Dværgen

Bogens dværg er hofdværg/hofsnog ved en Lorenzo "il Magnifico" di'Medici-agtig fyrste. Han er en meget hadefuld og bitter mand, der findes ingen positive følelser i hans liv, det skulle da lige være hans iver og krig og ødelæggelse. Han kan dog kun lide angrebskrig, et forsvar ser han som en svaghed.

Dværge er ikke mennesker, de bliver købt og solgt ved Europas hoffer, og er for det meste en blanding mellem narre og husdyr, men denne dværg er stolt, intelligent og manipulerende. Han tilbeder sin herre, fyrsten, og hader fyrstinden (måske fordi han i virkeligheden elsker hende) og alle andre hader han også. Han er egenrådig og egentlig ret skræmmende.

Had er det gennemgribende tema i bogen, krig og menneskets fejlfuldhed, og det er igennem denne kyniskhed at dværgen forsøger at gennemskue sine medmennesker. Bogen foregår i renæssancen, men den kunne egentlig også godt foregå nu, eller under 2. Verdenskrig, hvor den er skrevet. Det er noget man BØR skrive om en bog, ligegyldigt om det passer eller ej. Det passer, sådan sa, men mest af alt foregår den i renæssancen, på en tid hvor man bevægede sig på grænsen mellem middelalderens intriger og krige og oplysningens kunst og viden. Dværgen som person og som rolle hører middelalderen til, men det ser han ikke, og han nægter at anerkende sit fald i status

Til il Magnificos hof er hører, ud over dværgen, også en Leonardo da Vinci-agtig person, men det er ikke den ophøjede da Vinci man ellers hører om i for eksempel "Da Vinci mysteriet". Han er dygtig og videbegærlig og intelligent, men han er også distræt, en krigsmager og selvcentreret. Dværgen hader ham, ligesom han hader alle andre mennesker, og han hader ham især efter at han med magt er blevet tvunget til at stå nøgenmodel, og det kan man jo godt forstå. Hvor dværgen er symbol på det tidligere system, middelalderen, da er da Vinci symbol på det nye, renæssancen, med sine anatomiske undersøgelser af afdøde forbrydere, hvilket dværgen finder enormt frastødende.

"Dværgen" kan godt lidt ses som en parodi på Machiavellis "Fyrsen" for selvom dværgen ser fyrsten som et lysene eksempel og tilbeder den jord han går på, så bliver det for læseren klart, at hans politiske evner lader meget tilbage at ønske. Nutiden kender da også mest il Magnifico for hans forkærlighed for kunst og bygningsværker, og ikke for hans økonomiske sans. Han lånte store summer af penge for at føre krig mod nabostaten, og til at begynde med går det godt, men det ender med at gå så gruelig galt, efter han lavede et kneb som gør sig godt i bøger, men i virkeligheden knap så meget i 'virkeligheden', og han ender med at bringe krig og sygdom til sit eget folk.

Familiemæssigt går det også helt ad hækkenfelt til, og det er dværgens skyld, eller det er det egentlig ikke kun, de kunne bare lade være med at forsømme hinanden hver især, men dværgen er nu engang en modbydelig lille en uden reel indflydelse, og så er det nu engang dejlig nemt at skyde skylden på ham.

ORIGINAL TITEL: Dvärgen DANSK TITEL: Dværgen FORFATTER: Pär Lagerkvist FORLAG: Dansklærerforeningen SIDEANTAL: 190 UDGIVELSESÅR: 1944 (2000)

Skygger fra Oktoberland

“Skygger fra oktoberland” af Nikolaj Johansen handler om en pige fra Kolding der pludselig forsvinder uden et spor. Politiet finder ingen logisk forklaring på hendes forsvinden, og så må familien ty til mere ulogiske svar, for de har brug for svar, de har brug for et eller andet som de kan klynge sig fast i. Ganske hurtigt går familien i opløsning, og ligeledes går pigen i opløsning i en fjern verden. Bogen handler om trangen til at forklare, om at finde mønstre hvor der ingen møstre er, om at prøve at finde en mening.

“Skygger fra oktoberland” handler også om en pige der er fanget i en mørk verden som hun ikke forstår, og om hvordan hun bare prøver at overleve, men det er svært, for hun er anderledes end alle andre på det sted, og det skræmmer folk og gør dem fjendtligt stemt over for hende. Og denne anderledeshed er bogens eneste virkelig svage punkt. Det fortælles at pigen kun går verdenens beboere til midt på livet, men det giver ingen problemer såsom at sætte sig på en stol, passe tøj eller åbne døre, hvilket er enormt irriterende, for så har hendes højde slet ikke nogen betydning for historien, og så virker det forstyrrende. Inde for dramaturgien siger man, at hvis man lægger en pistol på et bord, så skal den også bruges. Pigens højde er fortællingens ubrugte pistol.

Bogen handler om kannibalisme, ikke så meget om det at spise et andet menneskes kød, men om enten at invadere eller fratage folk dele af dem selv. Den handler om hvordan de to ting egentlig begge resulterer i det samme, at vi mister os selv, men at vi beskytter os mod invationen, men ganske frivilligt udlevere os selv til den første og bedste beskytter. Bogens to dæmoner repræsenterer to to måder at miste sig selv. Den onde omtales som Forføreren og er den der går ind i hjertet og indtager en person. Man ledes automatisk til at tænke på Søren Kierkegaards ‘Forførens dagbog’ hvori en man ikke finder nydelsen i den kvinde på hvem han har kastet sin kærlighed, men på det intellektuelle spil, manipulationerne og indtrigerne. Johansens Forfører er dog, selvom han kan optræde meget belevent, mere fysisk og angriber sine ofre. Beskytteren derimod går under navnet Mort, som leder tankerne hen på døden, og i grunden er de to dæmoner to alen af ét stykke, den eneste reelle forskæl er at den ene indtager og den anden optager. Den ene beskytter man sig imod, den anden giver man sig frivilligt til, og så ledes er bogen ikke bare om at forsvinde fra sin verden og sin familie, men også om at miste sig selv. Der er heller ikke tale om, at kanibalen (eller kanibalerne) får noget fra sine ofre, det det er kun offeret der mister sig selv.

Sammen med bogen har forfatteren også lavet en research blog, hvilket er en fin drejning på historien, for det bøjer grænsen mellem fantasi og virkelighed, for på den ene side er der hans research om heksejagt i 1600-tallet, og på den anden er der psykiske medier og mystiske fotografier.

I forfatterens research skriver han, at massepsykoserne og selvtægt faktisk var forholdsvist sjældne fænomener i forbindelse med forfølgelse af hekse, men det er alligevel det der bliver lagt op til i bogen. Jeg har læst noget af Arthur Millers “Heksejagt”, men den var så skræmmende, at jeg måtte lægge den fra mig, jeg kunne slet ikke holde til det. Bogen her lægger op til noget af det samme, men lader så være med at gå dybere ind i det, hvilket er en skam, for bogen havde virkelig store potentialer på det punkt.

Gys er ikke en genre jeg har gjort det meget i, og jeg kommer nok heller ikke til at begynde på det nu, men jeg kan bestemt nyde bogen for sine litterære kvaliteter, for på plottet er sammenhængende og gennemtænkt og logisk på sin egen lidt skæve manér, og sproget er flydende og lige lidt bedre end man tit ser i den type bøger, uden det kammer over og bliver for højtravende, og det synes jeg, at forfatteren skal have respekt for.

TITEL: Skygger fra Oktoberland FORFATTER: Nikolaj Johansen FORLAG: Replikant SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 2012

De tre musketerer

Den unge adelsmand d'Artagnan tager til Paris for at prøve lykken, men det starter nu ikke ud så forrygende godt. Hans hidsige temperament får ham ud i et fjendskab med den snedige Roquefort der stjæler hans anbefaling, og allerede på den første dag i Paris, gør han sig upopulær blandt landets tre bedste musketerer (elitestyrken) og skal duellere med dem. Det går dog hverken værre eller bedre end at de bliver de fire bedste venner i hele Paris.

Vi hører gennem bogen en hel del om den drikfældige Porthos, den gejstlige, det vil han i hvert fald selv have os til at tro, Aramis, og den hemmelighedsfulde Athos, men det er den letsindige d'Artagnan der er bogens hovedperson. Han forelsker sig hovedkulds i sin udlejers kone, fru Bonacieux, og hun finder også ham ret nuttet og forelsker sig også i ham selvom hun må være hen ved syv år ældre end ham, og det var mange år den gang.

Gennem fru Bonacieux bliver d'Artagnan sendt ud på en farefuld mission for at redde dronningens ære, som den onde kardinal Richelieus prøver at tilsmudse over sin marionet, kongen. D'Artagnan fuldfører sin mission til UG med kryds og bolle, høj hat og spadserestok, og det skaffer ham fjender højt på strå, men nu bliver historien først rigtigt indviklet.

Alexander Dumas bog "De tre musketerer" er langt mere underholdende end de fleste af de filmatiseringer der er blevet lavet, den tager ikke sig selv så forfærdeligt højtideligt. Men selvom den er virkelig underholdende, så er den samtidig et forvirrende kludetæppe af spændende missioner, pudsige indfald og lange omstændige samtaler der ikke lader til at komme nogen vegne. Bogen har taget mig flere uger at komme igennem, for med jævne mellemrum stødte jeg på en ekstraordinært langtrukken samtale der gjorde mig helt skiløjet.

Hvad man tit glemmer er, at de tre musketerer og d'Artagnan er soldater på randen af en krig, og alle de finurlige historier der knytter sig til krigen er langt de mest interessante, og overgår især d'Artagnans kærligheds eskapader, men de fyldte desværre alt for lidt. Og selvom de fire mænd, der alle opføre sig som børn, er enormt irriterende, så er de også umådeligt morsomme og især når de er soldater

"De tre musketerer" er en af de 20 bøger fra "1001 bøger" som jeg har planer om at læse i år (jeg er lidt langt bag ude). Jeg fortryder kun en ting, og det er, at jeg ikke læste den for mange år siden, dengang hvor mit barnlige sind virkelig kunne værdsætte en sådan historie.

Som voksen kunne jeg bare sidde og grine lidt i skægget over, hvor promiskuøs deres adfærd er, samtidig med at en ung soldat kan befinde sig den halve nat i en smuk ung piges sovekammer og nøjes med bare at fortælle hende morsomme historier.

Da jeg var en ung rebelsk teenager, var mit store idol den skurkagtige Mylady, der som den eneste kvinde spiller en aktiv rolle i historien og ikke bare er en der skal reddes, men i bogen er hun så slesk, og så manipulerende, at hun bare er irriterende på den der ufede måde

ORIGINAL TITEL: Les Trois Mousquetaires DANSK TITEL: De tre Musketere FORFATTER: Alexander Dumas FORLAG: Samlerens lommebøger SIDEANTAL: 608 UDGIVELSESÅR 1844(1962)

Niels Steensen

Der har i Danmark været en tendens til, at vi glemmer et af de største navne som dette land har produceret, Niels Steensen (1638-1686) på latin Nicolaus Steno (hov, dem af jer der er fra Aarhus kender måske ligefrem Stenomuseet, men i troede måske ligefrem at det havde noget med sten at gøre, hvilket er mindre forkert end det umiddelbart lyder).

Forleden ærede Google hans 374. fødselsdag, hvilket gav et katolsk mediestorm på Facebook, "for har du set at...", "jeg kan næsten ikke tro det..." og "kan det virkelig passe...". Det kunne det, og siden er danskerne så småt begyndt at støve vort gamle trofæ af igen.

I går kom der bland andet DENNE artikel på videnskab.dk, for det er det vi som danskere gerne vil huske ham for, som videnskabsmanden, men den forklare jo ikke den katolske mediestorm.

I den anledning vil jeg gerne have lov at anbefale en bog jeg læste for noget tid siden, og som giver et lidt anderledes indtryk af Niels Steensen, og som viser grunden til, at landets katolske gymnasium hedder Niels Steensens Gymnasium.

Denne tekst bliver nok lidt længere end min gennemsnitlige boganmeldelse, men det er fordi jeg gerne vil benytte lejligheden til at fortælle jer om en af de sejeste personer dette land har produceret. Hvis jeg kunne fik jeg jer alle til at læse bogen, men det er ikke realistisk, så i stedet vil jeg komme med en kort biografi, så I i det mindste lærer lidt, enjoy.

Skønnest af alt
"Skønnest af alt, en biografi af Niels Steensen" af Sr. Miriam Mortensen OSB (de underlige bogstaver fortæller, at det er en nonne fra bennediktinerordenen) udgivet på Katolsk Forlag.

"Skønnest af alt" er fortællingen om en ung man der levede i det der for videnskaben må betegnes som det mest interessante århundrede. Han var med til at skabe videnskaben som vi kender den i dag.

Men det er også historien om en ung mand der kommer fra et strengt lutheransk land der forbyder andre trosretninger og som kommer ud i verden og møder et væld af trosretninger og ideer.

Da N.S. regnes for en af grundlæggerne af et af de mest bibelsstridige studier, nemlig geologien, så ville bogen, hvis det havde været en skønlitterær bog skrevet i vore dage, have handlet om hvordan hans tro og hans studier kolliderede, men det er det ikke, og N.S. tvivler ikke et øjeblik på Gud den almægtige, eller det gør han i hvert fald ikke i en opbyggelig beskrivelse af hans liv.

Hvad han derimod begynder at tvivle på er den tro hans barnetro. Så derfor søger han hjælp hos en hel række af venner og bekendte der alle har en stor viden om deres tro og som er meget opsatte på at vise ham den rette vej. Men til at starte med foregår det hele på et meget intellektuelt plan, og han kan ikke få sit hjerte med, ikke før en kvinde ved navn Lavinia Arnolfini giver ham det sidste skub.

Samtidig med hans åndelige rejse, stifter vi også bekendtskab med en helt anden måde at drive videnskab på. I dag er der en indædt kamp mellem forskerne om de sparsomme forskningsmidler, men den gang måtte en forsker ikke blot være dygtig, han måtte også indynde sig hos en lokal adelsmand der så var mere end villige til at bidrage med penge og kontakter for sin fornøjelses og prestiges skyld.

N.S. kommer efter sine mange rejser i Europa tilbage til København, og selvom det ikke var helt legalt at være katolik, så så folk dog gennem fingre med dette. Men han bliver her ikke længe, og drager igen ud i det store spændende Europa, og undervejs beslutter han sig for at blive katolsk præst.

Han har ikke rigtig selv efterladt sig nogen skrivelser om denne beslutning, så sr. Miriam kan kun fortælle at han træffer beslutningen. Religiøs litteratur finder det ikke altid nødvendigt at have belæg for påstande omkring personernes dybe tro, men sr. Miriam tager sin rolle som formidler, ikke kun til andre katolikker men til alle danskere seriøst, så hun kommer ikke med gæt og de steder hvor hun ikke helt kan lade være, giver hun også udtryk for at det er tilfældet.

Med forbløffende fart bliver han også valgt som biskop, og vi følger hans arbejde for at passe sit arbejde over store områder der indbefatter store dele af Nortyskland, Danmark, Norge og Sverige. Han gør sit arbejde samvittighedsfuldt, men ville i virkeligheden ønske, at hans arbejdsområde var mindre, så han blot en gang imellem kunne hellige sig naturvidenskaben (undskyld mit sprogbrug) som hans hjerte stadig brænder for.

Jeg har mødt flere danskere der ikke ved hvor svært andre trosretninger har haft det i Danmark, selv fandt jeg først ud af det da jeg blev katolik. Vidste i for eksempel at vi først officielt fik religionsfrihed i 1848? Hvor svært det var at være katolik svingede, (svang, svungede? hvad hedder det egentlig?) og det gør det stadig.

Mens N.S. sad som biskop blev mange danskere landsforvist som forrædere, og nogle af dem endte hos n.S. der så måtte forsørge dem. En sidste gang besøgte han København, han måtte egentlig ikke forrette nogen biskoppelige hverv, men det gjorde han nu alligevel.

N.S. blev saligkåret i 1988 af Johannes Paul II (anmeldelsen har fået etiketten helgen for letheds skyld). En salingkåring betyder, at vi ikke er 100% sikkre på at han er en helgen, men at vi mener at han er en sej person, som vi kan se op til og lade os inspirere af, når vi nu halvt i blinde prøver at leve vore liv i kærlighed til Gud.

374 år er mange år, men N.S er lige så relevant nu, måske endda mere relevant end han længe har været. Hvorfor skal man vælge mellem sin tro og sin videnskab? Findes Gud da ikke der hvor hverdagens små mirakler for alvor ses, der hvor alle levende organismer fødes og dør og hvilken formulering der nu ville være passende for ikke levende ting som sten og sedimenter. N.S. var en person der til fulde formåede at leve sit liv i begge verdener og det er derfor at han er så sej.

Jeg har også en stor respekt for hans måde at praktisere sin tro på. Som mange andre hellige mand og kvinder levede han i streng askese, det vil sige, at hen sparede på mad og fine klæder i en tid og i et hverv der har et ry for dekadence og korruption. Når jeg tænker mig om kan jeg ikke lige komme i tanke om nogen hvor betegnelsen den fede munk faktisk passer ind.

Danmark vær stolt af din søn, lad det ikke kun være udenlandske medier der fra tid til anden får vores øjne op for denne helt specielle person.