Ibn Fadlan

 Første gang jeg stødte på Ibn Fadlan var i gymnasiet, da vi skulle læse kilder til old nordisk religion. Da jeg så her i løbet af sommeren tog et fag om vikinger på Aarhus sommeruniversitet, stødte jeg på ham igen. Efter sommeruni var min far og jeg på nationalmuseets vikingeudstilling, og så købte jeg en bog med hans tekster i.

Jeg vil gerne sige, at jeg købte bogen for at blive super klog, muligvis for at blære mig, men sandheden er, at jeg også købte bogen fordi jeg godt kan lide at sige hans navn, Ibn Fadlaaan.

Ibn Fadlan og bogens andre rejsende Bagdadgensere (?) beskriver i bogen deres rejser op nordpå i årene mellem 800 og 1050. De er handelsrejsende, geografer og missionærer, og de kommer vidt omkring og støder på mange forskellige folkefærd, men det der er relevant for mig, er deres møde med de såkaldte Rus.

Rus var et handels/krigerfolk fra det nuværende Kiel. De stammede oprindeligt fra Sverige og rejste via floderne. De assimilerede sig med tiden med de omringende slaviske stammer, men på Ibn Fadlans tid var deres skikke stadig delvist skandinaviske, så det er en af de få kilder der findes til vikingekultur og religion, for Ibn Fadlan er nemlig helt speciel i sit forsøg på objektivitet, og det lykkes ham faktisk forbløffende godt.

Deres rejser foregår hovedsageligt i Kaukasus og nord rundt om Sortehavet og længere op nordpå. Her er en beskrivelse fra det nuværende Usbekistan

"We saw a land which made us think a gate to the cold of Hell had opened before us" (s. 8)

Kulden og de lange vinternætter og sommerdage er det der gør størst indtryk, en af dem må oveni købet bryde ramadanen fordi sommernætterne er for korte til at få et anstændigt måltid mad, og de korte vinterdage giver problemer med at få udført de 5 daglige bønner.

Deres møde med de forskellige folkeslag er dog også spændende, for dette er før Djengis Khan kom og ensrettede hele regionen, så hver lille stamme har deres egne regler og egen tro.

"Each of them [the Bâshghirds] carves a piece of wood shaped like a Phallus and attaches it about his person. When he wants to start out on a journey, or when he meets an enemy, he kisses it ond bows before it, and says:
'Lord, do this or that for me'
I said to the interpreter:
'Ask one of them to explain their behavior and why they consider such a thing to be their Lord'
He answered:
'Because I came from such a thing and cannot imagine anything else to be my Creator'"

Dette er en bog så nørdet, at folk får et dødt udtryk i øjnene når jeg snakker om den, men hvis man selv er lidt af en nørd så er den helt klart læseværdig, om ikke andet så fordi man får lov til at opleve jøder og muslimer side om side uden at det giver anledning til problemer.

TITEL: Ibn Fadlan and the Land of Darkness FORFATTER: Ibn Fadlan m.fl FORLAG: Pinguin Classics SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 921 (2012)

Rubâijât

Det kan måske anses for en fornærmelse at denne lille persiske bog her på bloggen bliver smidt ind under kategorien 'arabiske verden'. Jeg vil undskylde over for mine iranske venner med at det er for nemheds skyld, for at der ikke skal blive for mange kategorier, og love, at hvis der kommer flere, så vil de få deres egen overskrift.

Omar Khajjâm var en multikunstner inden for adskillige videnskaber, filosofi, teologi og digtning der levede i Persien i det 11. og 12. århundrede.

Det persiske rige blev stort under den zoroastrisk religion, og kunst og litteratur blomstrede, men i 700-tallet kom araberne, og det blev indledningen til et 200-årigt mørke, men på Khajjâms tid kom der endnu en persisk guldalder, hvor vinen flød, videnskaben blomstrede og ordene strømmede fra poeterne som honning (ja det var en lidt anden islam end den vi kender i dag) og den varede indtil begyndelsen af 1100-tallet hvor korstogene satte ind og islam blev defensiv og indesluttet og det lod ikke meget blads til kunstarterne. Khajjâm var stadig i live på den tid og lagde i stor stil sine tidligere beskæftigelser på hylden til fordel for sin rettroenhed.

Et rubâî er en strofe på fire vers og som oftest handler om livsnydelse, vin og elskov, med en religiøs eller filosofisk pointe. Der findes mange myter om hvorfra Khajjâm fandt sin inspiration, der dog ofte indeholder druk og mystiske oplevelser, men mange af disse myter er af en senere dato.

Jeg drikker mit Bæger, hver brav Mand gør det samme.
Tro ej Guds Vrede sligt Smaateri vil ramme.
Gud vidste fra Evighed, at jeg vilde drikke,
 og drak jeg ej, blev Guds Alviden til Skamme.

 Man fornemmer i denne strofe Khajjâms munterhed, som man finder i alle hans strofer, og han bevarer også sin munterhed over for Gud. I denne lille strofe kan det dog lyde som om han ikke tager sin Gud alvorligt, men man skal ikke lade sig narre, for det gør han helt bestemt, blot på sin egen lidt fordrukne facon. Og skønt han udpensler sin egen drukkenskab, så har han ikke andet end hån til overs for de skinhellige der slider deres bedetæpper op, men i hjertet er lige så sorte som alle os andre.

Khajjâm er på den måde en mand der ser sin egen menneskelighed i øjnene og morer sig over den. Han drikker, han elsker, og han lever i det hele taget livet fuldt ud, og det er det jeg elsker ved ham. Jeg ville dog ønske, at jeg havde læst den i en mere moderne oversættelse, for når det alligevel skal oversættes fra et sprog så forskelligt fra vort, så kan det lige så godt blive oversat til moderne dansk.

Værket er fyldt med humor, og er nok en af de bedste digtsamlinger jeg til dato har læst. Faktisk gav jeg mig kun i gang med den i protest med "1001 bøger" og dens stærke overvægt af vestlige bøger, så jeg tænkte fandeme nej og gik i gang med den første og bedste ikke vestlige bog jeg kunne finde på min fars bogreol, og det var altså denne her, men hvis man ikke tager chancer, så misser man alle de små særlige overraskelser der ligger gemt hist og her.

TITEL: Rubâijât FORFATTER: Omar Khajjâm FORLAG: København SIDEANTAL: 64 UDGIVELSESÅR: 1100-tallet (1943)