Monkey hunting

For at være ærlig så handler rigtig mange bøger om stort set de samme ting, det være sig gode eller dårlige bøger, men engang imellem, får man fat i en bog der bare handler om noget helt andet. "Monkey hunting" er en af de bøger, den handler nemlig om kinesiske slaver på Cuba, og om den rodløshed der følger med i generation efter generation.

I bogen følger man fire generationer af Chen Pans familie, i en ikke lige linje. Chen Pan er son af en mislykket poet og bonde, og da høsten et år slår fejl, underskriver han en kontrakt og bliver sendt til Cuba. Det bliver dog hurtigt klart, at han har ladet sig sælge som som slave til sukkerrørsplantagerne. Chen Pan klarer sig godt som slave, og de egenskaber hjælper ham, da han flygter og lever 300 dage i junglen, hvorefter han opbygger en antikvitetsforretning og tjener rigtig mange penge. Hans livs kærlighed er den afrikanske slave Lucretia, som han køber, og på trods af venner og families opfordringer, får han sig aldrig en ny kone efter at hun dør og efterlader et stort hul i ham.

Chen Pan ender med hverken at være kinesisk eller cubansk, og ligegyldigt hvor hans børn, børnebørn og oldebørn er, så hører de aldrig nogensinde til eller finder sig til rette, hverken i kolonialisme, kommunisme, socialisme eller kapitalisme, hverken i krig, fred eller revolution, Kina, Cuba, USA eller Vietnam. Det er som om hver generation bliver mere og mere rodløs, men hvad er det der giver denne rodløshed? Chen Pan er måske slave, men han blev hverken slået ned eller taget til fange, han solgte sig selv, og måske gjorde han det, fordi han i forvejen var rodløs. Hans far var en mislykket poet, ikke fordi han var en dårlig poet, men fordi han ikke passede ind i nogle meget faste rammer, så måske startede rodløsheden med ham. For Chen Pan betyder faderens digte meget, men gennem generationerne udvandes trangen til poesi, og derfor bliver rodløsheden sværere at bære.

Fra da Chen Pan forlod Kina for at blive slave på Cuba i 1857 til oldebarnet Dominique forlader en gravid Luder i Saigon i 1970 er Kina et forvandlet sted og med Mao og kulturrevolutionen bliver Kina lige så rodløst som Chen Pans familie. Dominiques far forlod Cuba da revolutionen kom, og Dominique ender med at kæmpe i vietnamkrigen for amerikanernes side hvorfor hans cubanske mor ikke vil tale til ham mere. Chen Fang er et af Chen Pans næsten ukendte børnebørn. Pige, vokset op som dreng, trædende udenfor normerne og datter/søn af en afrikansk kineser født og bosat i Cuba, hun står ikke en chance da kulturrevolutionen bryder ud. Dominique og Chen Fang bærer straffen for fædrenes forræderi, et forræderi der ikke består i andet end ikke at være en del af den kommunistiske revolution i Cuba såvel som Kina.

Bogen er i Sydamerikansk stil skrevet i fantastik, det vil sige en lidt mere brugervenlig version af magisk realisme, lidt i stil med Isabel Allende. Det er Chen Pans kinesiske mors spøgelse, det er jungletrommer og det er regnskovens hemmelighed, men det hele er så diskret, at man næsten ikke lægger mærke til det, og dog er det der og adskiller den fra realismen.

bag i bogen er der et kort forfatter interview og nogle arbejdsspørgsmål, ud fra hvilke man godt kan regne ud, at der måske ikke er en hulens masse kød på fortællingen, og det er nettop bogens problem, 251 sider er simpelthen ikke nok til at omfatte fire generationer. Fordi der ikke er nok kød på, er det også svært for mig at danne et billede af historien inde i hovedet, og langsomt vil bogen sive ud af min erindring, og en eller anden dag vil jeg se på mine noter og overrasket udbryde "Gud ja, den har jeg også læst.

TITEL: Monkey Hunting FORFATTER: Cristina Garcia FORLAG: Ballantine Bookks
SIDEANTAL: 251 UDGIVELSESÅR: 2003 (2004)

Dværgen

Bogens dværg er hofdværg/hofsnog ved en Lorenzo "il Magnifico" di'Medici-agtig fyrste. Han er en meget hadefuld og bitter mand, der findes ingen positive følelser i hans liv, det skulle da lige være hans iver og krig og ødelæggelse. Han kan dog kun lide angrebskrig, et forsvar ser han som en svaghed.

Dværge er ikke mennesker, de bliver købt og solgt ved Europas hoffer, og er for det meste en blanding mellem narre og husdyr, men denne dværg er stolt, intelligent og manipulerende. Han tilbeder sin herre, fyrsten, og hader fyrstinden (måske fordi han i virkeligheden elsker hende) og alle andre hader han også. Han er egenrådig og egentlig ret skræmmende.

Had er det gennemgribende tema i bogen, krig og menneskets fejlfuldhed, og det er igennem denne kyniskhed at dværgen forsøger at gennemskue sine medmennesker. Bogen foregår i renæssancen, men den kunne egentlig også godt foregå nu, eller under 2. Verdenskrig, hvor den er skrevet. Det er noget man BØR skrive om en bog, ligegyldigt om det passer eller ej. Det passer, sådan sa, men mest af alt foregår den i renæssancen, på en tid hvor man bevægede sig på grænsen mellem middelalderens intriger og krige og oplysningens kunst og viden. Dværgen som person og som rolle hører middelalderen til, men det ser han ikke, og han nægter at anerkende sit fald i status

Til il Magnificos hof er hører, ud over dværgen, også en Leonardo da Vinci-agtig person, men det er ikke den ophøjede da Vinci man ellers hører om i for eksempel "Da Vinci mysteriet". Han er dygtig og videbegærlig og intelligent, men han er også distræt, en krigsmager og selvcentreret. Dværgen hader ham, ligesom han hader alle andre mennesker, og han hader ham især efter at han med magt er blevet tvunget til at stå nøgenmodel, og det kan man jo godt forstå. Hvor dværgen er symbol på det tidligere system, middelalderen, da er da Vinci symbol på det nye, renæssancen, med sine anatomiske undersøgelser af afdøde forbrydere, hvilket dværgen finder enormt frastødende.

"Dværgen" kan godt lidt ses som en parodi på Machiavellis "Fyrsen" for selvom dværgen ser fyrsten som et lysene eksempel og tilbeder den jord han går på, så bliver det for læseren klart, at hans politiske evner lader meget tilbage at ønske. Nutiden kender da også mest il Magnifico for hans forkærlighed for kunst og bygningsværker, og ikke for hans økonomiske sans. Han lånte store summer af penge for at føre krig mod nabostaten, og til at begynde med går det godt, men det ender med at gå så gruelig galt, efter han lavede et kneb som gør sig godt i bøger, men i virkeligheden knap så meget i 'virkeligheden', og han ender med at bringe krig og sygdom til sit eget folk.

Familiemæssigt går det også helt ad hækkenfelt til, og det er dværgens skyld, eller det er det egentlig ikke kun, de kunne bare lade være med at forsømme hinanden hver især, men dværgen er nu engang en modbydelig lille en uden reel indflydelse, og så er det nu engang dejlig nemt at skyde skylden på ham.

ORIGINAL TITEL: Dvärgen DANSK TITEL: Dværgen FORFATTER: Pär Lagerkvist FORLAG: Dansklærerforeningen SIDEANTAL: 190 UDGIVELSESÅR: 1944 (2000)

Gilgamesh mm

Et sted på nettet stod der, at alle jo kender historien om Gilgamesh (og hvad der står på nettet, det må jo være sandt). Jeg kendte den dog ikke, ikke før jeg kom på universitetet i hvert fald, jeg tror faktisk ikke, at jeg kendte nogen af de mesopotamiske myter, så her vil jeg starte ved begyndelsen (skabelsen), tage oversvømmelsen med og slutte af med selve beretningen om Gilgamesh, for det er sådan Bent Haller gør det om end han gør det hele helt forkert.

Skabelsen (enuma elish):

I begyndelsen før alt andet er der Saltvand og ferskvand, Tiamat og Apsu. Guderne skabes i Tiamats mave. De larmer, så Apsu vil dem til livs, men Tiamat advarer dem, så Ea, den stærkeste af alle guderne, slår ham ihjel og får sønnen Marduk. Marduk leger med vindene hvilket nogle af de guder der stadig bor i Tiamat, og de overtaler hende til at hævne sig over hendes dræbte mand, Apsu. De gode guder ved ikke hvad de skal stille op, og Marduk tilbyder at ordne det, hvis han bliver leder. Han slår Tiamat ihjel og river hendes krop i stykker og skaber himlen og jorden. Kingu, Tiamats anden mand, som opildnede hende til kamp, bliver også slået ihjel og af hans blod skabes mennesket.

Stormfloden (Atrahasis):

Mennesket skabes fordi guderne er trætte af at arbejde, men menneskene formerer sig og larmer, og med jævne intervaller må guderne sende hungersnød og epidemier for at reducere menneskenes antal. Til sidst beslutter guderne at udrydde alle da de er alt for besværlige, men Enki advarer Atrahasis, som skal bygge en båd for at redde sig selv, sin familie og nogle dyr. Guden Enlil er rasende over menneskets redning, men de får trods alt lov til at leve.

Stormfloden (Gilgamesh):

Guderne vil sende en stormflod for at udrydde menneskene, men Ea advarer Utnapishtim, som bygger en båd til sig selv, sin familie, sine arbejdsmænd og markens dyr. Floden varer i seks dage og seks nætter. Da den slutter sender han først en due, så en svale og så en ravn ud. Da ravnen ikke kommer tilbage lugger han folk og dyr ud af båden, hvorpå han ofrer til guderne. Guderne er trods alt alligevel glade for at menneskene har overlevet og Enlil velsigner Utnapishtim og hans kone med evigt liv.

Gilgamesh:

Gilgamesh var 2/3 gud 1/3 menneske og han var en stor og stærk konge og lidt af en tyran. De unge piger havde han sex med på deres bryllupsnat (en gammel skik, droit de seigneur, herskerens ret) og de unge mænd dystede han mod, og folk var egentlig godt og grundigt trætte af ham, derfor klagede de til guderne. Guderne skaber derfor en vildmand, Enkido, som skal være Gilgamesh' ligemand.

Enkido lever sammen med dyrene og beskytter dem mod jægernes fælder, det bliver de trætte af, så de klager til Gilgamesh, som sender en tempelskøge ud, og hun tæmmer Enkido ved at have sex med ham.

Enkido og Gilgamesh kæmper og Gilgamesh vinder med nød og næppe, og de bliver de aller bedsteste venner og sjælebrødre. Sammen bekæmper de halvguden/monstret Humbaba og den kæmpemæssige Himlens tyr, men påkalder sig derved gudernes vrede, og Enkido må derfor dø, hvilket han klynker enormt meget over.

Efter Enkidos død bliver Gilgamesh vanvittig af sorg og opsøger Utnapishtim i det hinsides for at få hemmeligheden til et evigt liv. Utnapishtim beder ham holde sig vågen i seks dage og seks nætter, men han falder dog straks i søvn, som plaster på såret får han dog at vide hvor han kan finde en plante der vil gøre ham ung igen. Han mister dog planten da han lægger den fra sig for at tage et bad.

Jeg ved ikke hvilken historie Bent Haller bygger "Ba-bels bog" på, men det er i hvert fald hverken den arkadiske eller den babylonske (de ældste) for det er dem som jeg har læst i "Myths from Mesopotamia" og de bærer kun begrænset sammenligning, det er heller ikke tekster jeg kan finde noget om på internettet, og det irriterer mig. Det der irriterede mig mest var dog, at jeg mange gange har overvejet at læse "Ba-bels bog"  I STEDET FOR den oprindelige (oversatte). Så mest af alt handler min egen irritation om dovenskab og skam, skam over at ville tage den lette løsning.

Bent Haller har sat guden Ba-bel til at være far eller konge over guderne, hvilket er noget forfærdeligt sludder, da Babel blot er det hebraiske ord for byen Babylon. Bent Haller fortæller om hvordan Ba-bel skabte et mere kosmisk og naturvidenskabeligt tro univers, med planeter der kredser omkring solen, han har også menneskene til at læse i stjernerne, men i myterne er det drømmende der fortæller dem om fremtiden.

Tilføjet august 2015

Sex spiller en vigtig rolle i begge Gilgamesh-historierne.

" Shamhat loosened her undergarments, opened her legs, and he took in her attractions. [...]and he lay upon her. She did for him, the primitive man, as women do".

Dallay s. 55

"Hun spredte benene lidt mere, så han kunne mærke lugten og blive yderligere ophidset".

Haller s. 123

Samt denne illustration fra Rydahl s. 11.

Sex er det som er Enkidos syndefald, da han går i seng med tempelskøgen, Shamhat (i Bent Haller er det i stedet Gilgameshes førstehustru, Hetære). Efterfølgende vil dyrene ikke længere kendes ved ham og han kan ikke løbe så ubesværet som før, og han iklæder sig klæder og drager ind til byen. I Bent Hallers bog spiller det dog en endnu væsentligere rolle, da Hetære opretter kærlighedsskoler og hele Babylon bliver opslugt af seksuel eufori og udnævner hende efter hendes død til gud. At Babylon skulle have fået sexkuller fremgår er et par linier i Erra og Ishum (som jeg ikke lige kan finde på stående fod) en tekst der minder meget om Biblens profetiske litteratur og deres svada af lokalbefolkningen.

De mesopotamiske myter er gode, og Bent Hallers bog er egentlig slet ikke dårlig, men jeg bryder mig slet ikke om at han træller andre myter med ind, som slet ikke har noget at gøre her. Han indikere for eksempel, at alt dette skulle foregå før babelstårnet, men Gilgamesh myten bygger på en faktisk engang spild levende konge fra historisk tid langt langt langt efter babelstårnet.

Temaet i Gilgamesh er at lære at respektere døden. Først føler Gilgamesh sig udødelig, men efter vennen Enkidos død, lider han af frygtelig dødsangst.

Tilføjet august 2015:
Ved et rent tilfælde stødte jeg på John Rydahls gengivelse af historien om Gilgamesh for børn og folk som mig, og den kan nærmest betegnes som genial. Rydahl gør noget så usædvanligt som at tage en god, men svært tilgængelig historie, og skrive en moderne og letlæst historie som følger den gamle UDEN AT ÆNDRE NOGET VIGTIGT. Han opfinder ikke sin egen historie, morale eller humor. Det er som om han rent faktisk repektere den originale historie for hvad den er, en af verdens ældste overlevende historier, en historie som har været med til at forme den verden vi lever i i dag, en historie som oprindeligt var så god, at den har overlevet i 5000 år, som er så god, at den faktisk ikke behøves at blive lavet om.

ORIGINAL TITEL: Myth from Mesopotamia DANSK TITEL: ingen FORFATTER: ukendt OVERSÆTTER: Stephanie Dallay FORLAG: Oxford world's classics SIDEANTAL: 339 UDGIVELSESÅR: 1800 f kr (1989/2000)

TITEL: Babylonske religiøse tekster FORFATTER: ukendt OVERSÆTTER: O E Ravn FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 145 UDGIVELSESÅR: 1800 f kr (1953)

TITEL: Ba-bels bog FORFATTER: Bent Haller FORLAG: Aschehoug SIDEANTAL: 335 UDGIVELSESÅR: 2006

TITEL: Gilgamesh FORFATTER: John Rydahl ILLUSTRATOR: Gitte Skov FORLAG: Religionpædagogisk Forlag SIDEANTAL: 63 UDGIVELSESÅR: 2012

Silmarillion

Velkommen til nørdeland.

Tolkien, ham med "Hobitten" og "Ringenes Herre", nøjedes ikke med at skrive et par eventyr, han skabte et helt univers, og for at gøre det må man enten have en 'faglig' tekst om hvordan hele universet blev skabt og dets befolkning udviklede sig, eller man må have en tekst der beskriver hvordan folket selv mente at det hele startede. "Silmarillion" er en sådan tekst, den er religiøse myter og historisk krønike i ét, og det er super fedt, hvis man er til sådan noget, og det er jeg, for min hovedinteresse er det gamle testamente, og det er jo det det gamle testamente er (om end jeg tager det gamle testamente lidt mere seriøst.

Tolkiens univers er skabt af sang, bogstavelig talt. Overguden, Ilúvatar, skabte nogle lidt mindre guder, valaerne, som sang, og deres sang blev en idé om en verden, og denne verden blev så til virkelighed. I begyndelsen var alting godt, men den ene vala, Melkor, var ond og begyndte at skabe uorden. Fra den tid af begyndte det godes kamp mod det onde, men det onde er en magtfuld fjende, så ofte, selvom det gode vinder et slag, så er det stadig det onde der har overtaget.

Maiarne er mindre guder end valarne og tjener dem, og den onde Melkors tjener (den største af dem) er Sauron, som vi jo kender så godt.

Alferne/elverne er de førstefødte af Ilúvatars børn og "Silmarillion" følger i hovedparten dem på deres vandringer. Noldorne er de elvere der tales mest om. De vandrede over Midgård og kom til gudernes land, men de var oprørske og tog tilbage til Midgård hvor de bekrigede Melkor for at vinde deres ædelsten Silmarillioner tilbage og hinanden og andre elvere fordi de er lidt nogle krigeriske bæster og sjældent så ophøjede som vi tænker om dem, og til sidst var der ikke mange tilbage af dem, og da kunne vores allesammens elskede Galadriel kalde sig den skønneste, thi alle de skønneste var da døde (Elronds mor var den skønneste af alle men hun var også halvt maia).

Galadriel må faktisk have været lidt grim af en elver, for i en verden hvor udseendet betyder næsten alt, blandt andet om man er ond eller god, der havde hun svært ved at finde sig en mand. Der står at det er hendes valg, men kan man nu også være helt sikker på det, det er jo Tolkien der skriver, og er han nu også helt upartisk? Som ham fra "The Matrix" der skaber sin egen fantasikvinde i en rød kjole.

Jeg er ikke helt sikker på at jeg er med på om "Silmarillion" er elvernes sagn og myter, eller om det er forfatterens (søns) gengivelse af elvernes sagn og myter. Historierne er fantastisk gode og rammende, men sproget er mere skønlitterært sprog end mytisk sprog. En myte er fortællinger fra dengang da det guddommelige vandrede på jorden, om hvordan alting blev skabt, og hvordan uorden kom ind i verden. Myter er fulde af gentagelser, for det var mundtlige overleveringer, og de skulle være lette at huske, men det var også dem der fortalte hvordan man bør leve sit liv, så det var ikke kun historiefortællerne der skulle huske, det var alle.

Myterne er skrevet lidt i samme stil som krønike delen, og det burde de ikke, til gengæld er krønike delen ramt ganske godt, med dens uendelige beskrivelser af geografi og slægtstavler.  Jeg selv gik lidt kold i nogle af de længste af disse beskrivelser, men det er guf for systemnørder som min far. Heldigvis for mig inkludere bogen også stamtavler, person- og stedoversigt og ordforklaring.

Det eksemplar af bogen, som jeg fik fat på har disse helt forfærdeligt grimme illustrationer, og den ene af pædagogerne og jeg har haft indtil flere grineflip over dem. De er ikke dårligt lavet, de er bare så 'pæne' at det ikke er til at holde ud, men samtidig er de også ufrivilligt morsomme og jeg endte med at holde meget af dem.

ORIGINAL TITEL: The Silmarillion DANSK TITEL: Silmarillion FORFATTER: J R R Tolkien ILLUSTRATIONER: Ted Nasmith FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 366 UDGIVELSESÅR: 1977 (1992)

The Hobbit

En meget veltilfreds Smaug på sit guld

Jeg fik læst "Hobbiten højt da jeg var barn, men da jeg for nyligt var inde og se filmatiseringen (nr 1 af 3), da kunne jeg ikke huske nær nok til at vurdere hvad der var rigtigt og hvad der var opfundet. Okay, det hele er vel i grunden opfundet, men hvad der er opfundet af Tolkien og hvad der er opfundet af Peter Jackson. Så var der jo ikke andet at gøre end at læse den igen.

Thorin er efterkommere af dværgekongerne under det Ensomme Bjerg, hvor de samlede deres skatte, men så kom dragen Smaug og drev dem på flugt. Nu vil dværgene have deres rige tilbage, og for at få det skal de have hjælp fra troldmanden Gandalf, og hobbiten Bilbo. Bogen handler om  de 13 dværge, Bilbo og til dels Gangalfs farefulde rejse gennem Midgård til det Ensomme Bjerg, hvor de skal overvinde dragen, bemægtige sig skatten og kæmpe et stort slag, men vejen er farefuld og slutningen ikke helt som de regnede med.

Jeg er ikke den store fantasy læser, heller ikke Tolkien. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide det, jeg får det bare ikke gjort, men jeg har da læst nok i mine yngre dage til at jeg synes at jeg kan give en nogenlunde kvalificeret vurdering af kvaliteten, og jeg må sige at Tolkien ligger helt i toppen, både hvad angår historien og de litterære kvaliteter. Min far siger tit om "Ringenes Herre" (bøgerne) at de indeholder 1 kys og endnu færre vittigheder. Jeg skal ikke kunne sige noget om de romantiske kvaliteter, da der simpelthen ikke er nogen kvinder i "Hobbiten", men vittige bemærkninger er der da nogle stykker af, om end kun få.

Bogen er opbygget med krise, løsning, krise, løsning, som en perlerække af små uafhængige eventyr der først knyttet til hinanden til aller sidst i det store slag, hvilket i mange genre ville virke irriterende, men når der er tale om krigere, og man ikke ved om personerne vil overleve dagen i morgen, så giver det på sin vis fint mening. De forskellige dele er heldigvis meget afvekslende, og man kan gradvist se hvordan hovedpersonen, Bilbo, udvikler sig, og hvordan dværgene ændre deres opfattelse af deres lille følgesvend. Ellers er der ikke synderligt meget personkarakteristik at hente.

"Hobbiten" er en relativt kort bog, og den er planlagt til at strejke sig over 3 helaftensfilm, så selvfølgelig var der i filmen en masse kriser og slag, bulder og brag, som enten kun ganske kort, eller overhovedet ikke omtales i bogen. I den første del af bogen, som jeg har set på film, savnede jeg egentlig lidt alle de sideløbende historier, men da jeg først kom til næste del, virkede historien egentlig mere sammenhængende og, ja jeg tør næsten ikke bruge ordet i en fantasysammenhæng, troværdig.

I forbindelse med filmatiseringen af "Ringenes Herre" var jeg en af de mange piger der sukkede over Legolas, og elvere var bare de sejeste, men i "Hobbiten", både filmen og bogen, finder jeg dem en smule fimsede og irriterende. Det er selvfølgelig ikke så efterstræbeligt at klæde sig ud som dværg, og dværge er også ret irriterende i det lange løb, men dværge forventes at være sådan. Jeg var ret skuffet over at blive skuffet af elverne.

TITEL: The Hobbit FORFATTER: J R R Tolkien FORLAG: Unwin Paperbacks SIDEANTAL: 253 UDGIVELSESÅR: 1937 (1977)

Drenge

Tom og Anton er bogens hovedpersoner, men mest Tom. Anton er den gode dreng der altid er fornuftig og gør de rigtige ting. Tom er også en god dreng, men han kan godt lide "fest" (sjov og ballade) og klassens ballademagere får ham flere gange trukket ham med i deres leg, og tit får han også en straf, selvom det ikke er hans skyld. Der kommer en ny lærer på skolen, hr Hjarmar, som er venlig og retfærdig, men også lidt streng. Klassens uromagere skal da til at starte med prøve grænser af, men de bliver med det samme sat på plads, og en ro breder sig over klassen. Da hr Hjarmar bliver kredsfører i Forbundet (FDF) kommer der pludselig et helt nyt indhold i drengenes liv.

"Drenge" er skrevet i 1914, året hvor 1. verdenskrig startede, hvilket ikke stod nogen steder i mit eksemplar, der var trykt i 1958, så gang på gang blev jeg chokeret over den nationalisme der driver disse unge drenge. Jeg har som sådan ikke imod national stolthed og kærlighed til den danske fane, men bogen beskriver nærmest amerikanske tilstande, hvilket virker så fremmed for mig.

"Drengene læste:
        "Landsmænd, ser du min grav,
        så meld det tilbage til hjemmet,
        jeg er faldet i kamp,
        tro min konge, mit land"
"Det er kønt," hviskede drengene, medens øjnene duggedes"
                                Bruhn, Rudolf "Drenge" s. 136

Det er egentlig helt kvalmt at læse, men man må forstå den historiske sammenhæng. I 1864 tabte Danmark slaget ved Dybbøl, og den dansk-tyske grænse kom til at ligge ved Kolding. Vi følte os ydmyget, og Tyskland spillede med musklerne og til sidst brød krigen ud. Det lykkedes Danmark at forblive neutralt, ikke fordi vi ikke hadede Tyskland, for det gjorde vi i stor stil, men fordi vi gerne ville undgå invasion og undertrykkelse. 1. verdenskrig var generelt en krig der fik nationalismen til at blomstre over hele Europa. Efter 2. verdenskrig fik disse strømninger et noget mere blakket ry, og derfor kan det virke helt skræmmende at læse om i dag.

Bogens grundlæggende tema er formningen af GODE drenge. De skal være flittige og dygtige i skolen, de skal vise respekt, de skal øve gode gerninger, og så skal de slås. Vi har med tiden vænnet os til en mere og mere feminin pædagogik der ikke lader drenge være drenge, men i denne bog bliver drengene direkte rost for en god ærefuld slåskamp. Jeg tror muligvis at det kan være sundt for drenge at få sig en slåskamp fra tid til anden, så længe det går fair for sig, hvilket det selvfølgelig altid gør i bogen, men det gør det ikke i virkeligheden. I virkeligheden er det nok kun én dreng der får tæv og bliver ydmyget, og det er sikkert altid den samme dreng. Men sammen med slåskampene, hører i bogen også den ærefulde opførsel, og det er tydeligt, at Toms opførsel, gennem Anton og hr Hjarmar, støt forbedres, og han gør mange gode og ærefulde gerninger, og han vinder derved de voksnes respekt. Bogen har sikkert haft god indflydelse på unge drenge, men det hele kan godt blive lidt kvalmt i længden, selvom mange af historierne egentlig er meget sjove.

Hr Hjarmar er den GODE lærer anno 1914. Vi møder ham mange gange siden, som for eksempel i "Dead Poets Society". Det er den samme og dog en helt anden. Det er denne nye lærer der kommer ind og står i stærk kontrast til sine støvede og bryske kolleger. Det er ham der samler klassen under sine vinger og giver dem håb og drømme, men mål og metode har ændret sig over tid. Hr Hjarmar er ikke denne pysse nyssede lærer der opdrager drengene til små individualister, han er streng og skælder ud og slår når det er nødvendigt, men han er retfærdig, og det kan drengene godt mærke. Målet var dengang ikke kreativ udfoldelse af individet, det var ære og ansvarsfølelse. Helt ærligt, så har jeg altid hadet "Dead Poets Society", jeg har altid fundet den anstrengende og i perioder direkte træls. Hr Hjarmar er ikke en lærer jeg ville ønske at have, men jeg kan i langt højere graf forholde mig til ham. I disse forskrækkede tider vil ingen af de to lærertyper dog fuldt kunne eksistere, for de ville straks blive anklaget for usømmelig omgang med børn.

Eller børn og børn. Drengene er 12-14 år, og dengang, så var man jo nærmest voksen. Det sjove er, at der ikke optræder én eneste pige, på nær et par mødre, ikke engang søstre er der, men det skyldes sikkert, at drengene som gode kristne FDF'ere skulle være rene og ærbare i tanke, ord og gerning, og bare skyggen af en pige kunne jo lede disse små hormonbomber ud af kurs.

Jeg købte egentlig mest bogen for sjov, fordi jeg fandt den i en genbrugsbutik til 5 kr, men det viste sig at den skulle lære mig nogle ting om min egen familie.

Da min mor hørte hvad jeg læste, kunne hun fortælle, at Rudolf Bruhn har skrevet en fortsættelse til "Drenge", "De seks", hvor min oldefar (på min mormors side) var med, rent faktisk den mest irriterende af de seks seminarister. Selvom jeg ikke er vild med "Drenge", så kunne jeg vildt godt tænke mig at få fat i "De seks" for at komme lidt tættere på min familie og hvem jeg er.

Anton og Tom tager i bogen, lige før 1. verdenskrigs udbrud, en tur fra Kolding og ned gennem tyskland, den del der engang var dansk, og de møder et meget fjendtligt Tyskland, et Tyskland hvor alt dansk er strengt forbudt. Dette billede er fra 1939, på brinken til den næste verdenskrig, hvor min morfar (til venstre) og hans kammerat tog den samme tur ned gennem Tyskland og så videre til Frankrig. Deres tur var præget af en helt anden venlighed  og en helt anden forståelse mellem disse to danske studenter og de unge mænd i Hitler Jugend som de mødte undervejs.

TITEL: Drenge FORFATTER: Rudolf Bruhn FORLAG: H Hagerup SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 1914 (1958)

Désirée

Den unge Désirée er en silkehandlers datter under den franske revolution, hun bliver forlovet med sin svoger, den fattige general Napoleon Bonaparte, men han svigter hende til fordel. Hun gifter sig med en anden general som bliver forsvarsminister, markis, bliver relativt demokratisk valgt som kronprins af Sverige og til sidst kronet som konge over Sverige og Norge. Men er det et liv for en datter af revolutionen, en vaske ægte republikaner?

Dette er en bog om ærgerrighed, om hvordan Napoleon starter ud som en latterlig lille general som ingen andre end Désirée tager alvorligt, men hvordan flere og flere begynder at kysse ham i R-Ø-V-E-N. Jeg tvivler på, at Napoleon havde megen sans for humor, især ikke når det galt hans egen person, men jeg kan et eller andet sted godt se det sjove i at lave flere og flere absurde love og regulativer, bare for at se om folk hopper på den. Og folk hopper på den, og jo mere vanvittig han bliver, jo mere tror de fine herre og damer på ham. Selv Désirée, som er en formidabel menneskekender, men måske ikke så forfærdelig klog. Napoleon ER Frankrig, eller hans røv bliver i hvert fald lige så stor som Frankrig. Désirée starter også ud småt, som det mindste barn i en borgerlig familie, men som den eneste bevarer hun sin integritet, hvilket er lidt irriterende, for det gør hende lidt for perfekt, jeg kunne godt have brugt et raseriudbrud eller en enkelt lidt for dekadent vane eller bare et eller andet, noget der gør hende lidt mere menneskelig. Hun hverken særlig køn eller, efter eget udsagn, særlig klog, men i bøger er det oftest sådan at kvinden måske ikke er så køn, hvilket i litteraturen er med i den pulje der hedder (lidt for) perfekt, lidt for alle-vil-kunne-lide-dig-agtigt.

fra Wikipedia

Dette, at hun ikke er så klog er dog et glimrende virkemiddel til, at hun i denne dagbogsform kan beskrive livet og tiden omkring Napoleon uden at bogen bliver alt for tør og alt for meget skolebog, men hvor troværdig den er som dagbog, det ved jeg ikke, der står i hvert fald rigtig meget om politik og meget lidt om følelser og endnu mindre om hendes søn, som hun ellers elsker meget højt, men det genere mig ikke, for det er det andet der interesserer mig mest.

Désirées mand, Jean-Baptiste Bernadotte, senere kong Carl XIV af Sverige og Norge, kalder min far en laban som stak Napoleon i ryggen så snart lejligheden bød sig, men helt ærlig, så var det Napoleon, en rablende gal og krigerisk selvudnævnt kejser han stak, hvilket burde tjene ham til hans ære. Desuden var svenskerne vist meget glade for ham, indtil han blev lidt småskør på sine gamle dage, men det skulle Désirée nok få styr på, men hvilken mand ville ikke blive småskør, hvis han blev afholdt fra sex med sin højtelskedekone i 12 år? Havde han en affære i mellemtiden? Sikkert, men det er bare ikke helt det samme.

Man skal dog ikke fortvivle helt, hvis man er til romantik, for bogen skildre et langdistanceforhold på en måske lidt perfekt og overskudsagtig måde, og jeg åd det råt. Jeg sukkede da Désirées elskede Jean-Baptiste vendte hjem fra krigen og tog hende i sine arme, og mit hjerte hoppede da de til sidst finder hinanden igen efter mange års afsavn. Jeg elsker baller og smukke kjoler, og jeg beundrede Désirées evne til at forstå og behandle sine medmennesker, også sine tjenestefolk, men jeg kunne godt have undværet alle de forudsigelser bogens personer kommer med, altså ikke den politisk analyserende slags, men den der kommer i drømme og kortspil.

Jeg har bildt alle mulige mennesker ind, at bogen er blevet genudgivet, fordi den lille nye svenske prinsesse var opkaldt efter hende, men det er ikke rigtigt, hun hedder nemlig Estelle Silvia Ewa Mary, men hvores blik er dog alligevel rettet mod det svenske kongehus af slægten Bernadotte, så hvorfor ikke tage et tilbageblik på hvordan det hele startede.

PS Der var en del problemer med at tryksværten smittede af.

ORIGINAL TITEL: Désirée DANSK TITEL: Désirée FORFATTER: Annemarie Selinko FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 523 UDGIVELSESÅR: 1951 (2012)

Børnenes bog

Den drømmende eventyrforfatter, Olive Wellwoods, store udvidede familie er omdrejningspunkt i denne roman. Vi begynder i viktoriatidens sidste årtier i en fantasiefterlignet verden, hvor der er skabt plads og frihed til alle husets mange børn. Alting er drømme og store idealer, men med et nyt århundrede begynder virkeligheden at tage form, det ved de fleste af børnene, men det lader ikke til at alle de voksne har lyst til at følge med, og jo mere konkret virkeligheden begynder at blive, jo mere rykker fokus sig over på nogle af de mindre eventyragtige familier, der på en helt anden måde forstår at følge med tiden. Bogen kulminerer med 1. verdenskrig, hvor de sidste illusioner brister.

'Børnenes bog' skildre over 100 vidt forskellige personer med vidt forskellige livsforløb, og selvom der er personer der er mere gennemgribende end andre, så er det svært at tale om deciderede hovedpersoner. Egentlig er det lidt ironisk at kalde den for 'Børnenes bog', for den skildre langt mere de voksne der omgiver børnene, og som prøver at skabe en verden for børnene, som i langt højere grad er for dem selv, og så handler den om børnene når de efterhånden begynder at blive voksne. Allermest handler den dog om England og Europa i en brydningstid. Verden ændrede sig med faretruende hast og idealer og ideologier blomstrede op, men de blev alle sammen smadret af 1. verdenskrigs grusomheder.

Bogen handler dog også om helt almindelige mennesker med mere eller mindre indviklede relationer. Der er Ollives yndling, Tom, som ikke vil blive voksen, Dorothy der vil være læge selvom hun er kvinde og som er et af de mange børn Ollive nærmest glemmer at hun har, den kunstneriske Phillip som bliver fundet i en krypt under et museum og som ender i lære hos den mærkelige Fludd og hans endnu mærkeligere familie. Men selvom forholdende er indviklede, så er de i grunden også ret banale, og selvom bogen er på over 600 sider, bliver der ikke gjort plads til, at folkene skiller sig ud fra deres helt præcise bane, og det eneste sted hvor folks skæbner reelt overrasker er i krigen, hvor alt alligevel er kaos.

Mest af alt synes jeg at denne bog gør sig bedst  som en skønlitterær historiebog, for handlingsmæssigt gør den ikke meget for mig, dertil er den for overfladisk og banal. Derimod er det fascinerende at læse om en historisk periode, som jeg faktisk ikke rigtigt ved så meget om, og læse om hvordan historien ændrede menneskene. Vi kan godt lide at tro at vi alle er helt unikke og noget helt særligt, men i virkeligheden er vi alle et produkt af vores samtid. I bøger er det ikke altid helt tydeligt. Bøger om forskellige tider, giver forskellige personkarakteristikker, men det er sjældent, at bogen strækker sig over lang nok tid til, at man helt lægger mærke til det, men denne bog strækker sig over godt 20 år, og lægger derfor et spor af bitte små ændringer, som til sidst munder ud i en helt ny verden.

Nogle gang kan historieundervisningen godt blive lidt tør, og med den et ikke super spændende plot, så kan 667 sider godt være en noget anstrengende affære.

ORIGINAL TITEL: The Children's Book DANSK TITEL: Børnenes bog FORFATTER: A. S. Byatt FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 667 UDGIVELSESÅR: 2009 (2020)

Hamsun

Knut Hamsun var ikke bare en forfatter, han var et norsk folkeklenodie og nobelprismodtager. Lidt småskør var han måske, men hvad skidt, det kan sådan nogle kunstnere jo godt være en gang imellem, så man lod ham være og beundrede ham på afstand, men så kom krigen, og han udtrykte sin glæde ved tyskerne og ved Hitler. Landsforræder i krigstid, råbte folk, og efter krigen måtte han i retten, men hvis man kunne få ham erklæret senil og tilstrækkelig skør, så kunne man glemme det hele og undgå at trække hans navn gennem sølet. Og det gjorde man så, men Hamsun ville have lov til at stå til ansvar for sine egne handlinger.

Det handler bogen om, men den handler endnu mere om Hamsuns familie. Her er en familie man for alvor kan kalde destruktiv. Faderen der ikke er der fordi han ikke kan høre noget, og fordi han vælger ikke at høre noget. Han forguder sin mor selvom hun sendte ham væk hjemmefra til et forfærdeligt liv hos en slægtning, men hvad mutter gør er altid det rigtige, så Hamsuns børn skal også væk, og de bliver forstyrede næsten alle sammen, én kommer på kant med loven, én melder sig frivilligt til SS, og så er der Ellinor der ikke er syg hun spiser bare ikke noget, og så drikker hun alt for meget. Mand og kone kan ikke udstå hinanden. Hun synes han har mistet sine idealer og han mener hun berøver ham hans frihed, men alligevel kan de ikke finde ud af at forlade hinanden, skønt de prøver.

Bogen er drejebogen bag filmen om Hamsun, så den er lidt mærkeligt skrevet, fyldt med stemningsbilleder og tale, men man får ikke at vide hvad personerne tænker og føler, det må man føle og analysere sig frem til, og sådan noget finder jeg svært, men det er ikke altid meningen, at det skal være let. Der var heller ikke mange lange udførlige beskrivelser af forhistorie, omgivelser eller pointer, og alligevel lykkedes det forfatteren at gøre det til en smuk bog. Det er sproget der er så flot (selvom det er oversat). Hvert ord er så omhyggeligt udvalgt lige præcis fordi det er så vigtigt, når man kun skal have det aller mest nødvendige med, og helst lidt mindre end det fordi man selv skal tænke

"Ellinor er smuk, men hun har det dårligt. Hun er påfaldende afmagret, ansigtet indfaldent, hænderne skeletagtige. Men hun er ikke syg, kun aneurektiker.

 Hamsun foran hende, han har hænderne fulde af smørrebrød, han har selv smurt det" (s. 51)

Der står jo ikke noget, og alligevel fortæller det alt om en familie der er ramt af anoreksi, hvordan det er hele familien der bliver ramt, hvordan det ikke er en sygdom, for hun kan jo bare spise, men hvordan det jo ikke BARE er at spise, når faderen i 1940 selv går i køkkenet for at smøre et par fedtemader.

Jeg har læst og set meget om 2. Verdenskrig, men denne bog stillede et spørgsmål jeg aldrig før havde stillet mig selv. Hvorfor var det egentlig så logisk at det var englænderne man holdt med, hvis man ikke sådan rigtigt interesserede sig for politik, og hvis de eneste nyheder man fik var den lokale avis, og endnu mere hvis man som Hamsun var døv og ikke lige kunne høre hvad folk gik og talte om. Vi ved nu at Hitler var ond, meget ond, men jeg har svært ved helt at sætte mig ind i hvem der egentlig vidste hvad på hvilket tidspunkt. Kan man stille nogen til ansvar for ikke at vide noget om oplysninger der er svært tilgængelige?

Et andet godt spørgsmål bogen stiller er, hvorfor er det logisk, at demokrati er godt? Hamsun har jo egentlig ret, verden er fuld af idioter (mig selv indberegnet) der lader sig lede af tilfældigheder og mere eller mindre direkte manipulation, er det virkelig sådan vi vil have at vores ledere bliver valgt? Jeg går ind for demokrati, mest fordi alle alternativerne er værre, men demokratiet har sine fejl, og det er vigtigt at vi anerkender de fejl, men nogle gange virker demokratiet som en religion, noget vi er villige til at gå i krig for og omvende andre lande til, enten frivilligt eller ved magt. Jeg er glad for at leve i et demokrati, og jeg under også andre det, men det er ikke altid godt.

ORIGINAL TITEL: Hamsun DANSK TITEL: Hamsun FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 215 UDGIVELSESÅR: 1996

Schindlers liste

Dette er hverken en skønlitterær roman eller et stykke faglitteratur, det er et heltekvad.

Krigen begynder og vor helt, Oscar Schindler, efterlader sin hustru i en lille søvnig by, og drager ud i verden, hvor han gør lynkarriere og smider om sig med penge og forføre damerne og charmere mændene. Han er lige akkurat fræk nok til at udfordre systemet og heldigvis er han mere loyal overfor sine jødiske medarbejdere end han er overfor sin kone. Hele krigen spiller han højt spil og plejer sine bekendtskaber for at rede disse, hans jøder. Da østfronten rykker nærmere, må han flytte sin fabrik og sine jøder til et mere sikkert sted, og nu handler det mere om at rede jøder end om rent faktisk at producere noget. Hans egen lille private jødelejr bliver et paradis for jøderne, men også en joke, en hån mod styret, det bliver både jødernes sejr, og hans personlige triumf.

Schindler opnåede ikke meget før krigen, og han gik flere gange konkurs efter. Han var lidt en sjover, han kunne lide damer og hurtige motercykler, og han var flygtig og frygtede ensformighed og rutiner. Nogle af hans største talenter lå inden for svindel, bestikkelse og sortbørshandel, ikke ligefrem evner at være stolt af i fredstid, men under krigen kunne han blomstre, og han fik muligheden for at gøre noget anstændigt, og han gjorde det godt. Man kan spørge sig selv hvad hans motiver var, og man kan spørge sig selv om han kunne have gjort mere, men betyder det virkelig noget? Er en god handling en god handling ud fra motivet eller ud
fra resultatet? Man hvis man spørger sig selv om det, så skal man også spørge sig selv om en helt masse andre ting angående ansvar, skyld, muligheder og på hvor mange penge et menneskeliv er værd. Schindler satte en pris på menneskeliv, og han brugte mange penge på dem, men han tjente også godt, i hvert fald til at begynde med.

Men nok om Schindler som person, hvordan er 'Schindlers liste' som bog. Den er rædselsfuld. Jeg er et fornuftigt væsen, jeg kan godt selv regne ud at anden verdenskrig var en frygtelig ting, og at Amon Goeth (bogens helt store skurk) er en ond og sadistisk mand, jeg kan, og jeg vil gerne have lov til, at komme med de konklusioner selv, jeg behøves ikke at se det skåret ud i pap.

Anden verdenskrig er et voldsomt emne, og hvordan behandler man det med respekt når man skriver og læser om den? Skal man behandle den med respekt? Jeg tror, at det er meningen, at bogen skal trække tårerne frem i øjnene på en, og at man skal stille sig selv det spørgsmål, hvad ville jeg have gjort, men på grund af bogens opbygning og idoliserende tone kom jeg til at kede mig, og jeg sank hen i en tilstand af ligegyldighed, og jeg greb mig selv i at være fuldstændigt ligeglad med, om disse personer levede eller døde. Bogen står på min liste over bøger man SKAL have læst, og jeg forstår egentlig ikke hvorfor. Måske fordi bogen er ved at være gammel, måske er den den første af sin art, jeg ved det ikke, eller også var der et eller andet jeg bare slet ikke bed mærke i eller forstod, men nu kan jeg da krydse den af.

ORIGINAL TITEL: Schindlers List (Schindlers Ark) DANSK TITEL: Schindlers liste FORFATTER: Thomas Keneally FORLAG: Forlaget Per Kofod SIDEANTAL: 346 UDGIVELSESÅR: 1982 (1994)

Njals saga

SPOILER ALLERT!

Jeg har ikke lyst til at høre om hvordan "Njals saga" er et idoliserende heltekvad skrevet i en tid hvor flere hundrede år efter, i en tid hvor Island var besat af Norge, og hvor befolkningen drømte sig tilbage til tidligere tiders frihed og heltemod.Det kan godt være at det er rigtigt, men det er ikke nær så sjovt som at tro på, eller i det mindste lade som om man tror på, at det er rigtigt.

Njal er egentlig ikke hovedpersonen i fortællingen, men derimod den vise mand der retter op på den skade de andre i historien forvolder, og som står som symbolet på den diplomatiske løsning, hvilket er en sjældenhed for disse gæve vikinger.

Første del handler hovedsageligt om Njals gode ven Gunnar der er så heltemodig som ingen anden, han har dog en kone der er egenrådig som bare pokker og har set sig sur på Njals kone, og de to udkæmper så en krig der må koste mange mænd livet mens deres ægtemænd blot ser hovedrystende til og betaler bod som det sig hør og bør. Gunnar får fjender der stræber ham på livet, og kun Njals gode råd holder ham i live, først da han ikke længere følger dem, må han dø.

Anden del handler om Njals sønner, der måske er dygtige krigere, men de har ikke faderens visdom og det ender da også med, at de får dem alle sammen dræbt, og det er op til fostersønnen Kåre at få sagen for retten og få hævn, hvilket er lettere sagt end gjort.

Njals saga handler om kampen mellem retssystemet og den diplomatiske løsning på den ene side, og den heltemodige hævn på den anden. Det foregår sådan, at der bliver begået et mord, man går i retten, der fælles dom, der betales bod, man indgår fred, mordet bliver hævnet med minimum et nyt mord, der kommer for retten og så videre. Jo mere indviklet sagen er, jo mere bureaukratisk bliver retssystemet også, og det er ikke altid de gode argumenter der vinder en sag eller ej. En sag kan godt frafalde ved at man for eksempel har sagt noget i en forkert rækkefølge eller andre petitesser. Efter at have været igennem møllen med at få tilkendt kontanthjælp, er men helt forstående med at det hele falder fra hinanden og at det endda er en 'advokat' der giver det første hug til at begynde et stort slag med anklageren og deres venner på den ene side, og forsvarene og deres på den anden.

Dette er nærmest som at se et afsnit af Paradise Hotel, når man hører hvordan de laver alliancer og går bag om ryggen på hinanden, forskellen er blot, at her er et ord et ord, og en mand end mand, og når man først har givet sit ord, så er man loyal til døden ligegyldigt hvilken usling han man har givet sit ord måtte være. Og ved siden af alt dette står Njal med sin visdom og sine gode råd. Folk lytter og de har respekt, men de følger det kun indtil den næste sværdvæksling.

Historien foregår omkring år 1000, og mens handlingen står på, kommer kristendommen til Island, så 1, 2, 3, BANG, så er de alle sammen kristne, sådan mere eller mindre i hvert fald, for deres adfærd ændres ikke bemærkelsesværdigt. Måske lader de en messe synge for sig før de ridder ud for at slå ihjel (paradoksalt nok) men de tror stadig på vartegn og Valhalla. Det var nok en gejstlig der skrev fortællingen ned der i 1280'erne, for hvem var der ellers der kunne skrive, men han havde nu nok ret i, at en ellers så markant ændring af tro, i virkeligheden ikke havde den store indflydelse på folks liv.

Det er tydeligt at se hvad folk har været interesseret i at høre om, og det er slægtstavler vold (og meget af det) og bemærkelsesværdigt nok også mode, skønt der nærmere var tale om middelalder mode end om vikingemode. Blodet flyder og der blive givet banesår i mængder (sår der resulterer i døden) og det er en spændende bog at læse, men den er så spækket med ord jeg aldrig havde hørt før (og denne udgave havde ingen ordforklaring) så mange steder havde jeg ikke den fjerneste idé om hvad der foregik.

ORIGINAL TITEL: Njála DANSK TITEL: Njals saga FORFATTER: ukendt 
FORLAG: Lademann SIDEANTAL: 197 + 267 UDGIVELSESÅR: 1280'ish (1980)

Kirkegården i Prag

Umberto Ecos nyeste roman “Kirkegården i Prag” var lidt af en skuffelse, eller rettere, så var den alt for svær for en lallende ammatør som mig. Jeg holdt ud, men jeg måtte efterfølgende have historieundervisning af min far om Italiens samling og Napoleon 3, for bare at have den mindste forståelse for handlingsforløbet. Resumeet af bogen vil derfor bære præg af den forvirring jeg føler, så jeg håber at I vil bære over med mig.

Simone Simonini er en splittet mand, men er han så splittet, at han er identisk med abed Dalla Piccola?

Simonini er forvirret, det er som om han pludselig har glemt alt om hvem han er og hvad der er sket, og for at komme i tanke om det begynder han at skrive sin livshistorie fra han som barn lærer at hade jøder, frimuere og jesuiter til han som voksen står bag nogle af de mest berømte plot mod ovenstående. Simonini har nemlig et talent, han kan kreere falske dokumenter som ingen anden, og udtænke historier som hans samtid er mere end villige til at tro på, men han kan ikke udelukkende følge sin egen agenda, efterretningstjenester fra flere forskellige lande har også kikkerten vendt mod ham, og nogle af dem er frimuere og nogle af dem har brug for jødernes støtte, så de har alle mulige interesser i at hæmme Simoninis fremfærd, samtidig med at de benytter sig af hans ydelser. Jesuiterne som han hader, bare ikke nær så meget som han hader så mange andre, bruger også hans tallenter, og Simonini bruger også dem til at tjene kassen og til at udbrede sine og de personer han benytter sig af’s skriverier.

Simonini er en slags ond victoriansk James Bond, og på sin mission kommer han tæt på krigen i Italien, til satanisk messe i Paris, han må stikke sine venner i ryggen og han bliver afpresset af russerne og kan kommer tæt på nogle af de mest fremtrædende personer i det 19. århundrede, Garibaldi, Freyd og Dumas, for bare at nævne nogle stykker. Han færdes i underverden (nogle gang helt bogstaveligt ment), han færdes blandt studerende og han færdes i det bedre bogerskab, han færdes hvor det er nødvendigt for at få sine idéer igennem.

Bogen har i det det hele taget alt der skal til for at blive en hammer spændende roman, men den fortaber sig i historiske detaljer. Forstå mig ret, jeg elsker historiske romaner, men på et eller andet tidspunkt kammer det bare over, og man står som læser og føler at det er ens egen skyld at man ikke forstår, at det bare er fordi man er så pokkers dum.

Bogens overordnede temaer er jødehad og mediernes rolle, og det har jeg skrevet mere om på Kultur for unge, men et tema som jeg fandt yderst interessant, var hovedpersonen, Simoninis, forkvaklede seksualitet. Han hader for at sige det mildt kvinder, og det er ikke fordi han foretrækker mænd. Han føler en enorm afsky mod at skulle føle nærhed, især fra en kvinde, og i stedet kaster han alle sine dyriske lyster over maden. Simonini er nemlig en sand gourmet, og Eco gør meget ud af at beskrive alt den lækre mad han spiser, desværre står det hele på enten fransk eller italiensk, og det er kun i sjældne tilfælde oversat, så man står lidt tilbage uden helt at have en idé om hvad der egentlig foregår.
Nej, nu går jeg hen og bliver alt for negativ. bogen har bestemt sine litterære kvaliteter, for ligesom Simonini har et forkvaklet forhold til kvinder, så lykkes det ham heller aldrig at komme på venskabelig fod med mænd, han er derfor en yderst ensom mand, en mand der lever og ånder for sin mission.

ORIGINAL TITEL: Il cimitero di Praga DANSK TITEL: Kirkegården i Prag FORFATTER: Umberto Eco FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 528 UDGIVELSESÅR: 2010 (2012)

Kongens fald

SPOILER ALERT!

Historien går sin gang, og Danmark går i krig i Sverige, Slesvig-Holsein og så i Sverige igen, først under kong Hans og siden under kong Christiern (Christian 2.). Christiern tager som optakt til reformationen et opgør mod kirken der på dette tidspunkt har en enorm magt og store store jordbesiddelser. Kongen er populær blandt almuen, men ikke blandt de adelige der jo havde set ham henrette en stor del af deres svenske kolleger og kongen tages til fange. Jyske bønder gør oprør men de når ikke langt og bliver mejet ned.

Sådan lyder noget af den Danmarkshistorie, som man i "Kongens Fald" kun får lov til at opleve som noget fjernt noget der ikke rigtigt kommer os ved, og det på trods af, at bogens hovedpersoner til tider står lige midt i det hele.

Jeg har nu siddet og gloet ind i skærmen i et kvarter, og jeg har ikke den fjerneste ide om hvordan jeg skal give et resume af denne noget forvirrende fortælling, så det vil jeghelt lade være med. Jeg vil i stedet springe direkte til nogle af bogens tematikker.

Historiens gang er kun noget man svagt aner i horisonten, selv når man står med mudder og blod til knæene, for lad os sige det som det er, at selvom bogens hovedperson, Mikkel Thøgersen, gik på universitetet indtel han på grund af forsømmelse blev jappet ud, så er og bliver han en bondesøn, og selvom han både kan hebraisk og latin, så ved han kun ganske lidt om den aktuelle politiske situation, og han interesserer sig vist heller ikke synderligt for det. Jeg har altid fundet historie spændende, men jeg følte mig for det meste temmelig blank, og jeg havde ikke den fjerneste idé om hvad der foregik, for jeg har ikke beskæftiget mig synderligt med middelalderhistorie siden midten af 90'erne hvor der blev spillet skak om Danmarkshistorien med Piet van Deurs.

Dengang da jeg gik i folkeskole og pigerne havde deres store og små intriger, da fik vi at vide, at det var meget bedre at være dreng, for drenge kom op og slås, og så var den sag ude af verden. Jeg er vokset op med den myte, at drenge på det punkt er pigerne langt overlegne, men det er denne bog et smukt modbillede på. Mikkel er nemlig en bitter, smålig og yders ucharmerende personlighed. Er han først blevet sur på nogen kan han bevare sit nag i årevis og tage en bitter hævn.

Dette er en bog om mænd på godt og ondt, mest ond. Der er den indesluttede Thøger, den livlige kvindebedåre Axel, smukke myndling Otte og den stærke kon Christiern, men alle har de en stærk udelængsel, de skal have løbet hornene af sig, og hvilken bedre måde end at drage i krig og nedlægge damer, nogle er bedre til sidstnævnte end andre, men for dem alle trækker krigen og især Mikkel der aldrig helt falder til ro drages af krigen tomult. Men på trods af alle de lident flaterende ting der nævnes om bogens personer, så opstår der mellem Mikkel og den ensomme tilfangetagne konge, som han siden han var ung har beundret og ønsket at tjene, et varmt bånd.

Johannes V. Jensen er jo nobelprismodtager, kulturkanon national klenodie og 1001 bøger, så jeg burde være ved at falde i svimer over bogen. Den er da ganske udmærket, og jeg nød at læse den, og selvom jeg godt kan se at den var langt forud for sin tid i stilistiske virkemidler, så er den i dag ikke noget så specielt særligt, så på det punkt skuffede den mig nok lidt.

Det bedste ved bogen var dog, at den ikke prøvede at trække et moderne verdensbillede ned over hovedet på en anden tid. Den lader middelalder være middelalder uden nogen tendenser til demokrati et skønjomfruer i nød. Der bliver slået ihjel voldtaget og reddet mil efter mil i godt dansk lortevejr.

Sikker Hansen illustrationer er dog en blandet fornøjelse. Nogle, som fer eksempel forsidebilledet er flotte og stemningsfyldte, men nogle indtil flere virker kedelige, ja nærmest ligegyldige.

TITEL: Kongens Fald FORFATTER: Johannes V. Jensen FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 240 UDGIVELSESÅR: 1900-1901 (1944)

De tre musketerer

Den unge adelsmand d'Artagnan tager til Paris for at prøve lykken, men det starter nu ikke ud så forrygende godt. Hans hidsige temperament får ham ud i et fjendskab med den snedige Roquefort der stjæler hans anbefaling, og allerede på den første dag i Paris, gør han sig upopulær blandt landets tre bedste musketerer (elitestyrken) og skal duellere med dem. Det går dog hverken værre eller bedre end at de bliver de fire bedste venner i hele Paris.

Vi hører gennem bogen en hel del om den drikfældige Porthos, den gejstlige, det vil han i hvert fald selv have os til at tro, Aramis, og den hemmelighedsfulde Athos, men det er den letsindige d'Artagnan der er bogens hovedperson. Han forelsker sig hovedkulds i sin udlejers kone, fru Bonacieux, og hun finder også ham ret nuttet og forelsker sig også i ham selvom hun må være hen ved syv år ældre end ham, og det var mange år den gang.

Gennem fru Bonacieux bliver d'Artagnan sendt ud på en farefuld mission for at redde dronningens ære, som den onde kardinal Richelieus prøver at tilsmudse over sin marionet, kongen. D'Artagnan fuldfører sin mission til UG med kryds og bolle, høj hat og spadserestok, og det skaffer ham fjender højt på strå, men nu bliver historien først rigtigt indviklet.

Alexander Dumas bog "De tre musketerer" er langt mere underholdende end de fleste af de filmatiseringer der er blevet lavet, den tager ikke sig selv så forfærdeligt højtideligt. Men selvom den er virkelig underholdende, så er den samtidig et forvirrende kludetæppe af spændende missioner, pudsige indfald og lange omstændige samtaler der ikke lader til at komme nogen vegne. Bogen har taget mig flere uger at komme igennem, for med jævne mellemrum stødte jeg på en ekstraordinært langtrukken samtale der gjorde mig helt skiløjet.

Hvad man tit glemmer er, at de tre musketerer og d'Artagnan er soldater på randen af en krig, og alle de finurlige historier der knytter sig til krigen er langt de mest interessante, og overgår især d'Artagnans kærligheds eskapader, men de fyldte desværre alt for lidt. Og selvom de fire mænd, der alle opføre sig som børn, er enormt irriterende, så er de også umådeligt morsomme og især når de er soldater

"De tre musketerer" er en af de 20 bøger fra "1001 bøger" som jeg har planer om at læse i år (jeg er lidt langt bag ude). Jeg fortryder kun en ting, og det er, at jeg ikke læste den for mange år siden, dengang hvor mit barnlige sind virkelig kunne værdsætte en sådan historie.

Som voksen kunne jeg bare sidde og grine lidt i skægget over, hvor promiskuøs deres adfærd er, samtidig med at en ung soldat kan befinde sig den halve nat i en smuk ung piges sovekammer og nøjes med bare at fortælle hende morsomme historier.

Da jeg var en ung rebelsk teenager, var mit store idol den skurkagtige Mylady, der som den eneste kvinde spiller en aktiv rolle i historien og ikke bare er en der skal reddes, men i bogen er hun så slesk, og så manipulerende, at hun bare er irriterende på den der ufede måde

ORIGINAL TITEL: Les Trois Mousquetaires DANSK TITEL: De tre Musketere FORFATTER: Alexander Dumas FORLAG: Samlerens lommebøger SIDEANTAL: 608 UDGIVELSESÅR 1844(1962)

Band of Brothers

Oldtiden havde Homer og Gilgamesh, nutiden har 'Band of Brothers' (2001). Dette helteepos er en moderne fortælling om krigens rædsler. Den går måske lidt for langt i sin tilbedelse af disse soldater der redede Europa fra total undergang, men de fortjener det vel egentlig, efter hvad de har været igennem.

Jeg brugte min weekend på at sidde i sofaen i fællesstuen og se ALLE ti afsnit, og jeg lod mig forføre, for selvom det er krig, og der ikke bliver lagt fingre imellem i at beskrive krigen som en blodig og smertefuld affære, så blev jeg gnaven da far knuste illusionen om heltene og deres gerninger og alt deres væsen*, for det er som sagt et heltekvad om helte der kæmper sammen, om helte der står prøvelserne igennem, om helte der overlever eller dør for friheden.

Døden og lemlæstelsen har fået stor plads i filmen, men de psykiske men bliver kun flygtigt berørt, det er noget tabubelagt noget der bliver gemt væk i kulissen, men filmen er 11 år gammel og bogen endnu og de soldater det handler om var stadig meget i live, og de fortjener mere end at få deres smerte smidt om på skærmen i millioner af hjem verden over.

Dette er indtil videre en meget tøset anmeldelse, og det vil det blive ved med at være, for det er lige netop hvad jeg er, en tøs. Jeg har ikke spor styr på alt de militære ting, jeg kan ikke en gang holde styr på hvilken rang de forskellige personer har, de personer jeg overhovedet kan udskille fra hinanden, de ser alle sammen mere eller mindre ens ud. Så her er min super tøsede version af hvad serien handler om.

Easy company er nok hvad vi i dag ville kalde en elitestyrke. De er specielt trænede i at blive smidt ned over fjendens linier og stå alene uden mulighed at få forstærkning.
På D-day bliver de smidt ned i Normandiet, men de bliver beskudt i en sådan grad, at ingen havner hvor det var meningen, så de må klare sig det bedste de har lært, og det er i virkeligheden ret godt.
De bliver sendt videre til Holland operation Marked Gardens der viste sig at være en fiasko., de bliver sendt videre til Bastogne i Belgien hvor de bliver slagtet, og til sidst bliver de sendt til Østrig til Hitlers bjergsommerhus, Ørnereden, hvor alt ånder fred og idyl.
Krigen fortsætter i stillehavet, så alle soldater skal holdes klar til krig, men soldater i fredstid, når de er vant til krig er umulige at holde styr på, især når der er alkohol involveret så de går i gang med at slå sig selv og hinanden ihjel.

Jeg er egentlig ikke specielt meget til film. Jeg ser dem da, men de interessere mig ikke synderligt, men lige netop 'Band of Brothers' syntes jeg fortjente en anmeldelse.
Kan man høre, se og læse for meget om 2. Verdenskrig? Måske, både i gymnasiet og i folkeskolen hang det mig langt ud af halsen, og DR 2 sender de samme programmer om og om igen, men en gang imellem støder man på en lille perle, og så bliver det hele levende igen, og dette er netop sådan en perle.

En mor kom ind i stuen mens jeg sad og så slaget om Bastogne, der er et af de mest blodige, og hun syntes da nok at det var en kende deprimerende det jeg så. Det var ikke fordi det var helt forkert, men jeg syntes dog alligevel, at heltene fortjente et mere ærværdigt tillægsord end 'deprimerende', måske 'dystert', 'voldsomt' eller 'frygteligt'. Måske er det bare mig, men 'deprimerende' lyder lidt respektløst, som om man har lyst til at zappe over på 'Paradise Hotel' i stedet.

*Jeg støtter vores tropper, og det er ikke hensigten at jeg vil sammenligne dem med Satan, det er bare en god formulering der ligesom kommer hele vejen rundt. Hvis du ikke forstår hvad jeg snakker om, så tjek (den protestantiske) trosbekendelse** ud HER.

** Den parentes kunne ikke sættes ind i sætningen uden at ødelægge den grammatisk.