (1951)

Gifttræets evangelium

Jeg fandt denne bog for 29 kr i Føtex. På forsiden står der med store gule bogstaver "international bestseller", om hvilket jeg tænkte, at det var sikkert fis i en hornlugte, for det kan hvem som helst jo komme og påstå. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at den var i min bogudfordring "1001 bøger du skal læse før du dør". Jeg kan så efterfølgende fortælle at bogudfordringen tog fejl, ikke med om den skulle med, men i dens resume, som var helt hen i vejret.

Bogen er et anklageskrift mod en brutal far der slæber sin kone og 4 døtre til Congo i slutningen af 50'erne, for at missionere, men han har ingen føling for lokalsamfundet og ødelægger alt for sig selv og sin familie. Og det er et anklageskrift mod USA og den vestlige verden der gik ind i Afrika, og voldtog det og stjal dets rigdom.

I 1960 får Congo sin selvstændighed og alle hvide forlader landet, men Nathan Price nægter, og han nægter sin familie at rejse.

17 januar 1961 bliver den demokratisk valgte præsident, Patrice Lumumba, myrdet under et kup støttet af Belgien og i ukendt grad også af CIA. Samme dag sker der en stor tragedie i Price-familien, og moderen tager sine døtre og forlader faderen og forlader landet, men de bærer alle på en stor følelse af skyld, både som amerikanere over for landet Congo, som familie over for lokalbefolkningen hvor de boede, og som personer over for den tragedie der ramte familien, og de kan ikke slippe Afrika. Familien bliver spredt over to kontinenter, og de de bare alle Afrika og deres skyld under huden som en parasit.

Så er det nu der skal siges en helt masse klogt og ideologisk om Afrika og den hvide mands indtrængen, men jeg ved ikke tilstrækkeligt til at kunne sige noget fornuftig. Jeg lærte rigtig meget, men slutningen endte med en alt for lang redegørelse der, taget ud af sammenhængen, var super spændende, men som afslutning på historien om familien Price, var det lidt et antiklimaks, for dette er ikke kun en historie om Afrika.

Bogen handler også i høj grad om religiøs fanatisme ledet af federen, og om hvordan alle pigerne på hver deres måde vender sig bort og finder egne veje, som her den forkerte søster, den underlige, den handikappede Adah:

"I organisk kemi, hvirvelløse dyrs zoologi og den benhårde symetri i Mendels genetik har jeg fundet en religion, der fungerer. Jeg reciterer grundstoffernes periodiske system som en bøn; jeg tager mine eksaminer som den hellige nadver, og afslutningen på det første semester var et sakramente. Min hjerne er proppet med en skov af fakta. Mellem træerne ligger fortvivlelsens vidt åbne sletter. Jeg smutter uden om dem. Jeg holder mig til skoven" (Kingsolver, s. 293)

Og lige som den følelse af skyld pigerne får efter familie tragedien, ligeledes bygger faderens brutale tro også på den følelse af skyld han slæber på efter krigen (2. verdenskrig). Hans tro er meget kontant, gode ting sker for gode mennesker, dårlige ting får dårlige mennesker, men man skal arbejde hårdt for Herrens velsignelse, man må ikke give op, bare fortsætte. Og denne tro presser han ned over sine piger med vold. Han forsøger også at omvende de lokale, med dundertale fortæller han dem, at de skel lade deres børn døbes i floden, men han forstår ikke, at der er krokodiller, og floden derfor er forbundet med den visse død, og derfor tordner han videre.

De første 2/3 af bogen er et anklageskrift mod faderen (den sidste mod vesten) og den er smukt formuleret, varieret og fængslende. Der er ikke nogen tvivl om, at faderen (vesten) er skurk, og jeg har intet problem med at han er skurk, men det er 4 mod en, og det er kun pigernes/kvindernes stemmer der bliver hørt. Jeg savner, at faderen bare en gang kommer til orde, han tordner op, men man hører kun pigernes gengivelse af hans tale.

Men jeg var godt tilfreds med bogen. Den ene dag sad jeg i toget og læste, og vi nærmede os lige så stille Aarhus. Jeg så op på uret og så ned i bogen. Det gentog sig et par gange, og jeg sad helt alvorligt og overvejede at blive siddende og tage turen tilbage til Viborg. Jeg gjorde det ikke, for turen hjem var lige lang, og gav mig lige lang tid til at læse videre, om jeg tog turen da, eller om jeg stod af gik i skole og tog turen hjem to timer senere. Pointen er i hvert fald, at det efterhånden er sjældent, at jeg føler sådan for en bog.

ORIGINAL TITEL: The poisonwood Bible DANSK TITEL: Gifttræets evangelium FORFATTER: Barbara Kingsolver FORLAG: Verve SIDEANTAL: 389 UDGIVELSESÅR: 1998 (2011)

Voldsmænd river det til sig

SPOILER ALLERT!

Tarwater er vokset op hos sin grandonkel, som er profet, og er blevet opdraget til, at det skal han også være når han bliver stor. Han når dog ikke at blive helt stor før grandonklen dør, og den kun 14-årige Tarwater står nu med ansvaret for at give grandonklen en god kristen begravelse, men men i hans bryst brænder der et ønske om at gå imod Guds vilje, og han drikker sig fuld ag sætter ild til huset hvor grandonklens lig befinder sig. Tarwarter er stolt over at have taget skæbnen i egen hånd, men han er nok også lidt bange, da han begiver sig af sted for at bo hos sin humanistiske onkel og dennes retarderede søn.

Tarwaters onkel ønsker at indprente Tarwarter nogle sekulære værdier, men Tarwater selv er mest af alt optaget af IKKE at døbe fætteren, Bishop, som er den mission grandonklen havde givet ham. Den samme modvilje som han havde mod grandonklens kristne indoktrinering har han også mod onklens humanistiske, og onklen begynder derfor hurtigt at hade ham.

Tarwaters onkel blev også som barn mærket af granonklen, troen blev plantet i ham og fik ham til at føle sig som noget særligt, men han har brugt det resterende af sit liv at luge ud, men det er ikke kun troen han luger ud, han luger også ud i den eneste omsorg der nogensinde er blevet vist for ham. Generelt viser ingen af personerne ret meget omsorg for hinanden, og denne grandonkel er da heller ikke jordens mest hjertevarme menneske, men i modsætning til alle de andre er han en engel, so to speak. Den omsorg onklen ikke har kunnet tillade sig selv at føle er han heller ikke i stand til at vise sin søn der er retarderet. Til tider føler han en hvis kærlighed til ham, men da denne kærlighed i slutningen af bogen bliver sat på en prøve, så viser den sig ikke at holde, og det volder ham ikke de store kvaler, faktisk lader det til, at han er stolt af ikke at elske sin egen søn.

Tarwater kæmper mod at skulle blive profet som grandonklen og grangiveligt også Gud ønsker, og i sin kamp for at slippe væk fra sin skæbne begår han to store ugerninger, men Gud og ham selv sørger for at disse ugerninger bliver opvejet, det skulle efter sigende være det bogens titel betyder.

"From the days of John the Baptist until now, the kingdom of heaven suffereth violence, and the violent bear it away." (Mat 11,12) The Douay Bible

"Men fra Johannes Døberens dage indtil nu tages Himmerige med vold, og voldsmænd river det til sig" (Mat 11,12) Bogens oversættelse

Det er en lidt tricky passage, og jeg måtte også hen og slå det op i en af mine gamle bøger fra dengang da jeg studerede teologi. Det viser sig da også at den moderne oversættelse i den autoriserede Bibel er meget mere blødsøden i det.

"Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig." (Mat11,12) Dansk bibelselskabs oversættelse

 Og endnu mere så i min teologibogs egen oversættelse

"Fra Johannes Døbers dage indtil nu bryder bryder himlenes kongedømme voldsomt frem, og de, der stormer det, griber det" (Mat 11,12) Mogens Mûllers oversættelse

Den gamle tolkning lyder nogenlunde sådan her; voldsmændene (Tarwater) forfølger dem der vil ind i Guds rige (grandonklen og Bishop) og tager det fra dem med vold, indforstået at det vil Gud dog ikke tillade.
I den nyere tolkning mener man dog ikke, at der hverken er nogle sproglige eller konteksmæssigt holdbare argumenter for dette.
Flannery O'Connor var glødende katolik, men der er sket meget i den katolske kirke siden dengang, og jeg synes ikke, at jeg kan finde ret meget af den for mig velkendte kærlige Gud i denne roman.

ORIGINAL TITEL: The Violent Bear It Away DANSK TITEL: Voldsmænd river det til sig FORFATTER: Flannery O'Connor FORLAG: Arena SIDEANTAL: 284 UDGIVELSESÅR: 1955 (2011)

Vor Frue i Aarhus

Mange mennesker tager til Odense Domkirke vor at se Claus Bergs berømte altertavle fra omkring 1530, men ikke alle ved at der også findes en i Aarhus, i Vor Frue kirke på Kloster Torv. 

Når man kommer inde fra byen, bliver man slået af den skærende kontrast mellem den smukke gamle kirke, og narkomanerne der har samlet sig i dens skygge, og går man indenfor fortsætter det forvirrende billede, for dette reformationen har ikke gjort noget godt for denne kirke., og endnu værre har den moderne tid været. Væggene er domineret af enorme malerier af kirkens godgørere i gigantiske rammer der kan få katolske helgener og deres altre til at virke ydmyge og pjaltede. Og orglet og kirkebænkene der er bygget i en underlig mellembrun let rødlig træsort virker som en midlertidig IKEA løsning, der lige er blevet proppet ind i sidste øjeblik. Dette billede blev dog ikke hjulpet af, at der var en mindre ombygning i gang bag i kirken.

Men nu var det ikke kirkerummet jeg var kommet for at se, men derimod altertavlen, i al sin katolske vælde, for ligegyldigt hvad man ellers måtte mene om folkekirken og protestantismen generelt, så er det nærmest irrelevant, for altertavlen er og bliver katolsk, jævnfør fire katolske helgener nederst på dørenes inderside. Man kan så undre sig og takke den himmelske skaber for, at den i det hele taget er blevet bevaret og ikke brændt under reformationsårene. Generelt var reformationen i Danmark en meget tam oplevelse i forhold til hvad der ellers gik for sig i resten af Europa.

Altertavlens hænger de 12 apostle og ser ned på én med forvrængede troldeansigter. Jeg gøs lidt, for jeg kom ude fra en af de få varme sommerdage og ind i den kolde kirke, men også fordi jeg følte at de så misbilligende på mig. Vi er i Danmark ret tolerante med påklædning, og i de protestantiske kirker endnu mere end i de katolske, men jeg var alligevel pinligt bevidst om, at mine små sommershorts ikke var passende til sammenhængen.

Det var slet heller ikke meningen, at jeg skulle have været i kirke, men jeg skulle finde noget at fordrive tiden med, og så kom jeg i tanke om altertavlen med korsfæstelsen. Siden barnsben har jeg haft en særlig fascination af lige netop denne scene. Jeg burde ikke sige dette, det er ikke en særlig god kristen ting at tænke, men billeder med Jesus bliver nemt alt for pæne og nuttede, og det er aldrig rigtig noget jeg er faldet for, men scenen med Jesus og de to røvere, den er grim, grum og blodig, og det er den i endnu højere grad på Bergs altertavle.

Mennesker, forvredne og fordrejede, syndige og lidende, det grimme i det smukke og det smukke i det grimme, guld og blåt, mand og kvinde, lyse og mørke.

Jeg var endda så heldig at være derinde mens der blev øvet til en kirkekoncert. Bach tror jeg, men hvad ved jeg. Jeg kan godt lide musik fra den tid, men jeg ved ikke noget om det, og ville ikke kunne kende den ene komponist fra den anden, men det er næsten altid Bach, så det er et sikkert gæt.

Bibelen på bloggen

Marcus Rubin er agnostiker, jurist og skribent på Politiken. Under et ophold i Jerusalem vælger han at læse hele Bibelen (uden apokryfen) fra en ende af og skrive om hans indtryk undervejs. Vi får først og fremmest en genfortælling fra Adam og Eva, over Moses, dommerne, og kongerne, hel over alle profeterne, Jesus, Paulus, og til sidst den store finale i apokalypsen. Undervejs får vi også forfatterens noget vattede holdninger, og små sjove iagttagelser.

Bibelen er en meget voldsom affære med sex og vold ad libitum, og det kommer meget bag på Rubin, der gang på gang bliver chokeret og synes, at det er enormt synd for de folk menneskelig eller guddommelig vrede går ud over, Rubin er nemlig kultur radikal, og så skal alting helst være så pænt, og selvom folk gerne må have andre holdninger, så må de helst ikke have en anden moral end den pæne danske (folkekirkelige om man vil det eller ej) 'nu skal vi alle være søde og lege pænt sammen', men sådan er Bibelen overhovedet ikke, ikke en gang i det ny testamente.

Jeg har ikke noget imod at folk er uenige med mig, faktisk kan jeg godt lide det. Det selv samme siger Rubin, men det forhindrer ham ikke i gang på gang at blive forarget, og jeg kan ikke helt beslutte mig for om det er sjovt eller bare irriterende. Egentlig ville jeg hellere have faret om med jævne mellemrum og skældt og smelt, det havde været sjovere.

'Biblen på bloggen' har dog været ganske nyttig for mig at læse, for jeg har nok mest læst Bibelen i sin helhed, meget af den har jeg, men ikke det hele, og ved at se det hele i så kort en form, var der en del der pludselig gik op for mig. For bogen her gør det modsatte af de fleste teologiske værker. Teologiske værker gør nemlig for det meste det, at de tager et lille stykke og så skriver de en helt masse om det (husker stadig min eksamensopgave i Ny Testamente 2, skriv 7 sider om 18 linier). Rubin tager 1147 sider og skriver om dem på 295. Den er desuden let læst uden en masse svære teologiske ord og historiske og kulturelle kontekster. Jeg kunne måske godt have ønsket mig flere, men jeg er også en nørd, og jeg er godt klar over, at det er størstedelen af Danmarks befolkning ikke.

Bogen er yderst underholdende, for Bibelen er fyldt med finurlige detaljer der ikke umiddelbart giver mening. Hvem er Guds sønnerne, Gud (Jahve) er Jacob, Isaks søn, var på ingen måde en helt ifølge danske standarter. Det er virkelig underholdende at læse alle disse ting, og især Rubins kommentarer til dem, og jeg lå da også jævnligt flad af grin. Her kom det nørdede så op i mig, og jeg ville ønske, at han var gået mere i detaljer omkring disse ting og bare have skrevet en lille bitte smule om hvordan teologer før og/eller nu er kommet rundt om disse problemer, men ikke et ord hører vi fra dem, på nær et eneste sted i højsangen.

Men meget af min irritation over bogen skyldes, at jeg glemmer at dette ikke er et teologisk værk, det er en blog, og en blog er bare mere umiddelbar og luftig (ikke at der nødvendigvis er noget galt i det). Hvordan bloggen i sin tid så ud, ved jeg ikke, men det er i hvert fald lykkedes dem at redigere den så der blev en sammenhængende bog ud af det, og det er faktisk gjort godt.

TITEL: Bibelen på bloggen FORFATTER: Marcus Rubin FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 295 UDGIVELSESÅR: 2009

Skæld ud på Gud, rettelse

Kedsomheds alarm!

Jeg er i gang med at læse "Skæld ud på Gud" af sygehuspræst Preben Kok, og i forhold til at jeg købte bogen på en seven-eleven, så er jeg bestemt positivt overrasket. Jeg var dog ikke kommet synderligt langt ind i den før jeg fandt en, hvad jeg ville kalde, temmelig alvorlig fejl.

Kok kommer i bogen med en udredning om det Biblens syn på mand og kvinde, og hvordan de to køns forhold er til hinanden. Han understreger sin pointe ved at sammenligne det hebraiske ord for mand, iish, og for kvinde, isshah, "kvinde" som han fejlagtigt oversætter med "mandinde". Jeg vil til fulde give ham ret i, at de to ord til forveksling ligner hinanden, men det er et fatamorgana. vi ønsker at de gør skal være det samme ord, for det er smukt og simpelt, men i virkeligheden forholder det sig langt mere kedeligt.

Hvis man ser på det hebraiske ord isshah (kvinde) kan man se en lille prik inde i sh, det er et tegn der hedder dages forte (en fordobling) der er kommet der, fordi der en gang for umindelige tider siden var et n der blev assimileret (opslugt) af sh.

Dengang for mange mange år siden hed en kvinde inshah, og for at I kan være sikre på, at jeg taler sandt, så kan man stadig se n i pluralis-formen af ordet, hvor kvinder hedder henholdsvis nashiim eller neshee alt efter hvilket construct-forkold ordet står i (ca forskellen mellem nominativ og genitiv).

Dette er en fejl der ødelægger hele den teologiske pointe, i det afsnit, for når der er to forskellige ord for mand og kvinde, og ikke bare ét, så er det ikke længere så klart at de er uløseligt bundet sammen.

Undskyld hvis jeg har kedet jer, men nogen skal holde vores forfattere i ørerne, og der er jo grænser for hvor mange der har styr på deres hebraiske.

BIBLIA PAUPERUM NOVA

Min egentlige anmeldelse skal skrives til Katolsk Orientering, da det er dem der har betroet mig denne bog, men jeg vil da også komme med en lille kommentar her, ellers er der jo ikke noget sjov ved at have en bogblog.

"Biblia pauperum nova-Ny bibel for de fattige i ånden" er er ikke en genfortælling af evangelierne, men en moderne fortolkning af Jesu liv og virke, dog med kraftig inspiration fra prædikerens bog fr det gamle testamente (begge et must read for de sagtmodige).

En flok åndssvage (fattige i ånden, for de skal arve jorden) vil opsætte et still-teater med 40 små scener fra Jesu liv instrueret på skift af de fire evangelister. Igennem billeder, tekst og visdomsord gives der et ængsteligt motiv af en ensom Jesus der ikke bliver forstået af sin samtidige, hvilket lyder som noget man har set tusind gange før, men det er det ikke, langt fra.

Det er en sørgmodig fortælling om at stå alene med noget betydningsfuldt midt i al ligegyldigheden. Han og Maria Magdalene finder sammen i hver deres ensomhed, og hun suger alle hans ord til sig, men heller ikke hun forstår, ikke rigtigt i hvert fald. Hun forstår ikke hvad det er han må gå igennem, hun forstår ikke, at det der må ske, må ske, men i højere grad end nogen anden er hun der for ham.

Teologisk er det egentlig en provokerende historie, men det er det i egentlig ikke alligevel, for historien handler mere om det moderne menneske end om Jesus. Eksistensen af Gud bliver ikke draget i tvivl, men Jesu guddommelighed, om ikke betvivles, så i hvert fald sættes i baggrunden. Historie handler om mennesket Jesus, om hans ensomhed og angst og om at føle sig forladt af Gud og mennesker, om at frygte døden, men også om at frygte livet. Jesus er ikke en voksen mand der har forliget sig med sin skæbne, men en stor knægt for hvem historien bare sker. Og Maria Magdalene er hverken besat eller prostitueret, men en ung kvinde der har ladet mænd bruge sin krop fordi det hele alligevel er så uendelig ligegyldigt, men efter hun mødte Jesus er hun kvinden med oliekrukken der forkæler ham og lever og ånder for ham, en moderne ung kvinde.

Tekst og billede smelter sammen på en mere fuldkommen måde end man normalt ser det ved en billedbibel, og den rørte mig dybt. Det er en voldsom beskrivelse af en voldsom historie med voldsomme ord og voldsomme billeder. Dette er ikke en bog der hastigt er blevet jappet sammen, der ligger en grundig research bag, og det kan jeg ikke andet end at respektere på trods af min teologiske uenighed. Jeg har svært ved ikke at bladre bogen igennem igen og igen, for det er som om man aldrig bliver færdig med at opleve/opdage nye drejninger, og for dem der ikke er så god til det der med at fortolke symboler, så er der en lille finurlig beskrivelse af hvert billede, som også er sjovt for os andre at læse.

Viborg Domkirke

Jeg var på ekskursion til Viborg Domkirke med min far og farmor.

I midten af 1800-tallet brændte den oprindeligere kirke ned, og man opførte en flot gotisk kirke på dens sted. På grund af det der med pengene snød man lidt. Man byggede kirken i mursten, og lagde granitsten uden om for effektens skyld. Alene af den grund var min far opsat på at hade kirken, men han måtte bide det i sig igen, den er faktisk rigtig flot lavet.

Man betalte kunstmaleren Joachim Skovgaard en sikkert ret net sum penge for at dekorere den i rigtig middelalderstil. Normalt når man skal male nogle bibelske motiver, så maler man de kendte; Adam og Eva, Noas ark, Abraham og Isak, Moses og så en masse med Jesus, for man skal nå så meget på så lidt plads, men skovgård havde rigeligt med plads til at boltre sig på, så man får en masse af de historier man ikke sådan lige kan på fingrene; Elias der bliver fodret af ravnene i ødemarken, Jericos mure der blæses omkuld, Kain og Abel og Josef der tyder faraos drøm (ikke den Josef der blev Jesus' stedfar, selvom han også kom til Egypten, men ham der blev solgt som slave af sine egne brødre).

Kirkeskibet er hovedsageligt dekoreret med gammeltestamentlige motiver, og sidekapellerne (kan ikke huske hvad de hedder i den protestantiske kirke) med billeder med Jesus. Oppe ved alteret ser man så de døde der efter dommedag kommer op til perleporten. Loftet er dekoreret med apostle, evangelister og profeter (også dem man ikke lige normalt kender navnene på.

Alle billederne forestiller meget konkrete begivenheder, det er for eksempel skærtorsdag der fylder en hel væg og ikke påske. Publikum/menighed slipper derved for at tage stilling til, var graven tom eller var den ikke? Det gør billederne lettere tilgængeligt for ikke-religiøse mennesker, men det skærer også en hel dimension, den vigtigste dimension ved kristendommen, væk, og det er en skam, det gør kirken til en kunstudstilling frem for et Guds hus. Jeg ved ikke om Skovgaard var religiøs, men jeg tvivler.

Men billederne er bestemt flotte, og de er bestemt værd at tage ind og se, og selvom jeg er katolik har jeg også lyst til at tage til en gudstjeneste en gang, bare for at se hvordan det virker i praksis.

Jeg kender en der blev gift derinde, og jeg kan dårligt forestille mig hvor smukt det måtte være, den røde og grønne kirke (de to dominerende farver) i kontrast til den hvide kjole. Jeg er normalt ikke en romantiker, men wow.