De seks

To historier har domineret nyhederne i denne uge. 
- Debattør Mads Holgers selvmord.
- Læreruddannelsen har for første gang i mange år modtaget et stigende antal ansøgninger.
På usandsynlig vis fanger denne bog stemningen i begge disse. Denne 100 år gamle ungdomsbog, der på let moraliserende vis prøver at beskrive den ægte ungdom, fortæller historien om seks venner der igennem tre år på et lærerseminarium sammen oplever livets op- og nedture.

Min mor fortalte mig engang, at en af personerne i "De seks" er baseret på min oldefar. Det skulle eftersigende være den mest irriterende af dem, men jeg ved ikke om det henviser til den bondske medløber, den syfilitiske bølle, den tuberkuløse charmetrold eller  ham der er ser perfekt moralsk, at jeg adskillige gange havde lyst til at kværke ham

En af grundene til, at jeg holder så meget af at læse børnebøger er, at det altid siger rigtig meget om et samfund, hvad der prøves at give videre til børnene. Som roman er denne bog fx udmærket men på  ingen måde fremragende, og på grund af dens fuldstændigt urealistiske ideal for drenge/unge mænd har jeg lidt ondt af de mange generationer af drenge for hvem dette var 'hvad man burde læse'. Nej tak, så foretrækker jeg langt De fem, Harry potter og Terry Pratchett. Som historisk dokument derimod er den enormt interessant. Især to episoder fangede min interesse:

1. Åbenbart blev det betragtet som moralsk godt for rigtige drenge at kaste deres afsky på en anden dreng fordi han ikke lever op til deres ideer om lærerstandens idealer, hvilket her betyder, at han er sjusket klædt, taler sjællandsk og er overvægtig. Det ses efterfølgende som et bevis på et godt drengehumør og gåpåmod når de efterfølgende driver gæk med/mobber denne. Som en moderne læser var det svært ikke at misbelige det, men da offeret derefter viser sig at være en tilpas ubehagelig person, til at det beroligede min samvittighed.
2. Den unge kvinde der har skyndt sig igennem skoven for at nå frem til en aftale beskrives som rødmosset og svedig og derfor uren og ikke jomfruelig.

"De seks" bliver 100 år i år, og selvom der er mange ting galt med den moderne verden, så er jeg alligevel ganske tilfreds med den tid jeg blev født ind i.

TITEL: De seks - en fortælling om ungdom FORFATTER: Rudolf Bruhn FORLAG: H Hagerup SIDEANTAL: 232 UDGIVELSESÅR: 1916 (1922)

Dværgen

Bogens dværg er hofdværg/hofsnog ved en Lorenzo "il Magnifico" di'Medici-agtig fyrste. Han er en meget hadefuld og bitter mand, der findes ingen positive følelser i hans liv, det skulle da lige være hans iver og krig og ødelæggelse. Han kan dog kun lide angrebskrig, et forsvar ser han som en svaghed.

Dværge er ikke mennesker, de bliver købt og solgt ved Europas hoffer, og er for det meste en blanding mellem narre og husdyr, men denne dværg er stolt, intelligent og manipulerende. Han tilbeder sin herre, fyrsten, og hader fyrstinden (måske fordi han i virkeligheden elsker hende) og alle andre hader han også. Han er egenrådig og egentlig ret skræmmende.

Had er det gennemgribende tema i bogen, krig og menneskets fejlfuldhed, og det er igennem denne kyniskhed at dværgen forsøger at gennemskue sine medmennesker. Bogen foregår i renæssancen, men den kunne egentlig også godt foregå nu, eller under 2. Verdenskrig, hvor den er skrevet. Det er noget man BØR skrive om en bog, ligegyldigt om det passer eller ej. Det passer, sådan sa, men mest af alt foregår den i renæssancen, på en tid hvor man bevægede sig på grænsen mellem middelalderens intriger og krige og oplysningens kunst og viden. Dværgen som person og som rolle hører middelalderen til, men det ser han ikke, og han nægter at anerkende sit fald i status

Til il Magnificos hof er hører, ud over dværgen, også en Leonardo da Vinci-agtig person, men det er ikke den ophøjede da Vinci man ellers hører om i for eksempel "Da Vinci mysteriet". Han er dygtig og videbegærlig og intelligent, men han er også distræt, en krigsmager og selvcentreret. Dværgen hader ham, ligesom han hader alle andre mennesker, og han hader ham især efter at han med magt er blevet tvunget til at stå nøgenmodel, og det kan man jo godt forstå. Hvor dværgen er symbol på det tidligere system, middelalderen, da er da Vinci symbol på det nye, renæssancen, med sine anatomiske undersøgelser af afdøde forbrydere, hvilket dværgen finder enormt frastødende.

"Dværgen" kan godt lidt ses som en parodi på Machiavellis "Fyrsen" for selvom dværgen ser fyrsten som et lysene eksempel og tilbeder den jord han går på, så bliver det for læseren klart, at hans politiske evner lader meget tilbage at ønske. Nutiden kender da også mest il Magnifico for hans forkærlighed for kunst og bygningsværker, og ikke for hans økonomiske sans. Han lånte store summer af penge for at føre krig mod nabostaten, og til at begynde med går det godt, men det ender med at gå så gruelig galt, efter han lavede et kneb som gør sig godt i bøger, men i virkeligheden knap så meget i 'virkeligheden', og han ender med at bringe krig og sygdom til sit eget folk.

Familiemæssigt går det også helt ad hækkenfelt til, og det er dværgens skyld, eller det er det egentlig ikke kun, de kunne bare lade være med at forsømme hinanden hver især, men dværgen er nu engang en modbydelig lille en uden reel indflydelse, og så er det nu engang dejlig nemt at skyde skylden på ham.

ORIGINAL TITEL: Dvärgen DANSK TITEL: Dværgen FORFATTER: Pär Lagerkvist FORLAG: Dansklærerforeningen SIDEANTAL: 190 UDGIVELSESÅR: 1944 (2000)

Silmarillion

Velkommen til nørdeland.

Tolkien, ham med "Hobitten" og "Ringenes Herre", nøjedes ikke med at skrive et par eventyr, han skabte et helt univers, og for at gøre det må man enten have en 'faglig' tekst om hvordan hele universet blev skabt og dets befolkning udviklede sig, eller man må have en tekst der beskriver hvordan folket selv mente at det hele startede. "Silmarillion" er en sådan tekst, den er religiøse myter og historisk krønike i ét, og det er super fedt, hvis man er til sådan noget, og det er jeg, for min hovedinteresse er det gamle testamente, og det er jo det det gamle testamente er (om end jeg tager det gamle testamente lidt mere seriøst.

Tolkiens univers er skabt af sang, bogstavelig talt. Overguden, Ilúvatar, skabte nogle lidt mindre guder, valaerne, som sang, og deres sang blev en idé om en verden, og denne verden blev så til virkelighed. I begyndelsen var alting godt, men den ene vala, Melkor, var ond og begyndte at skabe uorden. Fra den tid af begyndte det godes kamp mod det onde, men det onde er en magtfuld fjende, så ofte, selvom det gode vinder et slag, så er det stadig det onde der har overtaget.

Maiarne er mindre guder end valarne og tjener dem, og den onde Melkors tjener (den største af dem) er Sauron, som vi jo kender så godt.

Alferne/elverne er de førstefødte af Ilúvatars børn og "Silmarillion" følger i hovedparten dem på deres vandringer. Noldorne er de elvere der tales mest om. De vandrede over Midgård og kom til gudernes land, men de var oprørske og tog tilbage til Midgård hvor de bekrigede Melkor for at vinde deres ædelsten Silmarillioner tilbage og hinanden og andre elvere fordi de er lidt nogle krigeriske bæster og sjældent så ophøjede som vi tænker om dem, og til sidst var der ikke mange tilbage af dem, og da kunne vores allesammens elskede Galadriel kalde sig den skønneste, thi alle de skønneste var da døde (Elronds mor var den skønneste af alle men hun var også halvt maia).

Galadriel må faktisk have været lidt grim af en elver, for i en verden hvor udseendet betyder næsten alt, blandt andet om man er ond eller god, der havde hun svært ved at finde sig en mand. Der står at det er hendes valg, men kan man nu også være helt sikker på det, det er jo Tolkien der skriver, og er han nu også helt upartisk? Som ham fra "The Matrix" der skaber sin egen fantasikvinde i en rød kjole.

Jeg er ikke helt sikker på at jeg er med på om "Silmarillion" er elvernes sagn og myter, eller om det er forfatterens (søns) gengivelse af elvernes sagn og myter. Historierne er fantastisk gode og rammende, men sproget er mere skønlitterært sprog end mytisk sprog. En myte er fortællinger fra dengang da det guddommelige vandrede på jorden, om hvordan alting blev skabt, og hvordan uorden kom ind i verden. Myter er fulde af gentagelser, for det var mundtlige overleveringer, og de skulle være lette at huske, men det var også dem der fortalte hvordan man bør leve sit liv, så det var ikke kun historiefortællerne der skulle huske, det var alle.

Myterne er skrevet lidt i samme stil som krønike delen, og det burde de ikke, til gengæld er krønike delen ramt ganske godt, med dens uendelige beskrivelser af geografi og slægtstavler.  Jeg selv gik lidt kold i nogle af de længste af disse beskrivelser, men det er guf for systemnørder som min far. Heldigvis for mig inkludere bogen også stamtavler, person- og stedoversigt og ordforklaring.

Det eksemplar af bogen, som jeg fik fat på har disse helt forfærdeligt grimme illustrationer, og den ene af pædagogerne og jeg har haft indtil flere grineflip over dem. De er ikke dårligt lavet, de er bare så 'pæne' at det ikke er til at holde ud, men samtidig er de også ufrivilligt morsomme og jeg endte med at holde meget af dem.

ORIGINAL TITEL: The Silmarillion DANSK TITEL: Silmarillion FORFATTER: J R R Tolkien ILLUSTRATIONER: Ted Nasmith FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 366 UDGIVELSESÅR: 1977 (1992)

Leoparden

Italien, Sicilien, 1860-1910.

Det var en tid med store sociale forandringer, Italien blev samlet, adelen mistede magt, penge og anseelse, og bogens hovedperson, fyrste Selina, skal prøve at manøvrere sin familie helskindet igennem denne nye samfundsorden. For at gøre det må han kombinere den gamle magt, adelen, navnet, hans familie, med den nye magt, pengene, proletariatet, borgmesterens Calogero, og han lader sin nevø, Tancredi, gifte sig med Calogeros datter Angelica, også selvom hans egen datter er smask forelsket i ham.

"Leoparden" foregår samme tid og sted som store dele af Umberto Ecos roman "Kirkegården i Prag", og jeg må med skam erkende, at jeg stadig ikke forstår ret meget af det politiske spil. Det er på den tid da general Garibaldi kommer til Sicilien med sin frivillige hær, rødskjorterne, og Tancredi slår sig til ham af opportunistiske frem for ideologiske årsager. Den sociale og politiske revolution, Risorgimento, er langsom om for alvor at slå igennem. Der bliver afholdt et valg, men modstandernes stemmer bliver ignoreret, de eksisterer simpelthen ikke, men politik har alligevel ikke ret meget med de almindelige mennesker at gøre, så hvad skidt, om den ene eller anden har magten kan vel komme ud på et. Fyrsten ledes til at tro, at intet for alvor vil blive forandret, men må til sidst erkende, at han er den eneste sande leopard.

Bogens store modstykker er fyrsten Selina og borgmesteren Calogeros, hvis familier skal forenes i et fornuftsægteskab. Der bliver snakket meget om Angelicas skønhed, men det er bare en bonus, det er hendes penge der er vigtige. Fyrsten er fra en af de gamle adelsslægter, og hele hans liv er gennemsyret af den KORREKTE opførelse, selv når han besøger en luder mens hans kone får et hysterisk anfald, så gør han det på den korrekte måde. Borgmesteren tilhører den nye magt, han har opkøbt land og skabt sig en formue, men han er en plebejer, og kan ikke engang barbere sig ordentligt. De to mænd bryder sig ikke om hinanden, men de har et fælles mål, fyrsten har brug penge, og borgmesteren har brug for et navn.

Dette er for hovedpartens vedkommende en bog uden illusioner. Lampedusa, der selv hørte til en af de gamle adelsslægter, og han havde været vidne til deres hovmodige forfald. I "Leoparden", navngivet efter leoparden på Selines våbenskjold og efter fyrstens stoiske elegance, prøver Lampedusa at skære det sicilianskes folk, og ikke kun adelen ind til benet og tage dem med bukserne nede. Det lykkes ganske fint, og det er et næsten helt gennemført ironisk værk om hovmod og manerer, både gode og dårlige. Det er i hvert fald så langt som jeg forstår, for jeg ved alt for lidt om disse ting til helt at forstå de finere nuancer. I slutningen, hvor Selinaslægten kun er en skygge af sig selv, mister bogen dog lidt sit sarkastiske bid og går hen og bliver lidt småsentimental, og man kan efter min opfattelse sagtens helt droppe at læse de to sidste kapitler, men det er måske bare mig der igen ikke rigtigt forstår.

Som modvægt til bogens sydende sarkasme, er sproget umådelig smukt og flydende, og måske var det det der forledte mig til i lang tid at opfatte fyrsten som en god og behagelig mand. På grund af alle de afsløringer bogen kom med, fik forfatteren flere gange afslag, og den blev først udgivet efter hans død. Den bliver betegnet som en af de vigtigste romaner i nyere italiensk litteratur, og en af de vigtigste historiske romaner. Ligesom der er nogle forlag der må ærgre sig over at have sagt nej til JK  Rowling, ligeledes må der nu være nogle italienske forlæggere der har godt og grundigt ondt i røven, for selv et halvt århundrede senere, sælger bogen stadig godt.

ORIGINAL TITEL: Il Gsttopardo DANSK TITEL: Leoparden FORFATTER: Giuseppe Lampardusa FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 253 UDGIVELSESÅR: 1958

Drenge

Tom og Anton er bogens hovedpersoner, men mest Tom. Anton er den gode dreng der altid er fornuftig og gør de rigtige ting. Tom er også en god dreng, men han kan godt lide "fest" (sjov og ballade) og klassens ballademagere får ham flere gange trukket ham med i deres leg, og tit får han også en straf, selvom det ikke er hans skyld. Der kommer en ny lærer på skolen, hr Hjarmar, som er venlig og retfærdig, men også lidt streng. Klassens uromagere skal da til at starte med prøve grænser af, men de bliver med det samme sat på plads, og en ro breder sig over klassen. Da hr Hjarmar bliver kredsfører i Forbundet (FDF) kommer der pludselig et helt nyt indhold i drengenes liv.

"Drenge" er skrevet i 1914, året hvor 1. verdenskrig startede, hvilket ikke stod nogen steder i mit eksemplar, der var trykt i 1958, så gang på gang blev jeg chokeret over den nationalisme der driver disse unge drenge. Jeg har som sådan ikke imod national stolthed og kærlighed til den danske fane, men bogen beskriver nærmest amerikanske tilstande, hvilket virker så fremmed for mig.

"Drengene læste:
        "Landsmænd, ser du min grav,
        så meld det tilbage til hjemmet,
        jeg er faldet i kamp,
        tro min konge, mit land"
"Det er kønt," hviskede drengene, medens øjnene duggedes"
                                Bruhn, Rudolf "Drenge" s. 136

Det er egentlig helt kvalmt at læse, men man må forstå den historiske sammenhæng. I 1864 tabte Danmark slaget ved Dybbøl, og den dansk-tyske grænse kom til at ligge ved Kolding. Vi følte os ydmyget, og Tyskland spillede med musklerne og til sidst brød krigen ud. Det lykkedes Danmark at forblive neutralt, ikke fordi vi ikke hadede Tyskland, for det gjorde vi i stor stil, men fordi vi gerne ville undgå invasion og undertrykkelse. 1. verdenskrig var generelt en krig der fik nationalismen til at blomstre over hele Europa. Efter 2. verdenskrig fik disse strømninger et noget mere blakket ry, og derfor kan det virke helt skræmmende at læse om i dag.

Bogens grundlæggende tema er formningen af GODE drenge. De skal være flittige og dygtige i skolen, de skal vise respekt, de skal øve gode gerninger, og så skal de slås. Vi har med tiden vænnet os til en mere og mere feminin pædagogik der ikke lader drenge være drenge, men i denne bog bliver drengene direkte rost for en god ærefuld slåskamp. Jeg tror muligvis at det kan være sundt for drenge at få sig en slåskamp fra tid til anden, så længe det går fair for sig, hvilket det selvfølgelig altid gør i bogen, men det gør det ikke i virkeligheden. I virkeligheden er det nok kun én dreng der får tæv og bliver ydmyget, og det er sikkert altid den samme dreng. Men sammen med slåskampene, hører i bogen også den ærefulde opførsel, og det er tydeligt, at Toms opførsel, gennem Anton og hr Hjarmar, støt forbedres, og han gør mange gode og ærefulde gerninger, og han vinder derved de voksnes respekt. Bogen har sikkert haft god indflydelse på unge drenge, men det hele kan godt blive lidt kvalmt i længden, selvom mange af historierne egentlig er meget sjove.

Hr Hjarmar er den GODE lærer anno 1914. Vi møder ham mange gange siden, som for eksempel i "Dead Poets Society". Det er den samme og dog en helt anden. Det er denne nye lærer der kommer ind og står i stærk kontrast til sine støvede og bryske kolleger. Det er ham der samler klassen under sine vinger og giver dem håb og drømme, men mål og metode har ændret sig over tid. Hr Hjarmar er ikke denne pysse nyssede lærer der opdrager drengene til små individualister, han er streng og skælder ud og slår når det er nødvendigt, men han er retfærdig, og det kan drengene godt mærke. Målet var dengang ikke kreativ udfoldelse af individet, det var ære og ansvarsfølelse. Helt ærligt, så har jeg altid hadet "Dead Poets Society", jeg har altid fundet den anstrengende og i perioder direkte træls. Hr Hjarmar er ikke en lærer jeg ville ønske at have, men jeg kan i langt højere graf forholde mig til ham. I disse forskrækkede tider vil ingen af de to lærertyper dog fuldt kunne eksistere, for de ville straks blive anklaget for usømmelig omgang med børn.

Eller børn og børn. Drengene er 12-14 år, og dengang, så var man jo nærmest voksen. Det sjove er, at der ikke optræder én eneste pige, på nær et par mødre, ikke engang søstre er der, men det skyldes sikkert, at drengene som gode kristne FDF'ere skulle være rene og ærbare i tanke, ord og gerning, og bare skyggen af en pige kunne jo lede disse små hormonbomber ud af kurs.

Jeg købte egentlig mest bogen for sjov, fordi jeg fandt den i en genbrugsbutik til 5 kr, men det viste sig at den skulle lære mig nogle ting om min egen familie.

Da min mor hørte hvad jeg læste, kunne hun fortælle, at Rudolf Bruhn har skrevet en fortsættelse til "Drenge", "De seks", hvor min oldefar (på min mormors side) var med, rent faktisk den mest irriterende af de seks seminarister. Selvom jeg ikke er vild med "Drenge", så kunne jeg vildt godt tænke mig at få fat i "De seks" for at komme lidt tættere på min familie og hvem jeg er.

Anton og Tom tager i bogen, lige før 1. verdenskrigs udbrud, en tur fra Kolding og ned gennem tyskland, den del der engang var dansk, og de møder et meget fjendtligt Tyskland, et Tyskland hvor alt dansk er strengt forbudt. Dette billede er fra 1939, på brinken til den næste verdenskrig, hvor min morfar (til venstre) og hans kammerat tog den samme tur ned gennem Tyskland og så videre til Frankrig. Deres tur var præget af en helt anden venlighed  og en helt anden forståelse mellem disse to danske studenter og de unge mænd i Hitler Jugend som de mødte undervejs.

TITEL: Drenge FORFATTER: Rudolf Bruhn FORLAG: H Hagerup SIDEANTAL: 143 UDGIVELSESÅR: 1914 (1958)

Désirée

Den unge Désirée er en silkehandlers datter under den franske revolution, hun bliver forlovet med sin svoger, den fattige general Napoleon Bonaparte, men han svigter hende til fordel. Hun gifter sig med en anden general som bliver forsvarsminister, markis, bliver relativt demokratisk valgt som kronprins af Sverige og til sidst kronet som konge over Sverige og Norge. Men er det et liv for en datter af revolutionen, en vaske ægte republikaner?

Dette er en bog om ærgerrighed, om hvordan Napoleon starter ud som en latterlig lille general som ingen andre end Désirée tager alvorligt, men hvordan flere og flere begynder at kysse ham i R-Ø-V-E-N. Jeg tvivler på, at Napoleon havde megen sans for humor, især ikke når det galt hans egen person, men jeg kan et eller andet sted godt se det sjove i at lave flere og flere absurde love og regulativer, bare for at se om folk hopper på den. Og folk hopper på den, og jo mere vanvittig han bliver, jo mere tror de fine herre og damer på ham. Selv Désirée, som er en formidabel menneskekender, men måske ikke så forfærdelig klog. Napoleon ER Frankrig, eller hans røv bliver i hvert fald lige så stor som Frankrig. Désirée starter også ud småt, som det mindste barn i en borgerlig familie, men som den eneste bevarer hun sin integritet, hvilket er lidt irriterende, for det gør hende lidt for perfekt, jeg kunne godt have brugt et raseriudbrud eller en enkelt lidt for dekadent vane eller bare et eller andet, noget der gør hende lidt mere menneskelig. Hun hverken særlig køn eller, efter eget udsagn, særlig klog, men i bøger er det oftest sådan at kvinden måske ikke er så køn, hvilket i litteraturen er med i den pulje der hedder (lidt for) perfekt, lidt for alle-vil-kunne-lide-dig-agtigt.

fra Wikipedia

Dette, at hun ikke er så klog er dog et glimrende virkemiddel til, at hun i denne dagbogsform kan beskrive livet og tiden omkring Napoleon uden at bogen bliver alt for tør og alt for meget skolebog, men hvor troværdig den er som dagbog, det ved jeg ikke, der står i hvert fald rigtig meget om politik og meget lidt om følelser og endnu mindre om hendes søn, som hun ellers elsker meget højt, men det genere mig ikke, for det er det andet der interesserer mig mest.

Désirées mand, Jean-Baptiste Bernadotte, senere kong Carl XIV af Sverige og Norge, kalder min far en laban som stak Napoleon i ryggen så snart lejligheden bød sig, men helt ærlig, så var det Napoleon, en rablende gal og krigerisk selvudnævnt kejser han stak, hvilket burde tjene ham til hans ære. Desuden var svenskerne vist meget glade for ham, indtil han blev lidt småskør på sine gamle dage, men det skulle Désirée nok få styr på, men hvilken mand ville ikke blive småskør, hvis han blev afholdt fra sex med sin højtelskedekone i 12 år? Havde han en affære i mellemtiden? Sikkert, men det er bare ikke helt det samme.

Man skal dog ikke fortvivle helt, hvis man er til romantik, for bogen skildre et langdistanceforhold på en måske lidt perfekt og overskudsagtig måde, og jeg åd det råt. Jeg sukkede da Désirées elskede Jean-Baptiste vendte hjem fra krigen og tog hende i sine arme, og mit hjerte hoppede da de til sidst finder hinanden igen efter mange års afsavn. Jeg elsker baller og smukke kjoler, og jeg beundrede Désirées evne til at forstå og behandle sine medmennesker, også sine tjenestefolk, men jeg kunne godt have undværet alle de forudsigelser bogens personer kommer med, altså ikke den politisk analyserende slags, men den der kommer i drømme og kortspil.

Jeg har bildt alle mulige mennesker ind, at bogen er blevet genudgivet, fordi den lille nye svenske prinsesse var opkaldt efter hende, men det er ikke rigtigt, hun hedder nemlig Estelle Silvia Ewa Mary, men hvores blik er dog alligevel rettet mod det svenske kongehus af slægten Bernadotte, så hvorfor ikke tage et tilbageblik på hvordan det hele startede.

PS Der var en del problemer med at tryksværten smittede af.

ORIGINAL TITEL: Désirée DANSK TITEL: Désirée FORFATTER: Annemarie Selinko FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 523 UDGIVELSESÅR: 1951 (2012)

Vindrosen

En vindrose er et diagram der viser vindforholdene på et sted, som regel i form af en kompascirkel med kiler ind mod midten der angiver vindens retning og hyppighed.

Dansk Wikipedia   

 

Efter at have læst denne novellesamling/rejseberetning af det danske forfatterikon Tom Kristensen, havde jeg nok regnet med at det betød noget mere romantisk (og et eller andet sted håber jeg stadig at det bare er google der ikke kender den i dette tilfælde rigtige betydning). Jeg mente, at det var sådan en lille tør satan af en plante, som ikke slår rod men som flyver hid og did med vinden i en evig søgen efter vand. Vi havde en liggende i vindueskarmen i mit barndomshjem, en mindre og mere kompakt plante end en vindheks. Jeg har meget lyst til at det skal være sådan en, men i denne sammenhæng er princippet det samme. Det handler om vinden der skifter retning og karakter, og Tom Kristensen følger vinden, han lader sig lede, fra Asien til Sydeuropa til London.

'Vindrosen' er en hyggelig samling af noveller og rejseberetninger der er blandet sammen i ét stort sammensurium. Det er forvirrende, men også lidt hyggeligt, for hvor stopper virkeligheden og litteraturen og fantasien begynder. Nogle steder er det helt klart, andre steder kan man have sine tvivl, men selv når det er helt klart, kan tvivlen snige sig ind. Langt mere forvirrende er det, at Tom Kristensen er hyggelig. Jeg kender ham mest fra 'Hærværk' og i mit univers er han ensbetydende med alkohol og forfald, to ting der ikke er meget af i 'Vindrosen', den handler mest om stede, om at lade sig flyde med strømmen, med vinden, med stemningen, og om når strømmende mødes i kulturchok. Den handler om farven gul, gule kineser, gult sand, gule floder og gul smog. Aldous Huxley havde 'Kromgul' og Beatleshavde 'Yellow submarine', og jeg er ret sikker på at farven gul har et og andet at gøre med LSD, ikke at jeg helt ved hvad, men det passer på en eller anden måde bedre til Kristensen end hyggelige solgule søndage.

Jeg fik bogen ved et tilfælde. Jeg havde ønsket mig 'Hærværk' og så havde den jo samme forfatter, så den fik jeg lige oven i hatten. Jeg læste den også ved et tilfælde. Jeg skulle have en bog til toget, og den ene var for tung (mentalt) og den anden var for stor, og den sidste var skrevet med alt for små bogstaver, så jeg valgte den fordi den var der og fordi den var praktisk. Jeg ved ikke om jeg nogensinde før har valgt en bog fordi den var praktisk. Jeg havde ikke rigtigt nogen forventninger til den, og hvis jeg havde, var de nok mest negative, men som sagt var det nærmest en hyggelig oplevelse. 

 

Jeg kunne især godt lide hans beskrivelser om hvordan vesten møder østen i Kina og Japan i en helt anden tid. 20'ernes og 30'ernes Europa, minder i litteraturen meget om i dag, faktisk mere end de senere årtier gør, men øst på var det en helt anden sag. Kina var et buddhistisk bondesamfund med en metropol som Shanghai, hvor kulture smeltede sammen og blomstrede (hvis man skal sige det på en poetisk måde). Japan var meget traditionelt. Efter at have levet strengt isoleret fra omverdenen under shogunen, blev der åbnet op, og vesten strømmede til, men mødet var ikke altid lige smukt.

TITEL: Vindrosen FORFATTER: Tom Kristensen FORLAG: Forlaget Fremad SIDEANTAL: 188 UDGIVELSESÅR: 1934 (1956)

Hamsun

Knut Hamsun var ikke bare en forfatter, han var et norsk folkeklenodie og nobelprismodtager. Lidt småskør var han måske, men hvad skidt, det kan sådan nogle kunstnere jo godt være en gang imellem, så man lod ham være og beundrede ham på afstand, men så kom krigen, og han udtrykte sin glæde ved tyskerne og ved Hitler. Landsforræder i krigstid, råbte folk, og efter krigen måtte han i retten, men hvis man kunne få ham erklæret senil og tilstrækkelig skør, så kunne man glemme det hele og undgå at trække hans navn gennem sølet. Og det gjorde man så, men Hamsun ville have lov til at stå til ansvar for sine egne handlinger.

Det handler bogen om, men den handler endnu mere om Hamsuns familie. Her er en familie man for alvor kan kalde destruktiv. Faderen der ikke er der fordi han ikke kan høre noget, og fordi han vælger ikke at høre noget. Han forguder sin mor selvom hun sendte ham væk hjemmefra til et forfærdeligt liv hos en slægtning, men hvad mutter gør er altid det rigtige, så Hamsuns børn skal også væk, og de bliver forstyrede næsten alle sammen, én kommer på kant med loven, én melder sig frivilligt til SS, og så er der Ellinor der ikke er syg hun spiser bare ikke noget, og så drikker hun alt for meget. Mand og kone kan ikke udstå hinanden. Hun synes han har mistet sine idealer og han mener hun berøver ham hans frihed, men alligevel kan de ikke finde ud af at forlade hinanden, skønt de prøver.

Bogen er drejebogen bag filmen om Hamsun, så den er lidt mærkeligt skrevet, fyldt med stemningsbilleder og tale, men man får ikke at vide hvad personerne tænker og føler, det må man føle og analysere sig frem til, og sådan noget finder jeg svært, men det er ikke altid meningen, at det skal være let. Der var heller ikke mange lange udførlige beskrivelser af forhistorie, omgivelser eller pointer, og alligevel lykkedes det forfatteren at gøre det til en smuk bog. Det er sproget der er så flot (selvom det er oversat). Hvert ord er så omhyggeligt udvalgt lige præcis fordi det er så vigtigt, når man kun skal have det aller mest nødvendige med, og helst lidt mindre end det fordi man selv skal tænke

"Ellinor er smuk, men hun har det dårligt. Hun er påfaldende afmagret, ansigtet indfaldent, hænderne skeletagtige. Men hun er ikke syg, kun aneurektiker.

 Hamsun foran hende, han har hænderne fulde af smørrebrød, han har selv smurt det" (s. 51)

Der står jo ikke noget, og alligevel fortæller det alt om en familie der er ramt af anoreksi, hvordan det er hele familien der bliver ramt, hvordan det ikke er en sygdom, for hun kan jo bare spise, men hvordan det jo ikke BARE er at spise, når faderen i 1940 selv går i køkkenet for at smøre et par fedtemader.

Jeg har læst og set meget om 2. Verdenskrig, men denne bog stillede et spørgsmål jeg aldrig før havde stillet mig selv. Hvorfor var det egentlig så logisk at det var englænderne man holdt med, hvis man ikke sådan rigtigt interesserede sig for politik, og hvis de eneste nyheder man fik var den lokale avis, og endnu mere hvis man som Hamsun var døv og ikke lige kunne høre hvad folk gik og talte om. Vi ved nu at Hitler var ond, meget ond, men jeg har svært ved helt at sætte mig ind i hvem der egentlig vidste hvad på hvilket tidspunkt. Kan man stille nogen til ansvar for ikke at vide noget om oplysninger der er svært tilgængelige?

Et andet godt spørgsmål bogen stiller er, hvorfor er det logisk, at demokrati er godt? Hamsun har jo egentlig ret, verden er fuld af idioter (mig selv indberegnet) der lader sig lede af tilfældigheder og mere eller mindre direkte manipulation, er det virkelig sådan vi vil have at vores ledere bliver valgt? Jeg går ind for demokrati, mest fordi alle alternativerne er værre, men demokratiet har sine fejl, og det er vigtigt at vi anerkender de fejl, men nogle gange virker demokratiet som en religion, noget vi er villige til at gå i krig for og omvende andre lande til, enten frivilligt eller ved magt. Jeg er glad for at leve i et demokrati, og jeg under også andre det, men det er ikke altid godt.

ORIGINAL TITEL: Hamsun DANSK TITEL: Hamsun FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 215 UDGIVELSESÅR: 1996

Om Idræt

To reportager OL i München 1972 og fodbold VM i Mexico 1986.

Det siger vist en del om mig, at jeg er nødt til at proppe et 'fodbold' ind i den sætning, for hvilket andet VM ville fange vores interesse nok til at udgive en hel halv bog om?

Enquist er sportsentusiast og tidligere atlet, men han er også en forfatter der ynder at udstille menneskets smålighed og utilstrækkelighed. Verden har et stort fint glansbillede som vi kalder OL, men OL er og har aldrig, i hvert fald ikke i nyere tid, været hvad vi synes det skal være. Enquist interessere sig meget for det politiske og psykologiske spil der foregår på banen og ude i kulisserne, og det er ikke altid lige kønt.  Og så er det lige OL i '72, året hvor legene blev skændet af en terrorhandling, året hvor glansbilledet prioriteret frem for menneskeliv 'the game must go on, dead or alive', men sport og politik hænger sammen. Enquist har en kærlighed til de kæmpende atleter, som en voksen der kaster et kærligt blik på børnene på en legeplads, og hans skildring af deres nærmest kunstneriske udfoldelse er både smuk og til tider helt sørgmodig, men den grimme politik forsvinder aldrig helt ud af synsvidden.

OL er lige gået i gang, og det plejer altså ikke at interessere mig synderligt, og en af grundende er dumme sportsjournalister og deres åndsbollede spørgsmål 'hvordan synes du selv at det går?', men Enquists poetiske skildring af hvordan der er smukke præstationer midt i noget der, hvis man kradser lidt i overfladen, er grimt og hårdt, og han går det interessant, han gør at jeg lidt mere bider mærke i hvad der egentlig foregår.

Den del der handler om VM er dog ikke helt så interessant, det virker som om han egentlig ikke rigtigt gider. han har desuden skiftet fra svensk til dansk fokus, og det klæder ham ikke, eller også er det 80'erne der ikke lige er ham. Siger det mon noget at Mexico heller ikke gider? Landet har lige været ramt af et jordskælv og arbejdsløsheden og fattigdommen er stor, men de udenlandske fodboldturister og journalister skærmes for dette syn. Revolution eller kage.

Interessant er det dog at se den teknologiske udvikling, for i '86 fik sportsjournalisterne stillet nogle meget spæde databaser til rådighed, muligvis også noget der kunne minde om et internet, hvorfra de kan få data de lige så godt kunne finde andet steds, men det er fremskridtet, det er sådan man gør, men mit moderne pigehjerte er ikke imponeret, og det var Enquist vist heller ikke dengang.

ORIGINAL TITEL: Två reportage om idrott DANSK TITEL:  Om idræt FORFATTER: Per Olov Enquist FORLAG: Samleren SIDEANTAL: 304 UDGIVELSESÅR: 1972/86

I vendernes vold

Thorbjørn er en dansk trælleknægt hos venderne, men han drømmer om at blive ridder og gifte sig med den skønne Rechiza, hans mester, Mistivois, fosterdatter. Arkona, hvor de bor, bliver angrebet af danskerne. Thorbjørn bliver sat fri, Mistivoi bliver dræbt og Rechiza bliver taget som gidsel, men Thorbjørns liv bliver ikke spor lysere af den grund, for hjemme i Swinaborg (Svendborg) er han ikke andet end Sigrid Slattenpattens frillesøn, og Rechiza ser stadig bare på ham som en træl, og hun vil meget hellere have Thorbjørns i hemmelighed halvbror, stormandssønnen Åge.

"I vendernes vold" er en historie om en ung man der drømmer om at bryde den sociale arv, for at bruge et moderne ord, i en tid hvor det var imod Guds bud at stræbe efter noget større. Han er en fattig knægt uden en slægt/familie der bakker ham op, men han har evner og han har venner og han har held. Han tjente under Mistivoi, der var en stor kriger og en af verdens bedste hestetemmere og Thorbjørn har lært ham kunsten efter, og han for stort brug for disse evner, da han bliver skibet tilbage til Danmark, hvor han så skal prøve at stable sig et liv på benene. Og Thorbjørn er dygtig, men flid og evner er ikke nok, hvis man vil være ridder, ikke længere i hvert fal, og det VIL Thorbjørn, men man skal også guld og herkomst til, og det har han ikke.

Mange lægger mærke til den unge mand og hans særlige evner på den fantastiske hest, Brunac, selv kong Valdemar, men selv det er ikke nok til at gøre Thorbjørn til ridder. Men er ridderlivet virkelig alt det han kender fra fortællingerne? Langt fra alle de riddere han støder på er ædle og modige, de er tværtimod griske, fordrukne, liderlige, hovmodige og smålige. Selvom Thorbjørn ikke har en familie der vil kendes ved ham, så har han mange venner, der prøver at banke lidt realitetssans ind i hovedet på ham, men Thorbjørn VIL være ridder. Bogen handler om at blive voksen og prøve at skelne mellem drømme og virkelighed, men også om at vise sig som en ægte mand, om at være en ridder i hjertet, den handler om at udvikle disse evner, at være stolt, men ikke smålig, at være god, men ikke dum, at gøre det rigtige selvom det ikke ser ud til at være det der er bedst for en selv.

Thorbjørn har lidt svært ved at knytte relationer til de mennesker der er omkring ham. Han er forelsket i en uopnåelig pige, han skændes konstant med sine overordnede og roder sig ud i al mulig ballade, men han har hesten Brunac, og den forstår ham. Når han rider på den, er det som om de smelter sammen til ét kød, og den adlyder selv den mindste bevægelse, men hvis Brunac skal blive rigtig god, skal Thorbjørn lære at tøjle sig selv, men det kan han ikke selv se. Og fri er ikke noget man er, det er noget man lærer. Thorbjørn voksede først op med en ond og voldelig fosterfader, hvorefter han blev taget som træl, og det er først som ung mand, at han reelt får sin frihed, men det kan han slet ikke finde ud at at håndtere, og det sætter nogle meget voldsomme følelser i gang, som han skal lære at håndtere, men det er ikke spor let.

Dette er den anden bog i Josefine Ottesens Danerriget romanserie der handler om Danmark i rigtig rigtig gamle dage, og denne gang er vi i midten af 1100-tallet. Handlingen i de to første bøger har ikke direkte noget med hinanden at gøre, men maner aner fjernt i denne bog, hvad der hændte Ragnhild, der var hovedperson i den første bog. Dette er ikke bare en ungdomsbog der tilfældigvis foregår i en fjern fortid, det er en vaske ægte historisk roman, der giver et troværdigt billede af hvordan livet så ud den gang. Jeg hader bøger der kun lader som om de er historiske, og hvor der er fejl på fejl eller endnu værre, hvis det i bund og grund er en moderne fortælling klædt ud, men Josefine Ottesen har virkelig puslet for detaljerne, og det har båret frugt, for det er blevet til en rigtig god fortælling.

Slægtens offer (Danererriget 1094-95)

TITEL: I vendernes vold (Danererriget 1168-71) FORFATTER: Josefine Ottesen  FORLAG: Høst & Søn SIDEANTAL: 347 UDGIVELSESÅR: 2012

Hvad skovsøen gemte

Jeg er ikke nogen krimifan, det ville være synd at sige, men en dag stod jeg i Aarhus og skulle med toget hjem (1t 12m) og jeg havde ikke nogen bog med. Jeg tænkte, at det var simpelthen for kedeligt, så jeg gjorde et smut ind om min yndlingsboghandler, for at købe mig ud af problemet.

Der var ingen bøger som jeg bare måtte eje, i hvert fald ikke nogen jeg på det givne tidspunkt kunne komme i tanke om, så jeg rodede rundt i deres billige billigbøger. De bøger der så mest interessante ud, havde jeg allerede læst og resten var krimier, hvilket jeg som sædvanligt bare ikke gad, men så fangede denne bog min opmærksomhed, for hen over forsiden stod der med store bogstaver "DANMARKS FØRSTE KRIMI", og selvom jeg ikke interesserer mig for krimier, så interesserer jeg mig for historie, og for hvordan folk tænkte, og den er vitterligt fra gamle dage, den er nemlig fra 1903.

Holst er selvlært detektiv (i moderne ord 'kriminalbetjent), han har nemlig læst alt hvad verdenslitteraturen har at byde på under genren detektivromaner. Under en udflugt til en lille skovsø finder han, sammen med en ældre svensk herre og dennes yndige datter, liget af et spædbarn. Retsmedicinerens og den formodede moder/morders historier stemmer ikke overens, så man beslutter sig for at dræne søen for at se om der skulle gemme sig flere lig af spædbørn. Det gør der ikke, men man finder til gengæld liget af en ung og nøgen kvinde. Holst bliver sat på sagen der både fører ham rundt i Sverige og til Italien.

Historien er temmelig banal, men de moralske dilemmaer er så markant anderledes end det vi kender i dag, at det virkelig gør bogen interessant. På et tidspunkt afhører Holst en mand, manden siger, at han godt kan fortælle første halvdel af historien, men resten kan han ikke fortælle fordi venskabets bånd byder ham ikke at gøre det, og det er jo bare helt okay, tænker en moderne dansker sarkastisk, men det er det faktisk, Holst ikke så meget som løfter et øjenbryn. Venskaber spiller i det hele taget er vigtig rolle i bogen, og venskaber er ikke noget man bare har, det er noget der forpligter, og som gør blind. Og venskab gør dog også at Holst ikke kan udføre sit job ordentligt, eller sådan vil vi i hvert fald se på det i dag, men jeg er i tvivl om, hvordan man så det den gang, og det er det der gør bogen spændende.

Bogen er meget fascineret af Goethe og der står

"Man fortæller om den store Goethe, at da han kom til Venedig, blev han grebet af en besynderlig stemning, egentlig en ånd, der for i ham, vidt fra den tyske spekulative, romantiske digterånd" (s. 153)

 Hehe, sådan kan man vel også sige det. Jeg har skrevet om det før, HER, for hvad der nok i moderne vendinger skete, var at Goethe kom til Italien og fik sex, og så ændrede hans forfatterskab sig markant. Noget nær det samme sker for Holst, han kommer til Venedig og falder i hænderne på en forførerske, og gennem bekendtskabet til hende, vokser hans kærlighed til svenskerens datter, og han lægger sin stivhed fra sig.

Holst er nemlig en meget regelret og jævnt kedelig person, hvilket gør ham temmelig upopulær hjemme i København. Bogens bagside omtaler ham som en dansk Sherlock Holmes, men det er han bestemt ikke. Holmes var en rablende gal narkoman med skøre idéer, Holst er bare en stivstikker, der, skønt han bløder op i løbet af bogen, bare er en høflig skal uden nogen egentlig personlighed, men det er måske bare fordi han er dansker, for så mange spændende personer har vi jo egentlig heller ikke produceret i forhold til vore anglosaksiske naboer mod vest, hverken IRL eller i bøgerne. Danskerne bliver vel mest spændende når englænderne skriver om os (Hamlet).

Sproget er heldigvis delvist moderniseret, for det danske sprog er blevet ændret markant efter at have været udsat for to verdenskrige, men den er stadig ikke helt letlæselig, og flere gange er jeg i tvivl om hvorvidt udtryk jeg godt nok kender, men om de mon havde en anden betydning den gang, men jeg finder det inspirerende at læse noget hvor helt almindelige hverdgsting (og her tænker jeg ikke kun på mord) beskrives på så anderledes en måde, det giver ligesom et nyt perspektiv på tingene.

TITEL: Hvad skovsøen gemte FORFATTER: Palle Rosenkrantz FORLAG: Cicero SIDEANTAL: 192 + efterskrift UDGIVELSESÅR: 1903 (2003)

Slægtens offer

Da jeg første gang læste at bogen 'trækker klare paralleller til nutidens debatter om tvangsægteskaber og selvtægt', fik jeg koldsved og tænkte, hvad det mon var for noget bras jeg havde rodet mig ud i at skulle anmelde. Bogen foregår for næsten 1000 år siden, så hvis forfatteren, Josefine Ottesen, havde ladet sig friste til at lægge moderne tanker, argumenter og kommunikationsformer i munden på personerne, så ville det ikke være til at holde ud, men det kan jeg allerede nu afsløre, at det gjorde hun IKKE. 

Josefine Ottesen har faktisk fået skrevet en rigtig god historisk roman om brydningstiden mellem hedensk tid og kristen tid, men også en rigtig god bog om at gå fra at være pige til at være kvinde.


Ragnhild er 13 år, og selvom hun endnu ikke har fået sin første blødning, så nærmer tiden sig, og det ved hun, og det ved hendes familie, så de prøver at få hende til at opføre sig derefter. Men Ragnhild er en vildkat, og ingen skal bestemme over hende, og hun kan godt slå igen, det ved især hendes halvbror og gode ven, trællesønnen Aras. Det er dog farlige tider de lever i, så for at redde slægten og gården bliver Ragnhild lovet bort til den nidding til Sote, som hun afskyr og slet ikke vil have, men hun har ikke noget valg, her er det slægten der bestemmer, og hendes far og farmor har talt og der er blevet givet håndslag.


Et af emnerne i bogen er Ragnhilds forhold til religion. Hun er datter af en meget kristen kvinde, og sønnedatter af Frøjs sejdkvinde, så hun har begge religioner med sig, men det skaber ikke nogen decideret konflikt, og hun beder flittigt til både Frøj og Jesus Kristus, når hun er i problemer, for det skader jo ikke at være på den sikre side. Men selvom både hun og samfundet fortsat holder fast i de gamle guder, så er det imod kristendommen retningen går, og man aner gennem bogen hvordan magtbalancen skubber sig. Igennem sine egne kriser bliver Ragnhilds eget forhold til religion, og især til kristendommen, også mere intenst, og mere voksent, og det er dybt fascinerende at iagttage denne udvikling, for kristendom er ikke blot for de få udvalgte, som Ragnhilds mor, der går i religiøs ekstase og bruger al sin tid i bedehuset. Det er også en religion for dem der søger trøst, når verden føles alt for stor og uoverskuelig


Familien fylder i Ragnhilds to meget forskellige brødre. Niels er hendes 'rigtige bror, for de har samme mor. Han har altid været svagelig, så han kan ikke følge sin far og blive en stor handelsmand. Han får i stedet lov til at gå i kirkens tjeneste, som både han og moderen altid har ønsket sig. Selvom hun holder meget af ham er Ragnhild også dybt misundelig, for hun føler at moderen kun ønsker hans lykke, og at han får alle de muligheder hun ikke selv kan få på grund af hendes køn. Ragnhilds anden bror, Aras, er søn af en trælkvinde og derfor også selv en træl, og de to er de bedste venner, men deres forskellige status som træl og fri, borer sig med jævne mellemrum ind mellem dem som en kile. Det er ikke noget Ragnhild tænker noget videre over, men det gør Aras, for det kan ikke være sjovt at se sine søskende have det så meget bedre end en selv.


'I vendernes vold (Danerriget 1168-71)'


TITEL: Slægtens offer (Danererriget 1094-95) FORFATTER: Josefine Ottesen  FORLAG: Høst & Søn SIDEANTAL: 284 UDGIVELSESÅR: 2009

Njals saga

SPOILER ALLERT!

Jeg har ikke lyst til at høre om hvordan "Njals saga" er et idoliserende heltekvad skrevet i en tid hvor flere hundrede år efter, i en tid hvor Island var besat af Norge, og hvor befolkningen drømte sig tilbage til tidligere tiders frihed og heltemod.Det kan godt være at det er rigtigt, men det er ikke nær så sjovt som at tro på, eller i det mindste lade som om man tror på, at det er rigtigt.

Njal er egentlig ikke hovedpersonen i fortællingen, men derimod den vise mand der retter op på den skade de andre i historien forvolder, og som står som symbolet på den diplomatiske løsning, hvilket er en sjældenhed for disse gæve vikinger.

Første del handler hovedsageligt om Njals gode ven Gunnar der er så heltemodig som ingen anden, han har dog en kone der er egenrådig som bare pokker og har set sig sur på Njals kone, og de to udkæmper så en krig der må koste mange mænd livet mens deres ægtemænd blot ser hovedrystende til og betaler bod som det sig hør og bør. Gunnar får fjender der stræber ham på livet, og kun Njals gode råd holder ham i live, først da han ikke længere følger dem, må han dø.

Anden del handler om Njals sønner, der måske er dygtige krigere, men de har ikke faderens visdom og det ender da også med, at de får dem alle sammen dræbt, og det er op til fostersønnen Kåre at få sagen for retten og få hævn, hvilket er lettere sagt end gjort.

Njals saga handler om kampen mellem retssystemet og den diplomatiske løsning på den ene side, og den heltemodige hævn på den anden. Det foregår sådan, at der bliver begået et mord, man går i retten, der fælles dom, der betales bod, man indgår fred, mordet bliver hævnet med minimum et nyt mord, der kommer for retten og så videre. Jo mere indviklet sagen er, jo mere bureaukratisk bliver retssystemet også, og det er ikke altid de gode argumenter der vinder en sag eller ej. En sag kan godt frafalde ved at man for eksempel har sagt noget i en forkert rækkefølge eller andre petitesser. Efter at have været igennem møllen med at få tilkendt kontanthjælp, er men helt forstående med at det hele falder fra hinanden og at det endda er en 'advokat' der giver det første hug til at begynde et stort slag med anklageren og deres venner på den ene side, og forsvarene og deres på den anden.

Dette er nærmest som at se et afsnit af Paradise Hotel, når man hører hvordan de laver alliancer og går bag om ryggen på hinanden, forskellen er blot, at her er et ord et ord, og en mand end mand, og når man først har givet sit ord, så er man loyal til døden ligegyldigt hvilken usling han man har givet sit ord måtte være. Og ved siden af alt dette står Njal med sin visdom og sine gode råd. Folk lytter og de har respekt, men de følger det kun indtil den næste sværdvæksling.

Historien foregår omkring år 1000, og mens handlingen står på, kommer kristendommen til Island, så 1, 2, 3, BANG, så er de alle sammen kristne, sådan mere eller mindre i hvert fald, for deres adfærd ændres ikke bemærkelsesværdigt. Måske lader de en messe synge for sig før de ridder ud for at slå ihjel (paradoksalt nok) men de tror stadig på vartegn og Valhalla. Det var nok en gejstlig der skrev fortællingen ned der i 1280'erne, for hvem var der ellers der kunne skrive, men han havde nu nok ret i, at en ellers så markant ændring af tro, i virkeligheden ikke havde den store indflydelse på folks liv.

Det er tydeligt at se hvad folk har været interesseret i at høre om, og det er slægtstavler vold (og meget af det) og bemærkelsesværdigt nok også mode, skønt der nærmere var tale om middelalder mode end om vikingemode. Blodet flyder og der blive givet banesår i mængder (sår der resulterer i døden) og det er en spændende bog at læse, men den er så spækket med ord jeg aldrig havde hørt før (og denne udgave havde ingen ordforklaring) så mange steder havde jeg ikke den fjerneste idé om hvad der foregik.

ORIGINAL TITEL: Njála DANSK TITEL: Njals saga FORFATTER: ukendt 
FORLAG: Lademann SIDEANTAL: 197 + 267 UDGIVELSESÅR: 1280'ish (1980)

Skæringspunkt og andre noveller

SPOILER ALERT!

Hvordan giver man et resumé af en novellesamling? Det spørgsmål har plaget mig siden weekenden, så derfor er der for første gang gået flere dage med at udtænke en anmeldelse. Det er ikke fordi jeg er i tvivl om hvad jeg mener og bogen, den var nemlig god, men jeg var udelukkende forvirret over hvordan jeg skulle beskrive den.

De fleste af Flannery O'Connors noveller i samlingen "Skæringspunkt og andre noveller", som både er en af de bøger jeg har modtaget fra Katolsk Forlag OG en af mine '1001 bøger' i min bogudfordring, handler om en person der af den ene eller anden grund føler sig bedre end folk omkring ham/hende. Det kan være fordi han/hun er hvid, rig, uddannet eller fordi han ikke som sin mor lader sig diktere af gamle tiders racekløft. Men når så han/hun har fået et par sider til at fortælle hvorfor han/hun er bedre end andre, og hvor synd det egentlig er for ham/hende, så får han/hun sin velfortjente straf

O'Connor beskriver livet i de amerikanske sydstater både med en knivskarp analyse af forholdet mellem rig og fattig, sort og hvid, gammelt og nyt, men også med en varme der siger, at hun faktisk på en eller anden måde holder af de personer hun skriver om, ligegyldigt hvor irriterende de til tider kan være. Hun er dybt forankret i sydstaterne, men også i sin katolske tro.

Personerne i novellerne er dog så selvhøjtidelige og irriterende, at jeg der ikke nærer så stor en kærlighed til sydstaterne og mine medmennesker generelt flere gange var ved at få spat og måtte lægge bogen fra mig indtil mit blodtryk igen var normalt. Det værste var dog at jeg flere gange genkendte mig selv, mine tanker og mine handlinger i bogens personer. Er jeg virkelig sådan et skrækkeligt menneske? Hvis det der virkelig er mig, hvordan kan folk så holde ud at være sammen med mig? Måske er folk omkring mig bare mere åbentsindede end jeg er og måske er jeg bare ikke helt SÅ slem. Sandheden er nok at vi alle går rundt og føler os en lille smule bedre end andre mennesker, bare sådan en gang imellem, ikke at vi altid føler os som de aller bedste, men selv når vi er nede, kan vi som regel finde nogen der er mindre end os selv. Det er den side O'Connor konfronterer os med, og hun gør det godt.

Novellerne er ikke direkte religiøse, selvom nogle mere end andre beskæftiger sig om religiøse tematikker såsom skyld, erkendelse og åbenbaringer, men forfatterens egen religiøse ånd ligger lige under overfladen og danner fundamentet i historierne

ORIGINAL TITEL: Everything that rises must converge DANSK TITEL: Skæringspunkt og andre noveller FORFATTER: Flannery O'Conner FORLAG: Katolsk Forlag SIDEANTAL: 222 UDGIVELSESÅR: 1965 (1984)

De tre musketerer

Den unge adelsmand d'Artagnan tager til Paris for at prøve lykken, men det starter nu ikke ud så forrygende godt. Hans hidsige temperament får ham ud i et fjendskab med den snedige Roquefort der stjæler hans anbefaling, og allerede på den første dag i Paris, gør han sig upopulær blandt landets tre bedste musketerer (elitestyrken) og skal duellere med dem. Det går dog hverken værre eller bedre end at de bliver de fire bedste venner i hele Paris.

Vi hører gennem bogen en hel del om den drikfældige Porthos, den gejstlige, det vil han i hvert fald selv have os til at tro, Aramis, og den hemmelighedsfulde Athos, men det er den letsindige d'Artagnan der er bogens hovedperson. Han forelsker sig hovedkulds i sin udlejers kone, fru Bonacieux, og hun finder også ham ret nuttet og forelsker sig også i ham selvom hun må være hen ved syv år ældre end ham, og det var mange år den gang.

Gennem fru Bonacieux bliver d'Artagnan sendt ud på en farefuld mission for at redde dronningens ære, som den onde kardinal Richelieus prøver at tilsmudse over sin marionet, kongen. D'Artagnan fuldfører sin mission til UG med kryds og bolle, høj hat og spadserestok, og det skaffer ham fjender højt på strå, men nu bliver historien først rigtigt indviklet.

Alexander Dumas bog "De tre musketerer" er langt mere underholdende end de fleste af de filmatiseringer der er blevet lavet, den tager ikke sig selv så forfærdeligt højtideligt. Men selvom den er virkelig underholdende, så er den samtidig et forvirrende kludetæppe af spændende missioner, pudsige indfald og lange omstændige samtaler der ikke lader til at komme nogen vegne. Bogen har taget mig flere uger at komme igennem, for med jævne mellemrum stødte jeg på en ekstraordinært langtrukken samtale der gjorde mig helt skiløjet.

Hvad man tit glemmer er, at de tre musketerer og d'Artagnan er soldater på randen af en krig, og alle de finurlige historier der knytter sig til krigen er langt de mest interessante, og overgår især d'Artagnans kærligheds eskapader, men de fyldte desværre alt for lidt. Og selvom de fire mænd, der alle opføre sig som børn, er enormt irriterende, så er de også umådeligt morsomme og især når de er soldater

"De tre musketerer" er en af de 20 bøger fra "1001 bøger" som jeg har planer om at læse i år (jeg er lidt langt bag ude). Jeg fortryder kun en ting, og det er, at jeg ikke læste den for mange år siden, dengang hvor mit barnlige sind virkelig kunne værdsætte en sådan historie.

Som voksen kunne jeg bare sidde og grine lidt i skægget over, hvor promiskuøs deres adfærd er, samtidig med at en ung soldat kan befinde sig den halve nat i en smuk ung piges sovekammer og nøjes med bare at fortælle hende morsomme historier.

Da jeg var en ung rebelsk teenager, var mit store idol den skurkagtige Mylady, der som den eneste kvinde spiller en aktiv rolle i historien og ikke bare er en der skal reddes, men i bogen er hun så slesk, og så manipulerende, at hun bare er irriterende på den der ufede måde

ORIGINAL TITEL: Les Trois Mousquetaires DANSK TITEL: De tre Musketere FORFATTER: Alexander Dumas FORLAG: Samlerens lommebøger SIDEANTAL: 608 UDGIVELSESÅR 1844(1962)

Gengangere

At læse Henrik Ibsens 'Gengangere' er som et studie i menneskeligt fordærv.

Den aldrende fru Alving opretter et asyl i sin afdøde mand kaptajn Alvings navn. Hele sit liv har hun dækket over mandens udskejelser. Hendes mand gjorde en stuepige gravid, og nu flirter hendes søn med dennes datter, og hun pines af sin viden og 'skrifter' hos den forstokkede pastor Manders. En gang da hun efter et års ægteskab eller så forlod hun sin utro mand og ville ikke tilbage, men pastoren mindede hende om hendes hustruelige pligt og hun vender tilbage. Hændelsen får da oprøret til at ulme i hende og hun har udviklet sig til en fritænker. Over for pastoren sætter hun fokus på den dobbeltmoral der fandtes i borgerskabet. Når en husherre forgreb sig på en stuepige var det skidt, men man kom dog over det, men stuepigen, hun var et en falden kvinde og burde behandles som sådan

Sønnen Osvald er plaget af faderens synder som han ikke ved noget om, og han er forelsket i sin ukendte søster, men kærligheden gør ham lykkelig.

Fru Alvings har holdt hånden over synden så længe, men da asylet brænder begynder hun at se tingene anderledes og går til bekendelser over for de to unge, men det eneste der kommer ud af den sag er at stuepigen går fra sin bestilling og vil have del i den ægte fars penge, men den depressive og lapse unge mand går i mundende.

'Gengangerne' er en historie om modsætninger. Modsætninger mellem kønnene, mellem pligt og lyst, mellem sandhed og idealer, men modsætningerne mødes ikke i en dialektisk forenelighed der når frem til en større sandhed, men derimod men snarre som blanding af vand- og oliebaseret maling der krakelere og viser os mennesker som det forkrøblede afskum Ibsen nu en gang mener at vi er.

Det er ikke et persongalleri man som sådan kan holde af, jo lidt medlidenhed har man nu nok med Fru Alving det til slut også begynder at rable for hende.

Det er et uudholdeligt stykke der er beregnet til at være uudholdeligt, og jeg kan ikke helt lade være med at frydes over andres ulykke.

Stykket er fra en tid med en helt anden seksual moral, i hvert fald på overfladen, så man bliver ikke på samme måde som dengang forarget, men man kan nu nok stadig forundres over persongalleriet med deres lidenskabsløse kamp mod hinanden og sig selv. Selvom vi gør det på en anden måde, så vil vi stadig kunne nikke genkendende til Fru Alvings kamp for at opretholde facaden over et familieliv der i virkeligheden går ad helvedet til, og den suicidale unge mand der ved den mindste modgang giver op, ham har vi nu nok også stødt på, for mennesker er i grunden de samme som vi var dengang, fordærvede.

Landsbyens blod

Der er noget meget specielt ved at læse litteratur så langt væk fra som fra Kina. Gang på gang oplevede jeg, at jeg med min europæiske tankegang slet ikke havde forstået hvilke oplysninger der var relevante og hvad bogen i det hele taget handlede om. Det var et stort kulturchok, og jeg lærte meget. Denne anmeldelse vil derfor handle om hvad jeg i løbet af weekenden lærte om Kina.

"Landsbyens blod" af Yan Lianke handler om en gammel bedstefar der har to umulige sønner der bringer vanære over familien.

Den ene er besat af penge, han tjener sine første penge som blodkøbmand, og tapper landsbyen for blod og ære. Nålene bliver brugt igen og igen, og landsbyen oplever efter en snes år en epidemi af Feberen, bedre kendt som AIDS. Den pengeglade søn vil ikke vedkende sig sit ansvar i hele affæren men begynder at tjene penge på de kister som skulle gives til de ramte familier. Til sidst begynder han også at sælge ligene, han arrangere skyggebrylluper, så dem der dør unge og ugifte kan få sig en ægtefælle i underverdenen.

Den anden søn er bund liderlig. Da han har fået feberen og hans kone ikke længere vil ligge med ham bliver han sur, og da han møder sin fætters kone som også er syg, foreslår han at de bliver bollevenner. Deres affære bliver opdaget, men den liderlige søn er også et skvat som ikke tør tage konsekvenserne af sine handlinger. Han beder derfor sin far om at rede trådende ud. Han genoptager dog senere igen affæren, som udvikler sig til kærlighed.

Den gamle bedstefar forsøger hele tiden at få sine sønner til at gøre hvad der er godt og ærefuldt, og når de kategorisk nægter at gøre det, må han gå bodsgang til de forurettede for at gøre skaden god igen.

På et tidspunkt prøver man at samle alle de syge på en skole, så man har styr på dem. Dette fik mig til at sammenligne bogen med "en fortælling om blindhed", men situationen endte ikke i det rene anarki, de syge blev ikke frygtet som pesten (for at bruge den europæiske tanke gang). Et land som Kina der har oplevet hungersnød, og som har overlevet Mao, der tager man nok lidt lettere på massedøden, det er ikke noget man direkte ønsker, men man accepterer det og begraver sine døde i stilhed.

Til at starte med syntes jeg faktisk at bogen var en lille smule kedelig, for det gik slet ikke op for mig hvor skandaløs sønnernes opførsel var. Det gjorde det måske endda først, da den pengeglade søn ville sælge knoglerne fra sin afdøde søn (fortælleren) til en amtsmand der havde mistet en datter der var seks år ældre, halt, og med svære epileptiske anfald, at han var villig til at sælge sin søn til så dårligt et parti, bare for at vinde magt, det får den gamle bedstefar til at reagere.

I forbindelse med den liderlige søn, ser man hvor direkte den kinesiske måde at skrive på er. I en europæisk bog ville der stå noget i retningen af at de to syge fandt trøst og nærvær hos hinanden i en tragisk og uudholdelig situation. Her står der bare at han kom hen til hende og siger jeg er syg, du er syg, og vores ægtefælder vil ikke vide af os. Jeg har lyst, lad os gøre det. Tingene bliver sagt meget mere lige ud, og da hendes svigermor, hans tante, finder ud af det skriger hun efter pigebarnet, dit skræv er så bredt som en ladeport.

AIDS findes ikke i Kina. Sådan lyder det fra højeste sted, men det gør det jo så alligevel. Dette er en provokations bog, men også en informationsbog, i et smukt og rørende sprog beskriver den en meget uheldig situation.