Ibn Fadlan

 Første gang jeg stødte på Ibn Fadlan var i gymnasiet, da vi skulle læse kilder til old nordisk religion. Da jeg så her i løbet af sommeren tog et fag om vikinger på Aarhus sommeruniversitet, stødte jeg på ham igen. Efter sommeruni var min far og jeg på nationalmuseets vikingeudstilling, og så købte jeg en bog med hans tekster i.

Jeg vil gerne sige, at jeg købte bogen for at blive super klog, muligvis for at blære mig, men sandheden er, at jeg også købte bogen fordi jeg godt kan lide at sige hans navn, Ibn Fadlaaan.

Ibn Fadlan og bogens andre rejsende Bagdadgensere (?) beskriver i bogen deres rejser op nordpå i årene mellem 800 og 1050. De er handelsrejsende, geografer og missionærer, og de kommer vidt omkring og støder på mange forskellige folkefærd, men det der er relevant for mig, er deres møde med de såkaldte Rus.

Rus var et handels/krigerfolk fra det nuværende Kiel. De stammede oprindeligt fra Sverige og rejste via floderne. De assimilerede sig med tiden med de omringende slaviske stammer, men på Ibn Fadlans tid var deres skikke stadig delvist skandinaviske, så det er en af de få kilder der findes til vikingekultur og religion, for Ibn Fadlan er nemlig helt speciel i sit forsøg på objektivitet, og det lykkes ham faktisk forbløffende godt.

Deres rejser foregår hovedsageligt i Kaukasus og nord rundt om Sortehavet og længere op nordpå. Her er en beskrivelse fra det nuværende Usbekistan

"We saw a land which made us think a gate to the cold of Hell had opened before us" (s. 8)

Kulden og de lange vinternætter og sommerdage er det der gør størst indtryk, en af dem må oveni købet bryde ramadanen fordi sommernætterne er for korte til at få et anstændigt måltid mad, og de korte vinterdage giver problemer med at få udført de 5 daglige bønner.

Deres møde med de forskellige folkeslag er dog også spændende, for dette er før Djengis Khan kom og ensrettede hele regionen, så hver lille stamme har deres egne regler og egen tro.

"Each of them [the Bâshghirds] carves a piece of wood shaped like a Phallus and attaches it about his person. When he wants to start out on a journey, or when he meets an enemy, he kisses it ond bows before it, and says:
'Lord, do this or that for me'
I said to the interpreter:
'Ask one of them to explain their behavior and why they consider such a thing to be their Lord'
He answered:
'Because I came from such a thing and cannot imagine anything else to be my Creator'"

Dette er en bog så nørdet, at folk får et dødt udtryk i øjnene når jeg snakker om den, men hvis man selv er lidt af en nørd så er den helt klart læseværdig, om ikke andet så fordi man får lov til at opleve jøder og muslimer side om side uden at det giver anledning til problemer.

TITEL: Ibn Fadlan and the Land of Darkness FORFATTER: Ibn Fadlan m.fl FORLAG: Pinguin Classics SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 921 (2012)

Gilgamesh mm

Et sted på nettet stod der, at alle jo kender historien om Gilgamesh (og hvad der står på nettet, det må jo være sandt). Jeg kendte den dog ikke, ikke før jeg kom på universitetet i hvert fald, jeg tror faktisk ikke, at jeg kendte nogen af de mesopotamiske myter, så her vil jeg starte ved begyndelsen (skabelsen), tage oversvømmelsen med og slutte af med selve beretningen om Gilgamesh, for det er sådan Bent Haller gør det om end han gør det hele helt forkert.

Skabelsen (enuma elish):

I begyndelsen før alt andet er der Saltvand og ferskvand, Tiamat og Apsu. Guderne skabes i Tiamats mave. De larmer, så Apsu vil dem til livs, men Tiamat advarer dem, så Ea, den stærkeste af alle guderne, slår ham ihjel og får sønnen Marduk. Marduk leger med vindene hvilket nogle af de guder der stadig bor i Tiamat, og de overtaler hende til at hævne sig over hendes dræbte mand, Apsu. De gode guder ved ikke hvad de skal stille op, og Marduk tilbyder at ordne det, hvis han bliver leder. Han slår Tiamat ihjel og river hendes krop i stykker og skaber himlen og jorden. Kingu, Tiamats anden mand, som opildnede hende til kamp, bliver også slået ihjel og af hans blod skabes mennesket.

Stormfloden (Atrahasis):

Mennesket skabes fordi guderne er trætte af at arbejde, men menneskene formerer sig og larmer, og med jævne intervaller må guderne sende hungersnød og epidemier for at reducere menneskenes antal. Til sidst beslutter guderne at udrydde alle da de er alt for besværlige, men Enki advarer Atrahasis, som skal bygge en båd for at redde sig selv, sin familie og nogle dyr. Guden Enlil er rasende over menneskets redning, men de får trods alt lov til at leve.

Stormfloden (Gilgamesh):

Guderne vil sende en stormflod for at udrydde menneskene, men Ea advarer Utnapishtim, som bygger en båd til sig selv, sin familie, sine arbejdsmænd og markens dyr. Floden varer i seks dage og seks nætter. Da den slutter sender han først en due, så en svale og så en ravn ud. Da ravnen ikke kommer tilbage lugger han folk og dyr ud af båden, hvorpå han ofrer til guderne. Guderne er trods alt alligevel glade for at menneskene har overlevet og Enlil velsigner Utnapishtim og hans kone med evigt liv.

Gilgamesh:

Gilgamesh var 2/3 gud 1/3 menneske og han var en stor og stærk konge og lidt af en tyran. De unge piger havde han sex med på deres bryllupsnat (en gammel skik, droit de seigneur, herskerens ret) og de unge mænd dystede han mod, og folk var egentlig godt og grundigt trætte af ham, derfor klagede de til guderne. Guderne skaber derfor en vildmand, Enkido, som skal være Gilgamesh' ligemand.

Enkido lever sammen med dyrene og beskytter dem mod jægernes fælder, det bliver de trætte af, så de klager til Gilgamesh, som sender en tempelskøge ud, og hun tæmmer Enkido ved at have sex med ham.

Enkido og Gilgamesh kæmper og Gilgamesh vinder med nød og næppe, og de bliver de aller bedsteste venner og sjælebrødre. Sammen bekæmper de halvguden/monstret Humbaba og den kæmpemæssige Himlens tyr, men påkalder sig derved gudernes vrede, og Enkido må derfor dø, hvilket han klynker enormt meget over.

Efter Enkidos død bliver Gilgamesh vanvittig af sorg og opsøger Utnapishtim i det hinsides for at få hemmeligheden til et evigt liv. Utnapishtim beder ham holde sig vågen i seks dage og seks nætter, men han falder dog straks i søvn, som plaster på såret får han dog at vide hvor han kan finde en plante der vil gøre ham ung igen. Han mister dog planten da han lægger den fra sig for at tage et bad.

Jeg ved ikke hvilken historie Bent Haller bygger "Ba-bels bog" på, men det er i hvert fald hverken den arkadiske eller den babylonske (de ældste) for det er dem som jeg har læst i "Myths from Mesopotamia" og de bærer kun begrænset sammenligning, det er heller ikke tekster jeg kan finde noget om på internettet, og det irriterer mig. Det der irriterede mig mest var dog, at jeg mange gange har overvejet at læse "Ba-bels bog"  I STEDET FOR den oprindelige (oversatte). Så mest af alt handler min egen irritation om dovenskab og skam, skam over at ville tage den lette løsning.

Bent Haller har sat guden Ba-bel til at være far eller konge over guderne, hvilket er noget forfærdeligt sludder, da Babel blot er det hebraiske ord for byen Babylon. Bent Haller fortæller om hvordan Ba-bel skabte et mere kosmisk og naturvidenskabeligt tro univers, med planeter der kredser omkring solen, han har også menneskene til at læse i stjernerne, men i myterne er det drømmende der fortæller dem om fremtiden.

Tilføjet august 2015

Sex spiller en vigtig rolle i begge Gilgamesh-historierne.

" Shamhat loosened her undergarments, opened her legs, and he took in her attractions. [...]and he lay upon her. She did for him, the primitive man, as women do".

Dallay s. 55

"Hun spredte benene lidt mere, så han kunne mærke lugten og blive yderligere ophidset".

Haller s. 123

Samt denne illustration fra Rydahl s. 11.

Sex er det som er Enkidos syndefald, da han går i seng med tempelskøgen, Shamhat (i Bent Haller er det i stedet Gilgameshes førstehustru, Hetære). Efterfølgende vil dyrene ikke længere kendes ved ham og han kan ikke løbe så ubesværet som før, og han iklæder sig klæder og drager ind til byen. I Bent Hallers bog spiller det dog en endnu væsentligere rolle, da Hetære opretter kærlighedsskoler og hele Babylon bliver opslugt af seksuel eufori og udnævner hende efter hendes død til gud. At Babylon skulle have fået sexkuller fremgår er et par linier i Erra og Ishum (som jeg ikke lige kan finde på stående fod) en tekst der minder meget om Biblens profetiske litteratur og deres svada af lokalbefolkningen.

De mesopotamiske myter er gode, og Bent Hallers bog er egentlig slet ikke dårlig, men jeg bryder mig slet ikke om at han træller andre myter med ind, som slet ikke har noget at gøre her. Han indikere for eksempel, at alt dette skulle foregå før babelstårnet, men Gilgamesh myten bygger på en faktisk engang spild levende konge fra historisk tid langt langt langt efter babelstårnet.

Temaet i Gilgamesh er at lære at respektere døden. Først føler Gilgamesh sig udødelig, men efter vennen Enkidos død, lider han af frygtelig dødsangst.

Tilføjet august 2015:
Ved et rent tilfælde stødte jeg på John Rydahls gengivelse af historien om Gilgamesh for børn og folk som mig, og den kan nærmest betegnes som genial. Rydahl gør noget så usædvanligt som at tage en god, men svært tilgængelig historie, og skrive en moderne og letlæst historie som følger den gamle UDEN AT ÆNDRE NOGET VIGTIGT. Han opfinder ikke sin egen historie, morale eller humor. Det er som om han rent faktisk repektere den originale historie for hvad den er, en af verdens ældste overlevende historier, en historie som har været med til at forme den verden vi lever i i dag, en historie som oprindeligt var så god, at den har overlevet i 5000 år, som er så god, at den faktisk ikke behøves at blive lavet om.

ORIGINAL TITEL: Myth from Mesopotamia DANSK TITEL: ingen FORFATTER: ukendt OVERSÆTTER: Stephanie Dallay FORLAG: Oxford world's classics SIDEANTAL: 339 UDGIVELSESÅR: 1800 f kr (1989/2000)

TITEL: Babylonske religiøse tekster FORFATTER: ukendt OVERSÆTTER: O E Ravn FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 145 UDGIVELSESÅR: 1800 f kr (1953)

TITEL: Ba-bels bog FORFATTER: Bent Haller FORLAG: Aschehoug SIDEANTAL: 335 UDGIVELSESÅR: 2006

TITEL: Gilgamesh FORFATTER: John Rydahl ILLUSTRATOR: Gitte Skov FORLAG: Religionpædagogisk Forlag SIDEANTAL: 63 UDGIVELSESÅR: 2012

The God of Small Things

"The God of Small Things" eller "De små tings gud" handler om de tveæggede tvillinger Estha (dreng) og Rahel (pige). I slutningen af 1960'erne, da tvillingerne er 7 år gamle, sker der en forfærdelig ulykke, og de mister deres uskyld og alt hvad de holder kær. Tvillingerne bliver skilt ad, og de ser ikke hinanden igen i over 20 år. De er nu begge ødelagte af de begivenheder der skete den sommer, den ene tom den anden tavs.

Man får ikke straks at vide hvad der skete den sommer. Ved at springe frem og tilbage i tiden bliver vi først præsenteret for en perlerække at handlinger og konsekvenser der strækker sig gennem flere generationer. Det er handlinger af vold og kærlighed, sex og psykisk terror. Det er en splittet familie i et splittet land i en splittet verden. De to tvillinger har ikke en chance, de må bare flyde med strømmen, og tage imod hvad verden præsenterer dem for.

Et af bogens hovedtemaer er hvem der må elske hvem, på hvilken måde og hvor meget. Det er børnene der bliver elsket dobbelt så meget af deres mor, fordi de ikke har nogen far, datteren der bliver elsket en lille smule mindre fordi hun sårer sin mor, pigen der bliver elsket mere en alle andre, drengen der bliver tvunget af manden, den kasteløse der bliver elsket selvom det er forbudt, manden der har noget at bevise, kvinden der bryder reglerne og må tage konsekvenserne. Det er en hel verden der bliver til kaos fordi reglerne bliver brudt, og politiet der må genoprette orden. Det var en fantastisk og smuk bog, men det var svært at leve sig ind i den, for det er en verden jeg ikke er en del af, og som jeg ikke forstår.

Det er en lingvistisk, semantisk og morfologisk bog, dvs noget om sprog i alle dets former og skikkelser. Tvillingernes egentlige sprog er malaayan, men deres familie er anglofile, så de taler engelsk, de leger med engelsk, de eksperimenterer med engelsk, og det giver et helt andet stemningsbillede end folk der skriver på engelsk, bare fordi det nu engang er det land de er født i, eller fordi det bare er praktisk. Hvordan denne bog kan oversættes til noget som helst sprog, det forstår jeg ikke, jeg forstår det så lidt, at jeg faktisk overvejer at læse bogen én gang til og så på dansk for at finde ud af det.

"Little Man. He lived in a cara-van. Dum dum".

Det er omkvædet til bogen og minder hele tiden én om den barnlige uskyld der prøver at vinde fodfæste.

Det er en politisk bog, om arbejderes rettigheder og om de kasteløse, men forfatteren, hvis man slår hende op på Wikipedia, forfatter og politisk aktivist er aktiv inde for mange andre områder også, og der er sikkert masser af hentydninger til mange af disse andre områder også, jeg opdager dem bare ikke, fordi det er en verden så fjern fra min egen. Selvfølgelig ved jeg at Indien eksisterer, selvfølgelig har jeg læst ting fra og om Indien, men et eller andet sted forbliver det en eventyrverden. Jeg har ingen anelse om hvordan klædningsstykkerne, dyrene og planterne ser ud, jeg ved ikke hvad maden er, jeg kender ikke floderne og himlen og menneskene, men jeg bliver alligevel suget ind i verdenen, frastødt og fascineret. Flere gange refereres der til Joseph Conrads "Heart of Darkness" og viser Indien som det det nye Afrika med deres elitære hvide/honningfarvede og og sorte/mørke slaver.

TITEL: The God of Small Things FORFATTER: Arundhati Roy FORLAG: Harper Perennial SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 1997

1Q84, trilogi

I to år har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse disse tre bøger, også selvom jeg er stor Murakami fan. Først ville jeg vendte til alle tre bøger var udkommet, og da de var, så kom jeg bare aldrig frem til det. Måske virkede det så uoverskueligt med tre bøger, måske var jeg inde i en dårlig periode eller måske glemte jeg bare alt om den. Jeg ville egentlig gerne eje dem fandt jeg ud af. Normalt går jeg ikke op i om bøger er lånt eller købt, men særlige bøger, dem jeg virkelig godt kan lide, der får jeg et adrenalin kick af at se dem på min bogreol, det ser nærmest smukt ud. Men så kom det til prisen. Hvert bind kostede over 200 kr, og det synes jeg ikke lige at jeg havde plads til på budgettet, men så fandt jeg hele trilogien samlet til 190 kr og så skulle man være et skarn hvis jeg ikke købte den, og når en god bog er købt, så skal den også læses.

Aomame og Tengo er skal begge til at gøre noget højst usædvanligt, og når man gør det, så kan verden ikke længer forblive den samme, den ligner godt nok sig selv, men der er to måner på himlen og en religiøs sekt får Aomame og Tengo i søgelyset. De lever hver deres liv, hvert deres sted i Tokyo, men deres skæbner er tæt forbundne. Dette er en romantisk fortælling om en dreng og en pige der skal finde hinanden, men Tokyo er en stor by, og de skal ikke bare finde hinanden, ved at slå et navn op i telefonbogen, de skal FINDE hinanden på et højere niveau, og Tokyo er en stor by, og livet er endnu større, så hvis det skal lykkes, så må virkeligheden vrides og vendes. Murakamis magi handler ikke om at svinge en tryllestav eller brygge en eliksir, det handler om at være tålmodig og vendte på at skæbnen leder en. Det handler om, at der er en virkelig virkelighed, og så er der Aomame og Tengos vikelighed hvor små mænd skaber luft pubber og skaber en spejlverden der er til for at det umulige vil ske, at Aomame og Tengo møder hinanden.

Aomame og Tengos kærlighed er selvfølgelig den ægte vare. De forelskede sig i hinanden da de var 10, men der gået 20 år og de er langt fra hinanden. For Aomame er sex noget der er fysisk og destruktivt, noget der skal til tor at dæmpe følelserne indeni. For Tengo er det et fysisk behov der bare skal opfyldes fra tid til anden, ikke noget der betyder alverden. Sexscenerne i bogen er amputerede og forkvaklede, for følelserne er skåret fra. Sex med børn finder sted i bogen og fordømmes, men det virker på en eller anden ret provokerende måde ikke meget mere forkvaklet end sex uden følelser. Den 'ægte' sex findes dog, og den er både noget fysisk og noget åndeligt, det er noget ganske særligt, og det er den eneste slags sex der kan nydes fuldt ud.

Der foregår mangt og meget i bogen, men det finder alt sammen sted for at Aomame og Tengo skal finde hinanden, så man skal ikke nødvendigvis forvente, at man får en afslutning på de spørgsmål man uundgåeligt kommer til at stille sig selv. Når han kun behøves at gribe de aller vigtigste bolde, og kan lade de resterende falde ned i intetheden, giver det Murakami mulighed for at takle en langt bredere vifte af personer, temaer og magiske elementer, og det er utrolig spændende at være vidne til, men også dybt frustrerende. Ved en hvilken som helst anden forfatter, ville man finde det sjusket eller finde forfatterens evner begrænsede, men dette er Murakamis stil, og det er ikke fordi han ikke kan fortælle, det er fordi han ikke vil, for der er spørgsmål der ikke bør besvares. Hvis man for eksempel skulle høre hvordan det sidenhen gik den unge pige Fuku-Eri, ville man forvandle noget magisk til noget profant, og magiske er lige nøjagtigt hvad Murakamis bøger er og bør være. Der kommer heller ikke mange forklaringer på hvordan tingene fungere, det gør de bare, det er som om skæbnen har en syg sans for humor

Et sted drikker Tengo Carlsberg, og et andet sted læser han Isak Dienesen, aka Karen Blixen, og mit hjerte bankede af national stolthed, lige indtil min mor spurgte, om han gør det samme ved andre lande. Pludselig lagde jeg mærke til, at det gjorde han, og da jeg først havde lagt mærke til det, så var det egentlig lidt irriterende. Det er fedt, når det er ens eget land, men når det er Costa Rica, Finland, Tyskland og Australien. Forfattere bliver også nævnt i hobetal, også uden at have noget med historien at gøre. Men måske irriterer det mig fordi det er sådan jeg selv taler, om ting der egentlig ikke har noget med det overordnede tema at gøre. Måske er det for at blære mig over alle de ting jeg ved, eller måske er det fordi der alligevel dybt nede er en mening med det hele. Chekov sagde, at hvis man introducerer en pistol i en histories, så skal den også affyres, men meget er sket siden russisk litteratur i 1800-tallet, og Murakami introducerer et utal af elementer
der aldrig bliver brugt.

En sjov lille note her til sidst, så er et af bogen tilbagevendende motiver licensindsamlere til NHK (Japans DR), og licens i Japan fungere stort set på samme måde som i Danmark, man skal ifølge loven betale det, ligegyldigt om man ser NHK eller ej, og det er et selvstændigt organ, der i hvert fald i teorien ikke har noget med staten at gøre, det er desuden lige så upopulært i Japan som i Danmark.

ORIGINAL TITEL: 1Q84 ENGELSK TITEL: 1Q84 FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Vintage SIDEANTAL: 1318 UDGIVELSESÅR: 2009+2010 (2011)

Barn Jesus i en krybbe lå

Denne bog er skrevet af Kirsten Nielsen, som jeg på universitetet har haft til et fag om Genisis (1. mosebog). Hvilket gjorde at det undrede mig, at hun har skrevet en bog om noget så essentielt for det NYE testamente som juleevangeliet (Lukas 2,1-20). Hun er en sød ældre dame, og blændende dygtig. Hendes forsknings områder er Gammel Testamente; Bibelen som litteratur, gudsbilleder i Bibelen, intertekstualitet, Jobs bog, metaforik, Satanskikkelsen i Bibelen, og Bibelens receptionshistorie; bibelsk billedsprog i moderne salmer (kopieret fra universitetets hjemmeside). Derfor giver det alligevel god mening, for juleberetningen er ikke nogen enkeltstående tekst som kun findes hos Lukas, den har rødder mange steder i det gamle testamente, den findes hos evangelisterne, den strakte sig ud og blev til et utal af manuskripter som ikke kom med i den endelige udgave af Biblen, de såkaldte gammeltestamentlige pseudopigrafer og de nytestamentlige apokryfer, og i dag kender vi den blandt andet fra vores salmer, og det er ud fra disse sammenhænge, at Kirsten Nielsen har skrevet sin bog.

Bogen koncentrerer sig om julekrybber, og Kirsten Nielsen har brudt dem ned til deres enkelte bastandele. Der er den hellige familie, oksen og æslet, hyrderne, englene de hellige tre konger og stjernen. Hver del har sin egen historie der ikke altid hører til hos Lukas. Lad os for eksempel tage oksen og æslet som findes i mange julekrybber, som som hverken står nævnt i Lukas eller hos de andre evangelister. Der står til gengæld noget hos profeten Esajas:

Oksen kender sin ejer,
æsel sin herres krubbe;
men Israel kender ikke mig,
mit folk fatter intet.
                              Es 1,3

Så oksen og æslet er med fordi de genkender Jesus som Guds søn i modsætningen til menneskene. Sammenkoblingen af Jesus' fødsel og oksen og  æslet laves i de nytestamentlige apokryfer, i det uægte Matthæusevangelium fra det 9. århundrede.

Alt dette baggrundsmateriale gør dette til en helt speciel julebog på den, fra mit perspektiv, fede måde, men den er også skrevet på en helt speciel måde, på den ene side, er det bedstemoderen/præsten der kommer op i hende der fortæller en sød lille historie om Jesusbarnet der kom til verden julenat, omringet af mennesker dyr og engle, men samtidig kommer universitetsprofessoren op i hende, og bogen er fuld af kildehenvisninger der, hvis man ikke er vant til den slags, kan virke forvirrende på læsningen. Problemet, hvis man kan kalde det det, er, at "Barn Jesus i en krybbe lå" er en sammenfatning at to allerede eksisterende bøger, "Barn Jesus i en krybbe lå" (samme titel) af Ingeborg Pedersen og julekrybbens historie, og "Kristi fødsel" af Ole Davidsen, om, ja du havde nok gættet det, Jesus' fødsel.

Det er spændende hvordan teori (kilderne) og praksis (julekrybberne) smelter sammen til en forståelig helhed, for det hele er ganske forståeligt. Det eneste der kan forvirre er, at man på forhånd bør vide lidt om hvordan Biblen som vi kender den blev til, og om de tekster der ikke kom med, men kan man abstrahere for det, så er dette en rigtig god lille bog.

TITEL: Barn Jesus i en krybbe lå FORFATTER: Kirsten Nielsen FORLAG: Det Danske Bibelselskab SIDEANTAL: 51 UDGIVELSESÅR: 2004

Solis billedbibel

I forbindelse med trykkekunstens opfindelse, og i forbindelse med reformationen begyndte Bibler at blive tilgængelige for menigmand på eget sprog i stedet for på latin, men det var der ikke altid lige meget ved, for store dele af bekolkningen kunne ikke læse eget sprog meget bedre end de kunne latin, så der kom en voksende industri af billedbibler.

Når vi tænker på billebibler, tænker vi normalt på noget der er for børn, men ikke dengang. Disse billedbibler var dog for voksne og var ofte for de fattige for det var dem der ikke kunne læse. Jeg har tidligere haft om det i BIBLIA PAUPERUM NOVA. I bogens forordet står der ganske lidt og disse Bibler, men ikke så meget som jeg personligt godt kunne have tænkt mig. Virgil Solis var en af de mest berømte, men var hans Bibel også for de fattige? Eller havde de rige også fået øjnene op for godt kunsthåndværk? Også dengang må det vel have presset priserne opad.

I 1500-tallet hvor denne Bibel er fra vidste man meget lidt om klædedragtens historie, og alle folk er derfor klædt i renæssancestil, hvilket giver et nærmest farverigt indtryk på de sort-hvide billeder. Det er generelt nogle meget 'farverige' billeder med ædle landskaber, overdådige paladser og Moses med horn.

Moses med horn er et meget brugt billede i middelalderen. Det stammer fra den hebraiske tekst QRN (qaran) som både kan betyde at have horn og have stråler (glorie?) og så er det et vurderingsspørgsmål som jeg ikke er kvalificeret til at tage, men min hebraisklærer siger stråler, for hvorfor i alverden skulle han have horn, hvilket jeg da sagtens kan se, men hvis han på den anden side havde sagt, at selvfølgelig havde Moses horn, så ville jeg sikkert finde det lige så logisk, simpelthen fordi det var ham der sagde det.

Hvilke skriftsteder der er blevet udvalgt til at blive illustreret, kan jeg ikke se nogen logik i. Er det Solis personlige favoritter? Er de udvalgt af en biskop/ kardinal eller en mæcen som et bestillingsarbejde? Eller er der tale om et udtryk for en i 1500-tallet fremherskende teologi? Umiddelbart tror jeg mest på det første og mindst på det sidste, for evangelierne fylder nul og niks (14), hvorimod Johannes åbenbaring fylder hele 26 af bogens 146 illustrationer.

ORIGINAL TITEL: Bibliche Figuren DANSK TITEL: Solis' Billedbibel FORFATTER: Vergilio Solis FORLAG: Wormianum SIDEANTAL: 157 UDGIVELSESÅR: 1560 (1986)

Jesus' historier

Ja, der er en lille ' i titlen, så det er historier AF Jesus (lignelser) og ikke OM Jesus, hvilket jeg i første omgang slet ikke havde lagt mærke til, så jeg blev en lille smule overrasket da jeg gik i gang med at læse den.

Ved i hvad børn? Der var engang en præst, og han hed Kaj Munk. Han skrev lange indlæg i avisen hvor han diskuterede heftigt med sine modstandere, sådan en heder et meget svært ord, han hedder en polemiker. Kaj Munk havde mange grimme ting at sige om vores demokratiske styreform, og han længtes efter Europas stærke mand, men så kom 2. Verdenskrig, og så blev den stærke mand i form af Hitler lidt for nærværende, og ham kunne Kaj munk heller ikke lide. Tyskerne ville statuere et eksempel, det vil sige at de ville vise folket hvem der bestemte, og så skød de ham, og det var jo ikke så godt.

Okay, jeg regner med at i syntes at det bare var en lille smule belastende at læse mig skrive på den måde, men sådan er hele bogen skrevet. Bogen er selvfølgelig skrevet for mindre børn end mig (jeg kan godt nogle gange regne mig selv for et barn), men falder børn virkelig for den slags? Gjorde de det dengang i 40'erne og ville de stadig gøre det i dag? Jeg har desuden altid troet at de til børnene henvendte sætninger var noget de voksne selv fyldte på den skrevne tekst, men ikke her. Det er ikke fordi, at jeg har noget imod at Kaj Munk henvender sig til børnene, det er mere det at han gør det hele tiden. Evig og altid står der en sætning der med mine øjne kunne oversættes til 'Jamen så hør dog efter, barn!", og evig og altid skal han forklare ord. Okay, den med at forklare svære ord, den kan jeg godt forstå, men det sjove er, at de ord der IKKE var grund til at forklare dengang, dem forstod jeg dårlig nok i dag, men det har mest at gøre med landbo udtryk.

Men måske var det vigtigt at minde børnene om at lytte efter, for de litterære i lignelserne ligger ikke just på højde med Harry Potter. Misforstå mig ikke, for her kan jeg få en masse mennesker på nakken, men lignelserne har meget at sige på et teologisk plan, ja sågar på et praktisk og hverdagsagtigt plan, men som historier der skal fange børns interesse, så tror jeg at børn i dag er for forvente, ellers skal de i hvert fald være meget små. Der er selvfølgelig undtagelser, som for eksempel historien om den barmhjertige samaritaner, og den har jeg da også en gang opført som skuespil med en flok børn som jeg underviste. Eller historien om den fortabte synd som er ca 20 gange længere end den korteste af småhistorierne.

Man kan lære meget om sin egen tro ud fra hvad vi lærer vores børn om troen, og derfor går det mig også meget på, når Kaj Munk selv opfinder ting. Han begår ikke alvorlige brud på præsteetikken, han ligger ikke ord i munden på Jesus som ikke passer med Biblens teologi, men han opfinder fakta om den historiske Jesus. Man ved ikke meget om Jesus, han blev født i Betlehem af en kvinde ved navn Maria, og hans (sted) far var tømrer og hed Joseph, han blev født i en stald og selv som barn havde han kloge ting at sige om Gud, men der ud over hører vi ikke rigtigt noget til ham før han er noget og 30 og lader sig døbe i Jordanfloden og derefter går rundt i landet og prædiker, omvender folk og udfører mirakler, det er hvad man ved. Man kan komme med nogle kvalificerede gæt om hvordan han levede sit daglige liv ud fra familiens formodede økonomi, ud fra hvor han boede og ud fra hvad man ved om mellemøstlig arkæologi. Man kan ud fra Jesus' fortællinger komme med et estimeret gæt på hvad han har lært om samfundet, politik, og arbejde. Hvad man derimod ikke ved noget om er om Josef var en dygtig og anbefalet tømrer, man ved ikke hvordan Maria styrede den hjemlige økonomi og man ved ikke hvad Jesus legede med som barn, men det påstår Kaj Munk at han ved, og han påstår ligefrem at en hel række af lignelserne handler og Jesus' egen familie, men hvorfor skulle han i lignelserne fortælle en masse gode historier om sin familie, når han i alle de andre evangeliske tekster er så afvisende over for dem?

Kaj Munk finder også på når det gælder jødisk praksis, eller rettere så projektere han kristen praksis over på historier der egentlig omhandler jøder, en jødisk præst ville for eksempel aldrig bede fader hvor, men fred være med det. Jødisk praksis er både smuk og spændende, men man skal ikke nødvendigvis forvirre børn mere end højst nødvendigt, og det er jo trods alt kristendommen han prøver at lære børnene om.

Nu vil jeg igen våge pelsen og påstå at Lolland og Jylland minder meget om hinanden. Kaj Munk blev født på Lolland, men udøvede sin præstegerning i Jylland, så han har været præget meget af begge steder, og med det mener jeg at landbolivet, og det ses tydeligt i denne bog, både i billeder og sprog og humor.

Han af Sted til Udlandet med sine Penge og ødsler dem alle sammen væk. Han bestilte aldrig noget, og han drak sig fuld hver Aften, og han var Kæreste med flere Piger paa eengang, og det er grimt, og det er ogsaa noget der koster.

Kaj Munk, "Jesus' historier", s. 28

Om det er alkoholen eller pigebørnene der koster vil jeg lade ubesvaret ;-)

TITEL: Jesus' historier FORFATTER: Kaj Munk ILLUSTRATOR: Herluf Jensenius FORLAG: Nyt nordisk forlag Arnold Busck SIDEANTAL: 73 UDGIVELSESÅR: 1943 (1951)

Gifttræets evangelium

Jeg fandt denne bog for 29 kr i Føtex. På forsiden står der med store gule bogstaver "international bestseller", om hvilket jeg tænkte, at det var sikkert fis i en hornlugte, for det kan hvem som helst jo komme og påstå. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at den var i min bogudfordring "1001 bøger du skal læse før du dør". Jeg kan så efterfølgende fortælle at bogudfordringen tog fejl, ikke med om den skulle med, men i dens resume, som var helt hen i vejret.

Bogen er et anklageskrift mod en brutal far der slæber sin kone og 4 døtre til Congo i slutningen af 50'erne, for at missionere, men han har ingen føling for lokalsamfundet og ødelægger alt for sig selv og sin familie. Og det er et anklageskrift mod USA og den vestlige verden der gik ind i Afrika, og voldtog det og stjal dets rigdom.

I 1960 får Congo sin selvstændighed og alle hvide forlader landet, men Nathan Price nægter, og han nægter sin familie at rejse.

17 januar 1961 bliver den demokratisk valgte præsident, Patrice Lumumba, myrdet under et kup støttet af Belgien og i ukendt grad også af CIA. Samme dag sker der en stor tragedie i Price-familien, og moderen tager sine døtre og forlader faderen og forlader landet, men de bærer alle på en stor følelse af skyld, både som amerikanere over for landet Congo, som familie over for lokalbefolkningen hvor de boede, og som personer over for den tragedie der ramte familien, og de kan ikke slippe Afrika. Familien bliver spredt over to kontinenter, og de de bare alle Afrika og deres skyld under huden som en parasit.

Så er det nu der skal siges en helt masse klogt og ideologisk om Afrika og den hvide mands indtrængen, men jeg ved ikke tilstrækkeligt til at kunne sige noget fornuftig. Jeg lærte rigtig meget, men slutningen endte med en alt for lang redegørelse der, taget ud af sammenhængen, var super spændende, men som afslutning på historien om familien Price, var det lidt et antiklimaks, for dette er ikke kun en historie om Afrika.

Bogen handler også i høj grad om religiøs fanatisme ledet af federen, og om hvordan alle pigerne på hver deres måde vender sig bort og finder egne veje, som her den forkerte søster, den underlige, den handikappede Adah:

"I organisk kemi, hvirvelløse dyrs zoologi og den benhårde symetri i Mendels genetik har jeg fundet en religion, der fungerer. Jeg reciterer grundstoffernes periodiske system som en bøn; jeg tager mine eksaminer som den hellige nadver, og afslutningen på det første semester var et sakramente. Min hjerne er proppet med en skov af fakta. Mellem træerne ligger fortvivlelsens vidt åbne sletter. Jeg smutter uden om dem. Jeg holder mig til skoven" (Kingsolver, s. 293)

Og lige som den følelse af skyld pigerne får efter familie tragedien, ligeledes bygger faderens brutale tro også på den følelse af skyld han slæber på efter krigen (2. verdenskrig). Hans tro er meget kontant, gode ting sker for gode mennesker, dårlige ting får dårlige mennesker, men man skal arbejde hårdt for Herrens velsignelse, man må ikke give op, bare fortsætte. Og denne tro presser han ned over sine piger med vold. Han forsøger også at omvende de lokale, med dundertale fortæller han dem, at de skel lade deres børn døbes i floden, men han forstår ikke, at der er krokodiller, og floden derfor er forbundet med den visse død, og derfor tordner han videre.

De første 2/3 af bogen er et anklageskrift mod faderen (den sidste mod vesten) og den er smukt formuleret, varieret og fængslende. Der er ikke nogen tvivl om, at faderen (vesten) er skurk, og jeg har intet problem med at han er skurk, men det er 4 mod en, og det er kun pigernes/kvindernes stemmer der bliver hørt. Jeg savner, at faderen bare en gang kommer til orde, han tordner op, men man hører kun pigernes gengivelse af hans tale.

Men jeg var godt tilfreds med bogen. Den ene dag sad jeg i toget og læste, og vi nærmede os lige så stille Aarhus. Jeg så op på uret og så ned i bogen. Det gentog sig et par gange, og jeg sad helt alvorligt og overvejede at blive siddende og tage turen tilbage til Viborg. Jeg gjorde det ikke, for turen hjem var lige lang, og gav mig lige lang tid til at læse videre, om jeg tog turen da, eller om jeg stod af gik i skole og tog turen hjem to timer senere. Pointen er i hvert fald, at det efterhånden er sjældent, at jeg føler sådan for en bog.

ORIGINAL TITEL: The poisonwood Bible DANSK TITEL: Gifttræets evangelium FORFATTER: Barbara Kingsolver FORLAG: Verve SIDEANTAL: 389 UDGIVELSESÅR: 1998 (2011)

Voldsmænd river det til sig

SPOILER ALLERT!

Tarwater er vokset op hos sin grandonkel, som er profet, og er blevet opdraget til, at det skal han også være når han bliver stor. Han når dog ikke at blive helt stor før grandonklen dør, og den kun 14-årige Tarwater står nu med ansvaret for at give grandonklen en god kristen begravelse, men men i hans bryst brænder der et ønske om at gå imod Guds vilje, og han drikker sig fuld ag sætter ild til huset hvor grandonklens lig befinder sig. Tarwarter er stolt over at have taget skæbnen i egen hånd, men han er nok også lidt bange, da han begiver sig af sted for at bo hos sin humanistiske onkel og dennes retarderede søn.

Tarwaters onkel ønsker at indprente Tarwarter nogle sekulære værdier, men Tarwater selv er mest af alt optaget af IKKE at døbe fætteren, Bishop, som er den mission grandonklen havde givet ham. Den samme modvilje som han havde mod grandonklens kristne indoktrinering har han også mod onklens humanistiske, og onklen begynder derfor hurtigt at hade ham.

Tarwaters onkel blev også som barn mærket af granonklen, troen blev plantet i ham og fik ham til at føle sig som noget særligt, men han har brugt det resterende af sit liv at luge ud, men det er ikke kun troen han luger ud, han luger også ud i den eneste omsorg der nogensinde er blevet vist for ham. Generelt viser ingen af personerne ret meget omsorg for hinanden, og denne grandonkel er da heller ikke jordens mest hjertevarme menneske, men i modsætning til alle de andre er han en engel, so to speak. Den omsorg onklen ikke har kunnet tillade sig selv at føle er han heller ikke i stand til at vise sin søn der er retarderet. Til tider føler han en hvis kærlighed til ham, men da denne kærlighed i slutningen af bogen bliver sat på en prøve, så viser den sig ikke at holde, og det volder ham ikke de store kvaler, faktisk lader det til, at han er stolt af ikke at elske sin egen søn.

Tarwater kæmper mod at skulle blive profet som grandonklen og grangiveligt også Gud ønsker, og i sin kamp for at slippe væk fra sin skæbne begår han to store ugerninger, men Gud og ham selv sørger for at disse ugerninger bliver opvejet, det skulle efter sigende være det bogens titel betyder.

"From the days of John the Baptist until now, the kingdom of heaven suffereth violence, and the violent bear it away." (Mat 11,12) The Douay Bible

"Men fra Johannes Døberens dage indtil nu tages Himmerige med vold, og voldsmænd river det til sig" (Mat 11,12) Bogens oversættelse

Det er en lidt tricky passage, og jeg måtte også hen og slå det op i en af mine gamle bøger fra dengang da jeg studerede teologi. Det viser sig da også at den moderne oversættelse i den autoriserede Bibel er meget mere blødsøden i det.

"Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig." (Mat11,12) Dansk bibelselskabs oversættelse

 Og endnu mere så i min teologibogs egen oversættelse

"Fra Johannes Døbers dage indtil nu bryder bryder himlenes kongedømme voldsomt frem, og de, der stormer det, griber det" (Mat 11,12) Mogens Mûllers oversættelse

Den gamle tolkning lyder nogenlunde sådan her; voldsmændene (Tarwater) forfølger dem der vil ind i Guds rige (grandonklen og Bishop) og tager det fra dem med vold, indforstået at det vil Gud dog ikke tillade.
I den nyere tolkning mener man dog ikke, at der hverken er nogle sproglige eller konteksmæssigt holdbare argumenter for dette.
Flannery O'Connor var glødende katolik, men der er sket meget i den katolske kirke siden dengang, og jeg synes ikke, at jeg kan finde ret meget af den for mig velkendte kærlige Gud i denne roman.

ORIGINAL TITEL: The Violent Bear It Away DANSK TITEL: Voldsmænd river det til sig FORFATTER: Flannery O'Connor FORLAG: Arena SIDEANTAL: 284 UDGIVELSESÅR: 1955 (2011)

En landsbypræsts dagbog

Nogle anmeldelser er sværere end andre, og denne har jeg siddet og svedt over i mange dage. En anmeldelse må nødvendigvis være overfladisk, men hvordan skriver man overfladisk om noget der rammer én dybt? Hvis jeg derimod beslutter mig for, at dette er MIN blog, og jeg skriver hvad det passer mig, hvordan skriver man noget dybt uden at det kommer til at virke fjollet, måske en lille smule lalleglad?

Bogen handler om en lille sagtmodig landsbypræst der ikke er særlig populær i sit sogn. Man mener at han drikker, og det gør han måske også lidt, men slet ikke i det omfang som folk tror. Især den lokale greve kan ikke lide ham, tilskyndet af sin datter der spreder rygter og ikke kan tilgive ham hans rene hjerte. Til sidst må den lille præst søge til byen for at få sit svigtende helbred undersøgt.

Det virker nærmest absurd at skrive et resume af denne bog, for handlingen er slet ikke det bogen handler om. Handlingen er rent faktisk bare en undskyldning for, at den lille gode præst kan falde i dyb samtale med en bred vifte af personligheder for at diskutere menneskets natur. Man siger, at alle har noget interessant at sige, hvis man bare lytter godt, nok, men der må vel være grænser, i hvert fald i det virkelige liv. I denne bog findes small talk og anden overfladisk og ligegyldig tale ikke, selv børnene er vise. Men om man kan lide det eller ej, så er det i hvert fald meget indsigtsfuldt hvad der bliver sagt. Hmm, det kommer bare til at lyde så dumt, når man formulerer det sådan, men jeg kan ikke komme på et mindre misbrugt ord end 'indsigtsfuldt'.

Bogen blev til i en tid hvor Kirken var i krise i Frankrig, hvor folk levede deres liv uden at stole på Gud, måske endda lidt ligeglad med Gud. I dag er troen i krise i hele Europa, og det gør denne bog lige så relevant som nogensinde, men hvad der for mig er endnu vigtigere, så er troen i krise inde i mig selv, så denne bog er relevant for lige netop mig. Det er ikke fordi jeg som sådan tvivler på Guds kærlighed, det er ikke fordi jeg irriteres over Kirkens læresætninger, det er bare det, at jeg har en tendens til at slumre hen i mit trosliv, og jeg glemmer hvor vigtig en del af mit liv det egentlig er for mig. Når jeg så har læst en bog som denne, så kan jeg lidt endnu.

Jeg har læst bogen før, og den gang var jeg ved at falde i svimer over hvor fantastisk den lille præst er. Denne gang kunne han godt irritere mig lidt. Han er selvfølgelig stadig fantastisk, og han gør alle de ting en sand helgen skal gøre, især hans ydmyghed er lige netop ydmygt nok, uden at kamme over og blive til selvhad, men som en person i en skønlitterær roman, kan han godt blive bare en lille smule irriterende. Bogen har et klimaks, i præstens konfrontation af hendes egoisme og ondskab, og de har en rigtig spændende samtale, men jeg står lidt tilbage med ønsket om at vide, 'hvordan ville præsten håndtere, ikke bare andres, men også sin egen troskrise?'. Præsten har dog problemer med at bede, problemer som de fleste af os har, vi ved det barer ikke, eller tænker ikke lige over det, og det gør ham lidt mere menneskelig.

Men der optræder mange flere mennesker i bogen end greven og hans familie. Nogle kommer og går, og andre er gennemgående personer, men han har helt fantastiske samtaler med dem alle sammen. Min yndling er sognepræsten i Torcy, som er vores egen lille præsts ven og mentor. Han er også god, men langt mere bramfri og med store armbevægelser, og selvom han er vis, så er han også samtidig bogens lidt mere komiske indslag. Hver gang han kom på banen var det ligesom jeg rettede mig en smule op i sofaen, og hans ord trængte lidt dybere ind.

Der var også personer der mindede mere om mig selv (jeg vil ikke sige hvilke), og fordi jeg genkendte mig selv blev jeg irriteret, for hvorfor kunne de ikke lige være en lille smule bedre mennesker, så jeg ikke behøvede at få helt så dårlig samvittighed, når den lille præst irettesatte dem, men det er meningen at det skulle gøre ondt, for dette er en opsang til os alle sammen.

ORIGINAL TITEL: Journal d'un curé de champagne
DANSK TITEL: En landsbypræsts dagbog FORFATTER: Georges Bernanos FORLAG: Katolsk Forlag SIDEANTAL: 282 UDGIVELSESÅR: 1951 (2010)

Vor Frue i Aarhus

Mange mennesker tager til Odense Domkirke vor at se Claus Bergs berømte altertavle fra omkring 1530, men ikke alle ved at der også findes en i Aarhus, i Vor Frue kirke på Kloster Torv. 

Når man kommer inde fra byen, bliver man slået af den skærende kontrast mellem den smukke gamle kirke, og narkomanerne der har samlet sig i dens skygge, og går man indenfor fortsætter det forvirrende billede, for dette reformationen har ikke gjort noget godt for denne kirke., og endnu værre har den moderne tid været. Væggene er domineret af enorme malerier af kirkens godgørere i gigantiske rammer der kan få katolske helgener og deres altre til at virke ydmyge og pjaltede. Og orglet og kirkebænkene der er bygget i en underlig mellembrun let rødlig træsort virker som en midlertidig IKEA løsning, der lige er blevet proppet ind i sidste øjeblik. Dette billede blev dog ikke hjulpet af, at der var en mindre ombygning i gang bag i kirken.

Men nu var det ikke kirkerummet jeg var kommet for at se, men derimod altertavlen, i al sin katolske vælde, for ligegyldigt hvad man ellers måtte mene om folkekirken og protestantismen generelt, så er det nærmest irrelevant, for altertavlen er og bliver katolsk, jævnfør fire katolske helgener nederst på dørenes inderside. Man kan så undre sig og takke den himmelske skaber for, at den i det hele taget er blevet bevaret og ikke brændt under reformationsårene. Generelt var reformationen i Danmark en meget tam oplevelse i forhold til hvad der ellers gik for sig i resten af Europa.

Altertavlens hænger de 12 apostle og ser ned på én med forvrængede troldeansigter. Jeg gøs lidt, for jeg kom ude fra en af de få varme sommerdage og ind i den kolde kirke, men også fordi jeg følte at de så misbilligende på mig. Vi er i Danmark ret tolerante med påklædning, og i de protestantiske kirker endnu mere end i de katolske, men jeg var alligevel pinligt bevidst om, at mine små sommershorts ikke var passende til sammenhængen.

Det var slet heller ikke meningen, at jeg skulle have været i kirke, men jeg skulle finde noget at fordrive tiden med, og så kom jeg i tanke om altertavlen med korsfæstelsen. Siden barnsben har jeg haft en særlig fascination af lige netop denne scene. Jeg burde ikke sige dette, det er ikke en særlig god kristen ting at tænke, men billeder med Jesus bliver nemt alt for pæne og nuttede, og det er aldrig rigtig noget jeg er faldet for, men scenen med Jesus og de to røvere, den er grim, grum og blodig, og det er den i endnu højere grad på Bergs altertavle.

Mennesker, forvredne og fordrejede, syndige og lidende, det grimme i det smukke og det smukke i det grimme, guld og blåt, mand og kvinde, lyse og mørke.

Jeg var endda så heldig at være derinde mens der blev øvet til en kirkekoncert. Bach tror jeg, men hvad ved jeg. Jeg kan godt lide musik fra den tid, men jeg ved ikke noget om det, og ville ikke kunne kende den ene komponist fra den anden, men det er næsten altid Bach, så det er et sikkert gæt.

Bibelen på bloggen

Marcus Rubin er agnostiker, jurist og skribent på Politiken. Under et ophold i Jerusalem vælger han at læse hele Bibelen (uden apokryfen) fra en ende af og skrive om hans indtryk undervejs. Vi får først og fremmest en genfortælling fra Adam og Eva, over Moses, dommerne, og kongerne, hel over alle profeterne, Jesus, Paulus, og til sidst den store finale i apokalypsen. Undervejs får vi også forfatterens noget vattede holdninger, og små sjove iagttagelser.

Bibelen er en meget voldsom affære med sex og vold ad libitum, og det kommer meget bag på Rubin, der gang på gang bliver chokeret og synes, at det er enormt synd for de folk menneskelig eller guddommelig vrede går ud over, Rubin er nemlig kultur radikal, og så skal alting helst være så pænt, og selvom folk gerne må have andre holdninger, så må de helst ikke have en anden moral end den pæne danske (folkekirkelige om man vil det eller ej) 'nu skal vi alle være søde og lege pænt sammen', men sådan er Bibelen overhovedet ikke, ikke en gang i det ny testamente.

Jeg har ikke noget imod at folk er uenige med mig, faktisk kan jeg godt lide det. Det selv samme siger Rubin, men det forhindrer ham ikke i gang på gang at blive forarget, og jeg kan ikke helt beslutte mig for om det er sjovt eller bare irriterende. Egentlig ville jeg hellere have faret om med jævne mellemrum og skældt og smelt, det havde været sjovere.

'Biblen på bloggen' har dog været ganske nyttig for mig at læse, for jeg har nok mest læst Bibelen i sin helhed, meget af den har jeg, men ikke det hele, og ved at se det hele i så kort en form, var der en del der pludselig gik op for mig. For bogen her gør det modsatte af de fleste teologiske værker. Teologiske værker gør nemlig for det meste det, at de tager et lille stykke og så skriver de en helt masse om det (husker stadig min eksamensopgave i Ny Testamente 2, skriv 7 sider om 18 linier). Rubin tager 1147 sider og skriver om dem på 295. Den er desuden let læst uden en masse svære teologiske ord og historiske og kulturelle kontekster. Jeg kunne måske godt have ønsket mig flere, men jeg er også en nørd, og jeg er godt klar over, at det er størstedelen af Danmarks befolkning ikke.

Bogen er yderst underholdende, for Bibelen er fyldt med finurlige detaljer der ikke umiddelbart giver mening. Hvem er Guds sønnerne, Gud (Jahve) er Jacob, Isaks søn, var på ingen måde en helt ifølge danske standarter. Det er virkelig underholdende at læse alle disse ting, og især Rubins kommentarer til dem, og jeg lå da også jævnligt flad af grin. Her kom det nørdede så op i mig, og jeg ville ønske, at han var gået mere i detaljer omkring disse ting og bare have skrevet en lille bitte smule om hvordan teologer før og/eller nu er kommet rundt om disse problemer, men ikke et ord hører vi fra dem, på nær et eneste sted i højsangen.

Men meget af min irritation over bogen skyldes, at jeg glemmer at dette ikke er et teologisk værk, det er en blog, og en blog er bare mere umiddelbar og luftig (ikke at der nødvendigvis er noget galt i det). Hvordan bloggen i sin tid så ud, ved jeg ikke, men det er i hvert fald lykkedes dem at redigere den så der blev en sammenhængende bog ud af det, og det er faktisk gjort godt.

TITEL: Bibelen på bloggen FORFATTER: Marcus Rubin FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 295 UDGIVELSESÅR: 2009

Kirkegården i Prag

Umberto Ecos nyeste roman “Kirkegården i Prag” var lidt af en skuffelse, eller rettere, så var den alt for svær for en lallende ammatør som mig. Jeg holdt ud, men jeg måtte efterfølgende have historieundervisning af min far om Italiens samling og Napoleon 3, for bare at have den mindste forståelse for handlingsforløbet. Resumeet af bogen vil derfor bære præg af den forvirring jeg føler, så jeg håber at I vil bære over med mig.

Simone Simonini er en splittet mand, men er han så splittet, at han er identisk med abed Dalla Piccola?

Simonini er forvirret, det er som om han pludselig har glemt alt om hvem han er og hvad der er sket, og for at komme i tanke om det begynder han at skrive sin livshistorie fra han som barn lærer at hade jøder, frimuere og jesuiter til han som voksen står bag nogle af de mest berømte plot mod ovenstående. Simonini har nemlig et talent, han kan kreere falske dokumenter som ingen anden, og udtænke historier som hans samtid er mere end villige til at tro på, men han kan ikke udelukkende følge sin egen agenda, efterretningstjenester fra flere forskellige lande har også kikkerten vendt mod ham, og nogle af dem er frimuere og nogle af dem har brug for jødernes støtte, så de har alle mulige interesser i at hæmme Simoninis fremfærd, samtidig med at de benytter sig af hans ydelser. Jesuiterne som han hader, bare ikke nær så meget som han hader så mange andre, bruger også hans tallenter, og Simonini bruger også dem til at tjene kassen og til at udbrede sine og de personer han benytter sig af’s skriverier.

Simonini er en slags ond victoriansk James Bond, og på sin mission kommer han tæt på krigen i Italien, til satanisk messe i Paris, han må stikke sine venner i ryggen og han bliver afpresset af russerne og kan kommer tæt på nogle af de mest fremtrædende personer i det 19. århundrede, Garibaldi, Freyd og Dumas, for bare at nævne nogle stykker. Han færdes i underverden (nogle gang helt bogstaveligt ment), han færdes blandt studerende og han færdes i det bedre bogerskab, han færdes hvor det er nødvendigt for at få sine idéer igennem.

Bogen har i det det hele taget alt der skal til for at blive en hammer spændende roman, men den fortaber sig i historiske detaljer. Forstå mig ret, jeg elsker historiske romaner, men på et eller andet tidspunkt kammer det bare over, og man står som læser og føler at det er ens egen skyld at man ikke forstår, at det bare er fordi man er så pokkers dum.

Bogens overordnede temaer er jødehad og mediernes rolle, og det har jeg skrevet mere om på Kultur for unge, men et tema som jeg fandt yderst interessant, var hovedpersonen, Simoninis, forkvaklede seksualitet. Han hader for at sige det mildt kvinder, og det er ikke fordi han foretrækker mænd. Han føler en enorm afsky mod at skulle føle nærhed, især fra en kvinde, og i stedet kaster han alle sine dyriske lyster over maden. Simonini er nemlig en sand gourmet, og Eco gør meget ud af at beskrive alt den lækre mad han spiser, desværre står det hele på enten fransk eller italiensk, og det er kun i sjældne tilfælde oversat, så man står lidt tilbage uden helt at have en idé om hvad der egentlig foregår.
Nej, nu går jeg hen og bliver alt for negativ. bogen har bestemt sine litterære kvaliteter, for ligesom Simonini har et forkvaklet forhold til kvinder, så lykkes det ham heller aldrig at komme på venskabelig fod med mænd, han er derfor en yderst ensom mand, en mand der lever og ånder for sin mission.

ORIGINAL TITEL: Il cimitero di Praga DANSK TITEL: Kirkegården i Prag FORFATTER: Umberto Eco FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 528 UDGIVELSESÅR: 2010 (2012)

Rubâijât

Det kan måske anses for en fornærmelse at denne lille persiske bog her på bloggen bliver smidt ind under kategorien 'arabiske verden'. Jeg vil undskylde over for mine iranske venner med at det er for nemheds skyld, for at der ikke skal blive for mange kategorier, og love, at hvis der kommer flere, så vil de få deres egen overskrift.

Omar Khajjâm var en multikunstner inden for adskillige videnskaber, filosofi, teologi og digtning der levede i Persien i det 11. og 12. århundrede.

Det persiske rige blev stort under den zoroastrisk religion, og kunst og litteratur blomstrede, men i 700-tallet kom araberne, og det blev indledningen til et 200-årigt mørke, men på Khajjâms tid kom der endnu en persisk guldalder, hvor vinen flød, videnskaben blomstrede og ordene strømmede fra poeterne som honning (ja det var en lidt anden islam end den vi kender i dag) og den varede indtil begyndelsen af 1100-tallet hvor korstogene satte ind og islam blev defensiv og indesluttet og det lod ikke meget blads til kunstarterne. Khajjâm var stadig i live på den tid og lagde i stor stil sine tidligere beskæftigelser på hylden til fordel for sin rettroenhed.

Et rubâî er en strofe på fire vers og som oftest handler om livsnydelse, vin og elskov, med en religiøs eller filosofisk pointe. Der findes mange myter om hvorfra Khajjâm fandt sin inspiration, der dog ofte indeholder druk og mystiske oplevelser, men mange af disse myter er af en senere dato.

Jeg drikker mit Bæger, hver brav Mand gør det samme.
Tro ej Guds Vrede sligt Smaateri vil ramme.
Gud vidste fra Evighed, at jeg vilde drikke,
 og drak jeg ej, blev Guds Alviden til Skamme.

 Man fornemmer i denne strofe Khajjâms munterhed, som man finder i alle hans strofer, og han bevarer også sin munterhed over for Gud. I denne lille strofe kan det dog lyde som om han ikke tager sin Gud alvorligt, men man skal ikke lade sig narre, for det gør han helt bestemt, blot på sin egen lidt fordrukne facon. Og skønt han udpensler sin egen drukkenskab, så har han ikke andet end hån til overs for de skinhellige der slider deres bedetæpper op, men i hjertet er lige så sorte som alle os andre.

Khajjâm er på den måde en mand der ser sin egen menneskelighed i øjnene og morer sig over den. Han drikker, han elsker, og han lever i det hele taget livet fuldt ud, og det er det jeg elsker ved ham. Jeg ville dog ønske, at jeg havde læst den i en mere moderne oversættelse, for når det alligevel skal oversættes fra et sprog så forskelligt fra vort, så kan det lige så godt blive oversat til moderne dansk.

Værket er fyldt med humor, og er nok en af de bedste digtsamlinger jeg til dato har læst. Faktisk gav jeg mig kun i gang med den i protest med "1001 bøger" og dens stærke overvægt af vestlige bøger, så jeg tænkte fandeme nej og gik i gang med den første og bedste ikke vestlige bog jeg kunne finde på min fars bogreol, og det var altså denne her, men hvis man ikke tager chancer, så misser man alle de små særlige overraskelser der ligger gemt hist og her.

TITEL: Rubâijât FORFATTER: Omar Khajjâm FORLAG: København SIDEANTAL: 64 UDGIVELSESÅR: 1100-tallet (1943)

Johannes af korset

Johannes af korset var født af en fattig væverske i det 16. århundrede i Spanien, men alligevel lykkedes det ham at lære at læse og skrive og komme på universitetet og få sig en solid uddannelse inden for teologien. Da hans studier var ved at være til ende, og han skulle beslutte sig for hvad han videre ville, fik han en mængde gode tilbud, men til alles store forbløffelse, søgte han i dyb hemmelighed optagelse hos de ydmyge karmelitter munke.

På denne tid var der også en anden stor helgen inden for karmeliterordenen, Therese af Avila, og hun udvalgte Johannes til at hjælpe sig med at reformere ordenen, og finde tilbage til de strengere og mere disciplinerede rødder, men også til at finde en mere dyb åndelighed.

Johannes vandrer Spanien tyndt og opretter nye klostre og får generelt en masse administrativt arbejde, men det han er mest kendt for, er sit arbejde som åndelig vejleder og hvad vi i dag ville kalde en coach.

Desuden begyndte han under et fængselsophold der var sat i stand af nogle karmelitterbrødre af den gamle observans at skrive digte, og de er i dag vidt berømte.

Grethe Livbjergs bog "Johannes af Korset - åndelig vejleder af hvor tid" starter med en virkelig god biografi om Johannes. Helgenbeskrivelser er en literær genre helt for sig selv, og man skal ofte have troen for overhovedet at kunne holde ud at læse dem, men ikke her. Man får et rigtig godt indblik i hans liv også set ud fra den samtid han levede i, og jeg lærte en helt masse om den spanske guldalder der i 1500-tallet, både religiøst, politisk, socialt og geografisk.

Er billedet af Johannes malet lidt rosenrødt? Det er det måske nok, men det er ikke gjort så det på nogen måde virker irriterende, og sproget er godt og flydende, så man hurtigt kommer gennem denne bogens første del.

Anden del handler om Johannes' spiritualitet, og som religiøs og tidligere teologistuderende var det yderst interessant, for hans teologiske ideer er desværre meget fremmede for os i dag. I dag tænker vi meget på sex, men en erotisk teologi, hvor vores forhold til Gud er som brud og brudgom er os meget fremmed, desværre, for det er en meget smuk teologi.

Bogen har i realiteten også en tredje del der er en analyse af et lille udvalg af hans digte, og set fra mit perspektiv går der lidt for meget gymnasie aflevering digtanalyse i det, og jeg læste det kun ganske overfladisk igennem.

BIBLIA PAUPERUM NOVA

Min egentlige anmeldelse skal skrives til Katolsk Orientering, da det er dem der har betroet mig denne bog, men jeg vil da også komme med en lille kommentar her, ellers er der jo ikke noget sjov ved at have en bogblog.

"Biblia pauperum nova-Ny bibel for de fattige i ånden" er er ikke en genfortælling af evangelierne, men en moderne fortolkning af Jesu liv og virke, dog med kraftig inspiration fra prædikerens bog fr det gamle testamente (begge et must read for de sagtmodige).

En flok åndssvage (fattige i ånden, for de skal arve jorden) vil opsætte et still-teater med 40 små scener fra Jesu liv instrueret på skift af de fire evangelister. Igennem billeder, tekst og visdomsord gives der et ængsteligt motiv af en ensom Jesus der ikke bliver forstået af sin samtidige, hvilket lyder som noget man har set tusind gange før, men det er det ikke, langt fra.

Det er en sørgmodig fortælling om at stå alene med noget betydningsfuldt midt i al ligegyldigheden. Han og Maria Magdalene finder sammen i hver deres ensomhed, og hun suger alle hans ord til sig, men heller ikke hun forstår, ikke rigtigt i hvert fald. Hun forstår ikke hvad det er han må gå igennem, hun forstår ikke, at det der må ske, må ske, men i højere grad end nogen anden er hun der for ham.

Teologisk er det egentlig en provokerende historie, men det er det i egentlig ikke alligevel, for historien handler mere om det moderne menneske end om Jesus. Eksistensen af Gud bliver ikke draget i tvivl, men Jesu guddommelighed, om ikke betvivles, så i hvert fald sættes i baggrunden. Historie handler om mennesket Jesus, om hans ensomhed og angst og om at føle sig forladt af Gud og mennesker, om at frygte døden, men også om at frygte livet. Jesus er ikke en voksen mand der har forliget sig med sin skæbne, men en stor knægt for hvem historien bare sker. Og Maria Magdalene er hverken besat eller prostitueret, men en ung kvinde der har ladet mænd bruge sin krop fordi det hele alligevel er så uendelig ligegyldigt, men efter hun mødte Jesus er hun kvinden med oliekrukken der forkæler ham og lever og ånder for ham, en moderne ung kvinde.

Tekst og billede smelter sammen på en mere fuldkommen måde end man normalt ser det ved en billedbibel, og den rørte mig dybt. Det er en voldsom beskrivelse af en voldsom historie med voldsomme ord og voldsomme billeder. Dette er ikke en bog der hastigt er blevet jappet sammen, der ligger en grundig research bag, og det kan jeg ikke andet end at respektere på trods af min teologiske uenighed. Jeg har svært ved ikke at bladre bogen igennem igen og igen, for det er som om man aldrig bliver færdig med at opleve/opdage nye drejninger, og for dem der ikke er så god til det der med at fortolke symboler, så er der en lille finurlig beskrivelse af hvert billede, som også er sjovt for os andre at læse.

Viborg Domkirke

Jeg var på ekskursion til Viborg Domkirke med min far og farmor.

I midten af 1800-tallet brændte den oprindeligere kirke ned, og man opførte en flot gotisk kirke på dens sted. På grund af det der med pengene snød man lidt. Man byggede kirken i mursten, og lagde granitsten uden om for effektens skyld. Alene af den grund var min far opsat på at hade kirken, men han måtte bide det i sig igen, den er faktisk rigtig flot lavet.

Man betalte kunstmaleren Joachim Skovgaard en sikkert ret net sum penge for at dekorere den i rigtig middelalderstil. Normalt når man skal male nogle bibelske motiver, så maler man de kendte; Adam og Eva, Noas ark, Abraham og Isak, Moses og så en masse med Jesus, for man skal nå så meget på så lidt plads, men skovgård havde rigeligt med plads til at boltre sig på, så man får en masse af de historier man ikke sådan lige kan på fingrene; Elias der bliver fodret af ravnene i ødemarken, Jericos mure der blæses omkuld, Kain og Abel og Josef der tyder faraos drøm (ikke den Josef der blev Jesus' stedfar, selvom han også kom til Egypten, men ham der blev solgt som slave af sine egne brødre).

Kirkeskibet er hovedsageligt dekoreret med gammeltestamentlige motiver, og sidekapellerne (kan ikke huske hvad de hedder i den protestantiske kirke) med billeder med Jesus. Oppe ved alteret ser man så de døde der efter dommedag kommer op til perleporten. Loftet er dekoreret med apostle, evangelister og profeter (også dem man ikke lige normalt kender navnene på.

Alle billederne forestiller meget konkrete begivenheder, det er for eksempel skærtorsdag der fylder en hel væg og ikke påske. Publikum/menighed slipper derved for at tage stilling til, var graven tom eller var den ikke? Det gør billederne lettere tilgængeligt for ikke-religiøse mennesker, men det skærer også en hel dimension, den vigtigste dimension ved kristendommen, væk, og det er en skam, det gør kirken til en kunstudstilling frem for et Guds hus. Jeg ved ikke om Skovgaard var religiøs, men jeg tvivler.

Men billederne er bestemt flotte, og de er bestemt værd at tage ind og se, og selvom jeg er katolik har jeg også lyst til at tage til en gudstjeneste en gang, bare for at se hvordan det virker i praksis.

Jeg kender en der blev gift derinde, og jeg kan dårligt forestille mig hvor smukt det måtte være, den røde og grønne kirke (de to dominerende farver) i kontrast til den hvide kjole. Jeg er normalt ikke en romantiker, men wow.

Niels Klim snart på et forståeligt dansk

For 3-4 år siden læste jeg "Niels Klims underjordiske Reise' af Ludvig Holberg, og det var kun fordi jeg var meget stædig, at jeg fik den læst til ende, for jeg syntes godt nok at den vat trælsom.

Den unge student Niels Klim vil vise sig af en rigtig mand af sin tid (oplysningstiden) og sætter sig for at udforske en hule et sted i de norske fjelde. Han lader sig hejse ned i den, men rebet knækker, og han ender i en parallelverden dybt under jorden. Hernede oplever han en række samfund der er bygget op på en helt anden vis end han er vant til, politisk, religiøst og på forholdet mellem kønnene, men den unge Klim lærer absolut ingenting af sine oplevelser, og ligegyldigt hvad han ser, mener han, at et evangelisk luthersk enevældigt mandsdomineret økonomisk rangdelt samfund er det bedste.

Jeg blev så irriteret på Klim, Holberg og hele oplysningstiden, at det ikke et sekund gik op for mig, at det kunne være ironisk ment, så da jeg i anledningen af Aarhus' 1700-tals festival så, der ville være et oplæg i anledningen af bogens NYoversættele var jeg ved at få colaen i den gale hals. Hvem gad dog spilde penge og kræfter på det?

Jeg gik i gang med en mail til en af redaktørerne om hvad de dog havde gang i, men mens jeg skrev kom jeg i tanke om den ironiske mulighed, så jeg ændrede lidt hist og her. Jeg spurgte om folk dengang og nu overhovedet kunne lære noget af den fortælling.

Du har helt ret i at Niels Klim intet lærer. Det er en central pointe i bogen, sådan som vi læser den. Men det betyder jo ikke at læserne ikke lærer noget. Tværtimod er det vel Holbergs mening at vi skal sammenligne os med Niels Klim og beslutte os for at være lidt klogere end ham.

Et eksempel: Niels Klim kommer til et land hvor der er byttet om på kønsrollerne. Kvinderne bestemmer alting, mændene ingenting. Kvinderne sidder i kontoret, mændene går i køkkenet og skurer gryder. Mændene er sexobjekter, kvinderne er de overlegne, der har ret til at knibe mændene bagi og holde dem i harem. Osv.

Klims konklusion er at det fungerer dårligt, så det må laves om til det gamle, hvor mændene bestemmer. Men det er (forhåbentlig) ikke vores konklusion. Ved at vende tingene på hovedet vil Holberg få os til at tænke over vores egne kønsroller. Når det her er komisk, er den modsatte situation det vel også. Og konklusionen må vel være at ingen skal dominere over andre.

På Holbergs tid var det en ny og provokerende tanke. Det er det ikke mere, men diskussionen er jo stadig aktuel.

Bogen kommer forhåbentligt en gang til april, og mon ikke jeg vil give den en chance til.

Billedet er fra den sidste udgave

Søster Emmas liv

Søster Emma Martensen CSJ er en yderst bemærkelsesværdig person både i og udenfor katolsk regi. Hun er Søster (ikke nonne selvom forskellen kan være svær at se for ikke katolikker, ja selv vi katolikker tager til tider fejl), uddannet lærer, men tog en overbygning som psykolog og endte som chefpsykolog på på børnepsykologisk afdeling i Glostrup, men også inden for Sankt Joseph ordenen blev hun en ledende skikkelse i de markante ændringer der tog form op i løbet af 60'erne, 70'erne og 80'er, hun var med til at gøre ordenen til den som vi kender i dag ude i en lang række af de katolske sogne, men vel og mærket også ude i erhvervslivet, for sankt joseph søstrene har altid samtidig med at være søstre også påtaget sig hvad vi kan kalde almindeligt arbejde.

Men "Søster Emmas liv" er mere end bare en beskrivelse af livet som søster, lærer, psykolog, leder og åndelig vejleder, det er også historien om pigen og kvinden Emma, om hvordan hun som barn blev mobbet, og hele livet havde et dårligt selvværd, men som gennem Kristi kærlighed fandt styrken til at blive en stærk og selvstændig kvinde der ikke er bange for at tage fat. Det lyder lidt som noget fra den del af USA som vi ikke rigtigt kan lide, den del hvor religion næsten er blevet en sygdom, men sådan er det overhovedet ikke. Søster Emma har i høj grad bevaret sin humoristiske sans.

"Søster Emmas liv" er også en bog om at blive ældre og klogere på sig selv, hun har en helt fantastisk indsigt i sig selv, i sine styrker og svagheder, og den er om et liv i kærlighed til Jesus Kristus og til alle mennesker der har det svært, hvilket er de fleste af os. Jeg kunne om og om igen genkende mig selv i hendes beretninger, igen og igen sad jeg og tænkte, jamen det er jo mig hun skriver om, og det gjorde ondt at læse, men det var også befriende, for jeg lærte undervejs hvordan jeg lærer at leve med mig selv om med Jesus.

Et enkelt sted i bogen kommer hun ind på begrebet autisme, og det fik mig til at spidse øre (eller øjne eller hvad man nu siger når man læser noget der fanger ens opmærksomhed). Desværre arbejdede søster Emma i en anden tid, og hendes viden om autisme er forældet. Man kan ikke helbrede autisme, autisme er en medfødt abnormalitet i hjernen og den bliver ved med at være der. Hvad søster Emma gjorde, og det skal hun have ros for, for det er der ikke så mange der kan, var at nå ind til en autistisk dreng og befri ham fra hans angst og give ham nogle redskaber til at kunne leve et helt normalt liv.

Jeg kunne rigtig godt lide bogen, men jeg har et spørgsmål til søster Emma, som jeg ikke synes bogen giver noget svar på:
Gennem dit liv har du været vidne til og medvirkende til mange store forandringer, både i verden, i Danmark og i den katolske kirke. Det er tydeligt at du synes det er godt, men har ALLE omvæltninger været til det bedre? Det er ikke fordi jeg vil have dig til at sige at alt var bedre i gamle dage, men virkelig, alle?

Den åndløse dansker

Sig mig, hvad tænker Kristelig Dagblads forlag egentlig? Mener de det her seriøst? Er det fordi Sørine Godtfredsen er et kendt ansigt som sikkert vil sælge bøger? Er det en dårlig vittighed? Eller er "Den åndløse dansker" blevet godkendt på redaktionen for at vi danskere kan klappe os selv på skuldrene og tænke, at godt vi er et så tilgivende og alsidigt et folkefærd, og at vi heldigvis ikke alle er lige så bitre som SG?

SG har besluttet sig for at hun er hele Danmarks moralske og intellektuelle vagthund nummero uno, og hun føler, at hun har sin berettigelse gennem sit hverv som folkekirkepræst af selvdiagnostiseret tidehvervsk observans. Præsters rolle som stemmer i debatten, ikke kun fra talerstolen, men også igennem medierne spiller en væsentlig rolle. Jeg har en tilbøjelighed til at give hende ret, men jeg ville sådan ønske, at der var andre end SG der ville gøre det, for hun gør det ved at give en dundertale fra prædikestolen, som taget ud af Hans Kirks "Fiskerne", og det kan godt nok være træls at høre på.

Bogen vakte måske ikke helt så meget faldeballade, som hun måske havde håbet på. Hun finder sig nok værende mindre en berømthed, end hun lige havde gået og troet. Jeg kan bedst lide at tro det bedste om folk, og jeg kender hende ikke personligt, så jeg håber, at dette er et reelt forsøg på at få os op af stolene og gøre os til bedre mennesker, og ikke som det nogle gange lader til for endnu en gang at fastslå hendes position som Rasmus Modsat.

"Den åndløse dansker" er vist tiltænkt som én sammenhængende bog om hvordan danskerne hastigt mister vores tro, historie, integritet, moral, pligtfølelse ect, men den giver mere karakter af 8 løsrevne essays om medier, kendisser, egoister, kvinder, ateister, folkekirken og politikere. Lad os sige det sådan, SG er nærmest imod, lidt ligegyldigt hvad der bliver talt om, så er det ikke så godt som i gamle dage, det er mere end bare ikke så godt, det hele er, faktisk er det hele helt af helvedet til. På den korte liste af ting som SG godt kan lide er Søren Kierkegaard, Søren Krarup, Brian Nielsen og unge mennesker på en 14, 15, 16 år.
Den sidste kom bag på mig. Jeg kender selv flere fornuftige unge mennesker i den alder, men at SG kan lide dem, det kom som et chok.

Der er flere gange i løbet af bogen jeg må ærgrer mig fordi jeg faktisk giver hende ret, og det image hun har er ikke en jeg har lyst til at give ret. Det kan dog være svært at afgøre, om jeg reelt set er enig med hende, eller om det er fordi hun igen og igen skyder med spredehagl, og så må man jo ramme plet bare en gang imellem.

Når nu hun så en gang imellem siger noget der er fornuftigt, så er det virkeligt ærgerligt, at hun skriver det på den måde hun gør, for i stedet for som tiltænkt at være en røffel til den danske befolkning, så er det en sur gammel kone der sidder med sin hæklede plaid og harcelerer. Sjældent har man set mage til surt løg, og hendes angreb på forskellige personer, der i visse tilfælde ikke har gjort andet galt end at være uenige med hende, kommer til at ligne det rene 'Velkommen på forsiden'. Paradoksalt nok brokker hun sig over ateisternes nedladende tone.

Men hvor er det at SG gerne vil have os hen? Det er lidt svært, for hun siger det sjældent direkte.

Som præst vil hun selvfølgelig gerne have os til at engagere sig i folkekirken, og det er fair nok, men hendes teologi er i mine øjne så mørk og dyster, at jeg bliver helt deprimeret, for så vidt jeg kan læse mig til, bunder hendes tro på Gud i forståelsen af de onde og egoistiske kræfter der råder i hendes og alle menneskers indre (i det mindste er hun rigtig god til at erkende at hun ikke selv er helt uden fejl). Jeg kan slet ikke forholde mig til dette billede, både fordi jeg er katolik og derfor tror på Guds kærlighed og menneskets godhed, men også fordi de fornuftige og gode og også protestantiske unge mennesker jeg læste teologi med også havde et meget smukkere forhold til Gud.
SG opfylder mine værste fordomme om tidehverv, som hun selv bekender sig til uden dog at være medlem, men gad vide hvad de siger til hende?

En ting står dog klart, hun afskyr dumme mennesker og deres pruttevittigheder. Hendes ideal er en kvindelig kirkegænger i 40'ne med en høj uddannelse, der læser bøger, går i teateret og er slank og veltrænet. Det er et godt ideal og det er også mit ideal, men for SG er det gået over gevind, for ikke alle kan være sådan, det er ikke alle der er i stand til at læser Kierkegaard med samme fanatiske entusiasme som hende selv.

Denne anmeldelse er kommet til at handle mere om Sørine Godtfredsen end om hendes budskab, og det skyldes, at det ikke er danskernes åndløshed der chokere mig men hendes brok.

To spørgsmål står jeg dog tilbage med i slutningen af denne bog:
-Hvorfor er det lige Grundtvig at hun eksaminerer politikerne i?
-Hvorledes adskiller SG's dyrkelse af Kierkegård sig fra katolikkernes helgendyrkelse (som hun sikkert hader som pesten)?