Doppler som selvhjælpskursus

Foto: Miklos Szabo

'Doppler' er en roman skrevet af den norske forfatter Erland Loe, og den handler om den alt alt for kompetente Andreas Doppler, der en dag falder på sin cykel og oplever skovens stilhed som en åbenbaring. Han vælger derfor simpelthen at flytte ud i skoven og kede sig, indtil han bli'r lykkelig, og imens han venter dræber han en elg og adoptere dens kalv, Bongo. Derefter optræder der i bogen en meget lang række af personer, som kommer ud i skoven til Doppler.

I denne opstilling af "Doppler" har man imidlertid valgt at dramatisere pointen frem for selve historien, og det kan jeg egentlig godt forstå, for det hele bliver nemlig meget hurtigt lidt indviklet og med mange personer og rekvisitter. Stykket er sat op sådan, at Bosse, den ene af Dopplers diciple, har arrangeret, at Doppler kommer og holder et foredrag om sit liv og sine oplevelser i skoven. Dette er hvad Bosse kalder "Dopplereffekten", hvad han selv er blevet meget berørt af, og han er meget stolt og lykkelig over også at kunne præsentere os for Doppler, the Man, the Myth, the Method, han har endda lavet merchindise i anledningen.

Jeg må da også erkende at Doppler er god til at holde foredrag, også selvom han starter ud med at sige, at han har lovet sig selv aldrig nogensinde igen at præstere. Indrømmet, det går da også lidt galt engang imellem, når fx Bosse i et forsøg på at imponere prøver at improvicere, eller når Dopplers (ex)kone pludselig dukker op, men det gør jo bare det hele sjovere.

Det et skuespil kan, i modsætning til en film er at spille op imod publikum, og det benytter dette stykke sig især af. Jeg er selv en kæmpe sucker for al form for involvering, og tog med meget stor glæde imod de udfordringer der blev stillet. Her vil jeg gerne lige sige undskyld til de unge mennesker som jeg i min iver fik skubbet til og trådt over tæerne. Det er dog et undskyld med forbehold, for jeg må indrømme, at jeg på ingen måde fortryder min iver. Det er nemlig sjovt at leve sig ind i det man deltager i. Dengang, da jeg gik i folkeskole/gymnasiet, var den slags opførelse desværre set som pinlig, men nu er jeg heldigvis mere eller mindre voksen, og dem jeg trådte over tæerne, skal jeg ikke konfronteres med her til morgen oppe i klassen, hvor de kan rulle med øjnene over hvor pinlig jeg var. Alligevel, jeg håber ikke, at jeg trådte alt for hårdt...

FORFATTER ERLEND LOE / DANSK OVERSÆTTELSE SUSANNE VEBEL / BEARBEJDELSE OG INSTRUKTØR THERESE WILLSTEDT / MEDVIRKENDE MIKKEL ARNDT, NICOLAI DAHL HAMILTON, MARIE DALSGAARD

Verdensmester med vilje

Er det ikke bare den mest fantastiske forfærdelige titel I nogensinde har set :-P Dem der kender mig ved efterhånden, at jeg har en stor forkærlighed for dårlige bøger, ikke bare sådan nogle kedelige og ligegyldige bøger, men bøger der er så gennemsyret dårlige, at jeg skriger af grin, så da jeg så denne bog for en 10'er nede i Føtex, så var jeg solgt. Den er selvfølgelig fra Virkelighedens verden, en serie som folk for et årti siden slugte fre tusinde hyldemeter af om året. På hovedbiblioteket i Aarhus havde den ligefrem sin egen reol. Det skyldtes sikkert, at folk ville blive fornærmede hvis de kom under skønlitteratur, men en eller anden bibliotekar (eller to) der elskede bøger, kunne ikke nænne at putte dem under biografier.

Denne bog handler om Peter der var verdensmester i Kikboxing, fotomodel og blærerøv, men som var ude for en slem bilulykke og skulle starte helt forfra med at lære at gå og tale og alt muligt. Han kan ikke lide at blive behandlet som en handicappet, som det er synd for, så det vil jeg hermed lade være med, for ellers ville jeg nok have gjort det.

Bogen er præcis så fantastisk forfærdelig som man kan forestille sig. Peter en selvtillid så stor, og han hungre også så meget efter berømmelse, at det får Sidney Lee til at virke ydmyg og værdig, hvilket i og for sig er meget underholdende, men også lidt kvalmende. Han siger bare, at han er en blærerøv, og at han er stolt af det, men som vi sagde i 90'erne, så kræver det "charme, selvtillid og lækkert hår", og man kunne nok også selv tilføje ordet værdighed til den formel. Jeg er dog sjældent støt på en person så blottet for charme og værdighed som Peter, og det er godt, for det er det der gør bogen så hylende morsom.

"Og indrømmet, jeg er blevet kaldt blærerøv mere end en gang! Men hvad så? Måske er det derfor, jeg er så begejstret for Mads Christensens bog. Faktisk ville jeg gerne skrive en ny blærerøvsbog sammen med ham - ja, vi deler jo efternavn. så..."

s 23

Jeg vil ikke sige at hele bogen er noget lort, for det er faktisk en flot kamp han kæmper, og han gør virkelig fantastiske fremskridt, men det hele drukner i blærerøvskommentare og berømmelsesfantasier. Jeg synes faktisk, at det er spændende at læse om hvordan fysisk træning gavner ham, både lige efter ulykken sker og i forbindelse med genoptræningen, og man spekulerer på hvor meget det mon ville have gavnet bogens andre patienter, hvis de før deres ulykker også havde taget en løbetur og nogle armbøjninger bare en gang imellem. Det er jo ellers ikke noget man tænker på når man vælger sofaen frem for fitness centret.

Peter går meget op i den fysiske træning, men han nægter pure at få nogen form for psykologisk hjælp, men som læser synes jeg, at kunne bruge en del, han er opfarende, fornægtende, deprimeret og han han lever i en eller anden lille fantasiverden. Han plejede at være model, og vil gerne være det igen. Han går meget op i at man er flot og overskudsagtig, men se lige hvilket billede han har på forsiden, det er bestemt ikke et billede af en flot fyr i slutningen af 20'erne.

Men nu har jeg så skrevet alle disse grimme ting for at 'respektere' hans ønske om at blive behandlet som en normal, men sandheden er ikke nødvendigvis, at han er normal. Han var ude for en alvorlig ulykke, og han har fået en hjerneskade af en eller anden grad, og hvem ved i hvilken grad det har påvirket ham psykisk og mentalt. Og jeg bliver faktisk lidt flov over at more mig så meget over bogen.

TITEL: Verdensmester med vilje FORFATTER: Peter Christensen Bente Hoffmann 

FORLAG: Aschehoug (virkelighedens verden) SIDEANTAL: 142 UDGIVELSESÅR: 2005

Zen for mødre

Denne bog er en lille samling gode råd til hvordan man kan slappe af og nyde de små gode øjeblikke i en stresset hverdag. Hver for sig giver de små råd ikke en så meget, nogle af dem giver sig selv, andre virker fjollede eller det-er-bestemt-ikke-noget-for-mig-agtige, men så er der alligevel en gang imellem, hvor man standser op og tænker, hov vent lidt, det der er der måske noget om. Behøves man for eksempel at have de stramme jeans på nå man kommer hjem fra arbejde? Hvad er det i os der prøver at opretholde facaden også når vi er derhjemme?

Dette er ikke helt, som jeg ellers frygtede, en bog om hvordan man bliver en super duper mor der aldrig glemmer madpakken, og som ikke råber en. Det er en bog om ikke at komme helt der ud hvor man pakker sin kuffert og og overnatter på et hotel bare for at komme lidt væk fra det hele.

Okay, bogen henvender sig måske til et lidt andet klientel end lige netop mig, den henvender sig til mødre der samtid også skal passe et job, og vist også kvinder der er lidt overskudsagtige, men måske det sidste bare er min fordom. Jeg er ingen af de tre ting. Jeg er en ung kvinde sidst i 20'erne, ingen børn, ingen kæreste og intet job, men jeg har til gengæld et psykisk handicap der gør, at jeg kender stres bedre end de fleste. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er kommet så langt ud, at jeg har pakket min taske og er stukket af fra mig selv og det liv der pludselig bare blev lidt for meget til at bære.

En gang lod folk al deres kropsbehåring gro og tog til Indien for at finde sig, i dag sætter vi en facade op og stikker af fra os selv, men i bund og grund bunder det i den samme indædte følelse af desperation fordi man hverken kan og vil klare presset. Ingen af løsningerne er dog holdbare i det lange løb. Anna Skyggebjerg foregiver ikke at have fundet den endelige løsning på noget som helst, hvilket jeg godt kan lide, hun forsøger bare at bringe lindring, på at få os til at stoppe op og trække vejret helt ned i lungerne, bare en gang imellem.

Vil jeg begynde at gå rundt i nattøj, når nu jeg alligevel bare tusser rundt herhjemme? Næppe, som førtidspensionist er jeg enormt bange for lige så stille at sumpe hen og blive en af disse stakler, som man ikke helt tager seriøst. Til gengæld kan jeg godt forestille mig at lægge mig i sofaen med en bog som jeg gerne vil læse, ikke fordi den står på en liste, ikke fordi jeg har fået den af forlaget, ikke fordi jeg skal, men fordi jeg vil. Sidde i sofaen med en pose rosiner og nødder og en cola, bare sidde og være til i det lille bitte øjeblik.

TITEL: Zen for mødre FORFATTER: Anna Skyggebjerg  FORLAG: Pretty Ink SIDEANTAL: 131 UDGIVELSESÅR: 2009

Bliv løber for livet

Jeg har altid hadet sport, og jeg var en af de personer der ikke kunne løbe ligegyldigt hvor meget jeg prøvede, og jeg så i øvrigt dum ud, og selvom jeg gerne ville af med noget af alt mit fedt, så fik jeg bare ikke rigtigt taget mig sammen. Så flyttede jeg til et nyt bosted, og jeg fik en kontaktpædagog der selv var engageret løber, og så blev jeg sat til i det mindste at give det et forsøg, og det gjorde jeg så, og som månederne gik, begyndte jeg faktisk at kunne lide det.

Hvis jeg skal gøre noget, kan jeg lige så godt gøre det ordentligt, og det er en af grundende til at jeg købte denne bog. Den anden grund var, at jeg havde set Rikke Rønholt i fjernsynet i forbindelse med ny forskning og graviditeter. Ikke at jeg har nogen tanker om hverken at blive gravid eller undgå det, men så vidste jeg i det mindste hvem hun var.

Grunden til, at jeg gerne ville læse en løbebog af Rikke Rønholt og ikke af hvem som helst anden er, at hun er topatlet inden for de små distancer, især 800 m løb, så dette er befriende nok ikke en bog om at løbe længere og længere, og til sidst løbe et maraton, for det er nemlig slet ikke min ambition. Jeg vil gerne løbe hurtigt, helst hurtigere end alle mulige andre, og her er endelig en bog der siger, at det er helt okay at være sådan, og der er en masse gode hjælpemidler og baggrundsmateriale til hvordan. Der står alt det man har brug for at vide om at løbe, ligegyldigt hvilken type løber man er, fra sprinter til maratonløber til hyggemotionist.

Hvad der til gengæld ikke er inkluderet er alle os der faktisk helst vil løbe på et løbebånd.  Det at løbe på løbebånd bliver omtalt som en sur nødløsning hvis vejret er for dårligt, eller man skal genoptræne, eller hvad ens grund så end kan være. Der bliver sagt meget kritisk om at løbe på løbebånd, om at det ikke er rigtigt løb, så jeg bliver helt flov på vegne af mig selv, og jeg stiller mig selv det spørgsmål, om jeg så overhovedet kan tillade mig at kalde mig selv løber.

'Bliv løber for livet' er også en dybt personlig bog fyldt med sjove anekdoter og flotte billeder. Måske kan det for nogen blive lige lovlig meget selvpromovering, men jeg er vild med det, især billederne, for Rikke Rønholt har en rigtig flot krop. Det er måske lidt nedgørende at bedømme en atlet ud fra hvordan hun ser ud, men for mig er det samtidig meget relevant. Samtidig med at jeg er begyndt at tage min løbetræning seriøst, er jeg også begyndt at få større muskler, og det får min spiseforstyrrede hjerne til at bryde sammen, fordi jeg ikke længere kan passe mine bukser, hvilket jo må betyde at jeg er fed, for min hjerne kan ikke skelne mellem muskler og fedt. Derfor er det, undskyld jeg siger det, fedt at se hendes krop, der er smuk, selvom den har muskler.
_______________________

Uddrag af mail fra Rikke Rønholt

"Jeg håber ikke du har forstået det sådan, at der er noget dårligt ved at
løbe på løbebånd (man skal bare være klar over, at man ikke kan løbe helt
så stærkt i den "virkelige verden" som man kan på et løbebånd, men det er
jo kun relevant for nørder som mig, som går vildt op i marginaler). "

TITEL: Bliv løber for livet FORFATTER: Rikke Rønholt  FORLAG: Politikens forlag SIDEANTAL: 212 UDGIVELSESÅR: 2011

Skæld ud på Gud

"Skæld ud på Gud" er skrevet af sygehuspræsten på Vejle Sygehus, Preben Kok. Det er et arbejde hvor han hver dag bliver konfronteret med voldsomme følelser og stor sorg, og han har derfor været nødt til at udvikle en metode til at hjælpe folk igennem dette virvar.

Vi er alt for høflige over for Gud mener Preben Kok, Når nu Gud er den almægtige, ham der bestemmer alt, så er vi i vores gode ret til at skælde ud på Gud når han gør os alvorligt syge og vi snart skal dø. Vi moderne mennesker er som besatte af at skulle have kontrol over alting, altid, men det har vi bare ikke, så når krisen rammer, rammer den dobbelt, derfor beder Kok sine patienter om at skælde ud på Gud, for at de derigennem kan opleve forløsningen.

Når man så har skældt ud på Gud, så lader det til at man uden undtagelse får det bedre. Jeg forstår godt, at han vil gøre lidt reklame for sin metode, men det virker for simpelt, og selvom det er en dyb bog, så for alle disse succeser den til at virke overfladisk, og det er en skam, for hans teorier bag virker ellers fornuftige nok.

"Skæld ud på Gud" handler om det moderne menneske, om vores forkvaklede forhold til krisesituationer og om den ubalance der er opstået mellem kønnene. Han slår et slag for maskulin spiritualitet, for når den kvindelige grænsespringende ånd får lov at råde frit, så bliver vi stressede og deprimerede fordi alting hele tiden kan gøres bedre og burde gøres bedre. Dertil har vi brug for det maskuline til at sige stop, hertil og ikke længere, ikke nu i hvert fald.

Først reagerede feministen i mig, men han har faktisk fat i noget. Efter 60'erne blev det nærmest en synd at være mand, og hvis man var en mand, så skulle man helst være det på den lidt mere feminine måde (med mindre man da lige er en af de der pumpede typer). Jeg har længe prøvet at undersøge hvad det vil sige at være kvinde, men underligt nok, så har jeg fundet den bedste forklaring i denne bog der handler om at være mand. Desværre kommer det hele nogle gange til at virke som klynk om at vi kvinder skulle tage at behandle mændene lidt bedre. Jeg tror ikke at det var tilsigtet, men sådan kommer det til at virke.

Da jeg købte denne bog i en seven-eleven på Københavns Hovedbanegård, havde jeg ikke just de store forhåbninger til den, men den er egentlig ganske udmærket, ja, faktisk ganske god.

Jeg fandt dog en større teologisk/filologisk fejl, som jeg har beskrevet nærmere HER

TITEL: Skæld ud på Gud FORFATTER: Preben Kok FORLAG: Informations Forlag  SIDEANTAL: 119 UDGIVELSESÅR: 2008

The Game

"
The Game" af Neil Strauss handler om ham selv der som ung, kikset, halvskaldet skribent ikke har meget held med damerne. Han bliver af sin udgiver sat i kontakt hed et miljø af professionelle scorekajer. Her går jagten ind, ikke kun på damer men på viden om hvordan man scorer damer. Neil sluger alle de bøger han kan finde og opsøger alle de store guruer, og efterhånden får han skamt sit alterego, Style.

Style er god til det der med damerne, og inden der er gået et år bliver han selv regnet for en af guruerne. Han tilsidesætter alt, job, venner og familie, og bliver helt opsluget af denne parallelverden. De er nogle stykker der ender med at gå sammen og prøver at starte project-Hollywood, deres egen version af the playboy mansion, men det går ikke helt som beregnet for hvis man tager en flok undertrykte nørder og sætter dem sammen i et hus, hvor de alle prøver at opfører sig som alfa hanner, så kan det kun gå galt,og det gør det til en grad hvor en stofpåvirket Courtney Love tilfører huset en snert af normalitet.

Style er selvfølgelig den eneste ansvarlige voksne i huset, og hele livsstilen begynder at føles så tomt, da han møder sit livs store kærlighed, Lisa. Hun bidder ikke på alle hans scoretricks og, han får først halet hende ind da han lader Neil skinde igennem.


Det er meningen at "The Game" skal forestille sig at være en selvbiografi, og det er den da sikkert også langt hen af vejen, men den virker alt for konstrueret til, at det er muligt at tro på. Det er som om der altid hænder de ting der er rigtige for at det kan blive en god historie. Det hele virker for gennemtænkt, alt fra hvor kikset han er til at starte med til hvor god fyr han ender med at være trods sin promiskuitet.

Neils yndlingsbog er 'Ulysses" af James Joyce og man kan ikke lade være med at spekulere på, om det hul han forsøger at fylde ud med damer, om det er en frygt for at ende som Leopold Bloom, et sølle skvat der bestikker fjerne bekendte med penge og alkohol for at være han venner, og som ikke har spor held med damerne, heller ikke hans kone, der har tilbragt hele dagen med en anden mand i sin seng.

Neil slår igen og skal rigtigt vise hvilken fanden karl han er, men samtidig vil han også vise sig fra sin politisk korrekte side og bruger hist og her en side eller to på at filosofere over sit forkvaklede syn på kvinder, men det virker halvhjertet. Han fortæller sig selv og læseren at han jo ikke lyver over for kvinderne, men det gør han så lidt alligevel, han fortæller i hvert fald ikke sandheden.

Bogen er ikke specielt nedværdigende for kvinder, men man står tilbage med en underlig fornemmelse af, at mænd bare er nogle sølle stakler der ødelægger deres egne chancer for ægte kærlighed for at for sex med en storbarmet blondine (sikke en kvindeting at sige). Jeg ved ikke om jeg lever i en illusion, men jeg forestiller mig altså at de drenge jeg kender er så meget mere en bare deres sex drive.

Men hvorfor læste jeg den så, når jeg nu har så mange grimme ting at sige om den? Det gjorde jeg fordi, at omme bag al den forkvaklede sex, så var det også en bog der på semividenskabelig vis forklarede sociale reaktioner, situationer og forhold. Jeg interessere mig for hvordan mennesker interagerer, for det som mange andre lærer helt naturligt, det må jeg læse mig til. Og det er denne bog god til at forklare.

For sjov har jeg sagt, at nu skulle jeg til at være god til at score damer, ha ha ha, men brugbart ville jeg sige at jeg nu har lært hvordan man kommer i kontakt med fremmede, hvordan man holder deres opmærksomhed, hvordan man aflæser deres signaler og hvordan man kommer videre i en samtale.

Løb dig lykkelig

"Løb dig lykkelig" af Christina Bølling var med i denne uges nummer af Alt for damerne (nr 5 2012).

Min kontaktpædagog er meget optaget af at ville gøre mig til en løber, hvilket jeg er ret skeptisk omkring. Jeg kan rigtig godt lide hende, og jeg respekterer hendes meninger, men jeg er lidt mistroisk når det kommer til sport. Jeg finder det kedeligt, uinspirerende, ubehageligt, tangerende til smertefuldt, grimt, og fik jeg nævnt kedeligt. Dog vil jeg ikke være kendt som doven eller for ikke i det mindste at give det en chance, så jeg købte Alt for damerne for at få denne lille sag.

"Løb dig lykkelig" lyder jo godt, det lyder for godt til at være sandt, det lyder så idealistisk, at jeg fandt det morsomt, og det lyder som noget der lige så godt kunne handle som soul searching som om løb.

Bogen er en hurtig lille sag og gennemgår de vigtigste aspekter ved at løbetræne, motivation, vægttab, muskler, udstyr, mad og træningsprogram og det gør den egentlig ganske udemærket, hvis man da som læser læser den med en god portion humoristisk sans, for den er så frelst at faderhuset virker som en flok hængemuler.

Ifølge bogen vil man som løber aldrig mere skulle bekymre sig om vægten og om kalorier, altid elske at skulle ud og løbe, ikke bare for den gode fornemmelse bagefter, men også for selve løbeturen, også selvom det regner, og man vil alt i alt være et ikke bare gladere men et direkte lykkeligt menneske. Jeg syntes det var fantastisk at læse bogen og jeg skraldgrinede mig igennem flere pasager.

Jeg spurgte nogle af vores meget løbeglade pædagoger. Jo, man kan godt have problemer med vægten selvom man er en entusiastisk løber, nej, man elsker ikke nødvendigvis at skulle ud i regn og blæst, men om man bliver et lykkeligt menneske var vi lidt uenige om.

Men ud over at være en idealistisk bog, så er det faktisk en ganske god bog om løber der forklare nogle af de processer der sker i kroppen, og giver et hvorfor og hvordan indblik i mange af løbeglædens mysterier, og tingene begynder lige så stille at give mening inde i hovedet på mig. Jeg tror aldrig at jeg bliver særlig hooked (man kan selvfølgelig aldrig vide), men jeg har da i det mindste besluttet mig for at give det et forsøg, og ikke bare fordi pædagogerne siger at jeg skal, men fordi, jeg er et åbent menneske der er med på den værste, også selvom det i første omgang lyder rædselsfuldt. Kedeligt er det så at man absolut skal starte laaangsomt ud, hvilket pædagogerne fortæller mig ti gange i timen (faktisk mere, for det var ti gange i løbet af aftensmaden der varer en halv time).

Lige til sidst vil jeg dog som en kvinde på 175 cm brokke mig over at der igen gås ud fra, at en helt normal kvinde vejer 60 kg. jeg vejer lidt over 60 kg, og jeg har knogler stikkende ud alle steder, og jeg ville hade det hvis min lillesøster fx kom hjem og lignede mig. Vi er blevet besat af vægt og BMI (jeg selv med) men faktum er, at nogle er små og spinkle og andre er store og bredskuldrede, de tal der virker for nogen, virker ikke for andre.

Alt for damerne kan købes til og med tirsdag, og det er ikke en skam for mænd også at ville have denne bog, for den er bestemt de 29,95 kr værd (i kan jo altid fortælle kassedamen at det er til jeres kone/kæreste, som om det interesserer hende). Jeg er i hvert fald glad for at jeg købte den, for nu glæder jeg mig (næsten) til at komme ud og løbe her lidt senere i dag.

Aspergirls

"Aspergirls - empowering females with aspergers syndrome" af Rudy Simone er en slags guidebog/selvhjælpsbog til aspergerpiger/kvinder og deres forældre. Det er også en slags selvbiografi, men hvor hun også viser os glimt af livet for en hel række andre aspergerpiger. Bogen er delt op i 21 kapitler (+ nogle stykker til) der handler om forskellige symptomer ved aspergers syndrom, så som overstimulering af sanserne, skyldfølelse og særinteresser og om forskellige livsfaser så som universitetet, forældrerollen og det at blive ældre.

Jeg lånte bogen af min psykolog og sad og læste i toget hjem, og der blev jeg meget følelsesmæssigt påvirket, ja sågar lidt bitter, for her var en bog om alle de ting jeg godt vidste, men som jeg havde måttet kæmpe så urimeligt hårdt for at komme til forståelse af. Nej, ikke urimeligt hårdt, bare hårdt. Jeg blev også bange, bange for at den ville fortælle mig at jeg bare er en helt ordinær aspergerpige (jeg er vant til at føle mig som noget særligt fordi der er så få af os, i hvert fald som er diagnostiserede). Jeg var bange for, at jeg ville føle mig udenfor fordi alle dem i bogen havde noget tilfælles som jeg ikke kunne genkende. Jeg var bange for at blive til grin fordi mit arbejde for at formidle aspergerpigers problemstillinger ville være overflødigt.

Efterhånden som jeg fik læst lidt mere i den blev billedet den maler lidt mere nuanceret, og jeg kunne slappe mere af. Nogle gange havde jeg dog lyst til at græde fordi et eller andet ramte et blødt punkt, især da den snakkede om universitetet, og om den hjælp man burde være berettiget til. Jeg gik på universitetet og måtte stoppe igen før jeg blev diagnostiseret, og selvom det var hårdt, og hårdere end jeg kunne klare, så var det nogle fantastiske år, og bogen fik mig til at savne det, fik mig til at tænke at måske en dag...

Judy gør et godt arbejde med at formidle hvordan det er at have aspergers syndrom når man er en pige, og det er der brug for, for næsten alle bøger omhandler drenge, og der er meget stor forskel på symptomerne for de to køn. Hvad jeg godt kunne have brugt var, at hun havde prøvet på i punktform at stille diagnosekriterierne op for piger, for når jeg har læst en hel bog, så har jeg svært ved at huske hvad jeg kunne genkende og hvad jeg ikke kunne genkende. Betyder det da overhovedet noget? Det gør det hvis man har aspergers, det betyder i hvert fald noget for mig.

Judy er selv aspergerpige, og hun har derfor som andre aspergere en særinteresse, hendes er holistisk medicin og andre spirituelle ting. Det er fint nok at hun interessere sig for det, men især hen mod slutningen af bogen kommer det til at fylde alt for meget, især når hun raser mod læger der vil give medicin, for så skulle man hellere sluge nogle holistiske piller. Jeg får en hulens masse medicin, og jeg kan ikke fungere uden, og jeg vil ikke have at forældre benægter deres børn gavnlig medicin bare fordi en eller anden siger det i en bog, vel og mærke en der ikke har nogen uddannelse i medicin eller farmakologi.

Men generelt er jeg godt tilfreds med bogen om end jeg synes at "empowering females with aspergers syndrome" er lige lovligt luftigt for min smag, men fred være med det. Bogen er et godt billede af hvordan vi tænker og fungere, og det er skrevet i et sprog der er til at forstå, hvis man da kan læse engelsk, for den er nemlig ikke blevet oversat til dansk, hvilket den burde være, i hvert fald hvis du spørger mig, og det gør du vel egentlig, for det er jo min blog du læser.

Spiritualitet nedefra

Her i begyndelsen af weekenden fik jeg tilsendt en stor pakke med bøger fra Pastoral centret (Pastoral centret er en institution under den katolske kirke i Danmark).

I går pjækkede jeg fra kirken, så jeg besluttede at bruge dagen på lidt åndelig lekture. Flere af bøgerne var fra serien kristen spiritualitet, og der står ikke noget om bogens indhold, så jeg havde ikke den fjerneste anelse om hvad jeg gik ind til.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg valgte "Spiritualitet nedefra" af Anselm Grün OSB og Meinrad Dufner fordi det var den korteste, så jeg tænkte, at den kunne jeg nok blive færdig med på en dags tid.

Bogen handler i bund og grund om, at der er to former for spiritualitet.
Spiritualitet oppefra er når man læser i Biblen, ser på kirkens tradition og lære og ser på helgenernes liv og danner sig et billede af hvad der er godt at gøre og hvordan man burde handle og gøre. Idealer er godt, det får os op på dupperne og får os til at stræbe efter hele tiden at blive bedre, men hvis man sætter idealerne for højt, ender man med at undertrykke alle de forbudte følelser og lyster, og man bliver bange for sig selv.
Spiritualitet nedefra er en søgen efter at lære sit sande jeg at kende, for kun ved at kende sig selv, kan man lære Gud at kende. Vi er alle mennesker, og vi har alle fejl og mangler, vi har alle vores at kæmpe med, og kun ved at favne alle disse ting kan vi bringe os tættere på Gud

Jeg har hørt alle tingene før, og til at starte med var jeg helt vild. Da jeg for snart ti år siden stod som katolsk aspirant og ny konvertit var jeg meget opsat på at gøre alle de rigtige ting. Jeg kom i kirke hver søndag, jeg læste i biblen, jeg hjalp mine medmennesker hvor jeg kunne og jeg syntes selv at jeg var meget ydmyg og beskeden, men jeg kunne ikke holde facaden, dertil var mine skyggesider for overvældende.
Jeg kan godt lide spiritualitet nedefra, for der møder man Gud lige der hvor man selv er.

Men så gik det galt. I deres beskrivelse af, at skulle savne sig selv og sine skyggesider, ville de også have at man ikke løb fra sin angst/depression/vrede/sygdom/handikap/undertykkelse, og der stod jeg af. Jeg har skrevet om det før, det at smerten kan blive for stor til at bære alene, og på det punkt syntes jeg at bogen gav udtryk for en meget ensom tro.

Igennem hele Kirkens historie har der fandtes eremitter (eneboere), men de fleste af os bor altså ude i den virkelige verden, hvor vi har venner og familie og andre der er villige til at hjælpe os. Er det da ikke en af hjørnestenene i kristendommen, at vi hjælper hinanden gennem angst og prøvelser? Bad Jesus da ikke sine disciple holde sig vågne da angsten overmandede ham i Getsemane have? Hjalp Simon af Kyrene ikke med at bære Jesu kors op på Golgata? Når Jesus i sin dødsangst påberåber Gud og beder ham tage dette kors fra ham, hvordan skal vi der end ikke når Jesus til sokkeholderne være stærke nok til at klare alle disse prøvelser og så blive stærkere?

På universitet fik jeg at vide, at i en god opgave skal man kunne læse indledningen og afslutningen og så alligevel få det hele med. Det er også lidt den måde man bør læse bogen her, for de er nemlig rigtig gode, det er det der ligger midt imellem der er så deprimerende.

Jeg har en fornemmelse af, at boget sigter mod læsere der er yngre end mig, og jeg tror den vil passe sig glimrende til nogen der står på grænsen mellem at være teenagere og være voksne. Forfatterene ser nemlig spiritualitet ovenfra som især gavnlig for unge mennesker, for unge mennesker har brug for idealer, så de ikke bliver rodløse. Når man så bliver ældre så er det tid til at begynde at se indad, og dette er netop en guide til de første spæde forsøg.

Jeg ville ikke have nogen skrupler over at forære bogen til en firmand (konfirmand) eller en student, med mindre person har hang til depressioner.

Moonwalk med Einstein

Overført fra min anden blog
“Moonwalk med Einstein” af Joshua Foer er en rigtig god bog der mister pusten halvvejs inde.

Man kan enten læse den som en temmelig middelmådig tangerende til jævnt kedelig bog om at memorere spillekort på konkurrenceniveau, eller som en virkelig spændende bog om vores hjerner, sprog, viden og erindringer og om hvordan vi bruger det hele.

JF dækkede som journalist USA mesterskabet i hukommelse, og bliver udfordret til at bevise, at det er rigtigt at alle kan trænes op til at kunne memorere et sæt spillekort på 90 sekunder. Han går til opgaven med liv og sjæl, men undervejs undersøger han de neurologiske, filosofiske, lingvistiske og historiske aspekter ved vores hjerner og hukommelse. Hvordan lagre hjernen forskellige former for erindringer? Hvad er en erindring? Hvad vil det sige at huske? Hvad har vi brug for at huske? Hvad er ord i det hele taget? Hvad er sprog? Hvad er sanser?

Alle disse overvejelser er rigtig spændende og godt beskrevet, men JF som person kommer til at fylde mere og mere, og højtstående personer i hukommelses miljøet bliver skubbet frem i rampelyset, og der er ikke lagt skjul på hvem man skal kunne lide og især hvem man ikke skal kunne lide, men jeg kan ikke lide nogen af dem.

Undervejs spekulerede jeg da flere gange på, om jeg også ville kunne træne mig selv til at huske mere af pi end 3,1415 (om ikke nødvendigvis 22,000 decimaler).

Teknikken skulle være at danne sig erindringspaladser (konkrete bygninger man i sin erindring kan bevæge sig rundt i) og placere personificeringer af de ting man skal huske (jo mere obskøn jo bedre).

Men jeg har et problem, jeg har meget svært ved at danne billeder for mit indre blik, selv det hus jeg voksede op i kan jeg ikke rigtigt se for mig, jeg ved hvor rummene lå, men jeg kan ikke se dem, men måske det bare er min ADD, måske er det bare fordi jeg ikke kan koncentrere mig grundigt nok. Eller også kommer jeg bare med dårlige undskyldninger fordi jeg ikke gider lægge kræfter i noget der i grunden er helt meningsløst, jeg ville jo kun kunne det på grund af blærefaktoren.

Som en del af konkurrencen skal deltagerne også memorere et digt, og det er noget jeg meget gerne ville kunne, men i modsætning til tal, spillekort, ord og ansigter bliver der ikke givet en vejledning til hvordan man skal gøre, og det er jeg virkelig træt af, for jeg kan de første mange sider af Peters jul, og folk forbløffes hver gang, men jeg vil gerne lære det hele. Hvis jeg begyndte at træne nu, ville jeg sikkert godt kunne til næste jul, men er det virkelig umagen værd?

Der er en aspergerdreng med i bogen, men han bliver fremstillet som en forfærdelig fusker, men jeg kunne virkelig godt tænke mig og vide om hvordan den autistiske hjerne fungerer. Er der forskel? Ja selvfølgelig er der forskel, det er jo ligesom hele pointen med diagnosen, men hvad er forskellen...