Jesus' historier

Ja, der er en lille ' i titlen, så det er historier AF Jesus (lignelser) og ikke OM Jesus, hvilket jeg i første omgang slet ikke havde lagt mærke til, så jeg blev en lille smule overrasket da jeg gik i gang med at læse den.

Ved i hvad børn? Der var engang en præst, og han hed Kaj Munk. Han skrev lange indlæg i avisen hvor han diskuterede heftigt med sine modstandere, sådan en heder et meget svært ord, han hedder en polemiker. Kaj Munk havde mange grimme ting at sige om vores demokratiske styreform, og han længtes efter Europas stærke mand, men så kom 2. Verdenskrig, og så blev den stærke mand i form af Hitler lidt for nærværende, og ham kunne Kaj munk heller ikke lide. Tyskerne ville statuere et eksempel, det vil sige at de ville vise folket hvem der bestemte, og så skød de ham, og det var jo ikke så godt.

Okay, jeg regner med at i syntes at det bare var en lille smule belastende at læse mig skrive på den måde, men sådan er hele bogen skrevet. Bogen er selvfølgelig skrevet for mindre børn end mig (jeg kan godt nogle gange regne mig selv for et barn), men falder børn virkelig for den slags? Gjorde de det dengang i 40'erne og ville de stadig gøre det i dag? Jeg har desuden altid troet at de til børnene henvendte sætninger var noget de voksne selv fyldte på den skrevne tekst, men ikke her. Det er ikke fordi, at jeg har noget imod at Kaj Munk henvender sig til børnene, det er mere det at han gør det hele tiden. Evig og altid står der en sætning der med mine øjne kunne oversættes til 'Jamen så hør dog efter, barn!", og evig og altid skal han forklare ord. Okay, den med at forklare svære ord, den kan jeg godt forstå, men det sjove er, at de ord der IKKE var grund til at forklare dengang, dem forstod jeg dårlig nok i dag, men det har mest at gøre med landbo udtryk.

Men måske var det vigtigt at minde børnene om at lytte efter, for de litterære i lignelserne ligger ikke just på højde med Harry Potter. Misforstå mig ikke, for her kan jeg få en masse mennesker på nakken, men lignelserne har meget at sige på et teologisk plan, ja sågar på et praktisk og hverdagsagtigt plan, men som historier der skal fange børns interesse, så tror jeg at børn i dag er for forvente, ellers skal de i hvert fald være meget små. Der er selvfølgelig undtagelser, som for eksempel historien om den barmhjertige samaritaner, og den har jeg da også en gang opført som skuespil med en flok børn som jeg underviste. Eller historien om den fortabte synd som er ca 20 gange længere end den korteste af småhistorierne.

Man kan lære meget om sin egen tro ud fra hvad vi lærer vores børn om troen, og derfor går det mig også meget på, når Kaj Munk selv opfinder ting. Han begår ikke alvorlige brud på præsteetikken, han ligger ikke ord i munden på Jesus som ikke passer med Biblens teologi, men han opfinder fakta om den historiske Jesus. Man ved ikke meget om Jesus, han blev født i Betlehem af en kvinde ved navn Maria, og hans (sted) far var tømrer og hed Joseph, han blev født i en stald og selv som barn havde han kloge ting at sige om Gud, men der ud over hører vi ikke rigtigt noget til ham før han er noget og 30 og lader sig døbe i Jordanfloden og derefter går rundt i landet og prædiker, omvender folk og udfører mirakler, det er hvad man ved. Man kan komme med nogle kvalificerede gæt om hvordan han levede sit daglige liv ud fra familiens formodede økonomi, ud fra hvor han boede og ud fra hvad man ved om mellemøstlig arkæologi. Man kan ud fra Jesus' fortællinger komme med et estimeret gæt på hvad han har lært om samfundet, politik, og arbejde. Hvad man derimod ikke ved noget om er om Josef var en dygtig og anbefalet tømrer, man ved ikke hvordan Maria styrede den hjemlige økonomi og man ved ikke hvad Jesus legede med som barn, men det påstår Kaj Munk at han ved, og han påstår ligefrem at en hel række af lignelserne handler og Jesus' egen familie, men hvorfor skulle han i lignelserne fortælle en masse gode historier om sin familie, når han i alle de andre evangeliske tekster er så afvisende over for dem?

Kaj Munk finder også på når det gælder jødisk praksis, eller rettere så projektere han kristen praksis over på historier der egentlig omhandler jøder, en jødisk præst ville for eksempel aldrig bede fader hvor, men fred være med det. Jødisk praksis er både smuk og spændende, men man skal ikke nødvendigvis forvirre børn mere end højst nødvendigt, og det er jo trods alt kristendommen han prøver at lære børnene om.

Nu vil jeg igen våge pelsen og påstå at Lolland og Jylland minder meget om hinanden. Kaj Munk blev født på Lolland, men udøvede sin præstegerning i Jylland, så han har været præget meget af begge steder, og med det mener jeg at landbolivet, og det ses tydeligt i denne bog, både i billeder og sprog og humor.

Han af Sted til Udlandet med sine Penge og ødsler dem alle sammen væk. Han bestilte aldrig noget, og han drak sig fuld hver Aften, og han var Kæreste med flere Piger paa eengang, og det er grimt, og det er ogsaa noget der koster.

Kaj Munk, "Jesus' historier", s. 28

Om det er alkoholen eller pigebørnene der koster vil jeg lade ubesvaret ;-)

TITEL: Jesus' historier FORFATTER: Kaj Munk ILLUSTRATOR: Herluf Jensenius FORLAG: Nyt nordisk forlag Arnold Busck SIDEANTAL: 73 UDGIVELSESÅR: 1943 (1951)

Hamsun

Knut Hamsun var ikke bare en forfatter, han var et norsk folkeklenodie og nobelprismodtager. Lidt småskør var han måske, men hvad skidt, det kan sådan nogle kunstnere jo godt være en gang imellem, så man lod ham være og beundrede ham på afstand, men så kom krigen, og han udtrykte sin glæde ved tyskerne og ved Hitler. Landsforræder i krigstid, råbte folk, og efter krigen måtte han i retten, men hvis man kunne få ham erklæret senil og tilstrækkelig skør, så kunne man glemme det hele og undgå at trække hans navn gennem sølet. Og det gjorde man så, men Hamsun ville have lov til at stå til ansvar for sine egne handlinger.

Det handler bogen om, men den handler endnu mere om Hamsuns familie. Her er en familie man for alvor kan kalde destruktiv. Faderen der ikke er der fordi han ikke kan høre noget, og fordi han vælger ikke at høre noget. Han forguder sin mor selvom hun sendte ham væk hjemmefra til et forfærdeligt liv hos en slægtning, men hvad mutter gør er altid det rigtige, så Hamsuns børn skal også væk, og de bliver forstyrede næsten alle sammen, én kommer på kant med loven, én melder sig frivilligt til SS, og så er der Ellinor der ikke er syg hun spiser bare ikke noget, og så drikker hun alt for meget. Mand og kone kan ikke udstå hinanden. Hun synes han har mistet sine idealer og han mener hun berøver ham hans frihed, men alligevel kan de ikke finde ud af at forlade hinanden, skønt de prøver.

Bogen er drejebogen bag filmen om Hamsun, så den er lidt mærkeligt skrevet, fyldt med stemningsbilleder og tale, men man får ikke at vide hvad personerne tænker og føler, det må man føle og analysere sig frem til, og sådan noget finder jeg svært, men det er ikke altid meningen, at det skal være let. Der var heller ikke mange lange udførlige beskrivelser af forhistorie, omgivelser eller pointer, og alligevel lykkedes det forfatteren at gøre det til en smuk bog. Det er sproget der er så flot (selvom det er oversat). Hvert ord er så omhyggeligt udvalgt lige præcis fordi det er så vigtigt, når man kun skal have det aller mest nødvendige med, og helst lidt mindre end det fordi man selv skal tænke

"Ellinor er smuk, men hun har det dårligt. Hun er påfaldende afmagret, ansigtet indfaldent, hænderne skeletagtige. Men hun er ikke syg, kun aneurektiker.

 Hamsun foran hende, han har hænderne fulde af smørrebrød, han har selv smurt det" (s. 51)

Der står jo ikke noget, og alligevel fortæller det alt om en familie der er ramt af anoreksi, hvordan det er hele familien der bliver ramt, hvordan det ikke er en sygdom, for hun kan jo bare spise, men hvordan det jo ikke BARE er at spise, når faderen i 1940 selv går i køkkenet for at smøre et par fedtemader.

Jeg har læst og set meget om 2. Verdenskrig, men denne bog stillede et spørgsmål jeg aldrig før havde stillet mig selv. Hvorfor var det egentlig så logisk at det var englænderne man holdt med, hvis man ikke sådan rigtigt interesserede sig for politik, og hvis de eneste nyheder man fik var den lokale avis, og endnu mere hvis man som Hamsun var døv og ikke lige kunne høre hvad folk gik og talte om. Vi ved nu at Hitler var ond, meget ond, men jeg har svært ved helt at sætte mig ind i hvem der egentlig vidste hvad på hvilket tidspunkt. Kan man stille nogen til ansvar for ikke at vide noget om oplysninger der er svært tilgængelige?

Et andet godt spørgsmål bogen stiller er, hvorfor er det logisk, at demokrati er godt? Hamsun har jo egentlig ret, verden er fuld af idioter (mig selv indberegnet) der lader sig lede af tilfældigheder og mere eller mindre direkte manipulation, er det virkelig sådan vi vil have at vores ledere bliver valgt? Jeg går ind for demokrati, mest fordi alle alternativerne er værre, men demokratiet har sine fejl, og det er vigtigt at vi anerkender de fejl, men nogle gange virker demokratiet som en religion, noget vi er villige til at gå i krig for og omvende andre lande til, enten frivilligt eller ved magt. Jeg er glad for at leve i et demokrati, og jeg under også andre det, men det er ikke altid godt.

ORIGINAL TITEL: Hamsun DANSK TITEL: Hamsun FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 215 UDGIVELSESÅR: 1996

Schindlers liste

Dette er hverken en skønlitterær roman eller et stykke faglitteratur, det er et heltekvad.

Krigen begynder og vor helt, Oscar Schindler, efterlader sin hustru i en lille søvnig by, og drager ud i verden, hvor han gør lynkarriere og smider om sig med penge og forføre damerne og charmere mændene. Han er lige akkurat fræk nok til at udfordre systemet og heldigvis er han mere loyal overfor sine jødiske medarbejdere end han er overfor sin kone. Hele krigen spiller han højt spil og plejer sine bekendtskaber for at rede disse, hans jøder. Da østfronten rykker nærmere, må han flytte sin fabrik og sine jøder til et mere sikkert sted, og nu handler det mere om at rede jøder end om rent faktisk at producere noget. Hans egen lille private jødelejr bliver et paradis for jøderne, men også en joke, en hån mod styret, det bliver både jødernes sejr, og hans personlige triumf.

Schindler opnåede ikke meget før krigen, og han gik flere gange konkurs efter. Han var lidt en sjover, han kunne lide damer og hurtige motercykler, og han var flygtig og frygtede ensformighed og rutiner. Nogle af hans største talenter lå inden for svindel, bestikkelse og sortbørshandel, ikke ligefrem evner at være stolt af i fredstid, men under krigen kunne han blomstre, og han fik muligheden for at gøre noget anstændigt, og han gjorde det godt. Man kan spørge sig selv hvad hans motiver var, og man kan spørge sig selv om han kunne have gjort mere, men betyder det virkelig noget? Er en god handling en god handling ud fra motivet eller ud
fra resultatet? Man hvis man spørger sig selv om det, så skal man også spørge sig selv om en helt masse andre ting angående ansvar, skyld, muligheder og på hvor mange penge et menneskeliv er værd. Schindler satte en pris på menneskeliv, og han brugte mange penge på dem, men han tjente også godt, i hvert fald til at begynde med.

Men nok om Schindler som person, hvordan er 'Schindlers liste' som bog. Den er rædselsfuld. Jeg er et fornuftigt væsen, jeg kan godt selv regne ud at anden verdenskrig var en frygtelig ting, og at Amon Goeth (bogens helt store skurk) er en ond og sadistisk mand, jeg kan, og jeg vil gerne have lov til, at komme med de konklusioner selv, jeg behøves ikke at se det skåret ud i pap.

Anden verdenskrig er et voldsomt emne, og hvordan behandler man det med respekt når man skriver og læser om den? Skal man behandle den med respekt? Jeg tror, at det er meningen, at bogen skal trække tårerne frem i øjnene på en, og at man skal stille sig selv det spørgsmål, hvad ville jeg have gjort, men på grund af bogens opbygning og idoliserende tone kom jeg til at kede mig, og jeg sank hen i en tilstand af ligegyldighed, og jeg greb mig selv i at være fuldstændigt ligeglad med, om disse personer levede eller døde. Bogen står på min liste over bøger man SKAL have læst, og jeg forstår egentlig ikke hvorfor. Måske fordi bogen er ved at være gammel, måske er den den første af sin art, jeg ved det ikke, eller også var der et eller andet jeg bare slet ikke bed mærke i eller forstod, men nu kan jeg da krydse den af.

ORIGINAL TITEL: Schindlers List (Schindlers Ark) DANSK TITEL: Schindlers liste FORFATTER: Thomas Keneally FORLAG: Forlaget Per Kofod SIDEANTAL: 346 UDGIVELSESÅR: 1982 (1994)

Band of Brothers

Oldtiden havde Homer og Gilgamesh, nutiden har 'Band of Brothers' (2001). Dette helteepos er en moderne fortælling om krigens rædsler. Den går måske lidt for langt i sin tilbedelse af disse soldater der redede Europa fra total undergang, men de fortjener det vel egentlig, efter hvad de har været igennem.

Jeg brugte min weekend på at sidde i sofaen i fællesstuen og se ALLE ti afsnit, og jeg lod mig forføre, for selvom det er krig, og der ikke bliver lagt fingre imellem i at beskrive krigen som en blodig og smertefuld affære, så blev jeg gnaven da far knuste illusionen om heltene og deres gerninger og alt deres væsen*, for det er som sagt et heltekvad om helte der kæmper sammen, om helte der står prøvelserne igennem, om helte der overlever eller dør for friheden.

Døden og lemlæstelsen har fået stor plads i filmen, men de psykiske men bliver kun flygtigt berørt, det er noget tabubelagt noget der bliver gemt væk i kulissen, men filmen er 11 år gammel og bogen endnu og de soldater det handler om var stadig meget i live, og de fortjener mere end at få deres smerte smidt om på skærmen i millioner af hjem verden over.

Dette er indtil videre en meget tøset anmeldelse, og det vil det blive ved med at være, for det er lige netop hvad jeg er, en tøs. Jeg har ikke spor styr på alt de militære ting, jeg kan ikke en gang holde styr på hvilken rang de forskellige personer har, de personer jeg overhovedet kan udskille fra hinanden, de ser alle sammen mere eller mindre ens ud. Så her er min super tøsede version af hvad serien handler om.

Easy company er nok hvad vi i dag ville kalde en elitestyrke. De er specielt trænede i at blive smidt ned over fjendens linier og stå alene uden mulighed at få forstærkning.
På D-day bliver de smidt ned i Normandiet, men de bliver beskudt i en sådan grad, at ingen havner hvor det var meningen, så de må klare sig det bedste de har lært, og det er i virkeligheden ret godt.
De bliver sendt videre til Holland operation Marked Gardens der viste sig at være en fiasko., de bliver sendt videre til Bastogne i Belgien hvor de bliver slagtet, og til sidst bliver de sendt til Østrig til Hitlers bjergsommerhus, Ørnereden, hvor alt ånder fred og idyl.
Krigen fortsætter i stillehavet, så alle soldater skal holdes klar til krig, men soldater i fredstid, når de er vant til krig er umulige at holde styr på, især når der er alkohol involveret så de går i gang med at slå sig selv og hinanden ihjel.

Jeg er egentlig ikke specielt meget til film. Jeg ser dem da, men de interessere mig ikke synderligt, men lige netop 'Band of Brothers' syntes jeg fortjente en anmeldelse.
Kan man høre, se og læse for meget om 2. Verdenskrig? Måske, både i gymnasiet og i folkeskolen hang det mig langt ud af halsen, og DR 2 sender de samme programmer om og om igen, men en gang imellem støder man på en lille perle, og så bliver det hele levende igen, og dette er netop sådan en perle.

En mor kom ind i stuen mens jeg sad og så slaget om Bastogne, der er et af de mest blodige, og hun syntes da nok at det var en kende deprimerende det jeg så. Det var ikke fordi det var helt forkert, men jeg syntes dog alligevel, at heltene fortjente et mere ærværdigt tillægsord end 'deprimerende', måske 'dystert', 'voldsomt' eller 'frygteligt'. Måske er det bare mig, men 'deprimerende' lyder lidt respektløst, som om man har lyst til at zappe over på 'Paradise Hotel' i stedet.

*Jeg støtter vores tropper, og det er ikke hensigten at jeg vil sammenligne dem med Satan, det er bare en god formulering der ligesom kommer hele vejen rundt. Hvis du ikke forstår hvad jeg snakker om, så tjek (den protestantiske) trosbekendelse** ud HER.

** Den parentes kunne ikke sættes ind i sætningen uden at ødelægge den grammatisk.

Søster Emmas liv

Søster Emma Martensen CSJ er en yderst bemærkelsesværdig person både i og udenfor katolsk regi. Hun er Søster (ikke nonne selvom forskellen kan være svær at se for ikke katolikker, ja selv vi katolikker tager til tider fejl), uddannet lærer, men tog en overbygning som psykolog og endte som chefpsykolog på på børnepsykologisk afdeling i Glostrup, men også inden for Sankt Joseph ordenen blev hun en ledende skikkelse i de markante ændringer der tog form op i løbet af 60'erne, 70'erne og 80'er, hun var med til at gøre ordenen til den som vi kender i dag ude i en lang række af de katolske sogne, men vel og mærket også ude i erhvervslivet, for sankt joseph søstrene har altid samtidig med at være søstre også påtaget sig hvad vi kan kalde almindeligt arbejde.

Men "Søster Emmas liv" er mere end bare en beskrivelse af livet som søster, lærer, psykolog, leder og åndelig vejleder, det er også historien om pigen og kvinden Emma, om hvordan hun som barn blev mobbet, og hele livet havde et dårligt selvværd, men som gennem Kristi kærlighed fandt styrken til at blive en stærk og selvstændig kvinde der ikke er bange for at tage fat. Det lyder lidt som noget fra den del af USA som vi ikke rigtigt kan lide, den del hvor religion næsten er blevet en sygdom, men sådan er det overhovedet ikke. Søster Emma har i høj grad bevaret sin humoristiske sans.

"Søster Emmas liv" er også en bog om at blive ældre og klogere på sig selv, hun har en helt fantastisk indsigt i sig selv, i sine styrker og svagheder, og den er om et liv i kærlighed til Jesus Kristus og til alle mennesker der har det svært, hvilket er de fleste af os. Jeg kunne om og om igen genkende mig selv i hendes beretninger, igen og igen sad jeg og tænkte, jamen det er jo mig hun skriver om, og det gjorde ondt at læse, men det var også befriende, for jeg lærte undervejs hvordan jeg lærer at leve med mig selv om med Jesus.

Et enkelt sted i bogen kommer hun ind på begrebet autisme, og det fik mig til at spidse øre (eller øjne eller hvad man nu siger når man læser noget der fanger ens opmærksomhed). Desværre arbejdede søster Emma i en anden tid, og hendes viden om autisme er forældet. Man kan ikke helbrede autisme, autisme er en medfødt abnormalitet i hjernen og den bliver ved med at være der. Hvad søster Emma gjorde, og det skal hun have ros for, for det er der ikke så mange der kan, var at nå ind til en autistisk dreng og befri ham fra hans angst og give ham nogle redskaber til at kunne leve et helt normalt liv.

Jeg kunne rigtig godt lide bogen, men jeg har et spørgsmål til søster Emma, som jeg ikke synes bogen giver noget svar på:
Gennem dit liv har du været vidne til og medvirkende til mange store forandringer, både i verden, i Danmark og i den katolske kirke. Det er tydeligt at du synes det er godt, men har ALLE omvæltninger været til det bedre? Det er ikke fordi jeg vil have dig til at sige at alt var bedre i gamle dage, men virkelig, alle?