The Blazing World

Foto: Jan Kort

'The Blazing World' med Mungo Park som lige nu spilles på Aarhus Teater er et moderne hatteteater for voksne. Tre skuespillere render frem og tilbage, ud og ind og rundt om en opdelt skærm og spiller stykkets 15 roller. 15 er i hvert fald hvad jeg får det til i en hurtig optælling efter hukommelsen. Men der er ingen hatte, faktisk er der næsten ingen kostumer eller rekvisitter, og det er heller ikke altid fast hvilken skuespiller der spiller hvilke roller. Så, for at tilkendegive hvem det er der snakker nu, præsenteres karakterenes navne og funktioner på skærmen over skuespillernes hoved. Det er en simpel og praktisk løsning, og det fungerer fint.

Historien handler om kunstneren Harriet Burden kaldet Harry, hvis mangel på succes muligvis eller sandsynligvis skyldes hendes køn og hendes overlegne intellekt. Efter sin mands død vælger hun at hævne sig på den mandscentrerede kunstverden, samt på sin far og sin afdøde mand. Ved at udnytte mandlige kunstnere, bruge hun dem som sine egne masker, for at få kunstverdenen til at acceptere hendes kunst, for derefter, engang i den nærmeste fremtid, at trække tæppet til side, vise sig og råbe ud til en chokeret tilskuerskare "Ha, se, det var bare mig...". Selvfølgelig går det galt. Det gør sådan noget altid. Den første mandlige kunstner, som hun bruger som maske, er et skvat der krakelerer, fordi han ikke er stor nok til at rumme hende. Den anden passer perfekt, og er hendes mandlige alterego (og hun hans kvindelige), og er den legekammerat hun fantaserede om som barn. Hun kunne være stoppet her, men nej, der skal altid være en tredje, det siger litteraturens regler. Den tredje af hendes mandlige masker viser hende hendes egen grusomhed, idet han også selv er grusom, og det kan vise sig at hun i ham har fundet sin overmand. Er du forvirret? Godt, det er også meningen.

Det var så et resumé af Harry Burdens historie, og ligesom hundredvis af andre feministiske historier, handler den om en kvinde, der prøver at finde sin identitet. I litteraturen skal kvinder altid tænke enormt meget over deres egen identitet, og jeg har lyst til at beklage mig over det, men jeg kan ikke rigtig tillade mig det, for i virkeligheden bruger jeg også selv en masse tid på at filosofere over lige nettop identitetsfølelsen. Hvad der i stor stil redder 'The Blazing World' er, at Harry ikke kun tænker, hun handler også, og så snart man har en aktiv handling, har man også en litterær handling, og derved forvandler historien sig fra et feministisk manifest til en thriller om vrede og hævn, som kan nydes af flere end bare en håndfuld feministiske akademikere.

Historien handler også om kunstverdenen i sig selv med dens kunstnere, anmeldere og tilskuere, egomaniske onanisterm der bruger kunsten som undskyldning for at iagttage mig selv og rose sig over hvor kloge og talentfulde de selv bilder sig ind at være. Jeg skreg af grin velvidende, at det hænder, at denne person er mig selv. Men hvad er forholdet egentlig mellem kunstneren, kunsten og tilskueren? Ændres kunsten, hvis tilskuerens billede af hvem kunstneren, der har udtænkt og produceret kunsten, er? 

Nogle af de ting der skete forstod jeg ikke. Hvis der for eksempel er nogen der kan fortælle mig, hvad der var med Rune og Felix, så gi'r jeg en kop kaffe. Jeg ved ikke hos hvem skylden, for at jeg ikke forstod det, ligger. Forfatteren? Dramatikeren? Skuespillerne? Eller mig selv? Måske er der ikke så meget at forstå. Måske er det naivt at tro, at hvis jeg bare forstår denne lille ting, så vil jeg også forstå meningen med det hele, ikke bare stykkets slutning, men også kvindens rolle i samfundet, en mors rolle i familien eller kunstnerens rolle i forhold til sin kunst.

TITEL: The Blazing World  FORFATTER: Siri Hustved  DRAMATISERING: Lucas Svensson  INSTRUKTØR: Anders Lundorph  SCENOGRAF: Nicolaj Spangaa  MEDVIRKENDE: Chrisine Albeck Børge, Anders Budde Christensen, Henrik Prip

Extremely loud & incredibly close

Bog og film

Historien handler om drengen Oscar der mister sin far ved terrorangrebet 11. september 2001. Det er han selvfølgelig meget meget ked af, men han har meget svært ved at bearbejde sin sorg. Et år efter faderens død finder Oscar blandt faderens ting en konvolut indeholdende en nøgle. Det eneste spor til hvor nøglen passer er navnet Black der står skrevet uden på konvolutten. For at komme tættere på sin far og for at få det til at gøre lidt mindre ondt indeni, beslutter Oscar sig for at opsøge alle i New York ved navnet Black, for at finde den lås nøglen passer til. I bogen for vi yderligere historien om Oscars bedsteforældre, som lever med store savn og afsavn.

Alle lader til at miste og have mistet, men ingen er vise og stærke nok til at lede Oscar gennem hans sorg, eller det lader det i hvert fald til. Dette er et litterært værk om psyken, ikke et psykologisk værk, så der er ingen 5 faser af sorg, der er ingen hjælp til selvhjælp og ingen svar, der er kun Oscars (og bedsteforældrenes) smerte, og det er pinefuldt, men samtidig smukt at være vidne til, lige netop fordi det er et litterært værk. Både bog og film er af en sådan karakter, at de går ind og rammer én aller inderst inde, der hvor det gør ondt, men de gør det på forskellig vis. Bogen er smuk og grusom, menneskene er klædt af til skindet og man bliver brutalt konfronteret med deres sorg, smerte og utilstrækkelighed, men man ser også deres små finurlige underligheder, som i bogens ramme virker sjove og charmerende. Filmen handler i højere grad kun om Oscar. Den er enormt smuk i sine stemningsbilleder, men den er også enormt sørgelig, uden at det kammer over og bliver kvalmt. Personligt er jeg helt solgt. Bogen har jeg læst to gange (og dette er ikke den sidste), og filmen har jeg allerede set et utal af gange siden jeg købte den for kun to uger siden.

Hvad med Oscar. I bogen er han 8 og i filmen nok nærmere 10, for film og bøger er nødt til at bruge forskellige virkemidler for at opnå samme resultat. Det hørte jeg instruktøren sige en masse om i kommentatorsporet til en af hans andre film ("The hours"). Det andet spørgsmål er, har Oscar Aspergers syndrom? Det gives der ikke noget klart svar på i teksten. Jeg har vist den til flere af pædagogerne der hvor jeg bor, og vi kan sagtens blive enige om at det må han bare have. Det har noget at gøre med hans måde at tænke logisk på, den måde han tager verden ind på og bliver skræmt på, men som man, om ikke siger, så i hvert fald burde sige, hvad hjertet er fuldt af, løber hjernen over med. Filmens Oscar er lidt mere charmerende end bogens, men bogens virker klogere.

Jeg vil ikke sige hvad der er bedst, bogen eller filmen. De er både meget ens og meget forskellige. Filmen er den der er lettest tilgængelig for bogens skildringer af bedsteforældrene kan godt virke meget langtrukken, for den handler om hvor svært det er at kommunikere, symboliseret med bedstefaderen der er blevet stum af sorg. Det giver nogle lange passager med snak (den ene halvdel skrevet på en blok) hvor ingen siger det der skal siges, og der er ikke noget mere pinefuldt at læse end der hvor man ved hvad der BURDE stå, men man ved at det aldrig kommer til at stå. Bogen er derfor i langt højere grad en provokation af ens egen håndtering af sorg, hvor filmen mere er en beskrivelse af sorgens essens.

ORIGINAL TITEL: Extremly loud & incredibly close DANSK TITEL: ingen FORFATTER: Jonathan Safran Foer FORLAG: Hamish Hamilton (Penguin Books) SIDEANTAL: 355
UDGIVELSESÅR: 2005
INSTRUKTØR: Stephen Daldry UDGIVELSESÅR: 211 STUDIO: Warner Bros. Pictures SPILLETID: 124 min

Kafka på stranden

SPOILER ALLERT!

Haruki Murakamis lille perle "Kafka på stranden" har genlæst fordi jeg bare måtte have en anmeldelse af den her på bloggen, men nu hvor jeg har, kommer jeg i tvivl om hvad jeg skal. Hvordan giver man et resume af en bog der består af metaforer og hypoteser?

Kafka Tamura er 15 år da han løber hjemmefra. Det er noget han er nødt til at gøre for at han ikke ender med at blive en han ikke har lyst til at være, men han gør det også for at komme væk fra sin far der ikke har behandlet ham spor godt. Men det er ikke nok geografisk at komme væk, han bliver også nødt til at tage på en åndelig rejse og gøre op med det mørke der findes inden i ham og som prøver på at kvæle ham.

Undervejs på sin rejse møder han den jordnære pige, Sakura, og den sikre bibliotekar, Oshima, der giver ham deres støtte, men de kan kun det, han kan kun selv bestemme om han vil leve eller ej.

Dette er ikke en almindelig historie om en dreng der løber hjemmefra, det er en historie om hvordan harmonien i verden er blevet brudt, og hvordan der skal rettes op på det igen. Kafka er både et offer for, og nærmest en personificering af denne disharmoni mere end han er en egentlig dreng på 15 år.

Uden at være vidende herom, bliver Kafka hjulpet af den lidt enfoldige Nakata. Nakata kan tale med katte, og da han skal redde den skildpaddefarvede Sesam fra en modbydelig kattedræbende Jonny Walker (ham fra Whiskeyen), da bliver han viklet ind i et eventyr der bringer ham langt ud over sine tryghedzone, men det går slet ikke op for ham, at han bør være bange.

"Kafka på stranden" er ikke nogen almindelig bog, og personerne gennemgår da ikke nogen almindelig udvikling, der sker derimod noget helt fantastisk med dem, de begynder at lyse, og bliver uforglemmelige. I skolen lærte vi om begrebet hjemme-ude-hjem. Man går fra en tryg situation ud i verden, hvor man gennemgår så grueligt meget, for til sidst at vende hjem til fred og fordragelighed, og skønt denne situation til dels passer på Nakata, så er det en helt anden udvikling Kafka gennemgår. Skønt Kafka foretager en fysisk rejse, så er det her det indre der tæller. I bogens start er han i disharmoni, han hænger kun lige akkurat sammen, men der kun lige. I løbet af bogen opløses han og bliver en metafor, for at kunne blive transformeret til et helt og mere harmonisk menneske.

"Kafkapå stranden" er Murakamis mest forvirrende men samtidig, men samtidig den smukkeste. Jeg holder især meget af historien om Hoshino, den rastløse langtidschaufør, der finder sin menneskelighed gennem Nakata, og finder sin følsomme side gennem Beethovens musik, som i sidste ende gør ham i stand til at kunne blive en helt og redde verden FRA ren og skær vilje. Det er ikke fordi historien på nogen måde virker specielt realistisk, men i midten af alle de mere surrealistiske elementer, virker det som en lille oase.

ORIGINAL TITEL: Umibe no Kafuka DANSK TITEL: Kafka på stranden FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Klim SIDEANTAL: 459 UDGIVELSESÅR: 2005 (2007)

12 måneder

Helen er en kvinde der forsøger at leve sit liv på overfladen, det er hun simpelthen nødt til, for hvis hun virkelig lod sig selv føle noget, så ville det gøre alt for ondt. Hendes søn som hun forlod da han var barn er blevet narkoman, hendes soul-mate er død, og måske var det hendes skyld, og så dør hendes mor, som hun aldrig helt var fortrolig med.

Efter hendes elskedes død, løsriver Helens egentlige jeg sig fra hendes krop, og hun bliver en iagttager til sit eget liv, så selvom det er hende selv der skriver historien, så er bogen skrevet i 3. person, undtagen de gange hvor hun pludselig og med et føler noget, noget der er ægte.

Hun er kommet tilbage til Danmark efter et helt liv, hvor hun har rejst ude i verden for at dokumentere al dens elendighed i krig og fattigdom mens hun har forsømt sin familie, både den hun er født ind i, og den hun selv havde skabt med mand og barn. Nu kommer hun tilbage for at komme sig over et traume, og for at få sig et helt normalt liv, men hendes familie er mistroiske, for de kan mærke at hun ikke helt er til stede, så måske tør de ikke at lukke hende ind, for hvad nu hvis hun bare stikker af igen, river sig løs fra dem, og efterlader dem med et blødende sår i sjælen.

Et af bogens temaer er Helens forhold til sønnen Viktor, men den handler om nutiden, og ikke om hvorfor hun forlod ham den gang han var 3, og det er godt, for det gør at hun ikke skal forsøge at retfærdiggøre sin handling, og det ville hun i læserens øjne ikke kunne uden at blive irriterende eller rørstrømsk, og det ville ødelægge bogens lidt kølige charme.

Man hører tit om moderfølelsen, om at selv de mest kyniske kvinder smelter og elsker deres egen lille unge så snart han/hun er født, men hvad nu hvis man ikke helt kan. Helen holder af sin søn, og ønsker at hjælpe ham økonomisk og praktisk og vil lave udstillinger med ham, men hun er ikke helt til stede i sine handlinger. Hun holder af sin søn, men hun elsker ham ikke. Kan man være et helt menneske uden at elske sin egen søn, uden at elske nogen. Helen elskede Naipur, den nepalesiske oprørsleder, men nu er han død, og hun føler ingenting.

I lang tid var jeg meget forvirret over bogen, for jeg kunne ikke finde ud af at placere den, men så gik det op for mig, at det er et forsøg på at kombinere chick-lit genren med literær kvalitet. Helen lever det overfladiske liv, hvor hun er succesfuld med et højt prestige job med med moralske pluspoint og som har indbragt så meget at hun kan leve et helt år uden at arbejde og ikke behøves t tænke på økonomi selvom hun lever et liv med cafebesøg, god vin og mad og bo i hvad jeg opfatter som en ret fed lejlighed (jeg kan slet ikke forestille mig hende i et lille hummer). Hendes venner og familie er også tilpas overskudsagtige, kunstneriske, succesfulde, og den ene er selvfølgelig lesbisk på den 'rigtige' måde.

Chick-lit pointerne generede mig en del, især hvis hun virkelig er så deprimeret, som hun til tider giver udtryk for at være, for så kan man slet ikke alle de overskudsagtige ting. Jeg ville ønske at der bare en enkelt gang var en politisk eller social ukorrekthed, der ville gøre bogen lidt mere menneskelig og vedkommende.

Men litterært set er bogen virkelig god, og det kan godt mærkes at forfatteren er både journalist og litteraturhistoriker. Især litteraturhistorikeren gør sig gældende, for et af temaerne er selvbiografien, og hvad den kan bruges til. Hvordan skriver man noget om sig selv? Hvad skal med og endnu vigtigere, hvad skal ikke med? Hvem er det man skriver til? Hvilket billede af sig selv er det, at man forsøger at udstille? Det billede Helen forsøger at give af sig selv, er som sagt meget overfladisk og overskudsagtigt, men hendes familie og venner er ikke enige, og de kommer til orde og giver deres kommentarer med i små spredte fodnoter, og disse fodnoter er guld værd

I hvilken grad kan mennesket beskrive sig selv, det er det spøgelse der har plaget humaniora i årtier. Han man beskue sin egen navle  uden at ens syn bliver farvet af hvad man ønsker at se? Det er dette spørgsmål Connie Aagaard prøver at belyse i sin roman gennem den personlige beretning og Helen, ét menneske i hele verden, hele verden i ét menneske. Det er et spørgsmål der har interesseret mig meget gennem de sidste mange år, så jeg synes personligt at det bliver behandlet alt for overfladisk, men måske det ville blive for tungt og ødelægge stilen, hvis der blev gået et spadestik dybere.

En literært velskrevet chick-lit roman, jeg troede aldrig at jeg skulle se det, men det er nu egentlig lykkedes meget godt, også selvom jeg ikke er meget til hele den genre, men jeg er bestemt til bøger der er skrevet godt, så betyder det ikke helt så meget om handlingen kan følge med.

TITEL: Tolv måneder FORFATTER: Connie Warnick Aagaard  FORLAG: Replikant SIDEANTAL: 282 UDGIVELSESÅR: 2012

Borgmesterens tunge

Nathaniel Rich har ladet sig inspirere af Haruki Murakamis "Trækopfuglens krønnikke" i denne sin debutroman "Borgmesterens tunge", og det er jo ikke det dummeste man kan gøre, især ikke når man samtidig er i stand til at finde sin egen mere vestlige stil (vestlige forfattere er nu en gang bedst når de holder sig til en vestlig stil, sorry to say).

Dette er ved første øjekast et klassisk eventyr. En amerikansk-italiensk-jødisk dreng (Eugene) forelsker sig i pige med 1000 navne og intet Jeg. Hun bliver fortryllet af sagnomspunden succesforfatter (Eakins). Den unge mand drager ud på en farefuld færd til eventyrlandet Italien for at redde sin prinsesse. Med sig på rejsen har han sin lille hjælper, semidværgen Lang (gad vist om det også er hans navn på engelsk eller om det er en lille joke).
Eugene kommer til drømmeland og finder sin store kærlighed, men selvom hun er glad for at se ham, så viser det sig at det slet ikke er en kærligheds historie alligevel.

Et andet sted i landet sidder Hr Schmitz og mister sin kone til døden og sin bedste ven til drømmeland. Han beslutter sig for at drage til Italien for at redde sin ven, han er fuld af gode intentioner, men når det kommer til stykket har han ikke mod til at gå hele vejen.

Gennem hele romanen bygges der en stemning op for blot at blive knust til sidst. NR har med vilje gjort det som mange langt mindre tallentfulde forfattere har ødelagt ellers gode bøger ved, nemlig at ødelægge slutningen, det er forfærdeligt, smukt og dybt provokerende, og man sidder tilbage med følelsen af at være blevet frarøvet noget, men hvis det ikke var blevet gjort ville det bare være en bog man læste og så glemte alt om igen, men det er der ingen chance for nu.

"borgmesterens tunge" er en bog om virkelighedsflugt, om at være så træt af det hele, at man bare tager sine ting og skrider uden at fortælle nogen hvor man tager hen, og selv hvis man i første omgang fortæller hvor man tager hen, så lykkes det alligevel én at forsvinde. Den handler både om at forsvinde geografisk og mentalt, og i flere af tilfældende om at forsvinde et sted hen hvor det mentale bliver geografisk.

Bogen handler også om en virkelighedsflugt gennem bøger, både det at læse dem, og det at skrive dem. Eakins er en forfatter der har skrevet stort set alt inden for litteraturen, han har skrevet kriminalromanerm erindringer, eventyr, digtsamlinger, esseays og jeg skal komme efter dig, og det gør han så, han kommer efter unge piger og tager dem med til sit drømmeslot i sit drømmeland, hvor de kan forblive unge mens de tilbeder ham i al evighed. I den virkelige verden er det mest mænd der tilbeder ham, og det er jo knap så interessant.
Vores unge ven, Eugene, skriver også, og hans manuskript bliver en slags tallisman der fører ham sikkert gennem alle de fare Italiens bjerge byder ham på, og til sidst 'redder' det ham fra at få samme triste skæbne for hans far.

Alligevel er bogens morale, at selvom det er godt med gode fortællinger, at det kan få en til at glemme alt det svære, så er det også farligt, for hvornår er man gået for langt.

Den gode Hr Schmitz forsøger godt nok at bringe sin ven tilbage til virkeligheden ved at forvandle virkelige steder og personer ind til små eventyr, men det er før det hele bliver alt for skræmmende, og han stikker af fra det hele.

Forvirret? Det er jeg også, men det er ikke nogen helt ringe følelse. Bogen er udgivet på Forlaget Ordenes By der er et lille uafhængigt forlag der går mere op i bøgernes kvalitet end i deres salgbarhed, og det er nok en af de fedeste nyheder jeg længe har hørt :)

Hallerne som stykke (grafisk)

Luk øjnene og forestil dig alle de fordomme du har om moderne teater, men se bort fra din eventuelle modvilje, sådan var Hallerne. Der var blinkene lys, voldsomme bevægelser, høje lyde, rekvisitter der blev smidt rundt i lokalet, underlige dialoger, nøgenhed, ting og handlinger der ikke umiddelbart havde noget med historien at gøre, det hele var en stor forvirring, men på et eller andet plan så virkede det. Moderne teater er noget der skal opleves og jeg fik sandelig en på opleveren.

Stykket er baseret på Josefine Klougarts roman af samme navn. Det er en roman der lægger meget op til læserens egen fortolkning af hvad der egentlig foregår, så jeg var meget spændt på hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre at dramatisere det. Der er så mange mennesker der skulle ind med hver deres fortolkning der vil komme imellem min fortolkning af bogen og min fortolkning af stykket. Om det er godt eller skidt, det ved jeg faktisk ikke. Det betød bare, at det fra mit perspektiv var to helt forskellige historier, med to helt forskellige perspektiver.

Historien er forholdsvis simpel. Der er en mand (Thomas Bang) og en kvinde (Ene Øster Bendtsen) der er et par der elsker og ødelægger hinanden. Han kan ikke forholde sig til, at han i virkeligheden elsker dette ene ynkelige væsen (kvinden) og søger andre veje, men vender altid hjem igen. Hun kan ikke finde balancen mellem at være luder i sengen, og Hausfrau i hjemmet. Et engangsknald (Therese Sølvsteen) kommer ind i deres hjem og afsløre dem for hvad de virkelig er, to individer der er sammen fordi de begge mangler noget i sig selv, som de uden held søger i den anden.

Dette er jo så min fortolkning af hvad der skete på scenen. Eller rettere, det er min fortolkning nu, hvor jeg dagen efter sidder i min lejlighed med mine noter foran mig og grubler over tingene. I går da jeg sad på¨min plads var det hele et virvar af indtryk der bekræftede og modsagde hinanden.

Kvinden og manden var hinandens modsætninger, skønheden og udyret, en brovten trold og ballerinaen, næsten lydløse skrig mod grov overspilning. Hun, et lille nips, en ængstelig tragisk person. Han, et stort brød i gummisko der hvinede mod gulvet, en ulækker fulderik, der ofte virkede komisk.

Hun er den egentlige hovedperson, det er en kvindes kamp for at finde et ståsted, men ikke et ståsted for at realisere sig selv, bare et sted hvor hun kan overleve. Han er bare en statist, måske ved han det, måske er det derfor han taler så højt og fægter med armene og nedgør hende. Mind manden (altså min fortolkning af manden) er voldsom, men er også stærk som person, derfor blev jeg skuffet, jeg syntes at Thomas Bang overspillede og han irriterede mig, men måske det har sin legitimitet, måske hans fortolkning bare er anderledes end min.

Jeg går ikke ofte i teateret, så jeg kan på ingen måde bedømme skuespillernes evner. Jeg blander min holdning til karakterene og skuespillerne sammen, jeg lader mig forføre af deres spil, og selvom jeg ved at det er teater, så tror jeg at det er virkelighed, at han er sådan og hun er sådan, og er det ikke også meningen.

Jeg lod mig fascinere af hende (EØB). Hendes ansigt mindede mig om et maleri af en fin kvinde fra middelalderen, med hendes slanke ansigt og lidt udstående fiskeøjne, og hun var smuk midt i alt det voldsomme, midt i forvirringen, midt i alt det seksuelle.

Jeg har valgt et meget seksuelt billede, men jeg har næsten ikke talt om sex, men det er fordi jeg ser det seksuelle som en rekvisit, det er noget der er der for at fortælle en historie om noget helt andet, nemlig kvinden der finder sin styrke, og manden der erkender sit nederlag.

Til sidst ligger 'han' slapt ned af benet, ubrugelig og ufarlig,og hun lægger sig oven på ham og drager et lettelsens suk, for endelig er det forbi.

Foto:
Han: Thomas Bang
Hun: Ene Øster Bendtsen
Foto Rumle Skafte
Hallerne
Aarhus Teater

Én af os sover

Josefine Klougart har begået et lille mirakel i hendes nye roman "Én af os sover". Jeg kan lige så godt sige det med det samme, at det er en af de bedste bøger jeg længe har læst, om end man nok er nødt til et være en rutineret læser for at kunne følge med, og dog, det er en meget følsom bog, så måske man bare skal være åben for at tage en lille angst pige ind. Bogen er så hjerteskærende følsom, at det nogle gange ikke er til at holde ud. Man spekulerer på hvordan hun overlever, hvordan hun kommer igennem dagen.

JK er noget modstræbende vendt tilbage til det midtjyske. Her finder hun sig fanget af sneen i sine forældres hus, hvor hun konfronteres med moderens dødelighed, og med sig selv og sin fortid, som en pige der er blevet forladt, og som prøver at forlade sig selv om og om igen.

Men bogen er meget mere end det, den handler om livet, om at blive forladt eller blive ladt tilbage efter døden eller om den gråzone der findes mellem de to, om at undskylde døden, om at give slip, men også om ikke at kunne, ville og turde, om at lyve for hinanden, fordi det er det man gør, man har ikke rigtigt noget valg, om at være ked af det når et glas går i stykker, fordi tanken om at tiden går er helt ubærlig, om alle de ting man ikke kan sige farvel til, om at finde en anden og så alligevel ikke, om ikke at kunne blive vred, om at opleve verden uden filter, om hele tiden at flygte fra sig selv, om at overleve hinanden, og endnu engang om blæretang der brister under vand.

Hvordan beskriver man noget, uden at ødelægge det, især når det i forvejen er skrøbeligt. JK river én med i en flod af ord der samtidig blotter og skjuler hvem hun virkelig er, og man lader sig rive med, og pludselig går det op for én, at man slet ikke kender hende, at det er en illusion, at man endnu en gang har ladet sig rive med, at man ikke har hendes nummer på mobilen så man kan ringe hende op og ønske hende held og lykke med teaterpræmieren på fredag, og man bliver skuffet over sig selv og sin egen uformåen.

Ordet har i det hele taget stor magt hos JK, og der eksperimenteres livligt, men hun gør sig også tanker om hvad det kan have af konsekvenser. Hvordan kan man beskrive noget uden samtidig at ødelægge det? Hun kan fokusere på at beskrive moderen som hun virkelig er, men når hun så løfter blikket fra tastaturet og ser på hende igen, så har hun ændret sig, eller måske er det JK selv der er blevet en anden. Forfatteren har magt over sproget, men sproget har også magt over forfatteren. Hun ønsker at skrive sandheden, og det kan hænde at det man skriver bliver til virkelighed, eller at det virkelige man skriver alligevel ender med at blive en løgn.
Så til spørgsmålet om det er en selvbiografi, så vil jeg nok nærmere kalde det en selvfiktion, det er hendes historie som hun er nødt til at fortælle den, mere end det er hvad der virkelig hændte.

Der er noget med tiden i denne roman, som noget der er gået i opløsning, som et spindelvæv der hist og her er gået i stykker. Farverige tråde leder tilbage til hendes tidligere bøger og fuldender dem.
Hvor "Stigninger og fald" er sat i barndommens land, handler "Én af os sover" om en pige der er blevet kvinde, men som delvist trækkes tilbage barndommen af handlinger hun ikke har kontrol over, men sprogligt er JK også blevet mere voksen, på den gode måde.
Og som "Hallerne" handler den om en mand der ødelægger en kvinde, om en kvinde der lader sig ødelægge af en mand.

Hallerne

“Hallerne” af Josefine Klougart udgivet på Rosinante 2011.

Okay, jeg kan lige så godt melde klart ud fra start, jeg forstod kun en brøkdel at hvad der skete i denne her bog. Der var en helt masse af sådan nogle symbolske ting, og det er jeg virkelig ikke særlig god til at forstå, og det var kun fordi jeg var stædig, at jeg fik den læst.

Bogen handler om en mand og en kvinde der bor i København. Han er professor på universitetet, og hun går vist nok derhjemme. Deres forhold bygger på rå sex, de taler ikke ret meget sammen. Han hader hende, men kan ikke finde en kvinde der kan tage hendes plads, så i stedet slår han hende, ydmyger hende og tager hende hårdt. Hun tilhører ham. Hun opsøger ligefrem det destruktive, både i ham og i sig selv på grund af noget der startede i barndommen. Hun prøver hele tiden på at se ham, sådan rigtigt se ham og nå ind til det der virkelig er ham, også selvom hun mister sig selv undervejs. En gang imellem lykkes det hende, men når det sker, er de fremmede overfor hinanden og for sig selv, og han kan ikke hold det ud, så han slår hende.

Josefine Klougarts første bog “Stigninger og fald” var en samling smukke stemningsbilleder fra en barndom på landet i Jylland, så der er lidt et spring til destruktiv sex i København, men man kan fjerne pigen fra landet, men ikke landet fra pigen. Ligegyldigt hvor rå og kynisk bogen nogle gange bliver, så dukker der ustandseligt små grønne pletter op. Lyden af blæretang der sprænger under vand, fugle og en meget bevidst iagttagelse af vejret.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad moralen i bogen er. Måske er det, at der ikke findes sådan noget, som uforpligtende sex. Måske er det, at den leg der er mellem manden og kvinden som begreber altid vil have et element af ødelæggelse i sig. Måske er det, at vi alle sammen er ødelagte og plagede af angst, og at vi derfor skader os selv og hinanden for at lindre smerten.

Bogen er en slags drejebog, et skuespil, hele parrets liv står for skue, de bliver iagttaget og bedømt, men publikum har ingen medfølelse, de i ser, men de reagere ikke, og derfor er manden og kvinden endnu mere ensomme midt i al ødelæggelsen.

Som sædvanligt leger Josefine med sproget, ser på hvor langt hun kan strække det før det mister sin betydning, og på trods af bogens råhed, så bevarer hun et element af skønhed.