De seks

To historier har domineret nyhederne i denne uge. 
- Debattør Mads Holgers selvmord.
- Læreruddannelsen har for første gang i mange år modtaget et stigende antal ansøgninger.
På usandsynlig vis fanger denne bog stemningen i begge disse. Denne 100 år gamle ungdomsbog, der på let moraliserende vis prøver at beskrive den ægte ungdom, fortæller historien om seks venner der igennem tre år på et lærerseminarium sammen oplever livets op- og nedture.

Min mor fortalte mig engang, at en af personerne i "De seks" er baseret på min oldefar. Det skulle eftersigende være den mest irriterende af dem, men jeg ved ikke om det henviser til den bondske medløber, den syfilitiske bølle, den tuberkuløse charmetrold eller  ham der er ser perfekt moralsk, at jeg adskillige gange havde lyst til at kværke ham

En af grundene til, at jeg holder så meget af at læse børnebøger er, at det altid siger rigtig meget om et samfund, hvad der prøves at give videre til børnene. Som roman er denne bog fx udmærket men på  ingen måde fremragende, og på grund af dens fuldstændigt urealistiske ideal for drenge/unge mænd har jeg lidt ondt af de mange generationer af drenge for hvem dette var 'hvad man burde læse'. Nej tak, så foretrækker jeg langt De fem, Harry potter og Terry Pratchett. Som historisk dokument derimod er den enormt interessant. Især to episoder fangede min interesse:

1. Åbenbart blev det betragtet som moralsk godt for rigtige drenge at kaste deres afsky på en anden dreng fordi han ikke lever op til deres ideer om lærerstandens idealer, hvilket her betyder, at han er sjusket klædt, taler sjællandsk og er overvægtig. Det ses efterfølgende som et bevis på et godt drengehumør og gåpåmod når de efterfølgende driver gæk med/mobber denne. Som en moderne læser var det svært ikke at misbelige det, men da offeret derefter viser sig at være en tilpas ubehagelig person, til at det beroligede min samvittighed.
2. Den unge kvinde der har skyndt sig igennem skoven for at nå frem til en aftale beskrives som rødmosset og svedig og derfor uren og ikke jomfruelig.

"De seks" bliver 100 år i år, og selvom der er mange ting galt med den moderne verden, så er jeg alligevel ganske tilfreds med den tid jeg blev født ind i.

TITEL: De seks - en fortælling om ungdom FORFATTER: Rudolf Bruhn FORLAG: H Hagerup SIDEANTAL: 232 UDGIVELSESÅR: 1916 (1922)

Moranifesto

Jeg var så  begejstret, da jeg læste, at Caitlin Moran skulle til at udgive en ny bog, at jeg straks gik på nettet for at forudbestille den. Da jeg så endelig fik den, blev jeg en lille smule skuffet, for det viste sig, at det ikke var sådan en bog-bog, men en samling af hendes klummer fra The Times. Og misforståelsen var absolut selvforskyldt, for bogens titel er "Moranifesto". Jeg har læst alle Morans bøger, og hendes bøger-bøger plejer at hedde sådan noget som "How to be a Woman" eller "How to build a Girl", hvorimod hendes tidligere klummesamling hed "Moranthology". Ser I det samme mønster som mig? Eller rettere det mønster min hjerne valgte at overse i sin begejstring.

Nu skal jeg heller ikke virke alt for negativ. Morans klummer er også rigtig gode. Grunden til at jeg blev skuffet er, at jeg har abonnement på The Times for at læse Morans klummer, så jeg havde faktisk læst de fleste. De er nu stadig gode.

I hvilken grad bogen egentlig er et manifest er jeg måske ikke den rette til at besvare. Det er ikke et stort politisk manifest, og selvom der er en masse om politiske emner, så er det mere en opfordring til alle om, at vi ikke skal overlade al politik og politiske kommentering til "de politiske mennesker", dem der er hvide, midaldrende mænd, dem der har den politiske uddannelse, dem der har kontakterne, dem der allerede har et jakkesæt. Disse politiske mennesker er ikke onde, det er ikke det der er pointen. Pointen er, at man skal løfte sin stemme og sige sin mening, for de politiske mennesker vil måske gerne gøre hvad der er godt, men de fleste ved ikke hvordan det er at bo i et belastet område, hvordan det er at være enlig mor til tre og skulle klare sig på en kontanthjælp, hvordan det er når alle ens håb og drømme synker i grus, fordi man rammes af fysisk eller psykisk sygdom, hvordan det er at være et af de mennesker der normalt ikke bliver hørt. 

"Moranifesto" behandler en lang række spørgsmål skrevet på et almindeligt engelsk. Den er ikke proppet med statestikker, den beskriver almindelige menneskers problemer (artiklen om hendes evige krig med uduelige printere er guld værd), men mest af alt er det er varm bog af en kvinde der gerne vil gøre verden til et lidt bedre og venligere sted, inden hendes to teenagedøtre begynder at færdes derude på egen hånd. Hun lægger ikke skjul på, at det er det der er hendes mål, og det gør mig glad. Det giver mig mod på at prøve. Vi kan ikke alle være fantastiske mennesker der redder verden ligesom Superman eller vinder Nobels Fredspris, men vi kan alle, selv jeg, prøve at gøre verden bedre, en lille bid af gangen.

TITEL: Moranifesto FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Ebury Press SIDEANTAL: 435 UDGIVELSESÅR: 2016

Doppler som selvhjælpskursus

Foto: Miklos Szabo

'Doppler' er en roman skrevet af den norske forfatter Erland Loe, og den handler om den alt alt for kompetente Andreas Doppler, der en dag falder på sin cykel og oplever skovens stilhed som en åbenbaring. Han vælger derfor simpelthen at flytte ud i skoven og kede sig, indtil han bli'r lykkelig, og imens han venter dræber han en elg og adoptere dens kalv, Bongo. Derefter optræder der i bogen en meget lang række af personer, som kommer ud i skoven til Doppler.

I denne opstilling af "Doppler" har man imidlertid valgt at dramatisere pointen frem for selve historien, og det kan jeg egentlig godt forstå, for det hele bliver nemlig meget hurtigt lidt indviklet og med mange personer og rekvisitter. Stykket er sat op sådan, at Bosse, den ene af Dopplers diciple, har arrangeret, at Doppler kommer og holder et foredrag om sit liv og sine oplevelser i skoven. Dette er hvad Bosse kalder "Dopplereffekten", hvad han selv er blevet meget berørt af, og han er meget stolt og lykkelig over også at kunne præsentere os for Doppler, the Man, the Myth, the Method, han har endda lavet merchindise i anledningen.

Jeg må da også erkende at Doppler er god til at holde foredrag, også selvom han starter ud med at sige, at han har lovet sig selv aldrig nogensinde igen at præstere. Indrømmet, det går da også lidt galt engang imellem, når fx Bosse i et forsøg på at imponere prøver at improvicere, eller når Dopplers (ex)kone pludselig dukker op, men det gør jo bare det hele sjovere.

Det et skuespil kan, i modsætning til en film er at spille op imod publikum, og det benytter dette stykke sig især af. Jeg er selv en kæmpe sucker for al form for involvering, og tog med meget stor glæde imod de udfordringer der blev stillet. Her vil jeg gerne lige sige undskyld til de unge mennesker som jeg i min iver fik skubbet til og trådt over tæerne. Det er dog et undskyld med forbehold, for jeg må indrømme, at jeg på ingen måde fortryder min iver. Det er nemlig sjovt at leve sig ind i det man deltager i. Dengang, da jeg gik i folkeskole/gymnasiet, var den slags opførelse desværre set som pinlig, men nu er jeg heldigvis mere eller mindre voksen, og dem jeg trådte over tæerne, skal jeg ikke konfronteres med her til morgen oppe i klassen, hvor de kan rulle med øjnene over hvor pinlig jeg var. Alligevel, jeg håber ikke, at jeg trådte alt for hårdt...

FORFATTER ERLEND LOE / DANSK OVERSÆTTELSE SUSANNE VEBEL / BEARBEJDELSE OG INSTRUKTØR THERESE WILLSTEDT / MEDVIRKENDE MIKKEL ARNDT, NICOLAI DAHL HAMILTON, MARIE DALSGAARD

Blå Nætter

"Blå nætter" er faktisk god. At jeg lyder overrasket, skyldes ikke, at jeg havde nogen grund til at tro, at Cecilie Sund Kristensen ikke kan skrive, men skyldes derimod en mistro til min egen evne udi at forstå poesi. Måske er det tiden der har ændret sig, måske er det mig, eller måske er det bare et spørgsmål om smag og behag. Poesi romaner lyder smukke, men jeg forstår nul og nix. Romantikerne er alt for højtravende til at kunne relateres til mit eget liv. Symbolik vs symbolisme. En jambe er en trokæ og en trokæ er er en jambe. "Det handler om SEX" sagde min dansklærer, og 21 hormonpumpede teenagere så forventningsfulde ned i den udleverede tekst.

Om lidt, saa er vi skilt ad, Som Bærrene paa Hækken; Om lidt, er vi forsvundne, Som Boblerne i Bækken.                        Emil Aarestrup                        'Angst'

Og vi forstod det ikke.

'blå nætter' er mere håndterlig.

• Der er en handling. Man følger hovedpersonen baglæns gennem et destruktivt forhold til en mand.
• Teksten har digtformat. Alt der skal siges, siges kort, resten må man selv tænke sig til.
• Digtene har et moderne format. Sætninger og ord er ikke hevet, vredet og mishandlet ned i et format med rim og versefødder.
• Digtene er skrevet i et sprog man forstår. En pik er en pik og skjules ikke bag symboler om sprudlende gejsere eller bananer. Der er måske nok et enkelt ord hist og her der er lidt for søgte, men pyt.

Det destruktive i mennesket har mange ansigter. man kan ødelægge sig selv, man kan ødelægge andre, og man kan lade andre ødelægge sig. Det er den sidstnævnte form for det destruktive denne digtsamling handler om. Den handler om hvordan kærlighed kan ødelægge én, om kærligheden til den 'forkerte', om sår og blå mærker der minder én om, at man selv er forkert. Det er i hvert fald sådan jeg læser det. Måske er det bare sådan jeg ønsker at læse det, ud fra min egen historie, for min egen historie udgør jo de briller hvormed jeg læser. Cecilie prøver med 'Blå nætter' at sige noget og ramme folk. Jeg tænker på, om det kun lykkes, hvis man læser den 'rigtige' fortolkning. Jeg som læser fik noget ud af fortællingen, noget der satte tanker i gang, noget jeg kan bruge i mit liv, og sådan som jeg ser det, er det et af litteraturens vigtigste succeskriterier, og ikke om ens digtanalyse kan give én 12 til eksamen.

Cecilie har selv tegnet forsiden, hvilket hun er sluppet ganske udmærket fra. Den passer godt til ungdomslitteratur. Den siger lidt: dette er noget jeg selv godt kunne finde på at tegn, noget jeg selv måske kunne finde ud af at tegne, så måske det indeni også er lidt ligesom mig. Det er en tanke jeg godt kan lide.

En lille ting som ikke betyder det store, men som begyndte at irritere mig halvvejs inde i bogen er, at siderne ikke er markeret med de sædvanlige 1; 2; 3;... men derimod med Side 1; Side 2; Side 3;... Det virker lidt overflødigt. Det er sådan noget man skriver på universitetsopgaver og andre mere eller mindre officielle ting, hvor man ikke altid kan være sikker på modtagerens åndsevne. Men som sagt er det en småting, og det ødelægger jo heldigvis ikke digtenes værdi.

TITEL: Blå nætter FORFATTER: Cecilie Sund Kristensen FORLAG: Copenhagen Storytellers SIDEANTAL: 77 UDGIVELSESÅR: 2015

How To Build A Girl

Jeg er rigtig glad for at kunne sige, at jeg har taget fejl. Denne bog ER blevet oversat til dansk under titlen "Hvordan bygger man en pige".

Johanna er 14 år og bor i et socialt boligbyggeri, men der vil hun gerne væk fra, hun vil gerne være 'a real girl, in a real place'. Efter en meget pinlig episode på live TV beslutter hun sig for at det der med at være Johanna ikke går særlig godt, så hun må opfinde sig selv på ny til at være en person som nogen muligvis snart vil have sex med, én som kan få et job som knivskarp musikkritikker og én som kan komme til at bo i London.

Bogens hovedtemaer er sex, musik og fattigdom, fod de er nemlig meget fattige. De var fattige før, men nu er de endnu fattigere, og Johanna ved at det er hendes skyld, og den altoverskyggende angst driver hende til vandvid. Dette er ikke bare den slags angst som man får dagen før en eksamen, det er noget kvælende og knusende som får hende til at arbejde endnu hårdere fordi hun ved at byrden for at redde hele familien ligger på hendes nu 16-årige skuldre.

I begyndelsen af 90'erne kom arbejderklassen på mode, og det kom især til udtryk i musikken. Grunge, indie, alle disse bands, opdager Johanna, taler direkte til hende, de fortæller hende, at også hendes historie er værd at fortælle, for hun er også et rigtigt menneske.

Eftersigende blev Caitlin Moran så arrig over "Fifty Shades of Grey", at hun satte sig ned og skrev sin egen bog om kvindelig seksualitet, denne bog, og det må man give hende at hun har.

"Here's the amzing thing about sex: you get a whole person to yourself, for the the first time since you were a baby. Someone who is looking at you - just you - and thinking about you, and wanting you, and you haven't even had to lie at the bottom of the stairs and pretend you're dead to get them to do it"
                                                                                        s.224

Der er rigtig meget i den her bog om sex, både om onani, den første gang, hvordan man får sex og hvad man stiller op med en ubrugelig stor penis.

I det hele taget er denne bog en stor guidebog til hvordan man er teenager, om de ting som jeg gerne ville have vidst dengang jeg var teenager, i modsætning til andre guidebøger der fortæller hvad voksne gerne have at teenagere ved, som hvad gør man når man står til en fest og man ikke kender nogen og man føler sig ensom... man begynder at ryge.

Caitlin Moran er oprindeligt musikkritiker, og musikkritikere er et folkefærd der har deres helt egen måde at skrive på. Man fornemmer musikken i deres ord, hele pasager kan være som guitarsoloer, og sådan er denne bog også, hvilket vil være svært at oversætte til dansk, hvis den da overhovedet bliver oversat til dansk. Hendes bog "kunsten at være kvinde" var to år om at ramme det danske marked og kom først ud i en tid hvor den ikke var nær så provokerende som da den blev skrevet. "How to Build a Girl" er meget provokerende, ikke på en uhøflig måde, men som en forfriskning af en ungdomslitteratur der for tiden kun bevæger sig langsomt fremad. Den er ikke kun forfriskende fordi den handler om sex, men også fordi forfatteren går ud fra at hun har at gøre med intelligente unge piger.

Caitlin Moran forventer ikke at læseren i første omgang forstår alle hendes bog- og musikreferencer, så derfor er hun meget specifik med bøgernes titel og forfatter og bands og albums, så man selv kan gå ud og læse videre og høre videre og måske finde ud af i hvilken retning man vil bygge sin pige, for vi er alle sammen i gang med at bygge os selv gennem bøger, musik, fjernsyn og de mennesker vi møder på vores vej.

TITEL: How to Build a Girl FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Ebury Press SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2014

Keith Richards - Life

Hvor meget kan man stole på en selvbiografi?  Det ved jeg ikke, men når det drejer sig om en af verdens største rockstjerner, Keith Richards, betyder det så så meget om det er sandt eller ej? Sidder man så ikke bare i ave og føler sig beæret over at få lov at være i hans selvskab? Jeg har faktisk aldrig sådan rigtig lyttet til den slags, men stemningen kom ligesom over mig, og jeg skulle da lige høre hvad alt postyret drejede sig om. Nu har jeg så spillet Rolling Stones på repeat i en uge.

Bogen er skrevet et lettilgængeligt og morsomt sprog tilsat en lang række af bandeord. Den er skrevet på en måde, så man føler, at han taler direkte til en, som en virkelig sej rock'n roll bedstefar der slænger sig i en sofa og fortæller. Mest fortæller han om personer, hvilket ikke er alt for interessant, da jeg ikke hvem 95% af dem er. Nogen af dem kunne jeg sikkert have slået op, men der er rigtig mange navne, og det ville have taget en evighed. Jeg valgte at nøjes med bare at lade mig rive med af stemningen, og det er en god stemning, selv de vildeste herointåger og en kold tyrker virker på en eller anden måde glamourøse i hans selskab.

Det vigtigste for mig ved denne bog var at sætte denne bog ind i en musikalsk og social kontekst. Keith Richards var ikke en eller anden fra ungdomsoprøret der tilfældigvis viste sig at være god til det der med en guitar. The Rolling Stones voksede ud af en blues og rythm and blues scene, der var kontinuitet i det, der var en mening med det hele. Det der med ungdomsoprøret, det var bare sådan de var, og det var sådan verden omkring dem med tiden formede sig. Keith Richards viser sig dog også hovedsageligt at være en musik nørd der er lidt rap i kæften og lidt rigelig vild med de 'søde' sager, for stoffer, dem er der masser af.

Stoffer er der faktisk rigtig mange af, især heroin. Keith Richards beskriver sig selv som en eksemplarisk stofmisbruger, og det er her det med sandheden måske godt kan drages i tvivl, for hvor ansvarlig en misbrugsforældre kan man være, når man er så bevidstløs, at man ikke engang vågner når politiet står og rusker i én?

Der er en del morsomme historier, blandt andet en hvor han tager to sværd og jagter en ung mand til sin datters bryllup, fordi den unge mand har stjålet et par forårsløg. For mig udenforstående, er det de sjove historier der er mest interessante, men det er ikke dem der er dominerende. Denne bog er hovedsageligt skrevet til musiknørderne, hvilket på sin vis er meget charmerende.

TITEL: Life FORFATTER: Keith Richards FORLAG: Phoenix SIDEANTAL: 613
UDGIVELSESÅR: 2010

Alice

Alice Roosevelt (Longworth) var datter af den amerikanske præsident Theodor Roosevelt, født i 1884, og i en tid hvor kvinder blev bedt om at sidde ned og holde deres kæft gik hun til bal med en slange i håndtasken, røg cigaretter offentligt og spillede poker om penge. I sin søgen efter sin fars opmærksomhed var hun vil og pressede samfundets normer til det yderste. Hun var drønende populær i medierne og i den amerikanske befolkning.

Som pige havde hun ikke modtaget nogen organiseret undervisning, men var selvlært, og da hun havde løbet hornene af sig og var blevet gift, så forventede man at hun slog sig til ro, for det var nu engang sådan tingene fungerede. Det gjorde hun måske nok på sin vis, men nu kastede hun sig helhjertet ind i politik, eller rettere ind i sin fars politik, for hun ikke bare elskede sin far, hun forgudede hvert et ord han sagde. I årtier var hun et af knudepunkterne i amerikansk politik, 'mere et monument end Washington monumentet', det var i hendes hjem at man mødtes, i hvert fald hvis man var republikaner.

Jeg er ikke nogen speciel fan af biografier. Forlagene lever tit efter den parole, at alle mennesker er interessante, hvilket jeg bestemt ikke synes de er. De fleste mennesker, mig selv inklusiv, er temmelig kedelige når det kommer til stykket. En person der dog virkelig fortjener omtale er Alice Roosevelt. I sine unge dage var hun lidt en Paris Hilton anno 1900, det tætteste USA kommer på en kongelig person.

Bogen tog mig lang tid at læse ved siden af studierne, for den er næsten 500 sider lang, og den midterste tredjedel er meget politisk, men Mrs L (som hun i sine senere år) er en person der NEMT kan fylde alle 500 sider, ved kun lige at skøjte hurtigt hen over den sidste tredjedel af hendes lov For hendes liv er delt op i tre meget forskellige dele. Ungdommen, hvor hun forsøgte at fange faderens opmærksomhed var oprørsk. Voksen, hvor hun kastede sig ud i sin fars politiske agenda og kæmpede med næb og klør, og alderdommen hvor hun lidt mere kunne lade se til.

Dette er en bog om faderkomplekser, alkoholiske ægtemænd, en kvinde der dominerer sin datter, en verden der ændre sig i hujende hast og om en kvinde, der formår at blive behandlet på lige fod med mændene. På trods af tidånden blev mrs l flere gange tilbudt politiske nomineringer, sågar posten som vicepræsident, men på trods af sin dominans, var hun en genert person, og hun afslog gang på gang, skønt hendes popularitet i befolkningen, ville have sikret hendes medkandidat en sikker sejr hver gang.

Hvis du dog ikke er hooked på at læse en lang bog på engelsk, så gør i det mindste dig selv den tjeneste at læse wikipediaartiklen om hende HER.

TITEL: Alice - Alice Roosevelt Longworth, from White House Princess to Washington Power Broker FORFATTER: Stacy A. Cordery FORLAG: Pinguin SIDEANTAL: 483 UDGIVELSESÅR: 2007

Kunsten at være kvinde

Hvad er feminisme egentlig? Det er et lidt underligt begreb, om navlelange bare bryster og furier, noget man i min generation ikke rigtigt har lyst til at være, men Moran har en mere håndterlig deffinition.

”Stik hånden ned i trussen.

a)      Har du en vagina? Og

b)      Vil du bestemme over den?

Hvis du svarede ’ja’ på begge spørgsmål, så Tillykke! Du er feminist”

s. 90

Jeg kan godt lide den definition, den er på en eller anden måde mere universel og simpel end mange af de andre der findes. Det lyder som noget jeg faktisk har lyst til at være en del af.

Der er to sideløbende agendaer i denne bog. Først og fremmest en guide, til morskab for voksne kvinder og som reel guide til unge piger om, hvad der sker med en kvindes krop gennem livet. Samtidig er det en diskussion af, på hvilke områder af livet der stadig er kampe der er værd at kæmpe.

Moran er klummeskribent af komiker slagsen og det går stærkt når anekdoter og argumenter flyver gennem luften. Det er et par uger siden jeg læste bogen, og jeg sidder og kan egentlig ikke huske ret meget om hendes argumenter og hvad hun argumenterede for og imod, men jeg kan huske, at jeg faktisk kunne synes at det var okay at være uenige uden at blive tudet ørerne fulde af skyldfølelse og søstersolidaritet. Jeg tror dog at en af grundende til at jeg husker så forholdsvis lidt er, at hun langt hen af vejen bare fortæller mig mine egne meninger, ligesom mange andre af dem der vil læse denne bog, hun prædiker langt hen af vejen for de allerede omvendte. Normalt er det en ment dårligt når man siger sådan, men det behøves ikke at være sådan, vi har alle brug for engang imellem at få at vide, at der er en grund til at vi mener som vi mener, og at der er andre der mener det samme som mig.

Hendes anekdoter derimod er virkelig underholdende, og der kommer nogle historier, som normale overskudsagtige kvinder ligesom ’glemmer’ at fortælle, når de i en uendelighed snakker om sig selv, pubertetens uhæmmede liderlighed, familiestridigheder og en førstegangsfødendes uforberedthed. Og ja, Moran snakker om sig selv, og det er det der gør den morsom, for hun er en yderst morsom person. 

Det er en bog med et voluminøst sprogbrug, men ikke som sådan vulgært, det er hvad min mor ville kalde kvindehørm, bare sådan helt almindeligt småfrækt

TITEL: Kunsten at være kvinde FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2013

Moderskab

Haha betonfeminisme tænkte jeg, da jeg fandt denne lille sag til 25 kr, det skal nok blive underholdene. Det blev underholdene, men ikke på den måde jeg havde forventet.

Jeg har vist flere gange snakket om mine vanskeligheder ved at finde bøger der giver en kvindeskildring som jeg kan forholde mig til og finde forbilledlig, for enten elsker de sko, eller også er de neurotiske kriminalbetjente. Jeg er måske nok neurotisk, og jeg er ikke helt ligeglad med sko, men jeg er også temmelig meget mere end det. Jeg er jo heller ikke mor, kan man så sige, men det er hovedparten af bogens kvinder faktisk heller ikke, ikke hvad vi mener med 'mor' i hvert fald.

Den opofrende og omsorgsfulde mor som vi kender fra 'gamle dage' er en ganske ny opfindelse fra 1800-tallet. Før den tid blev de fleste børn opfostret af ammer og tjenestefolk, også hos ganske almindelige familier. Kvinden og hustruen var en der fødte børnene, men ellers var hendes job at holde hus. Kvaliteten af ammerne var dog i mange tilfælde aldeles tvivlsom, og børnedødeligheden var enormt høj, derfor argumenterede man for moderskabet, for at rede børnene og befolkningskurven.

Kvinden har gennem historien været undertrykt i forskellig grad og forskellig måde, og det er mest det bogen handler om. Egentlig burde den nok nærmere hedde kvinde-lighed, eller noget i den stil.

Bogen er sådan delvist videnskabelig, og den gør det faktisk ganske udmærket de første 260 sider, men på de sidste 20-30 sider går det hele i skudder mudder., det er når vi kommer til de sider der handler om generationerne efter Gieses egen. Hun har beskrevet fortidens kvinder uden at dømme dem, vel fordi de ikke kunne gøre for det, eller fordi de ikke vidste bedre, men så kom hendes egen generation, rødstrømperne, og proklamerede SANDHEDEN, og der er ikke så meget forståelse for at kvinder derefter kunne træffe andre valg end dem.

Bogen er dog fra 2004, og der er sket meget med moderskabet siden da. Da jeg ikke er så gammel og ikke har noget om samfundsdebatten i 90'erne er det en skam, for det er svært at forholde sig til en debat, som han ikke kan huske. Jeg er født i '85, så jeg har været barn i både 80'erne og 90'erne, men jeg genkender ikke rigtigt min mor i bogens kvindeskikkelser.

Bogens første 220 sider er ren historie, og det er skide spændende, så kommer der 40 sidders kvindekamp der er relevant, for nogle gange tror jeg at vi glemmer detaljerne om, hvad det egentlig var de kæmpede for dengang, og så kommer de sidste omtalte sider, som jeg godt kunne have været foruden.

TITEL: Moderskab FORFATTER: Suzanne Giese FORLAG: tiderne skifter SIDEANTAL: 288 UDGIVELSESÅR: 2004

Bright Lights, Big City

 Jeg har haft mange mærkelige eller overfladiske årsager til at læse en bog, jeg kan for eksempel sagtens finde på at købe/læse en bog fordi den har en flot forside. Denne bog købte jeg, fordi et afsnit af tv serien CSI New York bygger på den. Afsnittet er fra første sæson som ikke bliver vist på dansk tv. Jeg er fan af serien, derfor er jeg også nærmest automatisk fan af seriens referencer, så jeg gik på Amazon og købte den uden overhovedet at have læst hvad den handlede om.

Bogens unavngivne hovedperson arbejder som faktumkontrollant på et ligeledes unavngivet intellektuelt magasin. Tiden er 1980'erne, stedet er New York City og alting går hujende hurtigt, og der må en lind strøm af stoffer og alkohol til at følge med. Hovedpersonens smukke modelkone har forladt ham efter mindre end et år og tilværelsen har ingen mening, men hans menneskelige forfald startede endnu tidligere end det, hvilket man finder ud af til sidst.

Udenpå coveret står der:

"Probaply the best book ever written about being young, about doing drugs, and about musik".

Tre ting som jeg for at være ærlig ikke har meget forstand på, for teknisk set har jeg været ung, sådan aldersmæssigt, men det vilde ungdomsliv har jeg aldrig gjort det ret meget i. Så selvom jeg godt kunne værdsætte de litterære kvaliteter, så gik de finere nuancer nok hen over hovedet på mig, indtil jeg stødte på dette citat

"You concidered violence and you concidered reconciliation. But what you are left with is a premonition of the way your life will fade behind you, like a book you have read to quickly, leaving a dwindling trail og images and emotions, untill all you can remember is a name"
                                                                                                                    s 121

Det er pludselig noget jeg kan forholde mig til, og straks gav det hele lidt mere mening.

Bogen er skrevet i 2. person singularis, det vil sige du-person, hvilket jeg fandt yderst distraherende til at begynde med, for det forudsætter at læseren kan sætte sig ind i bogens situation, og da jeg i starten ikke kunne det, så distancerede formen mig yderligere fra hovedpersonen, men jeg kan forestille mig, at hvis man faktisk forstår hovedpersonen, så vil det ramme en hårdt og personligt, og man vil kunne tage bogen til sig på en helt særlig måde.

Men hvad er den dybere mening i bogen så? Den handler om hvordan der kan være smerte og dybde under New Yorks fart og overfladiskhed, og det beskriver den faktisk ganske godt, jeg er i hvert fald overbevist.

TITEL: Bright Lights, Big City FORFATTER: Jay McInerney FORLAG: Bloomsbury
SIDEANTAL: 174 UDGIVELSESÅR: 1984 (2007)

White Noise

Jack Gladney er leder af center for Hitlerstudier på et universitet i en lille universitetsby i USA. Hans femte ægteskab er med Babette, og de bor med deres fire sammenbragte børn. Sammen med vennen og kollegaen Murray, og sønnen Heinrich, gennemanalyserer Jack livet, samfundet og alt det der. Selv da en stor menneskeskabt katastrofe indtræffer diskuterer og argumenterer de sig ud af det, for mennesket har jo udviklet os ud over den primitive frygt for den umiddelbare fare, eller det har vi så alligevel ikke, for frygten for døden er noget som kun mennesker oplever, og den ryster og lammer os.

Romanen foregår i sidste midten af 1980'erne, så der er gået næsten 30 år, og jeg troede at alt ville virke anderledes, ja ligefrem fremmed, men sådan er det overhovedet ikke, så enten var 80'erne temmelig meget ligesom i dag, eller også er 80'erne sat på spidsen ligesom almindeligheden i dag. Jeg er selv født i 85 og kan ikke huske andet end lugten af brød og følelsen af sand mellem tæerne, så det skal jeg ikke kunne sige noget om. Kun nogle få ting skiller sig ud, der er ingen personlige computere og mobiltelefoner, folk ryger hvor som helst og når som helst, og man brugte heller ikke sikkerhedsseler, og det meste af det hører jo til i småtingsafdelingen.

Det er ikke direkte skrevet som en fremtidsroman, men den har visse sådanne elementer, så derfor undrer det mig lidt, at DeLillo ikke lader til at interessere sig meget for tanken om personlige computere, især taget i betragtning, at der gennem hele romanen løber en rød tråd af tv, radio og ugeblade som en konstant flod af en massemedial hvid støj.

Det mest interessante i bogen er efter min mening dens portrættering af den akademiske verden, hvor alt, og jeg mener virkelig alt, skal anelyseres, diskuteres og fortolkes langt ud i det absurde. Det er hylende morsomt. Her sidder der en gruppe (mænd) med mørke briller og akademiske kapper og i fuldeste alvor diskutere de steder hvor de har pisset i håndvasken, eller det frigørende og hævnende ved at forestille sig sin egen begravelse. Det er måske lidt fjollet, men på den anden side siger det også en hel del om mennesker, så hvis man ikke inkluderede det i diskussionen en gang imellem, vil det være at skjule eller negligere en vigtig del af det at være menneske, for vi er ikke så ophøjede som vi gerne vil være, det meste af tiden er vi faktisk ret platte.

Der bliver også diskuteret mere seriøse emner, bilulykker på film, Elvis og Hitler. Jack arbejder med Hitler, men jeg forstår ikke helt hvorfor DeLillo har valgt det emne. Det bliver egentlig forklaret i slutningen af bogen, men det gav ikke ret meget mening for mig. Det havde noget at gøre med frygten for døden, men frygten for døden bliver først taget op i slutningen af bogen, og de mest gennemgående emner har mere med formidling at gøre, formidling igennem fjernsynet eller i supermarkedet, eller noget om mennesker der er mere generelt end bare en enkelt person, men der er måske også noget generelt med sidestillingen af Hitler og Elvis, noget generelt som jeg ikke forstår, men som måske har noget at gøre med alle de andre absurditeter.

I mine øjne kommer frygten for døden meget pudseligt ind som tema i bogen, og det får personerne fra at være morsomme til at være irriterende og irrationelle, men det er vel det dødsangsten gør ved os, men der kommer heldigvis nogle ret utraditionelle betragtninger frem der reder historien fra at blive klicheagtig og træls, men det ændre ikke på at jeg bedst kunne lide den første del, hvor vi zapper gennem scener fra familiens liv, og hvor der diskuteres uden at der rigtigt sker noget.

TITEL: White Noise FORFATTER: Don DeLillo FORLAG: Pinguin Books SIDEANTAL: 326 UDGIVELSESÅR: 1984 (1986)

Leoparden

Italien, Sicilien, 1860-1910.

Det var en tid med store sociale forandringer, Italien blev samlet, adelen mistede magt, penge og anseelse, og bogens hovedperson, fyrste Selina, skal prøve at manøvrere sin familie helskindet igennem denne nye samfundsorden. For at gøre det må han kombinere den gamle magt, adelen, navnet, hans familie, med den nye magt, pengene, proletariatet, borgmesterens Calogero, og han lader sin nevø, Tancredi, gifte sig med Calogeros datter Angelica, også selvom hans egen datter er smask forelsket i ham.

"Leoparden" foregår samme tid og sted som store dele af Umberto Ecos roman "Kirkegården i Prag", og jeg må med skam erkende, at jeg stadig ikke forstår ret meget af det politiske spil. Det er på den tid da general Garibaldi kommer til Sicilien med sin frivillige hær, rødskjorterne, og Tancredi slår sig til ham af opportunistiske frem for ideologiske årsager. Den sociale og politiske revolution, Risorgimento, er langsom om for alvor at slå igennem. Der bliver afholdt et valg, men modstandernes stemmer bliver ignoreret, de eksisterer simpelthen ikke, men politik har alligevel ikke ret meget med de almindelige mennesker at gøre, så hvad skidt, om den ene eller anden har magten kan vel komme ud på et. Fyrsten ledes til at tro, at intet for alvor vil blive forandret, men må til sidst erkende, at han er den eneste sande leopard.

Bogens store modstykker er fyrsten Selina og borgmesteren Calogeros, hvis familier skal forenes i et fornuftsægteskab. Der bliver snakket meget om Angelicas skønhed, men det er bare en bonus, det er hendes penge der er vigtige. Fyrsten er fra en af de gamle adelsslægter, og hele hans liv er gennemsyret af den KORREKTE opførelse, selv når han besøger en luder mens hans kone får et hysterisk anfald, så gør han det på den korrekte måde. Borgmesteren tilhører den nye magt, han har opkøbt land og skabt sig en formue, men han er en plebejer, og kan ikke engang barbere sig ordentligt. De to mænd bryder sig ikke om hinanden, men de har et fælles mål, fyrsten har brug penge, og borgmesteren har brug for et navn.

Dette er for hovedpartens vedkommende en bog uden illusioner. Lampedusa, der selv hørte til en af de gamle adelsslægter, og han havde været vidne til deres hovmodige forfald. I "Leoparden", navngivet efter leoparden på Selines våbenskjold og efter fyrstens stoiske elegance, prøver Lampedusa at skære det sicilianskes folk, og ikke kun adelen ind til benet og tage dem med bukserne nede. Det lykkes ganske fint, og det er et næsten helt gennemført ironisk værk om hovmod og manerer, både gode og dårlige. Det er i hvert fald så langt som jeg forstår, for jeg ved alt for lidt om disse ting til helt at forstå de finere nuancer. I slutningen, hvor Selinaslægten kun er en skygge af sig selv, mister bogen dog lidt sit sarkastiske bid og går hen og bliver lidt småsentimental, og man kan efter min opfattelse sagtens helt droppe at læse de to sidste kapitler, men det er måske bare mig der igen ikke rigtigt forstår.

Som modvægt til bogens sydende sarkasme, er sproget umådelig smukt og flydende, og måske var det det der forledte mig til i lang tid at opfatte fyrsten som en god og behagelig mand. På grund af alle de afsløringer bogen kom med, fik forfatteren flere gange afslag, og den blev først udgivet efter hans død. Den bliver betegnet som en af de vigtigste romaner i nyere italiensk litteratur, og en af de vigtigste historiske romaner. Ligesom der er nogle forlag der må ærgre sig over at have sagt nej til JK  Rowling, ligeledes må der nu være nogle italienske forlæggere der har godt og grundigt ondt i røven, for selv et halvt århundrede senere, sælger bogen stadig godt.

ORIGINAL TITEL: Il Gsttopardo DANSK TITEL: Leoparden FORFATTER: Giuseppe Lampardusa FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 253 UDGIVELSESÅR: 1958

Drenge

Tom og Anton er bogens hovedpersoner, men mest Tom. Anton er den gode dreng der altid er fornuftig og gør de rigtige ting. Tom er også en god dreng, men han kan godt lide "fest" (sjov og ballade) og klassens ballademagere får ham flere gange trukket ham med i deres leg, og tit får han også en straf, selvom det ikke er hans skyld. Der kommer en ny lærer på skolen, hr Hjarmar, som er venlig og retfærdig, men også lidt streng. Klassens uromagere skal da til at starte med prøve grænser af, men de bliver med det samme sat på plads, og en ro breder sig over klassen. Da hr Hjarmar bliver kredsfører i Forbundet (FDF) kommer der pludselig et helt nyt indhold i drengenes liv.

"Drenge" er skrevet i 1914, året hvor 1. verdenskrig startede, hvilket ikke stod nogen steder i mit eksemplar, der var trykt i 1958, så gang på gang blev jeg chokeret over den nationalisme der driver disse unge drenge. Jeg har som sådan ikke imod national stolthed og kærlighed til den danske fane, men bogen beskriver nærmest amerikanske tilstande, hvilket virker så fremmed for mig.

"Drengene læste:
        "Landsmænd, ser du min grav,
        så meld det tilbage til hjemmet,
        jeg er faldet i kamp,
        tro min konge, mit land"
"Det er kønt," hviskede drengene, medens øjnene duggedes"
                                Bruhn, Rudolf "Drenge" s. 136

Det er egentlig helt kvalmt at læse, men man må forstå den historiske sammenhæng. I 1864 tabte Danmark slaget ved Dybbøl, og den dansk-tyske grænse kom til at ligge ved Kolding. Vi følte os ydmyget, og Tyskland spillede med musklerne og til sidst brød krigen ud. Det lykkedes Danmark at forblive neutralt, ikke fordi vi ikke hadede Tyskland, for det gjorde vi i stor stil, men fordi vi gerne ville undgå invasion og undertrykkelse. 1. verdenskrig var generelt en krig der fik nationalismen til at blomstre over hele Europa. Efter 2. verdenskrig fik disse strømninger et noget mere blakket ry, og derfor kan det virke helt skræmmende at læse om i dag.

Bogens grundlæggende tema er formningen af GODE drenge. De skal være flittige og dygtige i skolen, de skal vise respekt, de skal øve gode gerninger, og så skal de slås. Vi har med tiden vænnet os til en mere og mere feminin pædagogik der ikke lader drenge være drenge, men i denne bog bliver drengene direkte rost for en god ærefuld slåskamp. Jeg tror muligvis at det kan være sundt for drenge at få sig en slåskamp fra tid til anden, så længe det går fair for sig, hvilket det selvfølgelig altid gør i bogen, men det gør det ikke i virkeligheden. I virkeligheden er det nok kun én dreng der får tæv og bliver ydmyget, og det er sikkert altid den samme dreng. Men sammen med slåskampene, hører i bogen også den ærefulde opførsel, og det er tydeligt, at Toms opførsel, gennem Anton og hr Hjarmar, støt forbedres, og han gør mange gode og ærefulde gerninger, og han vinder derved de voksnes respekt. Bogen har sikkert haft god indflydelse på unge drenge, men det hele kan godt blive lidt kvalmt i længden, selvom mange af historierne egentlig er meget sjove.

Hr Hjarmar er den GODE lærer anno 1914. Vi møder ham mange gange siden, som for eksempel i "Dead Poets Society". Det er den samme og dog en helt anden. Det er denne nye lærer der kommer ind og står i stærk kontrast til sine støvede og bryske kolleger. Det er ham der samler klassen under sine vinger og giver dem håb og drømme, men mål og metode har ændret sig over tid. Hr Hjarmar er ikke denne pysse nyssede lærer der opdrager drengene til små individualister, han er streng og skælder ud og slår når det er nødvendigt, men han er retfærdig, og det kan drengene godt mærke. Målet var dengang ikke kreativ udfoldelse af individet, det var ære og ansvarsfølelse. Helt ærligt, så har jeg altid hadet "Dead Poets Society", jeg har altid fundet den anstrengende og i perioder direkte træls. Hr Hjarmar er ikke en lærer jeg ville ønske at have, men jeg kan i langt højere graf forholde mig til ham. I disse forskrækkede tider vil ingen af de to lærertyper dog fuldt kunne eksistere, for de ville straks blive anklaget for usømmelig omgang med børn.

Eller børn og børn. Drengene er 12-14 år, og dengang, så var man jo nærmest voksen. Det sjove er, at der ikke optræder én eneste pige, på nær et par mødre, ikke engang søstre er der, men det skyldes sikkert, at drengene som gode kristne FDF'ere skulle være rene og ærbare i tanke, ord og gerning, og bare skyggen af en pige kunne jo lede disse små hormonbomber ud af kurs.

Jeg købte egentlig mest bogen for sjov, fordi jeg fandt den i en genbrugsbutik til 5 kr, men det viste sig at den skulle lære mig nogle ting om min egen familie.

Da min mor hørte hvad jeg læste, kunne hun fortælle, at Rudolf Bruhn har skrevet en fortsættelse til "Drenge", "De seks", hvor min oldefar (på min mormors side) var med, rent faktisk den mest irriterende af de seks seminarister. Selvom jeg ikke er vild med "Drenge", så kunne jeg vildt godt tænke mig at få fat i "De seks" for at komme lidt tættere på min familie og hvem jeg er.

Anton og Tom tager i bogen, lige før 1. verdenskrigs udbrud, en tur fra Kolding og ned gennem tyskland, den del der engang var dansk, og de møder et meget fjendtligt Tyskland, et Tyskland hvor alt dansk er strengt forbudt. Dette billede er fra 1939, på brinken til den næste verdenskrig, hvor min morfar (til venstre) og hans kammerat tog den samme tur ned gennem Tyskland og så videre til Frankrig. Deres tur var præget af en helt anden venlighed  og en helt anden forståelse mellem disse to danske studenter og de unge mænd i Hitler Jugend som de mødte undervejs.

TITEL: Drenge FORFATTER: Rudolf Bruhn FORLAG: H Hagerup SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 1914 (1958)

Mågelatter

I et lille fiskersamfund på Island foregår der et mærkværdigt spil/kamp mellem mænd og kvinder, det synes den 12-årige Agga i hvert fald, men hun er også kun et barn og hører ikke til nogen steder. Byen har altid været et stille og traditionelt sted, men så dukker Aggas tante, Freya op. Hun stak i sin tid af med en amerikansk soldat, men nu er hun tilbage med kufferten fuld af fint tøj og med hovedet fuld af fremmede ideer. Freya er meget tynd og har isblå øjne, og Agga er da også sikker på at hun er en heks eller en elverdronning, men det vil Aggas ven, politibetjenten Magnus, ikke høre på, for han er, ligesom resten af byens mænd, forelsket i Freya. Men folk har en tendens til at dø omkring Freya, og selvom hun bliver holdt ude når de voksne kvinder snakker, så ved og ser Agga alt.

I løbet af bogen vokser Agga til og bevæger sig fra barn til voksen, og langsomt går det op for hende, hvad det er kvinderne har gang i. Vi befinder os engang i løbet af 1950'erne, og kvindernes rolle begynder at ændre sig. Aggas mormor, som de alle sammen bor hos er den gammeldags husmor, alting bliver lavet fra bunden, og lavet ordentligt, der er ingenting som et solidt måltid mad, og hun lader sig ikke slå ud, når morfar kommer hjem fra havet og skælder og smælder over de konservative politikere, over de reaktionære og de satans kommunister. Hun ved ikke noget om politik, eller det gør hun måske nok, hun siger bare ikke noget. Tanterne, Aggas egen mor er død, tilhører den nye generation af kvinder der skræpper op og vil selv, de vil have en plads i samfundet, og vil ikke nøjes med at vaske bleer. Vi snakker endnu ikke kvindekamp, alting foregår mere diskret, og ingen at de damer ønsker at nedtone deres femininitet. Agga er endnu ikke helt voksen, men der er en selvstændig kraft i hende der minder mest om mormorens, men som finder helt andre udtryksformer. Agga skal nok blive til noget, lidt lige som Freya, bare uden de samme personlige konsekvenser.

Et centralt tema i bogen er Freyas vægt, eller mangel på samme. Hun tog af sted til Amerika som en lidt buttet pige og kommer hjem som alt for tynd ung kvinde der kun nipper til maden, men Agga ved godt hvordan hun gør, hun har nemlig set og hørt hvordan Freya propper sig og kaster op, når hun bliver oprevet. Det synes Agga er ulækkert. På et tidspunkt står det så skidt til med Freyas vægt, at lægen må tilkaldes og hun må få varm mælk med ske. Bogen handler om Agga, og det er hendes holdninger der gør sig gældende, og alting hænger fint sammen, undtagen når det kommer til Freya. Det er som om Freya er to personer. På den ene side er der elverdronningen, som er kold, køn og kontrolleret, det er hende der hele tiden bliver omtalt, men fra tid til anden beskrives der sider af hende som ikke passer helt til denne stoiske og kyniske figur. Der er selvfølgelig opkastningerne, men der er også mere hverdagsagtige ting som hendes vredesudbrud og ønske om at høre sladder om en af de andre tanters mand, men det er som om disse ting ikke ændre Aggas syn på everdronningen. Jeg kan ikke lade være med at blive fascineret af elverdronningen Freya. Spiseforstyrrede kvinder har vi i hele verden, men denne ægte tro på de underjordiske er meget unik for Island.

Jeg har et eller andet med Island. Geografien skaber folk, og der er så umanerlig råt og smukt, så stort og småt på en gang. I et land der er omgivet af hav, er mændene på havet og kvinderne passer geshäften. Det giver nogle stærke islandske kvinder. Jeg har tit svært ved at forholde mig til kvinder i bøger, de klynker, har sex og besidder et karrierejob som de hverken bruger meget tid eller opmærksomhed på. De islandske kvinder klynker også, og de er også røvirriterende, men de er stærke og har integritet, og jeg sidder helt og får lyst til at tage tilbage dertil.

ORIGINAL TITEL: Mávahlátuer DANSK TITEL: Mågelatter FORFATTER: Kristín Marja Baldursdottir FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 383 UDGIVELSESÅR:1995 (2012)