Inger Støjberg skriver om Sussi & Leo

Når man en stille dag vandrer gennem biblioteket og tilfældigt piller bøger ud af reolen, hænder det at man rammer guld. I slutningen af august var jeg mere heldig end jeg nogensinde før har været. Egentlig ved jeg ikke om jeg var heldig, eller en eller anden bibliotekar havde moret sig med at stille denne bog et sted hvor et uskyldigt offer nemt ville finde den.

I hvert fald bed jeg på, og jeg for til tasterne. Jeg skrev DETTE blogindlæg, på facebook, sms'er og hvor som helst jeg havde muligheden. "OMG OMG har i set hvad Inger Støjberg har skrevet???". det gav mig en kæmpe følelse af tilfredsstillelse.

Nu ved jeg ikke, om jeg måske har lidt dårlig samvittighed. Jeg bryder mig ikke om Sussi & Leo, men fortjener de virkelig at blive tvunget ind i den nuværende indvandredebat bare fordi én der skrev en bog om dem for 11 år siden i dag lægges for hån? Eller følger vi bare en lang dansk tradition med at gøre grin med begrebet Sussi&Leo? Som en der gik i folkeskole i 90'erne, har jeg ingen erindring om en tid før den skøre duo med jævne mellemrum dukkede op i medierne, hvorefter vi alle sammen skreg af grin.

Hvorfor egentlig? De er ikke dygtige nok til at blive internationale rockstjerner, men det gælder vel for de fleste af os, så det burde ikke i sig selv være grund til latterliggørelse. Egentlig har de været dygtige nok til at gøre det de gør i meget lang tid og leve af det.

Men det alle der læser dette nok virkelig venter på er at gøre grin med Inger Støjberg. Og nej, Inger har ikke de store litterære tallenter, hvilket nok ikke kommer bag på nogen. I denne genre af bøger, hvor der står kort og ultra simpelt om et begrænset emne, er den litterære kvalitet generelt ikke særlig høj, men normalt er forfatteren også af fuldkommen ukendt karakter. I det øjeblik Inger blev kendt, også selvom det ikke var for sin skrivekunst at hun blev kendt, så skifter fokus fra bogens indhold til dens udformning, og det kan den ikke holde til, eller også er det hende der ikke holder til det. Jeg har læst bøger der var langt værre, men det der gør denne bog slem, men samtidig også ufrivilligt morsom, er den sammenhæng den sættes ind i i disse dag.  Ting vi sikkert har glemt alt om om nogle år, hvorefter bogen vil vende tilbage til at være en lidt ligegyldig bog om nogle semikendte enternainere/musikere fra 90'erne (primært).

TITEL: Toner i livet FORFATTER: Inger Støjberg FORLAG: Forlaget Nordpress SIDEANTAL: 90 UDGIVELSESÅR: 2004

The Collected Dorothy Parker

Kan man tale morsomt om selvmord? Jeg gør det selv i stor udstrækning, til forargelse for mange mennesker. At tale morsomt om noget er ikke det samme som at sige, at det ikke er et alvorligt emne, det er bare en måde at komprimere noget meget stort og helt uforståeligt ned til noget som man kan tage frem og forholde sig til.

Résumé
Razors pain you;
Rivers are damp;
Acids stains you;
And drugs cause cramp.
Guns aren't lawful;
Nooses give;
Gas smells awful;
You might as well live.

Dorothy Parker havde brug for at forholde sig til selvmord, for hun forsøgte det selv, to gange så vidt jeg husker, og det er ikke godt at vide hvor mange gange det kun blev ved tanken. Hun skriver om selvmord, især i sine digte, fordi det er noget hun ved noget om.

En anden ting hun ved noget om er overklassefrue, hvilket er emnes for næsten samtlige af hendes noveller, for hun var født Rothschild. Det er nok hendes noveller jeg holder aller mest af, for hun har nogle fantastiske beskrivelser af kvinder og ægteskaber (i overklassen) fra før kvindefrigørelsen rigtigt satte ind. Som voksen var hun dog ikke rig. Selvom hun i perioder tjente godt, så havde hun også en slem tendens til at spendere det hele på alkohol og hotelregninger, men hun levede alligevel lidt et overklasse liv. På sine senere dage blev hun socialist, og det klædte ikke hendes skrivestil, for hvordan kan en der aldrig har vasket så meget som en sok til fulde skrive en historie om en vaskekone. Jeg er en af de anmeldere der synes at bøger er bedst hvis forfatteren til fulde kender det emne han eller hun skriver om.

Den morsomste del af bogen er dog hendes bog- og teateranmeldelser. Hun har for eksempel nogle meget grimme ting at sige om A.A. Milne, Peter Plys's far. Hun lagde dog ikke skjul på, at hun bare generelt hadede at være anmelder, og hendes bitterhed flyder som sort galde gennem alle hendes anmeldelser, og det er absolut hysterisk morsomt.

Jeg er absolut forelsket i Dorothy Parker, men et samlede værker kan, på trods af høj kvalitet, være noget tyk at tygge sig igennem. Heldigt for mig, men uheldigt for Dorothy Parker, er det dog at hun det meste af sit liv led af skriveblokkering. Hvis hun skulle være ærlig, og det var hun tit, især når hun var fuld, og det var hun tit, så hadede hun at skrive.

TITEL: The Collected Dorothy Parker FORFATTER: Dorothy Parker FORLAG: Penguin Books SIDEANTAL: 603 UDGIVELSESÅR: (2001)

The Chronicles of Narmo

Caitlin Moran er i dag en verdenskendt forfatter og feminist, men da hun var teenager var hun fed, fattig og gik ikke i skole. Hvad hun til gengæld gjorde var at læse en masse bøger. 'Når man kan læse bøger kan man vel også skrive dem' tænkte hun, og det gjorde hun så, selvom det endte med at tage langt mere tid end hun lige havde regnet med. Hun startede med at skrive da hun var 13 og fik den udgivet da hun var 15 3/4.

"The Chronicles of Narmo" er resultatet og handler temmelig meget om hendes egen familie og det er bestemt ikke kedeligt. Bogen handler om hvordan Narmo-børnene bliver taget ud af skolen og hvordan deres liv former sig derefter. Den handler om skænderier, kedsomhed og om at være meget meget fattig iblandet nogle små magiske elementer.

I og med at det er en børnebog skrevet af et barn, så har den ikke den samme angst som børnebøger skrevet af voksne om, at man da ikke kan referere til andre bøger, for 'man kan jo ikke forvente at børn der læser en bog har læst andre bøger', Men Caitlin Moran havde læst masser af andre bøger, så hun referer gladelig løs, hvilket er helt enormt charmerende.

Generelt er der bare en helt fantastisk humor og flow i denne lille bog.

'My first attempts at prose
were twelve pages long and inlined to expose
the shoutings and cheating and beatings and fights
the panic and shame and ill-fitting tights
of school

We were laughing at someone who said what we thought
sneezes and sniffles and things that we caught
hiccups and punch-ups and packed lunch and break-ups
pinching and cheating and too many grown ups 
at school
                      s133

TITEL: The Chronicles of Narmo FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Corgi SIDEANTAL: 142 UDGIVELSESÅR: 1992 (2013)

Travels with Zenobia

Hvem her har læst Laurabøgerne da de var børn? Min mor plejede at læse dem for mig og min søster. Laura fik en datter, Rose, som blev journalist og som tjænte mange penge i begyndelsen af 20'erne på aktiehandel (og vi ved jo alle hvordan det eventyr endte).

I 1926 købte hun og veninden Helen D Boylston, som senere blev børnebogsforfatter, en splinterny Ford T i paris, og sammen med deres franske tjenestepige kørte de gennem Frankrig og Italien til Albanien, som var deres ide om paradis på jord. Der havde de planer om at bygge sig et fort og leve lykkeligt til deres dages ende, men så krakkede børsen og de måtte tage hjem.

Dette er en fantastisk bog fuld af stereotyper, fordomme og illusioner. Det er et sammenstød mellem de frihedselskende amerikanere, de bureaukratiske franskmænd, snavsede og børnerige italienere, og Mussolini der er en hæders mand. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive om albanerne, for allerede før kommunismen, var Albanien vist lidt af en røverrede,  men disse to kvinder giver en rosenrød beskrivelse af forholdene.

Bogen er dels dagbogsbeskrivelser og udpluk af breve, men redaktøren har også skrevet noget om baggrunden for historien og mere faktuelle beskrivelser af forholdene

Det er ikke en bog hvor der sker voldsomt meget, men så igen, det er heller ikke nogen voldsomt tyk bog. Det er til gengæld en bog der er let at forholde sig til, for det de kommer ud for, gør og siger, det kan man næsten forestille sig, at man også selv ville have gjort og sagt.

TITEL: Travels with Zenobia - Paris to Albania by Model T Ford FORFATTER: Rose Wilder Lane og Helen D Boylston EDITOR: William Holtz FORLAG: University of Missouri Press SIDEANTAL: 117 UDGIVELSESÅR: 1983

Mumitroldene og tilværelsens gåde

For syv Søren, jeg havde lige skrevet en lang og fin anmeldelse, men da jeg trykkede 'udgiv' gik siden ned, jeg måtte genstarte computeren, og *puf* var alt hvad jeg havde skrevet væk, den plejer ellers altid at gemme undervej, og det har den også gjort, for jeg havde skrevet det over flere dage, men nu er det væk, og muligvis burde jeg kunne finde det hele et sted, men jeg er en spade til computere, og jeg gider ikke engang gøre forsøget, for det ville sikkert tage mig længere tid end bare at skrive det hele igen.

Hvad er der med store drenge og unge mænd der gør, at de altid skal citere filosoffer, forfattere og andre berømtheder? Helt fra den unge knægt der tror at positivismen handler om at tænke positivt til Jukka Laajarinne der her skrevet en bog hvor eksistentialismen og de 5 filosoffer/forfattere Beauvoir, Camus, Heidegger, Kiekegaard og Satre er nævnt på hver anden linje. Måske er det fordi de ikke tror, at de selv har noget klogt at sige. Det er ikke fordi kvinder på nogen måde er moralsk overlegne på dette punkt, de er bare anderledes. Kvinder 'synes at', 'mener at' og 'tror at', og de gør det for at intimidere andre kvinder, men er mænd filosofiske fordi de tror, at det giver den sex? Jeg elsker Mumitroldene, og jeg har læst dem mange, mange gange, men erotiske? Det tror jeg ikke lige, heller ikke selvom de analyseres igennem en lind strøm af kloge menneskers kloge ord.

"Mumitroldene og tilværelsens gåde beskæftiger sig med eksistentialismen, og kun med eksistentialismen (og kun de fem tidligere nævnte filosoffer/forfattere), hvilket er en skam, for der gives ingen forklaring på, hvorfor lige nettop den filosofiske retning, og det eneste konkrete argument jeg kan komme på er, at Tove Jansson er en efterkrigstidsforfatter, men mere sandsynligt er det, at det bare er eksistentialisterne Jukka Laajarinne selv bedst kan lide, hvilket er fint nok, det burde bare fremstå lidt tydeligere.

Eksistentialismen er en filosofi der har stor fokus på individet fokus på individet og det personlige/frie valg. Der er ingen større mening, ingen dybere logik, og det efterlader tit filosofferne i angst og mismod, hvilket der sandt nok er en del af i Mumitroldene (vi snakker her kun og bøgerne, ikke om de forsødede tegnefilm). Tove Jansson har også stor fokus på individernes udvikling, men det fremstår også, at en person som oftest bliver lykkeligere hvis han eller hun opfører sig i forhold til sin art. En Filifjonk skal helst være patentlig, en Hemul skal være samler eller festlig (der findes forskellige slags Hemuler) og en Homse, han skal have styr på tingene. Der er selvfølgelig undtagelser, og Jukka Laajarinne mener da også, at der er tale om at de er sådan, fordi de er opdraget til at være sådan, og fordi omgivelserne forventer at de er sådan, og det er en helt legal mening, men der er bare ikke mere bevis for det end der er for det modsatte.

Det er meget fint og klogt med en eksistentialistisk vinkel på det hele, men Jukka Laajarinne glemmer tiltider, eller faktisk glemmer han det hele tiden, at selvom Mumitroldene kan læses og give mening for voksne, så er det først og fremmest historier for børn, og de følger børnenes logik og humor. Nogle gange behøves tingene ikke at være så pokkers komplicerede.

Der er dog én person der ikke for alvor får lov til at leve sit liv som hun vil, og det er Murren. Hvad jeg godt kan lide ved bogen her er, at den forsvare hende, også overfor Mumitroldene der ellers er heltene i historien. Murren er stor og Kold og uhyggelig, og derfor er folk bange for hende, hader hende ligefrem og tvinger hende ind i rollen som en skurk. Sandt nok har hun ødelagt Mumimors rosenbed ved at sidde der for længe, så intet mere kan gro, men der er ingen der ser, at hun bare længes efter varmen. Da Toflen og Viflen stjæler hendes kongerubin dømmer Snorkernes og Mumiernes domstol, at hun slet ikke havde ret til at eje den, fordi hun ikke ser den skønhed, også selvom den rent faktisk tilhørte hende. Hun er ikke engang tilstede til at forsvare sig selv, men hov, hvorfor er det hende der er under anklage, det er jo Toflen og Viflen der er tyvene? Jukka Laajarinne ser Murren, og han forsvare hende, han 'glemmer' lidt, at Mumitrolden til sidst tør hende op.

ORIGINAL TITEL: Muumit ja olemisen arvoitus DANSK TITEL: Mumitroldene og tilværelsens gåde FORFATTER: Jukka Laajarinne FORLAG: Alfa SIDEANTAL: 184 UDGIVELSESÅR: 2009 (2012)

Notes from a small island

Jeg ankom til Aarhus en dag på vej ind på universitetet, og jeg så på min bog og tænkte, at den ALDRIG ville holde hele vejen hjem. Der er indtil flere gode boghandlere i Aarhus, men fordi jeg ikke havde nogen som helst planer om faktisk at skulle ind til byen, selvom det kun ville tage mig yderligere 20 min på vej hjem, så vidste jeg, at det ville jeg aldrig have fået taget mig sammen til. Jeg havde derfor to valg, enten købte jeg en bog i 7/11 på stationen, eller også skulle jeg håbe, at de horder af universitetsstuderende der skulle købe bøger efterhånden var tyndet ud, og så kunne jeg gå i universitetsboghandlen, Stakbogladen. Jeg valgte det sidste, hvilket var super fedt og virkelig farligt. Normalt når man går ind i en boghandel, så prøver de at favne så bredt som muligt, så man falder måske over nogle titler der er spændende, men kun et par enkelte som man bare må have. Ikke her, her kunne de gå direkte efter lysken og sætte deres små tænder i. Deres målgruppe er unge, veluddannede mænd og kvinder (mest kvinder) med sans for god litteratur og sarkastisk overlegenhed, og der var hylde efter hylde med gode bøger.

Jeg valgte en rejseberetning af Bill Bryson, en forfatter jeg før har haft stor succes med. Bogen handler i al sin enkelthed om, at Bryson, der i mange år har boet i England, bryder op og tager tilbage til staterne, men før han gør det, tager han lige en tur rundt i dette lidt sære land ved hjælp af offentlig transport, hvilket bringer ham de mest sandsynlige og ikke mindst usandsynlige steder hen.

Jeg var lang tid om at varme op til bogen, dels fordi jeg ikke kender nok til England til helt at forstå de finere nuancer, og dels fordi jeg synes at Bryson plejer at være langt bedre, måske skyldes det også, at der i virkeligheden ikke skete så forfærdeligt meget på hans tur. han starter sin rejse i september og slutter i november, så halvdelen af landet er lukket ned fordi det er udenfor sæsonen, hvilket giver nogle morsomme historier om transportproblemer, men mest er der bare problemer, fordi der ikke rigtigt sker noget, det ville ellers have været morsomt at opleve Brysons sarkastiske vid kaste sig over nogle af de mindre heldige forsøg på at gøre historie spændende, eller over tåbelige turister og hvad der ellers er om sommeren, men det er efterår, og der sker virkelig ikke ret meget. Om det er godt eller skidt er svært at sige, det kommer an på hvad hans hensigt med bogen er. Måske var hans hensigt at sige til briterne, her er jeres land, her er hvad I har at arbejde med, men for en udenforstående er det ikke altid lige interessant, så lige nu overvejer jeg hvem jeg skal forære bogen til. Skal det hende der er i gang med at skrive sit engelsk speciale, eller hende der er i gang med sit andet semester på st Andrews?

Men efterhånden som jeg kom længere ind i bogen, og hvor der ligesom var nogle temaer der gik igen (offentlig transport, dårlig og malplaceret arkitektur og rablende gale historiske personager) så begyndte bogen at blive mere interessant, og jeg endte faktisk med at fnise en hel del, hvilket bliver mere og mere sjældent, jo flere bøger jeg læser. Jeg beundre hans galde over arkitektur og mennesker, og hvordan han kan være bitter og morsom på samme tid, og jeg prøvede for sjov at skrive som ham (hvad skal man ellers bruge idoler til). Dog var det jeg fandt mest morsomt, beskrivelsen af nogle af de mere bemærkelsesværdige personer i England, men der var alt for få af disse beretninger.

Bogen handler om England i 90'erne, og det er næsten 20 år siden, men det var faktisk kun nogle år før jeg selv begyndte at rejse rundt der, så selvom det meste gik hen over hovedet på mig, så var der da ting jeg husker, især om den offentlige transport, der er endnu værre og endnu mere designet til IKKE at opfylde kundernes behov end det danske, og det var hyggeligt at 'gense' nogle af de steder jeg har været, og som jeg enten hadede eller holdt af, men jeg var teenager dengang, og verdens centrum var min egen navle, og men interessante verden udgik kun 85 cm derfra (radius på da Vincis cirkel), så der var så uendeligt mange af de her ting jeg ikke så og ikke tænkte over, jeg forelskede mig bare hovedkulds i landet.

Dette er en rejsebog, men den er svær at bruge, hvis man vil rejse rundt i landet, for der er intet stikordsregister, ingen indholdsfortegnelse, intet ordentligt kort, og kapitlerne er bare nummererede, så hvis man er et sted og lige vil vide hvad Bryson synes, så må man bladre frem og tilbage til man med lidt held finder det rigtige sted.

En lille note til sidst, så i en lille episode helt næsten uden betydning, møder Bryson en togentusiast, og begynder straks at tænke Aspergers syndrom, hvilket måske ikke er helt forkert, men det lader som om der vist er mange af den type i England, så om det bare er noget typisk engelsk, som den amerikanske Bryson misforstår, eller om der bare er mere plads til autister i et land som England, det er svært at sige.

ORIGINAL TITEL: Notes from a small island DANSK TITEL: ingen 
 FORFATTER: Bill Bryson FORLAG: Black swan SIDEANTAL: 378 UDGIVELSESÅR: 1993

Zen for mødre

Denne bog er en lille samling gode råd til hvordan man kan slappe af og nyde de små gode øjeblikke i en stresset hverdag. Hver for sig giver de små råd ikke en så meget, nogle af dem giver sig selv, andre virker fjollede eller det-er-bestemt-ikke-noget-for-mig-agtige, men så er der alligevel en gang imellem, hvor man standser op og tænker, hov vent lidt, det der er der måske noget om. Behøves man for eksempel at have de stramme jeans på nå man kommer hjem fra arbejde? Hvad er det i os der prøver at opretholde facaden også når vi er derhjemme?

Dette er ikke helt, som jeg ellers frygtede, en bog om hvordan man bliver en super duper mor der aldrig glemmer madpakken, og som ikke råber en. Det er en bog om ikke at komme helt der ud hvor man pakker sin kuffert og og overnatter på et hotel bare for at komme lidt væk fra det hele.

Okay, bogen henvender sig måske til et lidt andet klientel end lige netop mig, den henvender sig til mødre der samtid også skal passe et job, og vist også kvinder der er lidt overskudsagtige, men måske det sidste bare er min fordom. Jeg er ingen af de tre ting. Jeg er en ung kvinde sidst i 20'erne, ingen børn, ingen kæreste og intet job, men jeg har til gengæld et psykisk handicap der gør, at jeg kender stres bedre end de fleste. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er kommet så langt ud, at jeg har pakket min taske og er stukket af fra mig selv og det liv der pludselig bare blev lidt for meget til at bære.

En gang lod folk al deres kropsbehåring gro og tog til Indien for at finde sig, i dag sætter vi en facade op og stikker af fra os selv, men i bund og grund bunder det i den samme indædte følelse af desperation fordi man hverken kan og vil klare presset. Ingen af løsningerne er dog holdbare i det lange løb. Anna Skyggebjerg foregiver ikke at have fundet den endelige løsning på noget som helst, hvilket jeg godt kan lide, hun forsøger bare at bringe lindring, på at få os til at stoppe op og trække vejret helt ned i lungerne, bare en gang imellem.

Vil jeg begynde at gå rundt i nattøj, når nu jeg alligevel bare tusser rundt herhjemme? Næppe, som førtidspensionist er jeg enormt bange for lige så stille at sumpe hen og blive en af disse stakler, som man ikke helt tager seriøst. Til gengæld kan jeg godt forestille mig at lægge mig i sofaen med en bog som jeg gerne vil læse, ikke fordi den står på en liste, ikke fordi jeg har fået den af forlaget, ikke fordi jeg skal, men fordi jeg vil. Sidde i sofaen med en pose rosiner og nødder og en cola, bare sidde og være til i det lille bitte øjeblik.

TITEL: Zen for mødre FORFATTER: Anna Skyggebjerg  FORLAG: Pretty Ink SIDEANTAL: 131 UDGIVELSESÅR: 2009

Bliv løber for livet

Jeg har altid hadet sport, og jeg var en af de personer der ikke kunne løbe ligegyldigt hvor meget jeg prøvede, og jeg så i øvrigt dum ud, og selvom jeg gerne ville af med noget af alt mit fedt, så fik jeg bare ikke rigtigt taget mig sammen. Så flyttede jeg til et nyt bosted, og jeg fik en kontaktpædagog der selv var engageret løber, og så blev jeg sat til i det mindste at give det et forsøg, og det gjorde jeg så, og som månederne gik, begyndte jeg faktisk at kunne lide det.

Hvis jeg skal gøre noget, kan jeg lige så godt gøre det ordentligt, og det er en af grundende til at jeg købte denne bog. Den anden grund var, at jeg havde set Rikke Rønholt i fjernsynet i forbindelse med ny forskning og graviditeter. Ikke at jeg har nogen tanker om hverken at blive gravid eller undgå det, men så vidste jeg i det mindste hvem hun var.

Grunden til, at jeg gerne ville læse en løbebog af Rikke Rønholt og ikke af hvem som helst anden er, at hun er topatlet inden for de små distancer, især 800 m løb, så dette er befriende nok ikke en bog om at løbe længere og længere, og til sidst løbe et maraton, for det er nemlig slet ikke min ambition. Jeg vil gerne løbe hurtigt, helst hurtigere end alle mulige andre, og her er endelig en bog der siger, at det er helt okay at være sådan, og der er en masse gode hjælpemidler og baggrundsmateriale til hvordan. Der står alt det man har brug for at vide om at løbe, ligegyldigt hvilken type løber man er, fra sprinter til maratonløber til hyggemotionist.

Hvad der til gengæld ikke er inkluderet er alle os der faktisk helst vil løbe på et løbebånd.  Det at løbe på løbebånd bliver omtalt som en sur nødløsning hvis vejret er for dårligt, eller man skal genoptræne, eller hvad ens grund så end kan være. Der bliver sagt meget kritisk om at løbe på løbebånd, om at det ikke er rigtigt løb, så jeg bliver helt flov på vegne af mig selv, og jeg stiller mig selv det spørgsmål, om jeg så overhovedet kan tillade mig at kalde mig selv løber.

'Bliv løber for livet' er også en dybt personlig bog fyldt med sjove anekdoter og flotte billeder. Måske kan det for nogen blive lige lovlig meget selvpromovering, men jeg er vild med det, især billederne, for Rikke Rønholt har en rigtig flot krop. Det er måske lidt nedgørende at bedømme en atlet ud fra hvordan hun ser ud, men for mig er det samtidig meget relevant. Samtidig med at jeg er begyndt at tage min løbetræning seriøst, er jeg også begyndt at få større muskler, og det får min spiseforstyrrede hjerne til at bryde sammen, fordi jeg ikke længere kan passe mine bukser, hvilket jo må betyde at jeg er fed, for min hjerne kan ikke skelne mellem muskler og fedt. Derfor er det, undskyld jeg siger det, fedt at se hendes krop, der er smuk, selvom den har muskler.
_______________________

Uddrag af mail fra Rikke Rønholt

"Jeg håber ikke du har forstået det sådan, at der er noget dårligt ved at
løbe på løbebånd (man skal bare være klar over, at man ikke kan løbe helt
så stærkt i den "virkelige verden" som man kan på et løbebånd, men det er
jo kun relevant for nørder som mig, som går vildt op i marginaler). "

TITEL: Bliv løber for livet FORFATTER: Rikke Rønholt  FORLAG: Politikens forlag SIDEANTAL: 212 UDGIVELSESÅR: 2011

En Bitterfisses Bekendelser

Tør man anmelde en bog af en dame for hvem bloggende førtidspensionist er et ukvemsord? Man bliver helt bange for at nedkalde sig hendes vrede og bitterhed, men så kommer jeg i tanke om, at jeg jo er en nobody uden radikale meninger, glamourøst liver eller nogen stor fanskare, og så ånder jeg lettet op.

Hvis man slet ikke på nogen som helst måde ved hvem Bitterfissen Bethany er, så ved jeg ikke hvor i Danmark man kan have været det sidste år til halvandet. Selv vidste jeg egentlig ikke meget mere, end at hun har præsteret at pisse alle dem der er noget, eller selv synes de er, af, og at hun har et rigtig grimt sprog, som en kvindelig sexfikseret Kaptajn Haddock.

Bogen er fyldt med en lang række røfler (røffeler?) til en lang kendiser og wannabekendelser, og det var da morsomt langt hen af vejen, men med mit halvfesne halvhjertede kendskab til den arena gjorde at jeg ikke vidste hvem halvdelen af dem var.

hendes perverse sprog og lemfældige omgang med seksuelle udbrud, har fået megen omtale, og ja, det er grimt, og ja, jeg blev efter et stykke tid ret træt af det, men det provokerer os jo ikke fordi det er grimt, men fordi det er af en kvinde og om de kvindelige kønsorganer, hvis det var en mand der skrev det samme om sit vedhæng havde vi rystet på hovedet og ikke mere, og DET provokere mig.  Faktisk var der mange der fornægtede ideen om at en kvinde kunne skrive sådan, og de var flere gange ude og sige, at der nok i virkeligheden var tale om en mand.

Hele spørgsmålet om anonymitet har været et af de helt store samtaleemner, var det fejt eller sejt?  Bogen, 'En Bitterfisses Bekendelser' udkom 29. februar 2012, og d. 19. marts 2012, gik Bethany Hansen ud og afslørede sin sande identitet, Jeanett Veronica Hindberg. Spørgsmålet er så om bogen skulle være den helt store finale før en æra skulle være slut, eller om det viste sig at Bitterfissen bare var lige så medieliderlig som alle de kvinder hun i sin blog og bog tordnede imod. Hvis det er det sidste, er det bare sørgeligt,

Men skulle dette virkelig være slutningen? Selvom jeg måske ikke har fulgt med i hendes blog, så har hun i stor stil præget de danske medier, og tvunget folk til at tage et blik på dem selv, eller i hvert fald os andre til at se på dem, og se, at måske er de alligevel ikke så ophøjede. I så fald var det en lidt tam finale. Det burde, i mine øjne, have været et manifest for blogverdenen, et dokument for fremtidige generationer, men sådan leger Bethany ikke. Den har nogle af de ting jeg håbede, det har den bestemt, men det er hovedsageligt flere personangreb, rettet mod personer der vil være glemt og borte om 5 år.

En ting skal Bethany dog have, og det er, at bogen er utroligt gennemført hele vejen igennem. Hun er ond mod de dumme (hvilket er de fleste af os) og er sympatisk med de få der fortjener det, Bethany er nemlig god på den måde, som hun selv ville sige det.

TITEL: En Bitterfisses Bekendelser FORFATTER: Bethany Hansen  FORLAG: Forlaget Turbulenz SIDEANTAL: 219 UDGIVELSESÅR: 2012

Skæld ud på Gud, rettelse

Kedsomheds alarm!

Jeg er i gang med at læse "Skæld ud på Gud" af sygehuspræst Preben Kok, og i forhold til at jeg købte bogen på en seven-eleven, så er jeg bestemt positivt overrasket. Jeg var dog ikke kommet synderligt langt ind i den før jeg fandt en, hvad jeg ville kalde, temmelig alvorlig fejl.

Kok kommer i bogen med en udredning om det Biblens syn på mand og kvinde, og hvordan de to køns forhold er til hinanden. Han understreger sin pointe ved at sammenligne det hebraiske ord for mand, iish, og for kvinde, isshah, "kvinde" som han fejlagtigt oversætter med "mandinde". Jeg vil til fulde give ham ret i, at de to ord til forveksling ligner hinanden, men det er et fatamorgana. vi ønsker at de gør skal være det samme ord, for det er smukt og simpelt, men i virkeligheden forholder det sig langt mere kedeligt.

Hvis man ser på det hebraiske ord isshah (kvinde) kan man se en lille prik inde i sh, det er et tegn der hedder dages forte (en fordobling) der er kommet der, fordi der en gang for umindelige tider siden var et n der blev assimileret (opslugt) af sh.

Dengang for mange mange år siden hed en kvinde inshah, og for at I kan være sikre på, at jeg taler sandt, så kan man stadig se n i pluralis-formen af ordet, hvor kvinder hedder henholdsvis nashiim eller neshee alt efter hvilket construct-forkold ordet står i (ca forskellen mellem nominativ og genitiv).

Dette er en fejl der ødelægger hele den teologiske pointe, i det afsnit, for når der er to forskellige ord for mand og kvinde, og ikke bare ét, så er det ikke længere så klart at de er uløseligt bundet sammen.

Undskyld hvis jeg har kedet jer, men nogen skal holde vores forfattere i ørerne, og der er jo grænser for hvor mange der har styr på deres hebraiske.

My African Letters

Emails er en praktisk men ikke særlig personlig måde at kommunikere på. Jeg sender mange emails, men udkommet er som oftest ganske kedeligt. Hvilke historier sidder der på den anden side af skærmen? De må vel også være mennesker med håb og drømme. Dette giver Ditte Ejlerskov et muligt, eller nok nærmere umuligt, billede på i sin bog "My African Letters".

11. april 2011 kl 21:27 modtog DE en mail fra en advokat fra Benin i det vestlige Afrika. Han informere hende om, at en fjern slægtning er død og har efterladt sig 10,3 millioner dollars. Andre mennesker ville måske kategorisere det som spam, men Afrikas røde jord er hvad drømme er lavet af, så DE vejrer eventyr og besvarer denne velkomne email. Det bliver en længere korrespondance om håb og drømme, der inspirerede den unge kunstner til en serie af billeder.

Jeg hørte om bogen i en notits i Jyllandsposten. Jeg forstår mig ikke synderligt på kunst, men jeg forstår mig på vilde drømme, mærkelige email korrespondancer og på pudseløjerlige indfald, så jeg måtte simpelthen eje den.

Dette er ikke en bog der er udtænkt af en forfatter, der er intet gennemtænkt plot, ingen fastsat handling, og alligevel er der et budskab, for i forløbet indser DE sin kolonialistiske tankegang. Hun oplever hvordan hun udnytter advokaten for at få en god historie, efterfulgt af skyldfølelsen over ikke at give denne stakkels fattige afrikaner penge, og til sidst ønsker hun at redde ham fra en sikker kummerlig tilværelse, men før man bliver alt for forarget, må man lige huske på, at 'advokaten' også prøver at udnytte DE og hans fordom om hende som en rig europæer.

Bogen er usentimental og morsom, og man for virkelig lyst til at tro at advokatens historie er sand, man får lyst til at tro at disse penge og det store afrikanske eventyr findes derude et sted. Men den giver også et billede af en ung kvinde, der måske keder sig lidt herhjemme og vil ud i den store vide verden. (Nu siger jeg lige herhjemme skønt hun er bosat i Malmö).

DE's drømmebilleder bliver vist bag i bogen, og jeg har bladret dem igennem et utal af af gange, for også jeg nærer den afrikanske drøm.

Mail fra Lissie Lundh

Kære Linda!

Tak for din mail og tak, fordi du sendte anmeldelsen. Jeg synes, at det er en god anmeldelse, du har skrevet, fordi du giver en god indføring i, hvad bogen faktisk handler om. Det har du gjort på en fin måde.

Jeg vil ønske dig alt mulig held med den blog, du driver.

Mange venlige hilsener fra
Lissie Lundh

Mail fra Josefine Klougart

Hej Josefine
Jeg ved ikke om du er interesseret, men jeg har skrevet lidt om "Hallerne" på min bogblog HER
Hjertelig hilsen
Linda

PS Jeg har sikkert misforstået det hele
______

kære linda
tusind tak for linket - det er jeg glad for.
du har slet ikke misforstået noget.
min litteratur, kan man slet ikke misforstå i den forstand. man skal bare opleve den, mærke billederne, føle noget. og det kan jeg jo let læse, at du gør! flot at du fremhæver billedet med blæretangen, det er også noget af det jeg selv er glad for i bogen.
hvis du har lyst, så tag en tur til århus teater og se den, når den har premiere d. 24. februar!

kærlig hilsen go alt godt!
josefine