Monet + Tossede fugle

Nathalie Djurberg: A Thief Caught In The Act (Blue Bird, Purple Bird)

Kæresten og jeg var egentlig taget på AROS for at se Monet, men det var en smule skuffende, for selvom der var masser af hipsterskæg på fotografierne af Monet, så var der stort set hverken åkander eller broer. Monet er selvfølgelig også god på sine mindre berømte billeder, men det var nettop åkander og broer jeg ønskede at se. Som barn var jeg på museum for at se Monet, men turen blev dengang ødelagt af en mur af voksne museumsgæster, som ikke fandt sympati for en lille pige fra provinsen og hendes lille tegneblok, og som ikke ville give plads, selvom jeg endnu ikke var stor nok til at ødelægge deres udsyn til billederne. 

Nede i forhallen havde jeg set reklamer for en mindre omtalt udstilling. Overskriften "New Nordic" ligner så mange andre titler for tiden, men der var også et billede af en stor tosset fugl, og den kunne jeg ikke stå for.

Det var ikke nogen stor udstilling, bare tre rum, tossede fugle der guffer medicin i sig, et puderum af en slags og et sadomasochistisk blomster- og prinsesseland. Jeg var vildt begejstret for især fuglene, og ydes hverken fuld retfærdighed af billedet ovenfor eller i den bog jeg købte i museumsbutikken. De var sjove, udtryksfulde og gennemførte og helt igennem herlige. Udstillingen havde også andre elementer end fugle, men det var fuglene der virkelig erobrede min kærlighed, så hvis kunstnerne bag en dag udgiver en screen saver med den tossede fugl fra puderummet, så ville jeg aldrig nogensinde igen være i stand til at bruge min computer til noget fornuftigt.

FLICKERS OF DAY AND NIGHT - Nathalie Djurberg & Hans Berg

LOST IN TRANSLATION - Claude Monet

@ AARoS Aarhus Kunstmuseum

The Collected Dorothy Parker

Kan man tale morsomt om selvmord? Jeg gør det selv i stor udstrækning, til forargelse for mange mennesker. At tale morsomt om noget er ikke det samme som at sige, at det ikke er et alvorligt emne, det er bare en måde at komprimere noget meget stort og helt uforståeligt ned til noget som man kan tage frem og forholde sig til.

Résumé
Razors pain you;
Rivers are damp;
Acids stains you;
And drugs cause cramp.
Guns aren't lawful;
Nooses give;
Gas smells awful;
You might as well live.

Dorothy Parker havde brug for at forholde sig til selvmord, for hun forsøgte det selv, to gange så vidt jeg husker, og det er ikke godt at vide hvor mange gange det kun blev ved tanken. Hun skriver om selvmord, især i sine digte, fordi det er noget hun ved noget om.

En anden ting hun ved noget om er overklassefrue, hvilket er emnes for næsten samtlige af hendes noveller, for hun var født Rothschild. Det er nok hendes noveller jeg holder aller mest af, for hun har nogle fantastiske beskrivelser af kvinder og ægteskaber (i overklassen) fra før kvindefrigørelsen rigtigt satte ind. Som voksen var hun dog ikke rig. Selvom hun i perioder tjente godt, så havde hun også en slem tendens til at spendere det hele på alkohol og hotelregninger, men hun levede alligevel lidt et overklasse liv. På sine senere dage blev hun socialist, og det klædte ikke hendes skrivestil, for hvordan kan en der aldrig har vasket så meget som en sok til fulde skrive en historie om en vaskekone. Jeg er en af de anmeldere der synes at bøger er bedst hvis forfatteren til fulde kender det emne han eller hun skriver om.

Den morsomste del af bogen er dog hendes bog- og teateranmeldelser. Hun har for eksempel nogle meget grimme ting at sige om A.A. Milne, Peter Plys's far. Hun lagde dog ikke skjul på, at hun bare generelt hadede at være anmelder, og hendes bitterhed flyder som sort galde gennem alle hendes anmeldelser, og det er absolut hysterisk morsomt.

Jeg er absolut forelsket i Dorothy Parker, men et samlede værker kan, på trods af høj kvalitet, være noget tyk at tygge sig igennem. Heldigt for mig, men uheldigt for Dorothy Parker, er det dog at hun det meste af sit liv led af skriveblokkering. Hvis hun skulle være ærlig, og det var hun tit, især når hun var fuld, og det var hun tit, så hadede hun at skrive.

TITEL: The Collected Dorothy Parker FORFATTER: Dorothy Parker FORLAG: Penguin Books SIDEANTAL: 603 UDGIVELSESÅR: (2001)

Travels with Zenobia

Hvem her har læst Laurabøgerne da de var børn? Min mor plejede at læse dem for mig og min søster. Laura fik en datter, Rose, som blev journalist og som tjænte mange penge i begyndelsen af 20'erne på aktiehandel (og vi ved jo alle hvordan det eventyr endte).

I 1926 købte hun og veninden Helen D Boylston, som senere blev børnebogsforfatter, en splinterny Ford T i paris, og sammen med deres franske tjenestepige kørte de gennem Frankrig og Italien til Albanien, som var deres ide om paradis på jord. Der havde de planer om at bygge sig et fort og leve lykkeligt til deres dages ende, men så krakkede børsen og de måtte tage hjem.

Dette er en fantastisk bog fuld af stereotyper, fordomme og illusioner. Det er et sammenstød mellem de frihedselskende amerikanere, de bureaukratiske franskmænd, snavsede og børnerige italienere, og Mussolini der er en hæders mand. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive om albanerne, for allerede før kommunismen, var Albanien vist lidt af en røverrede,  men disse to kvinder giver en rosenrød beskrivelse af forholdene.

Bogen er dels dagbogsbeskrivelser og udpluk af breve, men redaktøren har også skrevet noget om baggrunden for historien og mere faktuelle beskrivelser af forholdene

Det er ikke en bog hvor der sker voldsomt meget, men så igen, det er heller ikke nogen voldsomt tyk bog. Det er til gengæld en bog der er let at forholde sig til, for det de kommer ud for, gør og siger, det kan man næsten forestille sig, at man også selv ville have gjort og sagt.

TITEL: Travels with Zenobia - Paris to Albania by Model T Ford FORFATTER: Rose Wilder Lane og Helen D Boylston EDITOR: William Holtz FORLAG: University of Missouri Press SIDEANTAL: 117 UDGIVELSESÅR: 1983

Sent i November

Tove Janssons bog "Sent i November" er en bog om vores forestillinger om Mumiuniverset, og om hvordan vi tager fejl. Vi vil have at Mummimor er den perfekte hyggemor med forklæde om maven som aldrig bliver vred, vi vil have at Mumrikken er den vise zen master der kan fortælle os hvordan vi skal rette op på vores liv, men hvem har sagt at det er sådan. Det har vi, for det er i hvert fald ikke Tove Jansson, for hun skildre alle personerne mere eller mindre neurotiske (Mumifar og havet).

En homse, en hemul, en filifjonk, en gammel mand og Lille My's storesøster ankommer sidst i november til Mumidalen for at besøge Mumifamilien, men de er der ikke, kun Mumrikken. Alle har de deres håb og drømme om Mumifamilien, men overladt til sig selv må de bygge en hverdag op omkring deres Mumifantasier. Hele tiden er det "Mumimor ville gøre dette" eller "Mumifar ville mene hint", og deres deres høje forventninger til Mumifamilien og sig selv gør, at de aldrig helt kan leve op til dem, men de har alle deres problemer og neuroser, som de prøver at undertrykke, så de bliver vrede eller kede af det.

De prøver alle at være noget andet end den de er men enhver må opføre sig efter sin art.

" Mumrikken havde mødt mange filifjonker, og han vidste godt, at de måtte handle ifølge deres art og rette sig efter deres egne indviklede filifjonkregler".
                                                                                 s. 1 oversat af Helena Idström

"Og så gjorde Gud  jordens dyr i overensstemmelse med sin art, og kvæget i overensstemmelse med sin art og alle jordens kryb i overensstemmelse med sin art, og Gud så, at det var godt"
                                                                                 1 mos 1,25 oversat af mig

Tove Jansson er ellers ikke ret religiøs i sine fortællinger, så måske er det oversætteren eller også er det mig der har næsen så langt ned i mine bøger, at jeg begynder at se mønstre der slet ikke er der. Hvorom alting er, så er moralen i hvert fald, at vi må opfører os efter vores natur.

Sent i November er en fantastisk bog, men den er fuld af den type slåfejl, hvor man scanner en tekst og computeren forveksler m med rn hvilket kan være rimelig irriterende og ret respektløst over for teksten, at man ikke engang har gidet læse den igennem inden den er sendt i trykken.

TITEL: Sent i November DANSK TITTEL: Sent i November (De tre sidste romaner) FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 269-400 UDGIVELSESÅR: 1970 (2002)

Alice

Alice Roosevelt (Longworth) var datter af den amerikanske præsident Theodor Roosevelt, født i 1884, og i en tid hvor kvinder blev bedt om at sidde ned og holde deres kæft gik hun til bal med en slange i håndtasken, røg cigaretter offentligt og spillede poker om penge. I sin søgen efter sin fars opmærksomhed var hun vil og pressede samfundets normer til det yderste. Hun var drønende populær i medierne og i den amerikanske befolkning.

Som pige havde hun ikke modtaget nogen organiseret undervisning, men var selvlært, og da hun havde løbet hornene af sig og var blevet gift, så forventede man at hun slog sig til ro, for det var nu engang sådan tingene fungerede. Det gjorde hun måske nok på sin vis, men nu kastede hun sig helhjertet ind i politik, eller rettere ind i sin fars politik, for hun ikke bare elskede sin far, hun forgudede hvert et ord han sagde. I årtier var hun et af knudepunkterne i amerikansk politik, 'mere et monument end Washington monumentet', det var i hendes hjem at man mødtes, i hvert fald hvis man var republikaner.

Jeg er ikke nogen speciel fan af biografier. Forlagene lever tit efter den parole, at alle mennesker er interessante, hvilket jeg bestemt ikke synes de er. De fleste mennesker, mig selv inklusiv, er temmelig kedelige når det kommer til stykket. En person der dog virkelig fortjener omtale er Alice Roosevelt. I sine unge dage var hun lidt en Paris Hilton anno 1900, det tætteste USA kommer på en kongelig person.

Bogen tog mig lang tid at læse ved siden af studierne, for den er næsten 500 sider lang, og den midterste tredjedel er meget politisk, men Mrs L (som hun i sine senere år) er en person der NEMT kan fylde alle 500 sider, ved kun lige at skøjte hurtigt hen over den sidste tredjedel af hendes lov For hendes liv er delt op i tre meget forskellige dele. Ungdommen, hvor hun forsøgte at fange faderens opmærksomhed var oprørsk. Voksen, hvor hun kastede sig ud i sin fars politiske agenda og kæmpede med næb og klør, og alderdommen hvor hun lidt mere kunne lade se til.

Dette er en bog om faderkomplekser, alkoholiske ægtemænd, en kvinde der dominerer sin datter, en verden der ændre sig i hujende hast og om en kvinde, der formår at blive behandlet på lige fod med mændene. På trods af tidånden blev mrs l flere gange tilbudt politiske nomineringer, sågar posten som vicepræsident, men på trods af sin dominans, var hun en genert person, og hun afslog gang på gang, skønt hendes popularitet i befolkningen, ville have sikret hendes medkandidat en sikker sejr hver gang.

Hvis du dog ikke er hooked på at læse en lang bog på engelsk, så gør i det mindste dig selv den tjeneste at læse wikipediaartiklen om hende HER.

TITEL: Alice - Alice Roosevelt Longworth, from White House Princess to Washington Power Broker FORFATTER: Stacy A. Cordery FORLAG: Pinguin SIDEANTAL: 483 UDGIVELSESÅR: 2007

Dans dans dans

"Dans dans dans" er en af Murakamis bedre bøger, men det er en fortsættelse til en er de mindre gode, "En vild fårejagt", som jeg i denne omgang sprang let og elegant hen over. Det er flere år siden at jeg læste dem, og min smag kan meget vel have ændret sig, men jeg har travlt på uni, så livet er for kort til andet end gode bøger. "Dans dans dans" derimod elskede jeg dengang, og jeg elskede den også nu.

Historien er en antikrimi om en navnløs skribent af fyldstof som leder efter sin forsvundne ex-kæreste/call girl. Samtidig må han tage sig af en forsømt 13-årig pige og en skuespiller som han gik i skole med engang. Da en anden call-girl myrdes, bliver det reelt en mulighed, at hans ex kæreste kan have været udsat for en forbrydelse, men historien bliver aldrig til en detektivhistorie, det hele foregår nemlig på et mere mentalt plan, hvor det ikke nødvendigvis handler om at fange forbryderen eller for den sags skyld finde ud af hvad der er sket.

Det er en bog om at være 34 og opdage, at man er ved at blive midaldrende (hans ord, ikke mine). Det er en blive ældre og blive voksen, hvilket både gælder hovedpersonen og den 13-årige pige Yuki, og de to får et rigtig godt forhold. Japanerne har tit et fascineret forhold til meget unge piger, som vi i vesten godt nogle gange kan få en lidt dårlig smag i munden over, men hovedpersonen og Yukis forhold holder sig på den 'rigtige' side af det anstændige, det er nærmest storebror og lillesøster.

Gennem samtaler med især Yuki og skuespillervennen Gotanda, kommer hovedpersonen med en filosofisk udredning af Murakamis melankolske grænsende til misantropiske verdenssyn. Her hvordan Yuki og hovedpersonen taler om en død person:

""Ja, men jeg tror alligevel, jeg virkelig fik sagt nogle forfærdelige ting."
"Til Dick?"
"Jeps."
Jeg trak bilen ud i vejsiden og slukkede for motoren.
"Det er simpelthen dumt at tænke på den måde," sagde jeg, mens jeg spiddede hende med øjnene. "I stedet for at fortryde, hvad du har gjort, kunne du have behandlet ham anstændigt fra starten af. Du kunne have prøvet at være rimelig. Men det gjorde du ikke. Du har simpelthen ikke ret til at være ked af det.""

s 306-307

Det er citater som dette der gør, at jeg i en grad elsker Murakamis bøger, rå, følsomme, filosofiske og meget konkrete. Det får en til at føle at han har fat i selve Sandheden om det at være menneske, man overgiver sig uden kamp, eller det gør jeg i hvert fald, for nogle gange har man bare brug for at få svar.

TITEL: ansu dansu dansu DANSK TITTEL: Dans dans dans FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Klim SIDEANTAL: 385 UDGIVELSESÅR: 1988 (1999)

Ibn Fadlan

 Første gang jeg stødte på Ibn Fadlan var i gymnasiet, da vi skulle læse kilder til old nordisk religion. Da jeg så her i løbet af sommeren tog et fag om vikinger på Aarhus sommeruniversitet, stødte jeg på ham igen. Efter sommeruni var min far og jeg på nationalmuseets vikingeudstilling, og så købte jeg en bog med hans tekster i.

Jeg vil gerne sige, at jeg købte bogen for at blive super klog, muligvis for at blære mig, men sandheden er, at jeg også købte bogen fordi jeg godt kan lide at sige hans navn, Ibn Fadlaaan.

Ibn Fadlan og bogens andre rejsende Bagdadgensere (?) beskriver i bogen deres rejser op nordpå i årene mellem 800 og 1050. De er handelsrejsende, geografer og missionærer, og de kommer vidt omkring og støder på mange forskellige folkefærd, men det der er relevant for mig, er deres møde med de såkaldte Rus.

Rus var et handels/krigerfolk fra det nuværende Kiel. De stammede oprindeligt fra Sverige og rejste via floderne. De assimilerede sig med tiden med de omringende slaviske stammer, men på Ibn Fadlans tid var deres skikke stadig delvist skandinaviske, så det er en af de få kilder der findes til vikingekultur og religion, for Ibn Fadlan er nemlig helt speciel i sit forsøg på objektivitet, og det lykkes ham faktisk forbløffende godt.

Deres rejser foregår hovedsageligt i Kaukasus og nord rundt om Sortehavet og længere op nordpå. Her er en beskrivelse fra det nuværende Usbekistan

"We saw a land which made us think a gate to the cold of Hell had opened before us" (s. 8)

Kulden og de lange vinternætter og sommerdage er det der gør størst indtryk, en af dem må oveni købet bryde ramadanen fordi sommernætterne er for korte til at få et anstændigt måltid mad, og de korte vinterdage giver problemer med at få udført de 5 daglige bønner.

Deres møde med de forskellige folkeslag er dog også spændende, for dette er før Djengis Khan kom og ensrettede hele regionen, så hver lille stamme har deres egne regler og egen tro.

"Each of them [the Bâshghirds] carves a piece of wood shaped like a Phallus and attaches it about his person. When he wants to start out on a journey, or when he meets an enemy, he kisses it ond bows before it, and says:
'Lord, do this or that for me'
I said to the interpreter:
'Ask one of them to explain their behavior and why they consider such a thing to be their Lord'
He answered:
'Because I came from such a thing and cannot imagine anything else to be my Creator'"

Dette er en bog så nørdet, at folk får et dødt udtryk i øjnene når jeg snakker om den, men hvis man selv er lidt af en nørd så er den helt klart læseværdig, om ikke andet så fordi man får lov til at opleve jøder og muslimer side om side uden at det giver anledning til problemer.

TITEL: Ibn Fadlan and the Land of Darkness FORFATTER: Ibn Fadlan m.fl FORLAG: Pinguin Classics SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 921 (2012)

White Noise

Jack Gladney er leder af center for Hitlerstudier på et universitet i en lille universitetsby i USA. Hans femte ægteskab er med Babette, og de bor med deres fire sammenbragte børn. Sammen med vennen og kollegaen Murray, og sønnen Heinrich, gennemanalyserer Jack livet, samfundet og alt det der. Selv da en stor menneskeskabt katastrofe indtræffer diskuterer og argumenterer de sig ud af det, for mennesket har jo udviklet os ud over den primitive frygt for den umiddelbare fare, eller det har vi så alligevel ikke, for frygten for døden er noget som kun mennesker oplever, og den ryster og lammer os.

Romanen foregår i sidste midten af 1980'erne, så der er gået næsten 30 år, og jeg troede at alt ville virke anderledes, ja ligefrem fremmed, men sådan er det overhovedet ikke, så enten var 80'erne temmelig meget ligesom i dag, eller også er 80'erne sat på spidsen ligesom almindeligheden i dag. Jeg er selv født i 85 og kan ikke huske andet end lugten af brød og følelsen af sand mellem tæerne, så det skal jeg ikke kunne sige noget om. Kun nogle få ting skiller sig ud, der er ingen personlige computere og mobiltelefoner, folk ryger hvor som helst og når som helst, og man brugte heller ikke sikkerhedsseler, og det meste af det hører jo til i småtingsafdelingen.

Det er ikke direkte skrevet som en fremtidsroman, men den har visse sådanne elementer, så derfor undrer det mig lidt, at DeLillo ikke lader til at interessere sig meget for tanken om personlige computere, især taget i betragtning, at der gennem hele romanen løber en rød tråd af tv, radio og ugeblade som en konstant flod af en massemedial hvid støj.

Det mest interessante i bogen er efter min mening dens portrættering af den akademiske verden, hvor alt, og jeg mener virkelig alt, skal anelyseres, diskuteres og fortolkes langt ud i det absurde. Det er hylende morsomt. Her sidder der en gruppe (mænd) med mørke briller og akademiske kapper og i fuldeste alvor diskutere de steder hvor de har pisset i håndvasken, eller det frigørende og hævnende ved at forestille sig sin egen begravelse. Det er måske lidt fjollet, men på den anden side siger det også en hel del om mennesker, så hvis man ikke inkluderede det i diskussionen en gang imellem, vil det være at skjule eller negligere en vigtig del af det at være menneske, for vi er ikke så ophøjede som vi gerne vil være, det meste af tiden er vi faktisk ret platte.

Der bliver også diskuteret mere seriøse emner, bilulykker på film, Elvis og Hitler. Jack arbejder med Hitler, men jeg forstår ikke helt hvorfor DeLillo har valgt det emne. Det bliver egentlig forklaret i slutningen af bogen, men det gav ikke ret meget mening for mig. Det havde noget at gøre med frygten for døden, men frygten for døden bliver først taget op i slutningen af bogen, og de mest gennemgående emner har mere med formidling at gøre, formidling igennem fjernsynet eller i supermarkedet, eller noget om mennesker der er mere generelt end bare en enkelt person, men der er måske også noget generelt med sidestillingen af Hitler og Elvis, noget generelt som jeg ikke forstår, men som måske har noget at gøre med alle de andre absurditeter.

I mine øjne kommer frygten for døden meget pudseligt ind som tema i bogen, og det får personerne fra at være morsomme til at være irriterende og irrationelle, men det er vel det dødsangsten gør ved os, men der kommer heldigvis nogle ret utraditionelle betragtninger frem der reder historien fra at blive klicheagtig og træls, men det ændre ikke på at jeg bedst kunne lide den første del, hvor vi zapper gennem scener fra familiens liv, og hvor der diskuteres uden at der rigtigt sker noget.

TITEL: White Noise FORFATTER: Don DeLillo FORLAG: Pinguin Books SIDEANTAL: 326 UDGIVELSESÅR: 1984 (1986)

Silmarillion

Velkommen til nørdeland.

Tolkien, ham med "Hobitten" og "Ringenes Herre", nøjedes ikke med at skrive et par eventyr, han skabte et helt univers, og for at gøre det må man enten have en 'faglig' tekst om hvordan hele universet blev skabt og dets befolkning udviklede sig, eller man må have en tekst der beskriver hvordan folket selv mente at det hele startede. "Silmarillion" er en sådan tekst, den er religiøse myter og historisk krønike i ét, og det er super fedt, hvis man er til sådan noget, og det er jeg, for min hovedinteresse er det gamle testamente, og det er jo det det gamle testamente er (om end jeg tager det gamle testamente lidt mere seriøst.

Tolkiens univers er skabt af sang, bogstavelig talt. Overguden, Ilúvatar, skabte nogle lidt mindre guder, valaerne, som sang, og deres sang blev en idé om en verden, og denne verden blev så til virkelighed. I begyndelsen var alting godt, men den ene vala, Melkor, var ond og begyndte at skabe uorden. Fra den tid af begyndte det godes kamp mod det onde, men det onde er en magtfuld fjende, så ofte, selvom det gode vinder et slag, så er det stadig det onde der har overtaget.

Maiarne er mindre guder end valarne og tjener dem, og den onde Melkors tjener (den største af dem) er Sauron, som vi jo kender så godt.

Alferne/elverne er de førstefødte af Ilúvatars børn og "Silmarillion" følger i hovedparten dem på deres vandringer. Noldorne er de elvere der tales mest om. De vandrede over Midgård og kom til gudernes land, men de var oprørske og tog tilbage til Midgård hvor de bekrigede Melkor for at vinde deres ædelsten Silmarillioner tilbage og hinanden og andre elvere fordi de er lidt nogle krigeriske bæster og sjældent så ophøjede som vi tænker om dem, og til sidst var der ikke mange tilbage af dem, og da kunne vores allesammens elskede Galadriel kalde sig den skønneste, thi alle de skønneste var da døde (Elronds mor var den skønneste af alle men hun var også halvt maia).

Galadriel må faktisk have været lidt grim af en elver, for i en verden hvor udseendet betyder næsten alt, blandt andet om man er ond eller god, der havde hun svært ved at finde sig en mand. Der står at det er hendes valg, men kan man nu også være helt sikker på det, det er jo Tolkien der skriver, og er han nu også helt upartisk? Som ham fra "The Matrix" der skaber sin egen fantasikvinde i en rød kjole.

Jeg er ikke helt sikker på at jeg er med på om "Silmarillion" er elvernes sagn og myter, eller om det er forfatterens (søns) gengivelse af elvernes sagn og myter. Historierne er fantastisk gode og rammende, men sproget er mere skønlitterært sprog end mytisk sprog. En myte er fortællinger fra dengang da det guddommelige vandrede på jorden, om hvordan alting blev skabt, og hvordan uorden kom ind i verden. Myter er fulde af gentagelser, for det var mundtlige overleveringer, og de skulle være lette at huske, men det var også dem der fortalte hvordan man bør leve sit liv, så det var ikke kun historiefortællerne der skulle huske, det var alle.

Myterne er skrevet lidt i samme stil som krønike delen, og det burde de ikke, til gengæld er krønike delen ramt ganske godt, med dens uendelige beskrivelser af geografi og slægtstavler.  Jeg selv gik lidt kold i nogle af de længste af disse beskrivelser, men det er guf for systemnørder som min far. Heldigvis for mig inkludere bogen også stamtavler, person- og stedoversigt og ordforklaring.

Det eksemplar af bogen, som jeg fik fat på har disse helt forfærdeligt grimme illustrationer, og den ene af pædagogerne og jeg har haft indtil flere grineflip over dem. De er ikke dårligt lavet, de er bare så 'pæne' at det ikke er til at holde ud, men samtidig er de også ufrivilligt morsomme og jeg endte med at holde meget af dem.

ORIGINAL TITEL: The Silmarillion DANSK TITEL: Silmarillion FORFATTER: J R R Tolkien ILLUSTRATIONER: Ted Nasmith FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 366 UDGIVELSESÅR: 1977 (1992)

The God of Small Things

"The God of Small Things" eller "De små tings gud" handler om de tveæggede tvillinger Estha (dreng) og Rahel (pige). I slutningen af 1960'erne, da tvillingerne er 7 år gamle, sker der en forfærdelig ulykke, og de mister deres uskyld og alt hvad de holder kær. Tvillingerne bliver skilt ad, og de ser ikke hinanden igen i over 20 år. De er nu begge ødelagte af de begivenheder der skete den sommer, den ene tom den anden tavs.

Man får ikke straks at vide hvad der skete den sommer. Ved at springe frem og tilbage i tiden bliver vi først præsenteret for en perlerække at handlinger og konsekvenser der strækker sig gennem flere generationer. Det er handlinger af vold og kærlighed, sex og psykisk terror. Det er en splittet familie i et splittet land i en splittet verden. De to tvillinger har ikke en chance, de må bare flyde med strømmen, og tage imod hvad verden præsenterer dem for.

Et af bogens hovedtemaer er hvem der må elske hvem, på hvilken måde og hvor meget. Det er børnene der bliver elsket dobbelt så meget af deres mor, fordi de ikke har nogen far, datteren der bliver elsket en lille smule mindre fordi hun sårer sin mor, pigen der bliver elsket mere en alle andre, drengen der bliver tvunget af manden, den kasteløse der bliver elsket selvom det er forbudt, manden der har noget at bevise, kvinden der bryder reglerne og må tage konsekvenserne. Det er en hel verden der bliver til kaos fordi reglerne bliver brudt, og politiet der må genoprette orden. Det var en fantastisk og smuk bog, men det var svært at leve sig ind i den, for det er en verden jeg ikke er en del af, og som jeg ikke forstår.

Det er en lingvistisk, semantisk og morfologisk bog, dvs noget om sprog i alle dets former og skikkelser. Tvillingernes egentlige sprog er malaayan, men deres familie er anglofile, så de taler engelsk, de leger med engelsk, de eksperimenterer med engelsk, og det giver et helt andet stemningsbillede end folk der skriver på engelsk, bare fordi det nu engang er det land de er født i, eller fordi det bare er praktisk. Hvordan denne bog kan oversættes til noget som helst sprog, det forstår jeg ikke, jeg forstår det så lidt, at jeg faktisk overvejer at læse bogen én gang til og så på dansk for at finde ud af det.

"Little Man. He lived in a cara-van. Dum dum".

Det er omkvædet til bogen og minder hele tiden én om den barnlige uskyld der prøver at vinde fodfæste.

Det er en politisk bog, om arbejderes rettigheder og om de kasteløse, men forfatteren, hvis man slår hende op på Wikipedia, forfatter og politisk aktivist er aktiv inde for mange andre områder også, og der er sikkert masser af hentydninger til mange af disse andre områder også, jeg opdager dem bare ikke, fordi det er en verden så fjern fra min egen. Selvfølgelig ved jeg at Indien eksisterer, selvfølgelig har jeg læst ting fra og om Indien, men et eller andet sted forbliver det en eventyrverden. Jeg har ingen anelse om hvordan klædningsstykkerne, dyrene og planterne ser ud, jeg ved ikke hvad maden er, jeg kender ikke floderne og himlen og menneskene, men jeg bliver alligevel suget ind i verdenen, frastødt og fascineret. Flere gange refereres der til Joseph Conrads "Heart of Darkness" og viser Indien som det det nye Afrika med deres elitære hvide/honningfarvede og og sorte/mørke slaver.

TITEL: The God of Small Things FORFATTER: Arundhati Roy FORLAG: Harper Perennial SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 1997

Extremely loud & incredibly close

Bog og film

Historien handler om drengen Oscar der mister sin far ved terrorangrebet 11. september 2001. Det er han selvfølgelig meget meget ked af, men han har meget svært ved at bearbejde sin sorg. Et år efter faderens død finder Oscar blandt faderens ting en konvolut indeholdende en nøgle. Det eneste spor til hvor nøglen passer er navnet Black der står skrevet uden på konvolutten. For at komme tættere på sin far og for at få det til at gøre lidt mindre ondt indeni, beslutter Oscar sig for at opsøge alle i New York ved navnet Black, for at finde den lås nøglen passer til. I bogen for vi yderligere historien om Oscars bedsteforældre, som lever med store savn og afsavn.

Alle lader til at miste og have mistet, men ingen er vise og stærke nok til at lede Oscar gennem hans sorg, eller det lader det i hvert fald til. Dette er et litterært værk om psyken, ikke et psykologisk værk, så der er ingen 5 faser af sorg, der er ingen hjælp til selvhjælp og ingen svar, der er kun Oscars (og bedsteforældrenes) smerte, og det er pinefuldt, men samtidig smukt at være vidne til, lige netop fordi det er et litterært værk. Både bog og film er af en sådan karakter, at de går ind og rammer én aller inderst inde, der hvor det gør ondt, men de gør det på forskellig vis. Bogen er smuk og grusom, menneskene er klædt af til skindet og man bliver brutalt konfronteret med deres sorg, smerte og utilstrækkelighed, men man ser også deres små finurlige underligheder, som i bogens ramme virker sjove og charmerende. Filmen handler i højere grad kun om Oscar. Den er enormt smuk i sine stemningsbilleder, men den er også enormt sørgelig, uden at det kammer over og bliver kvalmt. Personligt er jeg helt solgt. Bogen har jeg læst to gange (og dette er ikke den sidste), og filmen har jeg allerede set et utal af gange siden jeg købte den for kun to uger siden.

Hvad med Oscar. I bogen er han 8 og i filmen nok nærmere 10, for film og bøger er nødt til at bruge forskellige virkemidler for at opnå samme resultat. Det hørte jeg instruktøren sige en masse om i kommentatorsporet til en af hans andre film ("The hours"). Det andet spørgsmål er, har Oscar Aspergers syndrom? Det gives der ikke noget klart svar på i teksten. Jeg har vist den til flere af pædagogerne der hvor jeg bor, og vi kan sagtens blive enige om at det må han bare have. Det har noget at gøre med hans måde at tænke logisk på, den måde han tager verden ind på og bliver skræmt på, men som man, om ikke siger, så i hvert fald burde sige, hvad hjertet er fuldt af, løber hjernen over med. Filmens Oscar er lidt mere charmerende end bogens, men bogens virker klogere.

Jeg vil ikke sige hvad der er bedst, bogen eller filmen. De er både meget ens og meget forskellige. Filmen er den der er lettest tilgængelig for bogens skildringer af bedsteforældrene kan godt virke meget langtrukken, for den handler om hvor svært det er at kommunikere, symboliseret med bedstefaderen der er blevet stum af sorg. Det giver nogle lange passager med snak (den ene halvdel skrevet på en blok) hvor ingen siger det der skal siges, og der er ikke noget mere pinefuldt at læse end der hvor man ved hvad der BURDE stå, men man ved at det aldrig kommer til at stå. Bogen er derfor i langt højere grad en provokation af ens egen håndtering af sorg, hvor filmen mere er en beskrivelse af sorgens essens.

ORIGINAL TITEL: Extremly loud & incredibly close DANSK TITEL: ingen FORFATTER: Jonathan Safran Foer FORLAG: Hamish Hamilton (Penguin Books) SIDEANTAL: 355
UDGIVELSESÅR: 2005
INSTRUKTØR: Stephen Daldry UDGIVELSESÅR: 211 STUDIO: Warner Bros. Pictures SPILLETID: 124 min

Solis billedbibel

I forbindelse med trykkekunstens opfindelse, og i forbindelse med reformationen begyndte Bibler at blive tilgængelige for menigmand på eget sprog i stedet for på latin, men det var der ikke altid lige meget ved, for store dele af bekolkningen kunne ikke læse eget sprog meget bedre end de kunne latin, så der kom en voksende industri af billedbibler.

Når vi tænker på billebibler, tænker vi normalt på noget der er for børn, men ikke dengang. Disse billedbibler var dog for voksne og var ofte for de fattige for det var dem der ikke kunne læse. Jeg har tidligere haft om det i BIBLIA PAUPERUM NOVA. I bogens forordet står der ganske lidt og disse Bibler, men ikke så meget som jeg personligt godt kunne have tænkt mig. Virgil Solis var en af de mest berømte, men var hans Bibel også for de fattige? Eller havde de rige også fået øjnene op for godt kunsthåndværk? Også dengang må det vel have presset priserne opad.

I 1500-tallet hvor denne Bibel er fra vidste man meget lidt om klædedragtens historie, og alle folk er derfor klædt i renæssancestil, hvilket giver et nærmest farverigt indtryk på de sort-hvide billeder. Det er generelt nogle meget 'farverige' billeder med ædle landskaber, overdådige paladser og Moses med horn.

Moses med horn er et meget brugt billede i middelalderen. Det stammer fra den hebraiske tekst QRN (qaran) som både kan betyde at have horn og have stråler (glorie?) og så er det et vurderingsspørgsmål som jeg ikke er kvalificeret til at tage, men min hebraisklærer siger stråler, for hvorfor i alverden skulle han have horn, hvilket jeg da sagtens kan se, men hvis han på den anden side havde sagt, at selvfølgelig havde Moses horn, så ville jeg sikkert finde det lige så logisk, simpelthen fordi det var ham der sagde det.

Hvilke skriftsteder der er blevet udvalgt til at blive illustreret, kan jeg ikke se nogen logik i. Er det Solis personlige favoritter? Er de udvalgt af en biskop/ kardinal eller en mæcen som et bestillingsarbejde? Eller er der tale om et udtryk for en i 1500-tallet fremherskende teologi? Umiddelbart tror jeg mest på det første og mindst på det sidste, for evangelierne fylder nul og niks (14), hvorimod Johannes åbenbaring fylder hele 26 af bogens 146 illustrationer.

ORIGINAL TITEL: Bibliche Figuren DANSK TITEL: Solis' Billedbibel FORFATTER: Vergilio Solis FORLAG: Wormianum SIDEANTAL: 157 UDGIVELSESÅR: 1560 (1986)

Mumifar og havet

SPOILER ALLERT!

Dette er min absolutte yndlings Mumibog, og lad jer ikke skræmme af min spoiler allert, det kan faktisk gøre bogen endnu bedre, det oplevede jeg i hvert fald selv, da jeg for nogle år siden læste en bog om Tove Jansson og hendes bøger.

Mumidalen er et trygt og rart sted, hvor alle passer sig selv og hygger sig med sine egne ting, og det går Mumifar på nerverne, for det lader ikke plads til ham som familiens beskytter. Så en dag bryder familien op og flytter ud på den yderste af skærgårdsøerne hvor de bosætter sig i et slukket fyrtårn, og hvor Mumifar kan bygge deres liv op fra bunden. Hvad de dog ikke ved er, at den uhyggelige og lidt farlige Murre flytter med dem.

Bogen er en beskrivelse af de forskellige personer og om hvordan de håndtere det fremmede og hårde og uvejsomme, om hvordan relationerne til hinanden udvikles, bryder sammen og samles igen

Mumifar vil gerne udrette noget stort, han vil være familiens beskytter, havets betvinger og fyrtårnets herre, men han kan ikke rigtigt finde ud af det, for der er så mange små ting der skal ordnes, som en utæt rude, men det er ikke noget familien vil se og beundre, men de store ting, som at få fyrtårnet til at lyse igen eller finde ind bag de love der gælder for havet, dem kan han ikke, og han føler, at familiens øjne hviler på ham og forventer en hel masse, og det gør ham vred og frustreret, så han begynder at fiske. Han trækker den ene fisk op efter den anden, og han ryger dem, og Mumimor salter dem, men familien kan slet ikke spise alle de fisk, og da Mumimor påpeger det, begynder tungsindet igen at melde sig.

Mumitrolden. I "Troldvinter" skulle Mumitrolden for første gang begynde at bevæge sig udenfor barndommens trygge rammer, men nu er han ligefrem ved at blive voksen. Den uskyldige kærlighed til Snorkfrøknen bliver skiftet ud med semierotiske fantasier om den lille og gude smukke havhest, hvis sølvsko han på ægte Askepot maner finder, og giver hende, men hun er slet ikke sød ved ham. Han stifter bekendtskab med længslen efter skønhed, og måske derfor er han den første der kan vise medlidenhed med Murren der jo ikke vil skræmme nogen, hun er bare så forfærdeligt ensom. Murren er Mumitroldens vigtigste opgave, og det lykkes ham at tø hende op. Først troede han, at det var stormlygten hun længtes efter, men det var hans selvskab, og hun synger og danser for ham for at vise sin glæde. Men det største tegn på at han er ved at blive voksen er, at Mumifar begynder at behandle ham som en voksen. "Det er på tide at du lærer at slås [mod havet]" siger han på et tidspunkt, og han deler nogle af sine tanker med Mumitrolden som er stolt, men endnu ikke har vænnet sig nok til de voksnes ukonkrete måde at snakke på, og som derfor ikke forstår hvad faderen siger. Til sidst begynder Mumitrolden at gøre mine til at flytte hjemmefra, til at begynde med, er der bare tale om en barnlig hule, men efterhånden begynder tankerne om et hus at melde sig.

Mumimor er den der har det sværest ved deres nye liv. Det ses allerede i den første scene på øen, hvor hun er så udmattet at hun lægger sig til at sove uden at tage sin meget vigtige håndtaske med ind i teltet. Mumimor er en tryghedsnarkoman. Det er hendes job at skabe en tryg base for hendes families eventyr. Hun passer madlavningen, blomsterne og pusler om sin lille Mumitrold, men hvordan kan hun skabe tryghed på denne uvenlige ø. Hun prøver at anlægge en rosenhave, men alle blomsterne dør for hende. Til sidst maler hun en rosenhave på væggen i fyret og træder ind i den. Dette er nok den første selvstændige og selviske handling hun i sit liv har lavet.

Lille My er nok den eneste person der befinder sig vel, men hun er så selvstændig og løsreven en person, at hun ville kunne falde til hvor og når som helst. Hun har ikke brug for tryghed og illusioner. For det meste er Lille My næsvis og egenrådig, hun fortæller folk hvordan de i virkeligheden er, og det bryder de sig ikke altid om at høre, men hun har ret, og nogle gange kan de også finde trøst heri. Hun er fræk som en hønsehund, men da Mumitrolden skal noget, så hjælper hun ham, og da han får varmet Murren op, giver hun ham den respekt han fortjener.

"Mumifar og havet" er en udfordring af familiemønstret. I Mumidalen havde alle deres faste roller og pladser, men der var ikke plads til udvikling. bogen er fra '65, og den revolution der skete i den virkelige verden, måtte også finde genklang i litteraturen (jeg ville ikke lige sige børnebøger, for denne bog er til de lidt større børn). Faderskikkelsen som familiens beskytter og beslutningstager skulle udfordres og pilles fra hinanden. Mumifar er ikke nogen ond person, men han har ikke evnerne til at være den patriark han gerne vil være. Mumimor skal væk fra husmoderrollen og have sit eget liv, også selvom det kommer til at gøre fysisk og psykisk ondt på hende. Lille My og Mumitrolden er derimod billeder på drengepigen og den lidt tøsede dreng, men man elsker dem alle sammen alligevel.

ORIGINAL TITEL: Pappan och havet DANSK TITEL: Mumifar og havet FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 1965

Opmålingen af verden

Yndlingsbog nummer et eller andet. Jeg elsker bøger, så jeg har mange yndlings. Det er min yndlings fordi den er lige så sydende sarkastisk som jeg er, og fordi den beskæftiger sig med både det storslåede eventyr og med den grå lortehverdag, og at den viser at det ikke nødvendigvis er bedre bare fordi man er et stort geni.

Grundprincippet i bogen er, at to parallelle linier altid vil mødes et sted ude i uendeligheden. De to parallelle liner er matematiker og astronom, Gauss, og Humboldt den yngre, ikke ham jeg som humanist lærte om på universitetet men hans noget mere interessante lillebror.

Gauss var vidunderbarn og toppede tidligt, men han kom fra fattige kår og hans sure bitre væsen gjorde det svært for ham at sælge sig selv, så han lever et skodliv med at måle bakker i tyskland efter at hans livs store kærlighed (eller rettere nr to efter hans mor) dør i barselsseng. Gauss er min favorit, han er nørdet og aspergeragtig og lever et liv der er mere rædselsfuldt end mit, og det er især i kapitlerne om ham at sarkasmen driver ned af væggene, og jeg kan ikke lade være med at grine når det går ham skidt. Desuden er der lidt jantelov over det, han skal ikke tro han er noget, især ikke når det er helt klart, at han er et stort geni.

Baron von Humboldt er blevet opdraget som en ægte tysk romantiker, han kan græde, recitere digt og skrive lange kærlighedsbreve til unge smukke kvinder, men han gør det bare langt fra så godt som sin ældre broder. Han får sin uddannelse inden for naturvidenskaben og klarer sig ganske udmærket, men så snart hans mor dør stikker han af til den nye verden verden for at udforske Sydamerika og for at bevise neptunismen der siger at jorden er en kold kugle indvendig. Første del er besværligt men lykkes, hvilket man ikke kan sige om det andet. Humboldt er flyvsk og beviser mange rigtige ting, men også mange ting der er knap så rigtige. Han er en mere lystig figur, og rablende gal, blandt andet gør han turen gennem Sydamerika sammen med tre lig han har stjålet fra en indfødt begravelsesplads, og en herreløs hund.

De to parallelle linier skal så selvfølgelig mødes til sidst, og det bliver en akavet affære, men yderst underholdende og inkludere blandt andet et medium, et studenteroprør og en flugt, men det må i selv læse mere om.

Det er de første 2/3 af bogen, dem der handler om videnskab og opdagelsesrejser der er de absolut mest interessante, og dem læste jeg i toget forleden dag. I går da jeg var syg og virkelig havde brug for opmuntring, da var det den sidste del jeg var kommet til, hvilket var irriterende. Faktisk mangler jeg stadig 20 sider, men jeg ved hvad der sker, og det er ikke ret meget videnskab. Det mest interessante ved den sidste del af bogen er dog, at man får en del at vide om den paranoia der hvilede over det tyske kejserrige. Det er svært at forestille sig, men tre mand måtte ikke stille sig op på gaden samtidig, det var et opløb, men når man endelig får noget at vide, så kunne man lige så godt få lidt mere med. Det hele kommer i brudstykker, som er svære at få en mening ud af, og det er der en mening med, for især Gauss har sit hoved så langt op i r**en på stjernehimlen at han ikke anede at konen var gravid, og af en sådan mand kan man heller ikke forlange, at han ved noget om krigen.

Man snakker tit om intelligente bøger, men nogle gange har jeg på fornemmelsen, at man bare mener svære, og det er ikke nødvendigvis det samme, nogle gange, faktisk ret tit, får bøger også æren uden at være nogen af delene, hvilket er irriterende ud over alle grænser. Denne bog er ikke svær, med mindre man gerne vil forstå alt det videnskabelige, men det er ikke absolut nødvendigt, det er bare et raffineret krydderi, men den er intelligent nok til at være interessant, for ellers var det bare historien om en glad og en vred galning. Hvis man dog altid er et glad og positivt menneske, der ser tingene fra den lyse side, glasset altid er halvt fyldt og man mener at livet bare er skønt, så er dette nok ikke en bog for dig, men jeg elsker den.

ORIGINAL TITEL: Die Vermessung der Velt DANSK TITEL: Opmålingen af verden FORFATTER: Daniel Kehlmann FORLAG: Per Kofod SIDEANTAL: 288 UDGIVELSESÅR: 2005 (2009)

En landsbypræsts dagbog

Nogle anmeldelser er sværere end andre, og denne har jeg siddet og svedt over i mange dage. En anmeldelse må nødvendigvis være overfladisk, men hvordan skriver man overfladisk om noget der rammer én dybt? Hvis jeg derimod beslutter mig for, at dette er MIN blog, og jeg skriver hvad det passer mig, hvordan skriver man noget dybt uden at det kommer til at virke fjollet, måske en lille smule lalleglad?

Bogen handler om en lille sagtmodig landsbypræst der ikke er særlig populær i sit sogn. Man mener at han drikker, og det gør han måske også lidt, men slet ikke i det omfang som folk tror. Især den lokale greve kan ikke lide ham, tilskyndet af sin datter der spreder rygter og ikke kan tilgive ham hans rene hjerte. Til sidst må den lille præst søge til byen for at få sit svigtende helbred undersøgt.

Det virker nærmest absurd at skrive et resume af denne bog, for handlingen er slet ikke det bogen handler om. Handlingen er rent faktisk bare en undskyldning for, at den lille gode præst kan falde i dyb samtale med en bred vifte af personligheder for at diskutere menneskets natur. Man siger, at alle har noget interessant at sige, hvis man bare lytter godt, nok, men der må vel være grænser, i hvert fald i det virkelige liv. I denne bog findes small talk og anden overfladisk og ligegyldig tale ikke, selv børnene er vise. Men om man kan lide det eller ej, så er det i hvert fald meget indsigtsfuldt hvad der bliver sagt. Hmm, det kommer bare til at lyde så dumt, når man formulerer det sådan, men jeg kan ikke komme på et mindre misbrugt ord end 'indsigtsfuldt'.

Bogen blev til i en tid hvor Kirken var i krise i Frankrig, hvor folk levede deres liv uden at stole på Gud, måske endda lidt ligeglad med Gud. I dag er troen i krise i hele Europa, og det gør denne bog lige så relevant som nogensinde, men hvad der for mig er endnu vigtigere, så er troen i krise inde i mig selv, så denne bog er relevant for lige netop mig. Det er ikke fordi jeg som sådan tvivler på Guds kærlighed, det er ikke fordi jeg irriteres over Kirkens læresætninger, det er bare det, at jeg har en tendens til at slumre hen i mit trosliv, og jeg glemmer hvor vigtig en del af mit liv det egentlig er for mig. Når jeg så har læst en bog som denne, så kan jeg lidt endnu.

Jeg har læst bogen før, og den gang var jeg ved at falde i svimer over hvor fantastisk den lille præst er. Denne gang kunne han godt irritere mig lidt. Han er selvfølgelig stadig fantastisk, og han gør alle de ting en sand helgen skal gøre, især hans ydmyghed er lige netop ydmygt nok, uden at kamme over og blive til selvhad, men som en person i en skønlitterær roman, kan han godt blive bare en lille smule irriterende. Bogen har et klimaks, i præstens konfrontation af hendes egoisme og ondskab, og de har en rigtig spændende samtale, men jeg står lidt tilbage med ønsket om at vide, 'hvordan ville præsten håndtere, ikke bare andres, men også sin egen troskrise?'. Præsten har dog problemer med at bede, problemer som de fleste af os har, vi ved det barer ikke, eller tænker ikke lige over det, og det gør ham lidt mere menneskelig.

Men der optræder mange flere mennesker i bogen end greven og hans familie. Nogle kommer og går, og andre er gennemgående personer, men han har helt fantastiske samtaler med dem alle sammen. Min yndling er sognepræsten i Torcy, som er vores egen lille præsts ven og mentor. Han er også god, men langt mere bramfri og med store armbevægelser, og selvom han er vis, så er han også samtidig bogens lidt mere komiske indslag. Hver gang han kom på banen var det ligesom jeg rettede mig en smule op i sofaen, og hans ord trængte lidt dybere ind.

Der var også personer der mindede mere om mig selv (jeg vil ikke sige hvilke), og fordi jeg genkendte mig selv blev jeg irriteret, for hvorfor kunne de ikke lige være en lille smule bedre mennesker, så jeg ikke behøvede at få helt så dårlig samvittighed, når den lille præst irettesatte dem, men det er meningen at det skulle gøre ondt, for dette er en opsang til os alle sammen.

ORIGINAL TITEL: Journal d'un curé de champagne
DANSK TITEL: En landsbypræsts dagbog FORFATTER: Georges Bernanos FORLAG: Katolsk Forlag SIDEANTAL: 282 UDGIVELSESÅR: 1951 (2010)

Kafka på stranden

SPOILER ALLERT!

Haruki Murakamis lille perle "Kafka på stranden" har genlæst fordi jeg bare måtte have en anmeldelse af den her på bloggen, men nu hvor jeg har, kommer jeg i tvivl om hvad jeg skal. Hvordan giver man et resume af en bog der består af metaforer og hypoteser?

Kafka Tamura er 15 år da han løber hjemmefra. Det er noget han er nødt til at gøre for at han ikke ender med at blive en han ikke har lyst til at være, men han gør det også for at komme væk fra sin far der ikke har behandlet ham spor godt. Men det er ikke nok geografisk at komme væk, han bliver også nødt til at tage på en åndelig rejse og gøre op med det mørke der findes inden i ham og som prøver på at kvæle ham.

Undervejs på sin rejse møder han den jordnære pige, Sakura, og den sikre bibliotekar, Oshima, der giver ham deres støtte, men de kan kun det, han kan kun selv bestemme om han vil leve eller ej.

Dette er ikke en almindelig historie om en dreng der løber hjemmefra, det er en historie om hvordan harmonien i verden er blevet brudt, og hvordan der skal rettes op på det igen. Kafka er både et offer for, og nærmest en personificering af denne disharmoni mere end han er en egentlig dreng på 15 år.

Uden at være vidende herom, bliver Kafka hjulpet af den lidt enfoldige Nakata. Nakata kan tale med katte, og da han skal redde den skildpaddefarvede Sesam fra en modbydelig kattedræbende Jonny Walker (ham fra Whiskeyen), da bliver han viklet ind i et eventyr der bringer ham langt ud over sine tryghedzone, men det går slet ikke op for ham, at han bør være bange.

"Kafka på stranden" er ikke nogen almindelig bog, og personerne gennemgår da ikke nogen almindelig udvikling, der sker derimod noget helt fantastisk med dem, de begynder at lyse, og bliver uforglemmelige. I skolen lærte vi om begrebet hjemme-ude-hjem. Man går fra en tryg situation ud i verden, hvor man gennemgår så grueligt meget, for til sidst at vende hjem til fred og fordragelighed, og skønt denne situation til dels passer på Nakata, så er det en helt anden udvikling Kafka gennemgår. Skønt Kafka foretager en fysisk rejse, så er det her det indre der tæller. I bogens start er han i disharmoni, han hænger kun lige akkurat sammen, men der kun lige. I løbet af bogen opløses han og bliver en metafor, for at kunne blive transformeret til et helt og mere harmonisk menneske.

"Kafkapå stranden" er Murakamis mest forvirrende men samtidig, men samtidig den smukkeste. Jeg holder især meget af historien om Hoshino, den rastløse langtidschaufør, der finder sin menneskelighed gennem Nakata, og finder sin følsomme side gennem Beethovens musik, som i sidste ende gør ham i stand til at kunne blive en helt og redde verden FRA ren og skær vilje. Det er ikke fordi historien på nogen måde virker specielt realistisk, men i midten af alle de mere surrealistiske elementer, virker det som en lille oase.

ORIGINAL TITEL: Umibe no Kafuka DANSK TITEL: Kafka på stranden FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Klim SIDEANTAL: 459 UDGIVELSESÅR: 2005 (2007)

Hvad skovsøen gemte

Jeg er ikke nogen krimifan, det ville være synd at sige, men en dag stod jeg i Aarhus og skulle med toget hjem (1t 12m) og jeg havde ikke nogen bog med. Jeg tænkte, at det var simpelthen for kedeligt, så jeg gjorde et smut ind om min yndlingsboghandler, for at købe mig ud af problemet.

Der var ingen bøger som jeg bare måtte eje, i hvert fald ikke nogen jeg på det givne tidspunkt kunne komme i tanke om, så jeg rodede rundt i deres billige billigbøger. De bøger der så mest interessante ud, havde jeg allerede læst og resten var krimier, hvilket jeg som sædvanligt bare ikke gad, men så fangede denne bog min opmærksomhed, for hen over forsiden stod der med store bogstaver "DANMARKS FØRSTE KRIMI", og selvom jeg ikke interesserer mig for krimier, så interesserer jeg mig for historie, og for hvordan folk tænkte, og den er vitterligt fra gamle dage, den er nemlig fra 1903.

Holst er selvlært detektiv (i moderne ord 'kriminalbetjent), han har nemlig læst alt hvad verdenslitteraturen har at byde på under genren detektivromaner. Under en udflugt til en lille skovsø finder han, sammen med en ældre svensk herre og dennes yndige datter, liget af et spædbarn. Retsmedicinerens og den formodede moder/morders historier stemmer ikke overens, så man beslutter sig for at dræne søen for at se om der skulle gemme sig flere lig af spædbørn. Det gør der ikke, men man finder til gengæld liget af en ung og nøgen kvinde. Holst bliver sat på sagen der både fører ham rundt i Sverige og til Italien.

Historien er temmelig banal, men de moralske dilemmaer er så markant anderledes end det vi kender i dag, at det virkelig gør bogen interessant. På et tidspunkt afhører Holst en mand, manden siger, at han godt kan fortælle første halvdel af historien, men resten kan han ikke fortælle fordi venskabets bånd byder ham ikke at gøre det, og det er jo bare helt okay, tænker en moderne dansker sarkastisk, men det er det faktisk, Holst ikke så meget som løfter et øjenbryn. Venskaber spiller i det hele taget er vigtig rolle i bogen, og venskaber er ikke noget man bare har, det er noget der forpligter, og som gør blind. Og venskab gør dog også at Holst ikke kan udføre sit job ordentligt, eller sådan vil vi i hvert fald se på det i dag, men jeg er i tvivl om, hvordan man så det den gang, og det er det der gør bogen spændende.

Bogen er meget fascineret af Goethe og der står

"Man fortæller om den store Goethe, at da han kom til Venedig, blev han grebet af en besynderlig stemning, egentlig en ånd, der for i ham, vidt fra den tyske spekulative, romantiske digterånd" (s. 153)

 Hehe, sådan kan man vel også sige det. Jeg har skrevet om det før, HER, for hvad der nok i moderne vendinger skete, var at Goethe kom til Italien og fik sex, og så ændrede hans forfatterskab sig markant. Noget nær det samme sker for Holst, han kommer til Venedig og falder i hænderne på en forførerske, og gennem bekendtskabet til hende, vokser hans kærlighed til svenskerens datter, og han lægger sin stivhed fra sig.

Holst er nemlig en meget regelret og jævnt kedelig person, hvilket gør ham temmelig upopulær hjemme i København. Bogens bagside omtaler ham som en dansk Sherlock Holmes, men det er han bestemt ikke. Holmes var en rablende gal narkoman med skøre idéer, Holst er bare en stivstikker, der, skønt han bløder op i løbet af bogen, bare er en høflig skal uden nogen egentlig personlighed, men det er måske bare fordi han er dansker, for så mange spændende personer har vi jo egentlig heller ikke produceret i forhold til vore anglosaksiske naboer mod vest, hverken IRL eller i bøgerne. Danskerne bliver vel mest spændende når englænderne skriver om os (Hamlet).

Sproget er heldigvis delvist moderniseret, for det danske sprog er blevet ændret markant efter at have været udsat for to verdenskrige, men den er stadig ikke helt letlæselig, og flere gange er jeg i tvivl om hvorvidt udtryk jeg godt nok kender, men om de mon havde en anden betydning den gang, men jeg finder det inspirerende at læse noget hvor helt almindelige hverdgsting (og her tænker jeg ikke kun på mord) beskrives på så anderledes en måde, det giver ligesom et nyt perspektiv på tingene.

TITEL: Hvad skovsøen gemte FORFATTER: Palle Rosenkrantz FORLAG: Cicero SIDEANTAL: 192 + efterskrift UDGIVELSESÅR: 1903 (2003)

Mit smukke genom

Lone Frank, videnskabsjournalist på Weekendavisen, mistede begge sine forældre før tid, og det har givet hende en stor usikkerhed om sin egen identitetsfølelse. Hvem er hun? Hvor kommer hun fra? Hvad er meningen med det hele?  Der er ikke længere nogen der kan fortælle hende om den gang hun var lille eller om familien x antal generationer tilbage i tiden. Men måske er der alligevel en løsning, for hvad siger hendes egen grundlæggende biologi, hendes gener, om hende. Det vil hun prøve at finde ud af, så hun udsætter sig selv for en række tests der ikke er smertefulde for andet end pengepungen

Hvad kan hendes gener sige om hende? Hvilke sygdomme vil hun få? Hvordan er hendes personlighed? Hvor går grænsen for hvad man kan, vil og må sige? For det der med generne, det er jo ikke kun et spørgsmål om en enkelt persons nysgerrighed, det er jo også et spørgsmål om hvilke personer der får hvilke chancer. Hvem har størst risiko for at blive kriminelle, og hvordan skal de behandles? Hvilke sygdomme skal fostre screenes for? Hvilke sygdomme skal 'berettige' til en abort? Og hvad er i det hele taget en sygdom? For forskning vil nok føre store samfundsmæssige ændringer med sig. Eller vil den nu også det? Og i så fald, hvilke?

Lone Frank går i dybden med en lang række af genetikkens og samfundets store spørgsmål, men det er også en dybt personlig beretning om Lone Frank personen, der har forfærdeligt meget at slås med, men som alligevel klarer sig ganske godt på mange områder.

Lone Frank skriver rigtig godt, og det gør bogen til en fornøjelse at læse selvom den er proppet med videnskabelige forklaringer på gener, proteiner, signalstoffer, og selvom det sikkert er en illusion, så sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg da sådan nogenlunde forstår det. Okay, 'forstår' er måske så meget sagt, men jeg sidder da trods alt ikke tilbage med en følelse af, at jeg bare er alt for dum til at forstå noget som helst af noget som helst. Der er hele tiden en god afveksling mellem videnskaben og personlige historier, både fra nutiden og fra hendes barndom, så jeg kunne bare læse og læse uden at blive træt af det hele.

Jeg har en personlig årsag til gerne at ville læse den her bog. Jeg er asperger-autist, og hvad nu hvis man kunne screene fostre for autisme, skulle jeg så have været en abort? Har min depression i virkeligheden i alle de år haft ret? Skulle jeg aldrig nogensinde have været født? Ingen snakker om at abortere autisterne, ikke endnu i hvert fald, og da slet ikke Lone Frank, der faktisk taler rigtig pænt om os (s. 207), men jeg kan ikke selv lade være med at tænke på det. Der står noget om abort, men kun om smertefulde sygdomme der ikke er kontroversielle som systisk fibrose, og om ting der er så kontroversielle at det dårlig nok er aktuelt i lille Danmark, som barnets køn, men hvad med mongolisme? Den diskussion ville jeg gerne have haft, måske fordi det er aktuelt, eller måske fordi jeg føler at diskussionen kunne føres over på mit eget jandicap, selvom det på mange måder er meget anderledes.

Men hvad med et teologisk/filosofisk (på dette felt er der stort overlap) stridbart emne som det frie valg? Hele tanken om syndefaldet beror jo på den antagelse, at Adam og Eva reelt havde et valg, men hvad nu hvis de (især Eva) var disponibel til at være impulsiv? Hvad vil det i det hele taget sige at være disponibel? Er ens skæbne så forseglet? Hvad sker der med generne efter undfangelsen? hvilke hændelser ændre os, hvilke kemiske stoffer løber rundt i vores åre? Der har vi epigener dem der viser hvilke dele af vores gener der er aktive og hvilke der ikke er. Og straks bliver det hele mere kompliceret og endnu mere spændende.

Lone Franks egen historie fylder en hel del, og jeg svinger mellem at synes, at hun er mega sej, have ondt af hende og tænke, at hende ville jeg ikke kunne holde ud at være sammen med. Historien er leveret med en god portion sarkasme, men også med stor selvindsigt, og det er spændende læsning, men jeg kan ikke lade være med at tænke at det samtidig er en forsvarsmekanisme (hvilken kliché) for det kan virkelig ikke være rart at være så rodløs.

TITEL: Mit smukke genom FORFATTER: Lone Frank  FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 307 UDGIVELSESÅR: 2010

Rubâijât

Det kan måske anses for en fornærmelse at denne lille persiske bog her på bloggen bliver smidt ind under kategorien 'arabiske verden'. Jeg vil undskylde over for mine iranske venner med at det er for nemheds skyld, for at der ikke skal blive for mange kategorier, og love, at hvis der kommer flere, så vil de få deres egen overskrift.

Omar Khajjâm var en multikunstner inden for adskillige videnskaber, filosofi, teologi og digtning der levede i Persien i det 11. og 12. århundrede.

Det persiske rige blev stort under den zoroastrisk religion, og kunst og litteratur blomstrede, men i 700-tallet kom araberne, og det blev indledningen til et 200-årigt mørke, men på Khajjâms tid kom der endnu en persisk guldalder, hvor vinen flød, videnskaben blomstrede og ordene strømmede fra poeterne som honning (ja det var en lidt anden islam end den vi kender i dag) og den varede indtil begyndelsen af 1100-tallet hvor korstogene satte ind og islam blev defensiv og indesluttet og det lod ikke meget blads til kunstarterne. Khajjâm var stadig i live på den tid og lagde i stor stil sine tidligere beskæftigelser på hylden til fordel for sin rettroenhed.

Et rubâî er en strofe på fire vers og som oftest handler om livsnydelse, vin og elskov, med en religiøs eller filosofisk pointe. Der findes mange myter om hvorfra Khajjâm fandt sin inspiration, der dog ofte indeholder druk og mystiske oplevelser, men mange af disse myter er af en senere dato.

Jeg drikker mit Bæger, hver brav Mand gør det samme.
Tro ej Guds Vrede sligt Smaateri vil ramme.
Gud vidste fra Evighed, at jeg vilde drikke,
 og drak jeg ej, blev Guds Alviden til Skamme.

 Man fornemmer i denne strofe Khajjâms munterhed, som man finder i alle hans strofer, og han bevarer også sin munterhed over for Gud. I denne lille strofe kan det dog lyde som om han ikke tager sin Gud alvorligt, men man skal ikke lade sig narre, for det gør han helt bestemt, blot på sin egen lidt fordrukne facon. Og skønt han udpensler sin egen drukkenskab, så har han ikke andet end hån til overs for de skinhellige der slider deres bedetæpper op, men i hjertet er lige så sorte som alle os andre.

Khajjâm er på den måde en mand der ser sin egen menneskelighed i øjnene og morer sig over den. Han drikker, han elsker, og han lever i det hele taget livet fuldt ud, og det er det jeg elsker ved ham. Jeg ville dog ønske, at jeg havde læst den i en mere moderne oversættelse, for når det alligevel skal oversættes fra et sprog så forskelligt fra vort, så kan det lige så godt blive oversat til moderne dansk.

Værket er fyldt med humor, og er nok en af de bedste digtsamlinger jeg til dato har læst. Faktisk gav jeg mig kun i gang med den i protest med "1001 bøger" og dens stærke overvægt af vestlige bøger, så jeg tænkte fandeme nej og gik i gang med den første og bedste ikke vestlige bog jeg kunne finde på min fars bogreol, og det var altså denne her, men hvis man ikke tager chancer, så misser man alle de små særlige overraskelser der ligger gemt hist og her.

TITEL: Rubâijât FORFATTER: Omar Khajjâm FORLAG: København SIDEANTAL: 64 UDGIVELSESÅR: 1100-tallet (1943)

BIBLIA PAUPERUM NOVA

Min egentlige anmeldelse skal skrives til Katolsk Orientering, da det er dem der har betroet mig denne bog, men jeg vil da også komme med en lille kommentar her, ellers er der jo ikke noget sjov ved at have en bogblog.

"Biblia pauperum nova-Ny bibel for de fattige i ånden" er er ikke en genfortælling af evangelierne, men en moderne fortolkning af Jesu liv og virke, dog med kraftig inspiration fra prædikerens bog fr det gamle testamente (begge et must read for de sagtmodige).

En flok åndssvage (fattige i ånden, for de skal arve jorden) vil opsætte et still-teater med 40 små scener fra Jesu liv instrueret på skift af de fire evangelister. Igennem billeder, tekst og visdomsord gives der et ængsteligt motiv af en ensom Jesus der ikke bliver forstået af sin samtidige, hvilket lyder som noget man har set tusind gange før, men det er det ikke, langt fra.

Det er en sørgmodig fortælling om at stå alene med noget betydningsfuldt midt i al ligegyldigheden. Han og Maria Magdalene finder sammen i hver deres ensomhed, og hun suger alle hans ord til sig, men heller ikke hun forstår, ikke rigtigt i hvert fald. Hun forstår ikke hvad det er han må gå igennem, hun forstår ikke, at det der må ske, må ske, men i højere grad end nogen anden er hun der for ham.

Teologisk er det egentlig en provokerende historie, men det er det i egentlig ikke alligevel, for historien handler mere om det moderne menneske end om Jesus. Eksistensen af Gud bliver ikke draget i tvivl, men Jesu guddommelighed, om ikke betvivles, så i hvert fald sættes i baggrunden. Historie handler om mennesket Jesus, om hans ensomhed og angst og om at føle sig forladt af Gud og mennesker, om at frygte døden, men også om at frygte livet. Jesus er ikke en voksen mand der har forliget sig med sin skæbne, men en stor knægt for hvem historien bare sker. Og Maria Magdalene er hverken besat eller prostitueret, men en ung kvinde der har ladet mænd bruge sin krop fordi det hele alligevel er så uendelig ligegyldigt, men efter hun mødte Jesus er hun kvinden med oliekrukken der forkæler ham og lever og ånder for ham, en moderne ung kvinde.

Tekst og billede smelter sammen på en mere fuldkommen måde end man normalt ser det ved en billedbibel, og den rørte mig dybt. Det er en voldsom beskrivelse af en voldsom historie med voldsomme ord og voldsomme billeder. Dette er ikke en bog der hastigt er blevet jappet sammen, der ligger en grundig research bag, og det kan jeg ikke andet end at respektere på trods af min teologiske uenighed. Jeg har svært ved ikke at bladre bogen igennem igen og igen, for det er som om man aldrig bliver færdig med at opleve/opdage nye drejninger, og for dem der ikke er så god til det der med at fortolke symboler, så er der en lille finurlig beskrivelse af hvert billede, som også er sjovt for os andre at læse.