Om Idræt

To reportager OL i München 1972 og fodbold VM i Mexico 1986.

Det siger vist en del om mig, at jeg er nødt til at proppe et 'fodbold' ind i den sætning, for hvilket andet VM ville fange vores interesse nok til at udgive en hel halv bog om?

Enquist er sportsentusiast og tidligere atlet, men han er også en forfatter der ynder at udstille menneskets smålighed og utilstrækkelighed. Verden har et stort fint glansbillede som vi kalder OL, men OL er og har aldrig, i hvert fald ikke i nyere tid, været hvad vi synes det skal være. Enquist interessere sig meget for det politiske og psykologiske spil der foregår på banen og ude i kulisserne, og det er ikke altid lige kønt.  Og så er det lige OL i '72, året hvor legene blev skændet af en terrorhandling, året hvor glansbilledet prioriteret frem for menneskeliv 'the game must go on, dead or alive', men sport og politik hænger sammen. Enquist har en kærlighed til de kæmpende atleter, som en voksen der kaster et kærligt blik på børnene på en legeplads, og hans skildring af deres nærmest kunstneriske udfoldelse er både smuk og til tider helt sørgmodig, men den grimme politik forsvinder aldrig helt ud af synsvidden.

OL er lige gået i gang, og det plejer altså ikke at interessere mig synderligt, og en af grundende er dumme sportsjournalister og deres åndsbollede spørgsmål 'hvordan synes du selv at det går?', men Enquists poetiske skildring af hvordan der er smukke præstationer midt i noget der, hvis man kradser lidt i overfladen, er grimt og hårdt, og han går det interessant, han gør at jeg lidt mere bider mærke i hvad der egentlig foregår.

Den del der handler om VM er dog ikke helt så interessant, det virker som om han egentlig ikke rigtigt gider. han har desuden skiftet fra svensk til dansk fokus, og det klæder ham ikke, eller også er det 80'erne der ikke lige er ham. Siger det mon noget at Mexico heller ikke gider? Landet har lige været ramt af et jordskælv og arbejdsløsheden og fattigdommen er stor, men de udenlandske fodboldturister og journalister skærmes for dette syn. Revolution eller kage.

Interessant er det dog at se den teknologiske udvikling, for i '86 fik sportsjournalisterne stillet nogle meget spæde databaser til rådighed, muligvis også noget der kunne minde om et internet, hvorfra de kan få data de lige så godt kunne finde andet steds, men det er fremskridtet, det er sådan man gør, men mit moderne pigehjerte er ikke imponeret, og det var Enquist vist heller ikke dengang.

ORIGINAL TITEL: Två reportage om idrott DANSK TITEL:  Om idræt FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 304 UDGIVELSESÅR: 1972/86

Doppler som stykke

Andreas Doppler er en kompetent mand, en yderst kompetent mand, ligegyldigt hvad han har givet sig i kast med siden han var barn har han været kompetent, for det er jo sådan det skal være i vores samfund.

En dag på en cykeltur ude i skoven styrter han, og han ligger på jorden og rundt omkring ham er der helt stille, og det giver ham for første gang mulighed for at tænke over sit eget liv. Denne hændelse vender op og ned på hans liv, og han flytter ud i skoven hvor han vil leve fra hånden til munden, han vil være JÆGER, han vil være en rigtig mand.

Ude i skoven er der stille, og der sker ikke så meget, så Doppler, sådan kalder han sig nu, får tid til at tænke over tingene, over sig selv, over sit liv og over vores samfund, og han føre lange forvirrede samtaler med sig selv. Man kan ikke nødvendigvis sige at han bliver klogere af at få tænkt over tingene, på mange områder, hvis ikke de fleste, bliver han faktisk mere forvirrende, men det forhindre ham ikke i i nogle personers øjne at forvandle ham til en vis eremit, som de på sædvanlig menneskelig vis kopiere uden at have forstået noget som helst.

En der dog ikke er imponeret er Dopplers kone, hun er nemlig gravid og vil gerne have ham hjem hvor han har værsgo at tage sin del af ansvaret, men Doppler er ikke parat til at vende tilbage til vores samfund.

Doppler er som nævnt i meget kompetent mand, og i sin flugt ud i skoven forsøger han at komme væk fra alt det kompetente, og så alligevel, for han gør en ihærdigt forsøg på også at være en kompetent skovmand, men det lykkes kun delvist, for han har svært ved at finde vildmanden i sig selv.

Hans store manddomsprøve er da han i sult nedlægger en elg, men den efterlader sig en unge, og han føler at han skal retfærdiggøre sin handling, men det står ikke helt klart om han skal retfærdig gøre det over for elg kalven, som han døber Bongo, eller over for sig selv.

Bongo bliver dog en vigtig del af hans liv, på mange måder finder han mere samhørighed med denne elgkalv end han gør med sin egen søn der også dukker op i historien, og det har noget at gøre med at han også selv har mistet.

Doppler har lige mistet sin far, en mand han slet ikke kendte og som han ikke helt kan beslutte sig for, om han syntes om.

Et af stykkets centrale emner er forholdet mellem fædre og sønner. Der er Doppler og og hans far, der er Doppler og hans søn Gregers, og der er den excentriske eneboer Düsseldorf og hans far der var en tysk soldat. Düsseldorf ærer sin far gennem et miniaturelandskab af den krigsscene hvor hans far døde, så Doppler vil også ære sin far, han vil bygge et monoment over en ensom mand, for jobbet som far er ensomt for kender fædre og sønner virkelig hinanden?

Erland Loes "Doppler" er, jeg fristes næsten til at sige endelig, blevet gjort til et teaterstykke, en formidlingsform der passer perfekt til denne lidt skæve roman, og det bliver gjort godt.

Teateret Katapult er et lille teater, og det kræver en vis form for intimitet med publikum, ellers bliver det bare super pinligt. Jeg var inde og se stykket sammen med en skoleklasse, og det gjorde mig nervøs, for børn er meget umiddelbare og er derfor enten et meget taknemmeligt eller et meget hensynsløst publikum, og det kunne ende med at blive temmelig akavet, men skuespillerne formåede rigtig godt at fange de unge menneskers interesse, så det blev en virkelig fed oplevelse, meget federe end at se det sammen med voksne der har mere travlt med at virke kloge end henførte.

Forstod skoleeleverne det så? Ja det tror jeg på deres egen maner. Efter stykket var der spørgetime, og elevernes spørgsmål var gode og afspejlede deres alder (ca 14). Lærerne derimod var pinlige, de havde ikke en gang læst bogen (og den er altså ikke så forfærdelig lang). Så tillykke til skuespillerne og bravo til børnene.

Der findes en række af disse små teatre rundt omkring, og det er ikke noget helt almindelige mennesker går og tænker på, for os er det mest de store teatre der tæller noget, og det er en forbandet skam, for et lille teater tager ofte større chancer, det er noget de brænder for og eksperimentere med, så det er forhåbentlig ikke sidste gang jeg hører noget fra Katapult.

Manuskript: TeaterMinisteriet efter roman af Erlend Loe Skuespillere: Helga Rosenfeldt Olsen, Steffen Nielsen, Jacob Melchior Instruktion m.m.: Theresa D. Grønning Scenografi: Hans Krull og TeaterMinisteriet Lysdesign: Mogens Knudsen Lyddesign: Sune Hede

Aarhus læser højt

I går var der et event der spredte sig over hele Aarhus, men jeg kan ikke give en anmeldelse, for jeg oplevede kun en flig af det, og var faktisk kun i Aarhus ved et tilfælde.

Bibliotekerne i Aarhus var gået sammen med an lang række foreninger, institutioner og andet godtfolk for at sætte fokus på den gode historie. HER kan man se en liste over alle de ting der kunne opleves, men som jeg først rigtig fik syn for, da jeg ledte efter det lille røde logo her til morgen.

Men som sagt nåede jeg at opleve en lille bitte flig, og det er jeg taknemmelig for, for det redede min dag.

Jeg var på vej fra min psykolog og til toget og hjem, men på pladsen foran Banegården sad der på nogle små picnicstole nogle mænd og læste højt af børnebøger. Det måtte være underligt at sidde der mens folk bare strøg forbi, så jeg stillede mig op og lyttede med på "Mustafas Kiosk" af Strid.

Mennesket har fortalt historier rundt om bålet så længe at vi ikke længere ved hvornår det startede, men i den vestlige kultur har det skrevne ord fået overtaget i en sådan grad at vi er ved at glemme vores stemmer, så hurra for bibliotekernes initiativ, og hvor er jeg ked af, at jeg ikke vidste det på forhånd, så jeg kunne have oplevet mere.

Niels Klim snart på et forståeligt dansk

For 3-4 år siden læste jeg "Niels Klims underjordiske Reise' af Ludvig Holberg, og det var kun fordi jeg var meget stædig, at jeg fik den læst til ende, for jeg syntes godt nok at den vat trælsom.

Den unge student Niels Klim vil vise sig af en rigtig mand af sin tid (oplysningstiden) og sætter sig for at udforske en hule et sted i de norske fjelde. Han lader sig hejse ned i den, men rebet knækker, og han ender i en parallelverden dybt under jorden. Hernede oplever han en række samfund der er bygget op på en helt anden vis end han er vant til, politisk, religiøst og på forholdet mellem kønnene, men den unge Klim lærer absolut ingenting af sine oplevelser, og ligegyldigt hvad han ser, mener han, at et evangelisk luthersk enevældigt mandsdomineret økonomisk rangdelt samfund er det bedste.

Jeg blev så irriteret på Klim, Holberg og hele oplysningstiden, at det ikke et sekund gik op for mig, at det kunne være ironisk ment, så da jeg i anledningen af Aarhus' 1700-tals festival så, der ville være et oplæg i anledningen af bogens NYoversættele var jeg ved at få colaen i den gale hals. Hvem gad dog spilde penge og kræfter på det?

Jeg gik i gang med en mail til en af redaktørerne om hvad de dog havde gang i, men mens jeg skrev kom jeg i tanke om den ironiske mulighed, så jeg ændrede lidt hist og her. Jeg spurgte om folk dengang og nu overhovedet kunne lære noget af den fortælling.

Du har helt ret i at Niels Klim intet lærer. Det er en central pointe i bogen, sådan som vi læser den. Men det betyder jo ikke at læserne ikke lærer noget. Tværtimod er det vel Holbergs mening at vi skal sammenligne os med Niels Klim og beslutte os for at være lidt klogere end ham.

Et eksempel: Niels Klim kommer til et land hvor der er byttet om på kønsrollerne. Kvinderne bestemmer alting, mændene ingenting. Kvinderne sidder i kontoret, mændene går i køkkenet og skurer gryder. Mændene er sexobjekter, kvinderne er de overlegne, der har ret til at knibe mændene bagi og holde dem i harem. Osv.

Klims konklusion er at det fungerer dårligt, så det må laves om til det gamle, hvor mændene bestemmer. Men det er (forhåbentlig) ikke vores konklusion. Ved at vende tingene på hovedet vil Holberg få os til at tænke over vores egne kønsroller. Når det her er komisk, er den modsatte situation det vel også. Og konklusionen må vel være at ingen skal dominere over andre.

På Holbergs tid var det en ny og provokerende tanke. Det er det ikke mere, men diskussionen er jo stadig aktuel.

Bogen kommer forhåbentligt en gang til april, og mon ikke jeg vil give den en chance til.

Billedet er fra den sidste udgave