Silmarillion

Velkommen til nørdeland.

Tolkien, ham med "Hobitten" og "Ringenes Herre", nøjedes ikke med at skrive et par eventyr, han skabte et helt univers, og for at gøre det må man enten have en 'faglig' tekst om hvordan hele universet blev skabt og dets befolkning udviklede sig, eller man må have en tekst der beskriver hvordan folket selv mente at det hele startede. "Silmarillion" er en sådan tekst, den er religiøse myter og historisk krønike i ét, og det er super fedt, hvis man er til sådan noget, og det er jeg, for min hovedinteresse er det gamle testamente, og det er jo det det gamle testamente er (om end jeg tager det gamle testamente lidt mere seriøst.

Tolkiens univers er skabt af sang, bogstavelig talt. Overguden, Ilúvatar, skabte nogle lidt mindre guder, valaerne, som sang, og deres sang blev en idé om en verden, og denne verden blev så til virkelighed. I begyndelsen var alting godt, men den ene vala, Melkor, var ond og begyndte at skabe uorden. Fra den tid af begyndte det godes kamp mod det onde, men det onde er en magtfuld fjende, så ofte, selvom det gode vinder et slag, så er det stadig det onde der har overtaget.

Maiarne er mindre guder end valarne og tjener dem, og den onde Melkors tjener (den største af dem) er Sauron, som vi jo kender så godt.

Alferne/elverne er de førstefødte af Ilúvatars børn og "Silmarillion" følger i hovedparten dem på deres vandringer. Noldorne er de elvere der tales mest om. De vandrede over Midgård og kom til gudernes land, men de var oprørske og tog tilbage til Midgård hvor de bekrigede Melkor for at vinde deres ædelsten Silmarillioner tilbage og hinanden og andre elvere fordi de er lidt nogle krigeriske bæster og sjældent så ophøjede som vi tænker om dem, og til sidst var der ikke mange tilbage af dem, og da kunne vores allesammens elskede Galadriel kalde sig den skønneste, thi alle de skønneste var da døde (Elronds mor var den skønneste af alle men hun var også halvt maia).

Galadriel må faktisk have været lidt grim af en elver, for i en verden hvor udseendet betyder næsten alt, blandt andet om man er ond eller god, der havde hun svært ved at finde sig en mand. Der står at det er hendes valg, men kan man nu også være helt sikker på det, det er jo Tolkien der skriver, og er han nu også helt upartisk? Som ham fra "The Matrix" der skaber sin egen fantasikvinde i en rød kjole.

Jeg er ikke helt sikker på at jeg er med på om "Silmarillion" er elvernes sagn og myter, eller om det er forfatterens (søns) gengivelse af elvernes sagn og myter. Historierne er fantastisk gode og rammende, men sproget er mere skønlitterært sprog end mytisk sprog. En myte er fortællinger fra dengang da det guddommelige vandrede på jorden, om hvordan alting blev skabt, og hvordan uorden kom ind i verden. Myter er fulde af gentagelser, for det var mundtlige overleveringer, og de skulle være lette at huske, men det var også dem der fortalte hvordan man bør leve sit liv, så det var ikke kun historiefortællerne der skulle huske, det var alle.

Myterne er skrevet lidt i samme stil som krønike delen, og det burde de ikke, til gengæld er krønike delen ramt ganske godt, med dens uendelige beskrivelser af geografi og slægtstavler.  Jeg selv gik lidt kold i nogle af de længste af disse beskrivelser, men det er guf for systemnørder som min far. Heldigvis for mig inkludere bogen også stamtavler, person- og stedoversigt og ordforklaring.

Det eksemplar af bogen, som jeg fik fat på har disse helt forfærdeligt grimme illustrationer, og den ene af pædagogerne og jeg har haft indtil flere grineflip over dem. De er ikke dårligt lavet, de er bare så 'pæne' at det ikke er til at holde ud, men samtidig er de også ufrivilligt morsomme og jeg endte med at holde meget af dem.

ORIGINAL TITEL: The Silmarillion DANSK TITEL: Silmarillion FORFATTER: J R R Tolkien ILLUSTRATIONER: Ted Nasmith FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 366 UDGIVELSESÅR: 1977 (1992)

The Hobbit

En meget veltilfreds Smaug på sit guld

Jeg fik læst "Hobbiten højt da jeg var barn, men da jeg for nyligt var inde og se filmatiseringen (nr 1 af 3), da kunne jeg ikke huske nær nok til at vurdere hvad der var rigtigt og hvad der var opfundet. Okay, det hele er vel i grunden opfundet, men hvad der er opfundet af Tolkien og hvad der er opfundet af Peter Jackson. Så var der jo ikke andet at gøre end at læse den igen.

Thorin er efterkommere af dværgekongerne under det Ensomme Bjerg, hvor de samlede deres skatte, men så kom dragen Smaug og drev dem på flugt. Nu vil dværgene have deres rige tilbage, og for at få det skal de have hjælp fra troldmanden Gandalf, og hobbiten Bilbo. Bogen handler om  de 13 dværge, Bilbo og til dels Gangalfs farefulde rejse gennem Midgård til det Ensomme Bjerg, hvor de skal overvinde dragen, bemægtige sig skatten og kæmpe et stort slag, men vejen er farefuld og slutningen ikke helt som de regnede med.

Jeg er ikke den store fantasy læser, heller ikke Tolkien. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide det, jeg får det bare ikke gjort, men jeg har da læst nok i mine yngre dage til at jeg synes at jeg kan give en nogenlunde kvalificeret vurdering af kvaliteten, og jeg må sige at Tolkien ligger helt i toppen, både hvad angår historien og de litterære kvaliteter. Min far siger tit om "Ringenes Herre" (bøgerne) at de indeholder 1 kys og endnu færre vittigheder. Jeg skal ikke kunne sige noget om de romantiske kvaliteter, da der simpelthen ikke er nogen kvinder i "Hobbiten", men vittige bemærkninger er der da nogle stykker af, om end kun få.

Bogen er opbygget med krise, løsning, krise, løsning, som en perlerække af små uafhængige eventyr der først knyttet til hinanden til aller sidst i det store slag, hvilket i mange genre ville virke irriterende, men når der er tale om krigere, og man ikke ved om personerne vil overleve dagen i morgen, så giver det på sin vis fint mening. De forskellige dele er heldigvis meget afvekslende, og man kan gradvist se hvordan hovedpersonen, Bilbo, udvikler sig, og hvordan dværgene ændre deres opfattelse af deres lille følgesvend. Ellers er der ikke synderligt meget personkarakteristik at hente.

"Hobbiten" er en relativt kort bog, og den er planlagt til at strejke sig over 3 helaftensfilm, så selvfølgelig var der i filmen en masse kriser og slag, bulder og brag, som enten kun ganske kort, eller overhovedet ikke omtales i bogen. I den første del af bogen, som jeg har set på film, savnede jeg egentlig lidt alle de sideløbende historier, men da jeg først kom til næste del, virkede historien egentlig mere sammenhængende og, ja jeg tør næsten ikke bruge ordet i en fantasysammenhæng, troværdig.

I forbindelse med filmatiseringen af "Ringenes Herre" var jeg en af de mange piger der sukkede over Legolas, og elvere var bare de sejeste, men i "Hobbiten", både filmen og bogen, finder jeg dem en smule fimsede og irriterende. Det er selvfølgelig ikke så efterstræbeligt at klæde sig ud som dværg, og dværge er også ret irriterende i det lange løb, men dværge forventes at være sådan. Jeg var ret skuffet over at blive skuffet af elverne.

TITEL: The Hobbit FORFATTER: J R R Tolkien FORLAG: Unwin Paperbacks SIDEANTAL: 253 UDGIVELSESÅR: 1937 (1977)

Laya

Halvmagikeren Laya bliver sammen med sin ven, den rødhårede kat Fritz, slynget fra deres egen magiske verden ind i vores, men de bliver nødt til at finde hjem for at redde Layas far, som er blevet taget til fange af Dem som Bringer Orden.

"Laya" er en fantasybog for børn og unge inspireret af andre bøger som "Ringenes Herre", "Harry Potter" og Terry Pratchetts bøger, men den er også under stærk indflydelse af den akademiske verden. På min almindelige blog skrev jeg igår noget om det meget studentikose ved bogen HER. Der er en masse små nørdede vink og formuleringer, men selve plottet i bogen er også dybt forankret i universitetsverdenen, for hvem er det der kan gøre krag på viden og lærdom? Hvad skal man have lov til at forske i? Er videnskabelig fremgang ønskværdigt. Dem som Bringer Orden er en meget elitær, reaktionær gruppe der vil centralisere og kontrollere al viden inden for ordenen og holde resten af verdenen i mørke og underdanighed. Det er netop den problematik man snakker om når man som så mange gange før diskutere den aktuelle universitetsmodel. Hvem skal bestemme hvad der skal forskes i? Staten, industrien, universitetet eller den enkelte forsker? Hvem skal have lov til at studere? De dygtigste, de rigeste, dem som virkelig vil eller revl og krat? Her i Danmark støtter vi den frie forskning og alles ret til den frie uddannelse på gode læreranstalter, eller sådan er det i hvert fald på papiret, virkeligheden ser noget mere mudret ud. Derfor er denne bog mere aktuel end jeg i første omgang gav den ære for.

Udgangspunktet i bogen er, at der findes alle disse parallelle verdener af den fordi virkeligheden hele tiden deler sig hver gang virkeligheden kan bevæge sig i flere end én retning, hvilket er et fint nok udgangspunkt for en god historie, man skal bare ikke begynde at tænke for meget over det, for så kan man godt ende med at blive lidt rundforvirret. Spørgsmålet er hvor meget mulighederne for virkelighedens gang skal ændre sig før at den deler sig. At helten enten kan sige ja eller nej til en udfordring, det giver to meget forskellige virkeligheder, men om vinden blæser et blad højre eller venstre vej rundt om hende, så knap så meget, men det er stadig to reelle muligheder, samtidig er universet stort, og for hver virkelighed her på jorden er der trillioner af ændringsmuligheder derude. Man kan snakke om at antallet af noget stiger eksponentielt. Det betyder i princippet bare at antallet stiger hurtigt, og jo mere det stiger, jo hurtigere går det. Med antallet af virkeligheder stiger det nærmest så hurtigt, at det ville virke profant at snakke om en eksponentiel stigning, der er nærmere tale om en grødet eksplosion af stigninger. Forestil dig så at man i x antal af disse virkeligheder (x værende et meget meget stort tal) opfandt en måde hvorpå man kunne rejse mellem virkelighederne. Hver af disse borte åbner potentielt til et uendeligt antal af virkeligheder, hvilket gør at alle x virkeligheder vil dele sig i et uendeligt antal af virkeligheder, og så er det at det først begynder at blive indviklet. Det er selvfølgelig en noget mere simplificeret version der bruges i bogen, ellers ville den nok have været meget tykkere.

Det er tydeligt at forfatteren holder rigtig meget af personerne i sin bog, og det er da et eller andet sted meget sødt, men det gør også at han ikke nænner at gøre personerne andet end sympatiske. Man får flere gange at vide, at dværgene er gnavne og troldmændene arrogante, men ingen af dem er det i nogen udpræget grad, og det kan godt være lidt ensformigt og faktisk lidt irriterende. Et godt eksempel på en der bare er lidt for god er drengen fra vores verden, Benjamin. Han er sød, hjælpsom, dygtig, flittig, fattig, ydmyg, bliver straks venner med dem han møder, passer sin mor der har AIDS og ikke en eneste gang bliver han sur over at verden er uretfærdig eller gør noget der er virkelig dumt eller virkelig egoistisk. Så hvis der er noget jeg savner i denne bog, så er det kant. Det er en klog bog som godt kan udfordre intellektet, men det nytter ikke så meget hvis man ikke også bliver skubbet lidt til på følelserne. Men der er generelt ikke mange følelser mellem bogens personer.

TITEL: Laya FORFATTER: Jon Brændsgaard Toft ILLUSTRATOR: Emil Søby FORLAG: mellemgaard SIDEANTAL: 241 UDGIVELSESÅR: 2011

Skygger fra Oktoberland

“Skygger fra oktoberland” af Nikolaj Johansen handler om en pige fra Kolding der pludselig forsvinder uden et spor. Politiet finder ingen logisk forklaring på hendes forsvinden, og så må familien ty til mere ulogiske svar, for de har brug for svar, de har brug for et eller andet som de kan klynge sig fast i. Ganske hurtigt går familien i opløsning, og ligeledes går pigen i opløsning i en fjern verden. Bogen handler om trangen til at forklare, om at finde mønstre hvor der ingen møstre er, om at prøve at finde en mening.

“Skygger fra oktoberland” handler også om en pige der er fanget i en mørk verden som hun ikke forstår, og om hvordan hun bare prøver at overleve, men det er svært, for hun er anderledes end alle andre på det sted, og det skræmmer folk og gør dem fjendtligt stemt over for hende. Og denne anderledeshed er bogens eneste virkelig svage punkt. Det fortælles at pigen kun går verdenens beboere til midt på livet, men det giver ingen problemer såsom at sætte sig på en stol, passe tøj eller åbne døre, hvilket er enormt irriterende, for så har hendes højde slet ikke nogen betydning for historien, og så virker det forstyrrende. Inde for dramaturgien siger man, at hvis man lægger en pistol på et bord, så skal den også bruges. Pigens højde er fortællingens ubrugte pistol.

Bogen handler om kannibalisme, ikke så meget om det at spise et andet menneskes kød, men om enten at invadere eller fratage folk dele af dem selv. Den handler om hvordan de to ting egentlig begge resulterer i det samme, at vi mister os selv, men at vi beskytter os mod invationen, men ganske frivilligt udlevere os selv til den første og bedste beskytter. Bogens to dæmoner repræsenterer to to måder at miste sig selv. Den onde omtales som Forføreren og er den der går ind i hjertet og indtager en person. Man ledes automatisk til at tænke på Søren Kierkegaards ‘Forførens dagbog’ hvori en man ikke finder nydelsen i den kvinde på hvem han har kastet sin kærlighed, men på det intellektuelle spil, manipulationerne og indtrigerne. Johansens Forfører er dog, selvom han kan optræde meget belevent, mere fysisk og angriber sine ofre. Beskytteren derimod går under navnet Mort, som leder tankerne hen på døden, og i grunden er de to dæmoner to alen af ét stykke, den eneste reelle forskæl er at den ene indtager og den anden optager. Den ene beskytter man sig imod, den anden giver man sig frivilligt til, og så ledes er bogen ikke bare om at forsvinde fra sin verden og sin familie, men også om at miste sig selv. Der er heller ikke tale om, at kanibalen (eller kanibalerne) får noget fra sine ofre, det det er kun offeret der mister sig selv.

Sammen med bogen har forfatteren også lavet en research blog, hvilket er en fin drejning på historien, for det bøjer grænsen mellem fantasi og virkelighed, for på den ene side er der hans research om heksejagt i 1600-tallet, og på den anden er der psykiske medier og mystiske fotografier.

I forfatterens research skriver han, at massepsykoserne og selvtægt faktisk var forholdsvist sjældne fænomener i forbindelse med forfølgelse af hekse, men det er alligevel det der bliver lagt op til i bogen. Jeg har læst noget af Arthur Millers “Heksejagt”, men den var så skræmmende, at jeg måtte lægge den fra mig, jeg kunne slet ikke holde til det. Bogen her lægger op til noget af det samme, men lader så være med at gå dybere ind i det, hvilket er en skam, for bogen havde virkelig store potentialer på det punkt.

Gys er ikke en genre jeg har gjort det meget i, og jeg kommer nok heller ikke til at begynde på det nu, men jeg kan bestemt nyde bogen for sine litterære kvaliteter, for på plottet er sammenhængende og gennemtænkt og logisk på sin egen lidt skæve manér, og sproget er flydende og lige lidt bedre end man tit ser i den type bøger, uden det kammer over og bliver for højtravende, og det synes jeg, at forfatteren skal have respekt for.

TITEL: Skygger fra Oktoberland FORFATTER: Nikolaj Johansen FORLAG: Replikant SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 2012

Glasborgen

"Glasborgen" af Anne-Marie Vedsø Olesen.

En operasangerinde med et forkvaklet forhold til sin mor, en musikglad vanddæmon og en psykopatisk komponist kommer ind på en bar. Det er ikke hvad der sker, men det kunne det lige så godt have været, så banal er historien.

En operasangerinde skal som dubleant synge hovedpartiet i en opsigtsvækkende ny opera efter at primadonnaen dør under mystiske omstændigheder. Hun indleder et hedt forhold med den meget specielle for ikke at sige særprægede dirigent, men hun føler stor modvilje mod hans ven. Hun indser for sent at der er noget galt, og bliver fanget. Den eneste måde hun kan redde sig selv på, er ved at bruge sin stemme. Snip snap snude, så var det moderne folkeeventyr ude.

Vedsø Olesens romaner er altid rodfæstede i et kunstværk, en opera eller et maleri, men denne er det altså det nye operahus i København der står for skud, hvilket er problematisk. Et kunstværk kan man smække på romanens forside, og et stykke musik kan man med reklame pauser høre på Spotify, men et bygningsværk derimod, det stiller krav til forfatterens evne til at beskrive, men selvom der er gjort et godt forsøg, så ender det mest med at lyde som en reklame for operahuset.

Den dybere mening med bogen er at sætte fokus på det kompromisløse i kunsten (et ord der ellers sjælden sættes i forbindelse med opera). Der er operasangerinden der ved at give slip på en tyranniserende mor når til helt usete højder, og komponisten der skaber kunst ved at gå uden om at hvad vi anser for menneskeligt, og lige her er det korthuset falder sammen, for her går Vedsø Olesen nemlig på kompromis med hvad hun selv har lyst til og evner for at skrive, og med hvad der sælger flest bøger nu i vore dage.

Hvis man gerne vil sælge bøger, så gælder det om at tilsætte en sadistisk massemorder, der med uhyggelige instrumenter torturerer sine ofre på måder inkvisitionen kun kunne have våde drømmer om. Men den form for fantasi besidder Vedsø Olesen heldigvis ikke, så den var faktisk til at holde ud at læse, og jeg er glad for at hun ikke besidder den, for har har vi ikke snart fået blod nok.