M Train

Jeg kender mest Patti Smith fra musikken, men selvom "M Train" er en form for selvbiografisk bog, så står der stort set intet om musik. I stedet handler den om at drikke sort kaffe, læse gode bøger og se detektivserier på fjernsynet i bemeldte rækkefølge... What's not to like... Det skulle da lige være, at hun indrømmer, at hun bedre kan lide den amerikanske remake "The Killing" frem for den oprindelige "Forbrydelsen". NOOOOO, hvordan kan hun gøre det imod os... Okay, faktisk har jeg aldrig selv set mere end et par tilfældigt løsrevne afsnit, men jeg er list undskyldt, for jeg var meget meget syg dengang, jeg har dog stadig min nationale stolthed...

Jeg vælger dog at tilgive hende, for "M Train" er nemlig en meget speciel bog. Det er ikke fordi den er det bedst skrevne eller den mest spændende, men den er skrevet af en kvinde der skriver som en mand. Hun skriver om at læse fantastiske bøger, besøge berømte kunstneres gravsteder, være med Continental Drift Club uden at være forsker, men bare fordi hun finder tanken kontinentaldrift romantisk (filosofisk), om at lyve sig ind på en mexicansk café ved at påberåbe sig at være journalist/forfatter for at komme til at drikke koppevis af noget af verdens bedste kaffe, om at det er svært at skrive om ingenting, om rodløsheden efter hendes mands død og om at tage billeder med et gammelt polaridkamera.
Hvad der ikke står noget om er tanker om ikke at være god nok, om at være totalt overskudsagtig, om hvor svært det er at kombinere husarbejde med en karriere, lange beskrivelser af tøjvalg*, frygt for hendes (voksne) børns ve og vel eller om at have gode veninder man altid hænger ud med.
Det er egentlig ikke, fordi jeg er helt vild med den form for litteratur, jeg kan bare godt lide at hvordan man skriver og hvad man skriver om ikke skal være bestemt af ens køn.

*her findes der for Patti kun ét rigtigt valg; strømper med bier, over-alls, en slidt og uformelig læderjakke og en strikhue.

TITEL: M Train FORFATTER: Patti Smith FORLAG: Alfred A. Knopf SIDEANTAL: 254 UDGIVELSESÅR: 2015

How To Build A Girl

Jeg er rigtig glad for at kunne sige, at jeg har taget fejl. Denne bog ER blevet oversat til dansk under titlen "Hvordan bygger man en pige".

Johanna er 14 år og bor i et socialt boligbyggeri, men der vil hun gerne væk fra, hun vil gerne være 'a real girl, in a real place'. Efter en meget pinlig episode på live TV beslutter hun sig for at det der med at være Johanna ikke går særlig godt, så hun må opfinde sig selv på ny til at være en person som nogen muligvis snart vil have sex med, én som kan få et job som knivskarp musikkritikker og én som kan komme til at bo i London.

Bogens hovedtemaer er sex, musik og fattigdom, fod de er nemlig meget fattige. De var fattige før, men nu er de endnu fattigere, og Johanna ved at det er hendes skyld, og den altoverskyggende angst driver hende til vandvid. Dette er ikke bare den slags angst som man får dagen før en eksamen, det er noget kvælende og knusende som får hende til at arbejde endnu hårdere fordi hun ved at byrden for at redde hele familien ligger på hendes nu 16-årige skuldre.

I begyndelsen af 90'erne kom arbejderklassen på mode, og det kom især til udtryk i musikken. Grunge, indie, alle disse bands, opdager Johanna, taler direkte til hende, de fortæller hende, at også hendes historie er værd at fortælle, for hun er også et rigtigt menneske.

Eftersigende blev Caitlin Moran så arrig over "Fifty Shades of Grey", at hun satte sig ned og skrev sin egen bog om kvindelig seksualitet, denne bog, og det må man give hende at hun har.

"Here's the amzing thing about sex: you get a whole person to yourself, for the the first time since you were a baby. Someone who is looking at you - just you - and thinking about you, and wanting you, and you haven't even had to lie at the bottom of the stairs and pretend you're dead to get them to do it"
                                                                                        s.224

Der er rigtig meget i den her bog om sex, både om onani, den første gang, hvordan man får sex og hvad man stiller op med en ubrugelig stor penis.

I det hele taget er denne bog en stor guidebog til hvordan man er teenager, om de ting som jeg gerne ville have vidst dengang jeg var teenager, i modsætning til andre guidebøger der fortæller hvad voksne gerne have at teenagere ved, som hvad gør man når man står til en fest og man ikke kender nogen og man føler sig ensom... man begynder at ryge.

Caitlin Moran er oprindeligt musikkritiker, og musikkritikere er et folkefærd der har deres helt egen måde at skrive på. Man fornemmer musikken i deres ord, hele pasager kan være som guitarsoloer, og sådan er denne bog også, hvilket vil være svært at oversætte til dansk, hvis den da overhovedet bliver oversat til dansk. Hendes bog "kunsten at være kvinde" var to år om at ramme det danske marked og kom først ud i en tid hvor den ikke var nær så provokerende som da den blev skrevet. "How to Build a Girl" er meget provokerende, ikke på en uhøflig måde, men som en forfriskning af en ungdomslitteratur der for tiden kun bevæger sig langsomt fremad. Den er ikke kun forfriskende fordi den handler om sex, men også fordi forfatteren går ud fra at hun har at gøre med intelligente unge piger.

Caitlin Moran forventer ikke at læseren i første omgang forstår alle hendes bog- og musikreferencer, så derfor er hun meget specifik med bøgernes titel og forfatter og bands og albums, så man selv kan gå ud og læse videre og høre videre og måske finde ud af i hvilken retning man vil bygge sin pige, for vi er alle sammen i gang med at bygge os selv gennem bøger, musik, fjernsyn og de mennesker vi møder på vores vej.

TITEL: How to Build a Girl FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Ebury Press SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2014

The Collected Dorothy Parker

Kan man tale morsomt om selvmord? Jeg gør det selv i stor udstrækning, til forargelse for mange mennesker. At tale morsomt om noget er ikke det samme som at sige, at det ikke er et alvorligt emne, det er bare en måde at komprimere noget meget stort og helt uforståeligt ned til noget som man kan tage frem og forholde sig til.

Résumé
Razors pain you;
Rivers are damp;
Acids stains you;
And drugs cause cramp.
Guns aren't lawful;
Nooses give;
Gas smells awful;
You might as well live.

Dorothy Parker havde brug for at forholde sig til selvmord, for hun forsøgte det selv, to gange så vidt jeg husker, og det er ikke godt at vide hvor mange gange det kun blev ved tanken. Hun skriver om selvmord, især i sine digte, fordi det er noget hun ved noget om.

En anden ting hun ved noget om er overklassefrue, hvilket er emnes for næsten samtlige af hendes noveller, for hun var født Rothschild. Det er nok hendes noveller jeg holder aller mest af, for hun har nogle fantastiske beskrivelser af kvinder og ægteskaber (i overklassen) fra før kvindefrigørelsen rigtigt satte ind. Som voksen var hun dog ikke rig. Selvom hun i perioder tjente godt, så havde hun også en slem tendens til at spendere det hele på alkohol og hotelregninger, men hun levede alligevel lidt et overklasse liv. På sine senere dage blev hun socialist, og det klædte ikke hendes skrivestil, for hvordan kan en der aldrig har vasket så meget som en sok til fulde skrive en historie om en vaskekone. Jeg er en af de anmeldere der synes at bøger er bedst hvis forfatteren til fulde kender det emne han eller hun skriver om.

Den morsomste del af bogen er dog hendes bog- og teateranmeldelser. Hun har for eksempel nogle meget grimme ting at sige om A.A. Milne, Peter Plys's far. Hun lagde dog ikke skjul på, at hun bare generelt hadede at være anmelder, og hendes bitterhed flyder som sort galde gennem alle hendes anmeldelser, og det er absolut hysterisk morsomt.

Jeg er absolut forelsket i Dorothy Parker, men et samlede værker kan, på trods af høj kvalitet, være noget tyk at tygge sig igennem. Heldigt for mig, men uheldigt for Dorothy Parker, er det dog at hun det meste af sit liv led af skriveblokkering. Hvis hun skulle være ærlig, og det var hun tit, især når hun var fuld, og det var hun tit, så hadede hun at skrive.

TITEL: The Collected Dorothy Parker FORFATTER: Dorothy Parker FORLAG: Penguin Books SIDEANTAL: 603 UDGIVELSESÅR: (2001)

The Chronicles of Narmo

Caitlin Moran er i dag en verdenskendt forfatter og feminist, men da hun var teenager var hun fed, fattig og gik ikke i skole. Hvad hun til gengæld gjorde var at læse en masse bøger. 'Når man kan læse bøger kan man vel også skrive dem' tænkte hun, og det gjorde hun så, selvom det endte med at tage langt mere tid end hun lige havde regnet med. Hun startede med at skrive da hun var 13 og fik den udgivet da hun var 15 3/4.

"The Chronicles of Narmo" er resultatet og handler temmelig meget om hendes egen familie og det er bestemt ikke kedeligt. Bogen handler om hvordan Narmo-børnene bliver taget ud af skolen og hvordan deres liv former sig derefter. Den handler om skænderier, kedsomhed og om at være meget meget fattig iblandet nogle små magiske elementer.

I og med at det er en børnebog skrevet af et barn, så har den ikke den samme angst som børnebøger skrevet af voksne om, at man da ikke kan referere til andre bøger, for 'man kan jo ikke forvente at børn der læser en bog har læst andre bøger', Men Caitlin Moran havde læst masser af andre bøger, så hun referer gladelig løs, hvilket er helt enormt charmerende.

Generelt er der bare en helt fantastisk humor og flow i denne lille bog.

'My first attempts at prose
were twelve pages long and inlined to expose
the shoutings and cheating and beatings and fights
the panic and shame and ill-fitting tights
of school

We were laughing at someone who said what we thought
sneezes and sniffles and things that we caught
hiccups and punch-ups and packed lunch and break-ups
pinching and cheating and too many grown ups 
at school
                      s133

TITEL: The Chronicles of Narmo FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Corgi SIDEANTAL: 142 UDGIVELSESÅR: 1992 (2013)

1Q84, trilogi

I to år har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse disse tre bøger, også selvom jeg er stor Murakami fan. Først ville jeg vendte til alle tre bøger var udkommet, og da de var, så kom jeg bare aldrig frem til det. Måske virkede det så uoverskueligt med tre bøger, måske var jeg inde i en dårlig periode eller måske glemte jeg bare alt om den. Jeg ville egentlig gerne eje dem fandt jeg ud af. Normalt går jeg ikke op i om bøger er lånt eller købt, men særlige bøger, dem jeg virkelig godt kan lide, der får jeg et adrenalin kick af at se dem på min bogreol, det ser nærmest smukt ud. Men så kom det til prisen. Hvert bind kostede over 200 kr, og det synes jeg ikke lige at jeg havde plads til på budgettet, men så fandt jeg hele trilogien samlet til 190 kr og så skulle man være et skarn hvis jeg ikke købte den, og når en god bog er købt, så skal den også læses.

Aomame og Tengo er skal begge til at gøre noget højst usædvanligt, og når man gør det, så kan verden ikke længer forblive den samme, den ligner godt nok sig selv, men der er to måner på himlen og en religiøs sekt får Aomame og Tengo i søgelyset. De lever hver deres liv, hvert deres sted i Tokyo, men deres skæbner er tæt forbundne. Dette er en romantisk fortælling om en dreng og en pige der skal finde hinanden, men Tokyo er en stor by, og de skal ikke bare finde hinanden, ved at slå et navn op i telefonbogen, de skal FINDE hinanden på et højere niveau, og Tokyo er en stor by, og livet er endnu større, så hvis det skal lykkes, så må virkeligheden vrides og vendes. Murakamis magi handler ikke om at svinge en tryllestav eller brygge en eliksir, det handler om at være tålmodig og vendte på at skæbnen leder en. Det handler om, at der er en virkelig virkelighed, og så er der Aomame og Tengos vikelighed hvor små mænd skaber luft pubber og skaber en spejlverden der er til for at det umulige vil ske, at Aomame og Tengo møder hinanden.

Aomame og Tengos kærlighed er selvfølgelig den ægte vare. De forelskede sig i hinanden da de var 10, men der gået 20 år og de er langt fra hinanden. For Aomame er sex noget der er fysisk og destruktivt, noget der skal til tor at dæmpe følelserne indeni. For Tengo er det et fysisk behov der bare skal opfyldes fra tid til anden, ikke noget der betyder alverden. Sexscenerne i bogen er amputerede og forkvaklede, for følelserne er skåret fra. Sex med børn finder sted i bogen og fordømmes, men det virker på en eller anden ret provokerende måde ikke meget mere forkvaklet end sex uden følelser. Den 'ægte' sex findes dog, og den er både noget fysisk og noget åndeligt, det er noget ganske særligt, og det er den eneste slags sex der kan nydes fuldt ud.

Der foregår mangt og meget i bogen, men det finder alt sammen sted for at Aomame og Tengo skal finde hinanden, så man skal ikke nødvendigvis forvente, at man får en afslutning på de spørgsmål man uundgåeligt kommer til at stille sig selv. Når han kun behøves at gribe de aller vigtigste bolde, og kan lade de resterende falde ned i intetheden, giver det Murakami mulighed for at takle en langt bredere vifte af personer, temaer og magiske elementer, og det er utrolig spændende at være vidne til, men også dybt frustrerende. Ved en hvilken som helst anden forfatter, ville man finde det sjusket eller finde forfatterens evner begrænsede, men dette er Murakamis stil, og det er ikke fordi han ikke kan fortælle, det er fordi han ikke vil, for der er spørgsmål der ikke bør besvares. Hvis man for eksempel skulle høre hvordan det sidenhen gik den unge pige Fuku-Eri, ville man forvandle noget magisk til noget profant, og magiske er lige nøjagtigt hvad Murakamis bøger er og bør være. Der kommer heller ikke mange forklaringer på hvordan tingene fungere, det gør de bare, det er som om skæbnen har en syg sans for humor

Et sted drikker Tengo Carlsberg, og et andet sted læser han Isak Dienesen, aka Karen Blixen, og mit hjerte bankede af national stolthed, lige indtil min mor spurgte, om han gør det samme ved andre lande. Pludselig lagde jeg mærke til, at det gjorde han, og da jeg først havde lagt mærke til det, så var det egentlig lidt irriterende. Det er fedt, når det er ens eget land, men når det er Costa Rica, Finland, Tyskland og Australien. Forfattere bliver også nævnt i hobetal, også uden at have noget med historien at gøre. Men måske irriterer det mig fordi det er sådan jeg selv taler, om ting der egentlig ikke har noget med det overordnede tema at gøre. Måske er det for at blære mig over alle de ting jeg ved, eller måske er det fordi der alligevel dybt nede er en mening med det hele. Chekov sagde, at hvis man introducerer en pistol i en histories, så skal den også affyres, men meget er sket siden russisk litteratur i 1800-tallet, og Murakami introducerer et utal af elementer
der aldrig bliver brugt.

En sjov lille note her til sidst, så er et af bogen tilbagevendende motiver licensindsamlere til NHK (Japans DR), og licens i Japan fungere stort set på samme måde som i Danmark, man skal ifølge loven betale det, ligegyldigt om man ser NHK eller ej, og det er et selvstændigt organ, der i hvert fald i teorien ikke har noget med staten at gøre, det er desuden lige så upopulært i Japan som i Danmark.

ORIGINAL TITEL: 1Q84 ENGELSK TITEL: 1Q84 FORFATTER: Haruki Murakami FORLAG: Vintage SIDEANTAL: 1318 UDGIVELSESÅR: 2009+2010 (2011)

Barn Jesus i en krybbe lå

Denne bog er skrevet af Kirsten Nielsen, som jeg på universitetet har haft til et fag om Genisis (1. mosebog). Hvilket gjorde at det undrede mig, at hun har skrevet en bog om noget så essentielt for det NYE testamente som juleevangeliet (Lukas 2,1-20). Hun er en sød ældre dame, og blændende dygtig. Hendes forsknings områder er Gammel Testamente; Bibelen som litteratur, gudsbilleder i Bibelen, intertekstualitet, Jobs bog, metaforik, Satanskikkelsen i Bibelen, og Bibelens receptionshistorie; bibelsk billedsprog i moderne salmer (kopieret fra universitetets hjemmeside). Derfor giver det alligevel god mening, for juleberetningen er ikke nogen enkeltstående tekst som kun findes hos Lukas, den har rødder mange steder i det gamle testamente, den findes hos evangelisterne, den strakte sig ud og blev til et utal af manuskripter som ikke kom med i den endelige udgave af Biblen, de såkaldte gammeltestamentlige pseudopigrafer og de nytestamentlige apokryfer, og i dag kender vi den blandt andet fra vores salmer, og det er ud fra disse sammenhænge, at Kirsten Nielsen har skrevet sin bog.

Bogen koncentrerer sig om julekrybber, og Kirsten Nielsen har brudt dem ned til deres enkelte bastandele. Der er den hellige familie, oksen og æslet, hyrderne, englene de hellige tre konger og stjernen. Hver del har sin egen historie der ikke altid hører til hos Lukas. Lad os for eksempel tage oksen og æslet som findes i mange julekrybber, som som hverken står nævnt i Lukas eller hos de andre evangelister. Der står til gengæld noget hos profeten Esajas:

Oksen kender sin ejer,
æsel sin herres krubbe;
men Israel kender ikke mig,
mit folk fatter intet.
                              Es 1,3

Så oksen og æslet er med fordi de genkender Jesus som Guds søn i modsætningen til menneskene. Sammenkoblingen af Jesus' fødsel og oksen og  æslet laves i de nytestamentlige apokryfer, i det uægte Matthæusevangelium fra det 9. århundrede.

Alt dette baggrundsmateriale gør dette til en helt speciel julebog på den, fra mit perspektiv, fede måde, men den er også skrevet på en helt speciel måde, på den ene side, er det bedstemoderen/præsten der kommer op i hende der fortæller en sød lille historie om Jesusbarnet der kom til verden julenat, omringet af mennesker dyr og engle, men samtidig kommer universitetsprofessoren op i hende, og bogen er fuld af kildehenvisninger der, hvis man ikke er vant til den slags, kan virke forvirrende på læsningen. Problemet, hvis man kan kalde det det, er, at "Barn Jesus i en krybbe lå" er en sammenfatning at to allerede eksisterende bøger, "Barn Jesus i en krybbe lå" (samme titel) af Ingeborg Pedersen og julekrybbens historie, og "Kristi fødsel" af Ole Davidsen, om, ja du havde nok gættet det, Jesus' fødsel.

Det er spændende hvordan teori (kilderne) og praksis (julekrybberne) smelter sammen til en forståelig helhed, for det hele er ganske forståeligt. Det eneste der kan forvirre er, at man på forhånd bør vide lidt om hvordan Biblen som vi kender den blev til, og om de tekster der ikke kom med, men kan man abstrahere for det, så er dette en rigtig god lille bog.

TITEL: Barn Jesus i en krybbe lå FORFATTER: Kirsten Nielsen FORLAG: Det Danske Bibelselskab SIDEANTAL: 51 UDGIVELSESÅR: 2004

Mumitroldene og tilværelsens gåde

For syv Søren, jeg havde lige skrevet en lang og fin anmeldelse, men da jeg trykkede 'udgiv' gik siden ned, jeg måtte genstarte computeren, og *puf* var alt hvad jeg havde skrevet væk, den plejer ellers altid at gemme undervej, og det har den også gjort, for jeg havde skrevet det over flere dage, men nu er det væk, og muligvis burde jeg kunne finde det hele et sted, men jeg er en spade til computere, og jeg gider ikke engang gøre forsøget, for det ville sikkert tage mig længere tid end bare at skrive det hele igen.

Hvad er der med store drenge og unge mænd der gør, at de altid skal citere filosoffer, forfattere og andre berømtheder? Helt fra den unge knægt der tror at positivismen handler om at tænke positivt til Jukka Laajarinne der her skrevet en bog hvor eksistentialismen og de 5 filosoffer/forfattere Beauvoir, Camus, Heidegger, Kiekegaard og Satre er nævnt på hver anden linje. Måske er det fordi de ikke tror, at de selv har noget klogt at sige. Det er ikke fordi kvinder på nogen måde er moralsk overlegne på dette punkt, de er bare anderledes. Kvinder 'synes at', 'mener at' og 'tror at', og de gør det for at intimidere andre kvinder, men er mænd filosofiske fordi de tror, at det giver den sex? Jeg elsker Mumitroldene, og jeg har læst dem mange, mange gange, men erotiske? Det tror jeg ikke lige, heller ikke selvom de analyseres igennem en lind strøm af kloge menneskers kloge ord.

"Mumitroldene og tilværelsens gåde beskæftiger sig med eksistentialismen, og kun med eksistentialismen (og kun de fem tidligere nævnte filosoffer/forfattere), hvilket er en skam, for der gives ingen forklaring på, hvorfor lige nettop den filosofiske retning, og det eneste konkrete argument jeg kan komme på er, at Tove Jansson er en efterkrigstidsforfatter, men mere sandsynligt er det, at det bare er eksistentialisterne Jukka Laajarinne selv bedst kan lide, hvilket er fint nok, det burde bare fremstå lidt tydeligere.

Eksistentialismen er en filosofi der har stor fokus på individet fokus på individet og det personlige/frie valg. Der er ingen større mening, ingen dybere logik, og det efterlader tit filosofferne i angst og mismod, hvilket der sandt nok er en del af i Mumitroldene (vi snakker her kun og bøgerne, ikke om de forsødede tegnefilm). Tove Jansson har også stor fokus på individernes udvikling, men det fremstår også, at en person som oftest bliver lykkeligere hvis han eller hun opfører sig i forhold til sin art. En Filifjonk skal helst være patentlig, en Hemul skal være samler eller festlig (der findes forskellige slags Hemuler) og en Homse, han skal have styr på tingene. Der er selvfølgelig undtagelser, og Jukka Laajarinne mener da også, at der er tale om at de er sådan, fordi de er opdraget til at være sådan, og fordi omgivelserne forventer at de er sådan, og det er en helt legal mening, men der er bare ikke mere bevis for det end der er for det modsatte.

Det er meget fint og klogt med en eksistentialistisk vinkel på det hele, men Jukka Laajarinne glemmer tiltider, eller faktisk glemmer han det hele tiden, at selvom Mumitroldene kan læses og give mening for voksne, så er det først og fremmest historier for børn, og de følger børnenes logik og humor. Nogle gange behøves tingene ikke at være så pokkers komplicerede.

Der er dog én person der ikke for alvor får lov til at leve sit liv som hun vil, og det er Murren. Hvad jeg godt kan lide ved bogen her er, at den forsvare hende, også overfor Mumitroldene der ellers er heltene i historien. Murren er stor og Kold og uhyggelig, og derfor er folk bange for hende, hader hende ligefrem og tvinger hende ind i rollen som en skurk. Sandt nok har hun ødelagt Mumimors rosenbed ved at sidde der for længe, så intet mere kan gro, men der er ingen der ser, at hun bare længes efter varmen. Da Toflen og Viflen stjæler hendes kongerubin dømmer Snorkernes og Mumiernes domstol, at hun slet ikke havde ret til at eje den, fordi hun ikke ser den skønhed, også selvom den rent faktisk tilhørte hende. Hun er ikke engang tilstede til at forsvare sig selv, men hov, hvorfor er det hende der er under anklage, det er jo Toflen og Viflen der er tyvene? Jukka Laajarinne ser Murren, og han forsvare hende, han 'glemmer' lidt, at Mumitrolden til sidst tør hende op.

ORIGINAL TITEL: Muumit ja olemisen arvoitus DANSK TITEL: Mumitroldene og tilværelsens gåde FORFATTER: Jukka Laajarinne FORLAG: Alfa SIDEANTAL: 184 UDGIVELSESÅR: 2009 (2012)

Berømmelse

 Romanen består at ni historier eller delvist sammenhængende noveller, der alle handler om at rejse. Nogle rejser til fjerne egne, mens andre foretager en mere mental rejse, men for mange af dem spiller mobiltelefoner en markant rolle, for med sådan en, så spille det i grunden ingen rolle hvor man er, men behøves ikke at fortælle nogen hvor man tager hen, for så længe man bare har sin mobil på sig, så kan man få fat på eller blive fået fat på hvor som helst, hvis da bare der er strøm på, eller man ikke får et forkert nummer. Hvis man har fået et forkert nummer kan man til gengæld ødelægge et andet menneskes liv, det finder to af bogens personer i hvert fald ud af, men den ene af dem bliver fanget i spillet, og den anden bliver sat fri.

Bogen handler også om litteratur, om den interaktion der er mellem forfatter, bog og læser, og grænserne bliver bøjede, manipuleret og tilpasset undervejs. Bogen handler om det usandsynlige og det meningsløse og om at blive overhalet indenom af virkeligheden eller uvirkeligheden. Der er 3 forskellige forfattere, 1½ fiktive personer, og 1 som gerne vil være det. To af dem bevæger sig i periferien, men de sidste tre kredser om den sidste, forfatteren Leo som styrer og lader sig styre, og for hvem grænsen mellem litteratur og virkelighed er noget sekundært. Mest spændende er dog den lidt udenforstående historie om den verdensberømte selvhjælpsforfatter, som i et øjebliks tungsind overvejer at ændre hele verdens gang, for så betydningsfuld er han, eller det synes han i hvert fald selv at han er.

Historien bygger på en populistisk forståelse af stringteorien, noget med at vi alle på et eller anden måde er forbundet, hvilket er statistisk ganske sandsynligt, især når man tænker på hvor løst Kehlman definerer 'forbundet med', men fred være med det. Nogle af forbindelserne mellem historierne er lige lovlig søgte, men nogle af den er egentlig ganske interessante, og de reder bogen fra at falde helt fra hinanden, men jeg vil nu stadig nærmere kalde det ni noveller end 'en roman i ni historier', men det er bare mig og mit flueknepperi, for nogen roman synes jeg ikke, at det er.

Jeg har læst og elsket Kehlmanns debutroman "Opmålingen af verden" flere gange. Dette er hans bog nummer tre. Jeg tror ikke, at jeg nødvendigvis ville sige, at den er dårlig, den er bare slet ikke på højde med hvad jeg havde forventet. Det er ikke nogen dårlig bog, med det er bare det, en bog, ikke noget særligt, ikke noget jeg vil gå og tænke på eller huske, og på den måde blev jeg skuffet, for han kan mere end det, han kan noget med sproget, noget ganske særligt, men det kommer ikke rigtigt frem her.

ORIGINAL TITEL: RUHM. Ein Roman in neun Geshichten DANSK TITEL: Berømmelse. En roman i ni historier FORFATTER: Daniel Kehlmann FORLAG: Forlaget Per Kofod SIDEANTAL: 208 UDGIVELSESÅR: 2009

Matematikfilosofi

Jeg har egentlig aldrig været specielt god til matematik, og i gymnasiet var jeg egentlig heller ikke særlig vild med det, men det skyldtes vist for en stor del lærerne. De jeg skulle vælge universitetsfag, der var aldrig nogen tvivl om at det var det jeg skulle, så blev det teologien jeg kastede mig over, og det er det stadig. Alligevel er det lykkedes mig at udvikle mig til lidt af en nørd også på de naturvidenskabelige områder, hvilket jeg vist kan takke mine forældre for, arv og belastning.

For nogle år siden var der et spørgsmål jeg gik og tumlede med, og som voldte mig store kvaler, for hvad er matematik egentlig? Det er jo ikke en naturvidenskab som vi normalt definerer den.

The natural sciences are branches of science that seek to elucidate the rules that govern the natural world by using scientific methods.

Wikipedia

Matematik derimod

Mathematics is the abstract study of topics encompassing quantity, structure, space, change, and others; it has no generally accepted definition.

Wikipedia

For nogle måneder siden fandt jeg så denne lille sag på biblioteket. Jeg lånte den mest for sjov, tænkte ikke, at jeg nogensinde ville få den læst, men bare det at slæbe den med hjem, fik mig til at føle mig super klog. Det tog mig flere måneder, og flere spørge sessioner hos mine matematik forældre, men jeg kom faktisk igennem den. Den var hende svær noget af tiden, men også vildt interessant.

Hovedparten af bogen omhandler matematikkens historie igennem de mest ikoniske opdagelser og filosofier, for vi kan ikke komme uden om det, matematik lægger sig meget tæt op af filosofien, ja, i mange tilfælde udgør den ligefrem filosofien, vi kender det fra oldtidens naturfilosoffer. Mange af de hard core matematiske ting forstod jeg ikke rigtigt så meget af i sig selv, men jeg tror nok, at jeg i en hvis udstrækning fangede essensen af det hele. Som jeg opfattede det, var der tre overordnede temaer i 'vores' måde at tænke om matematikken på.
1) Finde matematikkens Sandheder.
2) Finde matematikkens sprog.
3) Er 1 og 2 universelle logiske strukturer eller menneskelige konstruktioner.
Og dermed ikke ment, at matematikerne holdt op med at finde matematiske beviser, bare fordi man begyndte at snakke om matematikkens sprog. Med matematikkens sprog begynder man at anerkende matematikens ligheder med lingvistikken, den videnskabelig undersøgelse af menneskelige sprog (selvom kling'on og elvish vist også kan studeres på visse universiteter). Man prøvede at lave et matematisk sprog, hvor man helt fjerne de følelsesbetonede elementer og de kulturelle kløfter man finder i alle andre sprog, således at denne, matematikens universelle sandhed, kunne formuleres. Men var matematikken nu også så sand igen, eller er det en menneskeligt konstrueret sprog som vi bruger til at beskrive verden omkring os?

Costas minimalflade

Bogen er fuld af spændende diskussioner, men da jeg også er en humanistisk og teologisk nørd, syntes jeg at bogens sidste del del var den aller mest spændende. Hvor GOD er matematikken? Her kommer bogens to forfattere ind på de menneskelige faktorer. Der diskuteres blandt andet hvordan teknologiske hjælpemidler og den menneskelige forståelsesevne former matematikken. I oldtiden havde man lineal og passer, og så var cirklen og trekanten de nærmest guddommelige former, og i dag har vi computeren, kan konstruere former som Costas minimalflade.

Der diskuteres også matematikkens moral. Pythagoraser måske ikke just værdibetonet, men når man for eksempel skal ind og beregne risiko versus gevinst ved atomkraft, så er man nødt til at tillægge faktorer som menneske-, dyre- og planteliv, penge, energi og deslige forskellige værdi. Hvor mange mennesker skal have strøm for at opveje et statistisk menneskeliv, når man ser på sandsynligheden for at det går galt. Det var nogle virkelig spændende diskussioner, og der gjorde mig glad for at jeg havde holdt ud gennem Gödel, hvor jeg ikke bare ikke forstod den matematiske side, jeg forstod ikke engang hvad han prøvede at sige.

Bogen er også fyldt med små sjove anekdoter. For eksempel nævnes det at Russell, da han var 11 år gammel, blev introduceret til Euklids matematik af sin storebror, og at han fra den dag af var helt vild i varmen. Sikke en nørd tænkte jeg og sad lidt og grinede for mig selv, men så sagde min mor noget der slet ikke var faldet mig ind. Russell var barn i 1880'erne, og dengang var der bare ikke nær så meget at gå og underholde sig med, så matematik kunne måske ligefrem give et afbræk fra kedsomheden.

Den lange læsetid gav dog visse vanskeligheder. Fordi der ikke er tale om en lang kontinuerlig historie men nærmere små brudstykker, så er det sværere at huske detaljerne, og således stod der på et tidspunk at Russell gjorde et eller andet fra fængslet, og jeg tænkte bare, fængsel??? Men jeg kunne simpelthen ikke holde ud at læse mere end en 10 sider af gangen før min hjerne begyndte at koge over, men jeg kom igennem, og jeg er stolt af mig selv.

TITEL: Matematikfilosofi FORFATTER: Ole Skovsmose og Ole Ravn FORLAG: Systime SIDEANTAL: 257 UDGIVELSESÅR: 2011

Hamsun

Knut Hamsun var ikke bare en forfatter, han var et norsk folkeklenodie og nobelprismodtager. Lidt småskør var han måske, men hvad skidt, det kan sådan nogle kunstnere jo godt være en gang imellem, så man lod ham være og beundrede ham på afstand, men så kom krigen, og han udtrykte sin glæde ved tyskerne og ved Hitler. Landsforræder i krigstid, råbte folk, og efter krigen måtte han i retten, men hvis man kunne få ham erklæret senil og tilstrækkelig skør, så kunne man glemme det hele og undgå at trække hans navn gennem sølet. Og det gjorde man så, men Hamsun ville have lov til at stå til ansvar for sine egne handlinger.

Det handler bogen om, men den handler endnu mere om Hamsuns familie. Her er en familie man for alvor kan kalde destruktiv. Faderen der ikke er der fordi han ikke kan høre noget, og fordi han vælger ikke at høre noget. Han forguder sin mor selvom hun sendte ham væk hjemmefra til et forfærdeligt liv hos en slægtning, men hvad mutter gør er altid det rigtige, så Hamsuns børn skal også væk, og de bliver forstyrede næsten alle sammen, én kommer på kant med loven, én melder sig frivilligt til SS, og så er der Ellinor der ikke er syg hun spiser bare ikke noget, og så drikker hun alt for meget. Mand og kone kan ikke udstå hinanden. Hun synes han har mistet sine idealer og han mener hun berøver ham hans frihed, men alligevel kan de ikke finde ud af at forlade hinanden, skønt de prøver.

Bogen er drejebogen bag filmen om Hamsun, så den er lidt mærkeligt skrevet, fyldt med stemningsbilleder og tale, men man får ikke at vide hvad personerne tænker og føler, det må man føle og analysere sig frem til, og sådan noget finder jeg svært, men det er ikke altid meningen, at det skal være let. Der var heller ikke mange lange udførlige beskrivelser af forhistorie, omgivelser eller pointer, og alligevel lykkedes det forfatteren at gøre det til en smuk bog. Det er sproget der er så flot (selvom det er oversat). Hvert ord er så omhyggeligt udvalgt lige præcis fordi det er så vigtigt, når man kun skal have det aller mest nødvendige med, og helst lidt mindre end det fordi man selv skal tænke

"Ellinor er smuk, men hun har det dårligt. Hun er påfaldende afmagret, ansigtet indfaldent, hænderne skeletagtige. Men hun er ikke syg, kun aneurektiker.

 Hamsun foran hende, han har hænderne fulde af smørrebrød, han har selv smurt det" (s. 51)

Der står jo ikke noget, og alligevel fortæller det alt om en familie der er ramt af anoreksi, hvordan det er hele familien der bliver ramt, hvordan det ikke er en sygdom, for hun kan jo bare spise, men hvordan det jo ikke BARE er at spise, når faderen i 1940 selv går i køkkenet for at smøre et par fedtemader.

Jeg har læst og set meget om 2. Verdenskrig, men denne bog stillede et spørgsmål jeg aldrig før havde stillet mig selv. Hvorfor var det egentlig så logisk at det var englænderne man holdt med, hvis man ikke sådan rigtigt interesserede sig for politik, og hvis de eneste nyheder man fik var den lokale avis, og endnu mere hvis man som Hamsun var døv og ikke lige kunne høre hvad folk gik og talte om. Vi ved nu at Hitler var ond, meget ond, men jeg har svært ved helt at sætte mig ind i hvem der egentlig vidste hvad på hvilket tidspunkt. Kan man stille nogen til ansvar for ikke at vide noget om oplysninger der er svært tilgængelige?

Et andet godt spørgsmål bogen stiller er, hvorfor er det logisk, at demokrati er godt? Hamsun har jo egentlig ret, verden er fuld af idioter (mig selv indberegnet) der lader sig lede af tilfældigheder og mere eller mindre direkte manipulation, er det virkelig sådan vi vil have at vores ledere bliver valgt? Jeg går ind for demokrati, mest fordi alle alternativerne er værre, men demokratiet har sine fejl, og det er vigtigt at vi anerkender de fejl, men nogle gange virker demokratiet som en religion, noget vi er villige til at gå i krig for og omvende andre lande til, enten frivilligt eller ved magt. Jeg er glad for at leve i et demokrati, og jeg under også andre det, men det er ikke altid godt.

ORIGINAL TITEL: Hamsun DANSK TITEL: Hamsun FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 215 UDGIVELSESÅR: 1996

How fiction works

Jeg havde stor planer for hvad jeg skulle læse i Paris, det skulle være højlitterært og jeg skulle sidde på en hyggelig lille gadecafe i strålende sol og nyde en kop kaffe og en croissant. Ingen af de ting kom til at holde stik. Jeg fandt denne lille bog 'How fiction works' af James Wood, som havde den fordel, at den kunne tåle at blive mishandlet, altså sådan rent fysisk med æseløre, krøllede sider og hvad den ellers kunne blive udsat for på bunden af en taske. Den blev heller ikke taget frem på cafeer, det var vejret ikke til, og jeg var desuden alt for træt, men jeg fik dette billede på skønhedssalonen hvor jeg skulle have vokset ben inden turen. Det er ikke noget godt billede, men jeg viser det alligevel, for forsiden er helt ubeskriveligt kedelig, bare hvid med nogle sjuskede bogstaver i sort og rød.

Jeg læser mange bøger, eller jeg læser i hvert fald mere end gennemsnittet, så det er utroligt, at jeg ikke ved mere om bøger end jeg gør. Jo, jeg har da været igennem de obligatoriske analysemodeller i dansk- og engelsk-, tysk- og franskundervisningen, og jo, jeg kan da en masse fine anekdoter fra litteratur og verdenshistorien, som jeg kan spæde mine anmeldelser op med for at virke interessant, men hvad er skønlitteratur egentlig? Hvordan er den skruet sammen? Det forsøger denne bog at give et billede af.

Til at starte med mangler der dog et mere konkret billede af hvilken form for litteratur det er han forsøger at bryde op til små mundrette afsnit og kapitler, for det kan umuligt være al fiktion, dertil er litteraturens verden for stor. Efter at have læst bogen, kan jeg så fortælle at det drejer sig om den realistiske litteratur, ikke nødvendigvis socialrealisme, men dog realistisk. Eller rettere den interesserer sig for alle bøger der på en eller anden måde minder om den franske forfatter Flaubert. Jeg vil ikke sige noget ondt om Flaubert, som jeg ikke selv har læst noget af, og det er også en rar oplevelse at se at en englænder kan interessere sig for noget som helst andet end engelske forfattere, men helt ærligt, er Flaubert virkelig stamfader til al moderne litteratur? Og hvis han er, hvorfor er han så ikke mere kendt?

Så vidt jeg kan læse mig til, tog Flaubert litteraturen, og gjorde den autistisk ved at bruge et fokus på, hvad der kan forekomme nogen, uvedkommende sanseindtryk, stilleben og begivenheder til at skabe et stemningsbillede. Da jeg netop læste Woods kapitel om detaljer tænkte jeg 'wow, det er sådan her, at jeg oplever verden, gennem en mosaik af ubetydeligheder', måske er det lige netop derfor jeg foretrækker bøger frem for film? Fordi de får 'det hele' med?

Woods skriver naturligvis også om meget andet end Flaubert og hans detaljeorientering, såsom synsvinkel, sprog, sympati og dialog, alle de ting der skaber en ordentlig bog. En ting jeg dog husker fra universitetet fra faget, religionsfænomenologi (læren om hvad der gør en religion), var emnet tid, og det skriver Woods ikke noget om. Hvornår er bogen skrevet? Hvornår foregår bogen? Over hvor lang tid? Hvilken rolle spiller tiden i forhold til personerne? Tid læger alle sår! Tiden går, den står stille, den trækker ud og bliver væk! Man lærer med tiden og man bliver dummere for hver dag der går! Tidens tand! Tid til at sove, og tid til at dø!Måske er det fordi jeg endte med at komme op i dette emne, men 'Tiden' synes jeg mangler.

Egentlig fortæller denne bog en de ting man egentlig godt ved i forvejen, men som måske lå som noget diffust noget bag i hjernen, som man ikke rigtig havde taget sig tid til at sætte ord på. Alt er kategoriseret og sat i system. Alt er delt ind i kapitler og afsnit, lidt lige som en grammatik, prosaens grammatik. Om jeg vil anbefale bogen kommer nok an på hvor nørdet man er, for selvom den er ganske let læst, så skal der sin mand til at læse 187 siders 'gramatik' fra ende til anden, men HVIS man er en nørd, og HVIS man lige har en dag eller to til overs, så er den bestemt en læsning værd, HVIS man da lige gider.

ORIGINAL TITEL: How fiction work DANSK TITEL: ingen FORFATTER: James Wood FORLAG: Vintage SIDEANTAL: 187 UDGIVELSESÅR: 2008 (2009)

Bibelen på bloggen

Marcus Rubin er agnostiker, jurist og skribent på Politiken. Under et ophold i Jerusalem vælger han at læse hele Bibelen (uden apokryfen) fra en ende af og skrive om hans indtryk undervejs. Vi får først og fremmest en genfortælling fra Adam og Eva, over Moses, dommerne, og kongerne, hel over alle profeterne, Jesus, Paulus, og til sidst den store finale i apokalypsen. Undervejs får vi også forfatterens noget vattede holdninger, og små sjove iagttagelser.

Bibelen er en meget voldsom affære med sex og vold ad libitum, og det kommer meget bag på Rubin, der gang på gang bliver chokeret og synes, at det er enormt synd for de folk menneskelig eller guddommelig vrede går ud over, Rubin er nemlig kultur radikal, og så skal alting helst være så pænt, og selvom folk gerne må have andre holdninger, så må de helst ikke have en anden moral end den pæne danske (folkekirkelige om man vil det eller ej) 'nu skal vi alle være søde og lege pænt sammen', men sådan er Bibelen overhovedet ikke, ikke en gang i det ny testamente.

Jeg har ikke noget imod at folk er uenige med mig, faktisk kan jeg godt lide det. Det selv samme siger Rubin, men det forhindrer ham ikke i gang på gang at blive forarget, og jeg kan ikke helt beslutte mig for om det er sjovt eller bare irriterende. Egentlig ville jeg hellere have faret om med jævne mellemrum og skældt og smelt, det havde været sjovere.

'Biblen på bloggen' har dog været ganske nyttig for mig at læse, for jeg har nok mest læst Bibelen i sin helhed, meget af den har jeg, men ikke det hele, og ved at se det hele i så kort en form, var der en del der pludselig gik op for mig. For bogen her gør det modsatte af de fleste teologiske værker. Teologiske værker gør nemlig for det meste det, at de tager et lille stykke og så skriver de en helt masse om det (husker stadig min eksamensopgave i Ny Testamente 2, skriv 7 sider om 18 linier). Rubin tager 1147 sider og skriver om dem på 295. Den er desuden let læst uden en masse svære teologiske ord og historiske og kulturelle kontekster. Jeg kunne måske godt have ønsket mig flere, men jeg er også en nørd, og jeg er godt klar over, at det er størstedelen af Danmarks befolkning ikke.

Bogen er yderst underholdende, for Bibelen er fyldt med finurlige detaljer der ikke umiddelbart giver mening. Hvem er Guds sønnerne, Gud (Jahve) er Jacob, Isaks søn, var på ingen måde en helt ifølge danske standarter. Det er virkelig underholdende at læse alle disse ting, og især Rubins kommentarer til dem, og jeg lå da også jævnligt flad af grin. Her kom det nørdede så op i mig, og jeg ville ønske, at han var gået mere i detaljer omkring disse ting og bare have skrevet en lille bitte smule om hvordan teologer før og/eller nu er kommet rundt om disse problemer, men ikke et ord hører vi fra dem, på nær et eneste sted i højsangen.

Men meget af min irritation over bogen skyldes, at jeg glemmer at dette ikke er et teologisk værk, det er en blog, og en blog er bare mere umiddelbar og luftig (ikke at der nødvendigvis er noget galt i det). Hvordan bloggen i sin tid så ud, ved jeg ikke, men det er i hvert fald lykkedes dem at redigere den så der blev en sammenhængende bog ud af det, og det er faktisk gjort godt.

TITEL: Bibelen på bloggen FORFATTER: Marcus Rubin FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 295 UDGIVELSESÅR: 2009

Borgmesterens tunge

Nathaniel Rich har ladet sig inspirere af Haruki Murakamis "Trækopfuglens krønnikke" i denne sin debutroman "Borgmesterens tunge", og det er jo ikke det dummeste man kan gøre, især ikke når man samtidig er i stand til at finde sin egen mere vestlige stil (vestlige forfattere er nu en gang bedst når de holder sig til en vestlig stil, sorry to say).

Dette er ved første øjekast et klassisk eventyr. En amerikansk-italiensk-jødisk dreng (Eugene) forelsker sig i pige med 1000 navne og intet Jeg. Hun bliver fortryllet af sagnomspunden succesforfatter (Eakins). Den unge mand drager ud på en farefuld færd til eventyrlandet Italien for at redde sin prinsesse. Med sig på rejsen har han sin lille hjælper, semidværgen Lang (gad vist om det også er hans navn på engelsk eller om det er en lille joke).
Eugene kommer til drømmeland og finder sin store kærlighed, men selvom hun er glad for at se ham, så viser det sig at det slet ikke er en kærligheds historie alligevel.

Et andet sted i landet sidder Hr Schmitz og mister sin kone til døden og sin bedste ven til drømmeland. Han beslutter sig for at drage til Italien for at redde sin ven, han er fuld af gode intentioner, men når det kommer til stykket har han ikke mod til at gå hele vejen.

Gennem hele romanen bygges der en stemning op for blot at blive knust til sidst. NR har med vilje gjort det som mange langt mindre tallentfulde forfattere har ødelagt ellers gode bøger ved, nemlig at ødelægge slutningen, det er forfærdeligt, smukt og dybt provokerende, og man sidder tilbage med følelsen af at være blevet frarøvet noget, men hvis det ikke var blevet gjort ville det bare være en bog man læste og så glemte alt om igen, men det er der ingen chance for nu.

"borgmesterens tunge" er en bog om virkelighedsflugt, om at være så træt af det hele, at man bare tager sine ting og skrider uden at fortælle nogen hvor man tager hen, og selv hvis man i første omgang fortæller hvor man tager hen, så lykkes det alligevel én at forsvinde. Den handler både om at forsvinde geografisk og mentalt, og i flere af tilfældende om at forsvinde et sted hen hvor det mentale bliver geografisk.

Bogen handler også om en virkelighedsflugt gennem bøger, både det at læse dem, og det at skrive dem. Eakins er en forfatter der har skrevet stort set alt inden for litteraturen, han har skrevet kriminalromanerm erindringer, eventyr, digtsamlinger, esseays og jeg skal komme efter dig, og det gør han så, han kommer efter unge piger og tager dem med til sit drømmeslot i sit drømmeland, hvor de kan forblive unge mens de tilbeder ham i al evighed. I den virkelige verden er det mest mænd der tilbeder ham, og det er jo knap så interessant.
Vores unge ven, Eugene, skriver også, og hans manuskript bliver en slags tallisman der fører ham sikkert gennem alle de fare Italiens bjerge byder ham på, og til sidst 'redder' det ham fra at få samme triste skæbne for hans far.

Alligevel er bogens morale, at selvom det er godt med gode fortællinger, at det kan få en til at glemme alt det svære, så er det også farligt, for hvornår er man gået for langt.

Den gode Hr Schmitz forsøger godt nok at bringe sin ven tilbage til virkeligheden ved at forvandle virkelige steder og personer ind til små eventyr, men det er før det hele bliver alt for skræmmende, og han stikker af fra det hele.

Forvirret? Det er jeg også, men det er ikke nogen helt ringe følelse. Bogen er udgivet på Forlaget Ordenes By der er et lille uafhængigt forlag der går mere op i bøgernes kvalitet end i deres salgbarhed, og det er nok en af de fedeste nyheder jeg længe har hørt :)

En kongelig læser

"En kongelig læser" af Alan Bennett er en bog om at læse bøger, og om hvordan man ikke kan lade være være med at blive påvirket.

Bogen handler om hendes majestæt dronning Elizabeth II der forvilder sig op i en bogbus der holder parkeret ved Westminster. Af ren og skær høflighed låner hun en bog, og i ren pligt læser hun den til ende selvom den virker kedelig og den siger hende ikke rigtig noget. Alligevel låner hun en ny da hun næste uge afleverer den, og det sætter gang i en hel ny passion hos hende for det at læse bøger.

Med en læsehastighed og en iver der kun kan gøre en anden en misundelig arbejder hun sig igennem den højere bøsselitteratur, for hun har fået sig en lille læsementor i opvaskerdrengen og rødblonde bøsse, Norman. Efterfølgende kommer hun igennem bøger vi andre kan drømme om (en enkelt regnfuld ferieuge og hun har læst alle 13 bind af Proust (er det 13? Det mener jeg at det er)).

Dronningens læselyst begynder dog at gå ud over hendes kongelige pligter til stor irritation til hoffet og ikke mindst kabinetschefen og premierministeren. De eneste der er glade er familien der ikke længere bliver holdt til de samme høje standarter som normalt.

Igennem bøgerne lærer dronningen at komme i kontakt med sine medmenneskelige følelser som hun hele sit liv har lært at undertrykke, og hun begynder at lægge mærke til folk omkring, hvor højdepunktet er hvor hun løber hen til døren for at undskylde overfor en stuepige at hun kom med et pludseligt udråb der slet ikke var til hende.

Det er en komedie, men den er ikke ude på at få et billigt grin ud af de royale ligesom alt for mange dårlige komedier, host Bjarne Reuter host. Faktisk er den yderst respektfuld og beskriver dronningen som en midaldrende dame der på grund af sin pligt ikke har fået lov til at udvikle sig til et helt menneske. Jeg er ikke englænder, jeg har ikke noget forhold, hverken positivt eller negativt, til dronning Elizabeth, men jeg kan godt lide når man taler om nulevende mennesker med i hvert fald et lille gram respekt, så respekt til Mr Bennett

Bogen er en beskrivelse af hvordan bøger kan ændre et liv, få en til at tænke over sin egen plads i historien, og viser, at selvom man er dronning kan man godt blive smådeprimeret over ikke at have en egen stemme.

Jeg brokker mig tit til min far over at der findes en lang række bøger om midaldrende mænd der bliver dybt filosofiske, men at der ikke rigtigt er noget tilsvarende. Dette er ikke den bog der vender rundt på det. Den er blandt andet skrevet af en midaldrende mand, men det er godt nok for nu.

Det er hovedsageligt en bog om bøger, og det gør den godt. Den prøver at beskrive hvad det egentlig er der sker med folk når de læser bøger. Den handler om at udvide sin horisont og om at udvikle sig som menneske, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på om forfatteren virkelig selv har læst alle de bøger han så storladent henviser til...