Viser opslag med etiketten teenagere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten teenagere. Vis alle opslag

lørdag den 9. juli 2016

De seks

To historier har domineret nyhederne i denne uge. 
- Debattør Mads Holgers selvmord.
- Læreruddannelsen har for første gang i mange år modtaget et stigende antal ansøgninger.
På usandsynlig vis fanger denne bog stemningen i begge disse. Denne 100 år gamle ungdomsbog, der på let moraliserende vis prøver at beskrive den ægte ungdom, fortæller historien om seks venner der igennem tre år på et lærerseminarium sammen oplever livets op- og nedture.

Min mor fortalte mig engang, at en af personerne i "De seks" er baseret på min oldefar. Det skulle eftersigende være den mest irriterende af dem, men jeg ved ikke om det henviser til den bondske medløber, den syfilitiske bølle, den tuberkuløse charmetrold eller  ham der er ser perfekt moralsk, at jeg adskillige gange havde lyst til at kværke ham

En af grundene til, at jeg holder så meget af at læse børnebøger er, at det altid siger rigtig meget om et samfund, hvad der prøves at give videre til børnene. Som roman er denne bog fx udmærket men på  ingen måde fremragende, og på grund af dens fuldstændigt urealistiske ideal for drenge/unge mænd har jeg lidt ondt af de mange generationer af drenge for hvem dette var 'hvad man burde læse'. Nej tak, så foretrækker jeg langt De fem, Harry potter og Terry Pratchett. Som historisk dokument derimod er den enormt interessant. Især to episoder fangede min interesse:

  1. Åbenbart blev det betragtet som moralsk godt for rigtige drenge at kaste deres afsky på en anden dreng fordi han ikke lever op til deres ideer om lærerstandens idealer, hvilket her betyder, at han er sjusket klædt, taler sjællandsk og er overvægtig. Det ses efterfølgende som et bevis på et godt drengehumør og gåpåmod når de efterfølgende driver gæk med/mobber denne. Som en moderne læser var det svært ikke at misbelige det, men da offeret derefter viser sig at være en tilpas ubehagelig person, til at det beroligede min samvittighed.
  2. Den unge kvinde der har skyndt sig igennem skoven for at nå frem til en aftale beskrives som rødmosset og svedig og derfor uren og ikke jomfruelig.
"De seks" bliver 100 år i år, og selvom der er mange ting galt med den moderne verden, så er jeg alligevel ganske tilfreds med den tid jeg blev født ind i.

TITEL: De seks - en fortælling om ungdom FORFATTER: Rudolf Bruhn FORLAG: H Hagerup SIDEANTAL: 232 UDGIVELSESÅR: 1916 (1922)

fredag den 13. maj 2016

LINDA og mysteriet i ørkenen

Dette er ikke en bog/forfatter jeg nogensinde før har hørt om, men der er noget uimodståeligt ved ens eget navn på forsiden af en bog. Hovedpersonens fulde navn er Linda Craig, ikke Larsen ligesom mig, men der optræder faktisk en familien Larsen i bogen. Det er den slags små tilfældige sammenfald der kan gøre en i godt humør :-)

Det er bare en ganske almindelig mysteriebog om en ung kvinde (Linda) på 16 år, som er med til at opklare en række hestetyverier. Som en ihærdig læser af De 5-bøger virkede den sjældent overraskende. Der er trods alt grænser for på hvor mange forskellige måder teenagere kan opklare mysterier på.

Den eneste lidt interessante ting der er at sige om denne bog i forhold til fx mange andre pigebøger med titler i kategoriern
"[pigenavn] og [stikord til bogens handling]"
er, at der intet krav eller forventning stilles til Linda om at tage kjole på og opføre sig som en pige. Faktisk går selv bogens voksne kvinder i (ride)bukser, men jeg ved ikke, om det skyldes, at den foregår på en ranch, eller om det skyldes at den er skrevet så relativt sent som 1964.

TITEL: Linda Craig and the Palomino mystery DANSK TITTEL: Linda og mysteriet i Ørkenen FORFATTER: Ann Sheldon OVERSÆTTER:Ilse Haugwitz FORLAG: Det andet forlag SIDEANTAL: 118 UDGIVELSESÅR: 164

onsdag den 8. juli 2015

Smagen af honning



"Smagen af honning" fortæller historien om en familie. Joan, mor, har smerter og blødninger fra underlivet og frygter, at der er noget galt. Bjørn, far, cykler, når han da ikke lige arbejder. Liv, den ældste datter, studerer medier, erkendelse og formidling, men mest elsker hun at feste med høj musik, alkohol og ecstasy. Rosa, den yngste, klæder sig i sort, ved ikke hvad hun vil efter ferien og bliver sur når hendes forældre plager om at få et svar. Dette er historien om en helt almindelig familie sat under lup, og ingen familier ser godt ud så tæt på. Samtidig følger vi i dagbogsbeskrivelser en familie præget af vold og seksuelle overgreb.

Jeg fik at vide, at det skulle være lidt af et mysterium hvorledes dagbogen forbindes til den primære handling. Det vil jeg nu sige, at det på ingen måde er. Jeg regnede det ud allerede i første afsnit, men det ødelagde bestemt ikke min oplevelse af bogen. Dette er IKKE en krimi, det er historien om en families tragedie, og der er derfor ingen behov for mysterier. Faktisk vil jeg sige, at det er en fordel at fjerne sine forventninger om mysterier, for man kan derfor fokusere på de mere vigtige elementer om familierelationer og traumer.

I enhver helt almindelig familie hænder det, at der sker noget vigtigt. Tragedien rammer og ens liv vendes på hovedet. Alting står så tydelig klart, at det kan være svært at forstå, at folk rundt om én fortsætter deres ligegyldige snak. Dem udenfor, dem der endnu ikke er ramt af tragedien, de går til kærlighedscoach, læser "Kommunikation der skaber indhold" og "Vejen til din indre ressource og de siger ting som:
"Jeg synes bare, at der er en fantastisk bog. Den fik mig til at tænke over så meget, og som jeg lige sagde til Joan og Lone, har den også fået mig til at gøre ting anderledes. Jeg bliver bare så glad for livet af den bog. Vi skal være så taknemmelige for livet hver eneste dag".
                                                                                                              s. 96
Alt sammen tomme floskler og ændringer uden betydning. En enkelt kvinde tager disse ting til sig bryde fuldstændigt med  alt det gamle, men vi kender ikke hendes historier, hendes kriser og hendes begrundelser. Joan tager med til  foredraget, hun læser bøgerne og hun sidder og deltager i deres snak, men hendes krise er for stor til disse lommefilosofier.

TITEL: Smagen af honning FORFATTER: JG Gylling FORLAG: Brændpunkt SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 2015

mandag den 29. juni 2015

Blå Nætter

"Blå nætter" er faktisk god. At jeg lyder overrasket, skyldes ikke, at jeg havde nogen grund til at tro, at Cecilie Sund Kristensen ikke kan skrive, men skyldes derimod en mistro til min egen evne udi at forstå poesi. Måske er det tiden der har ændret sig, måske er det mig, eller måske er det bare et spørgsmål om smag og behag. Poesi romaner lyder smukke, men jeg forstår nul og nix. Romantikerne er alt for højtravende til at kunne relateres til mit eget liv. Symbolik vs symbolisme. En jambe er en trokæ og en trokæ er er en jambe. "Det handler om SEX" sagde min dansklærer, og 21 hormonpumpede teenagere så forventningsfulde ned i den udleverede tekst.
Om lidt, saa er vi skilt ad, Som Bærrene paa Hækken; Om lidt, er vi forsvundne, Som Boblerne i Bækken.                        Emil Aarestrup                        'Angst'
Og vi forstod det ikke.

'blå nætter' er mere håndterlig.

  • Der er en handling. Man følger hovedpersonen baglæns gennem et destruktivt forhold til en mand.
  • Teksten har digtformat. Alt der skal siges, siges kort, resten må man selv tænke sig til.
  • Digtene har et moderne format. Sætninger og ord er ikke hevet, vredet og mishandlet ned i et format med rim og versefødder.
  • Digtene er skrevet i et sprog man forstår. En pik er en pik og skjules ikke bag symboler om sprudlende gejsere eller bananer. Der er måske nok et enkelt ord hist og her der er lidt for søgte, men pyt.

Det destruktive i mennesket har mange ansigter. man kan ødelægge sig selv, man kan ødelægge andre, og man kan lade andre ødelægge sig. Det er den sidstnævnte form for det destruktive denne digtsamling handler om. Den handler om hvordan kærlighed kan ødelægge én, om kærligheden til den 'forkerte', om sår og blå mærker der minder én om, at man selv er forkert. Det er i hvert fald sådan jeg læser det. Måske er det bare sådan jeg ønsker at læse det, ud fra min egen historie, for min egen historie udgør jo de briller hvormed jeg læser. Cecilie prøver med 'Blå nætter' at sige noget og ramme folk. Jeg tænker på, om det kun lykkes, hvis man læser den 'rigtige' fortolkning. Jeg som læser fik noget ud af fortællingen, noget der satte tanker i gang, noget jeg kan bruge i mit liv, og sådan som jeg ser det, er det et af litteraturens vigtigste succeskriterier, og ikke om ens digtanalyse kan give én 12 til eksamen.

Cecilie har selv tegnet forsiden, hvilket hun er sluppet ganske udmærket fra. Den passer godt til ungdomslitteratur. Den siger lidt: dette er noget jeg selv godt kunne finde på at tegn, noget jeg selv måske kunne finde ud af at tegne, så måske det indeni også er lidt ligesom mig. Det er en tanke jeg godt kan lide.

En lille ting som ikke betyder det store, men som begyndte at irritere mig halvvejs inde i bogen er, at siderne ikke er markeret med de sædvanlige 1; 2; 3;... men derimod med Side 1; Side 2; Side 3;... Det virker lidt overflødigt. Det er sådan noget man skriver på universitetsopgaver og andre mere eller mindre officielle ting, hvor man ikke altid kan være sikker på modtagerens åndsevne. Men som sagt er det en småting, og det ødelægger jo heldigvis ikke digtenes værdi.


TITEL: Blå nætter FORFATTER: Cecilie Sund Kristensen FORLAG: Copenhagen Storytellers SIDEANTAL: 77 UDGIVELSESÅR: 2015

lørdag den 12. juli 2014

How To Build A Girl

Jeg er rigtig glad for at kunne sige, at jeg har taget fejl. Denne bog ER blevet oversat til dansk under titlen "Hvordan bygger man en pige".

Johanna er 14 år og bor i et socialt boligbyggeri, men der vil hun gerne væk fra, hun vil gerne være 'a real girl, in a real place'. Efter en meget pinlig episode på live TV beslutter hun sig for at det der med at være Johanna ikke går særlig godt, så hun må opfinde sig selv på ny til at være en person som nogen muligvis snart vil have sex med, én som kan få et job som knivskarp musikkritikker og én som kan komme til at bo i London.

Bogens hovedtemaer er sex, musik og fattigdom, fod de er nemlig meget fattige. De var fattige før, men nu er de endnu fattigere, og Johanna ved at det er hendes skyld, og den altoverskyggende angst driver hende til vandvid. Dette er ikke bare den slags angst som man får dagen før en eksamen, det er noget kvælende og knusende som får hende til at arbejde endnu hårdere fordi hun ved at byrden for at redde hele familien ligger på hendes nu 16-årige skuldre.

I begyndelsen af 90'erne kom arbejderklassen på mode, og det kom især til udtryk i musikken. Grunge, indie, alle disse bands, opdager Johanna, taler direkte til hende, de fortæller hende, at også hendes historie er værd at fortælle, for hun er også et rigtigt menneske.

Eftersigende blev Caitlin Moran så arrig over "Fifty Shades of Grey", at hun satte sig ned og skrev sin egen bog om kvindelig seksualitet, denne bog, og det må man give hende at hun har.
"Here's the amzing thing about sex: you get a whole person to yourself, for the the first time since you were a baby. Someone who is looking at you - just you - and thinking about you, and wanting you, and you haven't even had to lie at the bottom of the stairs and pretend you're dead to get them to do it"
                                                                                        s.224
Der er rigtig meget i den her bog om sex, både om onani, den første gang, hvordan man får sex og hvad man stiller op med en ubrugelig stor penis.

I det hele taget er denne bog en stor guidebog til hvordan man er teenager, om de ting som jeg gerne ville have vidst dengang jeg var teenager, i modsætning til andre guidebøger der fortæller hvad voksne gerne have at teenagere ved, som hvad gør man når man står til en fest og man ikke kender nogen og man føler sig ensom... man begynder at ryge.

Caitlin Moran er oprindeligt musikkritiker, og musikkritikere er et folkefærd der har deres helt egen måde at skrive på. Man fornemmer musikken i deres ord, hele pasager kan være som guitarsoloer, og sådan er denne bog også, hvilket vil være svært at oversætte til dansk, hvis den da overhovedet bliver oversat til dansk. Hendes bog "kunsten at være kvinde" var to år om at ramme det danske marked og kom først ud i en tid hvor den ikke var nær så provokerende som da den blev skrevet. "How to Build a Girl" er meget provokerende, ikke på en uhøflig måde, men som en forfriskning af en ungdomslitteratur der for tiden kun bevæger sig langsomt fremad. Den er ikke kun forfriskende fordi den handler om sex, men også fordi forfatteren går ud fra at hun har at gøre med intelligente unge piger.

Caitlin Moran forventer ikke at læseren i første omgang forstår alle hendes bog- og musikreferencer, så derfor er hun meget specifik med bøgernes titel og forfatter og bands og albums, så man selv kan gå ud og læse videre og høre videre og måske finde ud af i hvilken retning man vil bygge sin pige, for vi er alle sammen i gang med at bygge os selv gennem bøger, musik, fjernsyn og de mennesker vi møder på vores vej.

TITEL: How to Build a Girl FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Ebury Press SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2014

tirsdag den 19. november 2013

Alice


Alice Roosevelt (Longworth) var datter af den amerikanske præsident Theodor Roosevelt, født i 1884, og i en tid hvor kvinder blev bedt om at sidde ned og holde deres kæft gik hun til bal med en slange i håndtasken, røg cigaretter offentligt og spillede poker om penge. I sin søgen efter sin fars opmærksomhed var hun vil og pressede samfundets normer til det yderste. Hun var drønende populær i medierne og i den amerikanske befolkning.

Som pige havde hun ikke modtaget nogen organiseret undervisning, men var selvlært, og da hun havde løbet hornene af sig og var blevet gift, så forventede man at hun slog sig til ro, for det var nu engang sådan tingene fungerede. Det gjorde hun måske nok på sin vis, men nu kastede hun sig helhjertet ind i politik, eller rettere ind i sin fars politik, for hun ikke bare elskede sin far, hun forgudede hvert et ord han sagde. I årtier var hun et af knudepunkterne i amerikansk politik, 'mere et monument end Washington monumentet', det var i hendes hjem at man mødtes, i hvert fald hvis man var republikaner.

Jeg er ikke nogen speciel fan af biografier. Forlagene lever tit efter den parole, at alle mennesker er interessante, hvilket jeg bestemt ikke synes de er. De fleste mennesker, mig selv inklusiv, er temmelig kedelige når det kommer til stykket. En person der dog virkelig fortjener omtale er Alice Roosevelt. I sine unge dage var hun lidt en Paris Hilton anno 1900, det tætteste USA kommer på en kongelig person.

Bogen tog mig lang tid at læse ved siden af studierne, for den er næsten 500 sider lang, og den midterste tredjedel er meget politisk, men Mrs L (som hun i sine senere år) er en person der NEMT kan fylde alle 500 sider, ved kun lige at skøjte hurtigt hen over den sidste tredjedel af hendes lov For hendes liv er delt op i tre meget forskellige dele. Ungdommen, hvor hun forsøgte at fange faderens opmærksomhed var oprørsk. Voksen, hvor hun kastede sig ud i sin fars politiske agenda og kæmpede med næb og klør, og alderdommen hvor hun lidt mere kunne lade se til.

Dette er en bog om faderkomplekser, alkoholiske ægtemænd, en kvinde der dominerer sin datter, en verden der ændre sig i hujende hast og om en kvinde, der formår at blive behandlet på lige fod med mændene. På trods af tidånden blev mrs l flere gange tilbudt politiske nomineringer, sågar posten som vicepræsident, men på trods af sin dominans, var hun en genert person, og hun afslog gang på gang, skønt hendes popularitet i befolkningen, ville have sikret hendes medkandidat en sikker sejr hver gang.

Hvis du dog ikke er hooked på at læse en lang bog på engelsk, så gør i det mindste dig selv den tjeneste at læse wikipediaartiklen om hende HER.

TITEL: Alice - Alice Roosevelt Longworth, from White House Princess to Washington Power Broker FORFATTER: Stacy A. Cordery FORLAG: Pinguin SIDEANTAL: 483 UDGIVELSESÅR: 2007

fredag den 13. september 2013

Kunsten at være kvinde



Hvad er feminisme egentlig? Det er et lidt underligt begreb, om navlelange bare bryster og furier, noget man i min generation ikke rigtigt har lyst til at være, men Moran har en mere håndterlig deffinition.
”Stik hånden ned i trussen.
a)      Har du en vagina? Og
b)      Vil du bestemme over den?
Hvis du svarede ’ja’ på begge spørgsmål, så Tillykke! Du er feminist”
s. 90
Jeg kan godt lide den definition, den er på en eller anden måde mere universel og simpel end mange af de andre der findes. Det lyder som noget jeg faktisk har lyst til at være en del af.

Der er to sideløbende agendaer i denne bog. Først og fremmest en guide, til morskab for voksne kvinder og som reel guide til unge piger om, hvad der sker med en kvindes krop gennem livet. Samtidig er det en diskussion af, på hvilke områder af livet der stadig er kampe der er værd at kæmpe.

Moran er klummeskribent af komiker slagsen og det går stærkt når anekdoter og argumenter flyver gennem luften. Det er et par uger siden jeg læste bogen, og jeg sidder og kan egentlig ikke huske ret meget om hendes argumenter og hvad hun argumenterede for og imod, men jeg kan huske, at jeg faktisk kunne synes at det var okay at være uenige uden at blive tudet ørerne fulde af skyldfølelse og søstersolidaritet. Jeg tror dog at en af grundende til at jeg husker så forholdsvis lidt er, at hun langt hen af vejen bare fortæller mig mine egne meninger, ligesom mange andre af dem der vil læse denne bog, hun prædiker langt hen af vejen for de allerede omvendte. Normalt er det en ment dårligt når man siger sådan, men det behøves ikke at være sådan, vi har alle brug for engang imellem at få at vide, at der er en grund til at vi mener som vi mener, og at der er andre der mener det samme som mig.

Hendes anekdoter derimod er virkelig underholdende, og der kommer nogle historier, som normale overskudsagtige kvinder ligesom ’glemmer’ at fortælle, når de i en uendelighed snakker om sig selv, pubertetens uhæmmede liderlighed, familiestridigheder og en førstegangsfødendes uforberedthed. Og ja, Moran snakker om sig selv, og det er det der gør den morsom, for hun er en yderst morsom person. 

Det er en bog med et voluminøst sprogbrug, men ikke som sådan vulgært, det er hvad min mor ville kalde kvindehørm, bare sådan helt almindeligt småfrækt

TITEL: Kunsten at være kvinde FORFATTER: Caitlin Moran FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 341 UDGIVELSESÅR: 2013

lørdag den 24. november 2012

Drenge

Tom og Anton er bogens hovedpersoner, men mest Tom. Anton er den gode dreng der altid er fornuftig og gør de rigtige ting. Tom er også en god dreng, men han kan godt lide "fest" (sjov og ballade) og klassens ballademagere får ham flere gange trukket ham med i deres leg, og tit får han også en straf, selvom det ikke er hans skyld. Der kommer en ny lærer på skolen, hr Hjarmar, som er venlig og retfærdig, men også lidt streng. Klassens uromagere skal da til at starte med prøve grænser af, men de bliver med det samme sat på plads, og en ro breder sig over klassen. Da hr Hjarmar bliver kredsfører i Forbundet (FDF) kommer der pludselig et helt nyt indhold i drengenes liv.

"Drenge" er skrevet i 1914, året hvor 1. verdenskrig startede, hvilket ikke stod nogen steder i mit eksemplar, der var trykt i 1958, så gang på gang blev jeg chokeret over den nationalisme der driver disse unge drenge. Jeg har som sådan ikke imod national stolthed og kærlighed til den danske fane, men bogen beskriver nærmest amerikanske tilstande, hvilket virker så fremmed for mig.
"Drengene læste:
        "Landsmænd, ser du min grav,
        så meld det tilbage til hjemmet,
        jeg er faldet i kamp,
        tro min konge, mit land"
"Det er kønt," hviskede drengene, medens øjnene duggedes"
                                Bruhn, Rudolf "Drenge" s. 136
Det er egentlig helt kvalmt at læse, men man må forstå den historiske sammenhæng. I 1864 tabte Danmark slaget ved Dybbøl, og den dansk-tyske grænse kom til at ligge ved Kolding. Vi følte os ydmyget, og Tyskland spillede med musklerne og til sidst brød krigen ud. Det lykkedes Danmark at forblive neutralt, ikke fordi vi ikke hadede Tyskland, for det gjorde vi i stor stil, men fordi vi gerne ville undgå invasion og undertrykkelse. 1. verdenskrig var generelt en krig der fik nationalismen til at blomstre over hele Europa. Efter 2. verdenskrig fik disse strømninger et noget mere blakket ry, og derfor kan det virke helt skræmmende at læse om i dag.

Bogens grundlæggende tema er formningen af GODE drenge. De skal være flittige og dygtige i skolen, de skal vise respekt, de skal øve gode gerninger, og så skal de slås. Vi har med tiden vænnet os til en mere og mere feminin pædagogik der ikke lader drenge være drenge, men i denne bog bliver drengene direkte rost for en god ærefuld slåskamp. Jeg tror muligvis at det kan være sundt for drenge at få sig en slåskamp fra tid til anden, så længe det går fair for sig, hvilket det selvfølgelig altid gør i bogen, men det gør det ikke i virkeligheden. I virkeligheden er det nok kun én dreng der får tæv og bliver ydmyget, og det er sikkert altid den samme dreng. Men sammen med slåskampene, hører i bogen også den ærefulde opførsel, og det er tydeligt, at Toms opførsel, gennem Anton og hr Hjarmar, støt forbedres, og han gør mange gode og ærefulde gerninger, og han vinder derved de voksnes respekt. Bogen har sikkert haft god indflydelse på unge drenge, men det hele kan godt blive lidt kvalmt i længden, selvom mange af historierne egentlig er meget sjove.

Hr Hjarmar er den GODE lærer anno 1914. Vi møder ham mange gange siden, som for eksempel i "Dead Poets Society". Det er den samme og dog en helt anden. Det er denne nye lærer der kommer ind og står i stærk kontrast til sine støvede og bryske kolleger. Det er ham der samler klassen under sine vinger og giver dem håb og drømme, men mål og metode har ændret sig over tid. Hr Hjarmar er ikke denne pysse nyssede lærer der opdrager drengene til små individualister, han er streng og skælder ud og slår når det er nødvendigt, men han er retfærdig, og det kan drengene godt mærke. Målet var dengang ikke kreativ udfoldelse af individet, det var ære og ansvarsfølelse. Helt ærligt, så har jeg altid hadet "Dead Poets Society", jeg har altid fundet den anstrengende og i perioder direkte træls. Hr Hjarmar er ikke en lærer jeg ville ønske at have, men jeg kan i langt højere graf forholde mig til ham. I disse forskrækkede tider vil ingen af de to lærertyper dog fuldt kunne eksistere, for de ville straks blive anklaget for usømmelig omgang med børn.

Eller børn og børn. Drengene er 12-14 år, og dengang, så var man jo nærmest voksen. Det sjove er, at der ikke optræder én eneste pige, på nær et par mødre, ikke engang søstre er der, men det skyldes sikkert, at drengene som gode kristne FDF'ere skulle være rene og ærbare i tanke, ord og gerning, og bare skyggen af en pige kunne jo lede disse små hormonbomber ud af kurs.

Jeg købte egentlig mest bogen for sjov, fordi jeg fandt den i en genbrugsbutik til 5 kr, men det viste sig at den skulle lære mig nogle ting om min egen familie.

Da min mor hørte hvad jeg læste, kunne hun fortælle, at Rudolf Bruhn har skrevet en fortsættelse til "Drenge", "De seks", hvor min oldefar (på min mormors side) var med, rent faktisk den mest irriterende af de seks seminarister. Selvom jeg ikke er vild med "Drenge", så kunne jeg vildt godt tænke mig at få fat i "De seks" for at komme lidt tættere på min familie og hvem jeg er.

Anton og Tom tager i bogen, lige før 1. verdenskrigs udbrud, en tur fra Kolding og ned gennem tyskland, den del der engang var dansk, og de møder et meget fjendtligt Tyskland, et Tyskland hvor alt dansk er strengt forbudt. Dette billede er fra 1939, på brinken til den næste verdenskrig, hvor min morfar (til venstre) og hans kammerat tog den samme tur ned gennem Tyskland og så videre til Frankrig. Deres tur var præget af en helt anden venlighed  og en helt anden forståelse mellem disse to danske studenter og de unge mænd i Hitler Jugend som de mødte undervejs.

TITEL: Drenge FORFATTER: Rudolf Bruhn FORLAG: H Hagerup SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 1914 (1958)

torsdag den 15. november 2012

Laya

Halvmagikeren Laya bliver sammen med sin ven, den rødhårede kat Fritz, slynget fra deres egen magiske verden ind i vores, men de bliver nødt til at finde hjem for at redde Layas far, som er blevet taget til fange af Dem som Bringer Orden.

"Laya" er en fantasybog for børn og unge inspireret af andre bøger som "Ringenes Herre", "Harry Potter" og Terry Pratchetts bøger, men den er også under stærk indflydelse af den akademiske verden. På min almindelige blog skrev jeg igår noget om det meget studentikose ved bogen HER. Der er en masse små nørdede vink og formuleringer, men selve plottet i bogen er også dybt forankret i universitetsverdenen, for hvem er det der kan gøre krag på viden og lærdom? Hvad skal man have lov til at forske i? Er videnskabelig fremgang ønskværdigt. Dem som Bringer Orden er en meget elitær, reaktionær gruppe der vil centralisere og kontrollere al viden inden for ordenen og holde resten af verdenen i mørke og underdanighed. Det er netop den problematik man snakker om når man som så mange gange før diskutere den aktuelle universitetsmodel. Hvem skal bestemme hvad der skal forskes i? Staten, industrien, universitetet eller den enkelte forsker? Hvem skal have lov til at studere? De dygtigste, de rigeste, dem som virkelig vil eller revl og krat? Her i Danmark støtter vi den frie forskning og alles ret til den frie uddannelse på gode læreranstalter, eller sådan er det i hvert fald på papiret, virkeligheden ser noget mere mudret ud. Derfor er denne bog mere aktuel end jeg i første omgang gav den ære for.

Udgangspunktet i bogen er, at der findes alle disse parallelle verdener af den fordi virkeligheden hele tiden deler sig hver gang virkeligheden kan bevæge sig i flere end én retning, hvilket er et fint nok udgangspunkt for en god historie, man skal bare ikke begynde at tænke for meget over det, for så kan man godt ende med at blive lidt rundforvirret. Spørgsmålet er hvor meget mulighederne for virkelighedens gang skal ændre sig før at den deler sig. At helten enten kan sige ja eller nej til en udfordring, det giver to meget forskellige virkeligheder, men om vinden blæser et blad højre eller venstre vej rundt om hende, så knap så meget, men det er stadig to reelle muligheder, samtidig er universet stort, og for hver virkelighed her på jorden er der trillioner af ændringsmuligheder derude. Man kan snakke om at antallet af noget stiger eksponentielt. Det betyder i princippet bare at antallet stiger hurtigt, og jo mere det stiger, jo hurtigere går det. Med antallet af virkeligheder stiger det nærmest så hurtigt, at det ville virke profant at snakke om en eksponentiel stigning, der er nærmere tale om en grødet eksplosion af stigninger. Forestil dig så at man i x antal af disse virkeligheder (x værende et meget meget stort tal) opfandt en måde hvorpå man kunne rejse mellem virkelighederne. Hver af disse borte åbner potentielt til et uendeligt antal af virkeligheder, hvilket gør at alle x virkeligheder vil dele sig i et uendeligt antal af virkeligheder, og så er det at det først begynder at blive indviklet. Det er selvfølgelig en noget mere simplificeret version der bruges i bogen, ellers ville den nok have været meget tykkere.

Det er tydeligt at forfatteren holder rigtig meget af personerne i sin bog, og det er da et eller andet sted meget sødt, men det gør også at han ikke nænner at gøre personerne andet end sympatiske. Man får flere gange at vide, at dværgene er gnavne og troldmændene arrogante, men ingen af dem er det i nogen udpræget grad, og det kan godt være lidt ensformigt og faktisk lidt irriterende. Et godt eksempel på en der bare er lidt for god er drengen fra vores verden, Benjamin. Han er sød, hjælpsom, dygtig, flittig, fattig, ydmyg, bliver straks venner med dem han møder, passer sin mor der har AIDS og ikke en eneste gang bliver han sur over at verden er uretfærdig eller gør noget der er virkelig dumt eller virkelig egoistisk. Så hvis der er noget jeg savner i denne bog, så er det kant. Det er en klog bog som godt kan udfordre intellektet, men det nytter ikke så meget hvis man ikke også bliver skubbet lidt til på følelserne. Men der er generelt ikke mange følelser mellem bogens personer.

TITEL: Laya FORFATTER: Jon Brændsgaard Toft ILLUSTRATOR: Emil Søby FORLAG: mellemgaard SIDEANTAL: 241 UDGIVELSESÅR: 2011

onsdag den 31. oktober 2012

Skygger fra Oktoberland

“Skygger fra oktoberland” af Nikolaj Johansen handler om en pige fra Kolding der pludselig forsvinder uden et spor. Politiet finder ingen logisk forklaring på hendes forsvinden, og så må familien ty til mere ulogiske svar, for de har brug for svar, de har brug for et eller andet som de kan klynge sig fast i. Ganske hurtigt går familien i opløsning, og ligeledes går pigen i opløsning i en fjern verden. Bogen handler om trangen til at forklare, om at finde mønstre hvor der ingen møstre er, om at prøve at finde en mening.

“Skygger fra oktoberland” handler også om en pige der er fanget i en mørk verden som hun ikke forstår, og om hvordan hun bare prøver at overleve, men det er svært, for hun er anderledes end alle andre på det sted, og det skræmmer folk og gør dem fjendtligt stemt over for hende. Og denne anderledeshed er bogens eneste virkelig svage punkt. Det fortælles at pigen kun går verdenens beboere til midt på livet, men det giver ingen problemer såsom at sætte sig på en stol, passe tøj eller åbne døre, hvilket er enormt irriterende, for så har hendes højde slet ikke nogen betydning for historien, og så virker det forstyrrende. Inde for dramaturgien siger man, at hvis man lægger en pistol på et bord, så skal den også bruges. Pigens højde er fortællingens ubrugte pistol.

Bogen handler om kannibalisme, ikke så meget om det at spise et andet menneskes kød, men om enten at invadere eller fratage folk dele af dem selv. Den handler om hvordan de to ting egentlig begge resulterer i det samme, at vi mister os selv, men at vi beskytter os mod invationen, men ganske frivilligt udlevere os selv til den første og bedste beskytter. Bogens to dæmoner repræsenterer to to måder at miste sig selv. Den onde omtales som Forføreren og er den der går ind i hjertet og indtager en person. Man ledes automatisk til at tænke på Søren Kierkegaards ‘Forførens dagbog’ hvori en man ikke finder nydelsen i den kvinde på hvem han har kastet sin kærlighed, men på det intellektuelle spil, manipulationerne og indtrigerne. Johansens Forfører er dog, selvom han kan optræde meget belevent, mere fysisk og angriber sine ofre. Beskytteren derimod går under navnet Mort, som leder tankerne hen på døden, og i grunden er de to dæmoner to alen af ét stykke, den eneste reelle forskæl er at den ene indtager og den anden optager. Den ene beskytter man sig imod, den anden giver man sig frivilligt til, og så ledes er bogen ikke bare om at forsvinde fra sin verden og sin familie, men også om at miste sig selv. Der er heller ikke tale om, at kanibalen (eller kanibalerne) får noget fra sine ofre, det det er kun offeret der mister sig selv.

Sammen med bogen har forfatteren også lavet en research blog, hvilket er en fin drejning på historien, for det bøjer grænsen mellem fantasi og virkelighed, for på den ene side er der hans research om heksejagt i 1600-tallet, og på den anden er der psykiske medier og mystiske fotografier.

I forfatterens research skriver han, at massepsykoserne og selvtægt faktisk var forholdsvist sjældne fænomener i forbindelse med forfølgelse af hekse, men det er alligevel det der bliver lagt op til i bogen. Jeg har læst noget af Arthur Millers “Heksejagt”, men den var så skræmmende, at jeg måtte lægge den fra mig, jeg kunne slet ikke holde til det. Bogen her lægger op til noget af det samme, men lader så være med at gå dybere ind i det, hvilket er en skam, for bogen havde virkelig store potentialer på det punkt.

Gys er ikke en genre jeg har gjort det meget i, og jeg kommer nok heller ikke til at begynde på det nu, men jeg kan bestemt nyde bogen for sine litterære kvaliteter, for på plottet er sammenhængende og gennemtænkt og logisk på sin egen lidt skæve manér, og sproget er flydende og lige lidt bedre end man tit ser i den type bøger, uden det kammer over og bliver for højtravende, og det synes jeg, at forfatteren skal have respekt for.

TITEL: Skygger fra Oktoberland FORFATTER: Nikolaj Johansen FORLAG: Replikant SIDEANTAL: 210 UDGIVELSESÅR: 2012

lørdag den 13. oktober 2012

Mumifar og havet

SPOILER ALLERT!

Dette er min absolutte yndlings Mumibog, og lad jer ikke skræmme af min spoiler allert, det kan faktisk gøre bogen endnu bedre, det oplevede jeg i hvert fald selv, da jeg for nogle år siden læste en bog om Tove Jansson og hendes bøger.

Mumidalen er et trygt og rart sted, hvor alle passer sig selv og hygger sig med sine egne ting, og det går Mumifar på nerverne, for det lader ikke plads til ham som familiens beskytter. Så en dag bryder familien op og flytter ud på den yderste af skærgårdsøerne hvor de bosætter sig i et slukket fyrtårn, og hvor Mumifar kan bygge deres liv op fra bunden. Hvad de dog ikke ved er, at den uhyggelige og lidt farlige Murre flytter med dem.

Bogen er en beskrivelse af de forskellige personer og om hvordan de håndtere det fremmede og hårde og uvejsomme, om hvordan relationerne til hinanden udvikles, bryder sammen og samles igen

Mumifar vil gerne udrette noget stort, han vil være familiens beskytter, havets betvinger og fyrtårnets herre, men han kan ikke rigtigt finde ud af det, for der er så mange små ting der skal ordnes, som en utæt rude, men det er ikke noget familien vil se og beundre, men de store ting, som at få fyrtårnet til at lyse igen eller finde ind bag de love der gælder for havet, dem kan han ikke, og han føler, at familiens øjne hviler på ham og forventer en hel masse, og det gør ham vred og frustreret, så han begynder at fiske. Han trækker den ene fisk op efter den anden, og han ryger dem, og Mumimor salter dem, men familien kan slet ikke spise alle de fisk, og da Mumimor påpeger det, begynder tungsindet igen at melde sig.

Mumitrolden. I "Troldvinter" skulle Mumitrolden for første gang begynde at bevæge sig udenfor barndommens trygge rammer, men nu er han ligefrem ved at blive voksen. Den uskyldige kærlighed til Snorkfrøknen bliver skiftet ud med semierotiske fantasier om den lille og gude smukke havhest, hvis sølvsko han på ægte Askepot maner finder, og giver hende, men hun er slet ikke sød ved ham. Han stifter bekendtskab med længslen efter skønhed, og måske derfor er han den første der kan vise medlidenhed med Murren der jo ikke vil skræmme nogen, hun er bare så forfærdeligt ensom. Murren er Mumitroldens vigtigste opgave, og det lykkes ham at tø hende op. Først troede han, at det var stormlygten hun længtes efter, men det var hans selvskab, og hun synger og danser for ham for at vise sin glæde. Men det største tegn på at han er ved at blive voksen er, at Mumifar begynder at behandle ham som en voksen. "Det er på tide at du lærer at slås [mod havet]" siger han på et tidspunkt, og han deler nogle af sine tanker med Mumitrolden som er stolt, men endnu ikke har vænnet sig nok til de voksnes ukonkrete måde at snakke på, og som derfor ikke forstår hvad faderen siger. Til sidst begynder Mumitrolden at gøre mine til at flytte hjemmefra, til at begynde med, er der bare tale om en barnlig hule, men efterhånden begynder tankerne om et hus at melde sig.

Mumimor er den der har det sværest ved deres nye liv. Det ses allerede i den første scene på øen, hvor hun er så udmattet at hun lægger sig til at sove uden at tage sin meget vigtige håndtaske med ind i teltet. Mumimor er en tryghedsnarkoman. Det er hendes job at skabe en tryg base for hendes families eventyr. Hun passer madlavningen, blomsterne og pusler om sin lille Mumitrold, men hvordan kan hun skabe tryghed på denne uvenlige ø. Hun prøver at anlægge en rosenhave, men alle blomsterne dør for hende. Til sidst maler hun en rosenhave på væggen i fyret og træder ind i den. Dette er nok den første selvstændige og selviske handling hun i sit liv har lavet.

Lille My er nok den eneste person der befinder sig vel, men hun er så selvstændig og løsreven en person, at hun ville kunne falde til hvor og når som helst. Hun har ikke brug for tryghed og illusioner. For det meste er Lille My næsvis og egenrådig, hun fortæller folk hvordan de i virkeligheden er, og det bryder de sig ikke altid om at høre, men hun har ret, og nogle gange kan de også finde trøst heri. Hun er fræk som en hønsehund, men da Mumitrolden skal noget, så hjælper hun ham, og da han får varmet Murren op, giver hun ham den respekt han fortjener.

"Mumifar og havet" er en udfordring af familiemønstret. I Mumidalen havde alle deres faste roller og pladser, men der var ikke plads til udvikling. bogen er fra '65, og den revolution der skete i den virkelige verden, måtte også finde genklang i litteraturen (jeg ville ikke lige sige børnebøger, for denne bog er til de lidt større børn). Faderskikkelsen som familiens beskytter og beslutningstager skulle udfordres og pilles fra hinanden. Mumifar er ikke nogen ond person, men han har ikke evnerne til at være den patriark han gerne vil være. Mumimor skal væk fra husmoderrollen og have sit eget liv, også selvom det kommer til at gøre fysisk og psykisk ondt på hende. Lille My og Mumitrolden er derimod billeder på drengepigen og den lidt tøsede dreng, men man elsker dem alle sammen alligevel.

ORIGINAL TITEL: Pappan och havet DANSK TITEL: Mumifar og havet FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 206 UDGIVELSESÅR: 1965

søndag den 7. oktober 2012

Gifttræets evangelium

Jeg fandt denne bog for 29 kr i Føtex. På forsiden står der med store gule bogstaver "international bestseller", om hvilket jeg tænkte, at det var sikkert fis i en hornlugte, for det kan hvem som helst jo komme og påstå. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at den var i min bogudfordring "1001 bøger du skal læse før du dør". Jeg kan så efterfølgende fortælle at bogudfordringen tog fejl, ikke med om den skulle med, men i dens resume, som var helt hen i vejret.

Bogen er et anklageskrift mod en brutal far der slæber sin kone og 4 døtre til Congo i slutningen af 50'erne, for at missionere, men han har ingen føling for lokalsamfundet og ødelægger alt for sig selv og sin familie. Og det er et anklageskrift mod USA og den vestlige verden der gik ind i Afrika, og voldtog det og stjal dets rigdom.

I 1960 får Congo sin selvstændighed og alle hvide forlader landet, men Nathan Price nægter, og han nægter sin familie at rejse.

17 januar 1961 bliver den demokratisk valgte præsident, Patrice Lumumba, myrdet under et kup støttet af Belgien og i ukendt grad også af CIA. Samme dag sker der en stor tragedie i Price-familien, og moderen tager sine døtre og forlader faderen og forlader landet, men de bærer alle på en stor følelse af skyld, både som amerikanere over for landet Congo, som familie over for lokalbefolkningen hvor de boede, og som personer over for den tragedie der ramte familien, og de kan ikke slippe Afrika. Familien bliver spredt over to kontinenter, og de de bare alle Afrika og deres skyld under huden som en parasit.

Så er det nu der skal siges en helt masse klogt og ideologisk om Afrika og den hvide mands indtrængen, men jeg ved ikke tilstrækkeligt til at kunne sige noget fornuftig. Jeg lærte rigtig meget, men slutningen endte med en alt for lang redegørelse der, taget ud af sammenhængen, var super spændende, men som afslutning på historien om familien Price, var det lidt et antiklimaks, for dette er ikke kun en historie om Afrika.

Bogen handler også i høj grad om religiøs fanatisme ledet af federen, og om hvordan alle pigerne på hver deres måde vender sig bort og finder egne veje, som her den forkerte søster, den underlige, den handikappede Adah:
"I organisk kemi, hvirvelløse dyrs zoologi og den benhårde symetri i Mendels genetik har jeg fundet en religion, der fungerer. Jeg reciterer grundstoffernes periodiske system som en bøn; jeg tager mine eksaminer som den hellige nadver, og afslutningen på det første semester var et sakramente. Min hjerne er proppet med en skov af fakta. Mellem træerne ligger fortvivlelsens vidt åbne sletter. Jeg smutter uden om dem. Jeg holder mig til skoven" (Kingsolver, s. 293)
Og lige som den følelse af skyld pigerne får efter familie tragedien, ligeledes bygger faderens brutale tro også på den følelse af skyld han slæber på efter krigen (2. verdenskrig). Hans tro er meget kontant, gode ting sker for gode mennesker, dårlige ting får dårlige mennesker, men man skal arbejde hårdt for Herrens velsignelse, man må ikke give op, bare fortsætte. Og denne tro presser han ned over sine piger med vold. Han forsøger også at omvende de lokale, med dundertale fortæller han dem, at de skel lade deres børn døbes i floden, men han forstår ikke, at der er krokodiller, og floden derfor er forbundet med den visse død, og derfor tordner han videre.

De første 2/3 af bogen er et anklageskrift mod faderen (den sidste mod vesten) og den er smukt formuleret, varieret og fængslende. Der er ikke nogen tvivl om, at faderen (vesten) er skurk, og jeg har intet problem med at han er skurk, men det er 4 mod en, og det er kun pigernes/kvindernes stemmer der bliver hørt. Jeg savner, at faderen bare en gang kommer til orde, han tordner op, men man hører kun pigernes gengivelse af hans tale.

Men jeg var godt tilfreds med bogen. Den ene dag sad jeg i toget og læste, og vi nærmede os lige så stille Aarhus. Jeg så op på uret og så ned i bogen. Det gentog sig et par gange, og jeg sad helt alvorligt og overvejede at blive siddende og tage turen tilbage til Viborg. Jeg gjorde det ikke, for turen hjem var lige lang, og gav mig lige lang tid til at læse videre, om jeg tog turen da, eller om jeg stod af gik i skole og tog turen hjem to timer senere. Pointen er i hvert fald, at det efterhånden er sjældent, at jeg føler sådan for en bog.

ORIGINAL TITEL: The poisonwood Bible DANSK TITEL: Gifttræets evangelium FORFATTER: Barbara Kingsolver FORLAG: Verve SIDEANTAL: 389 UDGIVELSESÅR: 1998 (2011)

tirsdag den 18. september 2012

Mågelatter

I et lille fiskersamfund på Island foregår der et mærkværdigt spil/kamp mellem mænd og kvinder, det synes den 12-årige Agga i hvert fald, men hun er også kun et barn og hører ikke til nogen steder. Byen har altid været et stille og traditionelt sted, men så dukker Aggas tante, Freya op. Hun stak i sin tid af med en amerikansk soldat, men nu er hun tilbage med kufferten fuld af fint tøj og med hovedet fuld af fremmede ideer. Freya er meget tynd og har isblå øjne, og Agga er da også sikker på at hun er en heks eller en elverdronning, men det vil Aggas ven, politibetjenten Magnus, ikke høre på, for han er, ligesom resten af byens mænd, forelsket i Freya. Men folk har en tendens til at dø omkring Freya, og selvom hun bliver holdt ude når de voksne kvinder snakker, så ved og ser Agga alt.

I løbet af bogen vokser Agga til og bevæger sig fra barn til voksen, og langsomt går det op for hende, hvad det er kvinderne har gang i. Vi befinder os engang i løbet af 1950'erne, og kvindernes rolle begynder at ændre sig. Aggas mormor, som de alle sammen bor hos er den gammeldags husmor, alting bliver lavet fra bunden, og lavet ordentligt, der er ingenting som et solidt måltid mad, og hun lader sig ikke slå ud, når morfar kommer hjem fra havet og skælder og smælder over de konservative politikere, over de reaktionære og de satans kommunister. Hun ved ikke noget om politik, eller det gør hun måske nok, hun siger bare ikke noget. Tanterne, Aggas egen mor er død, tilhører den nye generation af kvinder der skræpper op og vil selv, de vil have en plads i samfundet, og vil ikke nøjes med at vaske bleer. Vi snakker endnu ikke kvindekamp, alting foregår mere diskret, og ingen at de damer ønsker at nedtone deres femininitet. Agga er endnu ikke helt voksen, men der er en selvstændig kraft i hende der minder mest om mormorens, men som finder helt andre udtryksformer. Agga skal nok blive til noget, lidt lige som Freya, bare uden de samme personlige konsekvenser.

Et centralt tema i bogen er Freyas vægt, eller mangel på samme. Hun tog af sted til Amerika som en lidt buttet pige og kommer hjem som alt for tynd ung kvinde der kun nipper til maden, men Agga ved godt hvordan hun gør, hun har nemlig set og hørt hvordan Freya propper sig og kaster op, når hun bliver oprevet. Det synes Agga er ulækkert. På et tidspunkt står det så skidt til med Freyas vægt, at lægen må tilkaldes og hun må få varm mælk med ske. Bogen handler om Agga, og det er hendes holdninger der gør sig gældende, og alting hænger fint sammen, undtagen når det kommer til Freya. Det er som om Freya er to personer. På den ene side er der elverdronningen, som er kold, køn og kontrolleret, det er hende der hele tiden bliver omtalt, men fra tid til anden beskrives der sider af hende som ikke passer helt til denne stoiske og kyniske figur. Der er selvfølgelig opkastningerne, men der er også mere hverdagsagtige ting som hendes vredesudbrud og ønske om at høre sladder om en af de andre tanters mand, men det er som om disse ting ikke ændre Aggas syn på everdronningen. Jeg kan ikke lade være med at blive fascineret af elverdronningen Freya. Spiseforstyrrede kvinder har vi i hele verden, men denne ægte tro på de underjordiske er meget unik for Island.

Jeg har et eller andet med Island. Geografien skaber folk, og der er så umanerlig råt og smukt, så stort og småt på en gang. I et land der er omgivet af hav, er mændene på havet og kvinderne passer geshäften. Det giver nogle stærke islandske kvinder. Jeg har tit svært ved at forholde mig til kvinder i bøger, de klynker, har sex og besidder et karrierejob som de hverken bruger meget tid eller opmærksomhed på. De islandske kvinder klynker også, og de er også røvirriterende, men de er stærke og har integritet, og jeg sidder helt og får lyst til at tage tilbage dertil.

ORIGINAL TITEL: Mávahlátuer DANSK TITEL: Mågelatter FORFATTER: Kristín Marja Baldursdottir FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 383 UDGIVELSESÅR:1995 (2012)