Svalens graf

Dette er min boganmeldelse nr 101, men det er kun min femte anmeldelse af en krimi, for det er en genre jeg egentlig ikke er så vild med, men nu forholder det sig sådan, at jeg for nogle år siden læste "Dinosaurens fjer", og jeg var ret vild med dens fremstilling af den akademiske verden og dens smålighed. Jeg fik fornemmelsen af, at det var det hun i virkeligheden gerne ville skrive om, men at bogen blev lavet til en krimi fordi krimier sælger godt.

Da efterfølgeren, "Svalens graf" kom på gaden, tænkte jeg, at den måtte jeg da også få læst. Jeg er lige startet på at have latin og det giver meget arbejde, og det er meget uoverskueligt, så torsdag brød jeg hulkende sammen, så fredag holdt jeg fri og gik ud og købte bogen, for det gode ved krimier er, at de har så lidt at gøre med ens eget liv, at man kan koble af og ikke bliver konfronteret med sig selv.

Bogen handler om en universitetsprofessor der muligvis er blevet dræbt over nogle grimme sandheder han fandt ud af om nogle vacciner som bliver givet til millioner af afrikanske børn. Jeg ved INTET om videnskaben bag bogen, og en hurtig googlesøgning gav ikke lige noget opsigtsvækkende, men blandet med kriminalgåden får Gazan det til at lyde, og ikke sandsynligt, så i hvert fald plausibelt, at der sker de ting der sker, og ingen er endnu blevet upopulære i litterære kræse for at angribe medicinalindustrien.

Bogen har sin andel af dumme svin, men hvad jeg godt kan lide, i modsætning til andre krimier, er mangel på voldspsykopater med seksuelle/religiøse motiver. Denne bog handler om almindelige mennesker, selvom alle figurerne altid har en helt forfærdelig tragisk barndom, hvilket godt kan blive lidt småirriterende. Nogle gange får jeg dog den fornemmelse, at det er mere sarkastisk end klynkende ment, og den tanke kan jeg egentlig godt lide, som om hun siger 'op i røven' til en hel genre af bøger (ikke nødvendigvis krimier) hvor personerne er uden skyld i deres fortrædeligheder, for 'de havde jo en slem barndom'.

Hvad jeg dog savner fra 'dinosaurens fjer' er mere intern universitetsfnidder, men det ville ikke nødvendigvis have gjort bogen bedre, det handler mest bare om mine egne prioriteter fordi jeg selv læser på universitetet.

TITEL: Svalens graf FORFATTER: Sissel-Jo Gazan FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 471 UDGIVELSESÅR: 2013

Gifttræets evangelium

Jeg fandt denne bog for 29 kr i Føtex. På forsiden står der med store gule bogstaver "international bestseller", om hvilket jeg tænkte, at det var sikkert fis i en hornlugte, for det kan hvem som helst jo komme og påstå. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at den var i min bogudfordring "1001 bøger du skal læse før du dør". Jeg kan så efterfølgende fortælle at bogudfordringen tog fejl, ikke med om den skulle med, men i dens resume, som var helt hen i vejret.

Bogen er et anklageskrift mod en brutal far der slæber sin kone og 4 døtre til Congo i slutningen af 50'erne, for at missionere, men han har ingen føling for lokalsamfundet og ødelægger alt for sig selv og sin familie. Og det er et anklageskrift mod USA og den vestlige verden der gik ind i Afrika, og voldtog det og stjal dets rigdom.

I 1960 får Congo sin selvstændighed og alle hvide forlader landet, men Nathan Price nægter, og han nægter sin familie at rejse.

17 januar 1961 bliver den demokratisk valgte præsident, Patrice Lumumba, myrdet under et kup støttet af Belgien og i ukendt grad også af CIA. Samme dag sker der en stor tragedie i Price-familien, og moderen tager sine døtre og forlader faderen og forlader landet, men de bærer alle på en stor følelse af skyld, både som amerikanere over for landet Congo, som familie over for lokalbefolkningen hvor de boede, og som personer over for den tragedie der ramte familien, og de kan ikke slippe Afrika. Familien bliver spredt over to kontinenter, og de de bare alle Afrika og deres skyld under huden som en parasit.

Så er det nu der skal siges en helt masse klogt og ideologisk om Afrika og den hvide mands indtrængen, men jeg ved ikke tilstrækkeligt til at kunne sige noget fornuftig. Jeg lærte rigtig meget, men slutningen endte med en alt for lang redegørelse der, taget ud af sammenhængen, var super spændende, men som afslutning på historien om familien Price, var det lidt et antiklimaks, for dette er ikke kun en historie om Afrika.

Bogen handler også i høj grad om religiøs fanatisme ledet af federen, og om hvordan alle pigerne på hver deres måde vender sig bort og finder egne veje, som her den forkerte søster, den underlige, den handikappede Adah:

"I organisk kemi, hvirvelløse dyrs zoologi og den benhårde symetri i Mendels genetik har jeg fundet en religion, der fungerer. Jeg reciterer grundstoffernes periodiske system som en bøn; jeg tager mine eksaminer som den hellige nadver, og afslutningen på det første semester var et sakramente. Min hjerne er proppet med en skov af fakta. Mellem træerne ligger fortvivlelsens vidt åbne sletter. Jeg smutter uden om dem. Jeg holder mig til skoven" (Kingsolver, s. 293)

Og lige som den følelse af skyld pigerne får efter familie tragedien, ligeledes bygger faderens brutale tro også på den følelse af skyld han slæber på efter krigen (2. verdenskrig). Hans tro er meget kontant, gode ting sker for gode mennesker, dårlige ting får dårlige mennesker, men man skal arbejde hårdt for Herrens velsignelse, man må ikke give op, bare fortsætte. Og denne tro presser han ned over sine piger med vold. Han forsøger også at omvende de lokale, med dundertale fortæller han dem, at de skel lade deres børn døbes i floden, men han forstår ikke, at der er krokodiller, og floden derfor er forbundet med den visse død, og derfor tordner han videre.

De første 2/3 af bogen er et anklageskrift mod faderen (den sidste mod vesten) og den er smukt formuleret, varieret og fængslende. Der er ikke nogen tvivl om, at faderen (vesten) er skurk, og jeg har intet problem med at han er skurk, men det er 4 mod en, og det er kun pigernes/kvindernes stemmer der bliver hørt. Jeg savner, at faderen bare en gang kommer til orde, han tordner op, men man hører kun pigernes gengivelse af hans tale.

Men jeg var godt tilfreds med bogen. Den ene dag sad jeg i toget og læste, og vi nærmede os lige så stille Aarhus. Jeg så op på uret og så ned i bogen. Det gentog sig et par gange, og jeg sad helt alvorligt og overvejede at blive siddende og tage turen tilbage til Viborg. Jeg gjorde det ikke, for turen hjem var lige lang, og gav mig lige lang tid til at læse videre, om jeg tog turen da, eller om jeg stod af gik i skole og tog turen hjem to timer senere. Pointen er i hvert fald, at det efterhånden er sjældent, at jeg føler sådan for en bog.

ORIGINAL TITEL: The poisonwood Bible DANSK TITEL: Gifttræets evangelium FORFATTER: Barbara Kingsolver FORLAG: Verve SIDEANTAL: 389 UDGIVELSESÅR: 1998 (2011)

Mørkets hjerte

Jeg har begået en dødssynd, jeg har læst denne lille sprogperle (Heart of Darkness) i en til dansk oversat version, men nu stod jeg nu en gang på biblioteket og havde travlt fordi jeg skulle nå et tog. Et eller andet skulle jeg dog have (ferie uden bøger, hvilken skrækkelig tanke) så den blev det.

Sømanden Marlow fortæller om den gang han var kaptajn på en flodpram på (Congo)floden. Hans primære opgave er vist egentligt at hente elfenben inde i landet ved de små handelsstationer, men den altoverskyggende mission bliver at hente den sagnomspundne, nærmest messianske personlighed Kurtz, der der skaffer mere elfenben end nogen anden, men hvis metoder er en kende for alternativ, selv i Afrika, hvor hvide mænd kan slippe af sted med lidt af hvert.

Bogen handler om, hvordan Afrika gør hvide mænd gale, eller også er de gale i forvejen, men Afrikas varme, dets vildhed og dets sygdomme blotlægger kun mørket i deres hjerter, og disse mørke hjerter fører læseren som en strøm gennem hele denne lille roman. Disse hvide mænd for her i Afrika mulighed for at give deres ondskab frit spil, for her er der mennesker, de på huden sorte, der rangere så langt under selv den mest ordinære mand, at han uden nogen form for konsekvenser kan banke dem, skyde dem, føre dem bag lyset. Afrika er en lejeplads for voksne mænd med antisociale problemstillinger. I Europa eller USA er de små, men herude er de kæmper, men på de små trange handelsstationer er der ikke plads til alle disse egoer og luften bliver endnu mere lummer af deres nid og nag.

 Hovedpersonen Marlow virker dog forbløffende upåvirket af denne hvide galskab og han har rollen som fortællingens moralske kompas. Hans idéer er helt moderne, og han væmmes ved de andre hvides behandling af de sorte. Mens jeg læste bogen var jeg enormt glad for ham, og tænkte, at det var GODT at han var der til at afværge blodige angreb, men efterfølgende har jeg lidt tænkt, at han måske var lige lovlig god til, at jeg helt kan forholde mig til det.

Det er svært at skrive om bogen uden at røbe slutningen, så på det sidste stykke her, vil jeg advare om SPOILER ALLERT!!!

Men måske er det mig der har misforstået noget, måske lader Marlow sig alligevel påvirke af Afrika, han lader sig i hvert i en helt særlig grad tryllebinde af Kurtz, ikke manden, men idéen, idéen om denne mand der er noget helt særligt, ham med de fantastiske idéer, ham med de vise ord, det karismatiske væsen, ham som ingen af de slemme mænd kan lide, hvilket jo nødvendigvis må gøre ham god, men Afrika korrumperer den bedste, og i løbet af bogen forvandler han sig langsomt til en sørgelig skikkelse med gudekomplekser.

Bogen er sørgelig og depressiv, men bogen er skrevet helt vidunderligt smukt, men jeg kan ikke indrømme at jeg altid helt forstår hvad der står, men det betyder ikke så meget, for sproget førere en gennem bogen, og den underlige kontrast mellem smukt sprog, vilde omgivelser og ødelagte mennesker fungerer rent faktisk.

ORIGINAL TITEL: Heart of Darkness DANSK TITEL: Mørkets hjerte FORFATTER: Joseph Conrad FORLAG: Kælderbiblioteket SIDEANTAL: 128 UDGIVELSESÅR: 1899 (1997)

Eksil

Samantha og hendes familie er hvide og bor i Tanzania. Hvis de havde boet i Europa havde de og alle deres venner været fattige, men her lever de som konger og baroner. Bogen følger Samantha fra hun er 15 til 18, og vi følger hende på nært hold mens hun langsomt ødelægger sig selv, og efter en traumatisk oplevelse går det hele pludselig endnu stærkere.

Samanthas familie består af en alkoholiseret mor, en voldelig far som de aldrig ved hvor er og så den perfekte storesøster, Alison, som flere gange reder Samantha fra det totale sammenbrud. Men Alison kan bare ikke altid være der, hun har også sit eget liv at tage vare på.

Alison og Samanthas forhold er ret lige til. De er søstre og de elsker og støtter hinanden ligegyldigt hvor galt det går, og i Samanthas tilfælde, så går det galt hvert andet øjeblik, nogle gange fordi hun er en lille rod der roder sig ind i alt muligt, andre gange fordi verden bare ikke er ret sød imod hende. Moderen er der ikke, først fordi hun drikker, og siden fordi hun flytter ad pommeren til for at få styr på sit eget liv. Faderen, og de to pigers forhold til ham er til gengæld yderst fascinerende, de elsker hinanden, men det meste af tiden hader de også. Når Samantha laver nogle af de for hende mindre forseelser, så falder hammeren, men når hun virkelig er ude og skide, så er han egentlig en form for kærlig far, på sin egen noget brovtne facon. Alison der i modsætning til Samantha aldrig rigtigt har gjort oprør mod faderen, hun er nok det eneste menneske i hele landet der kan styre ham og hans raseri. Så på trods af alt det de må igennem, så forbliver de på sin vis en lille familie.

"Eksil" giver et billede af den totale destruktion af et menneske.  Folk ønsker at komme væk, væk fra skolen, og væk fra Afrika, for 'Gud har glemt Afrika'. Men Samantha og hendes slæng har glemt hvordan man drømmer, og er derfor mentalt fanget i deres egen lille verden af sex, alkohol og stoffer, de ønsker ikke en gang noget andet og bedre. Nogle af dem bliver voksne og får styr på sig selv, men så kommer der bare nye til, men de forsvinder også, og lige så stille bliver Samantha mere og mere alene midt i alt kaoset.

Afrika er det stof som myter og eventyr er gjort af, men der er ikke meget eventyr over bogen her, og der er heller ikke meget borgerrettigheds halløj. De hvide råder og regerer og de sorte opvarter dem, sådan var det, sådan er det, og sådan skulle det helst blive ved med at være, hvorfor skulle de ellers være kommet til Afrika... Alligevel er det hele egentlig noget skod. Embedsmændene er dybt korrupte, folk bliver syge, og hvis man tager til Europa er det koldt og man bliver nødt til at arbejde for føden, så den eneste måde at slippe væk på er ved at drikke sig i hegnet, ryge bhangi eller sniffe kokain. Der er forfald alle steder, selv på den amerikanske ambassade.

Bogen er inddelt i ultra korte kapitler der giver den en ADHD agtig stemning, hvilket passer fint med resten af bogen, og passer fint til Samantha, der egentlig er en rigtig sød pige, hun har bare nogle problemer, og dem bliver der hverken i skolen eller i hjemmet taget hånd om. De korte kapitler gør den også let at læse uden at det går hen og bliver irriterende, så den kan læses både af rutinerede, let øvede og uvante læsere. Nogle bøger der henvender sig til folk der ikke normalt læser, virker for mig nedladende, og jeg spekulerer på om de ikke nærmest virker afskrækkende på folk, men Ejersbo formår virkelig at fange læseren og efter ganske få sider var jeg helt opslugt og havde svært ved at lægge den fra mig igen, så svært at jeg helt opgav alle de serier jeg plejer at se, og det skal der ellers meget til for.

TITEL: Eksil FORFATTER: Jakob Ejersbo FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 283 
UDGIVELSESÅR:  2009

Troldepus bind 11-20

Troldepus er i denne anden omnibus af Dines Skafte Jespersen blevet ældre (og højere) og han begynder i langt større stil at bevæge sig ud af sin, eller rettere Troldefars, sikkerhedszone, men Troldefar har også fået langt større tiltro til ham, så han blander sig ikke længere så meget i knægtens skøre påfund.

I Første bind bevægede Troldepus sig hovedsageligt i skoven og på bondegårde og landsbyer i landet omkring, men nu kommer han ud i mosen og ud til havet, ja sågar ned på havets bund, og han kommer også på langfart, til Afrika, Grønland og lapland.

Som alle andre lignende bøger fra gamle dage, så var Troldepus i Afrika en pinefuld affære, og som så mange andre steder bliver det glemt at Afrika er en kæmpe stort kontinent, og består af meget mere end savanne og lerklinede hytter, men så var der heldigvis 9 andre og bedre bøger jeg kunne forlyste mig med.

På trods af, at vi snart må have bevæget os ind i 70'erne da bøgerne blev skrevet, så er det stadig en verden befolket af handyr (også i stor stil hos menneskene). Hvis der optræder et hundyr, så er det ikke hende Troldepus bliver venner med, men i stedet hendes mand.

Og Pussi Troldunge er endnu ikke gammel nok til at få sig sine egne venner, hun forlyster sig bare med de dyr Troldepus bringer hjem til hende, og det gør han gerne, sjældent har man set så hjælpsom og hengiven en storebror der lejer med sin søster, fortæller godnathistorie og forkæler hende på leder og kanter, men heldigvis, for at det ikke skal blive for kvalmt og sukkersødt, så længes han dog en gang imellem væk fra rollen som babysitter og vil hellere ud på egen hånd.

Mit yndlings element ved denne omnibus er, at Troldepus' forældre optræder mere som individuelle personer, og især forholdet mellem Troldepus og Troldefar udvikler sig. Troldefar ønsker sågar at være med i noget af alt det der menneske halløj spm Troldepus går og har gang i, og da troldefamilien skal ligge i telt er han helt ked af, at de ikke prøver at overtale ham til at tage med, da han allerede en gang har sagt nej, heldigvis for Troldefar, får han oprejsning, da turen går galt og han må komme og redde sin kone og datter (Troldepus kan godt klare dig selv). Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg at Troldefar så småt begynder at være stolt af alle sin søns føjterier.

Troldepus 1-10 Her
Troldepus 21-30 Her

My African Letters

Emails er en praktisk men ikke særlig personlig måde at kommunikere på. Jeg sender mange emails, men udkommet er som oftest ganske kedeligt. Hvilke historier sidder der på den anden side af skærmen? De må vel også være mennesker med håb og drømme. Dette giver Ditte Ejlerskov et muligt, eller nok nærmere umuligt, billede på i sin bog "My African Letters".

11. april 2011 kl 21:27 modtog DE en mail fra en advokat fra Benin i det vestlige Afrika. Han informere hende om, at en fjern slægtning er død og har efterladt sig 10,3 millioner dollars. Andre mennesker ville måske kategorisere det som spam, men Afrikas røde jord er hvad drømme er lavet af, så DE vejrer eventyr og besvarer denne velkomne email. Det bliver en længere korrespondance om håb og drømme, der inspirerede den unge kunstner til en serie af billeder.

Jeg hørte om bogen i en notits i Jyllandsposten. Jeg forstår mig ikke synderligt på kunst, men jeg forstår mig på vilde drømme, mærkelige email korrespondancer og på pudseløjerlige indfald, så jeg måtte simpelthen eje den.

Dette er ikke en bog der er udtænkt af en forfatter, der er intet gennemtænkt plot, ingen fastsat handling, og alligevel er der et budskab, for i forløbet indser DE sin kolonialistiske tankegang. Hun oplever hvordan hun udnytter advokaten for at få en god historie, efterfulgt af skyldfølelsen over ikke at give denne stakkels fattige afrikaner penge, og til sidst ønsker hun at redde ham fra en sikker kummerlig tilværelse, men før man bliver alt for forarget, må man lige huske på, at 'advokaten' også prøver at udnytte DE og hans fordom om hende som en rig europæer.

Bogen er usentimental og morsom, og man for virkelig lyst til at tro at advokatens historie er sand, man får lyst til at tro at disse penge og det store afrikanske eventyr findes derude et sted. Men den giver også et billede af en ung kvinde, der måske keder sig lidt herhjemme og vil ud i den store vide verden. (Nu siger jeg lige herhjemme skønt hun er bosat i Malmö).

DE's drømmebilleder bliver vist bag i bogen, og jeg har bladret dem igennem et utal af af gange, for også jeg nærer den afrikanske drøm.

Charles de Foucauld

"Charles de Foucauld- I Jesus af Nazareths fodspor" af Lille søster Annie af Jesus er den tredje bog i serien om kristen spiritualitet, og er udgivet af Pastoral centret.

Charles blev født i Frankrig i 1858. Han mistede sine forældre da han var barn, så han og søsteren voksede op hos en bedstefar. Han var ikke nogen troende ung mand og var vist mest til fest og farver. Han starter en militærkariere, men under en tur til algeriet blev han smidt ud af hæren på grund af et forhold til en kvinde, som han dog hurtigt droppede igen. Han kommer dog ind i hæren igen, og bliver endnu en gang sendt til Algeriet, hvor han er en tid hvorefter han af egen fri vilje forlader militæret. Han begiver sig på en farlig opdagelsesrejse til Marocco forklædt som jøde, for Marocco var nemlig et meget lukket land der kun lod muslimer og jøder komme ind.

Charles bliver overvældet at muslimernes tro og deres kærlighed, så da han kommer tilbage til Frankrig kaster han sig straks over de teologiske studier, og han oversvømmes af en kærlighed til vor herrer, Jesus Kristus. Efter en pilgrimsvandring til det hellige land er han blevet inspireret af livet blandt de fattige håndværkere i Nazareth, og han indtræder da i et trapistkloster (en orden kendt for sin strenghed) og bliver sendt til Syrien. Han føler dog at gud har andre planer med ham, og i 1897 får han tilladelse til at forlade klosteret.

Charles tager til Nazareth, hvor han bosætter sig som eneboer og alt-mulig-mand ved et clarissakloster, men en blanding af eventyrlyst og ønsket om at bo endnu mere afsondret blandt verdens fattigste, driver ham videre, og han bosætter sig i en lille oase i Algeriet. Hans tilstedeværelse der er meget populært, og hans hus er hele tiden fyldt med besøgende, og den stakkels Charles får slet ikke tid til det liv i bøn han havde ønsket sig.

Efter nogle år åbner landet sig mod syd, og Charles begiver sig ind i det næsten ubeboede ørkenområde. Der bosætter han sig i et lille bitte samfund og lærer om deres sprog og kulter.

Jeg ved faktisk ikke hvad Charles de Foucauld officielt er værnehelgen for, for han står ikke i nogen af mine helgenleksikoner, men man kan uden problemer kalde ham venskabernes helgen, for det er hvad han gør hele sit voksenliv. Han kommer tæt på de mennesker der er aller længst nede, den fattige arbejder og nomaderne i Algeriet, og bliver deres venner. Han kommer ikke for at missionere med ordet, men med det gode eksempel.

Han har en meget smuk filosofi om, at vi bør stræbe efter at blive som Jesus af Nazareth, altså som den fattige og hård arbejdende håndværker, og det bliver beskrevet rigtig godt i bogen med en række uddrag fra alle hans breve. Men det er ikke det jeg vil beskæftige mig med her.

Der bliver gang på gang pisket en stemning op om den islamiske trussel, men muslimerne er ingen trussel. Vi frygter muslimerne fordi de har troen men det har vi i bred almindelighed ikke. Muslimerne kan få deres unge til at bede hver dag, men vi kan ikke få vores unge med i kirke den ene gang om ugen. Charles mødte muslimerne som det de var, nemlig venner, og det fik hans egne kristne tro til at vokse.

Charles levede i fred med sine muslimske naboer, og da han døde ved muslimske oprøreres hånd, græd hans muslimske venner sammen med de kristne.

Bogen henvender sig til ung såvel som gammel, og opfordre til venskab og hårdt arbejde. Venskaber er en gave, men man skal også arbejde for dem, vi skal nedbryde vores fordomme og idealisering og favne folk for det de nu en gang er, mennesker af kød og blod, med fejl og mangler, men uden venskaber er der ingen gode gerninger og uden gode gerninger ingen menneskelighed.