tirsdag den 25. september 2012

Mumitrolden - de tre næste romaner

I "Mumitrolden - de tre næste romaner" begynder bøgerne at blive, hvad jeg vil kalde 'rigtige' romaner, hvorimod "de tre første romaner" mere bare var vrøvle historier for små børn, og det var en fornøjelse at læse.

Forordet er skrevet af Anders Lund Madsen, som jeg i forvejen ikke kan lide, og han gjorde i den grad Mumitroldene til sine, og sine alene, at jeg var sorgmodig hele den weekend og havde ikke lyst til at læse videre, og jeg endte til sidst på skadestuen hvor jeg fik 12 sting i højre arm, hvilket ikke kun var derfor, men det var en del af det. Det er min egen bog, så jeg overvejer kraftigt simpelthen at rive de to sider ud, for at undgå fremtidige episoder, for Mumitrolden er bøger jeg med jævne mellemrum vender tilbage til, men det ville være nærmest blasfemisk, man ødelægger da ikke bøger.

'Mumifars erindringsbog' er en bog om en far der indser at han er blevet en verandafar, og som drømmer sig tilbage til sin eventyrlige ungdom, men det er ikke nok at drømme, han vil også fortælle verden, men mest en dels sin søn om det, for han vil vise, at han i virkeligheden er en sej far. Mumitrolden lader sig imponere, men han forstår ikke, det er han endnu ikke gammel nok til, og det frustrerer Mumifar, og Mumimor må stryge ham med hårene for at få ham til at falde til ro. Bogen er stadigvæk en forfærdelig vrøvleroman, for Mumifar er vil imponere, og overdrivelse fremmer forståelsen.

'Farlig midsommer' er ligeså en vrøvleroman, men lidt mere nedtonet en mange af de andre (lidt i stil med 'Kometen kommer' fra "De tre første"), dog kan man sige, at det er en historie om for første gang at blive væk. De fleste børn har prøvet at blive væk fra deres mor i et stormagasin. Man er et fremmed sted, med fremmede mennesker, og de hjælper ikke altid på den måde man gerne vil have, og man ved at det er enormt vigtigt at finde sin mor, for hun venter jo på sin store og modige Mumitrold, som samtidig skal passe på den feminine og hjælpeløse Snorkfrøken, og nej, jeg bliver ikke fornærmet på mit køns vegne, for Lille My spiller for første gang en aktiv rolle i denne roman, og mage til kraft og selvstændighed skal man lede længe efter.

'Troldvinter' er den første bog som jeg virkelig regner for noget, og den handler om at blive voksen, stå på egne ben, og for første gang klare sig helt uden sin mor. Han vågner en vinter og hele familien, på nær lille My sover tungt, og starter ud med at være lille og bange og sove ved siden af sin mor, men da kulden og sulten får folk til at strømme til Mumidalen, vokser han med opgaven og tager imod dem. Murren har optrådt i flere af bøgerne, men først her finder hun sin endelige form, eller også er det Mumitrolden selv der har ændret sig, for hun er ikke længere bare stor, kold og uhyggelig, hun er et ægte væsen med følelser og håb, og hun vækker Mumitroldens og læserens medlidenhed. Moralen i historien er, at livet godt en gang imellem må være lidt hårdt, og at det er det der gør, at man bedre kan klare sig fremover.

Jeg synes, at det er super fedt at Mumitrolden bliver genudgivet (måske bliver nogle af Tove Janssons voksenbøger også udgivet og tilgængelige på dansk, man kan jo håbe). Det eneste der genere mig er formatet. Tre romaner i et kommer selvfølgelig til at fylde noget, men disse bøger er urimeligt store, og det er næsten ikke muligt at tage dem med nogen steder. Okay, måske er det også kun mig der som universitetsstuderende og pensionist der prøver at bruge Mumi som pendlerbog (en ikke skole- eller arbejdsrelateret bog pendlere har med i tasken for at fordrive tiden), men børn skal vel også nu om dage med toget for at besøge bedsteforældre, og så skal der bøger og legetøj med, og en børnehave- eller skoletaske til de mindste er ikke nær så rummelige som min skuldertaske, og selv i den var der dårlig nok plads. Så hurra for Mumi, men en ommer til formatet.

ORIGINAL TITEL: Mumipappans memoarer, Farlig midsommar og Trollvinter DANSK TITEL: Mumitrolden - de tre næste romaner FORFATTER: Tove Jansson FORLAG: Carlsen SIDEANTAL: 343 UDGIVELSESÅR: 1950, 1954 og 1957 (2010)

tirsdag den 18. september 2012

Mågelatter

I et lille fiskersamfund på Island foregår der et mærkværdigt spil/kamp mellem mænd og kvinder, det synes den 12-årige Agga i hvert fald, men hun er også kun et barn og hører ikke til nogen steder. Byen har altid været et stille og traditionelt sted, men så dukker Aggas tante, Freya op. Hun stak i sin tid af med en amerikansk soldat, men nu er hun tilbage med kufferten fuld af fint tøj og med hovedet fuld af fremmede ideer. Freya er meget tynd og har isblå øjne, og Agga er da også sikker på at hun er en heks eller en elverdronning, men det vil Aggas ven, politibetjenten Magnus, ikke høre på, for han er, ligesom resten af byens mænd, forelsket i Freya. Men folk har en tendens til at dø omkring Freya, og selvom hun bliver holdt ude når de voksne kvinder snakker, så ved og ser Agga alt.

I løbet af bogen vokser Agga til og bevæger sig fra barn til voksen, og langsomt går det op for hende, hvad det er kvinderne har gang i. Vi befinder os engang i løbet af 1950'erne, og kvindernes rolle begynder at ændre sig. Aggas mormor, som de alle sammen bor hos er den gammeldags husmor, alting bliver lavet fra bunden, og lavet ordentligt, der er ingenting som et solidt måltid mad, og hun lader sig ikke slå ud, når morfar kommer hjem fra havet og skælder og smælder over de konservative politikere, over de reaktionære og de satans kommunister. Hun ved ikke noget om politik, eller det gør hun måske nok, hun siger bare ikke noget. Tanterne, Aggas egen mor er død, tilhører den nye generation af kvinder der skræpper op og vil selv, de vil have en plads i samfundet, og vil ikke nøjes med at vaske bleer. Vi snakker endnu ikke kvindekamp, alting foregår mere diskret, og ingen at de damer ønsker at nedtone deres femininitet. Agga er endnu ikke helt voksen, men der er en selvstændig kraft i hende der minder mest om mormorens, men som finder helt andre udtryksformer. Agga skal nok blive til noget, lidt lige som Freya, bare uden de samme personlige konsekvenser.

Et centralt tema i bogen er Freyas vægt, eller mangel på samme. Hun tog af sted til Amerika som en lidt buttet pige og kommer hjem som alt for tynd ung kvinde der kun nipper til maden, men Agga ved godt hvordan hun gør, hun har nemlig set og hørt hvordan Freya propper sig og kaster op, når hun bliver oprevet. Det synes Agga er ulækkert. På et tidspunkt står det så skidt til med Freyas vægt, at lægen må tilkaldes og hun må få varm mælk med ske. Bogen handler om Agga, og det er hendes holdninger der gør sig gældende, og alting hænger fint sammen, undtagen når det kommer til Freya. Det er som om Freya er to personer. På den ene side er der elverdronningen, som er kold, køn og kontrolleret, det er hende der hele tiden bliver omtalt, men fra tid til anden beskrives der sider af hende som ikke passer helt til denne stoiske og kyniske figur. Der er selvfølgelig opkastningerne, men der er også mere hverdagsagtige ting som hendes vredesudbrud og ønske om at høre sladder om en af de andre tanters mand, men det er som om disse ting ikke ændre Aggas syn på everdronningen. Jeg kan ikke lade være med at blive fascineret af elverdronningen Freya. Spiseforstyrrede kvinder har vi i hele verden, men denne ægte tro på de underjordiske er meget unik for Island.

Jeg har et eller andet med Island. Geografien skaber folk, og der er så umanerlig råt og smukt, så stort og småt på en gang. I et land der er omgivet af hav, er mændene på havet og kvinderne passer geshäften. Det giver nogle stærke islandske kvinder. Jeg har tit svært ved at forholde mig til kvinder i bøger, de klynker, har sex og besidder et karrierejob som de hverken bruger meget tid eller opmærksomhed på. De islandske kvinder klynker også, og de er også røvirriterende, men de er stærke og har integritet, og jeg sidder helt og får lyst til at tage tilbage dertil.

ORIGINAL TITEL: Mávahlátuer DANSK TITEL: Mågelatter FORFATTER: Kristín Marja Baldursdottir FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 383 UDGIVELSESÅR:1995 (2012)

torsdag den 13. september 2012

Opmålingen af verden

Yndlingsbog nummer et eller andet. Jeg elsker bøger, så jeg har mange yndlings. Det er min yndlings fordi den er lige så sydende sarkastisk som jeg er, og fordi den beskæftiger sig med både det storslåede eventyr og med den grå lortehverdag, og at den viser at det ikke nødvendigvis er bedre bare fordi man er et stort geni.

Grundprincippet i bogen er, at to parallelle linier altid vil mødes et sted ude i uendeligheden. De to parallelle liner er matematiker og astronom, Gauss, og Humboldt den yngre, ikke ham jeg som humanist lærte om på universitetet men hans noget mere interessante lillebror.

Gauss var vidunderbarn og toppede tidligt, men han kom fra fattige kår og hans sure bitre væsen gjorde det svært for ham at sælge sig selv, så han lever et skodliv med at måle bakker i tyskland efter at hans livs store kærlighed (eller rettere nr to efter hans mor) dør i barselsseng. Gauss er min favorit, han er nørdet og aspergeragtig og lever et liv der er mere rædselsfuldt end mit, og det er især i kapitlerne om ham at sarkasmen driver ned af væggene, og jeg kan ikke lade være med at grine når det går ham skidt. Desuden er der lidt jantelov over det, han skal ikke tro han er noget, især ikke når det er helt klart, at han er et stort geni.

Baron von Humboldt er blevet opdraget som en ægte tysk romantiker, han kan græde, recitere digt og skrive lange kærlighedsbreve til unge smukke kvinder, men han gør det bare langt fra så godt som sin ældre broder. Han får sin uddannelse inden for naturvidenskaben og klarer sig ganske udmærket, men så snart hans mor dør stikker han af til den nye verden verden for at udforske Sydamerika og for at bevise neptunismen der siger at jorden er en kold kugle indvendig. Første del er besværligt men lykkes, hvilket man ikke kan sige om det andet. Humboldt er flyvsk og beviser mange rigtige ting, men også mange ting der er knap så rigtige. Han er en mere lystig figur, og rablende gal, blandt andet gør han turen gennem Sydamerika sammen med tre lig han har stjålet fra en indfødt begravelsesplads, og en herreløs hund.

De to parallelle linier skal så selvfølgelig mødes til sidst, og det bliver en akavet affære, men yderst underholdende og inkludere blandt andet et medium, et studenteroprør og en flugt, men det må i selv læse mere om.

Det er de første 2/3 af bogen, dem der handler om videnskab og opdagelsesrejser der er de absolut mest interessante, og dem læste jeg i toget forleden dag. I går da jeg var syg og virkelig havde brug for opmuntring, da var det den sidste del jeg var kommet til, hvilket var irriterende. Faktisk mangler jeg stadig 20 sider, men jeg ved hvad der sker, og det er ikke ret meget videnskab. Det mest interessante ved den sidste del af bogen er dog, at man får en del at vide om den paranoia der hvilede over det tyske kejserrige. Det er svært at forestille sig, men tre mand måtte ikke stille sig op på gaden samtidig, det var et opløb, men når man endelig får noget at vide, så kunne man lige så godt få lidt mere med. Det hele kommer i brudstykker, som er svære at få en mening ud af, og det er der en mening med, for især Gauss har sit hoved så langt op i r**en på stjernehimlen at han ikke anede at konen var gravid, og af en sådan mand kan man heller ikke forlange, at han ved noget om krigen.

Man snakker tit om intelligente bøger, men nogle gange har jeg på fornemmelsen, at man bare mener svære, og det er ikke nødvendigvis det samme, nogle gange, faktisk ret tit, får bøger også æren uden at være nogen af delene, hvilket er irriterende ud over alle grænser. Denne bog er ikke svær, med mindre man gerne vil forstå alt det videnskabelige, men det er ikke absolut nødvendigt, det er bare et raffineret krydderi, men den er intelligent nok til at være interessant, for ellers var det bare historien om en glad og en vred galning. Hvis man dog altid er et glad og positivt menneske, der ser tingene fra den lyse side, glasset altid er halvt fyldt og man mener at livet bare er skønt, så er dette nok ikke en bog for dig, men jeg elsker den.

ORIGINAL TITEL: Die Vermessung der Velt DANSK TITEL: Opmålingen af verden FORFATTER: Daniel Kehlmann FORLAG: Per Kofod SIDEANTAL: 288 UDGIVELSESÅR: 2005 (2009)

lørdag den 8. september 2012

Vindrosen

En vindrose er et diagram der viser vindforholdene på et sted, som regel i form af en kompascirkel med kiler ind mod midten der angiver vindens retning og hyppighed.
Dansk Wikipedia   
 
Efter at have læst denne novellesamling/rejseberetning af det danske forfatterikon Tom Kristensen, havde jeg nok regnet med at det betød noget mere romantisk (og et eller andet sted håber jeg stadig at det bare er google der ikke kender den i dette tilfælde rigtige betydning). Jeg mente, at det var sådan en lille tør satan af en plante, som ikke slår rod men som flyver hid og did med vinden i en evig søgen efter vand. Vi havde en liggende i vindueskarmen i mit barndomshjem, en mindre og mere kompakt plante end en vindheks. Jeg har meget lyst til at det skal være sådan en, men i denne sammenhæng er princippet det samme. Det handler om vinden der skifter retning og karakter, og Tom Kristensen følger vinden, han lader sig lede, fra Asien til Sydeuropa til London.

'Vindrosen' er en hyggelig samling af noveller og rejseberetninger der er blandet sammen i ét stort sammensurium. Det er forvirrende, men også lidt hyggeligt, for hvor stopper virkeligheden og litteraturen og fantasien begynder. Nogle steder er det helt klart, andre steder kan man have sine tvivl, men selv når det er helt klart, kan tvivlen snige sig ind. Langt mere forvirrende er det, at Tom Kristensen er hyggelig. Jeg kender ham mest fra 'Hærværk' og i mit univers er han ensbetydende med alkohol og forfald, to ting der ikke er meget af i 'Vindrosen', den handler mest om stede, om at lade sig flyde med strømmen, med vinden, med stemningen, og om når strømmende mødes i kulturchok. Den handler om farven gul, gule kineser, gult sand, gule floder og gul smog. Aldous Huxley havde 'Kromgul' og Beatleshavde 'Yellow submarine', og jeg er ret sikker på at farven gul har et og andet at gøre med LSD, ikke at jeg helt ved hvad, men det passer på en eller anden måde bedre til Kristensen end hyggelige solgule søndage.

Jeg fik bogen ved et tilfælde. Jeg havde ønsket mig 'Hærværk' og så havde den jo samme forfatter, så den fik jeg lige oven i hatten. Jeg læste den også ved et tilfælde. Jeg skulle have en bog til toget, og den ene var for tung (mentalt) og den anden var for stor, og den sidste var skrevet med alt for små bogstaver, så jeg valgte den fordi den var der og fordi den var praktisk. Jeg ved ikke om jeg nogensinde før har valgt en bog fordi den var praktisk. Jeg havde ikke rigtigt nogen forventninger til den, og hvis jeg havde, var de nok mest negative, men som sagt var det nærmest en hyggelig oplevelse. 
 
Jeg kunne især godt lide hans beskrivelser om hvordan vesten møder østen i Kina og Japan i en helt anden tid. 20'ernes og 30'ernes Europa, minder i litteraturen meget om i dag, faktisk mere end de senere årtier gør, men øst på var det en helt anden sag. Kina var et buddhistisk bondesamfund med en metropol som Shanghai, hvor kulture smeltede sammen og blomstrede (hvis man skal sige det på en poetisk måde). Japan var meget traditionelt. Efter at have levet strengt isoleret fra omverdenen under shogunen, blev der åbnet op, og vesten strømmede til, men mødet var ikke altid lige smukt.

TITEL: Vindrosen FORFATTER: Tom Kristensen FORLAG: Forlaget Fremad SIDEANTAL: 188 UDGIVELSESÅR: 1934 (1956)

tirsdag den 4. september 2012

Børnenes bog

Den drømmende eventyrforfatter, Olive Wellwoods, store udvidede familie er omdrejningspunkt i denne roman. Vi begynder i viktoriatidens sidste årtier i en fantasiefterlignet verden, hvor der er skabt plads og frihed til alle husets mange børn. Alting er drømme og store idealer, men med et nyt århundrede begynder virkeligheden at tage form, det ved de fleste af børnene, men det lader ikke til at alle de voksne har lyst til at følge med, og jo mere konkret virkeligheden begynder at blive, jo mere rykker fokus sig over på nogle af de mindre eventyragtige familier, der på en helt anden måde forstår at følge med tiden. Bogen kulminerer med 1. verdenskrig, hvor de sidste illusioner brister.

'Børnenes bog' skildre over 100 vidt forskellige personer med vidt forskellige livsforløb, og selvom der er personer der er mere gennemgribende end andre, så er det svært at tale om deciderede hovedpersoner. Egentlig er det lidt ironisk at kalde den for 'Børnenes bog', for den skildre langt mere de voksne der omgiver børnene, og som prøver at skabe en verden for børnene, som i langt højere grad er for dem selv, og så handler den om børnene når de efterhånden begynder at blive voksne. Allermest handler den dog om England og Europa i en brydningstid. Verden ændrede sig med faretruende hast og idealer og ideologier blomstrede op, men de blev alle sammen smadret af 1. verdenskrigs grusomheder.

Bogen handler dog også om helt almindelige mennesker med mere eller mindre indviklede relationer. Der er Ollives yndling, Tom, som ikke vil blive voksen, Dorothy der vil være læge selvom hun er kvinde og som er et af de mange børn Ollive nærmest glemmer at hun har, den kunstneriske Phillip som bliver fundet i en krypt under et museum og som ender i lære hos den mærkelige Fludd og hans endnu mærkeligere familie. Men selvom forholdende er indviklede, så er de i grunden også ret banale, og selvom bogen er på over 600 sider, bliver der ikke gjort plads til, at folkene skiller sig ud fra deres helt præcise bane, og det eneste sted hvor folks skæbner reelt overrasker er i krigen, hvor alt alligevel er kaos.

Mest af alt synes jeg at denne bog gør sig bedst  som en skønlitterær historiebog, for handlingsmæssigt gør den ikke meget for mig, dertil er den for overfladisk og banal. Derimod er det fascinerende at læse om en historisk periode, som jeg faktisk ikke rigtigt ved så meget om, og læse om hvordan historien ændrede menneskene. Vi kan godt lide at tro at vi alle er helt unikke og noget helt særligt, men i virkeligheden er vi alle et produkt af vores samtid. I bøger er det ikke altid helt tydeligt. Bøger om forskellige tider, giver forskellige personkarakteristikker, men det er sjældent, at bogen strækker sig over lang nok tid til, at man helt lægger mærke til det, men denne bog strækker sig over godt 20 år, og lægger derfor et spor af bitte små ændringer, som til sidst munder ud i en helt ny verden.

Nogle gang kan historieundervisningen godt blive lidt tør, og med den et ikke super spændende plot, så kan 667 sider godt være en noget anstrengende affære.

ORIGINAL TITEL: The Children's Book DANSK TITEL: Børnenes bog FORFATTER: A. S. Byatt FORLAG: Gyldendal SIDEANTAL: 667 UDGIVELSESÅR: 2009 (2020)