Viser opslag med etiketten spiritualitet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten spiritualitet. Vis alle opslag

lørdag den 5. november 2016

William Blake i udvalg

Citatet er taget uden fra en lidt mere uskyldig kontekst.
Vi bilder os nogle gange ind, at vi i nutiden er de eneste der har forsøgt at snakke om voldtægt som andet end kvindens skyld og skam, men det er langt fra tilfældet. I 1793 gav Blake sit besyv med med "Albiondøtrenes visioner". Her fortælles der om Oothoon der nægter at acceptere voldtægten som en skam hun skal bøde for ved sin egen frivillige død. Hun prøver at overbevise sin kæreste, Theotormon, om sin renhed, men han afviser hende og trækker sig ind i sin egen selvmedlidenhed og skinsyge fantasier. 

Denne samling af Blakes værker indeholder tre typer tekster:
Digte, hvis indhold i stor stil beskriver barnets og det naturliges uskyldighed som bliver udnyttet af den nye industrielle verden.
Profetier om hvordan den franske revolution og eksplosionen af nye ideer der strømmer ud over Europa.
Mytologier fra Blakes eget lille univers med guder og antiguder. Blakes teologi der i hans digte er mere konventionel, med den barmhjertige Gud der holder sin hånd beskyttende over de uskyldige børn, ses der her langt større voldsomhed og splid, som lægger sig tæt op af de gnostiske ideer.

Jeg går ud fra at poesi næsten altid er bedst på originalsprog. Desværre kan jeg ikke alle sprog, og selv engelsk, som jeg normalt forstår ganske udmærket, så kan de fine nuancer alt for nemt gå tabt. Jeg er derfor meget glad for udgivelser som denne der trykker den oprindelige tekst og oversættelsen side om side, så man kan springe frem og tilbage alt efter lyst og behov. Desuden indledes hver tekstgruppe med en god og ikke al for lang introduktion og kommentar til det man nu skal til at læse. Jeg var meget glad for disse indledninger, for jeg er ikke altid lige god til at forstå det til tider meget voluminøse billedsprog som digtere benytter sig af.

TITEL: William Blake i udvalg FORFATTER: William Blake KOMMENTARER:Ib Johansen ILLUSTRATIONER: William Blake FORLAG: Det Poetiske Bureaus Forlag SIDEANTAL: 340 UDGIVELSESÅR: 2016

lørdag den 28. april 2012

Skæld ud på Gud

"Skæld ud på Gud" er skrevet af sygehuspræsten på Vejle Sygehus, Preben Kok. Det er et arbejde hvor han hver dag bliver konfronteret med voldsomme følelser og stor sorg, og han har derfor været nødt til at udvikle en metode til at hjælpe folk igennem dette virvar.

Vi er alt for høflige over for Gud mener Preben Kok, Når nu Gud er den almægtige, ham der bestemmer alt, så er vi i vores gode ret til at skælde ud på Gud når han gør os alvorligt syge og vi snart skal dø. Vi moderne mennesker er som besatte af at skulle have kontrol over alting, altid, men det har vi bare ikke, så når krisen rammer, rammer den dobbelt, derfor beder Kok sine patienter om at skælde ud på Gud, for at de derigennem kan opleve forløsningen.

Når man så har skældt ud på Gud, så lader det til at man uden undtagelse får det bedre. Jeg forstår godt, at han vil gøre lidt reklame for sin metode, men det virker for simpelt, og selvom det er en dyb bog, så for alle disse succeser den til at virke overfladisk, og det er en skam, for hans teorier bag virker ellers fornuftige nok.

"Skæld ud på Gud" handler om det moderne menneske, om vores forkvaklede forhold til krisesituationer og om den ubalance der er opstået mellem kønnene. Han slår et slag for maskulin spiritualitet, for når den kvindelige grænsespringende ånd får lov at råde frit, så bliver vi stressede og deprimerede fordi alting hele tiden kan gøres bedre og burde gøres bedre. Dertil har vi brug for det maskuline til at sige stop, hertil og ikke længere, ikke nu i hvert fald.

Først reagerede feministen i mig, men han har faktisk fat i noget. Efter 60'erne blev det nærmest en synd at være mand, og hvis man var en mand, så skulle man helst være det på den lidt mere feminine måde (med mindre man da lige er en af de der pumpede typer). Jeg har længe prøvet at undersøge hvad det vil sige at være kvinde, men underligt nok, så har jeg fundet den bedste forklaring i denne bog der handler om at være mand. Desværre kommer det hele nogle gange til at virke som klynk om at vi kvinder skulle tage at behandle mændene lidt bedre. Jeg tror ikke at det var tilsigtet, men sådan kommer det til at virke.

Da jeg købte denne bog i en seven-eleven på Københavns Hovedbanegård, havde jeg ikke just de store forhåbninger til den, men den er egentlig ganske udmærket, ja, faktisk ganske god.

Jeg fandt dog en større teologisk/filologisk fejl, som jeg har beskrevet nærmere HER

TITEL: Skæld ud på Gud FORFATTER: Preben Kok FORLAG: Informations Forlag  SIDEANTAL: 119 UDGIVELSESÅR: 2008

tirsdag den 17. april 2012

Johannes af korset

Johannes af korset var født af en fattig væverske i det 16. århundrede i Spanien, men alligevel lykkedes det ham at lære at læse og skrive og komme på universitetet og få sig en solid uddannelse inden for teologien. Da hans studier var ved at være til ende, og han skulle beslutte sig for hvad han videre ville, fik han en mængde gode tilbud, men til alles store forbløffelse, søgte han i dyb hemmelighed optagelse hos de ydmyge karmelitter munke.

På denne tid var der også en anden stor helgen inden for karmeliterordenen, Therese af Avila, og hun udvalgte Johannes til at hjælpe sig med at reformere ordenen, og finde tilbage til de strengere og mere disciplinerede rødder, men også til at finde en mere dyb åndelighed.

Johannes vandrer Spanien tyndt og opretter nye klostre og får generelt en masse administrativt arbejde, men det han er mest kendt for, er sit arbejde som åndelig vejleder og hvad vi i dag ville kalde en coach.

Desuden begyndte han under et fængselsophold der var sat i stand af nogle karmelitterbrødre af den gamle observans at skrive digte, og de er i dag vidt berømte.

Grethe Livbjergs bog "Johannes af Korset - åndelig vejleder af hvor tid" starter med en virkelig god biografi om Johannes. Helgenbeskrivelser er en literær genre helt for sig selv, og man skal ofte have troen for overhovedet at kunne holde ud at læse dem, men ikke her. Man får et rigtig godt indblik i hans liv også set ud fra den samtid han levede i, og jeg lærte en helt masse om den spanske guldalder der i 1500-tallet, både religiøst, politisk, socialt og geografisk.

Er billedet af Johannes malet lidt rosenrødt? Det er det måske nok, men det er ikke gjort så det på nogen måde virker irriterende, og sproget er godt og flydende, så man hurtigt kommer gennem denne bogens første del.

Anden del handler om Johannes' spiritualitet, og som religiøs og tidligere teologistuderende var det yderst interessant, for hans teologiske ideer er desværre meget fremmede for os i dag. I dag tænker vi meget på sex, men en erotisk teologi, hvor vores forhold til Gud er som brud og brudgom er os meget fremmed, desværre, for det er en meget smuk teologi.

Bogen har i realiteten også en tredje del der er en analyse af et lille udvalg af hans digte, og set fra mit perspektiv går der lidt for meget gymnasie aflevering digtanalyse i det, og jeg læste det kun ganske overfladisk igennem.

tirsdag den 27. marts 2012

BIBLIA PAUPERUM NOVA


Min egentlige anmeldelse skal skrives til Katolsk Orientering, da det er dem der har betroet mig denne bog, men jeg vil da også komme med en lille kommentar her, ellers er der jo ikke noget sjov ved at have en bogblog.

"Biblia pauperum nova-Ny bibel for de fattige i ånden" er er ikke en genfortælling af evangelierne, men en moderne fortolkning af Jesu liv og virke, dog med kraftig inspiration fra prædikerens bog fr det gamle testamente (begge et must read for de sagtmodige).

En flok åndssvage (fattige i ånden, for de skal arve jorden) vil opsætte et still-teater med 40 små scener fra Jesu liv instrueret på skift af de fire evangelister. Igennem billeder, tekst og visdomsord gives der et ængsteligt motiv af en ensom Jesus der ikke bliver forstået af sin samtidige, hvilket lyder som noget man har set tusind gange før, men det er det ikke, langt fra.

Det er en sørgmodig fortælling om at stå alene med noget betydningsfuldt midt i al ligegyldigheden. Han og Maria Magdalene finder sammen i hver deres ensomhed, og hun suger alle hans ord til sig, men heller ikke hun forstår, ikke rigtigt i hvert fald. Hun forstår ikke hvad det er han må gå igennem, hun forstår ikke, at det der må ske, må ske, men i højere grad end nogen anden er hun der for ham.

Teologisk er det egentlig en provokerende historie, men det er det i egentlig ikke alligevel, for historien handler mere om det moderne menneske end om Jesus. Eksistensen af Gud bliver ikke draget i tvivl, men Jesu guddommelighed, om ikke betvivles, så i hvert fald sættes i baggrunden. Historie handler om mennesket Jesus, om hans ensomhed og angst og om at føle sig forladt af Gud og mennesker, om at frygte døden, men også om at frygte livet. Jesus er ikke en voksen mand der har forliget sig med sin skæbne, men en stor knægt for hvem historien bare sker. Og Maria Magdalene er hverken besat eller prostitueret, men en ung kvinde der har ladet mænd bruge sin krop fordi det hele alligevel er så uendelig ligegyldigt, men efter hun mødte Jesus er hun kvinden med oliekrukken der forkæler ham og lever og ånder for ham, en moderne ung kvinde.

Tekst og billede smelter sammen på en mere fuldkommen måde end man normalt ser det ved en billedbibel, og den rørte mig dybt. Det er en voldsom beskrivelse af en voldsom historie med voldsomme ord og voldsomme billeder. Dette er ikke en bog der hastigt er blevet jappet sammen, der ligger en grundig research bag, og det kan jeg ikke andet end at respektere på trods af min teologiske uenighed. Jeg har svært ved ikke at bladre bogen igennem igen og igen, for det er som om man aldrig bliver færdig med at opleve/opdage nye drejninger, og for dem der ikke er så god til det der med at fortolke symboler, så er der en lille finurlig beskrivelse af hvert billede, som også er sjovt for os andre at læse.

lørdag den 24. marts 2012

Fri og i gode hænder

Bogen har to sider, altså to formål og ikke to ark, og de er meget forskellige, så jeg har til hensigt at behandle dem meget adskilt.

Hovedformålet med bogen er at behandle emnet mystik. Ifølge "Katolsk minileksikon" er mystik
Gr. myein = at lukke sig (øjne, læber) for at samle sig om Guds virken i sjælen

Men ifølge Pierre Stutz, som har skrevet "Fri og i gode hænder" er det så meget mere end det. Han favner emnet så bredt at man kan blive i tvivl om hvorvidt der er tale om mystik eller spiritualitet eller om de to er to alen af samme stykke, det gør det dog ikke mindre interessant.

Ved at beskrive en lang række personer som han anser for ekstra spirituelle, prøver han at give et billede af hvordan Gud virker gennem folk på forunderlig forskellig vis. Der er et frygteligt virvar af levnedsbeskrivelser og referencer til bøger. Nogle af personerne giver mening, andre gør i mindre grad. Bogen bliver lanceret som en spirituel katolsk bog, men det ville give mere mening bare at kalde den spirituel, for især evangeliske personligheder bliver trukket ind, og også eksempler fra islam og jødedommen.

Der er blevet skrevet mange ting om spiritualitet, men jeg har ikke før set noget der er så omfattende på så lille et format. Det gør selvfølgelig, at det kun bliver et overfladisk indblik, men Stutz forsøger ikke at angive at det er mere end det, nu ved jeg da i hvert fald hvor det ville være interessant at vide mere.

Jeg vil ikke her opridse hvad Stutz mener mystik/spiritualitet er, for det er så vidt et begrem at det ville blive op til en halv meter lang beskrivelse, men jeg kan sige at det er yderst interessant.

Den anden del af bogen har jeg ikke så meget positivt at sige om, faktisk har jeg ikke noget positivt at sige om den.

Mange store mystikere har også været provokatører, og det prøver Stutz også på at være. Man skal ikke være bange for folk der har en anden mening end en selv, men det var ikke særlig sjovt at læse. I små stik piller spredt ud over hele bogen giver han udtryk for sine meninger der ikke stemmer overens med Kirkens lære, hvilket han også påtaler. Dog må jeg give ham at det jo virkelig lykkedes ham at provokere mig, også selvom det bare fasttømrede min gamle holdning endnu mere

At man er uenig med Kirkens morallære, det er der så mange der er, så det tænker jeg ikke så synderligt meget på, men at han kalder sig selv for lidenskabelig kristen (katolik) men samtidig er fortaler for en markant anderledes teologi omkring Jesus Kristi væren, det finder jeg forkert. Han må gerne have en anden teologi, men så skal han bare ikke kalde sig katolik.

Det drejer sig især om to emner. Jesus som vejen, sandheden og liveet, og om Jesus der ofrer sig for os (undskyld fremhævelserne, det ser dumt ud, men det er en yderst effektiv metode til at fremhæve pointerne).

Måden han giver sine uenigheder til kende på er nok det jeg virkelig ikke kan lide ved bogen. Den katolske kirke er mit hjertebarn, og selvom den har været under både værre og mere målrettede angreb og har overlevet, så gør det stadig ondt på mig.

Om jeg vil anbefale bogen er lidt svært at sige, det kommer lidt an på hvem man er. Jeg selv er en meget sårbar sjæl, så flere gange blev jeg så ked af det og oprevet, at jeg måtte lægge bogen fra mig i nogle dage, men samtidig har jeg også lært en hel masse.

onsdag den 29. februar 2012

Søster Emmas liv

Søster Emma Martensen CSJ er en yderst bemærkelsesværdig person både i og udenfor katolsk regi. Hun er Søster (ikke nonne selvom forskellen kan være svær at se for ikke katolikker, ja selv vi katolikker tager til tider fejl), uddannet lærer, men tog en overbygning som psykolog og endte som chefpsykolog på på børnepsykologisk afdeling i Glostrup, men også inden for Sankt Joseph ordenen blev hun en ledende skikkelse i de markante ændringer der tog form op i løbet af 60'erne, 70'erne og 80'er, hun var med til at gøre ordenen til den som vi kender i dag ude i en lang række af de katolske sogne, men vel og mærket også ude i erhvervslivet, for sankt joseph søstrene har altid samtidig med at være søstre også påtaget sig hvad vi kan kalde almindeligt arbejde.

Men "Søster Emmas liv" er mere end bare en beskrivelse af livet som søster, lærer, psykolog, leder og åndelig vejleder, det er også historien om pigen og kvinden Emma, om hvordan hun som barn blev mobbet, og hele livet havde et dårligt selvværd, men som gennem Kristi kærlighed fandt styrken til at blive en stærk og selvstændig kvinde der ikke er bange for at tage fat. Det lyder lidt som noget fra den del af USA som vi ikke rigtigt kan lide, den del hvor religion næsten er blevet en sygdom, men sådan er det overhovedet ikke. Søster Emma har i høj grad bevaret sin humoristiske sans.

"Søster Emmas liv" er også en bog om at blive ældre og klogere på sig selv, hun har en helt fantastisk indsigt i sig selv, i sine styrker og svagheder, og den er om et liv i kærlighed til Jesus Kristus og til alle mennesker der har det svært, hvilket er de fleste af os. Jeg kunne om og om igen genkende mig selv i hendes beretninger, igen og igen sad jeg og tænkte, jamen det er jo mig hun skriver om, og det gjorde ondt at læse, men det var også befriende, for jeg lærte undervejs hvordan jeg lærer at leve med mig selv om med Jesus.

Et enkelt sted i bogen kommer hun ind på begrebet autisme, og det fik mig til at spidse øre (eller øjne eller hvad man nu siger når man læser noget der fanger ens opmærksomhed). Desværre arbejdede søster Emma i en anden tid, og hendes viden om autisme er forældet. Man kan ikke helbrede autisme, autisme er en medfødt abnormalitet i hjernen og den bliver ved med at være der. Hvad søster Emma gjorde, og det skal hun have ros for, for det er der ikke så mange der kan, var at nå ind til en autistisk dreng og befri ham fra hans angst og give ham nogle redskaber til at kunne leve et helt normalt liv.

Jeg kunne rigtig godt lide bogen, men jeg har et spørgsmål til søster Emma, som jeg ikke synes bogen giver noget svar på:
Gennem dit liv har du været vidne til og medvirkende til mange store forandringer, både i verden, i Danmark og i den katolske kirke. Det er tydeligt at du synes det er godt, men har ALLE omvæltninger været til det bedre? Det er ikke fordi jeg vil have dig til at sige at alt var bedre i gamle dage, men virkelig, alle?

mandag den 13. februar 2012

Charles de Foucauld

"Charles de Foucauld- I Jesus af Nazareths fodspor" af Lille søster Annie af Jesus er den tredje bog i serien om kristen spiritualitet, og er udgivet af Pastoral centret.

Charles blev født i Frankrig i 1858. Han mistede sine forældre da han var barn, så han og søsteren voksede op hos en bedstefar. Han var ikke nogen troende ung mand og var vist mest til fest og farver. Han starter en militærkariere, men under en tur til algeriet blev han smidt ud af hæren på grund af et forhold til en kvinde, som han dog hurtigt droppede igen. Han kommer dog ind i hæren igen, og bliver endnu en gang sendt til Algeriet, hvor han er en tid hvorefter han af egen fri vilje forlader militæret. Han begiver sig på en farlig opdagelsesrejse til Marocco forklædt som jøde, for Marocco var nemlig et meget lukket land der kun lod muslimer og jøder komme ind.

Charles bliver overvældet at muslimernes tro og deres kærlighed, så da han kommer tilbage til Frankrig kaster han sig straks over de teologiske studier, og han oversvømmes af en kærlighed til vor herrer, Jesus Kristus. Efter en pilgrimsvandring til det hellige land er han blevet inspireret af livet blandt de fattige håndværkere i Nazareth, og han indtræder da i et trapistkloster (en orden kendt for sin strenghed) og bliver sendt til Syrien. Han føler dog at gud har andre planer med ham, og i 1897 får han tilladelse til at forlade klosteret.

Charles tager til Nazareth, hvor han bosætter sig som eneboer og alt-mulig-mand ved et clarissakloster, men en blanding af eventyrlyst og ønsket om at bo endnu mere afsondret blandt verdens fattigste, driver ham videre, og han bosætter sig i en lille oase i Algeriet. Hans tilstedeværelse der er meget populært, og hans hus er hele tiden fyldt med besøgende, og den stakkels Charles får slet ikke tid til det liv i bøn han havde ønsket sig.

Efter nogle år åbner landet sig mod syd, og Charles begiver sig ind i det næsten ubeboede ørkenområde. Der bosætter han sig i et lille bitte samfund og lærer om deres sprog og kulter.

Jeg ved faktisk ikke hvad Charles de Foucauld officielt er værnehelgen for, for han står ikke i nogen af mine helgenleksikoner, men man kan uden problemer kalde ham venskabernes helgen, for det er hvad han gør hele sit voksenliv. Han kommer tæt på de mennesker der er aller længst nede, den fattige arbejder og nomaderne i Algeriet, og bliver deres venner. Han kommer ikke for at missionere med ordet, men med det gode eksempel.

Han har en meget smuk filosofi om, at vi bør stræbe efter at blive som Jesus af Nazareth, altså som den fattige og hård arbejdende håndværker, og det bliver beskrevet rigtig godt i bogen med en række uddrag fra alle hans breve. Men det er ikke det jeg vil beskæftige mig med her.

Der bliver gang på gang pisket en stemning op om den islamiske trussel, men muslimerne er ingen trussel. Vi frygter muslimerne fordi de har troen men det har vi i bred almindelighed ikke. Muslimerne kan få deres unge til at bede hver dag, men vi kan ikke få vores unge med i kirke den ene gang om ugen. Charles mødte muslimerne som det de var, nemlig venner, og det fik hans egne kristne tro til at vokse.

Charles levede i fred med sine muslimske naboer, og da han døde ved muslimske oprøreres hånd, græd hans muslimske venner sammen med de kristne.

Bogen henvender sig til ung såvel som gammel, og opfordre til venskab og hårdt arbejde. Venskaber er en gave, men man skal også arbejde for dem, vi skal nedbryde vores fordomme og idealisering og favne folk for det de nu en gang er, mennesker af kød og blod, med fejl og mangler, men uden venskaber er der ingen gode gerninger og uden gode gerninger ingen menneskelighed.

torsdag den 2. februar 2012

Youcat

"Youcat" er den katolske kirkes katekismus skrevet specifikt til unge mennesker. Den er udgivet ved et samarbejde mellem Pastoralcentret (ansgarstiftelsens forlag) og Katolsk forlag.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke altid er lige nemt for Kirken* at fastholde de unges interesse for tro og Kirke, når de efter firmelsen (konfirmationen) er for gamle til at forældrene tvinger dem til at gå til messe om søndagen, men ville det også være sådan hvis de virkelig forstod hvilken rigdom Kirken ligger inde med? Jeg nåede på ingen måde langt nok i mit teologistudie til på kvalificeret vis at kunne besvare det spørgsmål, men jeg synes at det er interessant, og jeg bifalder Kirkens forsøg på at rette op på det.

En katekismus er en kortfattet fremstilling af de aller vigtigste kristne læresætninger, fremstillet som en række spørgsmål og svar. "Youcat er delt op i 4 dele, det vi tror (om troen), at fejre de kristne mysterier (om kirken og dens regler og hvordan vi gør tingene og hvorfor), at leve i Kristus (hvad vil det sige at være menneske og hvordan lever man så godt og fromt et liv som muligt) og hvordan skal vi bede (bønsformer og hvad vi siger når vi beder).

Nu satte jeg mig jo på grund af denne anmeldelse og læste bogen fra ende til anden. Det er jo ikke helt sådan den er beregnet til at læse, skønt jeg må indrømme, at det på mærkværdig vis var ganske tilfredsstillende.
Man kan ikke "læse" hellige billeder og tekster på samme måde, som når man læser om ting, der ikke umiddelbart angår os, i avisen. Man skal betragte dem. Det vil sige, man skal løfte sit hjerte til Gud og fortælle ham, at man nu er helt åben for det, som han vil sige gennem det læste og det sete.
s. 275

Jeg satte mig ikke til at læse med den vinkel i tankerne, jeg troede bare jeg skulle læse et opslagsværk, faktisk kunne jeg ikke lige regne ud hvad alt posturet var omkring (youcat er et projekt der har været på alles læber i katolske sammenhænge) men jeg blev klogere. Dette er ikke bare et opslagsværk, det er en konkretisering af alt det som vi/jeg tror på. Jeg troede at teologi var alt for kringlet og for tungt til, at det kan skrives kort, og så endda for unge, men sådan er det jo overhovedet ikke. Gud er helt enkel, for Gud er kærligheden, og det er smukt og ligetil, også for unge mennesker.

Youcat omhandler også nogle af Kirkens mere kontroversielle emner, såsom homoseksualitet, abort, kvindelige præster og det med at ikke-katolikker ikke må modtage kommunionen (nadveren). Mange unge er meget diskussionslystne, og det var måske ikke tidligere alle sognepræster der var lige gode til at tage disse diskussioner, men her gives der en let forståelig og i mine øjne yders respektfuld forklaring på hvad Kirken mener og hvorfor. Om de så vil godtage det, det er en anden sag, men hvordan kan de afvise det, uden at have fået en ordentlig forklaring.

Der er blevet gjort en masse ud af layout, med blandet succes. Normalt er jeg virkelig ikke glad for gule omslag, det virker sådan lidt discount agtigt, men de får det faktisk til at fungere. Man kan ikke se det på billedet her men bag ved teksten "Youcat - dansk" er der et stort Y bestående af en masse små billeder i stil med dem man ser hos optikeren bare med kristne motiver. Så forsiden er god. Indeni står spørgsmål og svar på en overskuelig måde, og ude i margenen er der blevet gjort plads til en masse fede citater af paver, helgener, skriftsteder, filosoffer, forfattere fra alle mulige tidsaldre, trosretninger og lande. Dem havde jeg meget fornøjelse af. Der er også en masse små sjove tegninger af små mænd (nede i hjørnet er der en lille drejebog til når man lige sidder og keder sig).

Men så kommer vi til den mere uheldige del. Bogen er også fuld af fotografier, og mange af dem er altså lidt for cheasy, list for sødt, til min smag. Mange af dem er så perfekte i deres udtryk, at de bliver ligegyldige, som de fotografier der sidder i en ramme når man køber den, men det er ikke mere end hvad det er, det er fotografier, og de er der bare for at teksten ikke kommer til at virke kedelig (hvilket den bestemt ikke er) og de skal ikke få mig til at synes dårligt om en ellers virkelig god bog, sådan en bog som man bare bør have, fordi det er utænkeligt at man ikke lige har et eksemplar.

For en katolik burde Youcat være et ligeså selvfølgeligt et værk som Biblen, for protestanterne siger "skriften alene", men vi siger "skrift og tradition", og vi bør kende begge dele, både skriften og traditionen, og dette er en guide til begge dele.

*Kirken med stort K er ikke bare kirkebygningen, men Kirken som institution, Kirken som Kristi brud, Kirken som familie, Kirken som hele den katolske tro.

mandag den 23. januar 2012

Spiritualitet nedefra


Her i begyndelsen af weekenden fik jeg tilsendt en stor pakke med bøger fra Pastoral centret (Pastoral centret er en institution under den katolske kirke i Danmark).

I går pjækkede jeg fra kirken, så jeg besluttede at bruge dagen på lidt åndelig lekture. Flere af bøgerne var fra serien kristen spiritualitet, og der står ikke noget om bogens indhold, så jeg havde ikke den fjerneste anelse om hvad jeg gik ind til.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg valgte "Spiritualitet nedefra" af Anselm Grün OSB og Meinrad Dufner fordi det var den korteste, så jeg tænkte, at den kunne jeg nok blive færdig med på en dags tid.

Bogen handler i bund og grund om, at der er to former for spiritualitet.
Spiritualitet oppefra er når man læser i Biblen, ser på kirkens tradition og lære og ser på helgenernes liv og danner sig et billede af hvad der er godt at gøre og hvordan man burde handle og gøre. Idealer er godt, det får os op på dupperne og får os til at stræbe efter hele tiden at blive bedre, men hvis man sætter idealerne for højt, ender man med at undertrykke alle de forbudte følelser og lyster, og man bliver bange for sig selv.
Spiritualitet nedefra er en søgen efter at lære sit sande jeg at kende, for kun ved at kende sig selv, kan man lære Gud at kende. Vi er alle mennesker, og vi har alle fejl og mangler, vi har alle vores at kæmpe med, og kun ved at favne alle disse ting kan vi bringe os tættere på Gud

Jeg har hørt alle tingene før, og til at starte med var jeg helt vild. Da jeg for snart ti år siden stod som katolsk aspirant og ny konvertit var jeg meget opsat på at gøre alle de rigtige ting. Jeg kom i kirke hver søndag, jeg læste i biblen, jeg hjalp mine medmennesker hvor jeg kunne og jeg syntes selv at jeg var meget ydmyg og beskeden, men jeg kunne ikke holde facaden, dertil var mine skyggesider for overvældende.
Jeg kan godt lide spiritualitet nedefra, for der møder man Gud lige der hvor man selv er.

Men så gik det galt. I deres beskrivelse af, at skulle savne sig selv og sine skyggesider, ville de også have at man ikke løb fra sin angst/depression/vrede/sygdom/handikap/undertykkelse, og der stod jeg af. Jeg har skrevet om det før, det at smerten kan blive for stor til at bære alene, og på det punkt syntes jeg at bogen gav udtryk for en meget ensom tro.

Igennem hele Kirkens historie har der fandtes eremitter (eneboere), men de fleste af os bor altså ude i den virkelige verden, hvor vi har venner og familie og andre der er villige til at hjælpe os. Er det da ikke en af hjørnestenene i kristendommen, at vi hjælper hinanden gennem angst og prøvelser? Bad Jesus da ikke sine disciple holde sig vågne da angsten overmandede ham i Getsemane have? Hjalp Simon af Kyrene ikke med at bære Jesu kors op på Golgata? Når Jesus i sin dødsangst påberåber Gud og beder ham tage dette kors fra ham, hvordan skal vi der end ikke når Jesus til sokkeholderne være stærke nok til at klare alle disse prøvelser og så blive stærkere?

På universitet fik jeg at vide, at i en god opgave skal man kunne læse indledningen og afslutningen og så alligevel få det hele med. Det er også lidt den måde man bør læse bogen her, for de er nemlig rigtig gode, det er det der ligger midt imellem der er så deprimerende.

Jeg har en fornemmelse af, at boget sigter mod læsere der er yngre end mig, og jeg tror den vil passe sig glimrende til nogen der står på grænsen mellem at være teenagere og være voksne. Forfatterene ser nemlig spiritualitet ovenfra som især gavnlig for unge mennesker, for unge mennesker har brug for idealer, så de ikke bliver rodløse. Når man så bliver ældre så er det tid til at begynde at se indad, og dette er netop en guide til de første spæde forsøg.

Jeg ville ikke have nogen skrupler over at forære bogen til en firmand (konfirmand) eller en student, med mindre person har hang til depressioner.