Den rasende hær

Jeg går altid ind til en krimi med, lad os kalde det modværge, jeg finder hele genren temmelig tåbelig og unødvendigt voldelig, dertil lagt et middelmådigt amatørarbejde i skrivestil, sprog og plot, men det galder for alle regler at der må være en undtagelse, og jeg tror at jeg her har fundet min.

Historien i ‘Den rasende hær’ er forholdsvis ordinær. I henhold til en gammel legende begås der i en lille nordfransk landsby en række mord. Samtidig kører der en sag om en forretningsmogul der er blevet brændt ihjel i sin bil, og hvor folk højt oppe i hierarkiet vanskeliggør opklaringen. Midt i alt dette står den noget forvirrede kriminalkommissær Adamsberg med sine to nørdede håndlangere.

Historien er dog ikke det der interesserer mig, det gør detaljerne til gengæld. Der er kælet så meget for detaljerne, at det virker en dansende vind gennem hele romanen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en nørd med detaljer, og jeg synes nærmest, at de kan være smukke når de bruges på den rigtige måde. En bog kan være så proppet med detaljer at det virker kvælende, ja nærmest tragisk, men her hjælper det bare til med at understrege Adamsbergs nærmest barnlige forvirring, for et barn lader sig opsluge af detaljerne og glemmer tiden, og det sker også her, men detaljerne er ikke kun forvirrende, de er også vigtige på deres samme sære facon.

“Og han tager fejl. For det er i Brasilien, at sommerfuglen basker med vingerne, og i Texas, at tornadoen rammer”.
“Gør det nogen forskel, Danglard?”
“Ja, for jo længere man fjerner sig fra de rette ord, jo lettere bliver selv de reneste teorier til sladder. Og så ved man ikke længere, hvor man er henne. Jo mere tilnærmelsesvis og unøjagtig man er, jo tyndere bliver sandheden, og jo tykkere bliver dunkelheden”.

“Den rasende hær” s. 88-89

Og Fred Vargas har kontrol over sine detaljer og over sit sprog. Hun svæver overlegent hen over vandene og trækker i trådende, hun er sommerfulglens vinger, og det lykkes hende forholdsvis godt at holde styr på det hele. Hun er intelligent og velformuletet, og hun ved hvor hun er på vej hen, men ligegyldigt hvor meget positivt jeg har at sige om den, så er den stadigvæk en krimi, så der sker lidt de samme ting som der sker i så mange andre krimier. Hvad der dog skiller sig markant ud, er personerne. Vargas univers er i modsætning til hendes kollegers hovedsageligt befolket af behagelige mennesker. De er ikke perfekte, måske en smule tossede og alkoholiske, men de er ikke ødelagte, og de er i bund og grund gode nok. 

Egentlig ved jeg ikke og det er godt eller skidt, men mest af alt er det en dejlig afveksling, jeg har nemlig set franske krimier i fjernsynet. deres betjente er korrupte og ubehagelige, men ikke her. Men selvom personerne er behagelige, er de ikke nemme at holde af, for deres personligheder er meget ensidige, det kan selvfølgelig godt skyldes at dette er bog nummer otte i serien, og hvis alternativet er voldelige personer med ubehandlede barndomstraumer, så foretrækker jeg langt dette.

Jeg nød dog at læse bogen, ikke for plottets skyld, jeg kunne ikke være mindre interesseret i hvem morderen er (hvilket skyldes genren og ikke denne specifikke bog), men sproget og detaljerne var en ren lise.

ORIGINAL TITEL: L’armée furieuse DANSK TITEL: Den rasende hær FORFATTER: Fred Vargas FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 396 UDGIVELSESÅR: 2011 (2012)

Kirkegården i Prag

Umberto Ecos nyeste roman “Kirkegården i Prag” var lidt af en skuffelse, eller rettere, så var den alt for svær for en lallende ammatør som mig. Jeg holdt ud, men jeg måtte efterfølgende have historieundervisning af min far om Italiens samling og Napoleon 3, for bare at have den mindste forståelse for handlingsforløbet. Resumeet af bogen vil derfor bære præg af den forvirring jeg føler, så jeg håber at I vil bære over med mig.

Simone Simonini er en splittet mand, men er han så splittet, at han er identisk med abed Dalla Piccola?

Simonini er forvirret, det er som om han pludselig har glemt alt om hvem han er og hvad der er sket, og for at komme i tanke om det begynder han at skrive sin livshistorie fra han som barn lærer at hade jøder, frimuere og jesuiter til han som voksen står bag nogle af de mest berømte plot mod ovenstående. Simonini har nemlig et talent, han kan kreere falske dokumenter som ingen anden, og udtænke historier som hans samtid er mere end villige til at tro på, men han kan ikke udelukkende følge sin egen agenda, efterretningstjenester fra flere forskellige lande har også kikkerten vendt mod ham, og nogle af dem er frimuere og nogle af dem har brug for jødernes støtte, så de har alle mulige interesser i at hæmme Simoninis fremfærd, samtidig med at de benytter sig af hans ydelser. Jesuiterne som han hader, bare ikke nær så meget som han hader så mange andre, bruger også hans tallenter, og Simonini bruger også dem til at tjene kassen og til at udbrede sine og de personer han benytter sig af’s skriverier.

Simonini er en slags ond victoriansk James Bond, og på sin mission kommer han tæt på krigen i Italien, til satanisk messe i Paris, han må stikke sine venner i ryggen og han bliver afpresset af russerne og kan kommer tæt på nogle af de mest fremtrædende personer i det 19. århundrede, Garibaldi, Freyd og Dumas, for bare at nævne nogle stykker. Han færdes i underverden (nogle gang helt bogstaveligt ment), han færdes blandt studerende og han færdes i det bedre bogerskab, han færdes hvor det er nødvendigt for at få sine idéer igennem.

Bogen har i det det hele taget alt der skal til for at blive en hammer spændende roman, men den fortaber sig i historiske detaljer. Forstå mig ret, jeg elsker historiske romaner, men på et eller andet tidspunkt kammer det bare over, og man står som læser og føler at det er ens egen skyld at man ikke forstår, at det bare er fordi man er så pokkers dum.

Bogens overordnede temaer er jødehad og mediernes rolle, og det har jeg skrevet mere om på Kultur for unge, men et tema som jeg fandt yderst interessant, var hovedpersonen, Simoninis, forkvaklede seksualitet. Han hader for at sige det mildt kvinder, og det er ikke fordi han foretrækker mænd. Han føler en enorm afsky mod at skulle føle nærhed, især fra en kvinde, og i stedet kaster han alle sine dyriske lyster over maden. Simonini er nemlig en sand gourmet, og Eco gør meget ud af at beskrive alt den lækre mad han spiser, desværre står det hele på enten fransk eller italiensk, og det er kun i sjældne tilfælde oversat, så man står lidt tilbage uden helt at have en idé om hvad der egentlig foregår.
Nej, nu går jeg hen og bliver alt for negativ. bogen har bestemt sine litterære kvaliteter, for ligesom Simonini har et forkvaklet forhold til kvinder, så lykkes det ham heller aldrig at komme på venskabelig fod med mænd, han er derfor en yderst ensom mand, en mand der lever og ånder for sin mission.

ORIGINAL TITEL: Il cimitero di Praga DANSK TITEL: Kirkegården i Prag FORFATTER: Umberto Eco FORLAG: Rosinante SIDEANTAL: 528 UDGIVELSESÅR: 2010 (2012)